Tag: Seksualitet

Nej!

Den danske forfatter og debattør Suzanne Brøgger har i en stor del af sit forfatterskab beskæftiget sig med oprørets natside og nej’ets konsekvenser. Og især dramaet Efter orgiet, hvor personerne Lem, Rigor, Vulva og Mortis opfører en incestuøs, ødipal dødsdans i en Brøggersk udgave af den græske tragedies retorik, udløste samme bestyrtelse, som da forfatteren tyve år tidligere ønskede at befri os fra kærligheden.Men startede forfatterskabet i et ‘nej’ i 1973, skete der en vending med udgivelsen af romanen Ja i 1984, der samtidig markerede Suzanne Brøggers mere folkelige gennembrud. Ja viser sig at være en kunstnerroman, hvor den kvindelige kunstner genopstår fra kvindelighedens gravkammer. Forfatterens bevægelse fra NEJ i 1973 til sit JA i 1984 handler således dybest set om en personlig vej til et forfatterskab, en kunstnerisk livspraksis.

Oprør mod stagnationen

Efterkrigstidens unge forfattergeneration i Finland oplevede et enormt behov for at bryde båndene til den klassiske lyriktradition og det retorisk tomme lyriske sprog fra førkrigstiden. Fællestræk inden for prosamodernismen i Finland er sprogets oprør mod tidligere traditioner, synsvinkelskift, en ironisk stil, som kan slå over i parodi. Ofte forekommer syntaksbrud. Nyt er også, at udramatiske hændelser skildres nøje, får symbolsk betydning, og at virkeligheden beskrives mere kompliceret end tidligere.

Skønhed og hæslighed, det hele i ét blik

Sonja Hauberg døde inden hun var fyldt 30 år af en tyfus, hun havde pådraget sig. Hun nåede at udgive to romaner, Hvad vil du mig?, 1942, og Syv Aar for Lea, 1944. Ved sin død efterlod hun sig romanmanuskriptet April, der blev udgivet posthumt i 1961.Alle bøgerne har det fælles mønster, at den kvindelige hovedperson er placeret mellem to mænd. Dels den broderlige ven, som hun har fælles erindringer med og i forhold til hvem, hun kan komme til syne som person. Dels elskeren, som hun kæmper for at blive forstået af. Men Sonja Haubergs kvinder skuffes alle i deres kærlighedsforventninger; det lykkes ikke at forene venskab med erotik.

En professionel outsider

Den danske forfatter Elsa Gress havde efter eget udsagn en kætterisk pen. Forfatterskabets gentagne tematiseringer af at-være-sat-udenfor er en refleksion af hendes egen oplevelse af at være udenfor, at være misforstået, at tale for døve øren. Den påtvungne følelse af anderledeshed i barndoms- og ungdomsårene fremstår i hendes erindringsbøger, som baggrunden for at hun etablerede sig som »professionel outsider«. Forfatterskabet præges af brydningen mellem at ville fastholde en marginalposition – at være outsideren, der ser klarere – og at ville høres og forstås.At den kvindelige forfatter, og kvinden som debattør, er udsat for fordomme, oplevede Elsa Gress som en fællesskæbne for skrivende kvinder. Hendes egne skrifter blev enten rost som »lige så solide og indsigtsfulde som en mands«, eller hun blev kaldt »lynende ondskabsfuld som kun en intelligent kvinde kan være det«. Som samfunds-, kultur- og kønsrevser fik hun ganske vist læserne til »at høre efter« – men ikke til at makke ret.

Ud af krigens univers

Efterkrigstiden i Finland skabte en længsel efter kunst og litteratur. Der blev udgivet megen lyrik, og blandt debutanterne var ualmindelig mange kvinder, både finlandssvenske og finske. Men kvindernes digtning var ikke centreret om politiske temaer eller patriotisme. Det personlige jeg, kvindens egne erfaringer, omsorgen for hjemmet, for børnene, for verden og for menneskeligheden stod i centrum. Man søgte efter en form, der adskilte sig fra det klassicistiske digtsprog, som var blevet styrket i 1930’erne og under krigen. Hurtigst tonede denne stemme frem blandt de unge kvinder, der ofte var mere parate end mændene til at finde nye synsvinkler og komme ud af krigstidens univers.Kvindernes lyrik kan delvis læses som en stillingtagen til en lyrikkultur i forvandling, men også som en videreudvikling af strategier inden for skrivekunsten. Et bevis på den betydning de kvindelige lyrikere, der dukkede op i krigens skygge, har haft, er, at bemærkelsesværdig mange af dem har skabt deres egen profil og er fortsat med at skrive deres egne moderne digte helt frem til i dag.

Et sprog af kød og blod

Torborg Nedreaas debuterede sent. Først som 39-årig udsendte hun sine to første novellesamlinger og markerede sig øjeblikkeligt som en forfatter af betydning. Novellegenren er som skabt for hendes stilsikre udmejsling af en central begivenhed i en afgrænset tekst. Hun følger konsekvent sine udvalgte personer, fastholder hele tiden kronologien, og lægger sjældent op til parallelle handlingsforløb. Læsningen skal ikke være som at løse en rebus, mente forfatteren.Fra forskellige positioner behandler forfatterskabet outsidere og hverdagsmennesker under krigens og kapitalismens åg. Hun er optaget af de små i samfundet, og det er ofte kvinder og børn, der udgør den svageste gruppe. Hun bevæger sig mellem arbejderklassen og borgerskabet og lader verdensbegivenheder som det tyvende århundredes to store krige og mellemkrigstiden danne grundlag for sine personers udvikling og mellemmenneskelige relationer. Kærlighedens betydning for enkeltmenneskets mulighed for at handle og gøre noget ved sin egen og andres situation står hele tiden centralt.

For en bedre verden

Finske Katri Vala var i 1920’erne en central skikkelse i den litterære gruppe Fakkelbærerne, som var det selvstændige Finlands første forfattergeneration. De unge forfattere stillede sig i opposition til de litterære konventioner.Hun debutterede i 1924 med digtsamlingen Kaukainen puutarha (En fjern have). Det nye i hendes lyrik er den stærke visualitet. Et andet særpræg er den frie rytme, som takket være hende fik sit gennembrud i finsksproget lyrik. Hendes eksotiske billedsprog sættes i forbindelse med modernisternes anvendelse af primitive og eksotiske elementer i århundredets begyndelse.For Elvi Sinervo, som debuterede med novellesamlingen Runo Söörnäisistä (Et digt fra Sörnäs) i 1937, blev kvindefængslet en livsafgørende erfaring. Hun var den mest betydelige prosaist i den venstreorienterede forfattergruppe Kiila og blev i 1941 idømt fire års tugthus for at have deltaget i illegal venstrevirksomhed. Hendes forfatterskab hører med sit emnevalg til den antifascistiske litterære tradition.