Udskriv artikel

Modstandens utopi

Skrevet af: Ebba Witt-Brattström |

»Det var i krigsvinteren 1939. Arbejdet stod stille; det føltes fuldstændig overflødigt at forsøge at lave billeder. Måske var det forståeligt, at jeg pludselig fik lyst til at skrive noget ned, som skulle begynde med ‘Der var engang’«, skriver Tove Jansson (1914-2001) i indledningen til den nye udgave 1991 af sin debutbog, Småtrollen och den stora översvämningen, 1945 (Mumitroldene, 1954).

Jansson, Tove (1914-2001) (sv.): Hitlers evakuering av Lappland. GARM 10.10.1944. Tegning s/h. Foto: Geert Nicolai Vestergaard-Hansen

Den blev skrevet færdig sidst på vinteren 1944, da krigen rasede hårdest i Finland. Russiske bomber faldt over Helsingfors, og den anerkendte unge billedkunstner Tove Jansson betroede sin dagbog, at hun længtes bort, så hun »kunne gå itu«. Ud af denne dystre verden af »ruiner, is og projektører« vokser den pacifistiske utopi frem om familien som samfundsform. Men dens fredelige overflade bedrager.

»I en børnebog må der være en vej, hvor forfatteren standser, og barnet går videre. En trussel eller en herlighed, som ikke forklares. Et ansigt, som aldrig viser sig helt«, skriver Tove Jansson i 1961 i artiklen »Den lömska barnboksförfattaren«. I billedbogen Hur gick det sen? Boken om Mymlan, Mumintrollet och Lilla My, 1952 (Hvad sker der så? Bogen om Mumi, Mymle, og Lille My, 1957), forvilder mumitrolden sig bort på vejen hjem til mor.

Hur gick det sen? refererer indirekte til Elsa Beskows billedbog Tomtebobarnen, 1910 (De små skovnisser), om den lukkede familie med en underdanig hustru, søde døtre, raske drenge og en enevældig nissepatriark. Når Tove Janssons mor læste Tomtebobarnen som godnathistorie, skreg lille Tove højt af skræk, hver gang billedet af den fæle bjergtrold, der kigger frem bag de store bumlesten og skræmmer livet af nissebørnene, dukkede op. Hendes mor klistrede den ondskabsfulde trold til, men datteren rev lappen bort, for hun ville lade sig forskrække igen og igen. I Hur gick det sen? har mumimoderen indtaget den plads, som Elsa Beskows hæsligt grinende trold havde. Moderen er den trygge baggrund, mod hvilken hele eventyret udspiller sig, som hun sidder der i slutscenen i den blomstrende, solbelyste mumidal og renser ribs i faderens hat.

Beskow, Elsa (1874-1953) (sv.): Trolden. Udsnit af illustration i Tomtebobarnen, ca. 1910. Foto: Geert Nicolai Vestergaard-Hansen

Denne forskydningsteknik er typisk for Tove Jansson. En tryg idyl dækker over en uhyggelig baggrund, som dog altid toner frem igen. Billedbøgerne Hur gick det sen? og Vem ska trösta Knyttet?, 1958 (Hvem skal trøste Knytten?, 1960), kan læses som bekræftelser på den moderlige utopi, som voksede ud af Tove Janssons traumatiske oplevelse af krigens meningsløshed og skabte mumitroldenes verden. Det er en verden, hvor moderligheden styrer, og familiebåndene strækkes ud til at omfatte alle. Som mumimoderen så naivt siger i Farlig midsommar, 1954 (da. 1970): »Hvordan kan de være så vrede på hinanden, når de er i familie?«

I Tove Janssons senere billedbog Vem ska trösta Knyttet?, 1958, indtager den grinende mårre den Beskowske trolds – og mumimoderens – plads. Af moderen er der nu kun enkelte farveindslag tilbage fra slutscenen i Hur gick det sen?. Vem ska trösta Knyttet? handler om, hvordan den forskræmte lille knytte redder den endnu mere forskræmte skrutte og gennem sin gode handling forandrer verden omkring dem. De sidste ord parafraserer Edith Södergrans digt »Ingenting«. Hvor Edith Södergran digter: »Vær ikke ræd, mit barn, der er ingenting, og alt er, som du ser«, svarer Tove Jansson: »nu gynger glæ-deslygter over havet, hvor man ser,/ nu trøster vi hinanden og er ikke bange mer«.

Men forfatterskabet standser ikke ved drømmen om den lykkelige familie. I de sidste Mumibøger og i voksenforfatterskabet dekonstrueres dette mytebillede.

Fredens dal i krigens skygge

Mumien skabtes ud af Tove Janssons politiske signatur, en spids og arrig lille figur, kaldet »Snork«, som hun anvender første gang i april 1943. Med den signerer hun sine skarpe parodier på Hitler, Stalin og verdenskrigen i det højreliberale, finlandssvenske vittighedsblad GARM. Men allerede i 1941 illustrerede Tove Jansson en artikel om det ubevidste i bladet Julen med en mumiprototype, en mellemting mellem en »hattifnat«, en »mårre« og en afmagret mumitrold. I Kometjakten, 1946 (Mumitrolden opdager kometen, 1954), 1967 omarbejdet til Kometen kommer, får mumifiguren sin runde »gravide« form, idet teksten lades med en underliggende, infantilt fantaseret seksualitet. Oprindelsen til mumiskikkelsen kan altså knyttes både til krigsprotesten og det, som Freud kalder »en anden scene«, hvor det fortrængtes logik hersker. Om denne anden scene handler underteksten i Tove Janssons forfatterskab.

Utopien om det fredelige samfund, hvor de gode, moderlige værdinormer hersker, bygger på den maskuline civilisations fallit. Som en moltone går gennem Mumibøgerne konsekvenserne af verdenskrigens overgreb mod civilbefolkningen, de kappede familiebånd. Krigens ødelæggelser omskrives til livstruende naturkatastrofer: oversvømmelser, kometer, vulkanudbrud.

Jansson, Tove (1914-2001) (sv.): Detalje fra satiretegning i GARM 10.10.1944. Foto: Geert Nicolai Vestergaard-Hansen

Da den arrige og langnæsede krigssignatur Snorken bliver prototypen for mumigalleriet i Småtrollen och den stora översvämningen, er det på linje med bogens tidsallegoriske tendens. Mumimoderen minder om en krigsenke, som på lykke og fromme flygter med sin lille søn ved hånden for at finde et fredet sted. Faderen har begivet sig af sted med hattifnatterne, en slags hjemløse desertører, som ikke har »nogen følelser overhovedet«. I storskoven tager mumitrolden og hans mor sig af et forladt barn, »det meget lille dyr«, som i næste bog får navnet Sniff. Sammen oplever flygtningene en krigens sulthallucination, en kunstig verden med bække af mælk og limonade og buske med karameller og chokolade. De bliver derefter skyllet i land ved en flygtningemodtagelse, hvor »folk fra alle verdens hjørner« er strandet. En af disse displaced persons er mumifaderen, som de genfinder, men først efter at have demonstreret de gode gerningers magt og reddet en krigsmor, en kat og hendes fem unger. Til trods for at kattefaderen mangler, udbryder Mumi tidstypisk: »En hel familie! Mor, vi må redde dem!« Straks begynder solen at skinne igen, oversvømmelsen tørrer ud, og alle flytter ind i mumihuset.

Til denne fredens dal kommer i de følgende bøger en talløs skare af flygtninge og forældreløse børn: Sniff, Bisamrotten, Hemulen, Snorkfrøkenen, Snorken, Snusmumrikken, lille My, Mymle, Tofsle og Vifsle med sin rygsæk og sin »utrikiske« jargon, Too-Ticki, Filifjonken, Onkelskrutten og flere ensomme småkryb.

Det apokalyptiske træk stammer fra moderens – præstedatterens – bibelske fortællinger. De begyndte altid med ordene: »Der var engang en lille pige, der var så forfærdelig køn, og hendes mor holdt så forfærdelig meget af hende«. Men derefter handlede de om mennesker, der »har hjemlængsel efter deres eget land, eller som farer vild og finder hjem igen« eller »om store storme, som endelig stilner af«. »Mor befolkede min barndom, gjorde den til et eneste overflødighedshorn af fortællinger«, siger Tove Jansson i et interview i 1952.

I den næste bog, Kometjakten, handler det om en udslettelsestrussel af Hiroshima-karakter. Og ligesom i den første bog er det gennem omsorgen for andre, katastrofen afværges.

Mumifigurgalleriet vender tilbage også i tegneserieform: Den første blev lavet i det folkedemokratiske Ny tid, 1947-48, og hed Mumitrollet och jordens undergang. I 1954 fik hun den opgave at tegne mumiserier for Evening News, hvilket tog al hendes tid i nogle år, indtil broderen Lars Jansson kunne tage over. I en mellemperiode samarbejdede de på den måde, at han stod for idéerne, og Tove tegnede, hvilket faldt hende svært, eftersom han indførte, hvad hun kaldte »maskuline« genstande som »maskiner, våben og science fictionapparater«. Hun fik også af Evening News ordre til ikke at kritisere regeringen eller beskrive sex! (»Hvad angår sex, ville jeg i hvert fald have haft svært ved at få det ind med tanke på mumitroldenes anatomi«). Familjen i dalen, 1988, af Boel Westin er en grundlæggende tematisk studie af Mumibøgerne.

Den truende kønsforskel

I Trollkarlens hatt, 1948 (Troldkarlens hat, 1968), uddybes modertemaet psykologisk, da dens mørke side personificeres af Mårren, samtidig med at et andet vigtigt tema introduceres. Det er forskellens tema. Her møder vi den første nejende hemul af mandskøn, iført sin mosters kniplingskjole. Teknikken går ud på at fastfryse det magiske øjeblik, da det neutrale overgår til forskellen kvindeligt/mandligt, hun eller han, og hvor det skæbnesvangre valg skal gøres mellem at neje eller bukke, mellem nederdel eller bukser. Trollkarlens hatt sætter os på et vigtigt spor i forfatterskabet, en underliggende vægren ved at acceptere de voksnes kønsstereotypi og et forsøg på at erstatte denne med en infantil, fantaseret seksualitet, som giver genlyd i de kommende bøgers opfattelse af mandlig respektive kvindelig drift. Men frem for alt handler det om barnets ønske om at blive stående på den tærskel i menneskets liv, hvor seksualiteten tager sin begyndelse i barnets fantasier om, hvordan det blev til, og i spekulationerne omkring det, der adskiller faderen og moderen. Mumitroldenes ensartede anatomi bekræfter trygt, at der ikke er nogen forskel. Forskellen forlægges uden for kroppen, placeres i troldkarlens fortryllede hat, som forvandler alt til dets modsætning. Allerede i indledningen forvandles mumitrolden til et spøgelsesdyr efter at have gemt sig i hatten, som er det mandlige emblem i Mumibøgerne. Således bliver den runde Mumi tynd, hans korte hale bliver lang, hans små øjne og ører grotesk forstørrede og så videre. Kun moderen kan genkende ham.

Dette billede af det forvanskede barn, som kun gennem moderens kærlige blik bekræftes som normalt (og som da straks forvandles til hendes runde afbillede igen), er en urscene. Den farlige forskel, der truede, skydes til side af et benådet, moderligt blik. Men at prisen er høj for denne evige, tilsyneladende så harmoniske symbiose, viser Tove Janssons voksenforfatterskab.

Jansson, Per Olov (f. 1920) (sv.): Tove Jansson i sin fars atelier, u.å. Fotografi s/h. Ukendt opholdssted

Tove Jansson er også en skarpsynet, men overset kritiker af maskulin formalisme, fagidioti og mandlig selvovervurdering, det sidste repræsenteret af mumifaderen i Muminpappans bravader skrivna av honom själv (Mumifaderens bravader skrevet af ham selv), 1950, samt Pappan och havet, 1965 (Mumifar og havet, 1973), men også af Tove Janssons egen far, billedhuggeren Victor Jansson i den selvbiografiske Bildhuggarens dotter (Billedhuggerens datter), 1968. Da Muminpappans bravader blev skrevet om efter Victor Janssons død og udgivet som Muminpappans memoarer, 1967 (Mumifars erindringsbog, 1971), var den blevet endnu mere satirisk over for mandschauvinismen.

»Det var morsomt, at det blev en pige«, skrev moderen, den kendte illustrator Signe Hammarsten-Jansson, da det ældste barn, Tove, blev født i 1914. Moderen var datter af en rigssvensk hofpræst og havde måttet skrinlægge sine kunstnerplaner for at blive tegnelærerinde i Stockholm. Hun karakteriserede sig selv som suffragette og var en af grundlæggerne af spejderbevægelsen for piger. Faderen var billedhuggeren Viktor Jansson. I sin selvbiografiske Bildhuggarens dotter, 1968, giver Tove Jansson et billede af en festende, men melankolsk boheme, hvis gipsfigurer af nøgne kvinder hørte til hjemmets miljø – familien boede i hans atelier. Titlen til trods er selvbiografien en hyldest til moderen, som med sin flittige illustreren var den, der tog sig af hovedparten af forsørgelsen, samtidig med at det var faderens arbejder, der blev regnet med.

Muminpappans bravader er en parodi på den mandlige selvbiografigenre. »Som familiefar og husejer ser jeg med vemod tilbage på den stormfulde ungdom, jeg nu skal til at beskrive, og memoirepennen dirrer tvivlrådigt i min pote«. Den utilslørede maskuline selvhævdelse er fremtrædende: »Genier anses jo i almindelighed for at være kedelige, men selv har jeg i hvert fald aldrig følt mig generet heraf«. Dette er fædrenes bog, og både Sniff og Snusmumrikken begaves i fortællingens forløb med fædre, men kun i forbifarten med mødre. I denne maskuline genealogi kommer mumimoderen trillende ind fra havet som en troldsk Afrodite, uden egen historie. Som modvægt til den massive mandlige dominans af handyr i den koloni, som mumifædre indretter, optræder den selvgenererende Mymle, det ureflekterede moderskabs figur.

Familjen i dalen, 1988, af Boel Westin, er en grundlæggende tematisk studie af Mumi-bøgerne.

I Farlig midsommar, bliver en teaterscene, der er flydt bort, mumifamiliens tilflugtssted under endnu en oversvømmelse. Da huset ligger under vand, er det tid for mumimoderens frigørelse. »Jeg vasker ikke op i dag … Hvem ved, måske jeg aldrig mere vasker op?«

Hattifnatterne, en slags infantile vitalister, som lever, når de bliver elektriske, repræsenterer mumifaderens umoralske liv, som i Mumipappans bravader censureres af moderen: »Skarnsstreg, skarnsstreg, skarnsstreg, sagde hans far (Men jeg morede mig)«. Den kvindelige parallel med hensyn til driftsudløsning er Mymle (at mymla betyder på finlandssvensk slang at parre sig), som uafbrudt føder nye unger. »Mymler vil altid være med til alting«, sukker faderen i Mumipappans bravader, og han advarer om, at mymler nægter at forstå, at man ikke er interesseret i dem. I Mumibøgernes typificerede kvindegalleri står de for narcissistisk promiskuitet.

Opgøret med den store moder

Trollvinter, 1957 (Troldvinter, 1969), plejer man at tolke som vendepunktet mod voksenbøger i Tove Janssons forfatterskab. Den har træk af dybdepsykologisk udviklingsroman. Mumien indtager vinteren alene uden sin familie, der ubekymret sover videre i hiet. Også illustrationerne, som i de første bøger skildrede konkrete handlingssituationer, ændres til at gengive stemninger og følelser, noget som kulminerer i den sidste Mumibogs melankolske afskedsstemning. Mumien møder Tooticki, en stram dame i ulden trøje og bukser, og lærer, at sneen fungerer næsten som troldkarlens hat: »Man tror, den er kold, men hvis man laver en snehytte af den, bliver den varm. Man synes, den er hvid, men sommetider bliver den lyserød og sommetider blå. Den kan være det blødeste af alting, og den kan være hårdere end sten. Ingenting er sikkert«. Den kan også være Isfruen, som dræber.

I den næste bog, Pappan och havet, udvikler mumien sig til teenager. Han etablerer et fællesskab med mårren, som til forskel fra mumimoderen ikke elsker nogen og derfor er fuldstændig kold, hvilket passer til hans stadig mere skeptiske holdning til familien, som i denne bog ligner en almindelig, kompliceret kernefamilie. Mumifaderen, som keder sig grumt, bestemmer sig for at lege patriark og tvinger moderen, som går omkring i sin elskede dal og »føler sig levende«, til at gå i eksil på en nøgen ø. Pappan och havet slipper hermed mumiidyllen, for at teksten skal kunne udvikle den anden scene, hvilket også sker i Sent i november, 1970, som havde arbejdstitlen »Det övergivne paradiset«, (Det forladte paradis).

Sent i november blev skrevet umiddelbart efter Tove Janssons mors død og er en udpræget metaroman om den idealiserede og idealiserende mumimytologi. Her tager forfatteren en definitiv afsked med den samfundsutopi, som familien har stået for i de tidligere Mumibøger. Hovedpersonen er den lille, forsagte homse, Toft, som drevet af sin store længsel efter en mor, der »bryder sig om en«, forsøger at genskabe mumiidyllen som godnathistorie. Men en dag er det slut: »altsammen går baglæns«, og Toft valfarter til mumidalen, som dog viser sig at være forladt af familien. Mumihuset fyldes af andre, der søger hjælp: Filifjonken, Hemulen, Snusmumrikken, Mymle og Onkelskrutten, og det begynder at ligne et terapicenter, hvor de fleste efterhånden gør op med deres behov for mumifamilien og lærer at tage ansvar for deres egne liv.

Fortællingen regredierer helt til sit uratom, nummulitten (anagram for mumien), som viser sig at være et tegn, der peger mod, formindsker og dermed tømmer mumimoderbilledet. Nøglefiguren Toft, som for øvrigt har en slående lighed med forfatterinden selv på illustrationerne, iscenesætter en eksorcisme. Han får fat på en bog, som mumifamilien har gemt væk på loftet. Den handler om en lille nummulit på havets bund, som i tidernes begyndelse udviklede sig til »en afart« og blev »stadig mere ulig sine slægtninge« for til sidst at ligne »intet andet end sig selv«. Ud af familiens skød fødes her således historien om nogen, der er anderledes, og som derfor må gå sin egen vej.

Denne underlige hybrid af en mumitrold og hattifnat, for hvem »elektrisk opladning« er en livsbetingelse, invaderer Tofts fantasi og overtager gradvist mumiidyllens funktion i hans bevidsthed. Afvigerens kontakt med »understrømmene« giver ham magisk skaberkraft og et hemmeligt liv, en fortælling at gemme sig i. »Det er mit tordenvejr, tænkte Toft. Jeg har gjort det. Jeg kan endelig fortælle, så det ses. Jeg fortæller for den sidste nummulit …Jeg er en, som ruller torden frem og kaster lyn, jeg er en homse, som ingen ved noget om«.

Elektriciteten forbindes ligesom tordenvejr med erotiske spændingstilstande, også i Tove Janssons voksenbøger, påpeger Barbro K. Gustafsson i sin homoseksuelt orienterede analyse »Stenåker och ängsmark« (Stengrund og græsmark) – Erotiska och homosexuella skildringar i Tove Janssons senare litteratur, 1992.

Kunstens sandhed er dødsensfarlig

Jansson, Tove (1914-2001) (sv.): Interiööri. 1945. Olie på lærred. Ateneum, Helsinki

Gennem Tove Janssons voksenbøger går som en rød tråd en etisk konflikt, der opstår, når driften til i »moderlig ømhed« at skabe kunst måske skader andre. I titelnovellen i samlingen Lyssnerskan (Lyttersken), 1971, Tove Janssons første voksenbog, skaber den ugifte moster Gerda utilladelig kunst, da hun endelig beslutter sig for at bruge den eksplosive viden, hun har erhvervet sig som familiens grædemur gennem årtier. Hun tegner en slags slægtstræ med forskelligtfarvet kridt og får alle hemmelige, perverse forbindelser til at lyse som »store, klare strålebundter«. For første gang i sit liv oplever hun den »liflige og bitre følelse af magt«, da hun får kontakt med »sin egen hemmelige kommentar, som ikke var helt og holdent venlig«. Og den synske brodererske Manda fra Österbotten i »Grå duchesse« i samme samling kan ikke længere skabe, da hun bringer sin indre stemme til tavshed, fordi den formaner hende til at sige, hvem der snart skal dø. At sige sandheden i kunsten er dødsensfarligt. At være kunstner er at være en ensom afviger som homsen Toft modsat mumimoderen og hendes familiesamfund.

For at den moderlige ømhed skal miste sin magtfulde, truende side, kræves der, at det biologiske moderskab bliver holdt borte som i den mesterlige roman Sommarboken, 1972 (Sommerbogen, 1976), der beskriver fællesskabet mellem en hjertesyg farmor og et barnebarn, der har mistet sin mor. Her varieres temaet med trangen til ensomhed og ansvaret for andre. Farmoderen er egentlig for gammel og svag til at orke at tage sig af barnebarnet i dets krisesituation, men de finder hinanden alligevel på deres egne vilkår på den primitive sommerø. Sommarboken kan læses som en genoprettelse efter den nedgøring af den gode moderlighed, som Tove Jansson foretog to år tidligere i Sent i november.

Tove Janssons helt særegne koncept i den kvindelitterære tradition af mere eller mindre godt skjulte seksuelle erfaringer er en driftssublimering, som umiddelbart afføder en fortælling. Metoden diskuteres i voksenbøgerne. Der er i Tove Janssons voksenforfatterskab en central kobling mellem moderlig ømhed og erotiske spændinger. Urscenen i Trollkarlens hatt, hvor spøgelsesdyret Mumi bliver forvandlet tilbage igen gennem moderens blik, genfindes problematiseret i novellen »Den stora resan« i samlingen Dockskåpet och andra berättelser (Dukkehuset og andre fortællinger), 1978. Symbiosens pris er høj. Den voksne datter, som bor sammen med sin mor, som hun kalder »sin elskede«, tør ikke satse på sin lesbiske kærlighed af angst for at være moderen utro. De to plejer at lege en gammel leg, som de kalder »Er du forladt i skoven?«, og som går ud på, at moderen trøster datteren ved at kærtegne hendes nakke, mens den voksne datter presser »ansigtet mod moderens hals, så tæt hun kunne komme«, mens hun siger: »Ja, jeg er forladt i skoven«.

»Nogle dronninger regerer meget længe«, står der som sammenfattende slutord i »Den stora resan«. I 1970 døde Tove Janssons mor, og i Sent i november, som er skrevet samme år, må homsen Toft gøre ende på mumimoderens regentskab i sit indre, foretage snittet, etablere adskillelsen og uddrive drømmen om en symbiose med mumimoderen. »Hver gang han tænkte på moderen, fik han ondt i hovedet. Hun havde vokset sig så fuldkommen og mild og trøstende, at det var ulideligt, en stor, rund, glat ballon uden ansigt. Hele mumidalen var blevet uvirkelig, huset og haven og floden var intet andet end et spil af skærme og skygger, og homsen vidste ikke, hvad der var rigtigt, og hvad han bare havde tænkt. Han havde måttet vente for længe, og nu var han vred«.

I sin vrede tager han alene ud i skoven og befinder sig pludselig på mumihusets bagside, hvor Mymlen har sagt, at mumi-familien gik hen, når de var vrede og trætte af hinanden, næppe en tilstand, som havde eksisteret før Pappan och havet. Her finder man den grimme og forkastede »vredens skov«, hvor alle har gået omkring med »mørke tanker«. »Han blev helt rolig og meget opmærksom. Med en utrolig lettelse følte den bekymrede homse, hvordan alle hans billeder forsvandt. Hans fortælling om dalen og dens lykkelige familie blegnede og gled bort, moderen gled bort og blev fjern, et upersonligt billede, han vidste ikke engang, hvordan hun så ud«. Den smertelige separationsproces, hvis udsættelse var gået som en rød tråd gennem Mumibøgerne, siden urscenen indledte Trollkarlens hatt, er nu inde i sin slutfase. Den moderlige kærlighed skifter plads, indtager homsen og får ham til at frembringe en ny fortælling om en – som der står – »ny mor«, et ganske almindeligt menneske, som kan være både ked af det og glad, og som man kan hjælpe. Toft er ikke forladt i skoven længere.