Mod slutningen af 1800-tallet gjorde folkets sønner fælles front mod den borgerlige kultur og »dekadence« og skabte en ny folkelig realisme i dansk litteratur – også kaldet bondeforfatterne. Det samme gjaldt folkets døtre, hvoraf enkelte vovede sig frem som forfattere. De udgjorde ikke en gruppe i samme forstand som de mandlige bondeforfattere. De sad isoleret rundt omkring i Danmark med skriveriet som bibeskæftigelse til det arbejde, som gav dem brød på bordet. Derimod havde de i kraft af deres landlige oprindelse et vist stofligt fællesskab. Og tilegnelsen af skriftsproget blev en personlig befrielse, en vej ud af den snærende klassetvang og det anonyme køn.
Tag: Hverdagsliv
Svenske Fredrika Bremer har vundet respekt som personlighed, som brevskriver og rejseskildrer. Men når man kommer til romanerne, plejer forbeholdene at indfinde sig. De eneste undtagelser, man plejer at gøre, er Grannarne (Nabofamilierne) fra 1837, og Hemmet fra 1839. Med disse to romaner blev hun en af verdens mest læste romanforfattere.Ingen svensk forfatter, ikke engang Selma Lagerlöf, har haft den samme succes i den engelsktalende verden. Få har været oversat til så mange sprog. Hele hendes produktion kan betragtes under såvel en realistisk som en romantisk kodes synsvinkel. På den ene side beskæftiger hun sig med kvindens stilling i samfundet, med hendes ret til uddannelse og udvikling. På den anden side er hun optaget af det indre livs ret over for det ydre og den kvindelige ildsjæls mulighed for at styrte det bestående. Det er ikke balance, som er hendes originalitet. Det er snarere uroen i bøgerne, der fængsler. Hun var lidenskabelig – både som intellektuel og frihedssøgende.
Med sine 24 fortællinger i En Hverdags-Historie fra 1828 konsoliderede Thomasine Gyllembourg en ny litterær tradition – den realistiske prosafortælling. Hun bevæger sin læser rundt i dagligdags ydre handlingsrum, ornamenterede med enkeltheder, som alle gør hendes univers til genkendelig virkelighed. Mens En Hverdags-Historie viser familielivet i et hulspejl, findes der i forfatterskabet også en række noveller, der reflekterer familien i et troldspejl. Da hun skrev sine hverdagshistorier, var kernefamilien stadig ny, og hun havde selv gjort en væsentlig del af dens tilblivelseshistorie med.Med En Hverdags-Historie stillede hun sig imidlertid i vadestedet mellem den slægtsbevidste gamle familie og den nye individorienterede familie, og derfra anskuede hun familiens udvikling, opvejer tab og vinding og blotlagde de sprækker, som kernefamilien bærer i sin grundvold. På den led registrerede hun de tendenser i 1840’erne, der pegede frem mod dén moderne livsform, som nogle tiår senere blev sat til debat i gennembrudslitteraturen.
Efter 1814 var verden ikke længere den samme. Unionen mellem Danmark og Norge blev opløst, og Norge kom i union med Sverige. Kvinders dagbøger fra denne tid fortæller om hverdagslivet under de dramatiske forandringer. En direkte motivation til deres erindringer er ofte et ønske fra den efterfølgende generation om at få førstehåndskendskab til den forgangne tid.De ældste memoireforfattere fortæller om dagliglivet og om historiens gang og henvender sig ofte direkte til deres børn eller anden nærtstående familie. Disse erindringer er beregnet til privatsfæren. Her findes ingen litterære ambitioner. Andre memoireforfattere havde offentligheden for øje. Den bedst kendte af disse er Camilla Collett. Hendes roman Amtmandens Døttre var startsignalet for de kvindelige forfattere. Med den fik Norge sin første betydningsfulde realistiske roman.
Da den danske præstekone Elise Boisen døde i 1871, efterlod hun sig 47 tætbeskrevne stilehæfter, over tusinde sider med erindringer. Hun skrev, fordi hun ikke kunne lade være. Og hun skrev ud fra en kolossal bitterhed og vrede, skrev sig ud af sin isolation og ensomhed for at finde en identitet i en fremmed verden.Der er ikke noget styrende blik i erindringerne ud over det kronologiske. Det at skrive havde en klar terapeutisk karakter. I erindringerne sker der en klar forskydning fra livsdrift til dødsdrift. Og på en paradoksal måde fremstår dødsscenerne som højdepunkter, skrevet med stor skønhed, sanselighed og dramatik.De fleste erindringsskribenter begynder at skrive om deres liv på deres gamle dage og ser ofte deres livsforløb i et distanceret lys. Eline Boisen derimod var midtvejs i livet; hun fokuserede på det mest smertefulde og skrev næsten helt frem til sin død.
Det kvindelige mønster i dansk folkedigtning og folkemindeindsamling.
Indsamlingen af den mundtlige digtning i Finland i 1800-tallet blev støttet økonomisk af staten og resulterede i en af verdens største samlinger. Mindst halvdelen af de optegnede tekster stammer fra kvinder, kvindelige sangere og fortællere.Ved indsamlingen koncentrerede man sig om indholdet. Kun sjældent tog man notits af traditionsbærerne: dem, der sang sangene eller fortalte eventyrene. Man ved, at der har været mange kvindelige formidlere, men så godt som alle forblev anonyme.I den følgende artikel vil kun en del af denne omfattende tradition blive behandlet: de gamle runer, samt grådkvadene, som udelukkende er blevet sunget af kvinder. Der er alt i alt cirka 145.000 tekster i den første gruppe og i den anden cirka 3.000.
Om danske 1700-tals-tidsskrifter og biblioteker.
1700-tallets dagbøger har, ligesom brevene, indtænkt en eller flere læsere. Det kan være børnene, familien eller slægten, læsere, der somme tider tales direkte til i teksten. Dagbogen har således ikke den private eller hemmelige karakter, som den får i løbet af 1800-tallet, hvor den ofte tager form af journal intime, dvs. at den skrivende bliver mere analyserende og selviagttagende.I dronning Hedvig Elisabeth Charlottas dagbog finder man i 1800-tallet mere indtrængende analyser af egne følelser. Hun var en belæst person med viden om fransk brevkunst. Både hos Richardson og Rousseau havde hun sandsynligvis lært at analysere følelser. Hendes dagbøger blev en naturlig overgang til romantikkens journal intime og det nye menneskesyn, der groede frem.
Brevgenren bliver fra og med Madame de Sévigné en kvindegenre. Ikke således forstået, at der er flest kvinder i den, men fordi kvinderne i denne ene genre har status af forbillede både for mænd og for kvinder.Fra Madame de Sévigné når man via talrige brevsamlinger af kvinder godt 100 år senere frem til Charlotta Dorothea Biehl og finder her et forbløffende ufortyndet Nordens svar på Madame de Sévigné. Hun skabte en kvindegenre, Jomfru Biehl anvendte den stilrent.