I 1728 lagde en katastrofal ildebrand store dele af København øde, og blandt dem, der mistede næsten alt, var bogtrykker Joachim Wielandt. Han havde allerede i 1719 opnået privilegium på at udgive uge- og månedsaviser på dansk, fransk og tysk, og han havde haft succes med sine aviser, fordi han anlagde sin virksomhed på, at publikum bestod af forskellige stænder, der foretrak hver deres sprog og interesserede sig for forskellige slags nyheder.
I 1724 opnåede Wielandt et vigtigt privilegium, nemlig eneretten på at forsende sine aviser portofrit med de kongelige brevposter. Hermed fik han en stor fordel frem for andre bogtrykkere. Senere kom privilegiet trykker Berling og hans tidende til gode.
Wielandts tyske ugeavis bragte udenrigspolitisk stof, mens hans danske månedsavis koncentrerede sig om indenlandsk stof. Den franske månedsavis, der fortrinsvis blev læst af aristokratiet, bragte udenlandsk politisk, kulturelt og litterært stof i en underholdende form.
Mottoet for Wielandts franske avis var: »pour servir le Publique«, og der var flere slags publikum at betjene i datidens København. Snart skulle kvindelige læsere blive et populært emne i tidsskriftslitteraturen.
Også et lærd publikum kunne finde nyhedslekture hos Wielandt i Nye Tidender om lærde Sager, der begyndte at udkomme 1720. Men i 1728 lå Wielandts trykkeri i bogstaveligste forstand i ruiner, og han havde næppe fået bragt sin forretning så nogenlunde i gang igen, da han i 1730 døde og overlod trykkeriets og avisernes skæbne til sin 58-årige enke Inger Windekilde. Det var den tredje ægtemand, Inger Windekilde måtte lægge i graven.
Inger Windekilde var præste-datter fra Stenløse, født 1672. Hendes første ægtemand var købmand Jakob Graahe og hendes anden ægtemand kommerceråd Thomas Hørning.
Hun havde i sine forskellige ægteskaber efterhånden fået giftet sig til en pæn formue, og hun besluttede sig for at tage konkurrencen op med de øvrige avis-udgivere. Hun klarede sig ganske godt og solgte i 1748 sine privilegier til bogtrykker Berling, og takket være handlen med Inger Windekilde kunne Berling befæste sin position som avis-udgiver. Berling havde sans for, at lokale nyheder interesserede et københavnsk publikum, og i 1749 omdannede han et af Wielandts gamle danske blade til Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender, den senere Berlingske Tidende. Avisen, der udkom to gange om ugen, fandt hurtigt mange læsere og blev begyndelsen til en moderne aktualitetspresse, henvendt til et alment publikum.
I 1720’erne havde Wielandt forsøgt sig med moralske uge-blade og tidsskrifter efter tyske forbilleder, men først i 1740’erne synes der at være et publikum for moralske tidsskrifter.
Den engelske tidsskriftslitteratur introduceres 1742 med oversættelser af Richard Steeles og Joseph Addisons The Spectator, startet 1711, og svenskeren Olof von Dalin gav det engelske ræsonnerende, moraliserende og opinionsskabende tidsskrift en første nordisk parallel med sin Then Swänska Argus. Mens 1700-tallets aviser holdt sig til at bringe »efterretninger«, anskueliggjorde og debatterede de moralske tidsskrifter meninger og holdninger til følelsesmæssige, økonomiske og kulturelle emner. Then Swänska Argus blev oversat til dansk i 1740-41, og i 1744 begyndte den halvfallerede teolog og juridiske student Jørgen Riis at udgive Den danske Spectator samt Sande- og Granskningsmand. Som spectator, dvs. tilskuer, og som Sande-Mand, dvs. dommer, tog Riis kultur og samfund under moralsk og satirisk behandling. Riis ville »bestorme Laster under Sandheds Fane« og skabte i stil med Holberg satiriske portrætter af pedanter og hyklere. Riis kritiserede skolevæsenet, præsteskabet og stavnsbåndet og fandt et særligt godt emne at mene noget om med sine satirer over de københavnske damer, der efter hans opfattelse flagrede rundt i selskabslivet i stedet for at passe deres pligter i køkkenet. I 1700-tallets tidskriftslitteratur blev opdragelseskritik og kritik af forlystelsessyge og koketterende adels- og borgerkvinder umådeligt populære emner. Her var tidsskriftsudgiverne ikke i fare for at støde det enevældige magtapparat og kunne samtidig tilkendegive meninger og holdninger om borgerlige dyder og idealer i familien og samfundet.
Riis’ engelske forbillede The Spectator vendte ofte tilbage til at angribe hykleriet i pigeopdragelsen; man tog afstand fra penge-ægteskabet til fordel for ægteskabet som kærlighedsalliance og sjæleligt fællesskab og propaganderede for en højnelse af kvindens dannelse, især med henblik på hendes »naturlige« opgaver som husmoder og børneopdrager.
Joseph Addison vejleder i The Spectator læserne i pigers opdragelse: »Der må findes en gylden middelvej; man må ikke forsømme den tilbørlige røgt og pleje af en ung dames person, men man så sandelig i langt højere grad tage hensyn til hendes åndelige føde«.
I sin danske Spectator nøjedes Riis ikke altid med at finpolere de borgerlige dyder; han drev sin satire ud i et direkte angreb på kvindekønnet som sådant, og en anonym skribent gav ham i den anledning hurtigt svar på tiltale. Riis modtog også kritik af tidsskriftets filosofiske argumentationsniveau, og han afsluttede sin tidsskriftskarriere med at udgive en dobbelt satire både over Spectatoren og dens opponenter, Den danske Anti-Spectator eller En for Alle imod den danske Sande-Mand.
I »Brev til et nye-gift Fruen-timmer« i nr. 31 af Spectatoren antyder Riis, at kvinder er og bliver udydige:
»… enhver Skribent spilder sin Møye, eller slaar Vand paa en Gaas, hvor han, ved at vise Fruentimmeret sine Feyl, stræber efter at forbedre det. Trodser ikke Madamen ved sig selv den gandske Satyriske Verden, der med alle sine Skrifter endnu ikke kand rose sig af et eeneste Fruentimmer, som den har kunnet bringe paa fornuftige Veye«.
Det følgende nummer bringer svar fra det nygifte fruen-timmer, muligvis forfattet af F. C. Eilschov, hvori det bl. a. hedder: »Der hersker ikke en Last hos det eene Kiøn, som der jo findes lige til hos det andet; den eeneste Forskiæl bestaaer herudi, at Mandfolk bedre veed at skiule deres, end Fruentimret, og hine for adskillige Aarsagers Skyld pleye at være lykkeligere i deres Hyklerier, end disse«.
Ligesom avisudgivelserne blev den nye tidsskriftslitteratur også flersproget. Efterfølgerne til den første spectatorlitteratur blev det tysksprogede tidsskrift Der Fremde, 1745-46, og det franske La Spectatrice Danoise, 1748-50.
Der Fremde blev udgivet af den saksiske ministersekretær og senere Sorø-professor J. E. Schlegel. Tidsskriftet fulgte i føljetoner og essays det borgerlige københavnske liv, berettede om offentlige forlystelser, bragte små fortællinger og fingerede breve, diskuterede forholdet imellem lærdom og dannelse og portrætterede et galleri af danske herrer og damer. Schlegel interesserede sig for nordisk mytologi og skabte også til sit tidsskrift selvopfundne nordiske myter.
I 1761 begyndte Sorøprofessoren Sneedorff at udgive tidsskriftet Den patriotiske Tilskuer, der var tilrettelagt som diskussionsbidrag fra fire mandlige medlemmer af et patriotisk selskab. Her befattede man sig først og fremmest med spørgsmål, hvorom den mandlige borger burde oplyses og dannes. Efter at et fruentimmer i et bidrag havde klaget over, at der ikke var kvinder med i selskabet, tager man kvindedyd og dannelse med i sine debatter, og »Tilskueren« begynder med en vis ironi at påstå, at han også er sekretær i et fruentimmerselskab.
Den franske Laurant Angliviel de La Beaumelle var kommet til Danmark som hovmester og blev senere udnævnt til professor i fransk sprog og litteratur. Hans tidsskrift La Spectatrice Danoise udkom to gange om ugen igennem flere sæsoner. Med en vis selvironi og distance påtog de La Beaumelle sig at »skrive som et Fruentimmer«, og det mente han indebar en frit associerende og beskrivende stil, hvor det tilfældige tankeindfald var det vigtigste. Tidsskriftets emner var teaterkritik, kulturkritik og samfundssatire. La Spectatrice Danoise bragte også en under-holdende føljeton: en ung landadelsmands dagbog fra et besøg i København. De La Beaumelles tidsskrift var henvendt til et kvindeligt læserpublikum, og i 1760’erne fik dette publikum et dansk tidsskrift med kvindelige skribentfigurer: Fruentimmer-Tidenden og Fredags-Selskabet i Kiøbenhavn, 1767-68. Det var købmand Hans Holcks adressekontor, Kiøbenhavns kgl. privilegerede Adresse-Contoir, der stod for udgivelsen af Fruentimmer-Tidenden og Fredags-Selskabet. Hans Holck havde i 1759 erhvervet privilegium på det såkaldte adressekontor, der formidlede kontakter mellem private varesælgere og købere. Hurtigt begyndte han at udgive en adresseavis for annoncører, Kiøbenhavns Adresse-Contoirs Efterretninger og snart fulgte udgivelser af både vejvisere, håndbøger, tidsskrifter og lommebøger. Hans Holck havde fået smag for udgivervirksomhed, og i den lange række af stadig nye idéer og projekter fra Hans Holcks forretning fandtes altså Fruentimmer-Tidenden og Fredags-Selskabet, hvor et stort galleri af kvindelige skribentfigurer kom til orde. Fruentimmer-Tidenden og Fredags-Selskabet var som de fleste samtidige tidsskrifter et ugeskrift, og det fik en kort levetid, men blev i 1768-70 efterfulgt af Fruentimmer- og Mand-Folke-Tidenden.
»Hovmesterinden sagde: Lad Bladet kun hedde Fruentimmer-Tidende. Det vinder nok yndest, naar det bliver til Nytte og Fornøyelse for mange, og ey til Skade og Anstød for nogen« (nr. 1, 1767).
Traditionen blev fulgt op i 1794-95 med Nye Fruentimmer- og Mand-Folke-Tidenden, der dog kun nåede at udkomme i seks numre.
Fruentimmer-Tidenden og Fredags-Selskabet var i lighed med mange af Spectator-tidsskrifterne opbygget som fingerede bidrag fra medlemmer af et diskuterende og ræsonnerende selskab. Udgangspunktet var selskabet »Fruentimmer-Tidenden«, en dannet, borgerlig kvindeforsamling, og det mandlige »Fredags-Selskab«, der bl.a. bestod af »en Bager fra Hovedstaden«, »en Søfarende« og »en Borger i de smaa Kiøbstæder«. Tidsskriftets kvindeforsamling talte bl.a. en »Præste-Enke«, der beskrev enkestandens besværligheder, en »Hovmesterinde«, der ytrede sig om børneopdragelse og ægteskab, en »Barbeer-Enke«, der udtalte sig om recepter, en »Husholderske«, der gav huslige råd, en »Gammel Jomfrue«, der lastede de nye tider og roste de gamle – undertiden omvendt – og en »ny Komedie Jomfrue«, der tog sig af uskyldig skæmt. I Spectator-tidsskrifterne havde det ofte været én og samme skribent, der udfærdigede diverse selskabsmedlemmers bidrag, og måske var det også sådan i Fruentimmer-Tidenden og Fredags-Selskabet. Ingen af de mange bidragydere blev navngivet, og måske var kvindebidragene slet ikke skrevet af kvindelige skribenter. Hvad tidsskriftet først og fremmest gør tydeligt er, at forstandige, belæste og dannede kvinder var på mode. De var simpelthen godt stof, og det var yndet og populært at diskutere kvinders opdragelse, dyd og evner for at tilegne sig kundskaber i de forskellige »Spectator-blade«. I det første nummer af Fruentimmer-Tidenden og Fredags-Selskabet proklamerer kvindeforsamlingen:
»Vi troe ey allene i denne Tid, at Fruentimmer bør læse; men vi troe endog, at de med Fordeel og Smag kunde skrive. Vi har levende Bevis iblant os selv. Man kan altsaa med god Grund udrydde de Fordomme, som længe nok har hersket og ført et uretmæssig Herredømme imod den halve Deel af det Menneskelige Kiøn.
Fruentimmers Genie er spillende; deres Følelser er fine, og deres Tænkekraft er skarp; naar disse Egenskaber understøttes ved Læsning, Betragtning og Kundskab, saa troer man Aarsag at love sig store Fordeele af dem«.
»Den lille muntre Jomfru« klager over, at forelskede mandfolk sammenligner deres kærester med romerske gudinder:
»… Jeg for min Part skiøtter aldeles ikke om at lignes med en saadan løsagtig Skiøge som Venus, jeg kiender alt for vel hendes Caracter til at troe det var mig nogen Ære at settes i Ligning med hende. I kunne jo ikke nogensinde ønske Eder en Venus til Kone, uden at frygte for en Mars og giøre Eder til Vulcani Staldbrødre…. hvorledes vilde det smage Eder, om I fik et Brev fra Eders Kiereste med saadanne overdrevne Udtryk: min Over-Engel, min Vulcanus, min Actæon, min Afgud m. m. I maatte jo dømme os fra Forstanden«, (nr. 18, 1767).
I Fruentimmerselskabet behandles alle mulige emner og spørgsmål fra kvinders daglige liv, lige fra diegivning, barne-svøbning, påklædning og skønhedspleje, selskabslivets takt og tone og til ægteskabsanliggender og generelle dannelsesemner.
Tidsskrifternes læsere modtog bl.a. gode råd om havepasning, blev belært om, »hvad der i Julii Maaned er at forrette i en Blomster-Have«, fik efterretning om »nogle Liqueurer, som ere tienlige til at tage Pletter af Klæder og Tøy med«, stiftede bekendtskab med et uforligneligt skønhedsmiddel fra Hamborg:
»…Det bestaar hverken af Mineralske eller nogle andre i mindste Maade skarpe og bidende Sager, men af unge Dyrs fine Feedt…«, og blev præsenteret for listen over konfirmerede børn i København. Mange af tidsskriftets små fortællinger, vittigheder og diskussionsbidrag drejede sig om forlovelse, ægteskab og familieliv. »Hovmesterinden« præciserede tidsskriftets ægteskabssyn: Ægteskabet skulle først og fremmest opfattes som »et uløseligt Venskab, en kontrakt, som mand og kvinde indgik med hinanden af kærlighed« (nr. 2, 1767), og i Fruentimmer- og Mand-Folke-Tidenden, nr. 13, 1770, vender ræsonnementet tilbage: »Sand ægte Kierlighed beroer altid paa Høyagtelse«, lyder det eftertrykkeligt. Tidsskriftets iscenesatte kvindeopinion tilstræbte en opdragelse af følelserne og en kultivering af kærligheden. Den ideelle kærlighed skulle bygge på et venskab mellem mand og kvinde. 1600-tallets gamle preciøse kultur spøger i baggrunden af tidsskriftets ræsonnementer om kærligheden, men den preciøse og aristokratiske radikalisme er i 1700-tallets danske tidsskrifter blevet grundigt omskrevet til god og gedigen borgerdyd: Mens de franske preciøser afviste ægteskab og moderskab, er ægteskabet det selvfølgelige udgangspunkt for de danske fruentimmeres diskussion af kærligheden.
To, som er hinandens Lige,
To, som agter ey at svige,
To, som vil hinanden vel,
To, som er hinandens Siel,
To, som gaar paa Dydens Veye.
To, som Dyden har i Eye,
To, som elsker inderlig, har et jordisk himmerig.
Således hedder det i et lille kærlighedsvers fra »Den lille muntre Jomfrue« i nr. 15, 1767.
I 1780’erne og 90’erne blev kvindetidsskrifterne i Danmark efterfulgt af en moralsk underholdningslitteratur, ofte henvendt til et kvindeligt læserpublikum, bl.a. Nyttig Underholdning for Læsere af begge Kiøn, 1785, Amalies nyttige Moer-skabstimer – Til de danske Damers Tieneste, 1794, Flora. Et Maanedsskrift for det smukke Kiøn, 1795, samt adskillige Nytaarsgaver. Mængden af tidsskrifter og publikationer antyder, at et borgerligt kvindeligt publikum var i vækst i slutningen af 1700-tallet. Den uindskrænkede trykkefrihed, der indførtes af Struensee i 1770, blev en kortvarig og hektisk oplevelse for skribenter og publikum. Pamfletter og andre publikationer strømmede ud fra de københavnske trykkerier, og selv om trykkefriheden hurtigt indskrænkedes, var disse år alligevel kendetegnet af en hidtil uset skrive- og læselyst. Også kvindelige skribenter satte i magasiner og biblioteker deres præg på den litterære offentlighed i slutningen af 1700-tallet.
Forfatteren Thomasine Gyllembourg, deri 1800-tallet skabte en ny hverdagsprosa om den borgerlige familie, var opvokset med 80’ernes under-holdende romanlitteratur. Hendes første mand P. A. Heiberg beklager sig i forbindelse med deres skilsmisse i 1801 over hendes ungdomslæsning: »Gud forlade din afdøde Tante i sin Grav, der indgav Dig med Romaner og ilde valgte Romaner et andet Begreb om Kjerlighed, end Du burde have«. Heiberg sigtede især til den sentimentale litteratur, der efterlignede Goethes Werther og Millers Siegwart
.
De såkaldte magasiner og biblioteker indeholdt i hæfteform danske eller oversatte fortællinger og romaner. Blandt de vigtigste var præsten Hans Jørgen Birchs Det nyeste Magazin af Fortællinger eller Samling af moralske, rørende og moersomme Romaner og Historier, 1778-81, i alt 12 bind. Her introducerede Birch og hans efterfølger oftest i egen oversættelse tidens sentimentale borgerlige litteratur. Birch havde allerede 1775 oversat Laurence Sternes Den følsomme Rejse gennem Italien og Frankrig og i 1778 den tyske Johan Martin Millers Siegwart. En Klosterhistorie, og i hans magasin bringes bl.a. oversættelser af den franske Marmontels moralske fortællinger og af Fieldings store roman Tomjones. I 1780’erne fortsatte biblioteksudgivelserne bl.a. med Bibliothek for det smukke Kön, udgivet af et Selskab, 1784-90, hvortil bl.a. Charlotte Baden og flere anonyme kvindelige skribenter bidrog.
Både Biehl og Baden var blandt de portrætterede kvinder i Birchs Billedgallerie for Fruentimmer, indeholdende Levnetsbeskrivelser over berømte og lærde danske, norske og udenlandske Fruentimmer fra 1793. I Birchs Billedgallerie mødtes 1600- og 1700-tallets syn på læsende og skrivende kvinder.
»Jeg vil derfor indstændig raade alle unge Fruentimmer, ei at gifte sig før deres 18de Aar, de have endnu en lang Bane at igennemvandre. Ægtestandens og Huusmoderens Besværligheder komme tids nok. Det er godt, at de samle Forstand og Kræfter til at udholde dem«, formaner Birch i sit Billedgallerie
.
Den lærde kulturs interesse for at indsamle, registrere og sammenstille genstande og mærkelige fænomener, såsom sjældne dyreskeletter og lærde fruentimmer, ytrede sig også hos Birch, der ville »fremstille mærkværdige Exempler paa forstandige og dydige Fruentimmer«. Men samtidig var Birch engageret i 1700-tals-tidsskrifternes og bibliotekernes debat af pigeopdragelse, kvindekønnets dyder og ægteskabet. Han advarede kvinderne mod frugtesløs klaverundervisning og mod at optræde som skuespillere i de »nymodens dramatiske Selskaber«, men kunne helhjertet anbefale læsning af Richardsons romaner. I lange moralske udredninger pointerede Birch, at kvinderne både skulle være »kyske og dydige Fruentimmer«, »kiærlige og omhyggelige Ægtefæller«, »Dydens Mønstere« og »ædle Borgerinder af Staten«.
Hvis en kvinde skulle have fået alt for meget forstand af en fornuftig opdragelse og dydig læsning, må Birch give hende denne anbefaling: »Har Hustruen meer Forstand end Manden, bør hun være saa snild at skiule hendes Mands Svaghed, saa meget som muligt, for Verden, og begegne ham med al mulig Agtelse. Dette vedligeholder hendes Mands og hendes egen Ære, og giør hende dobbelt agtet af alle Fornuftige«.