»Jeg forstaar slet ikke, hvordan Mænd og Kvinder kan leve i samme Verden. Ja, jeg forstaar nok, hvordan de kan blive forelskede, men hvert Menneske er dog et Menneske for sig! Ja, jeg fatter det altså ikke, Folk har jo hver sit Udgangspunkt, de er ogsaa saa forskellige, saa hvordan skulde de dog kunne forstaa hinanden!«
Med disse ord udtrykker den unge pige Ruth i Sonja Haubergs roman Syv Aar for Lea, 1944, indirekte sine kærlighedsforventninger. Kærlighed er for hende, som for forfatterskabets øvrige kvindelige hovedpersoner, en drøm om at blive forstået og dermed komme ud af den følelse af menneskelig isolation, som de alle lider af.
Sonja Hauberg (1918-1947) døde, inden hun var fyldt 30, af en tyfus, hun havde pådraget sig under en forfatterkongres i Finland. Hun nåede at udgive to romaner, Hvad vil du mig?, 1942, og Syv Aar for Lea, 1944. Et skuespil, Ebbe Skammelsøn, blev opført på Frederiksberg Teater og udgivet i bogform 1945. Maleren Richard Mortensen havde udført dekorationerne. Ham blev hun gift med samme år; året efter fik de sønnen Finn Hauberg Mortensen. Sonja Hauberg efterlod sig ved sin død romanmanuskriptet April, der blev udgivet posthumt i 1961.
Efter sin matematiske studentereksamen i 1937 studerede Sonja Hauberg sammenlignende litteratur ved Københavns Universitet. Fra begyndelsen af 1940’erne udgav hun digte, noveller og skitser i tidsskriftet Vild Hvede og skrev en række artikler til dagspressen. Hun var medlem af Unge Kunstneres Klub (sammen med bl. a. Tove Ditlevsen, Morten Nielsen og Piet Hein) og deltog i det illegale arbejde under besættelsen.
Alle bøgerne har det fælles mønster, at den kvindelige hovedperson er placeret mellem to mænd. Dels er der den broderlige ven, som hun har fælles erindringer med, og i forhold til hvem hun kan komme til syne som person. Dels er der elskeren, som hun kæmper for at blive forstået af. Men Sonja Haubergs kvinder skuffes alle i deres kærlighedsforventninger; det lykkes ikke at forene venskab med erotik.
Drømmen om moderlighed
Debutromanen Hvad vil du mig? skildrer en ung kvindes kærlighedsoplevelser og psykiske sammenbrud med baggrund i en moderbinding. Den 21-årige Lise er en dygtig franskstuderende. Hun flygter fra eksamenslæsningen og forladthedsfølelsen i den ensomme lejlighed, ud i de maleriske sidegader: »Her spilledes ikke konventionel Komedie. Alt var nøgent, brutalt, lurende og i Bevægelse. Levende«.
Debutromanen Hvad vil du mig?, 1942, er med sin tvetydige slutning blevet læst som en positiv frigørelseshistorie. I sin behandling af Sonja Haubergs forfatterskab sammenligner sønnen Finn Hauberg Mortensen i Danske digtere i det 20. århundrede hovedpersonen Lise med J. P. Jacobsens Marie Grubbe. Men hvor man hurtigt kan blive enige om, at den mandlige hovedperson Niels er en af de mest tolerante, venlige og tålmodige mandsskikkelser, kvindelitteraturen har frembragt, er det sværere at se den på alle måder svækkede og nervøse Lise som en parallel til Marie Grubbe. En grummere tolkning lyder, at nok forsøger Lise at frigøre sig fra den kærlighedsforsømte barndom og modersavnet gennem sit forhold til mændene – men faktisk repeterer hun det; et fænomen, vi i litteraturen er vant til at se beskrevet som sønnernes problem.
Under den efterfølgende ferie møder hun violinisten Finn, som hun går i seng med efter en voldsom brand. Branden skildres symbolsk og seksualiseret, som ofte før i litteraturen. Den stejlende hest, som Lise viger tilbage for under branden, gentages senere som et billede på Finn.
Som Lise drømmer også den forældreløse Finn om »Livet uden alle Klicheerne. Det nøgne Liv«. Mens Finn forsøger at omsætte drømmen om livsintensitet i sin musik, søger Lise det uforbeholdne kærlighedsmøde. Men det lader sig aldrig gøre. Som Finn belærer hende om, er de begge »Enere«, der svinger mellem »gerne-at-ville og ikke-at-kunne«. De har brug for hinanden, men kan intet give hinanden. Romanen tolker dem begge som svigtede børn, fyldt af skrækken for at blive forladt. De har aldrig fået den ømhed og tryghed, der er grundlaget for at kunne elske et andet menneske.
Lises forhold til Finn er skildret som en frustreret gentagelse af forholdet til hendes mor. Den charmerende, velbegavede og overfladiske mor er i bund og grund uinteresseret i Lise. Så længe Lise kan huske, har hun haft en fornemmelse af, at moderen ikke vil hende noget (deraf titlen Hvad vil du mig?).
Det er moderlighed, Lise søger efter hos Finn, men hun er så svigtet af sin mor, at hun ikke tør tro på, at Finn vil hende noget. Derfor indlæser hun svigtet i ham. Af Finns indre monologer ser man, at Lise faktisk betyder noget for ham. Men begge har de så travlt med at reparere gamle sår, at de uafbrudt går fejl af hinanden. Moderligheden finder Lise derimod hos barndomsvennen Niels, der er blevet skovrider på deres fælles barndomsegn. Med en blanding af utrættelig moderlig omsorg og jordbunden maskulinitet tager Niels sig af Lise i månederne efter, at hun syg og nedbrudt er rejst ud til ham i et forsøg på at »finde Hjem – til sig selv«.
Ifølge Lises egen analyse ville både hun selv og Finn være barnet i deres forhold. Med Niels finder hun en balance i rollefordelingen mor/barn, med hende selv i rollen som barnet. Som læser spørger man, om dette er holdbart som udgangspunkt for det planlagte ægteskab. Romanen svarer med en tvetydig slutning. Men sikkert er det, at romanen tolker kærligheden mellem de to køn i forældre/barn billeder.
Men også dette par gør frygten til rettesnor i deres forhold. Niels er bange for, at Lise har glemt hele deres fælles fortid og tør ikke belaste hende med sin kærlighed; Lise tror det samme om ham, indtil de endelig opdager, at de begge har brug for hinanden. For Lise opleves dette som et berusende dementi af hendes forhold til moderen. Men slangen i paradiset hedder fortsat fortiden i form af Finn og moderen.
Romanen beskriver et forsøg på sjælelig helbredelse i gentagelsestvangens spændetrøje. Det er her, romanen bliver interessant, og det er her, vi ser Sonja Haubergs format som psykologisk-realistisk skildrer af sjælelivets komplekse mekanismer.
Kvindernes placering mellem forskellige mandstyper giver Sonja Hauberg mulighed for at undersøge den komplicerede kommunikation mellem kønnene og kvindernes splittede og søgende forhold til kærlighed og seksualitet. Hendes stil er en tæt sanset psykologisk realisme, hvor selvransagende indre monologer veksler med sceniske fremstillinger. Forfatterskabet er desuden, delvis i tidens stil, præget af en stærk symbolsk bestræbelse; personernes indre verden, deres erfaringer og udvikling fremstilles i billeder hentet især fra naturen.
Drømmen tilbage til barndomslandet
Syv Aar for Lea placerer sig i rækken af danske pubertetsromaner. Den viser tilbage til Hans Scherfigs Det forsømte Foraar, 1940, og frem til Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld, 1958. Romanen satte gang i en avisdebat om gymnasiets dannelsesgrundlag og blev belønnet med Politikens Kunstnerpris.
Den første del, »Det hvide Bjerg«, handler om pigen Ruths opvækst på landet, hvor hun opbygger en fantasiverden med naturen som den store, samlende kulisse. Hun samler på hvide sten, »og naar hun havde bygget et helt Bjerg af gode Stene, så vilde hun bo dér på det hvide Bjerg«.
Det hvide bjerg kan læses som et billede på fantasiens og drømmenes trygheds- og meningsskabende funktion for barnet. Denne position tvinges Ruth til at forlade, da familien under 30’ernes landbrugskrise må opgive gården og flytte til en københavnsk forstad.
I romanens anden del, »Fata Morgana«, beskrives det matematiske gymnasiums pres på Ruth. I en verden, hvor alt skal måles, vejes og bevises, gøres store dele af hendes indre liv illegitimt. Hun føler, at hun tvinges til at skjule sig selv og udvikle en konventionel, kvik facade for at klare sig. I den nye skoleverden gælder det om at være ovenpå, både i pigegruppens hårdhændede konkurrence i de små klasser, og senere i gymnasiet, hvor smart jargon afløser egentlig kontakt og samtale. De indlevede skildringer af dynamikken i børnegruppen har paralleller til H. C. Branners noveller om børn og unge.
Lektieterperiet og skolens altomfattende organisering af elevernes tid beslaglægger de unges energi. Nogle bukker under – en dreng begår selvmord, en pige dør som følge af en fejlslagen abort. Ruth udvikler en træthed og lede, som vandreturene i Dyrehaven ikke kan kompensere for. Hun fastholder, at der er en større sammenhæng og mening end matematikkens beviser, men når hun vil kommunikere dette, afvises hun: Kammeraten Holger forstår det ikke, moderen reagerer med angst på Ruths dødsprægede fantasier, broderen Svend har forskanset sig i lovmæssighedens verden i sin angst for at ligne faderen, den »havarerede fantast«.
»Hvem fanden har ogsaa lovet dig en Mening med det Hele?« lyder Svends afvisende ord. I stedet sætter Ruth sin lid til Erik, der bliver hendes kæreste for en tid: »Men nu havde hun Erik, og han maatte erstatte det, hun ikke fik af Svend. Hun og Erik ville også tale sammen om alting«.
Vi ser igen, at pigens kærlighedsforventninger tolkes som familierelationer. Denne gang indsættes manden i rollen som den forstående bror. Men Eriks forventninger er erotiske, og han lider i modsætning til Ruth under det forbud mod at kysse hinanden, som Ruths far har udstedt. For Ruth er det erotiske ikke en del af hendes forhold til Erik. Som Lise i debutromanen vil hun først og fremmest forstås, finde genklang for sit indre liv hos en anden. Hun vil, igen som Lise, finde en tråd tilbage til barndomslandet.
Men det er karakteristisk, at hendes søgen finder forløsning i dyb ensomhed. I de norske fjelde genfinder hun barndommens hvide bjerg som en stor naturoplevelse af religiøs farvning. I psykologisk forstand er det en følelse af at blive et med sig selv.
Hun genoplever barndommens magiske naturskønhed i form af det »Bjerg, hun havde samlet sammen til, saa længe hun kunne huske, fra Mosen, fra Granskoven, fra Guldsmedene og Bøgene, fra Gretes Glashave, fra – ja, fra alt hvad hun nogen sinde havde oplevet. Også fra Erik. Han havde givet hende alt det, hun nogen sinde kunde vente at faa fra et Menneske … «.
Udsagnets sidste del benægtes skærende af enhver scene i romanen, hvor Ruth og Erik er sammen. Alle deres møder er uforløste og frustrerede. Det psykologisk realistiske niveau dementerer og ophæver således det symbolske niveau. I dette perspektiv er hele romanen en historie om de regressive træk i en piges udvikling. Ruth er ikke blevet en voksen kvinde, da hun træder ud af romanen. Hun ønsker først og fremmest en forstående bror, ikke en mand.
Syv Aar for Lea henter sin titel fra 1. Mosebog. Jakob blev efter syv års slid belønnet med en kone – men ikke den han ønskede.
Pigen Ruth slider i årevis med matematikkens rationelle og afgrænsede verden, mens hendes indre liv ikke møder genklang, hverken i skolesystemet, kammeratskabsgruppen eller hos de voksne. Romanen har haft stor gennemslagskraft. Siden udgivelsen 1944 er den kommet i mange oplag og blevet læst af flere generationer piger i puberteten. Alene som paperback var den i 1965 trykt i i alt 50.000 eksemplarer. Sidste oplag kom i 1983.
Det illusionsløse blik
Efter 2. Verdenskrig organiserede Sonja Hauberg sig som en del andre modstandsfolk i Danmarks kommunistiske Parti. I forfatterskabet tematiseres hendes politiske interesse ikke; den får en eksistentiel udformning som en søgen efter en større mening eller ses i romanen April som et opgør med efterkrigstidens mathed.
Tematisk ligger den formeksperimenterende April i forlængelse af de to tidligere romaner. Hovedpersonen Jane er fanget i sin binding til vennen Palle, der er død under krigen. De to er vokset op i samme provinsby, hvilket giver Jane en følelse af fælles fortid og udgangspunkt. I en monolog til den døde ven siger hun: »Jeg tror ikke der nogensinde bliver det Venskab mellem Henrik og mig, som der var mellem os to. Han er alt for meget mand«.
Til gengæld var erotikken mellem Palle og Jane spærret; Palle repræsenterer intimitet og nærhed, mens hendes nuværende kæreste Henrik repræsenterer det fremmede, det erotiske og det maskuline. Jane forlader Henrik ved romanens begyndelse. Hun vil komme tilbage til ham, når hun »er blevet voksen«, når hun ikke føler sig så »lille«, når hun er blevet »sig selv«.
Hovedpersonens relation til to forskellige mænd svarer til de tidligere romaner, men denne gang er konflikten i højere grad erkendt. De kvindelige kærlighedsforventninger justeres i romanen gennem skildringer af en række andre kvinder og deres skæbne i forhold til mændene.
På romanens ydre handlingsplan rejser Jane på landet for at hjælpe en veninde, der er udkørt efter at have født sit tredje barn. Gudrun, der er »Kvinde mere end Menneske«, er bekymret over tabet af sin ungdom og føler sig drænet af moderskabet. Hun er forelsket i sin kvindebedårende mand, men føler sig udkonkurreret af andre og yngre kvinder. Gudrun, der får selvstændigt liv i en række indre monologer, erkender til slut, at hun har ladet sin mand Ralph udslette sig fuldstændigt, således at hun er ved at sygne hen både psykisk og fysisk. »En Mand skaber sin Kvinde«, som Ralph med overlegen dominans siger. Men Gudrun føler sig med sine egne ord først »voksen« i det øjeblik, hun uden illusioner erkender Ralphs upålidelighed og utroskab, og at deres forhold er bygget på begær.
For Jane er Gudrun, som romanens andre og mere sporadisk skildrede kvinder, et skræmmebillede. En ekspeditrice begår selvmord efter et kuldsejlet kærlighedsforhold, en landbokone med en stor børneflok iagttages og kaldes »Rugemaskine og Malkeko«. Den lesbiske læge chokerer Jane med sit kontante syn på kønslivet. Hun viser Jane en gammel bonde, der lever i snavs og forfald, og som 14 dage hver sommer ligger i med en kone. »Men der maa da være noget mere, det kan da ikke bare være det«, tænker Jane med et af romanens gentagne omkvæd, underforstået: der må være noget mere end den rå drift.
Jane har selv efter et voldtægtslignende samleje med Henrik oplevet blandede følelser: »Henrik, alt det ved dig, jeg ikke kan lide, alt det, der er fremmed eller, ja, frastødende ved dig … det er det, jeg bedst kan lide!« Henrik uddyber beskrivelsen af ambivalensen med sit »Det er vel simpelthen det fremmede, det kønsbestemte, som baade tiltrækker og frastøder«.
Jane går ud af romanen med en vilje til at erkende, at verden er både »Skønhed og Hæslighed, det hele i ét Blik«. Dermed afviger April fra den søgen efter en harmonisk helhed, der karakteriserer Syv Aar for Lea.
April har formmæssigt eksperimentets karakter med sin meget springende brug af synsvinkler, sine glidninger mellem et fantasi- og realplan og sin udstrakte brug af mange forskellige symbolske strukturer af både abstrakt og naturlyrisk art.
I slutningen af bogen har Sonja Hauberg i en efterskrift inddraget sin personlige situation under færdiggørelsen af manuskriptet. Hun lå på det tidspunkt dødssyg af tyfus. Efterskriften fungerer som en art litterært testamente, hvor hun i billedsprog taler om forsøget på at komme ned til de »farlige Steder« og skildre dem illusionsløst. Til allersidst følger et prosadigt om døden.
Sonja Hauberg nåede ikke at se sin bog udgivet, før hun døde.
Mit Hjerte der var saa svagt for Skønhed.
Det skælver ikke mere, det aabner sig ikke.
Det er forbavset, men stille.
Jeg kan ikke tro det endnu.
Jeg ser jo Græssets bløde
Vipper og endnu kan jeg presse
Blomster ind mod min Mund
og mærke deres Dufte.
Deres Dufte. –
Nej – de flygter fra mig.
Flygter fra mit Hjerte og
stryger ud under den endeløse Himmel.
Det var det sidste jeg havde,
det eneste jeg har faaet og ejet.
Men det er ikke mit mere.
Der er ingenting der er mit.
Ved I det allesammen. Véd I
hvor stille et Hjerte er naar det dør.
(Fra det afsluttende digt i romanen April, færdiggjort 1947, udgivet 1961).