At komme til orde i en offentlighed, der var domineret af borgerskabets kultur, havde aldrig været nemt for en bonde – og slet ikke for en bondekvinde! Men mod slutningen af 1800-tallet bar vækkelsernes og højskolebevægelsens individualiseringsbestræbelser frugt. Folkets sønner gjorde fælles front mod den borgerlige kultur og »dekadence«, og med Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen som nogle af de mest højtråbende blev der skabt en ny folkelig realisme i dansk litteratur. Og folkets døtre – ja, de brød også op. Som tjenestepiger, som lærerinder søgte de at skabe sig en tilværelse i byen, og enkelte af dem vovede sig frem som forfattere.
Man kan ikke tale om disse kvindelige skribenter som en gruppe i samme forstand som de mandlige bondeforfattere. De sad isoleret rundt omkring i Danmark, og for de fleste var skriveriet en bibeskæftigelse til det arbejde, som gav dem brød på bordet. Typisk var de lærerinder eller lærerkoner, og kun Helene Strange og Marie Bregendahl blev egentlige levebrødsforfattere.
Derimod havde de i kraft af deres landlige oprindelse et vist stofligt fællesskab. De var vokset op i en tid, hvor det moderne gennembrud endnu ikke havde givet rystelser i bondekulturen, og hvor det kvindelige arbejdsområde endnu var uantastet af maskiner og mejeridrift. Hverdagslivet og kvindearbejdet indtager derfor en selvfølgelig plads i deres bøger. Det giver forfatterskaberne en umiddelbar kulturel værdi. Uanset indbyrdes forskelle i litterær kvalitet har de alle bidraget til den kvindernes og folkets historie, som ellers ville være svær at finde. Forfatterskaberne er ligeledes et vidnesbyrd om, hvor uens verden kunne tage sig ud, afhængigt af hvor man kom fra i landbrugshierarkiet. I Karna Birk Grønbechs (1872-1957) bøger beskrives et bornholmsk storbondemiljø af nærmest aristokratisk tilsnit, mens det hos Hansigne Lorenzen, hos Helene Strange og hos Marie Bregendahl er den solide, mellemstore og selvstændige familieproduktion, der skildres. Selvejerøkonomien har derimod meget lidt at betyde i Maren Markussens og især Bolette Sørensens litterære univers. Her er herregården stadig det økonomiske og kulturelle centrum for et gammeldags lukket landsbysamfund, hvor naboskabet – som socialt netværk og som sladder – spiller den store rolle.
Det overdramatiserede og eventyrlige præger Karna Birk Grønbechs (1872-1957) lille forfatterskab. Romanerne udmærker sig ved en del detaljerede og malende skildringer af det kvindelige arbejdsområde på en bornholmsk storgård, ligesom især Betula Sparre, 1926, indeholder rystende socialrealistiske beskrivelser af den unge provinspiges møde med det barske storbymiljø. Karna Birk Grønbech lagde et røgslør over store dele af sit liv, således er Betula Sparre i modsætning til, hvad hun yndede at give indtryk af, ikke ren selvbiografi. Karna Birk Grønbech var nemlig ikke runden af en storbondeslægt, men kom fra et simpelt daglejerhjem. Karna Birk Grønbechs tekster vidner om en nærmest skizofren spaltning mellem psykisk virkelighed og sproglig fiksering.
Skriften fanger
Tilegnelsen af skriftsproget blev en personlig befrielse for folkets kvinder. En vej ud af den snærende klassetvang og det anonyme køn. Men skriftsproget kunne ikke blot befri – det kunne også fange! Klichéerne kunne stænge fantasien fuldt så vel som bondekulturens normer.
Med begejstring greb bønderpigerne efter de litterære koder, som højskolen bød til torvs, og oplevede, at de romantiske efterklange gav sprog til de følelseseruptioner, som opbruddet fra traditionen udløste. Men i anstrengelsen for at leve op til forbillederne – at bruge sproget på samme »skjønne« måde som de poetiske realister og skolelærerforfatterne – hang de fleste af dem fast i klichéerne. For en ganske almindelig kvinde krævede det så meget mod og selvbeherskelse dels at sætte pen til papir, dels at offentliggøre det skrevne, at der ikke også har været råd og overskud til at lytte til deres eget sprog og skrive sig frem til et personligt kunstnerisk udtryk.
Det bevirkede på den ene side, at deres erfaringsbaggrund i almuen blev »afskrællet« fra værkernes psykologiske dimensioner. Det folkelivsskildrende og den folkelige diktion eksisterer nok hos de fleste som realitetseffekter, men ikke som kunstnerisk motiverede fiktionseffekter; de psykologiske kriser, kærlighedskonflikterne kunne faktisk lige så godt være biedermeier som folkelig realisme. På den anden side bevirkede det, at forfatternes egne problemer som skrivende kvinder i en tid, hvor kvindeligheden var under radikal omfortolkning, ikke medreflekteres i skriften. Det ufortolkede køn dukker i stedet frem i teksterne som disintegrerede elementer, som påfaldende tvangsagtige gentagelser, som modsigelser og skrækblandede fascinationer. Med Marie Bregendahls forfatterskab som en enestående undtagelse er alle forfatterskaberne i mere eller mindre grad præget af, at sproget er ude af kontakt med eksistensen. De andre skriver sig nok ud af fædrenes bøndergårde, men de skriver sig sluttelig tilbage mod en borgerlig kvindelighed, som deres eget liv for længst havde overhalet. Spændingen mellem kønnet og mennesket skal man ikke finde på teksternes idylliserende overflader, men snarere i de mytiske mønstre, som realismen spændes ud over.
I Bolette Sørensens (1855-1931) lille forfatterskab signalerer romantitler som Store-Lykken og Lille-Lykken, 1906, Østergaard og Vestergaard, 1908, således et tvedelt univers, der symboliserer en ødipal konflikt i den kvindelige hovedperson. I romanen Vilhelmine, 1910, fremtræder den psykiske spænding som en uforsonlig kamp mellem en moderdomineret bondekultur og en faderdomineret borgerlig, liberal kultur. Bolette Sørensens kvinder er fascineret af moderens kister og gemmer, men må sluttelig ty til faderens favn for ikke at forsvinde i moderdybet.
Bøgerne er velskrevne, Bolette Sørensen kan skære en intrige til og styre flere handlingsstrenge, men det belærende sigte fornægter sig ikke. Hun opfattede sig selv som arvtager til skolelærerforfatterne, på samme måde som Maren Markussen (1851-1928) gjorde det.
Maren Markussens forfatterskab består af tre romaner, og som det tydeligt er formuleret i debutromanen Hylleborg, 1901, er det den grundtvigianske vækkelse, hun vil formidle. Hun er dog ikke slet så dreven en romanskærer som Bolette Sørensen. På trods af ret dramatiske hændelser træder figurerne ikke særlig anskueligt frem, og romanerne er mange steder snarere fortalt af en kulturhistoriker end af en forfatter.
En oplysende fortællerstemme i Maren Markussens roman Hylleborg, 1901: »Det blev et Særkende i de kommende Tider, at de Børn, der dengang tog Del i den fortællende Undervisning i Sølle-Lavst’s Skole, blev nogle af de første, der kom med i den folkelige og kristelige Vækkelse, som nogle Aar senere gik hen over Egnen«.
Romantikken lever et prægnant efterliv i Hansigne Lorenzens (1870-1952) forfatterskab, fordi alle hendes romaner – Der kæmper et Folk, 1905, Der stander en Strid, 1907, Saa lægges den Sæd, 1911, og Thøge, 1913 – fremtræder som indlæg i kampen for danskheden i Sønderjylland. Syd for grænsen fik højskolens vækkelse og guldalderlitteraturen en fornyet betydning efter 1864, og i hele udlændighedsperioden var der ikke nogen i kongeriget, der var mere danske og grundtvigianske end de dansksindede sønderjyder. Hverken det moderne gennembrud eller kvindespørgsmålet havde relevans her. Med den tyske undertrykkelse af den dansksprogede offentlighed blev hjemmet
Sådan kan mødet med fremmed overmagt forskyde sig: For færinger og islændinge gav mødet med dansk overmagt blik for hjemmets kvalitet. For sønderjyderne fik Tyskland samme funktion.
den centrale valplads for krigen mellem dansk og tysk, og derfor fik kvinderne en helt afgørende betydning. De stod overordentlig stærkt – kønnet blev ingen hæmsko for deres individualisering – men individualiseringen formede sig i den stærke moders og den kyske skjoldmøs billede.
»Thi disse Mødre, var ikke de – enhver som var sig sit Kald bevidst – som en stor, stille Magt, maaske den største, et lidet, betrængt Folk havde at raade over, når Dagene vare ondest?« (Hansigne Lorenzen: Der stander en Strid).
Nationalromantikkens billeder gled glat ind i Hansigne Lorenzens romaner, hvis svungne og patetiske tone skurrer i ørerne i dag, men sikkert har været et virksomt middel i den nationale oprustning. Samtidig ejer bøgerne dog en indre glød, der stadig bevæger. Teksterne drives af en trang til at give sig over, at opløse grænser, hvad der anskueliggøres i den forbudte og farlige fascination af det tyske fjendebillede.
Romantiske efterklange i Hansigne Lorenzens roman Saa lægges den Sæd: »Til Bølgernes vuggende Melodi dansede hvidklædte Ungmøer i Kreds og Kæde paa den grønne Strand; blødt og dæmpet, men sødt dragende lig Guldstrengeleg paa en Havfrues Harpe, fortonede deres Sang sig i den lyse, klare Sommernat«.
Et fjendebillede af en helt anden art, men genstand for samme følelsesmæssige investering af afsky og besættelse, udgør hekseskikkelsen i Nicoline Kirkegaards (1859-1924) forfatterskab. Den forfængelige, pragtsyge og hensynsløse kvinde, som optræder i næsten alle hendes værker, er inspireret af de myter, der i hendes barndomsegn ved Randers huserede om digteren Steen Steensen Blichers hustru, Ernestine Juliane, født Berg. Hekseskikkelsen fortætter en moderne krise, hvor driften mod det personlige og erotiske »selveje« bliver orienteringsløs og destruktiv, fordi projektet mister forbindelsen med de sociale og historiske rammer. I romaner som Fædres Jord, 1904, Selvejerbondens Datter, 1905, Heksedans, 1909 og Malvina Steensdatter Blicher, 1915, udløses den målløse drift således i løsagtighed, tyveri og mordbrand. Hovederne sidder løst på Nicoline Kirkegaards kvinder – og de ruller let.
I Nicoline Kirkegaards bøger er de moderne kvindeerfaringer til stede i teksternes mytiske lag og i de dramatiske handlinger, men de bringes ikke med ind i sproget som nye kunstneriske erkendelser. Nicoline Kirkegaard skrev omtrent én roman om året i perioden 1899-1923. Sammen med sin mand drev hun en realskole i Aarhus, men da de efterhånden fik 11 børn, har skriveriet nok været en simpel nødvendighed, hvis de mange munde skulle mættes. Nicoline Kirkegaards popularitet holdt sig så længe, at forlaget Hus og Hjem i 1952 kunne sende en ny udgave af hendes folkekæreste romaner på markedet.
Som en slags skygge, der næsten altid ledsager hekseskikkelsen, aner man – ligesom i Bolette Sørensens bøger – en lokkende mandsfigur, der drager med sit dunkle og dionysiske væsen. Det er en tidstypisk kvindelitterær figur, der vidner om kønsidentiteternes ustabilitet. Den frihed, som manden repræsenterer, viser sig at være en projektion – et udslag af en indre splittelse i kvindeligheden. Og når virkeligheden indhenter kvinderne, afsløres mændene som lige så svage, ubeslutsomme og ufærdige som de selv. Den gamle biedermeieridyl, hvor en mand var en mand og en kvinde en kvinde, er i Nicoline Kirkegaards bøger – især Kolde Hjerter, 1907, og Malvina Steensdatter Blicher – forvandlet til et dødens landskab for den hjemløse kvindelighed.
At tjene sit brød med sin mund og sin pen
Helene Strange (1874-1943) var på én gang meget typisk for sin tids skrivende kvinder – og meget atypisk. Atypisk ved den konsekvens og helstøbthed, der er over hendes livsværk. Typisk ved de »huller«, som alligevel er der. Hun var en af de få, for hvem det lykkedes at skabe sig en levevej med sin »Mund« og sin »Pen«, som hun udtrykte det, og hun blev i løbet af mellemkrigstiden til en kendt og efterspurgt forfatter og foredragsholder. Helene Strange favnede vidt. Hun var professionel »turist« i livet, arbejdede sig i årene op til 1. Verdenskrig som en af de tidligste au pairpiger tværs gennem Europa og USA og fór siden land og rige rundt med sine foredrag og lysbilleder. Hjemstavnsbundet var hun alligevel som få, og hun var utrættelig i sin iver efter at drage de gamle falsterske folkeminder ud af glemslen, ligesom hun for egne penge købte ejendommen Møllebanken på Nordfalster, hvor hun holdt folkefester med foredrag, folkedans og dilettantspil. I det hele taget udnyttede hun enhver mulighed for at komme til syne i offentligheden. Hun var en flittig dagbladsjournalist, og der var nok ikke det forsamlingshus i det ganske land, hvor hun ikke optrådte. Hun var en stædig fortaler for husmandsbevægelsen, fredsbevægelsen, hjemstavnsbevægelsen og kvindebevægelsen, og hun sad jævnt hen på bestyrelsesposter i Det radikale Venstre, Lolland-Falsters Venstreblad, Lokalhistorisk Samfund osv.
Helene Strange opfordrede overalt kvinder til at gå ind i politik – her i Lolland-Falsters Venstreblad den 25. april 1918: »… til at bringe en Hjælp egner Kvinderne sig bedre end Mændene, og denne Indrømmelse maa igen medføre, at man vil finde, at der i hvert Sogneraad var Brug for 1 eller 2 Kvinder til at beskæftige sig med det, der hører ind under offentlig Forsorg«.
Ved siden af alle de udadvendte aktiviteter skabte hun et stort folkeligt forfatterskab, hvor hun beskrev det falsterske bondeliv gennem de sidste par hundrede år. Priergaardsslægten I-II, 1922-23, fokuserer, som hun selv sagde, på »Fruentimmerne«, mens den store romanrække i otte bind om Sværkeslægten, 1929-41, har mænd som hovedpersoner. Også de kulturhistoriske fremstillinger Den ældste Generation i Lolland-Falsters Stift I-IV, 1933-37, og I Mødrenes Spor. Nordfalsterske Kvinders Arbejde gennem halvandet Hundrede Aar (udgivet posthumt 1945) giver et righoldigt billede af kvindernes og bøndernes hverdag i det førindustrielle landbrugssamfund.
Helene Strange skar sit liv til, så det fremstod som den gamle bondefamilies. Privat og offentligt gik i ét, bøger, taler, dilettantspil, meninger – alt var det produceret af hende selv, og hvert enkelt led i værket forudsatte de andre. Personen Helene Strange var lige så helstøbt og færdig som de figurer, der befolker hendes bøger. Når hun stod på talerstolen i sin gamle falsterske egnsdragt, lignede hun til forveksling en af sine egne Prierkvinder – »Dygtig og rask« – »myndig og bestemt«.
Men netop denne gennemførte iscenesættelseskunst gjorde hende til en af de kvinder, der – trods stof og opsætning – var længst borte fra bondekulturen. Hun var en hypermoderne kvinde – mediebevidst og »om sig« – og den helhed, hendes livsværk udgør, beror, når det kommer til stykket, på en mangel på sammenhæng. Hverken i liv eller værk er der nemlig tale om organisk udvikling – men om vilkårlig addering. Det er fra begyndelsen til enden den samme Prierkvinde og den samme Sværkemand, som i forskellige historiske iklædninger træder frem i romanerne. Og man kan også nemt skrælle de udenværker væk, der adskiller »den særegne Myndighed, som prægede alle Priergaardskvinderne« fra Sværkernes »myndige, selviske Optræden«. Det, der sker i bøgerne, er, at tiderne, ikke menneskene, forandrer sig. Kundskaberne bliver større, redskaberne bedre, mulighederne flere, men i bund og grund er det blot »tilføjelser« til den idealtype – en selvbehersket, afseksualiseret og omnipotent moderfigur – som har været der hele tiden.
På samme vis var Helene Strange en kvinde, der til stadighed udvidede sine horisonter og tog ny viden til sig – men intet lærte og intet glemte! Da hun gav sig til at skrive, gav skriften hende en så befriende oplevelse af at blive til, en følelse af at blive frigjort fra både kønsmæssige og klassemæssige bindinger, at hun aldrig mere så sig tilbage. Billedligt kan man sige, at hun ustandselig udvidede sit tegnforråd, men at tegnsystemet alligevel var fastlagt én gang for alle. Hun vendte sig udad i stedet for indad, og derfor er hendes bøger også meget ens. Fra den første roman Menneskelighed og Hellighed, 1903, til den sidste Den sidste Sværke, 1941, er det den samme småborgerligt/demokratiske holdning, der bæres frem, den samme stil (eller »Mangel paa Stil«, som veninden Marie Bregendahl sagde) og selvfølgelig også de samme ubevidste fantasier, som gentager sig.
Som »offentligt« fruentimmer var Helene Strange nybrydende – hun viste kvinderne vej fra malkeskamlen og ud i verden – men til »Kunstens evige Rige«, som hun kaldte det, kom hun ikke. Det udadvendte engagement og den kunstneriske dybde var det meget få kvinder, der kunne forene i disse opbrudstider. Det blev ikke Helene Strange, men Marie Bregendahl, der gav en fuldlødig kunstnerisk fortolkning af den komplekse oplevelse af at være menneske og kvinde i spændingen mellem tradition og modernitet.