Omkring 2000’erne bliver det personlige igen politisk. En ny generation af kvindelige lyrikere forholder sig til den globaliserede, medialiserede virkelighed med krop, køn og identitet som de bærende temaer.Poesien kobler det nære og det kropslige med det globale og inddrager krige, klimaødelæggelser og kolonialismens spor i forståelsen af bl.a. hvidhedens privilegier.Blandt tidens kvindelige lyrikere er bl.a. Mette Moestrup, Aase Berg, Ida Börjel og Gerður Kristný.
Tag: Kroppen
Omkring årtusindskiftet opstår en ny forfatterfunktion – også kaldet den seminautiske. Det betyder, at forfatteren opfatter verden som tilgængeligt materiale, der kan indsamles og efterbehandles.Forfatterens krop og privatliv opfattes hverken som principielt uvedkommende eller per definition relevant, men mere som et materiale, som kan genbruges.Eksponenter for denne måde at skrive på er bl.a. Christina Hagen, Mona Høvring, Athena Farrokhzad og Niviaq Korneliussen.
Den nordiske samtidslitteraturs fortællinger om galskab og psykiatri handler om kønslig ambivalens og kreativitet. I modsætning til tidligere er litteraturen nu optaget af helt fundamentalt at bryde med kønnet som sådan og finde tilbage til en prækønnet tilstand, hvor der ikke sættes lighedstegn mellem den kønnede krop og det seksuelle begær.Eksponenter for denne tendens er bl.a. Lotte Inuk, Christel Wiinblad, Beate Grimsrud og Linda Boström Knausgård.
Den senmoderne børne- og ungdomsbog i Norden er livskraftig, farvestrålende og mangfoldig.Spørgsmål som køn, krop, seksualitet og identitet spiller en stor rolle og tilbyder børn og unge alternativer til stereotype kønsopfattelser. Eksempler på kvindelige forfattere, der har fornyet børne- og ungdomsbogen er Dorte Karrebæk, Lene Kaaberbøl, Inga Sætre, Pija Lindenbaum og Anna Höglund.
Omkring 2000 debuterer en ny generation af kvindelige nordiske forfattere, hvis signatur er performativ eksperimentering ofte tilsat humor og ironi.Forfatterne skriver videre på en kønsbevidst litterær tradition og henter bl.a. deres inspiration fra samtidens kønsteoretikere som fx Sara Ahmed og Judith Butler. Generationens toneangivende stemmer er Christina Hagen, Kristina Nya Glaffey, Mara Lee og Trude Marstein.
Sofi Oksanen er en litterær sensation. Født 1977 i Finland, med en finsk far og en estisk mor, skriver hun på finsk, men kalder sig finsk-estisk forfatter. Hun er erklæret feminist og har i den offentlige debat udtalt sig imod mænds vold mod kvinder og Putin-vældet i Rusland. Hun er internationalt berømt, oversat til omkring fyrre sprog og modtager af en lang række priser, ofte som den yngste forfatter nogensinde (Finlandiaprisen og Nordisk Råds litteraturpris 2008, Svenska Akademiens nordiske pris 2013).
Sara Stridsberg er født i Stockholm i 1972. Hun debuterede i 2004 med romanen Happy Sally og modtog i 2007 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Drömfakulteten.
Modernismen og kvinderne i norsk efterkrigslyrik.
I 1980’ernes svenske kvindeprosa er der en udpræget sprogkritisk og jegcentreret holdning. Samtidig findes en tematisering og omskrivning af monstrøse og engleagtige træk, som knytter an til en kvindelitterær tradition.
En oplevelse af at tiden bare går og en længsel efter frihed, kærlighed og et sprog, der kan rumme livets og jeg’ets mange glimtende facetter, trænger sig på i mange tekster af 1990’ernes danske debutanter.Men 1990’ernes digtning begræder ikke et menings- og identitetstab, eller gør kroppen til en sidste referent, men søger glimt af liv og identitet i bevægelser og ved retningsskift. For 1990’er-litteraturen opfatter fortrinsvis liv og betydningsdannelse som forvandling eller bevægelse. Netop i en bevægelse omkring kvindefigurer iscenesættes subjektet med hele dets bagage af smerte, ensomhed, længsel, selvdestruktion, ironi og humor. Subjektet opfindes, udforskes, tænker eller er til stede som en tekstlig energi i fortællingen eller digtet.De mange unge forfattere, der debuterede i 1990’erne, er blevet genstand for stor opmærksomhed.