Den folkelige visetradition er igennem århundrederne båret af både kvinder og mænd. Herom vidner for 1500-tallets vedkommende viseudgiveren og historikeren, præsten Anders Sørensen Vedel i Hundredvisebogen (1591):
»Thi huad kand giffue en ærligere eller sømmeligere Tidkaart, end saadane smucke Viser … At ieg nu intet vil tale om den subtilige og søde Melodi, som de siungis met, aff denem som vide Tonen til dennem, huilcket i sig selff fryder it Menniskis Hierte, naar de ellers quædis met en reen Quinde Stemme eller sterck Karl Røst«.
For hvad kan give en bedre tidsfordriv end sådanne smukke viser … for ikke at tale om den dejlige melodi, som de synges med af dem, der kan, hvilket i sig selv fryder hjertet, når de synges med en ren kvindestemme eller en stærk mandsrøst.
330 år efter fortæller den danske visesanger Selma Nielsen om sin families sangtradition i et brev til viseforskeren Hakon Grüner Nielsen: »At Redselille har været paa Tryk anede jeg ikke; min Far, som nu er 64 år, lærte den som Barn af sin Mor, og den var allerede den Gang en meget gammel Vise«.
Selv om vi altså ikke har at gøre med en udpræget kvindetradition, får det dog mening at tale om kvindelige meddelere af viser, fordi enhver meddelt version er et fastholdt punkt i en ofte meget lang overleveringsperiode, og fordi fastholdelsen kan resultere i en personlig, en kvindelig udformning af visens handling, den omsungne historie.
Hvis vi undersøger de forandringer, der sker med en vise, der går fra kvindelig til mandlig meddeler og omvendt, erfarer vi dog ofte, at disse er generations- frem for kønsbestemte. Viser, der omhandler kvinders vilkår: Barselsnød og voldtægt, synges af både kvinder og mænd. Det er menneskelige tragedier, der rammer hele familien. Historiske kendsgerninger om de mange barselsdødsfald og sædvanelovenes og retsprotokollernes udsagn om voldtægts- og blodskamssager vidner om, at der har været realiteter bag traditionsvisernes handlinger.
De ældste bevarede kilder til den nordiske tradition går tilbage til begyndelsen af 1500-tallet, men at de bygger på en endnu ældre overlevering, er der ingen tvivl om. Det er ikke muligt at forestille sig en kultur uden fortællen, sang og dans. Eksistensen af de middelalderlige fragmenter af viser, der i type minder om de folkeviser, vi kender, vidner om en lang traditionsperiode.
En overleveringsform, der fra 1500-tallets begyndelse fik stor betydning for visetraditionen, var småtrykkene med en eller flere viser, der ofte var af aktuelt satirisk indhold. De små visetryk, der fordrede salgsmuligheder i bysamfund og på markeder, savnes på Island og Færøerne, men var udbredt i Danmark, Norge og Sverige, hvor de i 1800-tallet blev populære under navnet »skillingsviser«.
I midten af 1500-tallet dukker de første håndskrevne visebøger op i Danmark og Sverige med adelige, gejstlige og lærde som anlæggere. Hundrede år efter finder vi den første visebog på Island, antageligt med en endnu ældre tabt visebog som kilde. I 1600-tallet og første halvdel af 1700-tallet vokser antallet af visehåndskrifter. En del af dem indeholder eksempler på tidens finlitterære tradition af lyrisk og af religiøs art. Deres hovedindhold består dog af viser og sange med fortællende indhold, de fleste i den definerede folkevisegenre eller – som den også kaldes – balladegenre.
De fortællende viser formodes overvejende at have rod i den tidlige mundtlige overlevering af sangtradition fra adels-, borger- og bondemiljø, men en del bærer dog præg af at have et skriftligt eller trykt forlæg. De nævnte småtryk har spillet en stor rolle for den visetradition, der blev nedfældet i visehåndskrifterne, hvor de for småtrykkene karakteristiske forsider med oplysning om melodi og trykkeår i mange tilfælde er afskrevet sammen med viserne.
I 1700- og 1800-tallet er det hovedsageligt bondestanden, der overtager visebogstraditionen. Sammen med den voksende småtrykstradition får også disse århundreders mange trykte viseudgaver betydning, ikke alene for bondevisebøgernes indhold, men naturligt nok også for den mundtlige, den sungne tradition, hvor viserne kunne gå i arv mellem familiemedlemmer og mellem arbejdsfæller. En støtte for den folkelige sang var især de små viseudgaver, fremstillet til skolebrug. Den systematiske indsamling af visetradition, der afspejles i en del af 1500- og 1600-tallets visehåndskrifter, blev gentaget i 1700- og 1800-tallet og nu i alle de nordiske lande. Medens man i visehåndskrifterne, såvel ældre som yngre, kun har melodier til få af de mange indskrevne viser, så bestræbte indsamlerne i 1700- og 1800-tallet sig for også at få nedskrevet melodierne.
Skønt der i den overleverede nordiske visetradition igennem mere end fire hundrede år er beviser på, at der er gået store dele af overleveringen tabt, repræsenterer den bevarede tradition et overvældende kildemateriale. Gennem de sidste halvandet århundredes intense registrerings- og udgivelsesarbejde er der skaffet overblik over den nordiske tradition gennem et antal kildekritiske og -kommenterende udgaver: Færøerne afsluttede i 1972 Corpus Carminum Færoensium, Føroya kvæði I-VI, Danmark meldte sig i 1976 færdig med Danmarks gamle Folkeviser I-XII, men havde allerede i 1931 afsluttet udgivelsen af håndskrifternes lyriske visestof med Danske Viser I-VII, Island fulgte i 1981 med sidste bind af Íslenzk fornkvæði I-VII. Norge og Sverige har som Danmark i et par århundreder udgivet viser efter forskellige kilder, men i 1982 kom Norge med det første bind af en planlagt samlet udgivelse af Norske mellomalderballader, og mellem 1983 og 2001 blev 5-bindsværket Sveriges medeltida ballader udgivet.
I Nordisk Folkeviseforskning siden 1800 fra 1956 definerer Erik Dal folkevisen som bestående af strofer af to eller fire linjer a tre eller fire trykstavelser, rimet aa eller xaya, med omkvæd, evt. mellemkvæd, evt. strofegentagelse, kendt gennem ældre adels- og nyere almueoverlevering efter 1800.
I det store kildemateriale, der ligger til grund for disse udgaver, er der sange, sunget om og af kvinder. Ud af den store skare af kvindelige sangere, samlere og optegnere vil vi i det følgende interessere os for viser, som omhandler kvinders personlige og livsafgørende oplevelser, der samtidig er skæbnesituationer for familien og slægten. Det er forførelse, voldtægt, barselsnød og børnedød, der er emnerne for den mere end fire århundreder gamle sangtradition, der behandles i det følgende.
I The Types of the Scandinavian Medieval Ballad, 1978, eds. Bengt R. Jonsson m. fl. , sammenstilles de nordiske folkeviseudgaver til en nyttig oversigt over det komplicerede materiale.
Visehåndskrifter i 1500-og 1600-tallet
1500- og 1600-tallets visehåndskrifter er i sig selv sikre kilder, men om kilderne til håndskrifterne kan vi kun gætte. En del af håndskrifternes viser bærer som nævnt præg af at være afskrifter af småtryk. Derimod kender vi ikke meget til kilderne til de viser, der formodes at være nedskrevne efter mundtlig, måske sungen tradition i 1500- og 1600-tallet. Vi kender ikke meddelerne og ved derfor ikke, om det har været kvinder eller mænd. Vi må derfor gå til det næste overleveringsled: Optegneren, der har manifesteret sig i håndskriftet. For nogle ganske få hånd-skrifters vedkommende har vi mulighed for at udpege anlæggeren, eventuelt skriveren. Derimod kan vi ud fra notater i andre håndskrifter se, hvem der har været ejeren eller ejerne, som dog ikke nødvendigvis har haft afgørende indflydelse på den pågældende visebogs indhold.
Notater og navneindføringer i de danske og svenske håndskrifter fortæller, at enkeltviser kan være indførte og i hvert fald kendte af kvinder. Men vil vi beskæftige os med visehåndskrifter, hvor der er næsten ubetinget sikkerhed for, at de som helhed er anlagte og indholdsbestemte af en kvinde, drejer det sig om tre danske visesamlinger fra 1600-tallet: Anne Krabbes Visebog, der nu kun haves i en senere afskrift, Christence Juuls Visebog og Vibeke Bilds visesamling, der består af flere håndskrifter, heraf tre bevarede.
På svensk og islandsk grund kan der ikke med sikkerhed peges på kvindelige indsamlere i 1500-og 1600-tallet. »Ingenstans hos oss hittar man balladuppskrifter i adelsvisböcker tillvägabragte tack vare ett deciderat genealogiskt intresse, så som fallet är med Anne Krabbes danske uppskrifter«, skriver Bengt R. Jonsson i Svensk Balladtradition, 1967.
De tre danske adelsdamer, Anne Krabbe, Christence Juul og Vibeke Bild, der var beslægtede, var alle privilegerede med hensyn til folkloristiske og litterære interesser, idet de såvel i barndomshjemmet som i ægteskabet levede i udpræget lærde og litterære miljøer. Hvad Anne Krabbe og Vibeke Bild angår, har de begge efter deres mands død bestyret deres godser. De har formodentlig ikke mindst derved været i direkte kontakt med bondestandens kultur, således at deres indsamling af viser og digte både giver et billede af adelens sang og digtning og af 1600-tallets bondesang. Deres viseindsamling foregik i deres enkestand, medens Christence Juul var en ung pige, da hun anlagde sin visebog. Det er derfor naturligt, at hendes håndskrift fremstår som en poesibog med en del afskrifter efter slægtninges, bl.a. Anne Krabbes, visebøger.
Folkemindesamleren Anne Krabbe
Anne Krabbe er født i 1552 på Aastrup i Voldborg herred. Hun er datter af Margrethe Rewentlow og Erik Krabbe og blev i 1588 gift med Jacob Bjørn til Stenalt, Randers amt.
Anne Krabbe var historisk interesseret. Det afspejles i vise-håndskriftet, hvor der til 54 af bogens 88 viser er skrevet indledninger, hvor visens handling steds- og ofte tidsfæstes, og hvor der gives oplysninger om visens personer. Hun søger visernes baggrund belyst ved at besøge de steder, som visernes handling knytter sig til. Hvor personerne er historiske og ofte endog kan være medlemmer af hendes egen slægt, er det naturligt, at der kan findes nogle baggrundsoplysninger, men det er bemærkelsesværdigt, at hun opsøger – som hun selv siger det – »gamle folck«, der kan fortælle sagn og udpege steder, som baggrund for ikke-historiske viser.
Et godt eksempel er visen om »Ribold og Guldborg«. Anne Krabbe indleder i sit håndskrift visen sådan: »Herefter følger en smuk gammel vise, digtet om en fordums hedensk kongedatter, frøken Guldborg, som blev bortført fra Kalø men blev indhentet på Rosted mark, som ligger ved Følge mølle. Der blev dræbt mange for hendes skyld, og de ligger begravet der. Deres grave er kendte den dag i dag. Det skete i kæmpernes tid. Jeg Anne Krabbe, Jacob Bjørns enke, har selv været på de steder den 4. april 1605, hvor gamle folk har fortalt mig, at Ribolts moder boede i den gård, der ligger ved Rugaard i Sønderherred, og der førte Ribolt hende til hans moder. Og der ligger de begravet uden for gården. Og der ligger store stene om dem, som jeg selv har set. År 1615«.
I en efterskrift forbinder Anne Krabbe visen med sin egen tid, idet hun fortæller, at der af Rugaard nu er gjort to gårde, som hun har besøgt i 1606.
Anne Krabbe kalder visen gammel uden at vove sig ud i en nøjere datering end til at henføre handlingstiden til »kæmpernes tid«. Hun er meget omhyggelig med at fortælle, hvornår hun selv har været på de steder, hvor handlingen ifølge gamle folk er udspillet. Der er ingen tvivl om, at hun antager, der er en sandhedskerne i det fortalte og omsungne sagn, og hun har stor interesse i at gøre viserne til fortællinger om mennesker, der levede engang. Dette, der er så karakteristisk for hende som indsamler og optegner, skaber forbindelse mellem sang, fortælling og den menneskelige tilværelse. Og på samme måde som hendes meddelere af sagn gør viserne sande, gør optegnernes kilder to-tre århundreder efter deres viser til fortællinger om det virkelige liv.
Christence Juul og hendes poesibog
Christence Juul er Anne Krabbes slægtning og gift med hendes brodersøn, Hans Krabbe. Hun er født i 1585 som den ældste af fire søskende, af hvilke en søster, Kirstine Juul, muligvis har ejet, men næppe anlagt, et andet visehåndskrift, arkivalsk benævnt som Karen Brahes Kvart. Forældrene er Kirsten Ovesdatter Lunge og Niels Axelsen Juul til Kongstedlund, Aalborg amt.
Christence Juuls Visebog, der omfatter 56 viser, indeholder en låneangivelse, der fortæller noget om, at de skrevne visebøger også interesserede de familiemedlemmer, der tilsyneladende ikke selv har produceret visehåndskrifter:
»Denne bog tilhører Christence Juul. Jeg, Berete Vind, lånte bogen den 13. februar 1617«.
Selv om der i visebogen findes en del afskrifter efter ældre slægtninges visebøger, bl.a. Anne Krabbes, er Christence Juuls Visebog væsensforskellig fra f.eks. Anne Krabbes. Medens Anne Krabbes Visebog med dens forsøg på at finde ind bag visernes handlende personer viser en realitetssans og udadvendthed hos bogens anlægger, er Christence Juuls Visebog billedet på en ung piges poetiske og mere indadvendte trang til at give bogen et personligt præg gennem lyriske, religiøse og af og til moralske sentenser, som indimellem skrives med kodeskrift. Christence Juul kan afslutte en viseindskrivning med en lille strofe, som f.eks. denne:
Rosenn rødt, Giffuer Lucten sød,
med gud oc ærre, Du glad mon were,
tall tuctige Snack, Og tag till tack,
før e vdenn dør, Huad du her hør,
Rosenn forfalder, Du sancker alder
Minn wen bliff wiss, det er dig pris,
Attu Nogedt Lere, Gud till erre.
Rosen rød giver lugten sød,
med Gud og ære, Du glad skal være,
tal tugtigt, og vær nøjsom,
tag med dig (?), hvad du her hører,
Rosen falmer, du bliver gammel
Min ven, bliv vis, det er
prisværdigt for dig,
at du lærer noget, Gud til ære.
Eller hun skriver et kortere rim som f.eks. dette under visen om »Harpens Kraft«:
Lijcken komer,
Lijcken ganger,
Huo gud frijgter,
hand Lijcken fanger.
Christence Juul søger ikke som Anne Krabbe at gøre visernes handlende personer »virkelige«, men bruger i stedet viserne som anledning eller inspiration til at fortælle om sig selv og om, hvad hun bør gøre. Der går et let og lyst syn gennem valget af viser, og sange med lykkelig udgang dominerer.
Bogen er smukt skrevet af Christence Juul selv med undtagelse af begyndelsen og slutningen. Dem har Olivia Lykke, med hvem hun var næstsøskendebarn, skrevet. En sentens som den følgende, indført af Olivia Lykke, leder tanken hen på senere århundreders poesibøger: »1614. Frygt Gud, lev kristeligt,/ Herren hjælper visselig. Olivia Lykke. Egen hånd«.
Visetraditionssamleren Vibeke Bild
Vibeke Bild er født i 1597 som datter af Anne Kaas og Preben Bild. Hun blev i 1613 gift med Erik Rantzau til Gjessingholm, Randers amt, og boede efter hans tidlige død først på sin gård Aggersborg i Hjørring amt, fra 1631 dels på Lundgård sammen med moderen, dels på Tårupgaard, begge i Viborg amt. Vibeke Bild døde i 1650.
Hendes viseindsamling foregik i 1630-40’erne, og som før nævnt blev det til flere visebøger, mindst fem, hvoraf der er bevaret tre med i alt over 300 viser. Det mest personlige af de tre bevarede visehåndskrifter er visebogen i tværformat, arkivalsk benævnt Vibeke Bilds Kvart. Bogen har følgende indskrift på indersiden af bindet: »Denne bog tilhører mig, Vibeke Bild, Erik Rantzaus enke og jeg købte den i København forrige torsdag efter min svoger, Henrik Rantzaus bryllup. Og jeg vil have den til en lille visebog til glæde og tidsfordriv. Skrevet i København den 30. juni 1631.
Alting er forgængeligt, kun Guds nåde forbliver evindelig. Vibeke Bild. Erik Rantzaus enke. Egen hånd«.
35 år senere og 16 år efter hendes død blev bogen brugt som gave fra Mette Grubbe til Brostrup Gedde, som hun ønskede, men ikke opnåede at ægte. Med gaven fulgte inskriptionen: »Denne bog har jeg lavet til Brostrup Gedde, for ringe gave var den overtrukket med ædelstene, som denne er det med læder, da ved jeg han ville være den fuldt værd. Rasch den 28. marts 1666. Ebbe Ulfeldts enke Mette Grubbe«.
De første to tredjedele af bogen er anvendt som poesibog, hvori Vibeke Bild selv og hendes kvindelige slægtninge og bekendte har indført digte og viser sammen med sentenser og navneindføringer. Sentenserne kan minde lidt om dem, der findes i Christence Juuls Visebog. En lille strofe, der fortæller, at visebogen har været brugt i en fælles glæde over viserne, skriver Vibeke Bild under et par viseindføringer:
»Slut. Gud sende os sin nåde/ Gud glæde den, som digtede visen og også alle dem, som fremførte den«.
En af Vibeke Bilds indføringer, »Visen om Niels Påskesøn og Lave Brok« handler om et drab i Randers i året 1468. Den er et eksempel på, at også hun ligesom slægtningen Anne Krabbe kan få interesse for en vise med historisk kerne. Handlingen bygger på en virkelig begivenhed på den egn, hvor hun boede i sit ægteskab, og visen kan enten være en mundtligt overleveret lokal vise, eller den kan være en afskrevet småtryksvise, digtet på baggrund af et eksisterende dokument om begivenheden. I samme visebog har Vibeke Bild blandt en lang række lyriske viser indført kærlighedsvisen »Der sttander eet tthree vd for vor gar« (Der stander et træ ud for vor gård). Visen er, som det fremgår af følgende udvalgte strofer, stilet til en mand:
Der sttander eet tthree vd for vor gar,
ydelig i mit hiertte sttar,
besatt med edelige grenne.
Och ville min aller kierstte ttenke ved sig,
vd aff den fruct sende hand mig,
hand lod mig aldriig farfarre.
Hanss bogstaff er itt (kronitt) K,
Chrestt signe hannom, der ieg vell ttro,
Gud beuare hanss liff och ere.
Der stander et træ ud for vor gård,
stadig i mit hjerte det står besat
med herlige grene. Og ville min
allerkæreste forstå, han ville sende
mig af frugten, han ville aldrig
lade mig dø. Hans bogstav er et K
med krone over, Krist velsigne ham,
som jeg tror, Gud bevare hans liv og ære.
Den formodede kilde til denne vise findes i en visebog fra 1550’erne, hvor en ældre slægtning, Jens Bille, har indført en version, stilet til en kvinde:
Ther stander ett thræ forinden wor gaar,
mett ære oc dygtt er thett beuartt,
mett dyrebar grenne.
Och wylde myn kiæriste wenn thencke wed siig,
huor ælskoues sorriig hun tuinger mig
baade lønliig oc obenbare.
Hendis bogstaff er ett krunit M,
Christ siigne myn wenn, ieg wed well huem,
Christ siigne hendis liiff frann waade.
Der stander et træ forinden vor
gård, med ære og dyd er det
bevaret, med dyrebare grene. Og
ville min kæreste ven forstå, hvor
elskovs sorg tvinger mig både
lønligt og åbenbart. Hendes
bogstav er et kronet M, Krist
velsigne min ven, jeg ved vel hvem,
Krist velsigne hendes liv fra våde
(dvs. skade).
Der findes andre steder i den danske og svenske visebogstradition lignende lege med lyriske kærlighedsviser, hvor navnet på den, visen er tiltænkt, er skjult i teksten eller er tydeliggjort som akrostikon, og hvor skriveren gennem små ændringer gør en oprindelig traditionel vise til sin egen.
Den sidste del af Vibeke Bilds Kvart samt de to øvrige bevarede håndskrifter efter Vibeke Bild er skrevet af hendes ansatte skriver. Samtidig skifter indholdet i nogen grad karakter, idet det nu især er småtryk, nordiske og tyske, der afskrives. Vibeke Bild præsenterer sig hermed som traditionssamler, og hendes håndskrifter placerer sig som nogle af de bedste kildegrundlag for forskning i den over landegrænserne udbredte småtrykstradition, i de senere århundreder benævnt som skillingsvisetradition.
Tre viser om kvinder, meddelt af kvinder i 1600-tallet
Hver version af en traditionsvise, der ofte er overleveret over en lang tidsperiode, kan betragtes som enestående, da dens meddeler i flere henseender er aktiv meddigter. Det er derfor vigtigt at have en sandsynlig identifikation af meddeleren, og ud fra dette enkle kriterium er følgende tre viseversioner udvalgt som emner til belysning af nogle få sider af den traditionelle visesang i 1600-tallet:
Anne Krabbes version af en vise om kvinderov og voldtægt: »Sune Folkesøn«. Visen, der relaterer til svensk historie, er overleveret i danske og svenske visehåndskrifter fra 1500- og 1600-tallet samt i svenske småtryk fra 1600-tallet.
Den nordiske folkevisetradition har oftest skæbnen som handlingsmotiv. Her, i visen om »Sune Folkesøn«, understreges kvindens arvelige og derfor skæbnebestemte lidelse.
Christence Juuls version af en vise om barselsnød: »Hustru og Slegfred«. Visen er overleveret i flere danske visehåndskrifter fra 1500- og 1600-tallet. En beslægtet vise: »Hustru og Mands Moder« er overleveret i dansk, norsk og svensk bondetradition i 1800-tallet.
Vibeke Bilds version af en vise om hævn for voldtægt: »Herr Ebbes Døtre«. Visen, indført af Vibekes Bilds skriver, er overleveret i danske og islandske håndskrifter fra 1500- og 1600-tallet og i islandsk bondetradition i 1800-tallet. Samme vise er overleveret og kommenteret af Anne Krabbe.
Sang om kvinderov og voldtægt
Visetraditionen har en lang række viser om jomfruer, der røves fra deres midlertidige, beskyttede forhold i et kloster. Røveren kan være en bejler, hvis hensigter stemmer overens med jomfruens ønsker, og i disse viser, der tydeligt signalerer reformationstiden gennem respektløshed for klosterlivet, tages klosterrovet med godt humør:
Alle da stod di Closter-Iomfruer
och leste i dieris bog,
de mentte dett haffde veridt en gudtz Engell,
der hinde førde bordt.
Alle daa sad di Closter-Iomfruer
och tenckte huer wed sig,
giffue gud fader i Himmerig,
hand wille saa hentte mig.
Thack haffue her Mortten,
saa well holt hand sin tro,
hand førde hinde till sin egen gaardt,
hand lod sin brøllup boe.
Alle klosterjomfruerne stod
og læste i deres bog, de mente, det
havde været en Guds engel, der førte
hende bort.
Alle klosterjomfruerne sad
og tænkte hver for sig,
‘Give Gud Fader i Himmerig,
han sådan ville hente mig’.
Tak skal hr. Morten have,
han holdt så vel sit løfte,
han førte hende til sin gård,
han holdt sit bryllup.
Sådan slutter Christence Juul sin version af visen om »Hr. Mortens Klosterrov«. Men andre viser om klosterrov, der sker mod kvindens egen vilje, har en ganske anden holdning.
I visen om »Sune Folkesøn« har bortføreren ikke til hensigt at holde bryllup. Der fortælles en historie om et voldeligt og nedværdigende samliv og om, hvorledes børnene fjernes fra moderen.
Bag visen ligger nogle historiske kendsgerninger: Sune Folkesøn, der nedstammede fra den dansk-svenske Folkungeslægt, var gift med den svenske kong Sverker den Andens datter Elena. De havde to døtre, Katharina og Benedicte. En anonym og sandsynligvis ukorrekt årbog Cronologi anonymi fra begyndelsen af 1400-tallet nævner en tredje datter, der i 1245 skulle være blevet bortført af en vis Laurentius, men denne datter nævnes ikke i familiedokumenterne. Sune Folkesøns og Elenas datter Benedicte havde tre døtre. Den ældste, Ingrid, der var forlovet med den danske drost David Thorstenson, blev bortført til Norge af Folke Algotsøn i 1287. Hun og hendes søster kom siden i det svenske Vreta Kloster som abbedisser.
Visen øser af historiske begivenheder, som »fordeles« ukorrekt på historiske personer: Sune Folkesøn røver fra Vreta Kloster Elena, der er datter af kong Magnus af Sverige. Deres to døtre har i visetraditionen forskellige folkevisenavne. Om den ene spår moderen, at hun vil blive røvet og skændet, sådan som hun selv blev det. Anne Krabbe lader i sin version handlingen foregå i Danmark. Elenas fader er hos hende den norsk-danske konge Magnus den Gode. Det svenske Vreta Kloster bliver til det danske Vredløv Kloster i Vendsyssel, sådan som det fremgår af hendes indledning til visen:
»En smuk gammel vise, som er digtet om kong Magnus i Danmarks datter, der hed frøken Elin, og som Sune Folkesøn røvede fra Vredløv Kloster i Vendsyssel, sådan som visen derom videre beretter. Og samme kong Magnus har også været konge i Norge. Dér faldt han af sin hest og slog sig ihjel og blev siden begravet i Trondhjem Kirke«.
Da Anne Krabbe gerne henfører sine viseversioner til navngivne steder i Danmark, helst i Jylland, er der ingen grund til at antage en bevidst hensigt med at lade forføreren være svensk og den skadelidte familie dansk-norsk. Hun må have kendt Sune Folkesøn som en ætling af de svenske Folkunger, men nævner aldrig direkte, at han er svensk. Men visen, der i alle dens danske og svenske versioner fortæller om en kvindes ydmygede og tragiske livsforløb, er også i Anne Krabbes version fyldt med indignation.
Selv om Elin (det samme som Elena) er gemt i klosteret, er hun udsat for angreb på grund af sin faders fravær gennem sygdom og død. Da Sune Folkesøn betror sine mænd sine hensigter, søger de at standse ham:
Rider vi thil Wreløff-closter
och skiender vi den møe,
fornemmer det Magnus koning,
da bliffuer hand wor død.
Hvis vi rider til Vredløv Kloster
og skænder den mø,
og hvis kong Magnus får det at
vide, bliver han vor død.
Men han svarer dem:
Det er iche lenger siden i goer,
ieg den thidende spurde,
at koning Magnus hand er død,
hans lig det liger paa bare.
Det er ikke længere siden end i
jeg fik at vide,
at kong Magnus er død,
og at hans lig ligger på båre.
At det ikke er med Elins gode vilje, at bortførelsen sker, fremgår tydeligt:
Oben-hoffuit och bare-foed,
kom hun aff døren ud,
aldrig hørde ieg it kongens barn,
saa sørgindis aff kloster komme.
Barhovedet og barfodet
kom hun ud ad døren
aldrig hørte jeg et kongebarn
så sørgende af kloster komme.
Lige så tydeligt fremgår det, at hensigterne med bortførelsen ikke var gode, og at det ikke var lykke, der ventede:
Det war Sonne Falckuorsen,
førde hinder til sin egen borig,
det wil ieg for sandingen sige:
hand giorde hinder dagelig sorigh.
Det war skiønne Ellin,
det war hindis største harum,
den første nat, hun aff closter kom,
da soff hun paa hans arum.
Di war thilsammel i wintter,
i fulde wintter nii,
aldrig war hun saa wee eller vel,
hun thalit thil hannem i di
Di war sammel i wintter,
i fulde wintter nii,
hun fich med hannem di døtter threi,
hun maatte dennem aldrig see.
Det var Sune Folkesøn,
han førte hende til sin borg,
det vil jeg for sandingen sige:
han gjorde hende daglig sorg.
Det var skønne Elin,
det var hendes største harm,
den første nat, hun af klosteret
kom, da sov hun på hans arm.
De var sammen i vintre,
i fulde vintre ni,
aldrig var hun så ve eller vel,
at hun talte til ham i de år.
De var sammen i vintre,
i fulde vintre ni,
hun fik med ham de døtre tre,
hun måtte dem aldrig se.
Efter et umenneskeligt samliv i ni år bliver Elin syg. Hun sender bud efter Sune og foreholder ham alle overgrebene: bortførelsen, voldtægten og børnenes fjernelse. Hertil føjer hun mindet om endnu en ydmygelse:
I haffuer thaget min thienneste-møe,
lagt hinde paa bulster blaa,
i haffuer mig aff sengen skutt,
udi di bare straae.
I har taget min tjenestepige
og lagt hende på det blå bolster,
I har skubbet mig af sengen
og ud på det bare strå.
Sune Folkesøn beder om tilgivelse, men det er karakteristisk for denne vise i alle dens versioner, at kvinden ikke vil tilgive. Det er en forskel fra, hvad der er almindeligt i folkevisegenren:
Ieg kand eder iche forlade
alt for saa møgen wee,
ieg haffuer fanget med eder di døtter threi,
ieg matte dennom aldrig see.
Jeg kan ikke tilgive Jer
al den smerte I har forvoldt mig,
jeg har fået tre døtre med Jer,
men jeg måtte aldrig se dem.
Endnu mere tragisk er hendes forudsigelse af datterens skæbne:
… du skalt sorigen arftue
effter kiere moder din.
Du giffuer dig i kloster
alt med din silche-serch,
du bliffuer der udtagen
alt med stor hierttens-werch.
… du skal sorgen arve
efter kære moder din.
Du giver dig i kloster
alt med din silkesærk,
du bliver derfra røvet
alt med stor hjertesorg.
Visen om »Elin og Sune Folkesøn« forlader på sine steder folkevisens stereotype fortælleform, og hvor dette sker, er det realistiske og betydningsfulde situationer, der beskrives.
Sang om barselsnød
Forholdene under barsel var selv for den højeste sociale stand så primitive, at komplicerede fødsler betød døden for kvinden. At fødsler var kvinders sag, fortæller en småtryksvise fra 1700-tallet, »Redselille og Medelvold«. Da den forpinte kvinde sukker: »Min Moder hun havde de Qvinder ni,/ Christ give, jeg havde den ringeste af de«, søger barnefaderen at hjælpe: »Du binder et Klæde for Øinene mine,/ Saa vil jeg dig hielpe alt som en Qvinde«. Men hendes svar og konsekvensen heraf er: »Før Manden skulde vide af Qvinders Nød,/ Langt heller vil jeg i grønnen Eng døe«.
Barselsnøden skildres grumt i en lille beslægtet vise, »Bolde hr. Nilaus’ Løn«, som kun er overleveret i Ide Giøes Visebog fra 1600-tallet af en ukendt (formodentlig jysk) meddeler:
Han løffte liden Kiersten paa iorden saa tyst,
aff stor sorrigh hendes hierte monne bryste.
Der thatte mand høre saa langt under leed,
huor hinne smaa børn unnder skallen skreegh.
Hand laa liden Kierstenn i iordenn saa tyst,
hand laa en søn paa huert it bryst.
Han løftede liden Kirsten op fra
jorden så tyst, af stor sorg hendes
hjerte måtte briste.
Der kunne man høre så langt
omkring, hvor hendes små børn
under skallen (dvs. i livmoderen?) skreg.
Han lagde liden Kirsten i jorden
så tyst, han lagde en søn på hvert
et bryst.
Al den angst, der med god grund forbandt sig med graviditet og fødsel, søges i Christence Juuls vise om »Hustru og Slegfred« synliggjort med forestillingen om, at den gravide kvinde, Kirsten, er forhekset af en skinsyg rivalinde. Den virkelige årsag til kvinders barselsnød skaber en afmægtig angst for det upåvirkelige, men den skikkelse, angsten får i sangen, kan bekæmpes, og visen ender lykkeligt. Den unge Christence Juul, for hvem visen har betydet så meget, at hun har sat sit navn under den, har den til fælles med 13 andre visesamlere og -skrivere. Versionerne er ikke identiske, men de er hinanden så lig, at det er sandsynligt, at visen har cirkuleret i afskrifter.
Handlingen i Christence Juuls 26 strofer lange vise er således: Hr. Iver fæster jomfru Kirsten, holder bryllup med hende og gør hende gravid den første nat, men Ivers tidligere elskerinde forhekser undfangelsen: »Hans slegfred hinder forgiorde saa,/ at hun skull aldrig barnet faa …/ Mens hun var paa denne øe«. Efter 40 uger får liden Kirsten veer:
Dj fulde hinder baade ud og ind,
icke bleff hinders pinne dess minder ….
Mens ieg kan icke beder faa,
daa fører mig did, som ieg kom fraa.
De fulgte hende både ud og ind,
hendes pine blev ikke mindre.
Da jeg ikke kan få det bedre,
så før mig hen, hvor jeg kom fra.
Da Kirsten kommer hjem til sin moder, gående, fordi Iver i sit forsøg på at holde hende tilbage har sagt, at hun hverken kan ride eller køre, er det hendes tjenestepige, der fortæller om barselsnødens årsag – ikke den virkelige årsag, men sangens årsag, der er legemliggjort og kan bekæmpes: »Hun (dvs. slegfreden) haffuer hinder forgiord«. Da bliver der travlhed i liden Kirstens barndomshjem, men da Kirsten vil have alle til at bede til Gud for hende, svarer hendes moder:
I tender nu op Liusset brat,
her will icke soffues i denne Nat.
Min kierre Datter, wer wed god trøst,
din haarde baand, den bliffuer well løst.
Skynd jer at tænde lys,
her skal ikke soves i nat.
Min kære datter, vær ikke bange,
dit hårde bånd (dvs. at du ikke kan føde),
det bliver vel løst.
Kirsten føder sit barn, og da Iver får den gode nyhed, udbryder han: »Loffuet wer wor here«. (Lovet være Vor Herre).
Christence Juuls slutning afviger fra de øvrige versioners, hvor moderen inddrages i glæden over forløsningen: »Al den glæde herr Iver fik/ skyldtes, at Mettelille (det samme som Kirsten) gik til sin moder«.
Det tydelige budskab her i versionen i Karen Brahes Folio fra 1570’erne er, at det er hos den ældre erfarne kvinde, den unge barselskvinde kan få hjælp i den nød, som den svære og livsfarlige fødsel giver. At det er barselskvindens moder, der optræder som den hjælpende, understreger slægtens, familiens værdi. En vise, der handler om det, kan ende lykkeligt.
Tilbage er dog at komme det onde helt til livs, og Christence Juul slutter som de øvrige meddelere sin version med: »Sin slegfred lod hand brende til dødt«. (Sin elskerinde lod han brænde ihjel).
Sang om kvinders hævn for vold
Vibeke Bild har i den visebog, hun og hendes kvindelige bekendte og slægtninge selv har skrevet, en vise om en kvindes tålmod indtil det groteske. Visen om »Den taalmodige Kvinde«, der er indført af Vibeke Bild og kun kendes herfra, har relationer til Griselda-motivet: En kvinde pines og ydmyges af en mand, der vil prøve, om hun er tålmodig nok til at blive hans hustru. Visens liden Kirsten består prøven, men er dog ikke uden kritik, da hun står over for den kvinde, der er hendes datter, som hun aldrig har set, og som hun tror er en ny elskerinde: »Christt giffue, hand darer ike eder som mig« (Krist give, han ikke dårer dig som mig).
Formodentlig bundet af Griselda-forlægget slutter visen problemløst med formelstrofen: »Dett var glede och halle mere gammen,/ her Peder och liden Kierstter drak brølope sammen«. (Der var glæde og endnu mere lykke,/ herr Peder og liden Kirsten drak bryllup sammen (dvs. blev gift)).
Der kom en ganske anden reaktion fra Elena i visen om »Sune Folkesøn«, da hun erklærede, at hun aldrig kunne tilgive. En endnu kraftigere markering af grænsen for tålsomhed giver de voldtagne søstre i visen om »Herr Ebbes Døtre«, da de hævner sig på deres voldsmænd. Visen er overleveret af Anne Krabbe, der i sin indledning stedfæster begivenhederne til »Wiffuil bye« og »Wiffuild-march i Halherit«, og bl.a. af Vibeke Bild, der har stort set samme version, indført i det ene af hendes foliohånd-skrifter af hendes skriver. Handlingen er den, at medens Ebbe er på pilgrimsrejse, opsøger to brødre hans døtre og voldtager dem. Da Ebbe kommer hjem og hører om angrebet, viser han sig uvillig til at hævne dem. Han føler pilgrimsrejsen er spildt, hvis han nu skal have blod på hænderne. Da reagerer pigerne kraftigt:
I shall Iche for woris skijld,
drage brijnie och suerd,
selff will wy det heffne,
Om wy er Ære værd.
I skal ikke for vores skyld
drage brynje og sværd,
selv vil vi det hævne,
om vi er ære værd.
Søstrene dræber deres voldsmænd i og ved kirken, der ikke yder den sædvanlige beskyttelse. Visen kommenterer ikke konsekvenserne for Ebbes døtre, men beklager de dræbte brødres moder, der rammes af hævninstitutionens negative side:
Hiem fourr Ebis døter tou,
der di haffde heffnet deris skade,
med sorig mone fru mete Lile,
koma hindis søner i graffue.
Hjem tog Ebbes døtre to,
da de havde hævnet deres skade,
med sorg måtte fru Mettelille
lægge sine sønner i graven.
Kvindelige meddelere af visesang i 1700-og 1800-tallet
Den ældre islandske visetradition overleveret i håndskrifter fra midten af 1600-tallet og et hundrede år frem har visen om »Herr Ebbes Døtre«, som med sit hævnmotiv og sin genoprettelse af magtbalancen mellem to familier leder tanken hen på sagalitteraturens kompromisløse slægtsbevidste personer.
I sidste halvdel af 1800-tallet finder vi visen hos en gammel »niðurseta« (dvs. fattiglem på kost) Gunnhildur Jónsdóttir (1787-1866). Gennem hendes fortælling om »Herr Ebbes Døtre«, der fremtræder som enkelte vel erindrede strofer med forbindende prosa, går den fattige og undertryktes frygt for »de store«s vrede og straf. De voldtagne pigers reaktion skildres hos hende som en angstreaktion: De dræber den voldsmand, der under deres møde uden for kirken igen prøver at angribe dem, og de dræber broderen, da denne kommer til. Hævn er ændret til selvforsvar:
»Peter gik i kirke og drak vin dér, men hans broder mødte Ebbedøtrene ude(nfor) og ville tage (gribe) dem, men de sejrede og ville dræbe ham«.
Adelen havde en særlig lyrisk visegenre, men almuen ændrede ofte folkevisens handlingsomkvæd til et lyrisk. Omkvædet i den ældre version af visen om »Herr Ebbes Døtre«: »Så lystelig på Jorden« (dansk) og »Hvor ædlinge rider frem« (islandsk) bliver således i den islandske almueversion til »Driver dug af fagre eg i skoven« (oversat).
Gunnhildur Jónsdóttir har digtet sandheden om sig selv og sin tilværelse ind i sin version. Hun interesserer sig ikke for ridderlige æresbegreber, der fordrer angreb hævnet med modangreb. Men hun kender til de overgreb, der kalder forsvarsmekanismer frem, og hun kender især til frygten for konsekvenserne af oprør mod overgreb. Da Ebbe får at vide, at hans døtre har dræbt brødrene, der hører til kongens mænd, frygter han for kongens vrede:
»Op stod Ebbe/ og sagde da: Lykkelig er den i verden,/ som ikke har noget barn/ Driver dug af fagre eg i skoven«.
Gunnhildur Jónsdóttir tildigter en eventyrslutning, der helt enkelt viser, hvad der sker med en tekst, der vandrer fra et miljø til et andet. Hun må for at overvinde den angst, hun føler for Ebbes døtres skæbne, tildigte den kraftigste slutning, hun kan: Et godt giftermål er det bedste for piger, der med eller uden egen skyld er »kommet galt af sted«:
»Men da kongen fik dette at vide, blev han glad for, at brødrene var slået ihjel, og så godt syntes han om Ebbe-døtrene, at han giftede dem med hver sin herremand«.
Kongen er altstyrende og almægtig i denne gendigtning af en gammel vise, som meddeleren indleder med eventyrformlen: der var engang en konge.
Gunnhildur Jónsdóttir var en af de bedste meddelere for bl.a. Brynjólfur Jónsson, den unge bondesøn på Minni Núpur, hvor hun var på fattiglemskost. I et brev af 1. februar 1863 fortæller den da 24-årige Brynjólfur Jónsson, at han snart har fyldt den tredje bog med optegnelser, hvoraf de fleste er efter Gunnhildur Jónsdóttir, men at han er bekymret for hende og ikke mindre for sit arbejde med at optegne efter hende:
»… hun blev syg før jul, og jeg blev bange for, om hun skulle lægge sig og dø, derfor skyndte jeg mig at skrive ned efter hende«.
Gunnhildur Jónsdóttir døde først et par år efter og nåede at meddele bl.a. »Margrétar kvæði«, en formodentlig oprindeligt færøsk vise. Det er en grum vise om voldtægt, blodskam og vold, men Gunnhildur Jónsdóttir har sin egen version: »Margrét varð óljett af völdum föður síns« (Margret blev gravid med sin far). Faderen forsøger derefter at brænde hende på et bål, men broderen redder hende, og en af de kvinder, der kommer til for at tage sig af de sønner, hun føder på bålet, tager sig også af hende selv: »…Elenborg, hún tók Margretu með sér«. (… Elenborg, hun tog Margret med sig).
Den gamle og fattige Gunnhildur Jónsdóttir ved, hvilken betydning det har, at der er en, der tager hånd om den svages skæbne.
Viseindsamlingen i slutningen af 1800-tallet foregik om kap med tid og udvikling, hvis traditionen, der stadig befandt sig hos de syngende og fortællende, men ikke skrivende bønder, skulle reddes. Brynjólfur Jónssons iver deltes af den danske folkemindesamler, skolelæreren Evald Tang Kristensen (1843-1929). Han skriver i Minder og Oplevelser:
»Nu gik jeg tilbage til Hygum og søgte hen til den gamle Kristence Kristensdatter, som jeg havde været inde hos et Par Dage før. Hun var født selve Nytaarsdag og var nu 93 Aar. Da hun var saa ældgammel, maatte Datteren idelig hjælpe hende, for Hukommelsen vilde jo ikke staa hende bi, og saa var det saa udmærket, at Datteren kunde det meste af, hvad Moderen havde sunget og fortalt, og saaledes stadig være os til Hjælp. Jeg fik da 14 gamle Viser skrevet op og 5 Æventyr. Hun havde boet ude paa Harboøre, men maatte flytte derfra, da Vandet en Stormnat gik ind i Huset og stod op over deres Bord. De krøb op paa Loftet og sad der i halvtredje Døgn, indtil en Baad kom og frelste dem. Saadan sad hun og fortalte for mig helt mærkelige Tildragelser af hendes Liv. Man kan nok tænke sig, at jeg ikke kunde blive færdig med hende i en Haandevending«.
At Kristence Kristensdatter (født 1796), der på meddelelses-tidspunktet var aftægtskone i Hygum, havde datteren Maren Olesdatter hos sig, var yderligere en fordel for optegnelsen af melodierne, og Tang Kristensen fortsætter: »Der i Hygum fik jeg skrevet en hel Del Melodier op, som Kristences Datter sang for mig«.
Ved denne lejlighed fik Evald Tang Kristensen meddelt Kristence Kristensdatters version af visen om »Hustru og Mands Moder« (dvs. Svigermoder). Visen er beslægtet med »Hustru og Slegfred«, og optegnet af Christence Juul omkring 270 år tidligere. Handlingen i »Hustru og Mands Moder« adskiller sig på enkelte punkter fra den gamle beslægtede vise: En kvinde forhekses i sit svangerskab, ikke af mandens skinsyge elskerinde, men af svigermoderen. Efter otte års pinefuld graviditet tager hun hjem:
De kjører saa sagtelig over den Hed’,
vækker ingen Mand op og gjør ingen Mand vred.
De kjører saa sagtelig over den Bro,
vækker ingen Mand op, gjører ingen Uro.
I denne version af Kristence Kristensdatter er det faderen, der tager imod den hjemvendte, og vi hører intet om moderen. Liden Kirsten dør efter at have født to sønner. De er jo blevet otte år i moders liv og kan tage hånd om deres:
Den første han var saa vis en Mand,
for han skulde regere sin Faders Land.
Syv Tønder Svovl og fem Tønder Tjær’;
og det vil jeg min Gamlemoder forær’.
Den onde svigermoder skal altså brændes til straf for den ulykke, hun har forvoldt.
Endnu en vise om barselsnød, »Redselille og Medelvold«, blev ligesom »Hustru og Mands Moder« sunget i 1700- og 1800-tallet af danske bønder, af mænd såvel som kvinder. Også Kristence Kristensdatter og hendes fire syngende døtre kendte visen om »Redselille«, der fortæller om, hvordan Rosenelle (det samme som Roselille) bortvises fra hjemmet, da hun er gravid. Hun og hendes kæreste flygter ud i »Rosenslund«, hvor hun får veer. Hendes kæreste vil hente vand til hende og hører ved kilden en nattergal: »I Lunden der sjønger en Nattergål saa:/ at Børnen’ er løvend’, men Moderen er dø«. (I lunden der synger en nattergal så:/ at børnene er levende, men moderen er død). For den fattige fader er det katastrofalt at stå med moderløse børn, så han svarer: »Ak, Nattergål, Nattergål, sjøng ikke saa,/ sig: Moderen er løvend’, men Børnen’ er dø«. Også børnene dør, og sorgen forvindes aldrig: »Og han red aldrig saa langt udi Land,/ te hans smaa Sønner stod hannem ved Haand«.
Denne slutstrofe tilhører alene Kristence Kristensdatter og hendes døtre og må være den gamle aftægtskones tildigtning. Den meddeler, der lever med sine sange, vil også leve sin tilvæ-relse ind i dem.
Viserne om »Redselille og Medelvold« og om »Hustru og Mands Moder« findes i både norsk og svensk tradition fra 1600-og 1700-tallet. En version af »Hustru og Mands Moder« er meddelt af den svenske visesanger Greta Naterberg, født 1772 i Östergötland.
Greta Naterbergs forældre var ryttersoldat Per Callerman og Kerstin Lagesdotter. I 1794 fik hun tjeneste som pige på godset Västerby og blev i 1800 gift med soldat Peter Hansson i Röby. Denne blev nogen tid efter livgrenadér i Naterstad i Slaka og tog da navnet Naterberg. Greta Naterberg, der i sit ægteskab fik flere børn, døde 1818.
Hendes optegner, L. F. Rääf, fortæller nogle år før hendes død om hende og hendes store viserepertoire: »Af hendes viser er der næsten ingen, som hun ikke har lært før sit 20-25 år. Hun har den bedste hukommelse og kan endnu brudstykker af ganske mange viser, som hun husker, når man nævner dem … Hun er af et frisk og glad sindelag – klager nu over, at hendes stemme ikke er så klar som i ungdommens dage, og at hendes bryst bliver tungt og ofte især om vintrene dårligt«.
Hendes viser, hvoraf en stor del stammede fra moderen, gik ikke videre til hendes børn, fortæller L.F. Rääf: »Hon är nu moder for flera barn – af hvilka de som äro mig bekanta tyckas aldeles sakna moderns sinne för sången«.
Den glade piges version af barselsnødvisen har en lykkelig udgang, idet liden Kirsten overlever, efter at have født en dreng og en pige. Men først må hun gennem et pinefuldt niårigt svangerskab, forhekset af svigermoderen, og hun vælger til sidst at tage hjem til sin moder:
Liten Kerstin hon talte till Herr Peder så,
Medan linden bär löfven så gröna,
Och hämta mig hem till min moders gård,
De redo, de redo bort igenom lunden med henne.
Liden Kirsten hun talte til Herr Peder så:
Mens linden bærer løvet så grønt,
Før mig hjem til min moders gård,
Og de red, de red bort igennem lunden med hende.
Peders ømhed for liden Kirsten udtrykker meddeleren med strofen:
Och hör du, liten Kerstin, hvad jag dig säga må,
Och orkar du rida, sjelf vill jag med dig gå.
Og hør du, liden Kirsten, hvad jeg dig sige må:
Er du i stand til at ride, så vil jeg selv gå med dig.
At kærligheden er gensidig, fremgår af stroferne:
Och kära min moder J bädda opp min säng,
Å käre Herr Peder du hjelp mig i den.
Liten Kerstin satte sig på förgyllande stol
Herr Peder drog af henne strumpor och skor.
Og kære min moder, red min seng,
Å kære Herr Peder, hjælp mig op i den.
Liden Kirsten satte sig på den forgyldte stol
Herr Peder tog af hendes strømper og sko.
Selv i viser, der skildrer jævne stænders tilværelse på den mest realistiske måde, er der guld, forgyldninger og silke fra eventyrets verden. Slutstrofen er Greta Naterbergs egen og afslører hendes ligefremme, lyse sindelag:
Och sånen han kunde gå ärende i by,
Och Dottren hon kunde röda silket sy.
Og sønnen han kunne gå ærinde i byen,
og datteren hun kunde sy det røde silke.
Men den forgyldte eventyrverdens sprog gør sig gældende overalt:
Kari ho kom seg te himmerik både trøytt å mo
jomfru tukka te rødegullstol.
Kari kom til Himmerige både træt
og mødig jomfru (dvs. Maria) tog
til (dvs. bød hende) den røde
guldstol.
Sådan fortæller de to norske søstre fra Selgjord i Telemarken, Ingebjør Kivle og Aaste Haugjen i 1874 om, hvordan Kari efter at være blevet dræbt af to voldtægtsforbrydere modtages i Himmerige. Denne strofe ser ud til at være særegen for de to søstres version af visen om »Torgjusdøtrane«. Da optegneren Sophus Bugge viste strofen til svigerinden Alet Aaseim, ligeledes fra Selgjord i Telemarken, sagde hun, at hun havde hørt noget lignende. Hun har altså afvist at inddrage et motiv fra en anden version, der da også har en ganske anden holdning til konsekvensen af forbrydelsen, ligesom der er langt imellem hendes svigerinders beskedne Kari og hendes egen Stolt Kari. I seks strofer fortæller Alet Aaseim, hvordan hun pynter sig:
Stolt Kari ho ha på kåpa rø
de var lisso gulle på jori mon strø.
Stolt Kari ho sto å skodde sin fot
mæ silkjesokker å syllspente sko.
Stolt Kari hun havde en rød kappe på,
det var lige så guldet på jorden blev strøet.
Stolt Kari hun stod og så på sin fod
med silkesokker og sølvspændte sko.
– og til sidst:
Stolt Kari ho sto å kjemde mæ kamm
so slengde ho ikring eit silkjeband.
Stolt Kari hun stod og kæmmede med kam
så slængte hun omkring et silkebånd.
Derefter rider hun ud i skoven, hvor hun møder to voldsmænd, »vaddare«, som giver hende valget mellem at komme med dem eller dø. Hun svarer stolt: »Jeg vil nu ikke være med to røvere/ jeg vil hellere på vilden hede lade mit liv«.
De dræber hende, og hermed slutter de fleste norske versioner af visen, men Alet Aaseim fortsætter med at fortælle i prosa: »Så rejste de så langt, og de ville afhænde hendes klæder og hendes guld. Så kom de til hendes Far, men han kendte klæderne«.
De beder intetanende og overmodigt om noget at drikke: »Tappe meg i ei potte mæ mjø/ å ber de højt lat de vera søt«. (Tap mig en potte mjød/ og går det højt, så lad det være sødt). De drak, fortæller Alet Aaseim videre i prosa, så deres sokker stod i blod, for det var giftigt, det han gav dem.
Alet Aaseims hævnvise adskiller sig markant fra svigerindernes forsonlige legendeagtige version: »Kari hun lagde sig på sine bare knæ/ Min kære, min Herre, tilgiv røverne«.
At inddrage motivet med Karis optagelse i Himmerige ville være en episk inkonsekvens, der sjældent forekommer hos de folkelige visesangere.
Den danske, islandske, svenske og norske bondevisetradition er ofte præget af meddelerens egne levevilkår og er stærkt knyttet til fortællesituationen, hvad enten visen synges for tidsfordriv, eller dens historie fortælles i sang og prosa for familie-, hus- og arbejdsfæller. Den færøske visetradition har imidlertid helt frem til vore dage bevaret yderligere et aspekt, der er mindre udtalt hos de øvrige nordiske meddelere: Visen som akkompagnement til dansen og derved i endnu højere grad gjort til en fælles aktivitet.
Rita Pedersen
Dansa med hinanden, so fagurliga sum tú kann. Om de færøske viser
Den færøske viseform er en syntese af ord, melodi og dans. I kædedansen synger en forsanger for, og resten af danserne i ringen synger med, så godt de kan, og alle synger omkvædet. Forsangerne har mest været mænd, selv om det fortælles, at også kvinder har sunget store og lange viser for. Den almindelige mening har været, at kvindelige forsangere så at sige varmede dansen op – sang, før dansen kom rigtigt i gang, og at kvinder især har sunget kortere viser.
Den færøske vises vigtige funktion som danseakkompagnement bekræftes af, at en overvejende del af omkvædene omtaler eller opfordrer til dans. Det her gengivne (»Mirmants kvæði«) anvendes i flere viser med få variationer.
De ældste og egentlige færøske viser (ballader) er færøsksprogede og kaldes »kvæði« i modsætning til »visa«, der først og fremmest er knyttet til de danske viser, som kom til Færøerne med de ældste trykte visebøger, udgivet af Anders Sørensen Vedel (1. tryk 1591) og Peder Pedersen Syv (1. tryk 1695). Senere kom flere danske viser samt norske viser gennem digteren og præsten Petter Dass (1647-1708). Ved siden af de danske og norske viser er der blevet digtet færøske kæmpeballader til dans lige op til vore dage. En særlig færøsk genre er »táttur«. Ordet »táttur« har to betydninger: en del (et kapitel) af en ballade eller en nyere selvstændig genre, omfattende nidviser og satiriske viser.
På Færøerne begyndte indsamlingen af visetradition i slutningen af 1700-tallet, og udgaven Corpus Carminum Færoensium, Føroya kvæði repræsenterer optegnelser fra perioden 1770-1870. Kildeangivelserne fortæller, at der er i alt 146 meddelere, hvoraf ca. 1/5 var kvinder, hvis repertoire omfatter fra en til seks viser, i alt 64 opskrifter og 52 forskellige viser.
De kvindelige meddelere følger fordelingen mellem visegenrerne som helhed i Corpus Carminum Færoensium, Føroya kvæði. Der er flest kæmpeviser, som er den største færøske visegenre. Derefter kommer ridderviser, trylleviser, legendeviser.
Kvinderne, der deltog i den færøske indsamling, var i begyndelsen udelukkende meddelere. I Vágur på Suðuroy fandt indsamlerne to meget fine meddelere i Birita Jacobsdatter á Mýri (1805-74) og Anna Sofie Iversdatter á Skála (1822-63), som i 1847-48 meddelte henholdsvis seks og fire viser.
I Biritas vise om »Mirmant« er det kvinderne, der kæmper om manden både med list og svig, men erotikken og de ædle motiver vinder.
Birita á Mýris version af »Magnus kongur í Noregi« eller »Margretu kvæði« (Magnus konge i Norge eller Margretevisen), har følgende handling: Kongedatteren Margrete bliver sendt i kloster, men da hun er på vej hjem for at besøge sin far, møder hun en mand, der voldtager hende og derpå viser sig at være hendes broder:
Hann reiv av henni stakkin
so hennar silkiserk,
til hann hevði vunnið henni
tað syndar neyðis verk.
Han rev af hende kjolen,
så hendes silkesærk,
til han havde tilføjet hende
det syndige nødens værk.
Da faderen opsøger hende og opdager, at hun er gravid og ikke vil afsløre barnefaderen, sætter han ild på klosteret. Broderen iler til og forsøger at slukke ilden, men de dør begge to.
»Margretu kvæði« er specifikt færøsk, og det menes, at den kom til Island fra Færøerne. Den har været særlig populær blandt kvinder. Af i alt fem opskrifter er de tre meddelt af kvinder, og en har den mandlige meddeler lært af sin mormoder. Det har også mest været kvinder, der sang denne vise i dansen.
En anden af Birita á Mýris viser er bortførelses- og hævnvisen »Pálnir Búgvason« (Poul Buesøn): Pálnir bortfører en forlovet kvinde, som protesterer og advarer bortføreren om følgerne:
Hoyr tú, Pálnir Búgvason,
tú kom ikke á mín fund,
frættir tað bóndin Niklas,
hann høggur teg sum ein hund.
Eg ræðdist ei bóndan Niklas,
ei hans heyk og hund,
jomfrúin, tú skal fylgja mær
ígjøgnum grøna lund.
Hør du, Pálnir Búgvason,
du må ej møde mig i lunden,
hører bonden Niklas det,
han hugger dig ned som en hund.
Jeg er ikke bange for Niklas,
ej heller hans høg og hund,
jomfru, du skal følge mig
igennem den grønne lund.
Derefter adlyder hun sin bortfører og kommende ægtemand og reglerne for ægteskab, men på bryllupsnatten bliver Pálnir dræbt af hendes fader. Brudeparret har dog nået at avle tvillingesønner, der senere hævner faderen, sådan som denne har pålagt deres moder at sørge for.
I denne vise følger kvinden manden, selv om han har taget hende med vold. Hun gør modstand i selve gerningsøjeblikket, men derefter opfatter hun for sin del forholdet som befæstet. Hævnen er noget, mænd – hendes sønner – skal tage sig af. I »Margretu kvæði« og »Pálnir Búgvason« benytter mænd sig af svig og vold for at få den kvinde, de ønsker, og i det hele taget behandler Birita á Mýris repertoire det onde over for det gode i forholdet mellem mand og kvinde.
Birita, der var synsk, passerede engang sammen med andre kvinder en høj, hvor der boede huldrer. Da fik en af dem noget i øjet. Birita truede huldren og bad kvinderne gå. Da de andre var vel hjemme, råbte Birita: Kys mig! For hun havde set en huldre smide aske ud af højen.
Anna Sofie Iversdatter á Skála fokuserer i tre af sine fire viser også på forholdet mellem mand og kvinde og især på kvindens stilling under forlovelsen og brylluppet. »Greivin av Jansalín« (»Greven af Jansalín«) handler om greven, der rejser ud i verden for at prøve sin manddomskraft. Da han har fældet en modstander, hr. Ivar, udtrykker en jomfru sin lyst til ham, men han straffer hendes byden sig til ved at dræbe hende:
Hon sær ein so frægan kappa
á leikvøllinum ríða:
»Tílíkan vildi eg kosið mær,
hevði tað staðið til min«.
Hann hevði upp sína høgru hond,
gav henni høgg á tenn,
blóðið dreiv í barmin niður,
sóu tað mangir menn.
Hun ser så berømt en helt
ride på kamppladsen frem.
Sådan en havde jeg valgt,
hvis det stod til mig.
Han holdt op sin højre hånd
gav hende slag på tand,
blodet drev til barmen ned,
det så mangen mand.
Senere overvinder greven en konge, som tilbyder ham sin fæstemø for selv at få lov til at leve. Til gengæld får kongen grevens søster:
»Gevur tú mær jomfrú Solitu,
festarmoynna tína,
eg gevi tær ungu Gunnhildu moy,
so væna systur mína«.
Giver du mig jomfru Solitu,
din fæstemø,
giver jeg dig min smukke søster,
den unge Gunhild mø.
Denne handel foregår, uden at de to kvinder selv optræder i visen. De opfattes som mændenes ejendom, og tager en kvinde selv et initiativ, straffes hun nådesløst. Kvinderne i Anna Sofie Iversdatters viser er modige. De vil gerne have en mand, men det skal foregå på hæderlig vis. Hendes vise om greven, der bytter sin søster, som havde hun været en ting, med kongens fæstemø, kan opfattes som Anna Sofie Iversdatters protest mod den mandlige nedvurdering af kvinder.
I midten af 1800-tallet gav den første kvinde sig til at skrive viser ned: Kristjane Schröder (1802-73) meddelte tre og nedskrev selv tre viser.
Fire af Kristjane Schröders viser handler om forlovelse og ægteskab. »Kongur og jomfrú« (Konge og jomfru) er en kort, delvist dansksproget vise om en konge, der sender en række gaver til en jomfru. En af gaverne er en nattergal, som røber, at kongen til gengæld for gaverne vil have hende til frille (dvs. elskerinde):
Den jomfru taler til nattergale:
»Hvad vil den herre for gaver have?«
»Det vil min herre for gaver have,
i lønlig elskov med dig tale«.
Jomfruen sender derpå gaverne tilbage.
Kristjane Schröders version af denne vise er åben og ligefrem. Kampen mellem den onde og den gode kvindeskæbne i hendes repertoire udmøntes i kvindernes ønske om at bevare deres integritet og beskytte sig mod mænds ureelle og egennyttige hensigter. Sammensætningen af meddelernes repertoire vil på den ene eller den anden måde fortælle om deres egne holdninger og følelser. De her nævnte færøske meddelere har især været optaget af kvinders situation, når de udsættes for vold og for ydmygelser, og når de får deres status truet.
Malan Simonsen
Finis Ende paa disse sange
De nordiske viser relaterer sig gennem hele den fire hundrede år gamle tradition til dansen: »Der ganger en jomfru udi en dans«, »Der gaar dans paa enge«, »For dansen den gaar saa let udi lunden«. Disse er blot nogle få af de mange førstelinjer og omkvæd, der omtaler dansen.
Selv om viserne uden for Færøerne ikke i samme grad som dér er forbundet med dans, fortæller meddelerne af den yngre visetradition dog af og til, at der danses til deres sang. Om den svenske meddeler, Greta Naterberg, fortæller L. F. Rääf i 1815, at ungdommen ifølge Greta Naterbergs egen beretning samledes på Slaka bakken, »då hon sjunger sine lekar för dem, att de dansa och leka långt på quällarne«.
En direkte oplysning om, at den ældre visetradition ikke blev indsamlet af adelen alene af litterær og arkivalsk interesse, finder vi i et lille dansk visehåndskrift fra midten af 1600-tallet, ejet af den ikke-identificerede Karen Christensdatter:
Tag visen nu J Hænde,
Och siung den lystig oc klar,
Att hver kan høre dig Aabenbar.
Tag visen nu i hænde,
og syng den lystigt og klart,
at enhver kan høre dig tydeligt.
Dette notat under visebogens første indføring fortæller, at vi har at gøre med en levende tradition, der blev sunget og danset, alt efter den enkeltes bedste evne, sådan som opfordringen lyder på visebogens sidste side:
Finis Ende paa disse sange,
hvo ey kand dantze maa efttergange.
Finis Ende på disse sange,
den der ikke kan danse, må gå i
takt.
Rita Pedersen