Den danske forfatter Karen Blixens forfatterskab blev til sent og på baggrund af tunge tab i hendes liv; kaffefarmen i Kenya og hendes store kærlighed, Denys Finch-Hatton, der omkom ved et flystyrt. Tabene er ikke blot knyttet til den personlige biografi. I hendes bearbejdning vokser de, og bliver til udtryk for en moderne erfaring af værditab, splittelse og tomhed.Er tabene voldsomme og konkrete i hendes liv, har livsudfoldelsen også været usædvanlig og rig. Denne kombination udgør et spændingsfelt og resulterer i, at hun går bag om den realistiske tradition tilbage til en fortælletradition, som stammer fra Tusind og én Nats Fortællinger, fra Boccaccio og fra Cervantes’ Don Quijote, 1605-1615. Hertil kombinerer hun 1700-tallets filosofiske romaner, der bevidst leger med illusionen og fortællingen, som i Diderots Jacques le Fataliste, 1773 (Fatalisten Jacques og hans Herre, 1944). Og ikke mindst H. C. Andersens eventyr med deres beskrivelser af menneskelig psykologi og forvandling.Ved siden af den gennemgående atmosfære af tab og fordrejede menneskelige forbindelser figurerer spørgsmålet om, hvor og hvordan mennesker kan finde håb.
At rejse
Efter at have frigjort sig fra Herman Bang-inspirationen og ægtemandens formynderskab fandt forfatterinden Karin Michaëlis den kombination af brev- og dagbogsroman, hun skulle udvikle til mesterskab. Den efterfølgende berømmelse gjorde hende til efterspurgt foredragsholder. Med 1. Verdenskrigs udbrud fik hun en sag, der kun kunne forløses journalistisk. Som reporter lagde hun ikke skjul på sin foragt for krigen og pegede på de enorme menneskelige omkostninger.Det var en forfatter, der nøje valgte sit billedsprog, og for en gangs skyld lod den patos, der ellers måtte styres i fiktionen, få frit løb. Hun manede myten om den gode mor i jorden. Og skildringerne af virkelighedens kvindeforkrøblinger og visionerne om børnene som løftestang for en ny verden blev bundet i den indignerede patos, der i forfatterskabets start var dets svaghed, men senere blev dets styrke.
Sigrid Undsets forfatterskab strækker sig over 40 år og tæller over 30 titler, hovedsagelig noveller, romaner, biografier og essays. Kronen på forfatterskabet er de store middelalderromaner om Kristin Lavransdatter og Olav Audunssøn, som indbragte hende Nobelprisen i 1928. I mellemkrigstiden var hun en dominerende skikkelse i det norske litteraturmiljø. I avisartikler og essays gjorde hun opmærksom på faren fra den voksende fascisme, og da Tyskland besatte Norge i 1940, måtte hun flygte til USA.I sin digtning udforsker hun især den moderne kvindes muligheder for at skabe mening og fylde i tilværelsen. Forfatterskabet bæres af troen på en menneskelig evne til at forny grundlæggende livsvilkår. Samtidig præges det af behovet for at se den enkeltes liv i en større sammenhæng. En sammenhæng hun selv fandt, da hun konverterede til katolicismen i 1924.Hendes tekster er aldrig endimensionale. Hun kunne være revsende i sin skrivekunst, men kun dér, hvor hun så sin humanistiske grundværdi trådt under fode.
Súsanna Helena Patursson var én af en række kvindelige, færøske forfattere i den nationale bevægelse. Hun skrev det første færøske teaterstykke Veðurføst, som blev opført i 1889. Desuden opfordrede hun kvinder til at deltage i den offentlige diskussion, til at uddanne sig og belærte dem om, hvordan hus og hjem burde indrettes.Som udgiver og redaktør af det første færøske kvindeblad Oyggjarnar (Øerne) 1905-08 gjorde hun husholdning, boligindretning og madopskrifter til en national og politisk sag. Paturssons kvindelige efterfølgere tæller navne som Billa Hansen, Andrea Reinert og Maria Mikkelsen. Mens alle disse rejste ud i verden for at lære og søge inspiration, vendte Johanna Maria Skylv Hansen i sit forfatterskab tilbage til det gamle bondesamfund.
Blandt de få islandske kvindelige forfattere, som træder frem omkring århundredskiftet, rejser fra landet til Reykjavík. Men i deres litterære værker er det ikke samtidens Island, der danner ramme omkring deres skildringer af modernitetens islandske kvindekonflikter.De vælger fortiden som tidsramme, rejsen tilbage til det patriarkalske bondesamfund, som samtidens identitetskonflikter og opbrudsforsøg udspringer af. Fra dette perspektiv tematiserer de konflikterne mellem pligt og frihed, tradition og nybrud – ambivalensen over for kvindernes nye frihed.
Da den danske forfatter Magdalene Thoresen lod Bjørnson udgive sin første bog, Digte af en Dame i Bergen i 1860, havde »kvindespørgsmålet« længe været debatteret i det politiske liv og tematiseret i litteraturen. Hendes forfatterskab, som viste sig at blive et af periodens største og væsentligste, gav det imidlertid en særlig udformning, der på en egen måde forenede romantikkens mest patriarkalske idéer med sider af de kommende tiårs kulturelle nybrud.Forfatterskabets tyngdepunkt ligger i natur- og folkelivsskildringer fra det Norge, der blev hendes andet fædreland. Hendes største publikumssucces blev to bind rejsebøger fra landets nordligste egne, Billeder fra Midnatsolens Land fra 1884-86. Trods succesen repræsenterede de ikke forfatterskabets hovedgenre.Størstedelen af hendes litterære produktion faldt inden for genrene »bondefortællingen« og det realistiske samtidsdrama, ligesom hun også skrev til teateret.
Forfatteren Elisabeth Hansen ville det hele – belære menneskeheden, skrive opbyggelige og underholdende romaner, skildre fremmede lande, debattere økonomi, samfundsforhold og kunstens rolle. Det gjorde hun aldeles frygtløst, men med størst talent i sin rolle som journalist; hun havde udprægede evner for den levende detailbeskrivelse, ligesom hun havde en tør og intelligent humor, når hun var bedst.Anerkendelsen udeblev dog dér, hvor forfatteren allerhelst havde set den, nemlig af hendes romaner. Hun insisterede på, at kvinder også havde behov for at lære og udvikle sig intellektuelt. Dette budskab kunne hun imidlertid ikke sende direkte ud i romanform – hun reserverede det derfor til det billede af sig selv, som hun tilbød offentligheden. Den stædige styrke og egentlig mandlige adfærd, hun valgte, var enestående.
Sara Elisabeth Wacklins forfatterskab fra starten af 1800-tallet er et eksempel på, hvor svært det var for et af de halvoffentlige saloners fortællertalenter at blive forfatter. Lige før hendes død forelå livsværket i tre bind, Hundrade minnen från Österbotten. Som en samling prøver på tidens prosastilarter udgør den et interessant led i den finske og den svenske romans historie.Selv om man betragter værket som tilhørende en litterær tradition af hjemstavnsrealister, kan dets stil også tolkes som udtryk for eksperimenteren. Måske et resultat af Sara Wacklins forsøg på at finde litterære udtryk, der beskriver den österbottniske kvindes livsbetingelser.Udgivelsen af Hundrade minnen från Österbotten blev besværlig. Forlæggeren krævede en subskriptionsliste, der skulle garantere afsætningen. Og forfatteren måtte forpligte sig til at købe de usolgte eksemplarer tilbage. Det blev ikke aktuelt. Værket blev en anselig succes.
Christiane Korens rejsedagbog fra sin tid i København er en fin og personlig historie om det nye århundredes begyndelse i Danmark. I en livlig og talende prosa delagtiggør Koren sin kreds i sine oplevelser.1700-tallet var uigenkaldeligt forbi, og Korens skildring af livet i Madam Møllers pension og på Bakkehuset fortæller om kvindens nye rolle som muse og digtermoder i en fortrolig kreds af unge mænd og kommende genier.
Dronning Christina var Sveriges regerende dronning mellem 1644 og 1654. Hun abdicerede, hvorefter hun konverterede til katolicismen, et skridt, som videnskaben har ofret megen interesse. Helt fra sin ungdom var hun kulturelt og videnskabeligt interesseret, omgikkes og brevvekslede med sin tids fremtrædende videnskabsmænd.Hendes litterære produktion består af to samlinger maksimer, en selvbiografi, to essays om henholdsvis Alexander den Store og Julius Cæsar – og endelig hendes breve. Dronningen offentliggjorde ikke selv sine værker. Det skete senere; først af Johan Arckenholtz, 1751-1760, i Mémoires concernant Christine, reine de Suède, pour servir d’éclaircissement à l’histoire de son regne et principalement de sa vie privée. (Memoirer vedrørende Christina, dronning af Sverige, til belysning af hendes regeringstid og især hendes private liv).Hun skrev på fransk, det sprog, som tidens dannede mennesker brugte.