I Finland førtes debatten om kvindens stilling i familie og samfund gennem hele århundredet, og i 1880’erne opstod en tosproget tidsskriftlitteratur, hvor man som i det øvrige Norden drøftede kvindens rettigheder, juridiske stilling inden og uden for ægteskabet og retten til en højere uddannelse. Man tog del i den nordiske debat om kvindespørgsmålet, og gennembrudstidens kvindelige forfatterskaber var præget af, at de med Minna Canth som markant undtagelse stort set var svensksprogede.
I 1880’ernes Finland gik kontakten til europæiske kultur-strømninger gennem Sverige, Norge og Danmark og ikke mindst via det skandinaviske teater. Strindbergs syn på kvinders seksualitet vakte stormfulde følelser blandt kvindesagens repræsentanter, og Ibsens emancipationstanker førte til en mindst lige så voldsom debat. Minna Canth oversatte første bind af Brandes’ Hovedstrømninger, 1887.
I Finland var det at være svensksproget dog ikke nogen hindring for en aktiv deltagelse i kampagnen for det finske sprogs stilling. For at forstå disse komplicerede forhold må man huske, at Finland var kommet under russisk herredømme i 1809, efter at Sverige havde tabt krigen mod Rusland. Under det svenske herredømme havde landets officielle sprog været svensk, og for at få embede i Finland måtte man beherske dette sprog. Det førte til, at den dannede klasses sprog var svensk, til trods for at mange af disse slægter oprindelig var finske. Naturligvis var der også i løbet af seks århundreders svensk styre i Finland kommet rent svenske slægter ind, men en del af disse var blevet »forfinsket« så meget, at de helt og holdent opfattede sig som finner. Den nationale bevægelse, der udviklede sig i løbet af 1800-tallet, anså forskellen mellem finner og svenskere i Finland for at være social. De finsksprogede udgjorde ifølge nationalisterne et fattigt og uuddanne t samfundslag, den såkaldte almue, mens de svensksprogede dannede en overklasse, i hvis hænder den egentlige magt lå, hvilket dog var en sandhed med modifikation, når man tænker på den svensksprogede almue på vest- og sydkysten.
Det blev en kongstanke for den nationale bevægelse, at de dannede svensksprogede skulle antage finsk som deres sprog, eftersom det var landets nationalsprog.
Inden for den nationale bevægelse i Finland samlede de mest radikale sig i 1880’erne i den såkaldt ungfinske gruppe, der i sin mest yderliggående form plæderede for en total afskaffelse af det svenske sprog i Finland. Da denne gruppering efterhånden dannede sit eget parti, dæmpede den sine mest radikale elementer i sprogspørgsmålet og ivrede for vidtgående sociale reformer. De såkaldte gammelfinner dannede deres eget parti hen mod århundredskiftet, da den panslaviske politik truede Finlands selv-bestemmelsesret og det finske folks fremtid med russificering. På det tidspunkt var forskellen mellem det gammelfinske parti og det ungfinske parti politisk. Gammelfinnerne var tilbøjelige til at give efter på visse punkter med hensyn til forholdet til zaren, mens ungfinnerne stræbte efter et definitivt brud med russerne.
Helt fra begyndelsen engagerede kvinderne sig i de nationale og sproglige spørgsmål, men især blandt de finsksprogede var der både hos kvinder og mænd en tendens til at se sprogspørgsmålet som en »større« sag end de øvrige samfundsproblemer. Kvindesag blev anset for at være et borgerligt anliggende, hvilket dermed formindskede dens betydning som »hele folkets« bevægelse. Der var med andre ord en række nuancer i diskussionen af det nationale spørgsmål og af samfundsreformerne. Men det er entydigt, at kvinderne tidligt opnåede en forbedring af deres egen stilling i kraft af deres engagement i den nationale bevægelse. Den blev en mulighed for at formulere og diskutere kvindens liv i samfund og familie, sætte ord på kvindeerfaringer og give et kvindeligt perspektiv en fremskudt position i debatten.
I 1800-tallet mærker man i kvindernes skrifter en konflikt mellem nationale bestræbelser og kvindernes egne radikale mål. Med loven af 1863 blev ugifte kvinder myndige, når de fyldte 25 år, mens gifte kvinder stadigvæk var under-lagt deres ægtemænds formynderskab. Først som enke kunne en kvinde svare for sig selv. Folkeskoleloven af 1866 garanterede drenge og piger samme uddannelse, men reformen gjaldt ikke højere uddannelse. Blandt kvindesags-kvinder var der en voldsom uenighed om kvindens rette plads, og flertallet mente, at kvindens rolle også i den nationale front var moderskabet.
Adelaide Ehrnrooth
Adelaide Ehrnrooth (1826-1905) begyndte sin skønlitterære bane, da hun var 37 år. Under pseudonymet »A-i-a« og åbenlyst opmuntret af Zacharias Topelius debuterede hun i 1863 med en beskeden digtsamling, der hed Sagor och minnen (Eventyr og erindringer). I Finlands Allmänna Tidning fik hun samme år offentliggjort en føljeton, som hed Familjen Wärnsköld. Den blev optakt til mange lignende i årenes løb, som senere blev udgivet i romanform. Føljetonerne, der i tidens ånd var romantiske og underholdende, indeholdt en tydelig kvindesagstendens. I 1860’erne fokuserede hun på kvindernes ret til højere uddannelse, og i 1872 udgav hun føljetonen Många döttrar, der tematiserer, hvordan ægteskab og erhvervsarbejde kan kombineres.
Ud over at være kendt for sin litterære virksomhed, der også omfatter rejseskildringer, betragtes Ehrnrooth som en af de vigtigste kvindesagspionerer i Finland. Hun var med til at grundlægge Finsk Kvindeforening (Suomen Naisyhdistys), som var landets første stemmeretsforening, i 1884, men havde allerede forinden arbejdet aktivt i Fruntimmersföreningen i Helsingfors, en tidlig forgænger for de egentlige kvindeorganisationer. Efter den ideologiske og sprogpolitiske splittelse inden for Finsk Kvindeforening blev den tosprogede Unionen Kvinnosaksförening grundlagt i 1892, og her virkede Adelaide Ehrnrooth til sin død i 1905.
Søstrene Gripenberg
Friherre Sebastian Gripenbergs tre døtre udmærkede sig hver for sig inden for deres område både som forfattere og forkæmpere for samfundsreformer. Elisabeth Stenius (1847-1924) deltog i den finsknationale bevægelse og arbejdede som oversætter, den ældste søster, Maria Furuhjelm (1846-1916), var skribent, og den yngste søster, Alexandra Gripenberg (1857-1913) begyndte sin bane som skønlitterær forfatter. Hun var en af Finlands tidligste internationalt kendte kvindesagskvinder og blev i 1906 medlem af den første rigsdag, som var nedsat efter almindeligt valg. Hun repræsenterede det gammelfinske parti.
Alexandra Gripenberg begyndte sin litterære karriere under pseudonymet »Ringa« med novellesamlingen Berättelser, 1877, men etablerede sig som »Aarne« med samfundspolitiske pamfletter og novellesamlingen Strån (Strå), 1884. Romanen I tätnande led (I stadig tættere rækker) udkom i 1886. Men af langt større betydning end Alexandra Gripenbergs skønlitterære arbejder er hendes hovedværk fra 1893: Reformarbetet till förbättrande af kvinnans ställning, I-III, (Reformarbejdet til forbedring af kvindens stilling I-III), et tidligt kvindesagshistorisk værk.
Af de tre søstre Gripenberg var Elisabeth Stenius måske den mest finsksindede. Hun oversatte Ibsen til finsk, mens hun var virksom i Kuopio i kredsen omkring Minna Canth og skrev også et fennomansk (finsksindet) skuespil på finsk, der hed Tätä nykyä (Nu om stunder), som blev opført i 1883 på det finske teater i Helsingfors.
Maria Furuhjelm var børnebogsforfatter i tidens ånd – hendes fortællinger var på én gang docerende og præget af en stærkt emancipatorisk tendens. De udkom først i Pennibibliotek för barn 1-12, 1864-1865. Hendes mest omfangsrige roman Skilda vägar (Forskellige veje) udkom i 1879 og var først og fremmest henvendt til unge, kvindelige læsere.
Stella, alias Marie Linder (1840-1870), lærte først svensk som 19-årig, men skrev ikke desto mindre på dette sprog. Hendes roman En quinna af vår tid, 1867, indvarsler den egentlige gennembrudslitteratur i Finland. I fortalen beskriver hun sin hensigt med romanen; den skal være den første i en række studier om kvindens stilling i samfundet.
Den radikale Hanna Ongelin
Et af de vigtigste emner i den tidlige kvindesagsdebat var spørgsmålet om sædelighed. Hanna Ongelins forfatterliv (1848-1893) var for vogtere af sædeligheden et eksempel på, hvordan det går, hvis man træder ud af sin stands og sit køns afgrænsede mønster. Den faderløse præstedatter, fri forfatter og boheme, blev opfattet som en skændsel for moralen.
Hanna Ongelin skrev populærhistoriske romaner, der blev udgivet i Sverige. Men hendes privatliv var et eneste kaos, både socialt og økonomisk, og med sin spiritusduftende, kortklippede og cigarrygende facon repræsenterede hun alt det, man forbandt med skrækbilledet af en kvindesagskvinde. Måske er det netop derfor, hun blev totalt glemt af kvindebevægelsen, og ikke engang Alexandra Gripenberg nævner hende i sit hovedværk fra 1905. Hanna Ongelin var ikke salonfæhig.
Blandt Hanna Ongelins historiske værker bør man nævne den over 1700 sider store roman Odets dom (Skæbnens dom), 1882-1883, som rammende er blevet kaldt en feministisk »Fältskärns Berättelser« (Feltlægens historier) efter Topelius’ kendte værk. I det hele taget er heltene i hendes romaner kvinder, der kæmper for deres frihed. Hun sætter sig op mod det seksual-fjendtlige og afholdsivrende debatklima, der fordømmer forsvarsløse, mindrebemidlede kvinder. Hun samlede også sine idéer i kvindesagsskrifter og i pamfletten »Tankar i några samhällsfrågor« (Tanker om nogle samfundsspørgsmål), 1881.
»Daniel Sten«
Den mest radikale af 1880’ernes finske kvindelige forfattere var Ina Lange (1846-1930), der under pseudonymet »Daniel Sten« formåede at skabe sig en succeskarriere. Hun trådte ind på det litterære parnas som en fuldt færdig kunstner efter en karriere som pianist og pædagog. Hendes litterære virksomhed, som hovedsagelig fandt sted i 1880’erne, var sikkert inspireret af tidens rigssvenske eksempler og af studietiden i Moskva og Berlin.
Den kendsgerning, at hun skabte sine litterære værker udenlands, først i Stockholm og senere i København, gav hende et enestående perspektiv udefra og mulighed for et mere kritisk syn på fædrelandet. Novellen »Frost« i novellesamlingen Bland ödebygder och skär. Berättelser från Finland (Fra vildmark og skær), 1880-1884, er en kvindelig version af Runebergs sagnomspundne Bonden Paavo. I »Daniel Stens« version bliver Bonden Paavo den legemliggjorte mandschauvinist, der forlader sin familie for at komme tilbage med halen mellem benene, efter at han har drukket alle pengene til Amerikarejsen op. I mellemtiden er hans kone Annika død, men hverken familietragedien eller hans egen sociale deroute formår at ændre hans syn på verden og kvindekønnets underlegenhed.
Det kontroversielle – og progressive – præger også romanen Sämre folk (Ringere folk) fra 1885. Her skriver Ina Lange sig ind i den nordiske prostitutionsdebat – både gennem handling og holdning. Romanen er umiskendeligt et indlæg imod de yderliggående renhedskrav.
Ina Lange udgav sit sidste værk som »Daniel Sten« i 1890, men derefter udkom der flere musikstudier, de sidste så sent som i 1930, forfatterens dødsår.
Folkelivsskildringer og naturalistisk drama
Flere af 1880’ernes forfattere havde en mangesidig kulturel baggrund. Både Helena Westermarck (1857-1938) og Hanna Rönnberg (1862-1946), der begge også havde en karriere som billedkunstnere, var af finlandssvensk oprindelse og uddannet i Mellemeuropa. De skrev først og fremmest folkelivsskildringer fra Åland; kendt er især Helena Westermarcks romantrilogi Teckningar og minnesskrift från adertonhundratalet, 1900-01, en historisk familieroman om forandringer i kvindelivet fra en tilværelse som underordnet herregårdsfrue til aktiv modstandskamp under russificeringen i 1899.
Westermarck og Rönnberg var – i lighed med hovedparten af gennembrudstidens forfattere – svensksprogede. Blandt de finsksprogede forfattere hævder sig først og fremmest Minna Canth, som står som en af de væsentligste realister i Finland i århundredets slutning.
Hun udviklede sit forfatterskab i løbet af to årtier efter mandens død, dvs. mellem 1879 og 1897. Der er ingen tvivl om hendes betydning, spørgsmålet er alene, om hun var den største finske 1800-tals-realist i almindelighed, eller »kun« den fornemste kvindelige forfatter. Denne endeløse diskussion føres endnu i dag.
Hendes betydning ligger ikke mindst i hendes banebrydende arbejde som forkæmper for en politisk engageret naturalisme. Mange af hendes temaer var også blevet taget op af de svensksprogede kvindelige prosaister, men især i dramaet skabte Minna Canth typer og karakterer, som ingen før hende havde gjort det i den nationale litteratur, og hun fremstår i dag som den, der gav det finske drama form.
Theodolinda Hahnsson (Yrjö-Koskinen, 1838-1919) var den første finsksprogede kvindelige forfatter. Hendes produktion er i høj grad præget af fennomane idé-er. Hun opfattede folket som en talentreserve, hvis grundlag var den enkelte familie, der selv igen var afhængig af kvindens indsats. I Theodolinda Hahnssons værker kommer den enkelte frem takket være sin egen begavelse, om end hjulpet af den (svenskdominerede) dannede klasse. Gennem årtierne gentog hun disse grundtanker i sine romaner, som nok i dag virker tendentiøse i deres nationale patos.