Brevet – en genre for kvinder

At skrive et brev, den udkårne modtager har lyst til at læse, er en kunst. Man vælger ikke at få brev, man får det bare og ofte på et ubelejligt tidspunkt. Er brevskriverens formål med brevet ikke at fortælle en vigtig nyhed, men blot at fortælle, at man stadig lever og gerne snart vil have et brev eller modtage besøg – og skal man kunne gentage dette budskab dag efter dag med udsigt til at nå sit mål, kræves der et ikke ringe skrivetalent. Omkring midten af 1700-tallet var det højeste mode i Europa at dyrke dette talent. Mænd og kvinder skrev breve til hinanden og om hinanden, om hvad som helst, over afstande så korte som gadens bredde.

Det gode privatbrev begynder straks, føles kort, skifter hastigt, fylder alt, slutter brat. Sproget er nært og giver følelserne plads. Privatbrevet er det skrevne venskab. Venskabet giver retten til intimitet, ikke kun mellem vennerne, men også om de andre: vennerne, fjenderne, magthaverne. Modtageren kan svare eller lade være – én skrivende part er nok til korrespondancens fortsættelse. Et vigtigt træk ved privatbrevet er overflødighed. Jo mere overflødigt, dvs. jo færre budskaber det bringer, som kan forældes eller kun forstås af korrespondenterne, desto mere varigt og genlæseligt er det. At skrive om ingenting er svært. For at fastholde sin adressat må man skrive godt og underholdende. Gør man det, risikerer man til gengæld, at brevet læses op som underholdning. Men det er netop meningen i 1700-tallet. Hermed tabes privatheden og kontrollen over publikum naturligvis. Det private brev bliver offentligt. Dette giver forfatteren chancen for – under foregivende af, at han eller hun skriver privat – reelt at plante holdninger og synspunkter og stil i en personkreds af ukendt størrelse; en mulighed, som en god brevskriver naturligvis udnytter så langt som muligt. Gennem privatbreve sikrer man sig således spredning af hemmeligheder såvel som af sit eget ry.

Privatbrevet som halvoffentlig æstetisk-litterær genre er ikke 1700-tallets opfindelse. I Europa har man sådanne breve fra græskromersk oldtid. Genren var højt udviklet i romertiden, og dens fineste repræsentanter mentes i renæssance-århundrederne at være Cicero og Plinius. Deres naturlighed i glatte sætninger på dagligsproget efterlignedes med blandet resultat.

Fra middelalderen og renæssancen findes mange prosa-brevformularer og egentlige instrukser i brevskrivningskunsten, bøger med titler som De epistolis conscribendis (om affatning af breve) o.lign., som skulle lære folk det vanskelige håndværk at skrive et ordentligt brev. Men efterhånden som færre beherskede latinen i praksis, mistede sproget sin behændighed, og læserne måtte læse med leksikon i hånden. Modersmålsforfatterne Cicero og Plinius var dermed i al deres beundrede naturlighed og elegance netop de allermest uanvendelige for deres imitatorer.

Her kommer Frankrigs Madame de Sévigné (1626-1696) ind i billedet. Hun er Europas kendteste brevskriver fra nyere tid. Ikke alene skrev hun gode breve – hun skrev kun breve. I modsætning til andre berømte brevskrivere har hun altså ikke andet at blive berømt for. Der er fra hendes hånd bevaret ca. 1200 breve, som efter at have cirkuleret i afskrifter blandt venner og interesserede i hendes egen levetid blev udgivet i talrige, stadig mere komplette udgaver i århundrederne efter hendes død. Brevene blev oversat til mange sprog, og de blev et væsentligt element i grundlaget for kommende århundreders brevteori. Som den veluddannede salondame Madame de Sévigné var, der frit bevægede sig inden for sprog og litteratur på italiensk, latin og spansk og konstant var i selskab med personer, der betegnede sig selv som »oldtidens vogtere« o.lign., havde hun tilegnet sig et stort poetisk fremmedsproget ordforråd. Hun havde tid til at læse og gjorde det. Og hun fik en anledning til at skrive – og gjorde det. Anledningen var, at hendes datter giftede sig og flyttede til Sydfrankrig. Selv om Madame de Sévigné var begyndt tidligere på sin korrespondance, var det fra ca. 1669 den for alvor blev kendt, og hun selv blev bevidst om sit talent. Hendes breve kopieredes og læstes i alle litterære kredse Frankrig over, og dermed spredtes hendes navn i virkeligheden over hele Europa. Det var jo ikke, fordi Madame de Sévigné var den eneste brevskrivende kvinde i Frankrig, hun var bare den bedste. Omkring hende blomstrede fransk brevskrivning ved »Madame det ene« og »Madame det andet« og fik korrespondancer til at opstå ud over landets grænser.

Ved år 1700 var Madame de Sévigné selv død, men offentligheden havde hendes utrykte breve, og fra nu af kom der for alvor liv i dem. Samtidig begyndte brevteoretikerne at revidere deres brevhåndbøger. Fransk blev privatbrevsproget, ikke bare i Frankrig. I udlandet skrev man længe breve på fransk, hvilket om noget viste, at kunsten var tillært og ikke spontan. Latinske breve levede i nogle årtier videre som de intellektuelles interne fællessprog til fagdebat.

Meget af det, der var godt i Madame de Sévignés breve, havde hun fælles med Cicero og Plinius, og meget havde hun lært af dem. I en vis forstand rendyrkede og udvidede hun den genre, de stod for. Som kvinde, som moder, som kultiveret person uden adgang til betydningsfulde gøremål for stat og samfund, fik dagligdagens tilfældigheder lov at trænge ind på hende i den rodede rækkefølge, som skæbnen nu engang sorterer hændelser i. Og lige så rodet gengav hun dem, oven i købet i den fortættede form, som overspringelsen af alt det, der ikke aftvang hende en følelsesmæssig reaktion, tillod. Det private blev derved større og fyldigere og endnu langt mere detaljeret, end det havde været hos de antikke forbilleder. Forbilledernes rolle som aktører i politik udskiftedes med hendes iagttagerrolle. Hun var gæst dér, hvor det foregik, men uden stemmeret. Hun var altid privat, og som følge deraf måtte stats- og hoflivet, som nu en gang var hendes daglige miljø, være en del af hendes privatliv. Således blev hendes berømte chronique scandaleuse til som et naturligt led i dagligdagens nedskrevne samtale med vennerne eller datteren. Et brev indledes f.eks.:

»Jeg skal fortælle Dem det mest forbavsende, mest overraskende, mest besynderlige, mest mirakuløse, mest frydefulde, svimlende, mest uhørte, enestående, ekstraordinære, utrolige, uventede, det største og det mindste, det sjældneste, det mest almindelige, det mest opsigtsvækkende, hidtil hemmeligste, allermest strålende, eftertragtelsesværdige; ja, noget, man kun finder ét fortilfælde på i de forløbne århundreder, og endda er dette fortilfælde forkert, for noget vi ikke ville tro kunne finde sted i Paris, hvordan skulle det så kunne ske i Lyon? Noget, som får hele verden til at råbe om nåde; noget, som fylder madame de Rohan og madame d’Hauterive med glæde; noget, endelig, som sker på søndag …«. (15. december 1670).

Begivenheden er et societybryllup, men inden vi får det at vide, skal datteren have lov at gætte, hvad det er, og hvem der skal giftes. Det koster endnu en side. Og nysgerrigheden efter at høre hver en detalje formindskes ikke, når Madame de Sévigné lader datteren gætte forkert gang på gang.

I brevskrivningsteorien fik Madame de Sévigné nu en plads sammen med Cicero og Plinius, ofte endda over dem. Af ganske særlig betydning for genreudviklingen i de følgende århundreder blev det, at teoretikerne tillagde hendes køn stor betydning. Fra nu af opfordredes kvinder overalt i Europa til at skrive privatbreve. Privatbreve eftersøgtes til publicering, og i reglerne for brevskrivningskunsten tillagde man den kvindelige natur efterlignelsesværdig kraft. Den kvindelige natur, mente man, var mindre hæmmet af refleksioner end mænds. Den var hurtigere og mere følsom. Den var impulsiv, eller prime-sautier, som allerede Montaigne formulerede det. Dette skyldtes bl.a. kvindens placering i det indre af samfundet, dér, hvor forretninger, politik og studier ikke påvirkede oplevelsen. Men det var først og fremmest kvindernes natur, man diskuterede. Den kvindelige natur var iagttagende, både når det angik moral og manerer. Kvinderne forfinede og nuancerede det, de havde med at gøre, på grund af deres natur. Sådanne iagttagelser findes i udgiverkommentarer til Madame de Sévignés talrige og støt voksende brevudgaver. Men de findes i lige så høj grad hos de mandlige brevteoretikere, forfatterne til moderne brevskrivningsanvisninger.

De kvinder, der var tale om, var naturligvis de dannede. Det var salonkvinderne i storbyerne, ved hoffet og i fornemme miljøer i provinsen. Det er interessant, at en række af de mænd, der i løbet af 1700-tallet udtalte sig om kvinder i brevskrivning, tog for givet, at kvinderne fulgte med i moderne litteratur og havde kendskab til klassikerne, på originalsproget eller i oversættelse, men samtidig tilsyneladende mente, at det særlige kvindelige de så, var noget naturgivent og ikke noget tillært. Det harmonerede ikke med deres intense opfordringer til deres egne kvindelige korrespondenter om at læse og digte; heller ikke med, at de ikke fandt brevskrivningstalentet hos de ikke-uddannede kvinder. Mændene syntes aldeles blottet for forståelsen af, hvilket slidsomt og intellektuelt arbejde det var at virke naturlig, naiv, elegant, følsom og spontan. For kvinderne syntes det vigtigste at være, at det virkede. Man ser mig bekendt ikke forsøg på at modsige mændene, når de tillagde kvinderne disse særlige egenskaber. Kvinderne indkasserede, at de blev tillagt et talent, og begyndte ihærdigt at øve sig i at skrive naturlige breve. Mændene blev i stigende grad imponeret. Hver mand sin korrespondentinde. Selv behøvede de ikke at svare så udførligt, når blot de modtog hyppige breve, som de kunne medbringe på rejser og læse op i selskab.

I Nordeuropa fik den nationalsprogede brevlitteratur sin storhedstid i 1700-tallet, i Skandinavien endda først fra anden halvdel af århundredet og begyndelsen af det næste. Skandinaverne fik ikke ligefrem deres impulser impulsivt. Først efter at det meste af Europa havde reageret, og Tyskland havde tolket, tog man ordentligt fat på genren i Norden.

Den, der først og fremmest tegner sig for skredet i udviklingen i Tyskland, var en teoretiker, Christian Fürchtegott Gellert. I 1741 udsendte han sit skriftGedanken von einem guten deutschen Briefe (Tanker om et godt tysk brev) og ti år efter et lignende skrift med titlen Briefe, nebst einer praktischen Abhandlung von dem guten Geschmack in Briefen (Breve, samt en praktisk afhandling om den gode smag i breve). Det blev ham, Jakob Baden oversatte til dansk for at få sine landsmænd med på noderne.

Modersmålet fik i stigende grad opmærksomheden i brevskrivningsdebatten. Lidt groft kan man formulere det således: Efterhånden som det viste sig, at der ikke boede en Madame de Sévignés stil i hver en kvindepen, flyttedes interessen fra at få flere af slagsen til at udnytte de nye kvaliteter, man mente at have opdaget i kvinders breve.

I den mere etablerede litteratur, skrevet officielt med henblik på publikation af mandlige forfattere, arbejdedes der ved midten af 1700-tallet i Tyskland og Norden bevidst med overgangen fra latin til modersmål. Man forsøgte sig med en ny type digtning, mindre pompøs og officiel, mere intim og hverdagsnær, og afprøvede samtidig nye »gamle« genrer, såsom anakreontiske digte, heroider og Catul-inspirerede lejlighedsdigte.

Kvindernes brevskrivning blev et middel til at lade det spæde modersmål vokse frem for de mandlige digteres mentale omstillingsproces. For begge parter blev brevskrivningen en art uofficiel øveplads, hvor man ganske vist øvede sig i noget forskelligt, men dog på en rimelig værdig måde begge havde et udbytte. Kvinderne fik en chance for at blive kendte og komme på tryk – før eller efter deres død – mændene fik anledning til at blive bedre til det, de egentlig skulle skrive i andre genrer. Eller, havde de ikke ambitioner om andet end at modtage breve, fik de kvalificeret underholdning, der gav dem opmærksomhed i selskabslivet. Kvindernes erfaringer havde en værdi i sig selv. Det, man oplevede som det spontant naive, kunne til dels beskrives som rutine i at lægge mærke til og have ord for det, der ikke tidligere havde knyttet sig nogen prestige til at se: naturen, hverdagsmiljøet, det følelsesbaserede venskab. Kvinderne blev med rette udråbt til eksperter på området. Det var jo hele deres verden, der skulle hentes frem og beskrives på deres eget sprog. At skrive om sine følelser og tanker, når man tog til byen for at købe silkebånd – det kunne da enhver, der havde lært at stave. Forestillingen på forhånd, valget, farverne, blødheden, tankerne om brugen, om den båndet skulle bæres for, om hans bemærkninger, om hvad der skete i stedet for osv. Skulle det være noget? Nej, det var oplagt, at kvinderne på de felter havde en specialviden, som mændene kunne lære af. Men at tro, at det var naivitet og spontanitet, der gjorde, at de daglige erfaringer kunne omsættes til ord, det var naivt. Og det viste sig da også, at jo bedre uddannede og belæste brevforfatterne var, desto mere fik de ud af deres erfaringer. Følgelig er det heller ikke overraskende, at nogle af de bedste brevskrivere fra perioden skal findes blandt mænd, der havde lært sig at skrive kvindeligt, som Baggesen f.eks.

Brevgenren bliver fra og med Madame de Sévigné en kvindegenre, ikke således forstået, at der er flest kvinder i den, men fordi kvinderne i denne ene genre har status af forbilleder både for mænd og for kvinder. Fra Madame de Sévigné når man via talrige brevsamlinger af kvinder (og også mænd) omsider, godt 100 år senere, frem til Charlotta Dorothea Biehl og finder her et forbløffende ufortyndet Nordens svar på Madame de Sévigné. Madame de Sévigné skabte en kvindegenre, Jomfru Biehl anvendte den stilrent.