En forfinet erotisk mystik, langt fra 1930’er-modernisternes primitivistiske seksualromantik, kendetegner Rut Hillarps forfatterskab. Hendes slægtskab med den svenske romantiks store erotiske digter Erik Johan Stagnelius er blevet påpeget, den samme vaklen »fra åndeliggjort sanselighed til sanseliggjort åndelighed«. Men mere end noget andet er det måske »øjeblikket«, som binder dette forfatterskab sammen.Rut Hillarp er imidlertid også blevet sammenlignet med både Edith Södergran og Karin Boye; den første i sin egenskab af erotisk lyriker og den sidste i kraft af den erotisk farvede åndelighed. I sidste instans handler det om at åbne sig. Smerten og ekstasen er en vej til modtagelighed.
Tag: Seksualitet
I 1937 fik Tove Ditlevsen publiceret et digt for første gang. Det skete i tidsskriftet Vild hvede, og digtet kan læses som en allegori over hendes forfatterskab, der blev det betydeligste på kvindesiden i dansk efterkrigstid. Under digtets enkle overflade foregribes genkommende temaer, som kvindeidentitet, erindring og kreativitet. Tabet af barndommen og især det symbiotiske forhold til moderen er grundlaget for hendes melankolske poetik.Forfatterskabet er én lang erindringsproces, først i fiktionens form, senere også som essays med personlige erindringsfragmenter indtil udgivelsen af de egentlige erindringsværker. Da erindringsstoffet var udtømt, alle hovedpersonerne i hendes barndoms univers var døde og ægtemanden havde forladt hende, afsluttede Tove Ditlevsen sit liv, som hun havde bebudet.
Efter 1945 kastede krigen lange skygger ind over norsk litteratur, og Gunvor Hofmos tekster skal læses ud fra en sammenbrudt virkeligheds perspektiv. Men forfatterskabet er ikke blot en tematisering af krigs- og efterkrigserfaringer. Det drejer sig i lige så høj grad om en række menneskelige konflikter, der er knyttet til krop og køn.I hendes forfatterskab træder et polariseret og disharmonisk verdensbillede frem, hvor barnet og kvinden står under manden, og digteren står under Gud. Men verden er ikke det eneste, der er styrtet i grus, forfatterskabet – kroppen er det også. De første fem samlinger fremstillede ikke blot lidelsen, men også lidenskaben. De næste 15 fremviser ikke blot kroppens offer, men også åndens poesi. Fra kroppens smerte rejser sig en poesiens stemme. Denne dialektiske spænding mellem ånd og krop er kernen i hendes poesi.
I sin versroman Sår som ennu blør (Sår som endnu bløder) fra 1931 skildrede Karo(line) Espeseth en seksualsadistisk fikseret mand og hans forhold til en ung pige. Tydeligt blotlægger hun sammenhængen mellem køn og krig i mellemkrigstidens Europa. Hendes seksuelle voldsmand drives af en akkumuleret følelsesopladning af raseri, had, hævn og begær. Og hun viser, at dette er kulturelt betinget, ikke nogen medfødt perversion.Desværre kom debatten om romanen til at dreje sig mere om seksualmoral, idealforfladigelse og litteraturens forfald, end om de spørgsmål, Karo Espeseth havde villet rejse: Hvordan og hvorfor bliver en mand seksuel voldsmand? Den hårde og uforstående kritik fik Karo Espeseth til at tie som digter. Først i 1983 – 50 år efter – brød hun sin selvpålagte tavshed som forfatter.
I mange kvindelige dannelsesromaner fra mellemkrigstiden er et lesbisk motiv et vigtigt indslag i beskrivelsen af en kvindes vej til frigørelse og selvstændighed. Men det var ikke risikofrit åbenlyst at have kærlighed mellem kvinder som litterært motiv. Homoseksuelle handlinger hørte under straffeloven, og psykiatriens stempling af de homoseksuelle som psykisk abnorme, altså patologiske, ophørte først i Sverige i 1979.Det var således ikke let at finde udtryksformer for et kvindeligt begær, som i århundreder var blevet undertrykt, defineret og diskuteret af mænd inden for litteratur, medicin og psykiatri. Hvad de »nye kvinder« i mellemkrigstiden havde brug for, ud over at gøre sig synlige, var et sprog, som gjorde det muligt at udtrykke, at kvinder kunne have erotiske følelser og oplevelser også uden for mænds domæner.
I Edith Øbergs mere seriøse romaner træder forholdet til mænd i baggrunden, og i stedet bliver kvinders forhold til hinanden hovedsagen. Det er kvinden som skabende subjekt, der interesserede hende. Spørgsmål om kvindelig identitet behandles stadigt mere indtrængende i hendes senere bøger, der er præget af psykoanalytiske tankegange.Særlig interessant bliver det, når hun belyser kvinders seksualitet og erotiske konflikter med rødder i det ubevidste. Her skriver Edith Øberg sig ind i mellemkrigstidens modernistiske kulturdebat. Hendes kvindeskikkelser flyder sammen, glider ind og ud af hinandens liv og psyke, fordobles og splittes. I sine sidste romaner berører hun dybt tabubelagte emner om kvinders seksualitet.
I begyndelsen af 1900-tallet udtrykker kvinder erotiske erfaringer diskret ved at tale om græs, der brænder eller trykkes ned som et tæppe under elskende. Men efterhånden bliver omskrivninger unødvendige, og Eros’ betydning for en kvindelig lyrikergeneration bliver tydelig, blandt andet hos Berit Spong, Ingeborg Björklund, Greta Knutson, Martha Larsson, Maria Wine, Ingeborg Erixson og Elsa Grave.
I 1910’ernes og 1920’ernes Norge findes en skjult og glemt underskov af erotisk kvindelyrik produceret af blandt andre Halldis Moren Vesaas, Aslaug Vaa og Inger Hagerup. Udforskning af erotisk psykologi og kønsidentitet er et gennemgående tema. Det kan tyde på fremmedfølelse – men fremmedfølelsen var poetisk produktiv. Herfra tog nye kvindelige lyriske udtryk form.Den tematiske spænding i digtene ligger ofte i dragningen mod ekstasen i en total kærlighedssymbiose og den samtidige trang til selvstændig identitet. Udgangspunktet er forventningen om total lykke, om både erotisk, emotionel og åndelig selvrealisering. Fremmedfølelsen og dissonanserne fremkommer, når den mandlige modpart ikke opfylder forventningerne, tonen bliver resigneret eller anklagende og til tider masochistisk.
Hilja Valtonens Nuoren opettajattaren varaventtiili (Den unge lærerindes sikkerhedsventil) fra 1926 var den første moderne finske underholdningsroman, og den blev stildannende. Mellem 1926 og 1975 skrev hun hen imod 30 bestsellere. Hendes heltinder er selverhvervende, ofte autodidakter, og ægteskabet beskrives som et lokkende, men ikke eneste, alternativ. En række af romanerne er skarpe analyser af uligheden i ægteskabet og skildrer den moderne mand som »i grunden gammeldags«. Den nye populærroman kombinerede uforfærdet romantisk handlingsintrige med analyse af kvinders indre konflikter.En anden forfatterinde, Elsa Soini, problematiserede den moderne kvindes stilling i mellemkrigstidens samfund. Hun beskriver forskellige generationer af kvinder; fra århundredskiftets kvindesagsforkæmpere til moderne »drengepiger«. Og forfatterskaber er i det hele taget en problematisering af den skarpe grænse mellem kvindeligt og mandligt.
De finske forfatterinder deltog i 1930’erne aktivt i diskussionen om fødselskontrol og abort, som tog fart i depressionens kriseår. Helvi Hämäläinens gennembrudsroman Katuojan vettä (Vandet i rendestenen) fra 1935 var således en stillingtagen til moderskabet. Og i sit krav om retten til moderskab for kvinden og en tilfredsstillende erotik nærmede Helvi Hämäläinen sig en tilspidset variant af Ellen Keys ideal.I Iris Uurtos roman Ruumiin ikävä (Kroppens længsel) fra 1930 forlader den kvindelige hovedperson sin mand på grund af en erotisk passion. Det vakte forargelse inden for den konservative kulturkreds, at en ung kvindelig forfatter optrådte som dristig erotisk skildrer. I sin skildring af menneskets drifts- og instinktliv var Iris Uurto inspireret af den nye psykologi. Hendes bøger blev derfor uundgåeligt draget ind i 1930’ernes litterære sædelighedsdebatter.