Man kan se året 1909 som et brændpunkt. I Sverige er der storstrejke, og kvinder kæmper for valgretten. Mod slutningen af året står to kvindeskikkelser i centrum for nationens interesse. Ellen Key, som netop er vendt hjem fra en langvarig landflygtighed, fejres på sin 60-årsdag, og Selma Lagerlöf modtager som den første kvinde og første svensker den litterære Nobelpris. Tidligere samme år står en svensk reporter uden for Hollowayfængslet i London. Det er frigivelsen af den fængslede gruppe suffragetter, hun skal rapportere hjem om.
En kvindernes egen Nobelfest blev holdt for Selma Lagerlöf på Grand Hotel i Stockholm den 13. december 1909. 1.200 kvinder deltog, mere end 1.000 havde man måttet afvise. Festen refereres udførligt i både indenlandske og udenlandske aviser. Hovedtalen, »Alla kvinnors tack«, blev holdt af Lydia Wahlström. Selma Lagerlöf replicerede ved at lade Fredrika Bremer træde frem og bevidne mængden af fremtrædende og dygtige kvinder.
Kulmination og startskud. Ellen Key og Selma Lagerlöf var to stemmer, som ad hver sin vej havde erobret en verden. Storstrejkens kvinder fandt deres stemme i Maria Sandels Virveln (Hvirvlen), 1913. Og endelig var reporteren uden for Hollowayfængslet, Elin Wägner, på plads i London for at referere fra »den største bevægelse, verden har set«, Det Internationale Forbund for Kvinders Stemmeret og deres kongres i 1909.
»…en lille, myndig, men utilstrækkeligt uddannet forelæserske«
Det må have været både skræmmende og forvirrende, da Ellen Key i 1883 besteg talerstolen. Endnu havde offentligheden ikke vænnet sig til kvinder, der agiterede for stemmeretten på forelæsningsturnéer. Ellen Key var pioner på forelæsningsområdet: »… en lille, myndig, men utilstrækkeligt uddannet forelæserske«, som Carl David af Wirsén skriver. Begyndelsen var beskeden. 15 tilhørere i Arbejderinstituttets filial på Kungsholmen i Stockholm. Snart stod Ellen Keys kateder midt i Europa. »Die Großtante Europas«.
Til inderkredsen hørte først og fremmest Lou Andreas-Salomé, en nær ven, som Ellen Key brevvekslede med gennem mere end et kvart århundrede. Men praktisk taget »alle« i førkrigstidens Europa hørte til hendes omgangskreds: anarkisten Pjotr Kropotkin, billedhuggeren Auguste Rodin, dramatikeren Gerhard Hauptmann, filosoffen Martin Buber, danser-inden Isadora Duncan, digterne Rainer Maria Rilke og Maurice Maeterlinck. Ellen Keys ord var lov. Hendes dom kunne redde eller fælde en ung digter eller digterinde.
Et rørende billede af Ellen Key tegnes af Lou Andreas-Salomé i 1905. Ellen Key har været på besøg i Lous hjem, Loufried, uden for Göttingen. Umiddelbart inden afrejsen har Ellen Key indleveret sin kjole til rensning. I grønne, vide underbukser sidder hun ved morgenbordet. »Oven over disse underbukser det venlige, sjælfulde ansigt«, skriver Lou. »Netop sådan er Ellen Key«.
Ellen Keys medium var talen. Forelæsningen kom som regel før det skrevne essay. Selma Lagerlöfs vej er i den henseende den modsatte. Hendes element er skriften: »Ser De, dette skriveri er min eneste passion«. Hvis hun indtager talerstolen, er det med en skønlitterær fortælling i hånden – med en sådan fortryller også hun det mest forhærdede auditorium. Et af Selma Lagerlöfs problemer er simpelthen at trænge igennem som »debattør« og samfundsengageret uden at opgive sin særlige analyse- og udtryksform.
Problemet blev sat på spidsen i og med 1. Verdenskrig. En hel verden ventede på Selma Lagerlöfs ord. Hvad havde hun mon at sige til denne udvikling? Og hvor eksplicit, hvor »propagandistisk« kunne hun være? Romanen Bannlyst, 1918 (Bandlyst, 1918), blev hendes svar, fremkommet efter års tøven og skaberkrampe. Bogen blev en fredsappel, men af en både dybdeloddende og original art. Indbygget i romanen er der et tema om »stemmen«, den »ejendommelige« kvindelige stemme, som må vinde autoritet uden at opgive sin egenart, sin position i periferien. Temaet kulminerer mod slutningen af romanen. I forbindelse med en prædiken af sognets præst til »fredens fremme« hæver der sig en kvindelig stemme. Stemmen er »tynd og skinger« – noget, der har kendetegnet den gennem fortællingen. Men den er blevet »forunderligt hørlig og tydelig«. Den skarpe, kvindelige stemme – den, der ikke har måttet høres i det offentlige liv, den, der bærer på en skurrende indsigt, moderskriget som antiæstetik – bliver princippet for romanens udtryksform.
Med stemmebåndene angrebet af stemmeret
Reporteren uden for Holloway var den dengang 27-årige Elin Wägner, netop hvervet af stemmeretsbevægelsen. Hun skulle komme til at skrive om både Selma Lagerlöf og Ellen Key, og hun tager vigtige tråde op fra dem begge.
Fra kvindefængslet Holloway i London rapporterer Elin Wägner i Dagens Nyheter, den 4. maj 1909: »… da under fanfarer og jubelskrig fangerne, lidt blege, men lykkelige, kom farende ud og blev omfavnet af deres venner. Lederne var der, og jeg kunne iagttage frøken Pankhurst på nært hold. Hun lignede en sød og begavet skolepige. Og alligevel er det hende, der står i spidsen for uroafdelingen, og som på grund af sin veltalenhed kaldes suffragetternes Portia«.
Fra Ellen Key bl.a. det brændende spørgsmål om, hvad kønsforholdet og kvinden er, fra Selma Lagerlöf interessen for teksters skjulte koder. I Elin Wägners roman Hemlighetsfull, 1938, figurerer Ellen Key som gæst. Besøget slutter med et spørgsmål: Måske har jeg alligevel ikke lært, »hvad jeg burde af dette bemærkelsesværdige menneske?« Teksten fortsætter: »Og den nat sad jeg lysvågen ret op og ned i min seng og holdt i mine hænder kvindernes problem, som den store, forrodede Ellen Key havde smuglet ind i vor bolig på aldrende profeters vis, speget og uløst som det var«.
Gennem fire årtier bliver Elin Wägner den mest utrættelige modstander af patriarkatet i Sverige. Det første højdepunkt er Pennskaftet, 1910. Denne Stockholmsroman er en bibel for »den nye kvinde«. Elin Wägner selv kan anes under to af de centrale skikkelser, Cecilia – kvinden med en fortid – og Penneskaftet (der er indbegrebet af den kvindelige journalist).
I sin artikel »Den nye kvinde« i tidsskriftet Sovremennyi Mir (Den moderne verden), 1913, skriver Alexandra Kollontaj: »Hvem er hun – den nye kvinde? Se jer omkring, skærp blikket, overvej i jeres sind, og I vil blive overbevist om, at den nye kvinde eksisterer – at hun findes«. Efter en tid er der hos os alle, mener Kollontaj, »underbevidsthedens tærskel« en målestok, som hjælper os til at skelne den nye kvinde fra den gamle.
Cecilia samles op af den indtagende, men stålsat beslutsomme stemmeretskvinde Ester Henning. Snart træffer hun »Dragarlaget«, bevægelsens mangesidigt sammensatte kernetrop af stemmeretsaktivister på Lästmakargatan i Stockholm. Stemmeretskvinderne i Pennskaftet er Elin Wägners eget produkt. Men bagved er der kvinder, som for altid vil være forbundet med FKPR (Foreningen för kvinnans politiska röstrått), grundlagt 1902, senere LKPR (Landsforeningen för kvinnans politiska röstrått): stemmeretsgeneralen selv, professorinde Ann-Margret Holmgren, Lydia Wahlström, formand fra 1909, næstformand Signe Bergman, bankkasserer i det civile liv, blid, men ubøjelig »stemmeretsmoder«, skolegrundlæggeren Anna Whitlock, socialreformatoren Anna Lindhagen, den frisindede Emilia Broomé og erhvervsinspektricen Kerstin Hesselgren.
Alle aspekter af det liv, som var »den nye kvindes« i storbyen, finder man i Elin Wägners Pennskaftet. Sikkerhed på gaden, transportspørgsmål, påklædning, erhvervsliv, menstruations-smerter, boligforhold, madvaner. Men først og fremmest erotik. Hjertesagen i bogen er behovet for »den nye mand«.
Pennskaftet er en roman om den nye kvinde og den nye erotiks semiotik. Et nyt tegnsystem er trådt frem. Kvinder, der skynder sig hjem på gaderne, efter at sporvognene er holdt op med at køre, kvinder, der går på værtshus for at få en bid mad eller føre en diskussion med en eller anden mandlig kollega. Alle disse tegn findes i den moderne verden, men få kan tolke dem. Derfor indføres i romanen en ung og ikke alt for usympatisk mand, arkitekten Dick Block. Det er ham, der bliver den snublende dannelseshelt, bærer af den nødvendige afkodning og omkodning af synet på tingene.
Det opdragelsesprogram, som ligger skjult i romanen, er med andre ord, hvordan »manden af i dag« skal blive »den nye mand«, værdig partner til den allerede flyvefærdige nye kvinde. Dick må til en begyndelse stå for den forældede kode: sigende blikke, kys i en port, derefter komme frit frem. Penne-skaftets afkodning af ham sker spøgefuldt, men resolut. Inden romanen er slut, er Dick ikke bare en respektfuld og taknemlig elsker. Han er også en selvstændig forkæmper for en ny seksualmoral og en varm tilhænger af kvindelig stemmeret. I forbifarten kommer han også til at optræde som en bekymret og kærlig mor, da Penneskaftet for første gang bestiger talerstolen og holder sin jomfrutale for stemmeretten.
Heller ikke læserens syn bliver nogensinde det samme igen. Begrebet »kvinde« står fra nu af for noget selvstændigt, effektivt, mangesidigt, pålideligt, sensuelt og velformuleret. En måde at betragte hende på er som elskerens, der finder sin kæreste en sommermorgen: »… i sengen med stemmeretsemblemet på natkjolen, skrivende under en opslået parasol, mens gardinerne blafrede som spændte sejl«.
Det moderne svenske sprog skabes
Med Pennskaftet træder de kvindelige journalister frem i litteraturen. I virkeligheden var de allerede blevet en faktor, man måtte regne med. Klara Johanson, hentet fra Fredrika Bremerforbundets tidsskrift Dagny, blev allerede i 1899 knyttet til Stockholms dagblad som anmelder og causør. Andre »penneskafter« fra den tid er Marika Stiernstedt, Anna Stina Rydell Alkman, Elin Henriques Brandell, Else Kleen (Dagens Nyheter) og Hedvig af Petersens (Aftonbladet).
Det er her – ikke hos tidens mandlige flanører og borgerlige realister – det moderne svenske sprog skabes. Hvor meget friskere slår de kvindelige reporteres og romanforfatteres sprog os ikke i møde end de samtidige mandlige berømtheders? Spørgsmålet er journalisten og forfatteren Staffan Tjernelds. »Kvinderne fra 1918« taler han om. Han hentyder her til Elin Wägner og hendes Kvarteret Oron. En Stockholmshistoria fra samme år, den eneste skildring af 1. Verdenskrigs »gullaschperiode«, som endnu har liv. Han hentyder til Marika Stiernstedt og hendes krigskorrespondance, udgivet som Från Frankrike fjärde krigsåret (Fra Frankrig i det fjerde krigsår), 1918. Han hentyder til Agnes von Krusenstjerna og hendes solnedgangsskildring af den svenske borgerlighed i Helenas första kärlek, 1918. Og han hentyder til Ulla Bjerne, den ufortjent glemte repræsentant for Pariserbohemen og den nye kvinde. I 1918 udkom Ulla Bjernes Dårarnes väg (Tåbernes vej) baseret på erfaringer og iagttagelser i Paris og Senlis umiddelbart før krigsudbruddet. Pigen fra Söderhamn, som optrådte i herretøj og blev »damen i grøn pyjamas« hos kunstneren Nils Dardel. Hun tog den svenske forfatter Gustaf Hellström til elsker for at lære at skrive romaner, og hun røg og drak med eventyrere som Henning Berger og Frank Heller. Ulla Bjernes to romaner fra førkrigstiden, Mitt andra jag (Mit andet jeg), 1916, og Dårarnes väg, viser den nye kvinde i kosmopolitisk og skæbnemættet aftapning, omgivet af absint, kokain og hvid slavehandel.
Men allerede på den anden side af krigsgrænsen, 1914, havde svensk dokumentarisme fået sin mester, den første deltagende og undersøgende reporter, Ester Blenda Nordström (1891-1948). Som senere Günther Wallraff arbejdede Ester Blenda Nordström med forklædt og opdigtet identitet. I sommeren 1914 bragte Svenska Dagbladet hendes reportageserie om livet som tjenestepige på en bondegård i Södermanland. 16-17 timers arbejdsdag, tungt og ensformigt slid, dårligt betalt, absolut ingen fritid. Til trods for den hårde virkelighed, der dokumenteres, bliver reportagen til varm og kærlig skildring. Artiklerne udkom i bogform samme år, En piga bland pigor. (En tjenestepige blandt tjenestepiger). Bogen blev en succes, den udkom i 15 oplag (35.000 eksemplarer) og blev snart både filmatiseret og dramatiseret.
I »Tintomara«, kapitlet om Ester Blenda Nordström i bogen I ungdomen, 1957, skriver Elin Wägners tidligere mand John Landquist: »Ester Nordström beundrede Elin Wägner som journalist og forfatter. Vi betragtede hende som Elins første elev. Det gælder især den journalistiske form, i hvilken Elin var pioner for den unge, kvindelige causeristil«.
Ester Blenda Nordström havde været journalist i Stockholm siden 1911 og ven med Elin Wägner og hendes mand John Landquist fra 1910. I 1915 tog hun ansættelse som nomadelærerinde i Lapland. Livet blandt samerne skildredes i Kåtornas folk (Teltfolket), 1916. 1923 udgav hun Amerikanskt, baseret på oplevelser som indvandret servitrice og blind passager i USA. Den sidste reportagebog, Byn i vulkanens skugga (Landsbyen i vulkanens skygge), 1930, skildrer livet i en landsby i Kamtjatka.
Stemmer fra folkehavet
En deltagende journalistik er der også tale om i Elin Wägners første bog i romangenren, Norrtullsligan, 1908. Emnet er den voksende skare af kontorslaver, kvindelige kontorister, med hvem Elin Wägner delte vilkår som logerende på forskellige lejede værelser i Stockholm. Året før havde en meget omtalt udgivelse fundet sted, en autentisk dagbog af en prostitueret, Den undre världen (Den underste verden). Forfatteren var Anna Mathilda Cecilia Johannesdotter Johanson (1877-1906); udgiveren var kulturjournalisten Klara Johanson.
Den opgave at give endnu en udsat gruppe stemme blev en anden pen til del. Industriarbejderklassens kvinder tolkedes af Maria Sandel. Når man tænker på forfatterens egen proletarbaggrund og det nye stof, som hun behandler, må man sige, at Maria Sandel viser en forbløffende beherskelse af de kunstneriske udtryksmidler. Særlig suveræn er hun i dialogen og i evnen til at vælge situationer, som opfanger det essentielle hos de mennesker og livsvilkår, hun skildrer.
Et ofte miskendt – og nyskabende – træk hos Maria Sandel er de melodramatiske og kolportagelitterære indslag i den sociale realisme. Som f.eks. en kirkegårdsscene, hvor en kvinde i hvidt slør omfavner en mand i måneskinnet. Scenen overværes af en udmattet hjemmesyerske på vej til endnu en nats arbejde ved maskinen. Pludselig går det op for hende, at kvinden er en ung bagerjomfru fra nabolaget – og at manden er hendes egen forlovede!
Socialdemokratiske kvinders blad, Morgonbris, udkom med sit første nummer i november 1904. Udgiver var Kvindernes Fagforbund. Navnet, som blev foreslået af Maria Sandel, var inspireret af et digt af det socialdemokratiske ungdomsklub-medlem Hjalmar Gustafsson. Den sidste strofe lyder: »Thi vi hilser dig, du unge, friske, djærve morgenbrise! Må du føre os til frihed, sol og sang fra – sne og is!«
Stemmer fra dybet er der også tale om hos Anna Lenah Elgström (1884-1968) – men et Dostojevskijsk dyb, et længslens og lidelsens usete sjæledyb. Hvis man betragter litteraturens historie med et uhildet blik, så er det Anna Lenah Elgström, ikke Pär Lagerkvist, som indfører ekspressionisme og angstmættet sjæleanalyse i svensk prosa. Elgströms novellesamling Gäster och främlingar (Gæster og fremmede) udkom i 1911, Pär Lagerkvists Människor (Mennesker) i 1912.
Om frelsersoldaten Kristina Erbrecht i Anna Lenah Elgströms debutbog, Gäster och främlingar, 1911, skriver Ellen Michelsen i Tilskueren 1920: »Hun våger i de pestsmittede, stinkende huler. Hun kysser de væmmelige prostituerede, bare fordi de beder hende derom. Ikke just af overbevist kristentro, men drevet af sin umådelige medlidenhed, sin kærlighed til disse stakler, som skæbnen så brutalt har mishandlet. – Lig en vagtpost i natten står hun deroppe ved slumstationens vindue og ser ned i Gamla Gatans dyb. Hun holder øje med nogen. Og hun slynger sit tunge, bitre hvorfor ud i rummet – op mod stjernerne, som tier«.
»Smerten hos millioner fik mæle«
Verdenskrigen kom som en katastrofe. For disse kvinder, der netop var trådt ud i en verden, de ville forandre, måske mere end for andre. Som Ellen Key skriver til Lou Andreas-Salomé: »Ak, kære Lou, hvor bliver nu ikke alt, hvad der var bygget mellem folkene af gyldne broer, i blod og vrede bortspulet!« (30. september 1914).
Ingen tav stille, men heller ingen lignede mere sig selv efter dette. Selma Lagerlöf skrev Bannlyst – en afsked med den æstetik, hun hidtil havde hyldet. Ellen Key blev en mørk og misantropisk »Sibylle på Strand«, helt anderledes end førkrigstidens lykkeforkynderske med de strålende øjne. Elin Wägner henlægger sin skildring af den store desillusion til hjertet i kvinde-bevægelsen, et internationalt valgretsmøde. »De eniga millionerna« hedder fortællingen. Titlen er skærende ironisk. Det dybe og løfterige fællesskab mellem verdens stemmeretskvinder opløses, deltagerne forsvinder. De spredes som en bisværm fra en antændt bikube, da telegrammet om krigen ankommer midt under kongressen.
Men i virkeligheden kommer skaren til at formere sig på ny. Den planlagte verdenskongres for stemmeretsalliancen i Berlin blev i stedet en international fredskongres for kvinder i Haag. 19 kvinder fra Skandinavien deltog, fra Sverige bl.a. Anna Lenah Elgström, Emilia Fogelklou og Elin Wägner. Rosika Schwimmer fra Ungarn, kendt fra mange stemmeretsmø-der, var en af talerne. Hendes emne var »Kvinderne og krigen«. Den tidligere så lyse og muntre skikkelse var ældet og alvorlig. »Smerten hos millioner fik mæle«, skriver en af deltagerne. Et af resultaterne fra Haagkonferencen var Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, senere et incitament til Forenede Nationer.
Borgere med magt og myndighed
Stemmeretsbevægelsen havde længe mærket en øget modstand fra højrekræfter og forsvarsvenner. Hvad Sverige nu havde brug for var mænd. Med adresse til kvinderne skrev man i en højrebrochure: »Den lille selviske sag må ofres for fædrelandets store«. Tænk, skriver Elin Wägner, at få lov at ofre selv sin stolthed som kvinde for fædrelandet. Der var ellers mange, som allerede i 1906 havde troet, at sejren snart var vundet. Men årene 1907-1909 medførte kun et lille fremskridt, kvinderne blev valgbare til kommunale forsamlinger. Den fulde sejr – almindelig valgbarhed og stemmeret for kvinder – måtte vente helt til 1921.
Til de kvinder, som med den første reform fik kommunale opgaver, hørte godsejeren i Julita, Elisabeth Tamm (1880-1958). Hun var også en af de fem kvinder, som kom ind i rigsdagen i efteråret 1921. Samme år omdannedes den berømte Foreningen frisinnade kvinnor – startet i 1914 – til Frisinnade kvinnors riksförbund. Ændringen skete ude hos Elisabeth Tamm på Fogelstad. Hensigten var at gøre kvinderne parate til at udøve den magt, som var blevet deres. De, der mødtes i oktober 1921 for at diskutere ændringen, var fem kvinder: Ada Nilsson, Elin Wägner, Kerstin Hesselgren, Honorine Hermelin og Elisabeth Tamm. Det var dem, der blev til »konstellationen Fogelstad«. Aktiviteten for at forhøje kvindernes borgerlige beredskab skulle snart vokse og udvides. Den blev noget af det mest betydningsfulde, løfterige og originale, som svensk mellemkrigstid kan fremvise.
Det første medborgerkursus på Fogelstad fandt sted i sommeren 1922, »Urkurset« blev det kaldt. To eller tre repræsentanter for Frisinnade Kvinnor i hvert amt var inviteret til at deltage. I 1925 fik den permanent form som Kvinnliga medborgarskolan på Fogelstad, åben for kvinder fra alle samfundslag og af alle anskuelsesretninger. Rektor gennem hele skolens levetid frem til 1954 var Honorine Hermelin. Kvinnliga medborgarskolan på Fogelstad havde som sin væsentligste stræben, at man skulle forstå sammenhængen mellem det offentlige liv og det private. Kvindernes specielle erfaringer fra privatlivet måtte naturligvis betragtes som særlig vigtige for en politisk fornyelse. Til de pædagogiske modeller hørte en fantasikommune, Komtemåtta, en provinskommune med kirke, store gårde, teglværk, børnehjem, lægebolig osv. Her lærte deltagerne både at føre landspolitik og kommunalpolitik samt i stort og småt at forestå husholdningen for et kommunalt fællesskab. Håndens, hjernens og hjertets enhed var en pædagogisk grundsætning – ingen teori uden praksis og ingen politisk handling uden at følelserne kom i betragtning. Med usædvanlig succes lykkedes det bl.a. også at bygge bro over klasseskel; i Fogelstads grupper samarbejdede kvinder fra alle samfundslag.
Om sin deltagelse i forårskurset 1928 på Fogelstad skriver Moa Martinson: »Her blev der taget nye lag af min hjerne i brug. Det, jeg havde læst og lært på egen hånd på husmandsstedet, kom mig til gavn. Jeg fik respons på det, jeg talte om … Store huller havde jeg i min opdragelse, litterært og akademisk set. Men der var også store huller i de uddannedes viden, når det gjaldt samfundet og det anonyme folk, så det udjævnede sig«. (Jag möter en diktare, 1950).
»Konstellationen Fogelstad«, udvidet med advokaten Eva Andrén og lægen Andrea Andreen, stod også bag tidsskriftet Tidevarvet. Det første nummer udkom 24. november 1923. Frem til sin nedlæggelse i 1936 var tidsskriftet et talerør i alle former for spørgsmål. Journalistik på højeste niveau. Redaktør fra 1924 til og med 1927 var Elin Wägner.
I sin tid som redaktør på Tidevarvet skriver Elin Wägner til veninden og digteren Ingeborg Björklund (24. juli 1924): »Det er ganske vist ikke hele verden at samle sammen til et lille tidsskrift, men når man også skal skrive det og være sin egen ombryder, korrekturlæser, stikirendpige og maskinskriverske, så alligevel«.
Først havde man lokale i et mørkt trykkeri i en kælder i Vattugatan i Stockholm, senere i en lys lejlighed ved Triewaldsgränd lige over for den ansvarlige redaktør Ada Nilssons lægekonsultation. Noget større publikumsgennemslag fik tidsskriftet aldrig, men for det meste havde det dog cirka 3.000 abonnenter.
Barbro Alving til Kerstin Hesselgren i 1954: »Forekom der nogen sinde en rolig dag på Tidevarvet – Kerstin: ‘Aldrig!’«
Den indre stemmeret
Til de »krævende« stemmer i Tidevarvet hørte Klara Johanson. I to perioder – november 1923 til december 1924 og januar 1932 til maj 1933 – bidrog hun i tidsskriftet med brillante, efter manges smag alt for brillante, »Anmærkninger«. I mange indføres Fredrika Bremer som en rygende aktuel stemme i samtidsdebatten.
Hertil hører »Den inra rösträtten« (Den indre stemmeret) (nr. 6, 1924). Stemmeretten er nu vundet, mener Klara Johanson. Men hvilken mening er der med den, hvis vi ikke bliver andet end, hvad Sophie Adlersparre profetisk kaldte »partiernes stikirendpiger«. Fra Fredrika Bremer udgår der en anden appel: »Se Herrens tjänarinna!« Hvad den indebærer, er ikke underdanighed, men en kvindernes selvstændighedserklæ-ring: Herrens, ikke herrernes, tjenerinde! Kvinderne må begynde at lytte til deres egen indre stemme. Og for at kunne gøre det, skriver Klara Johanson, må de »venligt, men bestemt sige op fra deres hidtidige stilling som tjenestepiger i samfundet«.
Adlyd ikke herrerne, men en højere kommando. Intet sted taler denne tydeligere, end når det gælder jorden og freden. Kvindespørgsmål, jordspørgsmål og fredsspørgsmål var et og det samme. I denne treenighed mødtes de fleste af mellemkrigstidens feminister. Til »udrustningen« hørte et grundlæggende økologisk perspektiv – hos Selma Lagerlöf artikuleret så tidligt som i Gösta Berlings saga, 1891. Jordspørgsmålets teoretiker og talerør i rigsdagen var Elisabeth Tamm. Men denne godsejer på Fogelstad forenede sig altså med bonden på Mårbacka, Selma Lagerlöf. Den aldrende sundhedsprofet på Strand, Ellen Key, mødte i dette helhedssyn fritidsbonden på Lilla Björka, Elin Wägner, og husmanden Moa Martinson. Befolkningsspørgsmålet, med en ekspert som Ada Nilsson, var et af aspekterne. Også studerekammerets folk tilsluttede sig helhedssynet: Klara Johanson, Emilia Fogelklou, Agnes von Krusenstjerna og Karin Boye.
I 1938 går en række bøger i pendulfart mellem Elin Wägner og Emilia Fogelklou, først og fremmest Johann Jakob Bachofens Das Mutterrecht (Moderretten), 1861. Men også Jane Harrisons tolkning af de græske myter og deres vidnesbyrd om en tidlig kvindedominans, Themis, 1912, samt Albrecht Dietrichs Mutter Erde (Moder Jord), 1905, og J. G. Frazers The Golden Bough (Den gyldne gren), 1890-1915, svensk udgave 1922.
Denne intensive studieperiode følger for Elin Wägners vedkommende efter hendes rejse til Grækenland i 1937. Den store opdagelse er: Historieforfalskning! Hvad er der sket med alle de »tegn«, som taler om en anden tid? I Pennskaftet var der tale om et tegnsystem for det nye, »den nye kvinde«. Nu kommer det til at handle om tegnsystemet for det gamle. Sporene efter en magtfuld kvinde i fortiden – så omsorgsfuldt tildækket under årtusinders mandlig historieskrivning.
Stemmeret! Fusk!
Elin Wägners Väckarklocka, 1941 (Ilden overlever Natten, 1942), er den bog, hvor den radikale afkodning og omkodning finder sted, i nogen grad i direkte polemik med Pennskaftet. Hvad blev der af stemmeretten? En fortsat trasken i mændenes spor! Kun hvis vi kan læse tegnene rigtigt, få de halvt udviskede spor af det forgangne kaldt frem, kan vi få hjælp til at finde livsformer, som er tilpasset til fødsel, afkom, vækst.
Et af disse tegn slog Bachofen i 1800-tallet, nemlig optakten til Aischylos’ Eumeniderne, tredje del af Orestien. Denne del begynder med en påkaldelse, præstindens tilbageblik over arvefølgen i templet i Delfi. De tre første indehavere var gudinder: Gaia, Themis og Phoebe. Apollon, templets nuværende indehaver, er en usurpator – en slangedræber og tegnforvrænger!
Et andet »tegn« rammer Elin Wägner selv. Hun står på Kap Sunion, samme sted hvor Teseus’ far engang så ud over havet for at spejde efter den hjemvendende søn. Ville Teseus’ skib føre hvide sejl, tegnet for sejr? Eller ville han komme med sørgesejl? Da tegnet kommer, er det vildledende. Sejlene er sorte, til trods for at sejren er vundet! Erkendelsen, der rammer Elin Wägner, er den, at »fejltagelsen« betyder noget. Det var ikke sådan, at Teseus kort og godt »glemte« at skifte sejl. Hvilken helt glemmer at bekendtgøre sin sejr?
Hvad tegnet udtrykker, er historiens udfald, sejren over moderriget. Teseus dræber tyrekalven på Kreta ved Ariadnes hjælp. Men den »pagt«, som han indgik med Ariadne, bryder han. Hun efterlades på Naxos. Med det sorte sejl signalerer den hjemvendende helt sin inderste viden: Forræderiet var et tab, sejren en sorg. Fra nu af hersker patriarkatet, med sin erobrer-mentalitet og sine tegn: monumenter, parader, processioner.
Elin Wägners Väckarklocka er en ensom bog, lige så ensom som i sin tid Selma Lagerlöfs Bannlyst. I begge tilfælde er krigen allerede i fuld gang. I begge tilfælde er der tale om en indsigt i, at nu hjælper intet andet end at granske de mest grundlæggende, de dybest begravede ressourcer. I begge tilfælde havner vi hos Moderen. Men det er ikke den mytiske, førbevidste, dunkle moderkrop. Det er den bevidstgjorte, seende, talende. Se dér, synes forfatterne at sige, den stemme, vi har inde i os, og som vi må lytte til!
»Polskiftet« i menneskehedens forhistorie, overgangen fra matrilinearitet til patrilinearitet, indebærer for Elin Wägner ikke mindst, at der skabes et nyt symbolsprog, en ny måde at se verden på. »Krigerens erfaring« bliver grundlaget for videnskab og livsopfattelse. »Kampen for tilværelsen« i darwinismen, »herredømme« over naturen i natur-videnskaberne. Jordens skabelse gennem »Big Bang« er et moderne eksempel. »Går jeg i en skov, må jeg huske, at det fredelige indtryk kun er en illusion. Der foregår en forbitret kamp mellem træerne om lyset, om pladsen, om saltene i jorden. (Elin Wägner: Väckarklocka).