Súsanna Helena Patursson (1864-1916) var af kongsbondeslægt, hendes slægt ejede Færøernes største gård. Som ung tog hun til København for at uddanne sig og fik arbejde som advokatsekretær. Hendes kamp for kvindernes adgang til den nationale bevægelses møder blev et familieanliggende. To af hendes brødre, Sverre og Jóannes Patursson, stod i spidsen for bevægelsen. Hendes virke blev en kvindelig pendant til broderen Jóannes Paturssons politiske arbejde. Han talte til mænd om den nationale bevidsthed: om at fremme sproget og kulturen, om selvbevidsthed og national stolthed. Súsanna Helena Patursson talte til kvinder, opfordrede dem til at deltage i den offentlige diskussion, til at uddanne sig og belærte dem om, hvordan hus og hjem burde indrettes. Som udgiver og redaktør af det første færøske kvindeblad Oyggjarnar (Øerne) 1905-08 gjorde hun husholdning, boligindretning og madopskrifter til en national og politisk sag. Efter sin hjemkomst til Færøerne 1904 blev hun sekretær i en lokal diskussionsklub, en slags forberedende forum for den nationale forening Føringafelag (Færingeforening). Diskussionsklubben havde bl.a. som mål at lære kvinder offentlig optræden, derfor skiftedes mænd og kvinder til at varetage ordstyrer- og referentopgaverne på møderne.
Súsanna Helena Patursson skrev det første færøske teaterstykke Veðurføst (dvs. ophold på rejse på grund af dårligt vejr). Det blev opført i 1889, kort efter at Føringafelag var blevet stiftet.
Som en følge af den danske grundlov blev det færøske Lagting genåbnet i 1852, og færingerne skulle vælge to repræsentanter til det danske Folketing. Samme år blev der gjort forsøg på at skabe et politisk debatforum, Færingetidende, udgivet af juristen Niels Winther, der var folketingsmedlem i årene 1851-1856. Men forsøget mislykkedes. Først i 1877 lykkedes det at udgive en levedygtig avis Dimmalætting, der stadig er Færøernes største avis. Med Føringafelag (dvs. Færingeforeningen) blev der skabt færøske blade, og i tilknytning til bevægelsen i København blev der udgivet to digtantologier: Føriskar vysur i 1892 og Sálmar og sangir, 1898. Begge rummer bidrag af Billa Hansen.
Det oprindelige manuskript til Veðurføst er gået tabt, og der findes ingen kopi af stykket som helhed. Alt, hvad vi kender i dag, er enkeltafskrifter af fire ud af i alt 12 roller. De viser, at Veðurføst var en hverdagsbeskrivelse med »folkelivsbilleder«. Forløbet kan ikke rekonstrueres, men fragmenterne kredser om nogle af tidens store diskussionsemner: alkoholproblemet, det nationale spørgsmål og ikke mindst kvinders holdning til begge dele.
I slutningen af 1800-tallet var det meget få, der kunne skrive færøsk. I 1840’erne udarbejdede V. U. Hammershaimb (1819-1909) et færøsk skriftsprog, der begyndte at blive anvendt kort før århundredskiftet, men det blev ikke obligatorisk skolefag før langt senere, og helt frem til 1937 var det ligefrem påbudt at tale dansk i skolen. Den nationale bevægelse og Føringafelag satte fra begyndelsen udvikling af færøsk sprog og respekten for færøsk kultur øverst på dagsordenen.
Den færøske nationale bevægelse blev skabt af studerende i København i 1876. Først i 1888 fik bevægelsen fodfæste på selve Færøerne med stiftelsen af Føringafelag. Indtil midten af 1800-tallet havde Færøerne været et bondesamfund uden institutioner som forlag og presse. Det ændrer sig i århundredets sidste halvdel, hvor aviser og bogudgivelser begynder at dukke op. En moderne færøsk litteratur og en stemningsmættet, nationaltsindet lyrik, der ikke lå umiddelbart i forlængelse af den mundtlige tradition, så dagens lys inden for den nationale bevægelse.
Almindeligvis var kvinderne de sidste, der lærte at skrive færøsk, men Veðurføst viser, hvordan interesserede sørgede for at lære at skrive færøsk i grupper, vejledt f.eks. af den stedlige lærer, hvis han ellers var nationalt sindet.
Den første teateraften i Føringafelags regi bød foruden Veðurføst på stykket Gunnar Havreki af Rasmus Effersøe (1857-1916). Gunnar Havreki er et romantisk stykke om mandlig styrke, kvindelig følsomhed og troskab. Det er bevaret i sin helhed. I en artikel fra 1925 om færøsk teater skriver Chr. Holm-Isaksen: »Mens publikum sad og skoggerlo af det komiske spil i Veðurføst, besvimede svage kvinder, da Gunnar Havreki ynkeligt omkom i mørke og havstorm på scenen. Lige så tamt og begivenhedsløst det første stykke var, lige så voldsomt og spændende var det andet. Veðurføst, en venlig og stille hverdagsskildring af færøsk dagligliv indendørs, hvor der tales meget, men handlingen blot er den sædvanlige, at to unge finder hinanden«. (Varðin, 1925).
Det er tydeligt, at anmelderen foretrækker Gunnar Havreki, selv om også han mener, at dette stykke er en temmelig melodramatisk affære.
Begge teaterstykker blev populære og gik for fulde huse fire gange. Forestillingerne gav oven i købet overskud. Det var helt oplagt en sejr at få originale teaterstykker på færøsk sat op så hurtigt efter Føringafelags stiftelse.
Súsanna Helena Paturssons forsøg på at slå igennem som kunstner i færøsk offentlighed lykkedes alligevel ikke. Hendes teaterstykke blev ikke bevaret. Veðurføst blev rolle for rolle skrevet af, fordelt mellem skuespillerne og blev således borte. Hendes kvindetidsskrift fik ikke støtte, men blev latterliggjort både i og uden for hendes egen kreds, dvs. også blandt de nationale og i højskolemiljøet.
Súsanna Helena Paturssons digt »Far væl« (Farvel) beskriver en svigtet kvindes følelser, efter at den elskede har fundet en anden. Men digter-jeg’et har ikke mistet sin selvfølelse. Afskeden er bittersød, hun ønsker ham alt godt, men overlader ham også skylden. Digtet kan tolkes som det endelige farvel til kærligheden og som en skildring af omkostningerne ved den kvindelige selvstændighed.
Dog, gå nu, farvel
Gud velsigne dig alle dine
dage
må Han velsigne hele din vej
vær god mod hende og glem
så mig
jeg sørger mig til døde så træt
af smerte
jeg var dig for god
Til gengæld blev hendes madopskrifter og huslige anvisninger fra tidsskriftet samlet og udgivet.
Súsanna Helena Patursson efterlod også to noveller skrevet på dansk, som formodentlig ikke blev trykt. »Han duede ikke« og »Helga og Oluf Weller« handler begge to om modsætningen mellem kærlighed og ægteskab. De kvindelige hovedpersoner er dybt forelskede i de »forkerte« mænd, der prøver at komme let til penge og magt. Kvinderne selv er rene dydsmønstre – arbejdsomme og med en retfærdighedssans, som kræver hævn. Manden, Helga gifter sig og får børn med i »Helga og Oluf Weller«, fascinerer hende ikke og beskrives ikke nær så indgående som Oluf. Ham elsker hun, men han svigter hende. Novellen har ligheder med forfatterens egen ulykkelige kærlighedshistorie.
Hjemløsheden
Mens Súsanna Helena Paturssons forfatterskab tematisk står på tærsklen til et opbrud, befinder digterjeg’et i Billa Hansens (1864-1951) digte sig i en hjemløshed.
Billa Hansen levede alene som lærer i Brønshøj ved København. Hun rejste ud og vendte aldrig siden tilbage til Færøerne. Hos hende skildres tabet af barndomslandet eksistentielt, ikke som hos andre samtidige nationalt og fædrelandsbesyngende.
Hun har ikke efterladt sig nogen stor produktion, kun i alt otte digte, som blev trykt i de første færøske sangbøger og offentliggjort i det københavnske færingetidsskrift Várskot, 1898-99 (Vårskud). En af hendes sange er blevet stående i Songbók Føroya fólk (Det færøske folks sangbog), 7. udgave 1976. Det er et digt om farerne på havet – et tema, det var acceptabelt for skrivende kvinder at beskæftige sig med.
Nogle af Billa Hansens digte skiller sig bemærkelsesværdigt ud fra den øvrige færøske digtning i perioden, som mest bestod af fædrelandssange, meget ofte forfattet til særlige lejligheder i de færøske foreninger. Det nærmeste, Billa Hansen kommer traditionen, er digtet »Ain skægvarfer« (En skovtur) i Føriskar vysur, 1892, om en sankthans-udflugt til Dyrehaven. Digtet skildrer den milde danske natur som modsætning til den barske færøske, men er fuldstændig fri for hjemlængsel. Digtet kritiserer derimod levevilkårene i det fremmede i beskrivelsen af modsætningen mellem arbejdet, som er hårdt og krævende, og morskaben, som man må tiltvinge sig. Digteren trodser alle hindringer og tager på udflugt. Med stor lyst giver hun sig i kast med punchebollen, men lukker udtrykkeligt af for en seksuel sanselighed, der repræsenteres af en sankthansheks. »Ain skægvarfer« vender sig mod det kvindebillede, som dominerer i den øvrige fædrelandsdigtning ved ikke at fokusere på seksuel tiltrækning mellem kønnene. Denne afseksualisering uddybes i hendes senere digte, der beskriver ensomhed, især den ensomme kvindes psykiske nød i det moderne samfund. Hun benytter undertiden frie vers og skriver prosadigte, hvilket var usædvanligt i samtidens færøske digtning.
Ja, fryhait live hökt hænda då,
o adlar trödlkonur liggje tit
haima!
tit tryvast so idla y kátun lä,
mæn fejin kjá manne á kåddanun dråima;
til Blåksbjörg tit rænne,
og här tit brænne
til tæss ät svart verur tikkara
ænne,
y smildur fer!
y smildur fer!
Ja, frihed leve højt denne dag,
og alle troldkoner, lig I
hjemme!
I trives så dårligt i kåde lag,
men gerne hos manden på puden drømmer;
til Bloksbjerg I rende,
og dér I brænde,
så sort bliver jeres
pande
og går itu!
går itu!
(Billa Hansen: »Ain skægvarfer«, i Føriskar vysur, 1892).
Digtet er skrevet med en udtalenær stavemåde konstrueret af Jakob Jakobsen (1864-1918). Der blev udkæmpet en bitter strid i Føringafelag om de to skriftsprog. Hammershaimbs historiske skriftsprog vandt og er grundstammen i den nutidige stavemåde.
Savn, dødslængsel og fortrængning er vigtige temaer i Billa Hansens digte. De fik lov til at gå i glemmebogen i færøsk litteraturhistorie og litteraturundervisning. De ledende mænd i den nationale forening var uenige om konsekvenserne af den moderne samfunds- og kulturudvikling, og siden blev kun den optimistiske indstilling og holdning husket. I vore dage regnes perioden omkring århundredskiftet stadig som den store vækkelsestid, hvor hele den moderne udvikling – kulturelt og industrielt – kom i gang. Billa Hansen har ikke været acceptabel i denne sammenhæng. Eftertiden har hverken bemærket kvindernes store andel i de materielle fremskridt eller deres bidrag til brydningstidens kultur. Det var ikke kvinderne, der tog de politiske beslutninger, og deres erfaringsverden skabte andre billeder.
Lysten
Andrea Reinert (1894-1941) rejste til København i 1920’erne. I digtet »Fráfaring« (Afrejse) forlader digteren ikke blot landet, hun forlader også et du, der står og vinker på stranden. Digtets havmetaforer symboliserer digter-jeg’ets angst ved afskeden, frygten for, at den slags rejser kan føre hende ud på det alt for dybe vand. Men bølgerne hjælper hende af sted, og når hun kommer derud, hvor »bylgjurnar leika i trá« (bølgerne leger i længsel, attrå), glemmer hun skikkelsen på stranden. Længslen, der driver digteren af sted, rettes mod en social og intellektuel frihed. Mens digter-jeg’et i Súsanna Helena Paturssons og Billa Hansens digte blev ladt alene, tager Andrea Reinerts digter-jeg selv afsked med kærligheden. Andrea Reinerts beskrivelse af afrejsen er præget af lyst.
Hun har også en anden bevidsthed om døden end Súsanna Helena Patursson og Billa Hansen. Hendes ungdomsdigt »Duldur eldur i barmi inni« (Dulgt ild inde i brystet) beskriver et jeg, der næsten fortæres af en ild, og som sanseløst længes efter et du, der til gengæld er koldt som aske. Livet er ild og længsel. Det slutter, når længslen er glemt.
Færøsk litteraturs jordemoder
Maria Rebekka Mikkelsen (1877-1956) var en nøgleperson i færøsk kultur. Hun boede i København og var meget aktiv i færingemiljøet dér. Hun modtog og hjalp de unge mænd, der kom »ned« for at studere, og hun hjalp samtlige færøske forfattere i perioden: skaffede klichéer, hentede og bragte korrekturer og læste dem ofte også. Hun står som den færøske litteraturs jordemoder i den første halvdel af 1900-tallet.
Hendes skrifter viser imidlertid andre sider af hendes evner.
»Fyri fyrst« (Foreløbig) er en novelle – måske et brudstykke af en roman, der aldrig blev skrevet færdig. Hovedpersonen er en dreng, der lever alene sammen med sin mor i et miljø, hvor seksualiteten forties. Samleje og børn uden for ægteskab er ensbetydende med socialt skibbrud. Kvinderne omkring ham advarer ham mod at gøre sig skyldig i den slags. Derfor mister han den pige, han elsker. Hans foreløbige redning bliver mandfolkesamværet om bord på fiskeskibet Refuge. Skibet sammenlignes med en kvinde, og hos hende kryber drengen sammen og falder i søvn. Lysten udsættes, og kvindernes projekt med drengen lykkes.
I »Fyri fyrst« er der et tæt solidarisk forhold blandt kvinderne i drengens familie. Kvinderne er alene med deres børn, og de mænd, der dukker op, skaffer dem problemer: En kvinde i familien bliver to gange gravid med mænd, der svigter hende. Drengens moder er enke ligesom hans tante og deres veninder. Den stærke kvindesolidaritet forhindrer drengen i at udvikle sig til mand, lige til en af hans fars skippervenner opdager, at han beskæftiger sig med noget så kvindagtigt som at passe kontor og lager for en skibsreder. Det bliver arrangeret, at han kan komme med på skipperens skib, og dermed får han begyndt på sin mandlige udvikling.
Novellen er komponeret som en udviklingsroman. Drengen er hjemme, til han bryder op og rejser bort som fisker. Hjemme igen på kort besøg afprøves nogle af de erfaringer, han har gjort, og da han rejser bort igen, har han nået et nyt trin i sin udvikling. Fortællemåden er impressionistisk, og det gør novellen enestående i færøsk litteratur. Skildringen springer frit mellem ydre og indre, tankereferat og beskrivelse, mellem dækket direkte tale, direkte tale og fortælling. Teksten er fuld af pauser, som afbryder fortællingen, og tillader eller kræver læserens aktive medskaben af historien.
»Selvkritik kan være god, men Maria, du har altid været for streng imod dig selv baade med Hensyn til det, du har talt og det du har skrevet, det falder saa godt for dig, Replikskiftet er saa let og naturligt og fyndigt og Indholdet lødigt. – Man har Udbytte at høre og læse dig«, hedder det i et brev, dateret 12. marts 1947, fra Billa Hansen til Maria Mikkelsen. Brevet er skrevet på dansk og refererer muligvis til novellen »Fyri fyrst«.
De ældre mandlige digtere beskrev ikke, hvad de fik ud af at rejse ud. Det gør Maria Mikkelsen. I digtet »Tjaldurunga beyð hin lagna harða« (Den hårde skæbne bød strandskadeungen at rejse) identificerer digteren sig med en strandskadeunge, som den barske skæbne tvinger til at rejse bort – trækfuglen strandskaden er Færøernes nationalfugl. Udenlands lærer ungen nye sprog og skikke, men bevarer og værner samtidig om sit modersmål. Digtet hentyder til Maria Mikkelsens eget liv og er et billede på tilværelsen for de færinger, der tager bort for at uddanne sig.
Súsanna Helena Patursson, Billa Hansen, Andrea Reinert og Maria Mikkelsen var mere optaget af det fremmede end de samtidige mandlige digtere. Mændene beskriver som oftest hjemlandet og især hjemveen. Kvinderne synes ikke knyttet til hjemlandet på samme måde. For Billa Hansens og Andrea Reinerts vedkommende er hjemlandet en del af sindet, som de på hver deres måde forsøger at frigøre sig fra.
Johanna Maria Skylv Hansens folkelivsbilleder
»Der var engang en ung, smuk pige; hun var forlovet med en mand, der læste til præst. Da han var blevet præst, ville han gerne giftes. Nu blev hun ængstelig, fordi hun var bange for at få børn. Det fortalte hun ham dog ikke«.
I »Gomul søga« (Gammel historie) af Johanna Maria Skylv Hansen (1877-1974) henvender den unge kvinde sig til en gammel kone, der beder hende dreje kværnen tre gange rundt den forkerte vej. Lige så mange slag hun hører, lige så mange børn slipper hun for at få. Hun gifter sig og får ingen børn. Mange år senere opdager manden, at konen er forhekset, hun har ingen skygge. Da hun har fortalt det hele, straffer præsten hende ved at låse hende inde i kirken i tre nætter, og mens hun sidder der, kommer de tre ufødte børn til hende. De to kunne have været betydningsfulde mænd, men det tredje barn ville have været en pige, der var krøbling. De to sønner bebrejder moderen hendes gerning, mens pigen trøster hende og siger, at det er godt, at hun ikke blev født. Da præsten får dette at vide, forbander han konen, og hun dør. Men der vokser roser og liljer op af hendes sko.
Fortællingen er karakteristisk for Johanna Maria Skylv Hansens forfatterskab. Hendes fortællinger om kvinder i det gamle bondesamfund beskriver overgangsfaser i kvinders liv – skiftene fra barn til voksen, fra ugift til gift og selve enkestanden.
Livet fra bryllup til mandens død er som regel udeladt. Enkelte historier udspiller sig ligesom »Gomul søga« i ægteskabet, men da er det netop det manglende moderskab, der er konfliktstof, og alle hendes fortællinger henter inspiration i myter og har sagnkarakter.
Rejsen tilbage
Synsvinklen i Johanna Maria Skylv Hansens fortælleunivers er overalt alvidende og udvendig, personernes tanker gengives sparsomt, og fortællingerne er samtidig folkelivsskildringer. De har et belærende præg, der svarer til Johanna Maria Skylv Hansens erklæring om, at hun skrev for at bevare mindet om fortiden. Ifølge forfatteren var formålet ikke at genoplive den gamle tid, men implicit ligger dette ønske lige under overfladen. Johanna Maria Skylv Hansen anså sit forfatterskab for at være samfundsgavnligt, og det blev en kompensation for hendes tilbagetrukne liv. Hendes mand var fyrmester, og familien levede afsondret på næs og holme langt fra bygderne. Denne isolation og ensomhed er en betingelse for hendes binding til fortiden: De gode gamle dage, da alle var med i et større fællesskab, hvor nogle få og stærke autoriteter havde magten, skæbnen enten var god eller dårlig, og alt til syvende og sidst lå i Guds hånd. Johanna Maria Skylv Hansen levede netop i en tid, hvor der skete kolossale forandringer både i samfundsliv og dagligdag. Selv var hun rykket langt bort fra bondesamfundet, hun ejede ingen jord, var statstjenestemandsfrue med otte børn, men levede i den samme natur som før.
De første kvindelige forfattere på Færøerne skrev, mens de var unge. Johanna Maria Skylv Hansen begyndte ikke at skrive, før alle otte børn var voksne og flyttet hjemmefra. Først da fik hun tid til dette arbejde. Hendes forfatterskab er samlet og udgivet i fire bind Gamlar gøtur (Gamle stier), 1950-73, der indeholder folkelivsskildringer, digte, oversættelser og historier.
»… velsignede du, lad mig få et langt brev fra dig. Jeg beder ikke, for jeg ved, at du har nok at skrive og arbejde med, men mand og seks børn, snart syv (sagt mellem os), har du ikke. Jeg er så vred, men som pigen sagde, det er kommet, så må det være sådan … det er et godt slid, jeg kan dog sige som David, at ‘Snarerne faldt for mig på de liflige steder’«, skrev Johanna Maria Skylv Hansen til Maria R. Mikkelsen i 1912.
I 1967 fik Johanna Maria Skylv Hansen den færøske litteraturpris, M. A. Jacobsens bókmentavirðisløn, for sit forfatterskab. Samme år fik hun sit første skrivebord på sin 90-års fødselsdag.
Folkelivsskildringerne handler om liv og arbejde i gamle dage. Først skrev hun om mænds liv og arbejde på havet og i fjeldene, derefter kom stykker om kvindearbejde. Modsat Súsanna Helena Paturssons vægtning af husgerning i kvindebladet Oyggjarnar understreger Johanna Maria Skylv Hansens beskrivelser, at det daglige husholdningsarbejde var »húspjak« og »pjak«, dvs. småpuslerier, som man tidligere ofte overlod til de store piger. Madmoderen tog sig i stedet af de virkelige arbejdsopgaver, f.eks. farvning, tøjfremstilling, arbejdet med korn og lignende.
Mens Súsanna Helena Patursson, Billa Hansen, Andrea Reinert og Maria Mikkelsen rejste ud i verden for at lære, få idéer og ikke mindst lærepenge, vendte Johanna Maria Skylv Hansen i sit forfatterskab tilbage til det gamle bondesamfund.