1970’ernes kvindelitteratur blev en succes på det litterære marked. I en periode stod denne litteratur i centrum for såvel kritikernes som læsernes opmærksomhed. Her blev også de temaer genoptaget, som havde interesseret populærromanen og de kvindelige læsere lige fra bogmarkedets fremvækst i 1800-tallet. Kærligheden mellem mand og kvinde, følelser og relationer, sensualitet og seksualitet kom atter i fokus. Men fortællingen behøvede en kraftig opdatering. Problemstillingerne, omstændighederne, faserne, drømmene og heltinderne måtte omskrives. 70’ernes erfaringslitteratur udvider det følelsesmæssige register, seksualiteten får større plads, ligesom frigørelsestematikken accentueres.
I 1980’erne gennemgik den historiske roman, som også er en århundredgammel favorit blandt kvindelige læsere, samme proces. De kvindelige helte blev ført up to date. De historiske skildringer tilpassedes til samtiden, og sammen med den nyromantiske litteratur overtog den nyfeministiske historiske roman de kvindelige læseres interesse. I 1980’erne begyndte nye kvindelige forfattere i hele Norden at skrive om gemte, glemte, oversete eller helt ukendte kvinder fra tidligere århundreder, og bøgerne blev af store læserskarer (og anmeldere) modtaget med en så overvældende interesse, at det kunne virke, som var det lige præcis den genre, de havde ventet på i årevis.
Danske forfattere som Helle Stangerup (født 1939, historisk debutroman Christine, 1985), Maria Helleberg (født 1956, Seersken, 1986), Anne Marie Ejrnæs (født 1947, Som svalen, 1986), Mette Winge (født 1937, Skriverjomfruen, 1988), Cæcilie Lassen (født 1971, Simone, 1987) og Bodil Steensen-Leth (født 1945, Jomfru Fanny, 1989) fik mange i tale, som aldrig tidligere havde interesseret sig for historie – eller for kvindelitteratur.
»Den bedste historie i hele Danmarkshistorien«, har Maria Helleberg kaldt den danske dronning Caroline Mathildes skæbne (Politiken 7. oktober, 1994), som hun tager under litterær behandling i Mathilde, magt og maske, 1991.
Caroline Mathilde (1751-75) blev i en alder af 15 år gift med den 17-årige danske konge Christian VII, som var på randen af sindssyge. Hun hæver sig over rædslen og gruen og forelsker sig i et rigtigt mandfolk: kongens livlæge og gehejmekabinets-minister Struensee.
Cæcilie Lassen var kun 15 år, da hun cyklede ind til Borgens forlag i København med det håndskrevne manuskript, der skulle blive til romanen Simone, 1987. Da hun i 1994 kom med sørøverromanen Jacks sidste rejse, havde hun syv bøger bag sig. I Jacks sidste rejse lader hun for første gang en mand være hovedfiguren.
Litteraten Mette Winge (født 1937) udgav sin første historiske roman Skriverjomfruen i 1988, og genren gav hende mulighed for på en helt ny måde at nærme sig de stofområder om kvinder, som hun havde arbejdet med som litteraturforsker. Skriverjomfruen har den farverige 1700-tals-skribent Charlotta Dorothea Biehl som sin hovedperson, og genren defineres på titel-bladet som en guvernanteroman. Dermed går Mette Winge i kærlig og polemisk dialog med genrekonventioner, og fiktionen bliver en anledning til frit at studere og undersøge sider af kultur- og litteraturhistorien. Mange læsere var begejstrede for denne nye brug af den historiske roman, og Mette Winge fortsatte med forskellige romanudgivelser, bl. a. Novemberlys, 1990, der elegant går på opdagelse i interiører, replikker og detaljer i et Herman Bangsk univers, en by af stuk, støv, spejlkabinetter og undergravende forbrydelser.
I de historiske romaner tager fortællingen om kvindelig modstand og kamp form på ny, og romanerne gør frigørelses-diskussionen legitim og relevant langt ud over den nye kvinde-bevægelses berøringsflade. Disse nye historiske fortællinger er fyldt med oprør og seksualitet, og hovedpersonerne er kraftfulde kvindeskikkelser, som gang på gang bryder med konventionerne.
Annelise Vestergaard
Kvindefrigørelse i krønikeform
Allerede i slutningen af 60’erne benyttede den finske forfatter Kaari Utrio den populære historiske roman til et brud med de moralnormer, der var gældende inden for underholdningslitteraturen. Heltinden kunne uhindret springe fra seng til seng uden at såre læsernes moralske følelser, når det hele foregik i en fjern historisk tid – alt var tilladt i en pestbefængt by, i en belejret kongeborg, i et slot, hvor slotsherren krævede sine rettigheder.
Kaari Utrio forener en krønikeagtig historisk fortællemåde med en indlevende psykologisk fremstilling på samme måde som Sigrid Undset, hvis historiske romaner er hendes forbilleder. Intrigen følger dog nøje underholdningsromanens mønster.
Den feministiske betoning i Kaari Utrios romaner blev klart tydeligere gennem 1970’erne. Heltinderne gjorde ikke længere blot oprør mod seksuelle forbud, men stillede også spørgs-målstegn ved deres tids kvinderoller. Heltinden var stadig oftere en kvinde, der ikke ville giftes og ikke heller nødvendigvis være mor. Hun ville realisere sig selv og var først villig til ægteskab, når hun fandt en partner, der gav hende tilstrækkelig frihed.
I Kaari Utrios mest feministiske historiske roman Katarinan taru (Katarinas krønike), 1981, der skildrer en kunstners ægteskab i 1300-tallet, er historien blot en kulisse for intrigen. I centrum står kvindens indre, moderne konflikter.
Den finlandssvenske forfatter Barbara Winckelmann (født 1920) debuterede i 1961. Hun kombinerer i sin historiske romanserie om Helsingfors omhyggelig dokumentation med et fortælletalent, som har gjort hende til en populær forfatter. I Din vredes dag, 1977, Bortom gryningen (Hinsides morgengryet), 1979 og Kejsarstaden, 1982, maler hun et fængslende billede af 1700-tallets og empiretidens Helsingfors. Hun er både eksakt og skånselsløs i sin skildring af kvinders udsathed. Adelsdamer, borgerfruer, tjenestepiger og prostituerede får deres liv realistisk dokumenteret.
Kristi Manninen
Historiske korrektiver
Sideløbende med eksperimenter og nyorienteringer i det lyriske sprog er der i Norge op gennem 1960’erne og 1970’erne en bred interesse for det historiske, både blandt forfattere og læsere. Den historiske roman giver mulighed for såvel forankring og søgen efter rødder som for en kulturkritik, der både er rettet mod fortiden og mod nuet.
Genren har stærke og mandsdominerede konventioner, men også en autoritativ kvindelig forløber i Sigrid Undset. Blandt de mest kendte og mest produktive af hendes efterfølgere er Vera Henriksen (født 1927), Ragnhild Magerøy (1920-2010) og Sissel Lange-Nielsen (født 1931). Både Vera Henriksen og Ragnhild Magerøy henter deres stof fra Norgeshistorien – de har udsendt hver sin slægtsroman fra henholdsvis 1600- og 1800-tallet og desuden især skrevet om mennesker og begivenheder i vikingetiden. Sissel Lange-Nielsen har derimod udelukkende beskæftiget sig med ikke-nordisk historie, og det samme gælder bl.a. Elisabeth Dored (1908-1972) og Eva Ramm (født 1925). En variant af den historiske roman er den historiske slægtsroman med stof fra forfatterens egen slægt. Asta Holth (født 1904) dyrkede denne genre og bringer kvindesynsvinklen, udkantsynsvinklen og underklassesynsvinklen sammen i ét fiktivt greb.
I Sissel Lange-Nielsens trilogi Under fiskenes tegn, 1978-82, præges allerede titlen af en splittelsestematik. Inspireret af 1960’ernes drøm om at realisere de livgivende værdier i »vandmandens tidsalder« – enhed og sammenhold – søger hun i korstogenes århundrede både et spejlbillede af og en forklaring på vor egen tids modsætninger. Med romanerne fra den italienske renæssance, Våren, 1985, Laokoon, 1987, Guds død, 1989, og Kjærlighedshoffet, 1991, har Sissel Lange-Nielsen arbejdet videre på sit projekt om at følge og beskrive etableringen af en europæisk kulturel identitet.
De historiske romaner skildrer mennesker og miljøer, som i tid ligger fjernt fra forfatteren og læseren, og romanerne appellerer både til læsernes fascination af det eksotiske og til deres interesse for historie. De fjerne begivenheder giver også forfatterne mulighed for at gennemspille almenmenneskelige konflikter og spejle og kommentere forhold i deres egen samtid.
Både Ragnhild Magerøys og Vera Henriksens romaner fra den norske middelalder skriver sig ind i en historietradition, der er velkendt for et norsk publikum gennem de norrøne sagaer. Men romanerne går i bredden og udvider sagaens horisont med miljøskildringer og psykologiske studier af især kvindeskæbner. Romanerne skildrer den enkelte kvindes forsøg på at bevare sin integritet i det samfund, hun lever i. Som kvinder står de fremmede over for en del af mandssamfundets magtog voldsbrug, men samtidig er de bærere af den ideologi, der berettiger volden. Også i kvinderne er nedlagt autoritære strukturer, æresbegreber og foragt for svaghed.
I Vera Henriksens Sigridtrilogi (Sølvhammeren, 1961 (da. 1963), Jærtegn, 1962 og Helgenkongen, 1963) stiller hovedpersonen sig uforstående over for mændenes verden; vikingernes brug af fysisk vold vækker hendes ubehag, og hun opdager en slags »kvindeligt rum«, som hun kan beherske under børnefødslen og i seksualiteten:
»Han kunne være god og kjærlig mot henne eller han kunne ta henne med makt. Men viljen hennes ville han aldri kunne rokke, aldri kunne tvinge. Og om han noen gange igjen skulle komme til á eie henne helt, ville det være fordi hun gav seg til ham av sin frie vilje«
I genudgivelsen af Vera Henriksens historiske romaner i 1983, betonede hun i et efterskrift selv kønsrolleproblematikken. Handlingen er henlagt til »et maskulint århundrede, et sekel hvor egenskaber, vi stadig opfatter som maskuline, var eneherskende i en form , man kan sige nærmer sig det karikerede«. Og hun synes, det er tankevækkende i dag, »at se på de vidnesbyrd som den ekstreme maskulinitet har efterladt sig«.
Elisabeth Dored henter sit stof i tidlig europæisk historie, og i romanen Jeg elsket Tiberius, 1959 (da. 1961), udspilles handlingen i kejser Augustus’ Rom. Fortællingen er lagt i munden på hans datter Julia, der dermed får chancen for at udfylde og korrigere det billede af hende som et uhyre, som eftertidens historieskrivning har givet.
Politiske intriger er en fast bestanddel af handlingen i historiske romaner. Ofte er intrigerne nøje forbundet med erotik. Det kan være pikante sidehistorier som hos de fleste mandlige forfattere eller en tematisering af kvinders seksualitet som hos mange kvindelige forfattere. Seksualiteten fremstilles her som drivkraft og konfliktskaber i mennesket og mennesker imellem, og den skildres ofte mere direkte i historiske romaner end i samtidsromaner. Gennem erotik og seksualitet, svanger-skaber og børnefødsler ridses kvindernes historie op. Som en relativt uforanderlig beretning om kvinder viet til reproduktionen og som historiske epoke- eller personstudier om kvinder som mødre, døtre og elskerinder til mægtige mænd.
Når periodens kvindelige forfattere vælger kvinder som hovedpersoner i historiske romaner, er det et korrektiv til den traditionelle historieformidling. Deres skildringer af kvinders begrænsede muligheder og deres marginale position i samfundet før i tiden er en kritik af disse forhold. Som oftest er den problemstilling en del af romanernes tematik – den ligger implicit i de religiøse og ideologiske konflikter, personerne er nødt til at tage stilling til. I enkelte romaner bliver kvindeperspektivet en hovedpointe i fortællerstrategien – det der legitimerer den fiktive beretning.
Anne Birgitte Rønning
Kærligheden som forsonende kraft
»Kærligheden er en måde at forsvare sig på mod dødens fuldstændige herredømme« – mener Sabina, fortæller-jeg’et i svenskeren Vibeke Olssons (født 1957) roman Sabina och Alexander, 1986. I Vibeke Olssons forfatterskab er kærligheden et gennemgående tema: kærligheden mellem mand og kvinde, men frem for alt den kristne kærlighed.
Ofte forlægger Vibeke Olsson romanernes handling til romertiden. I Kværnen och korset, 1984, og Hedningarnas forgård, 1986, er det slavinden Callistrate, Sabinas mor, som står i centrum, mens datterens skæbne skildres i Sabina, 1985, og Sabina och Alexander, 1986. Sabina er født slavinde, men frigives af officeren Alexander, som gifter sig med hende. Begge dør i romanen, men deres søn, Drusus, optræder igen i En plats att vila på, 1989.
I Vibeke Olssons romaner tjener det historiske miljø mest som relief for eksistentielle problemer. Romertiden er voldsom, der er bestandig krig, og de kristne forfølges. Som slave er man særlig udsat, men også de frie personer lever i en følelse af utryghed. Ved at placere sine romanpersoner i en så brutal tid kan Vibeke Olsson skabe stærke kontraster, som fremhæver hendes budskab om kærligheden som forsonende kraft.
Flere af romanpersonerne er mærket af et fysisk handicap; de er »anderledes«. Sabina mangler sin højre hånd og undgår med nød og næppe som nyfødt at blive smidt i kloakken. Hun havner som slavinde i et rigt patricierhjem, hvor hun lærer sig selv at læse. Men da det bliver hårde tider for familien, sælges Sabina til en officersfamilie i Germanien. Den kropslige skavank fører både til sorg og bitterhed: »Hele mit liv har jeg kæmpet mod bitterheden, bitterheden over mit handicap. Men jo ældre jeg er blevet, desto sjældnere har jeg behøvet at kæmpe. Jo mere jeg har set af de andres, de rigtiges, de velskabtes liv, desto mindre har jeg kunnet foragte. Jeg er ikke så forskellig fra dem, som det ser ud til, alle har nogle handicaps, men de fleste er ikke synlige. Mine stumme sorger er ikke større end andres stumme sorger«.
Gennem den indsigt kan Sabina både omfatte sig selv og andre med kærlighed. Så langt når Freiatto i Kastellet, 1992, ikke. Freiatto har et stort, rødt modermærke på kinden og har aldrig oplevet at blive elsket. Han og moderen var de eneste i familien, som overlevede en pestepidemi, og Freiatto måtte høre på kommentarerne til moderen: »At dine smukke børn skulle dø«. Freiatto søger fællesskab og finder det i soldaterlivet. Men han vælger kærligheden fra, da han forlader den fattige Regula for at gifte sig med en rig pottemagerdatter, som ikke elsker ham. Hendes afvisning genskaber barndommens traume: Freiatto kvæler sin hustru og henrettes. Regula forklarer hans skæbne og bag hende kan man ane forfatterens stemme: »Men fejlen er … at han ikke kunne elske sig selv. Det havde de der kristianere ret i. Selv om alt, hvad de ellers sagde, var dumheder, så var dette sandt: Du skal elske din næste som dig selv«.
Eva Ramm debuterede i 1958 med den væsentlige samtidsroman Med støv på hjernen (da. 1969), og hun er kendt for sine satiriske »dameromaner« og sine ungdomsbøger. I de senere år har hun skrevet to historiske romaner, Kjære Sokrates, 1981, og Elskeren Jeshua, 1985, hvor hun lader kvinderne fortælle om mænd, de har elsket. Deres versioner er stærkt traditionskritiske, og de giver et »blødere« billede af de kendte mænd.
Margaretha Fahlgren
Stærke kvinder i Danmarkshistorien
1500-tallet var de stærke kvinders århundrede i Europa. Den danske forfatter Helle Stangerup tegner et portræt af en magtsyg og intrigant kvinde i Christine, et eksempel på – som Helle Stangerup har udtrykt det – »den magt og indflydelse, som kvinderne havde, inden de blev ofre for victorianismens moralsyn og ændrede samfundsforhold, som bevirkede, at de bedrestillede forfaldt til lediggang, parykker og pudder«.
Det er ikke en i sig selv efterlignelsesværdig kvinde, Helle Stangerup trækker frem, ikke et smukt eksempel til efterfølgelse, men hun viser, at netop viden og engagement, styrke og udholdenhed, ikke pudder og parykker, er nødvendige, hvis kvinder skal hævde sig.
Styrken og udholdenheden er også karakteristiske træk hos hovedpersonen i Stangerups Spardame, 1989, om Leonora Christina (1621-98), datter af Christian IV og hans hustru til venstre hånd Kirsten Munk. Leonora Christina var kongens yndlingsdatter, forkælet, intelligent og ambitiøs og dertil, viste det sig siden, en loyal hustru til rigshovmesteren Corfitz Ulfeldt, som hun elskede helt ud i landsforræderiet og langt ind i Blåtårn. Her sad hun fængslet i næsten 22 år, takket være dronning Sofie Amalie, gift med Frederik III, Christian IV’s søn og efterfølger.
Grevinde Danner, født Louise Rasmussen (1815-1874) og Frederik VII’s hustru til venstre hånd, opfattes i Maria Hellebergs Louise længe leve, 1994, som en banebrydende kvinde, en forløber for den kvindefrigørelse, der så småt var på vej. Hendes mor var påklæderske på Det Kongelige Teater, Louise blev balletbarn og dansede ironisk nok i Elverhøj, som var skrevet til og blev opført ved Frederik VII’s første bryllup i 1828 med Vilhelmine, datter af Frederik VI. Efter endnu et ægteskab med Marianne af Mecklenburg-Strelitz, fra hvem han blev skilt, lod han sig i 1850 vie til venstre hånd til Louise Rasmussen, der blev lensgrevinde af Danner.
»Jeg nyder historie som andre konfekt!«, udtalte Thit Jensen (1876-1957), måske bedst kendt for den historiske roman Stygge Krumpen, 1936, der er solgt i mere end 60.000 eksemplarer.
Ind på historiens scene
På 125-årsdagen for stormen på Dybbøl i Sønderjylland, den 18. april 1989, udkom Bodil Steensen-Leths roman Jomfru Fanny. Den var aktuel i den forstand, at jomfru Fanny, den synske jomfru fra Aabenraa, også kaldet Dronningen af Aabenraa (1804-1881), havde forudsagt de sønderjyske krige, Dybbøls fald, det tyske herredømme, men også dets undergang og det tabte lands genforening med moderlandet Danmark.
Jomfru Fanny var datter af den danske prins Christian Frederik, den senere Christian VIII, og den mecklenburgske prinsesse Charlotte Frederikke, der begge var purunge og endnu ikke gift, da de lod sig rive med af erotikkens glæder. Elskovsbarnet blev givet til en kvinde, som slog sig ned i Persillegade i Aabenraa, og her voksede Fanny op. Hun blev betragtet som et underligt barn, og som voksen udviklede hun synske evner og forudsagde begivenheder, som virkelig indtraf. Der er skær af myte, mystik og uhygge omkring hende.
Bodil Steensen-Leth river ikke det hemmelighedsfulde slør af Fanny, der selv føler, at hun er »anderledes«, indtil en forelskelse får hende til at ligne alle andre forelskede piger. Men hun svigtes, og hendes anderledeshed tager igen overhånd. Bodil Steensen-Leth lader Fannys seksualitet sublimeres til åndelig kraft, og Fanny henter i sin ensomhed trøst hos Søren Kierkegaard. Hun lærer af ham, at et sandhedsvidne ikke kender til nydelse, men er indviet i lidelse. Og en parallel til hendes lidelser er Danmarks lidelser sidst i 1800-tallet.
Også Eva Hemmer Hansen (1913-1983) forfattede historiske romaner og beskæftigede sig med sagnkredsen omkring Troja. I 1954 udgav hun Skandale i Troja, i 1957 Efter Trojas fald.
Annelise Vestergaard
Mystik og historie
Seksualitet og åndelighed går også hånd i hånd i den svensk-norske forfatter Margit Sandemos (født 1924) 47 romaner om Isfolket. Margit Sandemo indledte sin serie i 1982 og var snart en af de mest læste forfattere i Norden.
Det historiske miljø i Margit Sandemos romaner har først og fremmest funktion som en farvestrålende ramme omkring de kærlighedsrelationer, der beskrives. Således tænker heltinden fra 1600-tallet som en nutidig kvinde. Ofte er Margit Sandemos kvindeskikkelser unge, og de opdager sig selv som kvinder gennem deres kærlighedsforhold. Silje i Trollbunden, 1982 (da. samme år), bliver forskrækket over det begær, hun oplever i drømme, skildringerne af seksualiteten fungerer delvis som en slags rådgivning for unge læsere. Det første kærlighedsmøde beskrives derfor ikke kun som himmelstormende, men mere realistisk.
I Margit Sandemos romaner fascineres heltinden af vildskab og mørke, samtidig med at hun søger en mand, der kan give hende tryghed og omsorg. Manden viser sig ofte i stand til at forene så modstridende egenskaber, men når helten optræder i djævleskikkelse eller viser sig at være et spøgelse, der går igen, må heltinden vælge en mere hverdagsagtig mand. Men mindet om mødet med den mystiske, farlige mand lever stadig i hende. Der er en erotisk spænding i romanerne, der knyttes til Isfolkets mystiske forfædre. Samtidig er det tydeligt, at lidenskaben må tilpasses samfundet og dets krav til individet. Men Isfolkets vildskab findes stadig som en skygge, et modbillede.
Svenskeren Elsi Rydsjö (født 1920) er en populær forfatter af historiske romaner. Hun viderefører den traditionelle, historiske underholdningsroman skrevet af kvinder. De historiske miljøer er omhyggeligt tegnede, og mange livsskæbner skildres. Men hovedsagen er oftest en romantisk kærlighedshistorie med flere forviklinger. Elsi Rydsjö debuterede som pigebogsforfatter i 1941. I det sidste årti har hun skrevet flere historiske romaner, der ofte udkommer i flere oplag.
Med Bibelen som forlæg
Til 80’ernes feminisering af den historiske roman hørte en ny åndelighed, og Marianne Fredriksson (født 1927), den mest gennemslagskraftige af alle disse forfattere, indleder betegnende nok sin forfatterkarriere med at skrive om den bibelske historie. I Evas bok, 1980, (da. 1991) vises, hvordan Eva ved at blive konfronteret med det Paradis, hun har forladt, formår at integrere følelser og intellekt. For Eva leder processen frem til en grundopfattelse, hvor billedet af det guddommelige integreres i verden og også ses som en del af mennesket. Kontrasten udgøres i dette tilfælde af Adams strenge, dømmende Gud, der står over mennesket. Marianne Fredriksson retter sin kritik mod den lutheranske, ortodokse kristendom, der ikke formår at se mennesket.
Interessen for at fremstille den bibelske historie i et nyt perspektiv kommer også frem i Kains bok (Kains bog), 1981, Noreas saga (Noreas historie), 1985, og Syndafloden, 1990 (Syndfloden, 1994). Ligesom i de samtidsromaner, hun skriver, gentages her kritikken af det begrænsede menneskesyn, som hun mener ikke blot den traditionelle religion, men også det moderne samfund repræsenterer. I roman efter roman sprænger hun fornuftens grænser og lader følelserne flyde. Evnen til at se ind i en anden verden og erfare det, der er skjult for andre, eller bare en meget stærk sensibilitet hos hovedpersonen er gennemgående. Individet får adgang til det ubevidste og bearbejder sine fantasier.
I Gåtan (Gåden), 1989, er et mystisk dødsfald udgangspunktet for den indre rejse, Lillemor Lundgren foretager. Gåden er en mordgåde, men først og fremmest handler den om Lillemors fortrængte barndomsoplevelser. En lignende tabt barndom præger også Hans Horners liv i Blindgång (Blindgang), 1992. I begge tilfælde er det gennem mødet med et andet menneske og ved hjælp af terapeutiske samtaler, at de kan generobre deres barndom og dermed en forståelse af deres liv. Lillemor Lundgren formulerer processen på en måde, der er typisk for forfatterskabet: »Hun forstod, at dette at gå indad, til bunden af sig selv, ikke var at søge, men at se«.
At fornægte sine dæmoner
Marianne Fredrikssons romaner skildrer personer, der er specielt følsomme. Klara Horner og hendes datter Sofia i Blindgång, Lillemor Lundgren i Gåtan og Karin i Simon och ekarna, 1985, (Huset ved kysten, 1991) beskrives som en slags medier. I skildringen af Klara Horner vises det, hvorledes forbindelsen mellem de forskellige erfaringsniveauer efterhånden kan etableres. Klara, som er angst for sin evne, kommer derigennem til at forstå den som en fordel. Her beskriver Marianne Fredriks-son en regelret analyse, hvor den jungianske psykiater Judith Dorf hjælper Klara med at bearbejde sine oplevelser.
De personer, der holder døren til det indre rum åbent, er først og fremmest kvinderne. Ofte har de en særlig forbindelse med naturen. Urkvinden Eva i Evas bok er vidt berømt for sine kundskaber om urters helbredende virkning. De stærke kvinder udstråler også moderlighed, den naturlige omsorg for andre, som er en forudsætning for deres egen styrke. Kraften udtrykkes ofte i kvindernes latter: Den kloge Agnes i Blindgång har en latter, der runger »fuldstændigt som dønningerne, der slog mod stranden«. Og Elisabeth Enoksson, præsten der hjælper Lillemor til indsigt i Gåtan, ler under en biltur, så hun er »lige ved at sprænge den lille japanerbils rude«. Disse kvinder vover at bekræfte livet og at omfatte også det, der ikke kan begribes med fornuften. Der er ikke en eksklusiv, kvindelig holdning i Marianne Fredrikssons romaner, men det er først og fremmest kvinder, der bliver idealskikkelser.
Margaretha Fahlgren
Væk fra den trange bygd
Historiske slægtsromaner har fra 1960’erne haft en central placering i norsk litteratur, og kvindelige forfattere har her fundet et rum, hvor moderne kvinders problemer kan tematiseres. Romanerne drejer sig ofte om en kamp for selvrespekt og selvstændighed i mødet med et snæversynet og trangt bygdemiljø. I 1976 debuterede Anne Karin Elstad (født 1938) med Folket på Innhaug, en roman som bringer sociale konflikter ind på historiens scene. Både denne og de efterfølgende romaner, Magret, 1977, Nytt rotfeste, 1979, og Veiene møtes, 1980, blev veritable bestsellere.
I Folket på Innhaug skildres to kvinder, der lever i en fjeldbygd i Midt-Norge i midten i forrige århundrede. De er mor og datter og trodser bygden på hver deres måde og med løftet pande. Romanerne er bygget op omkring konflikter mellem outsideren og bygdemiljøet, og det er erotikken, der får kvinderne til at bryde med den accepterede samfundsnorm. Oline hengiver sig til en udlænding, der dør i krigen, før deres datter fødes, og hun mister social anseelse. Hun insisterer alligevel på sin værdighed, og hun forsøger at skåne datteren Magret for bygdesladderen. Magret lider til dels samme skæbne som sin mor, hun elsker én, men hengiver sig til en anden for så at gifte sig med barnefaderens bror.
Slægtsromanerne beskriver detaljeret landsdelens natur, bygdens miljø, redskaber og arbejdsliv. På denne baggrund får de enkelte kvindeskæbner et »historisk« skær, men der er også både anakronistiske og utopiske træk i kvindeskildringerne. Som mange andre forfattere af historiske romaner skildrer Anne Karin Elstad kvinder, der i vid udstrækning er i stand til at klare sig selv. Foruden at deltage i arbejdet på gården har de forstand på økonomi og indsigt i, at nye tider kræver omstilling. Men også for fortidens stærke kvinde kan det blive for meget med det daglige slid, omsorgsarbejdet og længslen efter det umulige kærlighedsforhold. Når Magret driver sig selv til nervesammenbrud, har hun meget til fælles med moderne kvindeskikkelser fra samtidslitteraturen.
De samme temaer – mor/datter-konflikt, outsider i bygdemiljøet og kvindelig erotik – tages op i Anne Karin Elstads samtidsromaner. Frigørelsesromanerne Senere, Lena, 1982, (da. 1986) og Sitt eget liv, 1983, blev lige så populære som de historiske romaner og giver et tidsrigtigt og typisk indblik i kvinde-frigørelsens udviklingsfaser. Som 1980’er-tekster sprænger de ingen tematiske eller tekstlige grænser, men gennem deres levende fortælling når de ud til et bredt publikum med et vigtigt budskab, der få år tidligere var forbundet med »radikale« og »ekstremister«. I – for dagene er onde, 1985 (da. 1987) får ondskab og dømmesyge frit spil, og det enkelte individ levnes kun få chancer mod bygdefolkets hadske udfald mod det, der er anderledes. Og en kvindes sammenbrud og vanvid er et resultat af folks sygelige fordomme og misundelse.
I Maria, Maria, 1988 (da. 1989), drejer det sig om fysisk sygdom – hjerneblødning. Forfatteren blev selv ramt af en hjerneblødning og benytter sine erfaringer til at skildre sygdommen indefra. Den syge er ude afstand til at tale, men opfatter alt, hvad der sker med og omkring hende.
Torill Thorstad Haugers (født 1943) to historiske romaner Karl Eugen Olsen fra Vika, 1976, og Krestiane Kristiania, 1984 (Krestiane: en arbejderkvindes historie, 1985) er baseret på interviews og fremstillet som et jegs erindringer. Torill Thorstad Haugers bøger har ikke samme romantiske og dramatiske handlingsmønster som Anne Karin Elstads. Hun skildrer dagliglivet i Kristianias (det nuværende Oslos) fattigkvarterer omkring 1900, og det væsentlige er de »små ting« i hverdagen – pengeproblemer, sult, dårlig kost, ulykker og børnefødsler, og forfatterstemmen tilvejebringer en slags kollektiv dagliglivserfaring.
I Utbryterdronninga, 1982, knytter Karin Sveen (født 1948) an til Mosesmyten og fortæller om den spillevende Marja, hvis herkomst er ukendt. Pigebarnet ved ikke, hvor hun kommer fra, men hun ved, hvor hun hører til – og hun gør, som hun vil.
I 1986 udsendte Torill Thorstad Hauger I Dorotheas hus, en bog om Dorothe Engelbretsdatter. Her søger hun i bogstaveligste forstand at komme den gamle »poetinde« i møde ved at iscenesætte skrivesituationen i Dorothes gamle hus, der i dag er museum. Også Karin Sveen gør en kvindelig forfatter til hovedperson i sin bog Hannas hus, 1991, men på en mere kritisk måde. Romanen blev betragtet som et angreb på den højt ansete forfatter Ingeborg Refling Hagen og hendes Suttung-bevægelse – opkaldt efter den norrøne jætte, der besad en mjød, der gav digterevner. Det var en relativt lukket kreds, hvis mål var at frigøre den enkeltes evner, bevare den digteriske arv og oplyse folket. Romanen er dokumentarisk forankret i dette miljø, som Karin Sveen var del af i en treårig periode fra 16-års-alderen.
En slægtning til Marja i Utbryterdronninga finder man i Maria Waters verden, 1993, også hun har et kildevæld af fantasi i ord og gerning. Fælles for flere af Karin Sveens bøger om opvækstmiljøer på landet er den tydelige glæde, hun har ved at fortælle.
Men i romanen Kvinnen som forsvant, 1987, bruger hun storbyen som baggrund. Bogen er mere traditionelt psykologisk og også markant anderledes, når det gælder den sproglige stil: Her er den dialektprægede tone veget for et mere neutralt storbynorsk, der svarer til hovedpersonens anonymisering i det moderne storbymiljø, som hun er flyttet til. I storbyens fremmede omgivelser forandres ikke blot sproget, men hele kvindens væsen. Den eksistentielle ensomhed og passivitet i Kvinnen som forsvant står i stærk kontrast til den levende energi, der kendetegner hendes tidligere bøger. Romanen peger tydeligt og stærkt på de omkostninger, der er forbundet med at forlade bygden.
Tove Bakke, Rakel Christina Granaas, Anne Birgitte Rønning