Kvindeskribentgruppen i Österbotten.
Tag: Hverdagsliv
70’ernes nye kvindeoffentlighed.
Efterkrigstidens unge forfattergeneration i Finland oplevede et enormt behov for at bryde båndene til den klassiske lyriktradition og det retorisk tomme lyriske sprog fra førkrigstiden. Fællestræk inden for prosamodernismen i Finland er sprogets oprør mod tidligere traditioner, synsvinkelskift, en ironisk stil, som kan slå over i parodi. Ofte forekommer syntaksbrud. Nyt er også, at udramatiske hændelser skildres nøje, får symbolsk betydning, og at virkeligheden beskrives mere kompliceret end tidligere.
Den norske forfatter Ebba Haslund var først og fremmest interesseret i middelklassekvindens sociale situation og livsvilkår i efterkrigstidens Norge. Hun forsvarede husmødrenes funktion, men så samtidig, hvordan den øgede velstand og teknologiske udvikling medførte, at deres opgaver mindskedes. Derfor forsvares såvel kvindens ret til at være almindelig husmor som hendes ret til at afvige fra de traditionelle kønsmønstre.Hun skildrer kvinders hverdag. Men gennem det hverdagsagtige spejles også et samfunds konflikter og modsætninger. Derfor har mange læsere følt hendes bøger vedkommende. Ebba Haslund lod ikke blot sin stemme høre gennem forfatterskabet; hun var i mange år formand for Den Norske Forfatterforening, og som morgencausør i norsk radio nåede hun ud til mange lyttere.
Ingeborg Refling Hagens fortællinger fra 1920’erne viser både nationalromantiske træk og en ny form for fattigdomsrealisme, hvor bygdelivet fremstilles uden nostalgisk romantisering af en autentisk kultur. Fri for nostalgi er også Gro Holm og Magnhild Haalkes romaner. Hos Gro Holm udleveres bygdelivets kvindeundertrykkelse, og i Magnhild Haalkes romaner danner naturen og folkelivet baggrund for dybdeborende psykologiske skildringer.De tre forfattere er forskellige. Alligevel kaster de alle et nyt og kritisk blik på »det gamle samfund« og er i deres forfatterskaber dybt forankret i den kultur, de ser truet af opløsning.
Den ålandske forfatter Sally Salminen debuterede i 1936 med romanen Katrina, der blev en af de største salgssucceser i Norden nogensinde, men hvis sociale kritik også fremkaldte stærke reaktioner i hendes hjemby Vargata på Vårdö.Romanen blev begyndelsen på en litterær karriere, men siden hen også en byrde for forfatteren. Hun udgav i alt 17 bøger: romaner, rejseskildringer og selvbiografier. Men alt, hvad hun skrev, blev overskygget af debutromanen. Hendes forfatterskab afsluttedes med fire selvbiografiske bøger, hvoraf Upptäcktsresan fra 1966 er blevet betegnet som en af de bedste finlandssvenske folkelivsskildringer fra 1920’erne.
Den islandske forfatter Unnur Benediktsdóttir Bjarklind skrev under pseudonymet Hulda, der betyder den underjordiske, den skjulte. I hendes tidlige værker raser en strid i den unge kvindelige kunstners sjæl mellem pligtens og slægtens forventninger og pigens drømme og begær. I de senere digte og noveller synes moderskabet uforeneligt med friheden, kunsten og endog med den store kærlighed.Hun anvendte ofte norrøn mytologi til at udtrykke konflikter mellem frihedslængsel og tryghedsbehov. Hun eksperimenterede med formen i sine første digtsamlinger. Inspireret af symbolistisk digtning prioriterede hun rytme og klang frem for traditionel metrik. Hun holdt fast ved alliterationen, men varierede rim og strofelængde. I islandsk litteratur blev hun en af forløberne for prosalyrikken.
Súsanna Helena Patursson var én af en række kvindelige, færøske forfattere i den nationale bevægelse. Hun skrev det første færøske teaterstykke Veðurføst, som blev opført i 1889. Desuden opfordrede hun kvinder til at deltage i den offentlige diskussion, til at uddanne sig og belærte dem om, hvordan hus og hjem burde indrettes.Som udgiver og redaktør af det første færøske kvindeblad Oyggjarnar (Øerne) 1905-08 gjorde hun husholdning, boligindretning og madopskrifter til en national og politisk sag. Paturssons kvindelige efterfølgere tæller navne som Billa Hansen, Andrea Reinert og Maria Mikkelsen. Mens alle disse rejste ud i verden for at lære og søge inspiration, vendte Johanna Maria Skylv Hansen i sit forfatterskab tilbage til det gamle bondesamfund.
Den døve arbejderkvinde Maria Sandel var feminist og organiseret socialdemokrat, anerkendt og støttet af kvindekredsen omkring Ellen Key. Hun er blevet kaldt proletariatets Fredrika Bremer. Hun var »et af de ejendommeligste mennesker, der har helliget sig forfattervirksomheden«. I 25 år boede og arbejdede hun i et lille værelse med åbent ildsted i en husvildebarak. Her fandt hun sit stof.Når hun med sit dybt personlige kendskab skriver om de snævre boliger, sliddet for føden, kvindernes dobbelte arbejde, er hun en pioner i svensk litteratur; men teksterne stiler højere end mod blot at være historiske vidnesbyrd. Hun arbejder med at give sit moralske engagement litterær form. Feminismen er en del af projektet; hun vil »reformere mændenes opfattelse af kvinden«. Som mange andre læste og inspireredes hun af Charles Dickens’ romaner. Og som andre arbejderforfattere prægedes hendes idéverden af arbejderbevægelsens stræben efter at »højne standen«.
Efter et kortvarigt ægteskab med Jeppe Aakjær klarede digteren Marie Bregendahl tilværelsen som enlig mor ved at holde hus for sin bror i København. Hun kunne ikke vende tilbage til sin hjemstavn, for hun havde fået opbruddet og byen ind i kroppen. Og spændingen mellem barndommens bondekultur og byens anonymiserede livsform, hvor man selv måtte skabe sig en identitet, blev den oplevelsesmæssige klangbund for hele hendes forfatterskab.Således videreførte hun det moderne gennembruds naturalistiske virkelighedsskildring, men på sin egen måde, hvor både de folkelige fortælleformer og den moderne kvindes kaos af modstridende erfaringer lod sig høre.