Udskriv artikel

Hvad forklædet skjulte…

Skrevet af: Else Marie Kofod |

Den mundtlige digtning – eventyret, sagnet, visen, ordsproget, talemåden – udsprang af en kultur, hvor skriftsproget var noget fjernt og mystisk. Noget, som kun præsten befattede sig med – han kunne nemlig mere end sit Fadervor. Blandt almuen derimod blev historie, livsformer og leveregler formidlet fra mund til mund, fra slægt til slægt. De gamle tekster blev gentaget, gendigtet, og så længe denne digtning afgav kulturelt bæredygtige forklaringsmodeller, eksisterede den som levende brugsdigtning.

Men fra slutningen af 1700-tallet gik almuekulturen langsomt i opløsning. Det foregik uensartet og i vidt forskellig takt fra egn til egn og fra landsdel til landsdel – sine steder strakte processen sig langt ind i 1900-tallet. Derved mistede den mundtlige digtning efterhånden sit kulturgrundlag. Årsagerne var mangeartede og komplekse. Hånd i hånd med oplysningsidéernes fremvækst gjorde befolkningseksplosion og misvækst det sværere at overleve på den produktionsmåde, som bar almuekulturen. Indefra havde de pietistiske bevægelser forårsaget en vidtgående mentalitetsændring, og udefra greb de aristokratiske bondereformatorer og statsmagten aktivt ind i omskolingen af den træge landalmue til landøkonomiske individualister.

Således blev den mundtlige tradition lidt efter lidt hjemløs – uddrevet af den omsiggribende skriftkultur. Alligevel overlevede den – et stykke tid endnu da. I denne overlevelseskamp fik kvinderne en vigtig rolle.

Folkets tunge

Monogram MZ: Det store Bal, 1500 (beskåret). Radering 19a,39, Den Kgl. Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst, København © SMK Foto

Da den mundtlige kultur blev fortrængt af skriftkulturen, blev den på én gang tavs og synliggjort. Den blev nemlig opdaget af kultureliten og opbevaret – på skrift! Under den nationalromantiske bølge, som strømmede hen over Norden i midten af 1800-tallet, begyndte en storstilet indsamling af folkeminder. I Danmark var det Svend Grundtvig, der ledte denne »Klappejagt efter gamle Minder«, som han udtrykte det i 1854. Inspireret af faderen, digteren N. F. S. Grundtvig, opfattede han almuens digtning som den »nationale Poesi«, og i 1843 opfordrede han alle »danske Mænd og Kvinder« til at indsamle gamle folkeviser: »Det er desuden hos os«, skrev han, »at man tidligst begyndte at føre i Pennen, hvad der før kun laa paa Folkets Tunge, og Danmark og Norden i det Hele maa aldrig glemme at vide de brave Kvinder paa Herreborgene sin Tak, hvem vi skylde saa godt som Alt, hvad der af vor Middelalders folkelige Digtning hidtil er kommet for Lyset…« (Dansk Folkeblad, 8.12.1843).

I tråd med romantikkens idé – at de ydre former blot er et dække, et skjul for det egentlige, væsenet – anså Svend Grundtvig heller ikke forbindelsen mellem den mundtlige digtning og almuen for essentiel. »Folkets Tunge« var blot det tilfældige udtryk for en fælles, national arv, og de beskidte, arbejdskrogede mennesker, hos hvem »den nationale Skat« blev opbevaret, var såvel som mundtligheden et lag, der kunne fjernes, så det egentlige – poesien – kom til syne.

Mod slutningen af 1800-tallet gled den romantiske strømning sammen med det moderne gennembruds positivistiske bestræbelser. Fra en idealisering blev den mundtlige tradition nu gjort til genstand for en videnskabelig objektivering. Det betød ikke, at digtningen fra da af blev betragtet i sin kulturelle betingethed – det hører en senere tids kulturhistorie til – men det betød, at oplysninger om meddelerens køn, alder og sociale forhold nu blev lige så omhyggelig bogført som det meddelte.

Pioneren inden for denne moderne udgave af folkemindeforskningen var Evald Tang Kristensen (1843-1929). Hvor Svend Grundtvig tilhørte et helt andet socialt lag end de mennesker, hvis digtning han eftersøgte, og stort set aldrig selv kom i berøring med »folket«, havde Tang Kristensen sin rod i landalmuen og sit virke her. Som landsbylærer var han indfældet i landbokulturen, og som folkemindeindsamler vandrede han i egen person Jylland tyndt. Hørte han om nogen, der kunne synge eller fortælle, skyede han ingen anstrengelser for at nå frem. Hverken tid, penge eller de lus, som han ofte vendte hjem med fra tilfældige natlogier, holdt ham tilbage.

Kontrasten mellem en Svend Grundtvig og en Evald Tang Kristensen vidner om et epokalt skift inden for den herskende kultur. Mens Svend Grundtvig er den fornemt tilbagetrukne skribent, der destillerer de meddelelser, der nu tilflyder ham, er Evald Tang Kristensen på én gang forsker og indsamler. Hans skikkelse viser, at den borgerlige enhedskultur var under nedbrydning og varsler det opbrud, der et tiår inde i 1900-tallet gjorde det muligt også for de kvindelige indsamlere at blive synlige.

Det skjulte mønster

Fra 1850’erne og frem til sin død i 1883 fik Svend Grundtvig forbindelse med ca. 300 indsamlere rundt omkring i Danmark. Mange af indsamlerne var præster og lærere – på seminarierne blev de unge bønderkarle, der aspirerede til lærere, opfordret til at skrive ned, hvad de kendte af folkeminder. Også højskolernes nationalromantiske vækkelse af bondeungdommen fik indsamlingsarbejdet til at vokse.

I modsætning til indsamlerne i 1500- og 1600-tallet, der – som Svend Grundtvig skrev – væsentligst bestod af »brave Kvinder paa Herreborgene«, så tæller Svend Grundtvigs indsamlere flest mænd. Trods den kvantitative overvægt af mænd indtog nogle kvinder dog en nøgleposition. Den var bare tilbagetrukken og svær at få øje på.

Allerede fra begyndelsen af Grundtvigs virke var kvinderne centralt placeret i det skjulte mønster, som indsamlingsarbejdet aftegner. Således – hed det sig – fik han et af sine første bidrag fra sin gudfader, digteren B. S. Ingemann i Sorø. En lille samling sagn fra Pedersborg og Slaglille Sogne ved Sorø. Det er korrekt, men humlen er, at sagnene var optegnet af hans kone, Lucie Ingemann i 1826, og at hun igen havde fået fortalt sagnene af »Trolde-Margrethe« ved »Parnas« på den anden side af Sorø Sø og af »Karen Goldamme« fra Slaglille. Dette mønster er typisk. Selv når kvinderne kom med råstoffet – som fortællere, som nedtegnere – så endte folkeminderne alligevel med at blive en sag mellem mænd.

Fritz Westphael (1804-44): Kong Valdemar sætter liden Else på Prøve, 1838. Statens Museum for Kunst, København © SMK Foto

Over for dette mønster, der følger det borgerlige samfunds skarpe opdeling mellem mandligt og kvindeligt, offentligt og privat, rejser der sig nogle kvindeskikkelser, i hvem noget nyt og andet anes.

En af de mere markante var Frantziska Carlsen (1817-1876). Hun opholdt sig dels på Rønnebæksholm og Gammelkøgegård, hvor hendes far var godsejer, dels i København og Vallø, hvor hun var stiftsdame. Hendes største indsamlingsindsats foregik i årene mellem 1854 og 1857, og hun optegnede ikke blot selv de sydsjællandske sagn og eventyr, men havde et net af veninder og hjælpere omkring sig.

En af veninderne var baronesse Elisabeth Krag Juel-Vind-Arenfeldt (1806-1884) på Stensballegård ved Horsens. Hendes arbejde var koncentreret i samme periode som Frantziska Carlsens, og hendes repertoire dækkede ligesom venindens de fleste af folkedigtningens genrer. Også hun gik selv i marken, samtidig med at hun betjente sig af hjælpere.

En hel del hjælp fik hun af den unge Nanna Reedtz (1835-62), der i flere perioder opholdt sig på Steensballegård. Hun etablerede så igen på sin side et korps af indsamlere. I sit barndomshjem, Bisgaard i Tamdrup Sogn, fik hun forvalteren til at optegne folkeminder fra sin hjemegn, Himmerland, huslæreren fra sin barndomsby, Torrild, og en nordsjællandsk veninde, frøken H. Poulsen på Egelund fik hun til at optegne fra Fredensborgegnen.

Selv opfattede disse kvinder deres arbejde som et kald. Ved at hjælpe med at fremdrage »den nationale Skat« ydede de deres bidrag til »folkets« åndelige udvikling. Mindst af alt opfattede de deres virke som et brud med samtidens kvinderolle. Men set i et længere historisk stræk fremtræder de som pionerer, der bryder med den usynlighed, som hidtil havde præget den borgerlige kvindes »omsorgsarbejde« – det være sig som indsamlere, hustruer eller i andre tjenende roller. Karakteristisk er det således, at de rykker tættere på en Grundtvigs position. De giver ikke bare fra sig, men udgør den centrale opsamlingsinstans inden for hvert deres netværk. De tiltager sig faktisk en myndighed på »mellemlederniveau«, hvad der markant adskiller dem fra en Lucie Ingemann.

At de på denne måde var i stand til at bevæge sig inden for hierarkiet, skyldtes deres særlige sociale eller civile stand. De adskilte sig fra det almindelige ved at være mere eller mindre frit stillet. Enten var de ugifte eller gift på en måde, der ikke fastlåste dem i en borgerkvindes position som skytsengel. På én og samme gang optrådte de som feudale relikter og som forløbere for den enlige, selvforsørgende kvinde, der blev en figur i det sene 1800-tals samfundslandskab.

Især i Frantziska Carlsens skikkelse blev den kommende udvikling foregrebet. Hun »nøjedes« nemlig ikke med at være indsamler og optegner. Hun brugte sin pen til selv at skrive – bøger om sin hjemegn og sin barndom. Med sin særlige indsats gav hun derved en forsmag på det, der efter århundredskiftet blev hverdagskost.

Den kvindelige folkelivsskildrer

Den moderne udvikling i samfundet, i landbokulturen skabte ikke bare forudsætningen for, at en landsbydreng som Evald Tang Kristensen kunne få sig en gerning, hvor kald og offentlig synlighed gik i ét. Også landsbypigerne var i opbrud. Kvinder, der var opvokset i en traditionel landsbykultur, befandt sig som voksne i en frisat position. Bønderkvinder var de ikke mere, men som kvinder – oven i købet kvinder fra det arbejdende folk, som det hed – havde de heller ingen direkte adkomst til uddannelse og stillinger. De beherskede skriftsproget – her havde bl.a. højskolebevægelsen båret frugt – men var alligevel udelukket fra det borgerlige samfunds skriftkultur. For adskillige af dem blev folkemindeindsamlingen da en vej til en synlig samfundsmæssig identitet.

I løbet af det første tiår af 1900-tallet fik en del kvinder et navn og et vist – om end beskedent – ry som forfattere af egns-skildringer. I Danmark fremkom en række kvindelige skribenter med den nordfynske Christine Reimer (1858-1943), den vestsjællandske Karoline Graves (1858-1932) og den nordfalsterske Helene Strange (1874-1943) som nogle af de mere kendte.

Helene Strange. Udateret, ukendt fotograf og opholdssted

I det brogede billede af egnsskildrere fremviser Helene Stranges skikkelse et koncentrat af de træk, som mere spredt kan genfindes hos de andre kvindelige skribenter. Som kvinderne i den forrige generation begyndte hun som indsamler og stik-i-rend-pige for Hans Ellekilde, den daværende leder af Dansk Folkemindesamling. Men da udviklingen efterhånden havde medført, at der var opstået lokalhistoriske samfund rundt om i landet, fik hun i årbogen for Lolland-Falsters Historiske Samfund en kanal, hvor hun uden om autoriteten kunne offentliggøre sine optegnelser. Herfra var der ikke langt til selv at fortælle og fabulere. Bondefødt var hun jo – almuedigtningen havde hun fået ind med modermælken – og skrive kunne hun også, så hun løsrev sig snart fra »mellemmanden« og lancerede sig som kulturhistorisk skribent. Fortæller, formidler og forfatter i ét!

Det var mødet mellem mundtlig og skriftlig kultur i den enkelte kvinde, som skabte denne – moderne – skribenttype og den særlige genre: folkelivsskildringen. Kulturhistorie i videnskabelig forstand med et overordnet blik, der abstraherer og kombinerer de enkelte detaljer til en bestemt systematik, er det ikke. Men det er heller ikke folkedigtning. Det er et misk-mask af bådeog og ingen af delene.

Folkelivsskildringen er udtryk for et rationalistisk syn i den forstand, at alt – det fortalte og det levede – registreres og noteres og tilspørges ud fra et entydigt sandhedsbegreb: Kan dette eller hint verificeres som kendsgerninger, eller er det overtro? Men samtidig er det det irrationelle – overtroen – som interesserer fortælleren, og som derfor fylder de fleste af siderne. Også på anden vis trækker den mundtlige tradition spor i skriften. Som folkesagnet var praktisk brugsdigtning – en fortløbende »italesættelse« af de vilkår, som rådede i bondesamfundet – er folkelivsskildringen situationsbundet. Uden overordnet systematik »snakker« den sig frem og bruger dagligdagens rytme, arbejdsprocessernes skiften, årstidernes gang eller livets vendepunkter – fødsel, bryllup, død – som anledning til en form for associativ fortællen. Hvad der især forbinder disse skildringer med folkedigtningen, er dog, at almene og personlige, objektive og subjektive forklaringer er flettet ind i hinanden og viklet sammen med beskrivelsen i en grad, så det ikke er til at se, hvornår det ene holder op, og det andet begynder. Trods forsøget på at objektivere har skribenten altså endnu ikke individueret sig i forhold til stoffet.

Moderne digtning er det altså heller ikke. Sagnstoffet udnyttes ikke som en stil, et toneleje, der i skriften genskaber almue-kulturens mentale særegenhed. Hos Helene Strange for eksempel optræder det overleverede derimod som et fortællelag, der tjener til at give beskrivelsen lokal- og tidskolorit. Selv når hun angiveligt skriver fiktion, har fremstillingen snarere karakter af anskuelsesundervisning end af kunst.

»Jeg har haft den Glæde, at mange har fulgt den med Interesse, men derfor bilder jeg mig dog ingenlunde ind, det er noget Mesterværk, jeg har begaaet; det være langtfra, men jeg har efter bedste Evne søgt at give en kulturhistorisk Skildring ‘med Klæder paa’.
Under mit arbejde paa Historiens Omraade har jeg nemlig lagt Mærke til, at Folk ikke gerne giver sig i Lag med reel Kulturhistorie, og jeg har derfor formet dette lille Stykke nordfalstersk Kulturhistorie i ‘Kød og Blod’«. (Helene Stranges karakteristik af sin hjemstavnsroman Priergaardsslægten I-II, 1922-23, i brev fra 10.5.1923).

Anskuelsesundervisning i hørbearbejdning på nordfalstersk dialekt i Helene Stranges roman Priergaardsslægten I (1922), arrangeret som samtale mellem barn og voksen: »’Ja, ser du, men Pie’, vedblev Mette beredvillig forklarende, ‘Hørrin ska haa to Aaergange, aa dæn føste héer Skætnin, dæn aan Kævnin, aa saa æ Hørrin i Tjaaser, som vi kalder faa Brover, aa paa vær Braae vøjer ma e Hove’. ‘Ka ma saa bejyne aa spine?’ ‘Nej paa de Lav. Hørrin ska føst hejles, aa dæ kommer saa Blaaene fraa, aa baøtter blir Hørtotterne kraanse, aa saa kan di spines’«.

Som genren er modsigelsesfuld, forbandt den sig med en lige så paradoksal størrelse: hjemstavnsbevægelsen. Usvigeligt sikkert optrådte denne bevægelse som ledsagefænomen til moderniseringen af landbosamfundene. Et nostalgisk forsøg på at fastholde den egnskultur, som nu endeligt var under afvikling. Men samtidig et højst moderne fænomen, der fremmede demokratiseringsprocessen i lokalområderne og omstillingen til en mere rationel tænkemåde. Hvad der i det etablerede borgerlige samfund var en hæmsko for den kvindelige folkemindeindsamler – klassen og kønnet – var ligefrem en fordel i hjemstavnsbevægelsens regi. Den tidligere bondepige havde jo så at sige en medfødt adkomst til det, det drejede sig om.

Hvor 1850’ernes kvindelige indsamlere havde et tjenende forhold til folkeminderne, stillede sagen sig altså noget anderledes for 1900-tallets kvinde. Hun var fritstillet i en helt anden grad – skulle selv tjene sit brød – og opbrudssituationen havde bragt hende ud i et identitetsskred. Hverken »rigtig« kvinde eller »rigtig« mand – hverken bonde eller borger. Her fungerede folkloren som en bro mellem den mundtlige arv og den skriftkultur, som kvinderne higede efter at komme ind i. Her kunne de på én gang fremstille sider af sig selv – vise sig som de var – og samtidig opøve et bemestrende, objektiverende forhold til selvet. Med hjemstavnsbevægelsen og folkeskildringsmanien kulminerede en 100-årig bestræbelse på at fiksere den mundtlige digtning som færdig form. Endelig imperialiserede skriftkulturen de sidste rester af den mundtlige kultur og gjorde også bønder-kvinderne til skrivende subjekter. Idet de skrev deres arv, fraskrev de sig den — men skrev sig i samme bevægelse ind i det moderne samfund som mennesker med navn og identitet.

»Hjemstavnsforskningen, der følger videnskabelige Frem-gangsmaader, gælder ikke blot Fortid, men ogsaa Nutid og Fremtid, spørger ikke blot ‘hvorfra’, men ogsaa ‘hvorhen’. Den søger Aarsagssammenhæng, og spørger hele Tiden ‘hvorfor’; … Den lægger det lokale til Grund for det nationale og internationale og vil lære Befolkningen at se og føle Sammenhængen i Stedets og Slægtens Liv og at faa den enkelte til at føle sig som et levende og handlende Led deraf«. (Hjemstavnsforskerens Regnar Knudsens karakteristik af hjemstavnsbevægelsen 1926, citeret fra Lolland-Falsters Historiske Aarbog 15).

At nedskrive det alt »for naturlige«

At indsamle og nedskrive var ikke så ligetil en sag. Især havde mændene – syntes de – problemer med de kvindelige indsamlere. Frøken Charlotte Plum fra Broager bad således i 1885 Evald Tang Kristensen om hjælp til at ændre stilen i sine optegnelser, da hun ikke selv formåede at skrive »jævn og folkelig nok«. Desuden fandt hun, at folk var »for naturlige«, hvorfor hun ofte måtte bede dem om at udtrykke sig anderledes. Hans Ellekilde mente ligefrem, at de fleste kvinder ikke egnede sig til at optegne folkesagn – »De holdt sig alene til viserne ligesom deres forgængere«.

Om disse udsagn kan siges flere ting. For det første vidner de om et kultursammenstød. En borgerligt opdraget kvinde som Charlotte Plum rådede simpelthen hverken over skriftsprog eller forståelsesformer, der kunne »fatte« den mundtlige digtning. Dens virkemidler spænder fra det halvkvædede til det grotesk overdrevne. De metafysiske dimensioner er ofte fremstillet i grovhuggede dyre- og menneskefigurationer, hvor de kropslige åbninger eller kønstrækkene overforstørres. Hvor den borgerlige kunst var idealiserende og harmoniserende, var folkedigtningen rå og kontrasterende.

For det andet viser Charlotte Plums kvaler, at den romantiske holdning til folkedigtningen stadig i slutningen af 1800-tallet var lyslevende. I modsætning til Evald Tang Kristensen, der bestræbte sig på at få hele den lydlige og gestiske side med ind i skriftsproget, var alt dette »naturlige« tydeligvis udenværker for en kvinde som Charlotte Plum. Hun beder folk om at udtrykke sig anderledes, fordi det er den ideelle kerne – bag det fraserede – hun eftersporer.

Lucie Ingemann: Marias bebudelse. Altertavle i Ollerup Kirke. Foto: Hans Christophersen i Den Store Danske (se link i artikel)

Sådanne skævheder mellem optegner og informant viser, hvor vanskeligt det er at få hold på noget »oprindeligt«. Den skriftligt overleverede folkedigtning har været igennem adskillige filtre, og selve meddelelsessituationen var også en udefra kommende konstruktion. Først og fremmest er mundtligheden, der jo i sagens natur er bundet til kroppen, ved overførslen til skriftsproget blevet overleveret uden for kroppen. Desuden har den fortællesituation, som optegnelsen stammer fra, for det meste været kunstig. Indsamleren har opsøgt en eller anden og har så på stedet bedt hende om at give, hvad hun havde. Det borger ikke for, at det, hun så gav, var, hvad hun i almindelighed havde på sit repertoire, eller at hun gav alt, hvad hun havde.

Evald Tang Kristensen fandt sine bedste meddelere blandt den ældste og dårligst stillede del af landbefolkningen. Det er sandsynligvis et udtryk for, at de yngre og velbjergede ikke mere havde brug for at huske, hvad de havde fået fortalt som børn. Det meste af stoffet er jo optegnet i sidste del af 1800-tallet, og netop da fortrængte det moderne andelslandbrug de sidste rester af den gamle bondekultur. De traditionelle arbejdsfællesskaber smuldrede og med dem de fortællesituationer, som digtningen var forbundet med. Kun de gamle havde levet med digtningen, og kun de fattige, der stadig befandt sig i en førindustriel sfære, havde brug for den. Men at det just var disse grupper, der var så ivrige til at fortælle, skyldes nok også noget mere kontant – at de fik penge for det! Betalingen for optegnelserne var Evald Tang Kristensens største udgiftspost på indsamlingsrejserne.

På lignende måde kan oplysningerne om mænds og kvinders foretrukne genrer kun sandsynliggøre visse tendenser. Evald Tang Kristensens omhyggelige dateringer tyder på, at mænd overvejende har fortalt eventyr, mens kvinder overvejende har sunget viser. »Mændene har«, skrev han i 1884, »i det hele været mine bedste Kilder med Hensyn til Æventyr og Kvinderne med Hensyn til Viser. Disse sidste fortæller sjælden rigtig godt og kan ikke saa godt finde sig til Rette med at faa deres meddelelser optegnede …«. Og i 1926 supplerede han iagttagelsen:

»Det saa ud til, som Kvinderne havde en Følelse af, at det ikke passede sig for dem at fortælle noget for saadan en fremmed Mand«.

»Kerlingabækur« – kællingebøger – har i flere århundreder været en almindelig betegnelse på Island for de mystiske og »overtroiske« optegnelser fra folkekulturen. I sit forord til Islands største samling af folkeminder, Jón Árnasons Íslenzkar þjóðsögur og ævintýri (Islandske folkesagn og eventyr), som udkom 1862-64, skriver Guðbrandur Vigfússon: »Mödrar och kvinnor har altid varit blandt de basta berättarna och utan dem skulle våra sagor och sägner för långst vara förlorade«.

Hans sidste formodning giver nok en del af forklaringen på kvindernes fravær inden for genren. Fra andre optegnelser ved vi nemlig, at kvinder udmærket kunne fortælle eventyr – ret så grovkornede endda – men efter alt at dømme har kvinder for det meste fortalt, når de var alene sammen. De skarpe grænser i bondesamfundet mellem mænds og kvinders arbejde skabte en kultur, der var lige så lukket for mænd, som den borgerlige offentlighed var det for kvinder. Og dette aflukke kunne »en fremmed Mand« selvfølgelig ikke sådan uden videre komme ind i.

Som Evald Tang Kristensen interesserede også den islandske indsamler Sigfús Sigfússon sig for fortællernes eksistens. Mellem 1922 og 1958 udgav han en stor samling, hvor fortællernes navne angiver, at de islandske kvinder – i modsætning til kvinder i Danmark f. eks. – har været dominerende inden for eventyrgenren. Ligesom i de øvrige nordiske lande har de også haft et stort repertoire af sagn om bjergtagne mænd og kvinder.

Køn og genre

Med de ovennævnte forbehold må eventyret nok alligevel siges at være en genre, som mænd har haft lettere ved at håndtere end kvinder.

Eventyret var – og blev opfattet – som »digt«. Noget, der ikke var virkeligt. Et stykke fantastik, der krævede en vis grad af professionalisering og individualisering, som typisk den omrejsende mand kunne tilegne sig. At være en god eventyrfortæller var ikke enhver beskåret. Man skulle opbygge et repertoire, opdyrke stilistisk snilde, så tilhørerne kunne holdes fangne – det var jo ikke noget »nyttigt«, man præsenterede dem for – og man skulle tillige overholde genrens kompositionelle og forløbsmæssige krav.

Derimod var visen en genre, der fulgte faste stilistiske og metriske regler. Her krævedes det i mindre grad, at man forholdt sig individuelt skabende til stoffet, og mens eventyret krævede tilhørere, gik visen med de uendelige rækker af strofer fint i hak med det ofte ensomme og trivielle kvindearbejde. For husmoderen på det lille sted, der sad alene og spandt, gik alene i stalden og i køkkenet, eller for de mange gamle kvinder, der for at undgå fattighuset hutlede sig igennem ved at væve og lappe for landsbyens karle, trådte visens musikalske rum i stedet for det samvær, som nøden havde udelukket dem fra.

Som visen var sagnet en hverdagsgenre – og som sådan var sagnet ikke bare mændenes, men også kvindernes udtryksform. Sagnet var tæt knyttet til dagligdagen, men i modsætning til visen krævede fortællingen af sagn et fælles samvær. Om aftenen, når hele husholdet var samlet, og når hver enkelt – afhængigt af køn og alder – syslede med forskellige former for husflidsarbejde som simebinding, træsløjd, spinding, kartning, så blev der fortalt. En lagde for, en anden tilføjede eller forbedrede, hvorefter en tredje spandt videre ud fra de tråde, der var lagt frem. Sagnet var en kollektiv genre, og den skiftevise fortællen fungerede som en stadig repetition og revision af de leveregler og forståelsesformer, som strukturerede landsbyfællesskabet. I en kultur, hvor skriftsproget var ukendt for de fleste, udgjorde sagnet en stadig kollektiv indarbejdelse og bearbejdelse af historie, jura, religion og moral.

Derfor befinder sagnet sig tæt på den almindelige hverdagskonversation. Det er spækket med underforståetheder og faste vendinger, og fortællerens personlige sindelag kommer kun til syne i sprogtonen.

Også på anden vis var sagnet en fast bestanddel af hverdagen. I kontrast til eventyret handler det nemlig om virkeligheden og dens stadig nye tilskikkelser, og hvor eventyret er universelt – det spænder fra østen for solen til vesten for månen – er sagnet lokalt. Det beskriver navngivne personer og steder, og for det meste er det bygget op over en konflikt, hvor mennesket konfronteres med naturen og dens ukendte kræfter. For i de førindustrielle bondesamfund var naturen ikke rekreativ og idyllisk. Selv under de gunstigste betingelser kunne nøden kun akkurat holdes fra døren, og det mindste uheld, det mindste fejltrin kunne sætte hele eksistensen på spil. Naturen rummer kræfter, som det gælder om ikke at udfordre. I sagnene gøres disse farlige og mystiske kræfter genkendelige og håndterlige som huldrer, ellefolk, nisser, varulve og andre menneskelignende skabninger.

I beretningens form fungerer sagnet da som en besværgelse, en advarsel, en stadfæstelse, en tænkning. Den mundtlige digtning tænker ikke i sagsforhold og abstrakter, men i billeder og forløb. Og uanset stoffet – om det nu er sagn om bjergfolk, varsler eller gengangere – bærer sagntraditionen vidnesbyrd om, hvor sårbar en samfundsorganisation det har været, hvor udsat naturafhængigheden gjorde mennesket, og hvor let man kunne fejle – blive bjergtaget.

»Ved Markbæk imellem Tise og Kastrup gik en Kone en Dag ved høje Dag, og da var det, ligesom der faldt hende Søvne paa, og saa vilde hun lægge sig ned ved Vejen. Lige sønden Vejen og til øster fra Markbækgaard var en Høj, der var aldrig mange Trin fra det Sted, hun laa, og til Højen. Men da hun blev vaagen, da hoppede der en bitte grøn Mand af hende, og der blev sagt, at han havde kastet Søvne paa hende. Det sagdes ogsaa, at hun fik et Barn efter det. Det her fortalte en gammel Kone mig, lav æ var et lille Barn. (Ane Marie Møller, Bovlund). (Sagn citeret efter Evald Tang Kristensen: Danske Sagn som de har lydt i Folkemunde, Ny Række I, 1928, nr. 650).

Bjergtaget

»Mens min moder tjente hos Jens Hansen i Tågeby tjente der en pige hos sognefogden, som hed Maren. I den tid gik alt kvæget løst på de fælles byjorder om efteråret, og når der var koldt, vilde de jo gerne hen i skoven, som der er meget af dér omkring. Nu skulde pigen en aften ud at malke, og da hun kom derud, var kvæget henne i en mose, som kaldes Rævemosen, i Tågeby Kohave. Den var meget berygtet for ellefolk, og ingen holdt af at gå forbi den om aftenen. Lige uden for skoven, ligger en höj, Træhöj, der for resten bliver brugt endnu som sømærke. Da hun havde malket og skulde hjemad og så kom ud for Træhöj, kommer der en fin jomfru ud fra höjen, og en lille hund, som pigen havde med sig, foer lige ind mod jomfruen. Pigen gik hen imod hende, der så meget rar ud, og kaldte ad hunden. Jomfruen indbød hende til at komme hen i Rævemosen, for der skulde være bal om natten. Pigen vilde grumme gerne have været med straks, men hun skulde først hjem med mælken, og rendte så, hvad hun kunde, alt imens hun spildte dygtig af den. Hun løb ind i stegerset og satte spanden, så mælken flöj over alle bredder. Hun vilde nu straks til at af sted igjen, men konen, som stod derude, blev vred og skjældte ud, for det hun sådan spildte mælken. Ja, hun skulde skynde sig, sagde hun, for hun skulde til bal. ‘Nej, du skal værsågod at blive her og hjælpe mig at si mælken’. Der var ingen andre hjemme end en husmand, der stod og tarsk, og da nu pigen løb, sprang konen bag efter og fik fat i hendes skjört. Hun slog efter konen, der så fik kaldt på husmanden, og han kom og hjalp hende med at få pigen i seng, og så fik de stöbt bly over hende. Det hjalp dog ikke straks, men til sidst blev hun så dygtig, at hun blev gift. Hun kom sig dog aldrig rigtig«. (H. P. Nielsen, Sejling).

Bjergtagningsmotivet – her i dansk variant – går igen over hele Norden. På Island er det sæteren, i Norge er det oftest fosser og fjelde, i Danmark moser og gravhøje, i Sverige skove og kulmiler, der huser de farlige kræfter. Sagnet, som det er nedfældet her, opviser nogle karakteristiske træk for genren. Beretningen er bygget op over en enkelt episode, og forløbsmæssigt består det af en indledning, en dramatisk kerne og en afslutning. Indledningen kan være ganske kort med en nødtørftig angivelse af tid, sted og agerende, eller den kan som her være mere vidtløftig. Det afhænger ganske af situationen – om tilhørerne i forvejen er fortrolige med de beskrevne lokaliteter – og af fortællerens temperament. I den dramatiske kerne konfronteres den almindelige, kendte verden med en verden, der både ligner og ikke ligner. Ellepigen fremtræder som menneske, men til forskel fra Maren, der bogstaveligt har hænderne fulde af arbejde, er hun »fin«. Hun lokker med noget, der står i skarp kontrast til det trivielle slid – hun indbyder til bal. Helt uden for nummer! Og rammer da også præcist: Pigen har lyst, ja, ville endog »grumme gerne have været med straks«.

At lysten var farlig fremgår også af et udbredt islandsk sagn, som findes i flere varianter i Jón Árnasons samling Íslenzkar þjóðsögur og ævintýri (Islandske folkesagn og eventyr). Her reddes en mand fra et skibsforlis af en huldre, som giver ham husly, mad – og kærlighed. Da han sluttelig kommer tilbage til menneske-verdenen, nægter han at anerkende faderskabet til det barn, hun venter sig. Så langt følger sagnet den allestedslurende fare i en almindelig – ugift – bondepiges liv. Men i modsætning til bondepigen, har huldren magt til at straffe den svigefulde mand, så ikke blot hun, men også han sættes uden for fællesskabet. Ofte bliver han således forvandlet til et monster, der spreder død og ulykke omkring sig.

At det er en såre menneskelig trang til at slippe tøjlerne og give efter for lysten her og nu, får en kraftigere erotisk markering i andre sagn af samme type. Der kan ellepigen lokke med dans og sang, hun kan fremtræde som let og slank med løsthængende, flagrende hår og iført luftige gevandter, eller hun kan være udstyret med en imponerende barm og komme med utvetydige opfordringer. Under alle omstændigheder er hun farlig, netop fordi hun får mennesket til at give slip på hverdagen. I dette sagn bevirker hendes blotte opfordring, at pigen ikke mere kan styre sig – hun er blevet besat! I andre sagn bevirker besættelsen, at menneskets egen tid forsvinder. Ét minut i højen – og der er gået 100 år i menneskeverdenen. Som et udtryk for lystens bagside er den fortil så forførende ellepige da også sædvanligvis udstyret med en hul ryg!

I dramaets kulmination kæmper to verdener om overtaget i det arme menneske. Nogle gange – som her – træder der hjælpere til. Andre gange må den angrebne selv tage benene på nakken, flygte eller bruge list. Bjergfolkene er nemlig ikke almægtige, de kan undertiden besejres. Ikke ved fornuft, men gennem modlist og magi: korsets tegn, skåret jern eller – som her – støbt bly.

I afslutningen, der som regel er ganske knap, trækkes både de kortsigtede og de langsigtede konsekvenser op. Her ender det forholdsvis godt – pligtens repræsentanter får bugt med lysten, og pigen »blev så dygtig, at hun blev gift«. Hvad det indebærer, spilder sagnet ikke ord på. Ægteskabet var nemlig så selvfølgeligt, så indiskutabelt i almuekulturen, at det ikke sættes til debat. Det garanterede ejendomsforhold, overlevelse og kulturel identitet. I modsætning til det borgerlige ægteskab var almuens ikke udfoldelsesrum for individuel tilbøjelighed, men var tværtimod et offentligt kontrolleret rum, der forbandt individet med samfundet. Var man ugift, befandt man sig på Herrens mark. Især hvis man var kvinde.

På Island var kontrasten mellem huldrerne og bondefolket mindre skarp end i Danmark. I de islandske sagn optræder huldrerne således ofte som almindelige mennesker. De er bønder eller fiskere – og de er ikke hule i ryggen. Men de er forførende og smukke! I nogle af sagnene siges de at nedstamme fra Lilith – Adams første hustru – som ikke ville indrette sig på mandens lyster. Forgæves søgte Gud at tale hende til rette, men måtte sluttelig give op og skabe en ny mand, der passede bedre til hende. Disse varianter vidner om, at de islandske sagn i modsætning til de øvrige nordiske er blevet til i et samfund, hvor individet og dermed den individuelle lyst har haft et større – og måske farligere – spillerum end i de fleste almuekulturer.

Kønnets dæmoni

Det tematiske fravær taler på sin egen måde om de betingelser, der gør mennesket udsat for dæmonernes spil. Det er, når mennesket befinder sig i overgangssituationer – på vej eller på rejse fra én tilstand til en anden – at det især er udsat. Som her i den førægteskabelige tilstand, hvor pigen ikke mere er barn, men heller ikke endnu er blevet gift kone. Eller – hvad sagnet også tematiserer – når mennesket befinder sig uden for fællesskabets kontrol, når det har bevæget sig uden for de dyrkede områder. I et bondesamfund, hvor løsdrift af kreaturer var udbredt, udgjorde malkesituationen således en oplagt lejlighed for dæmonerne. I andre sagn – især svenske – er dæmonernes jagtmark henlagt til kulmilerne, hvortil mændene måtte drage langvejs fra.

Tegning af Gerda Boberg, 1894. UB1, Det Kongelige Bibliotek

Men på denne rejse – til køerne for eksempel – er kvinder igen meget mere udsat end mænd. I de fleste kulmilesagn klarer manden således paragrafferne ved at stikke en glødende kæp op under skørterne på bjergkvinden, mens det langtfra er alle piger, der som Maren i dette sagn redder sig. Denne tematiske forskel afspejler en historisk forskel mellem mænds og kvinders levevilkår. Rent faktisk havde mænd en langt større bevægelses-radius end kvinder. Deres arbejdsområder strakte sig vidt – selv til købstaden nåede de, når der skulle sælges varer – mens kvindernes liv var begrænset af gårdens længer. I bondesamfundet var det derfor mistænkeligt at møde en enlig kvinde på vejen: »En god husmor i bondebyen skulle holde sig inden døre på gården eller i selskab med sin mand. Jo højere prestige hun nød, desto mere mistænkeligt var det, hvis hun færdedes alene. Flere optegnelser kan berette, at det værste, som fandtes, var at møde et rigtigt anstændigt fruentimmer«, skriver Jonas Frykman i Horan i bondesamhället (Lund, 1977).

Men malkes skulle der jo – og da dette typisk var ungpigens arbejde, befandt hun sig konstant i farezonen. Den gifte kvinde skulle dog heller ikke vide sig for sikker. Her var det i særlig grad den livsvigtige omgang med mælken, der gjorde kvinderne sårbare. I en kultur, hvor man ikke havde nogen rationel begribelse af de kemiske omsætningsprocesser, blev bearbejdningen af mælk til smør og ost opfattet som et magisk felt, hvor det for alt i verden gjaldt om at overholde ganske bestemte rituelle forholdsregler. Forklaringen på, hvorfor det så alligevel tit ikke lykkedes at få smørret til at samle sig, blev følgelig også af magisk art. Utallige er de gamle, sære eller på anden måde afstikkende kvinder, som i tidens løb er blevet udpeget som synderen, der havde taget ophold i kærnen eller malkede ens køer gennem en stoppenål i sin væg.

Kvinder var særligt udsatte for dæmoniske kræfter under svangerskabet. Dels var det et stående spørgsmål, om en kvinde nu overlevede en fødsel, dels havde kræfter, som lå uden for menneskets kontrol, jo korporligt besat den svangre kvinde. Hun var som i pagt med det underjordiske. Derfor var der i alle førindustrielle bondesamfund et hav af ritualer og regler for, hvordan hun skulle te sig, for at troldtøjet ikke skulle få overmagten. Ja, den svangre kvinde var endda undertiden så udsat, at end ikke hendes egen ægtemand kunne blive i sit gode skind, men i skikkelse af en varulv gik til angreb på konen. Det, varulven især efterstræbte hos kvinden, og det, som samtidig var hendes våben mod varulven, var forklædet. Således er det et genkommende træk i disse sagn, at manden afsløres som varulv, når han tilbagevendt til sin menneskeskikkelse stadig har trevler fra forklædet siddende mellem tænderne. At forklædet optræder med denne dobbelthed i sagnene – på én gang udtryk for kvindelig svaghed og for kvindelig styrke – giver det en betydning, der rækker ud over den funktionelle. Forklædet symboliserer kvindelig dyd, hvad der i bondekulturen er det samme som dygtighed. En af de mest iøjnefaldende forskelle mellem beskrivelser af bondepiger og beskrivelser af ellepiger er således forklædet. Ellepigen arbejder ikke, hun bærer ikke forklæde, men frister tværtimod med en sløret kropsfiguration, uden faste klædningsstykker og konturer. Hos hende er kønnet ikke fikseret bag et bestemt stykke tøj, men breder sig ud over hele fremtoningen. Forklædet symboliserer således både dyd og den dæmoni, som kvindekroppen gemmer – og derfor angriber varulven her.

»… Nok er det, manden var en varulv, det var godt at se, for hans öjenbryn var sammen-voksede over næsen. Så skete det en gang, mens konen var frugtsommelig, at hun skulle med til Nykjöbing, og da de kom til Lindeskoven, skulde Manden der inden for et öjeblik. Aldrig så såre havde han bundet hestene og var gået inden for i skoven, för der kom et fælt låddent dyr og vilde kravle op i vognen til konen. Hun löser straks sit gode ny hvergarnsforklæde og slår lös på dyret, og til sidst måtte det også gå med uforrettet sag, men först efter at hun næsten havde slidt sit stærke forklæde op på det. Lidt efter kommer jo manden og meget rigtig sidder der nogle trævler af forklædet mellem hans tænder«. (Karen Toxværd, Sillestrup). (Uddrag af sagn citeret efter Evald Tang Kristensen: Danske Sagn som de har lydt i Folkemunde, nr. 16).

Bjergtagningsmotivet udtrykker en eksistentiel konflikt mellem lyst og pligt. Det forekommer inden for alle folkedigtningens genrer, men optræder hyppigt inden for sagntraditionen. Ikke fordi almuekulturen var puritansk eller lystfornægtende – tværtimod var hverdagene indrammet af en række af gilder, der markerede årets og livets overgange som f.eks. dåb og høst, hvor lysten var sat i højsædet. Hvor man åd og drak, dansede og flirtede – åbenlyst og skamløst. Sagnmaterialet viser, at lysten først bliver farlig, når den unddrager sig fællesskabets kontrol. Det vidner om, at et knaphedssamfund som den førindustrielle landsby ikke havde »råd« til individuel lystudfoldelse. Uden for den fælles iscenesættelse og ritualisering blev lysten skæbnesvanger. Det ovenfor citerede sagn, som i denne henseende er prototypisk, indeholder også en forklaring. De erotiske impulser optræder nemlig ikke som en integreret del af menneskets psykiske struktur, men fremtræder som noget, der er unddraget individets kontrol og rammer det udefra. I modsætning til det borgerligt dannede individ havde almuekulturens menneske ikke inderliggjort sine tvangsinstanser. De tog ikke form som psykiske hæmninger, men som kontante ydre trusler og repressalier – fra herremanden, ridefogeden, fællesskabet. Derfor var mennesket i almindelighed og kvindemennesket i særdeleshed udsat, når det var alene. Så gjaldt det om at træde varsomt – at lukke øjne og ører – ellers blev man besat.

»Den bjergtagne sæterjente« er et hyppigt motiv i de islandske sagn. Den grundlæggende fabel kan fortælles således: »Da sommeren kom, drog pigen til sæters for at passe faderens får. Men just som hun sad i sin ensomhed, stod der en overmåde vakker yngling foran hende. Han talte sødt, og pigen smeltede – gav efter.
Da vinteren kom, og hun drog tilbage til bygden, var hun blevet mistænkelig tyk om midjen, men trods folkenes sladder og faderens overvågning lykkedes det hende at undslippe, da tiden kom. På sæteren ventede huldremanden hende, og beskyttet af ham fødte hun sit barn. Barnet blev hos huldremanden, mens hun måtte tilbage til faderen, der snart tvang hende til at gifte sig med en solid bonde. Dog fik hun afkrævet sin ægtemand et løfte om aldrig at tage imod fremmede uden at spørge hende.
Tiden gik – aldrig var hun glad, men altid god. Da kom der en dag to mænd til gården, som bad bonden om husly for vinteren. Og da det nu var så længe siden, og bonden nødig ville fremstå som en tøffelhelt, inviterede han dem indenfor. Hans hustru, der hørte det hele, blegnede og skjulte sig. Overalt søgte hun at undgå de fremmede, men forgæves. En dag så hun ind i huldremandens øjne og genkendte ved hans side sin søn – for dem var det! Da favnede huldremanden og kvinden hinanden og døde i samme øjeblik af sorg«. (Findes i flere varianter i Jón Árnason: Íslenzkar þjóðsögur og ævintýri (Islandske folkesagn og eventyr), udgivet 1862-64).

Den mest nærliggende forklaring på, at den kvindelige sagnfortæller stadig var et velkendt fænomen omkring århundredskiftet, er sagnets karakter af hverdagstale. Blandt den dårligst stillede del af landbefolkningen, der foreløbig kun lagde krop og slid til det nye andelslandbrugs velsignelser, overlevede analfabetismen og almuementaliteten ind i 1900-tallet. Først da demokratiseringen i form af bedre skoleuddannelse greb om sig, forsvandt sagnet som en selvfølgelig del af den kulturelle formidling. Men spørgsmålet er, om det nogensinde helt er afgået ved døden? Om ikke det eksisterer som et skriftløst lag, der trives i bedste velgående ved siden af alt det, vi i øvrigt går og siger. Ved siden af alt det rationalisérbare og hensigtsbestemte.

Fortællingen

Heller ikke eventyret forsvandt sådan uden videre. Det havde for længst vundet indpas i skriftkulturen, hvor den typiske treleddede struktur: hjemme-ude-hjem, kan genfindes langt tilbage i den europæiske litteraturhistorie. Med borgerskabets frem-vækst fra slutningen af 1700-tallet blev eventyret assimileret med romanen i den såkaldte dannelsesroman. Her svarer det trefasede forløb ganske til folkeeventyrets, hvorimod de magiske hjælpere og rejsen til dødsriget, som er karakteristisk for de ældste lag i folkeeventyret, er forsvundet. I dannelsesromanen er dødsriget erstattet af et psykologisk konfliktfelt, som det unge menneske skal lære at beherske, før det kan vende hjem – blive sig selv i individualiseret forstand.

Ved slutningen af 1800-tallet ændrede dannelsesromanen karakter og blev til en forfaldsroman – et genremæssigt skred, der viser, at den iboende spænding mellem individ og omverden er blevet skærpet. Helten når ikke mere hjem – der er slet ikke noget hjem – og det fortællende stræk er blevet punkteret i episoder.

Dialogerne, der i dannelsesromanen som regel bestod af lange velformede indlæg, er blevet til brudstykker af replikker, der ikke skal bære et argument eller en slutning, men skal karakterisere individet i dets situative bestemthed. Mundtligheden – den mundrette replik, den talesprogsprægede syntaks – havde indtaget skriftsproget, men det er øjeblikkets, flygtighedens mundtlighed. En fornægtelse af enhver tradition.

Ved overgangen til 1900-tallet fik den mundtlige tradition imidlertid et fornyet liv inden for skriftkulturen. Med lidt forskelligt tempo foregik der i alle de nordiske lande en litterær nyorientering. Dels som et resultat af de sociale bevægelser, hvor hidtil undertrykte grupper skubbede sig frem og tiltog sig »plads« i den litterære offentlighed. Dels som et generationsoprør vendt mod 90’ernes »trætte« og »dekadente« symbolisme. Denne nyrealisme, eller folkelige realisme, som den også er blevet kaldt, gav selvsagt rum for andre stemmer end den dominerende borgerlige kulturs. Uskolede stemmer – kvindestemmer!

Tom Petersen: Fra Askov Højskole i: M. Goldschiöt: Danmark, Bd. 1, 1887. Det Kongelige Bibliotek

Mange af de unge forfattere var kvinder, hvem den mundtlige digtning gennem deres opvækst var gået i blodet. At de ikke blev fiskermadammer, bønderkoner, præstefruer eller andet kvindeligt vedhæng til manden og standen, skylder de opbruddet fra almuekulturen og de førindustrielle livsformer. Men at de blev forfattere – flere af dem store forfattere – skylder de almuedigtningens prægning af deres sprog, deres musikalitet. Det er kvinder som Selma Lagerlöf i Sverige, Marie Bregendahl i Danmark og Sigrid Undset i Norge, der samskriver det moderne gennembruds individualiserede tale med almuekulturens kollektive tale.

Således sammenføjes i deres digtning det berettende med det episodiske, replikindividualisering med kollektiv dækning. Fortællingen får i deres forfatterskaber en renæssance. Ikke som et lukket dannelsesforløb, men som en mosaik af historier, der væver sig ind og ud af hinanden i en på én gang processerende og gentagende bevægelse. Deres realisme er for så vidt »realistisk« nok, men det næsten kontrapunktiske ved deres kompositioner dimensionerer det realistiske univers, så det tilføjes en magisk dybde. Det lukkede dagligstuerum fra den borgerlige forfaldsroman er i den folkelige realisme blevet åbnet. Ofte spændes flere rum- og tidsdimensioner op mod hinanden, så naturrummet – igen – bliver ukendt og forlokkende.

Der går en kringlet og nogle gange usynlig linje fra almuedigtningen over de store folkelige realister til det, der i dag er blevet benævnt fantastisk eller magisk realisme. En genre, der naturligt nok har sit tyngdepunkt i lande som Sydamerika, hvor konfrontationen mellem modernitet og traditionalisme foregår langt voldsommere, end den gjorde i Norden omkring 1900. Men det fantastiske islæt spores også i moderne nordisk litteratur. Det frit fabulerende, som gennembryder tidens og stedets enhed og samtidigt bevæger sig på flere bevidsthedsplaner og tidsakser, er et litterært fænomen, som på sæt og vis trækker en traditionel kvindelig forholdsmåde ind i teksten. En mangel på afgrænsning af det egne jeg over for den anden/det andet, eller sagt på en anden måde – en evne til at indleve sig i mange og meget på én og samme tid. Mange kvindelige forfattere har da også dyrket genren – Kirsten Thorup i Danmark, Kerstin Ekman i Sverige og Svava Jakobsdóttir på Island er fremtrædende eksempler – men det er selvfølgelig ikke noget, der er forbeholdt kvinder. Tværtimod ser det ud til, at alt det, som fantastikken trækker på – kvindeligheden, mundtligheden, folkeligheden – det alt »for naturlige«, nu for alvor har formælet sig med det kulturlige og er blevet litterær norm.

»Og i nærheden af denne forfærdelige bande boede der en rig mand som havde en datter, der var forlovet med en frem-med fornem herre. Lige før sit bryllup var hun gået ud i skoven og kom uden at vide det hen til røvernes hule … Men i det samme hørte hun stemmer og larm og gemte sig under en seng. Lidt efter kom en røver ind med en ung pige, som han havde myrdet med en kniv og til sin forfærdelse opdagede pigen, der lå under sengen, at røveren var den mand hun skulle giftes med. Røveren ville tage en ring af pigens finger, men da han ikke kunne få den af hurtigt nok, tog han en økse og huggede fingeren af med et så voldsomt slag, at den faldt ind under sengen hvor pigen lå. Hun tog fingeren med sig og sneg sig ud af hulen, da røverne var gået på rov om natten. Bryllupsdagen kom … Og da de stod foran alteret og brudgommen skulle sætte ringen på hendes finger, rakte hun den afhuggede finger – som hun havde skjult i en kjolefold – frem og sagde: ‘Den ring passer vist bedre her’. Der blev stor opstandelse i kirken. Og han blev straks pågrebet og henrettet sammen med resten af banden. Pigen gik i kloster og endte sine dage der. Og det må være en frygtelig skæbne for en kvinde, sluttede Marie og skuttede sig i sin tynde sommerfrakke«. (Kirsten Thorup: Lille Jonna, 1977).

»Før havde hun været bange for de grå skygger der for afsted under laden, og nætterne havde skræmt hende, også de lyseste. Hun havde været angst for hekseringene, der var trampet dybt ned i græsset, og ikke engang om dagen havde hun turdet gå den vej over engen. Men mormoderen havde fortalt hende, at det ikke var hekse der havde løbet der. Det var råbukken og hinden der lavede disse ringe og evighedstegn i brunsttiden, og de lavede dem hvert år på samme sted …
Hvis hinden ikke ville have, at han skulle bestige hende, hvorfor flygtede hun så ikke op i skoven? Og hvis hun alligevel ville lade ham gøre det, hvorfor sprang hun så væk fra ham? Hvad var det for en tvang, der drev hende rundt? Hekseringene havde skræmt Tora endnu mere efter at hun havde set dem blive til«. (Kerstin Ekman: Hekseringene (1974), citeret fra den danske udgave 1977).

»Og øjnene i denne forstenede kappeklædte skikkelse kom til live. De var som en rævs da de ilede frem og tilbage mellem os. Så stirrede hun så fast på mig at hætten bevægede sig. Helt sikkert. Hun sendte mig et budskab så stærkt at jeg stod som lammet og i hendes øjne brændte en glød der i næste sekund ville forvandle sig til ildtunger hvis jeg ikke gjorde som hun ville. Det var fra hende viljen strømmede. Bundet i sten men levende. Jeg gruede for hvordan denne forfærdelige magt ville være hvis den var sprængt ud af stenen. Og så troldkyndig var hun at jeg følte det som sendte hun mig denne vilje, lod mig ville noget. Jeg skulle ville et eller andet. Og Gunlød holdt fast i min hånd og begyndte at trække i den. De ville vise mig noget«. (Svava Jakobsdóttir: Historien om Gunlød, København 1990).