Tag: Kroppen

Kroppens længsel

De finske forfatterinder deltog i 1930’erne aktivt i diskussionen om fødselskontrol og abort, som tog fart i depressionens kriseår. Helvi Hämäläinens gennembrudsroman Katuojan vettä (Vandet i rendestenen) fra 1935 var således en stillingtagen til moderskabet. Og i sit krav om retten til moderskab for kvinden og en tilfredsstillende erotik nærmede Helvi Hämäläinen sig en tilspidset variant af Ellen Keys ideal.I Iris Uurtos roman Ruumiin ikävä (Kroppens længsel) fra 1930 forlader den kvindelige hovedperson sin mand på grund af en erotisk passion. Det vakte forargelse inden for den konservative kulturkreds, at en ung kvindelig forfatter optrådte som dristig erotisk skildrer. I sin skildring af menneskets drifts- og instinktliv var Iris Uurto inspireret af den nye psykologi. Hendes bøger blev derfor uundgåeligt draget ind i 1930’ernes litterære sædelighedsdebatter.

Livets egen runesten

Den socialt bevidste forfatter Moa Martinson, »Folkehjemmets« enfant terrible, var i årtier på »goa Moa« med hele det svenske folk. I hendes forfatterskab er tre projekter vævet sammen: et seksuelt, et historisk og et psykologisk. Store dele kan læses som et dokument om den kvindelige bevidsthed i arbejderklassen i en socialt urolig periode, hvor arbejderbevægelsen voksede sig stærk, men også som en kvindepolitisk kritik af arbejderbevægelsens svigt over for dens egne kvinder.Som noget nyt i svensk litteratur blev moderkroppen det centrum, hendes stof organiseredes omkring. De fleste af hendes kvindeskikkelser er stærke, men spaltede. De er bundet til deres biologiske skæbne, men stræber som oftest efter at overskride den. Hun mødte modstand hos kritikerne for sine upolerede beskrivelser af kvinders kroppe og seksualitet, men netop fordi seksualiteten kom til at stå i forgrunden, lykkedes det hende at skildre kvindernes eksistentielle livsvilkår.

Slaget om driften

Hele Agnes von Krusenstjernas forfatterskab bevæger sig omkring de følelser af ufrihed, desperation og oprør, som hendes opvækst i den gamle svenske overklasse fremkaldte. I sin søgen efter »sandheden om kvinderne« gik hun fra sammenbrudsromanens depressive tekst til den romantiske drøm om den frelsende kvindelighed.Hun stiller de spørgsmål, der var så svære og vedkommende for kvinder i denne brydningstid: Hvad betyder seksuallivet for kvindeidentiteten? Hvordan kan vi finde frem til en positiv kvindelig sanselighed, fri for den nedarvede byrde af kønsangst, kvindeforagt og fornægtelse af det kvindelige begær? I evnen til at udtrykke det fortrængte, det forbudte, ligger styrken i hendes fortællekunst, hemmeligheden ved dens stærke suggestivitet og tiltrækningskraft – men også dens evne til at støde nogle læsere bort i foruroligelse og væmmelse.

Lidenskabelig naturalisme

»Naar Kvinden først har rejst sig«, skrev den norske forfatter Amalie Skram i 1880 begejstret om Ibsens Et Dukkehjem, »lader hun sig ikke mere standse«. Og standse – det gjorde hun heller ikke selv. I 1884 giftede hun sig med den danske forfatter Erik Skram, og herfra tog hendes forfatterskab fart.Men hun kom aldrig til at ligne de danske gennembrudskvinder. Der var lidenskaben til forskel. Hvor de stillede sig udenfor, gik Amalie Skram i ét med sit stof – i hensynsløst forbrug og selvforbrug. Det er blaserthedens attitude over for passionens. Som kunstner og kvinde befandt hun sig i en outsiderposition. For voldsom for sine danske kolleger og decideret black-listet i Norge.Hendes værker er lige så lidenskabelige studier af sindets dybder som den samtidige Freuds. Forfatterskabet bærer således ud over det moderne gennembrud – frem mod det 20. århundredes galskaber og kundskaber.

Modernitetens kvindelige tekst

Med det moderne gennembrud i Norden sporede man i 1880’erne overalt en febrilsk kvindelig aktivitet. Kvinderne sluttede sig sammen i nationale kvindesamfund, hvor de stædigt arbejdede på at bringe kvindesagen op i de lovgivende forsamlinger. Det var borgerskabets unge kvinder – velbevandrede i sprog, konversation og pli – der i aviser, tidsskrifter og skønlitteratur skrev kvindespørgsmålet frem.Men for mange af det moderne gennembruds kvindelige forfattere førte opbruddet også til personlige og kunstneriske nederlag. De knækkede halsen eller pennen på det moderne paradoks. Men emancipationsprojektet blev ikke opgivet. Hos de kvinder, der fortsatte med at skrive århundredet ud, og hos dem, der debuterede omkring århundredskiftet, blev spændingen mellem idealer og desillusion, mellem bevægelse og moment blot bragt på en anden form.

Den satans krop

Hvad man kan få at vide om Ingeborg Grytten, en af Norges to 1600-tals-digterinder, må man i det store og hele læse ud af hendes salmer. Ikke engang hendes dødsår er kendt. Men hun kendte Dorothe Engelbretsdatters Siælens Sang-Offer, for hun henter melodistof fra dette værk.Således var det Norges vestkyst, der fostrede de to første norske digterinder. De kom fra den samme overnationale præstestand, som dengang havde rådighed over skriften, også den kvindelige.