Tag: Voldtægt

De sande fortællingers genkomst og forvandlinger

I 2000-tallet afløses 1970’ernes biografiske og selvbiografiske fortællinger af nye blandingsformer, som bevæger sig i grænselandet mellem fakta og fiktion – også kaldet autofiktion. Genren benyttes både af mandlige og kvindelige forfattere, men især de kvindelige forfatteres værker er blevet kritiseret for at overskride og udstille det private.Kvindelige eksponenter for autofiktionen er bl.a. Maja Lundgren, Carina Rydberg, Suzanne Brøgger, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Herbjørg Wassmo.   

Den mørke historie hos Sofi Oksanen

Sofi Oksanen er en litterær sensation. Født 1977 i Finland, med en finsk far og en estisk mor, skriver hun på finsk, men kalder sig finsk-estisk forfatter. Hun er erklæret feminist og har i den offentlige debat udtalt sig imod mænds vold mod kvinder og Putin-vældet i Rusland. Hun er internationalt berømt, oversat til omkring fyrre sprog og modtager af en lang række priser, ofte som den yngste forfatter nogensinde (Finlandiaprisen og Nordisk Råds litteraturpris 2008, Svenska Akademiens nordiske pris 2013).

Børn af svigtede børn

Den norske forfatter Herbjørg Wassmo debuterede som lyriker i 1970’erne, og har siden skrevet både dramatik og dokumentarlitteratur. De fem store romaner, hun udgav i 1980’erne og 90’erne, har i al deres kompleksitet og tilsyneladende forskellighed et samlende tema: det svigtede barn. Men hendes hensigt er ikke at kritisere utilstrækkelige forældre eller et fremmedgørende samfund i moderne forstand. Den egentlige konflikt foregår på et dybere plan.Foruden at fortælle om det unge og ufærdige menneske i en kompliceret socialiseringsproces repræsenterer »det svigtede barn« først og fremmest det »barnesår«, vi alle bærer med os – uanset alder, tid og omgivelser.

Lidelsens oprindelse

Den danske forfatter Vita Andersens prosadigtning fik øgenavnet knækprosa, fordi digtene tilsyneladende blot var episke forløb med ulige linjelængde. Men hendes digtning er mere kompliceret. Den er en iscenesættelse af hverdagssproget, en udstilling af tvangen og rollerne, men langtfra en kunstløs gentagelse. Kønsrollerne som tvang og hindring for et lykkeligt samspil mellem kønnene er et centralt tema. Men kønsforskellen er ikke kun social, bag den står barndommen, der især foldes komplekst ud i romanerne.Charlotte Strandgaard debuterede i 1965 og skrev i 1960’erne og 70’erne en række digt- og dokumentsamlinger, der fokuserer på tidstypiske problemer som alkoholisme, narkomani, de socialt udstødte og taberne. I hendes univers hersker lidelsen, misforståelser mellem dem, der gerne vil elske hinanden, skyldfølelse og håbløshed. Tonen er medfølelse og vilje til at pege mod en forklaring og en løsning. Hendes voksne er som hos Vita Andersen sårede børn. Men sammen med smerten findes en insisteren på forsoning og forløsning.

Nej!

Den danske forfatter og debattør Suzanne Brøgger har i en stor del af sit forfatterskab beskæftiget sig med oprørets natside og nej’ets konsekvenser. Og især dramaet Efter orgiet, hvor personerne Lem, Rigor, Vulva og Mortis opfører en incestuøs, ødipal dødsdans i en Brøggersk udgave af den græske tragedies retorik, udløste samme bestyrtelse, som da forfatteren tyve år tidligere ønskede at befri os fra kærligheden.Men startede forfatterskabet i et ‘nej’ i 1973, skete der en vending med udgivelsen af romanen Ja i 1984, der samtidig markerede Suzanne Brøggers mere folkelige gennembrud. Ja viser sig at være en kunstnerroman, hvor den kvindelige kunstner genopstår fra kvindelighedens gravkammer. Forfatterens bevægelse fra NEJ i 1973 til sit JA i 1984 handler således dybest set om en personlig vej til et forfatterskab, en kunstnerisk livspraksis.

At fange teksten midt i livet

Med romanen Män kan inte våldtas fra 1975 (Mænd kan ikke voldtages, 1975), gik den finske forfatter Märta Tikkanen direkte ind i diskussionen af kønsrollerne og blev en af den nye kvindebevægelses litterære galionsfigurer, ikke bare i sit hjemland, men i hele Norden. I en række bøger tematiserer hun akutte kvindeproblemer og sin egen private livshistorie på en måde, som vandt stor genklang.I bog efter bog undersøger hun de lænker, der binder kvinden – eller jeg’et til mand, børn, elsker og forældre. “Hvor er logikken”, spørger hun, og arbejder sig i både romaner og digtsamlinger systematisk gennem lag på lag af bindinger for om muligt at finde frem til beretningen om kvindelivets logik. Gang på gang forsøger hun at fange den kvindelige livstekst bare for at vise projektets umulighed. Den unddrager sig altid. Hun nærmer sig sin fortælling ad bestandigt nye veje, og forfatterskabet igennem kan man se, hvordan fremgangsmåden bliver stadig mere kompleks og sofistikeret.

Kleopatras giftbæger

Den islandske forfatter Ásta Sigurðardóttir havde en forkærlighed for selviscenesættelse, der fik hendes samtid til at tabe pusten. Alle hendes noveller spejler en splittelse mellem længslen efter normalitet, tryghed og borgerlig anerkendelse på den ene side og oprør, frihedstrang og en dybtgående forkastelse af borgerlige værdier på den anden.Hun elskede at agere, men ingen andre end hun selv skulle skrive hendes roller. Rejsen udgør et tilbagevendende motiv i hendes tekster, og hendes personer er alene både i fysisk og eksistentiel forstand. De senere tekster savner den intensitet, der prægede hendes første noveller. Stoltheden, selvhævdelsen, dronningens arrogance er borte. Blikket er sløvet, selvhadet dominerer. Der findes ikke længere noget, der er værd at iscenesætte.

Sår som endnu bløder

I sin versroman Sår som ennu blør (Sår som endnu bløder) fra 1931 skildrede Karo(line) Espeseth en seksualsadistisk fikseret mand og hans forhold til en ung pige. Tydeligt blotlægger hun sammenhængen mellem køn og krig i mellemkrigstidens Europa. Hendes seksuelle voldsmand drives af en akkumuleret følelsesopladning af raseri, had, hævn og begær. Og hun viser, at dette er kulturelt betinget, ikke nogen medfødt perversion.Desværre kom debatten om romanen til at dreje sig mere om seksualmoral, idealforfladigelse og litteraturens forfald, end om de spørgsmål, Karo Espeseth havde villet rejse: Hvordan og hvorfor bliver en mand seksuel voldsmand? Den hårde og uforstående kritik fik Karo Espeseth til at tie som digter. Først i 1983 – 50 år efter – brød hun sin selvpålagte tavshed som forfatter.

En voldtægtshistorie

Svenske Sophie Sagers litterære produktion er lille. Det, hun blev kendt for, var hendes indlæg i en retssag om mishandling, hvor hun selv havde været offer. De blev offentliggjort i Stockholms Dagblad som føljeton i 1848 og senere samme år samlet og udgivet med forord og kommentarer af hende selv under titlen Sagerska målet (Sagerretssagen). Hendes indlæg præges af en stærk vilje til at få oprejsning for den krænkelse, hun har været udsat for. Krænkelsen gælder først og fremmest hendes ret til at give seksuelle afslag.Det er den måde, hun afviger fra tidens passive, gode kvindelighed på og vækker anstød, der gør hende interessant for os i dag. Gennem hendes liv og tekster kan vi studere en kvindelig bevidstheds udvikling – hvordan hun først tvinges til at kæmpe for sin egen sag, og senere udvider kampen til at gælde kvindens sag generelt.

… hvorledes jeg kvæder visen frem

Skønt der i den overleverede nordiske visetradition igennem mere end fire hundrede år er gået store dele tabt, repræsenterer den bevarede tradition et overvældende kildemateriale. Gennem de sidste halvandet århundredes intense registrerings- og udgivelsesarbejde er der skaffet overblik over den nordiske tradition.I det store kildemateriale er der sange, sunget om og af kvinder. Ud af den store skare af kvindelige sangere, samlere og optegnere vil den følgende artikel beskæftige sig med viser, som omhandler kvinders personlige og livsafgørende oplevelser, der samtidig er skæbnesituationer for familien og slægten.