Tag: Seksualitet

At elske og elskes

De kvindelige forfattere skrev i med- og modspil til kvindebevægelsen sidst i 1800-tallet. De selvsikreste af dem kunne udadtil organisere sig omkring veldefinerede mærkesager som kvindevalgretten og indadtil danne uofficielle netværk med andre kvinder i ugentlige saloner, hvor de kunne mødes om tvivlen.Det var kvinder, der undlod at sætte sædeligheden på formel, netop fordi de var åbne og derfor dybt berørt af den mentalitetsændring, som udløste sædelighedsfejden: seksualiseringen af kønnet. Meget få af dem ytrede sig i den ideologiske strid. I stedet brugte de fiktionen til at orientere sig i kvindeligheden. Og her formede de et anderledes og mere farligt billede af den kvindelige erotik, end de klichéer, der var oppe at vende i den offentlige debat.

At blive til noget

Det var kapitaliseringen af den samfundsmæssige økonomi, som skabte lydhørhed for Nathalie Zahles uddannelsestanker, og gennem sin skolestiftende virksomhed gjorde hun et banebrydende arbejde for at kvalificere kvinder til de nye krav, som omstillingen medførte. Hvis kvinderne skulle kunne forsørge sig selv, krævede det, at de havde kundskaber og uddannelse.I overensstemmelse hermed udformede også gennembrudskvinderne deres romaner som dannelsesforløb. At det sjældent lykkedes, at deres dannelsesromaner blev til sammenbrudsromaner, er ikke fordi de var dårlige forfattere, tværtimod, men fordi romanerne reflekterer modernitetens dobbelthed: at frigørelsen til personlig myndighed samtidig er en frisættelse, et kontroltab.Forfatteren Erna Juel-Hansen kom tættest på at udfylde genren. Af samtlige kvindelige gennembrudsforfattere havde hun den største tillid til fremskridtet. Hendes dannelsesromaner er båret af en optimistisk tro på frigørelsens mulighed og en vilje til – trods alt – at skrive en hel kvindeidentitet frem.

Modernitetens vendepunkt

Adda Ravnkildes spæde forfatterskab rager frem i det kvindelitterære landskab som et vartegn. Om »noget godt og stort«, men også om fiktionalisering og tilfældiggørelse. I hendes liv og værk koncentreres den optimistiske drift mod at bryde igennem, nå frem til det egentlige – den egentlige tale, den sande personlighed.Når hun var udstyret med antenner, der var i stand til at opfange tidens signaler, skyldes det for en stor del, at hun kom udefra. Uforberedt på det moderne storbyliv ramte moderniteten hende som en erotisk desorientering. Modsætningerne slog sammen i hendes krop og skrift: provins over for storby, målrettethed over for tilfældighed, realisme over for romantik.Hun tog sit liv som 21-årig, men nåede inden da at gennemleve både et erotisk nederlag, et opbrud fra faderhuset og et kunstnerisk gennembrud. Det sidste fik hun dog aldrig bekræftet. Hendes værker udkom først året efter hendes død.

Modernitetens kvindelige tekst

Med det moderne gennembrud i Norden sporede man i 1880’erne overalt en febrilsk kvindelig aktivitet. Kvinderne sluttede sig sammen i nationale kvindesamfund, hvor de stædigt arbejdede på at bringe kvindesagen op i de lovgivende forsamlinger. Det var borgerskabets unge kvinder – velbevandrede i sprog, konversation og pli – der i aviser, tidsskrifter og skønlitteratur skrev kvindespørgsmålet frem.Men for mange af det moderne gennembruds kvindelige forfattere førte opbruddet også til personlige og kunstneriske nederlag. De knækkede halsen eller pennen på det moderne paradoks. Men emancipationsprojektet blev ikke opgivet. Hos de kvinder, der fortsatte med at skrive århundredet ud, og hos dem, der debuterede omkring århundredskiftet, blev spændingen mellem idealer og desillusion, mellem bevægelse og moment blot bragt på en anden form.

Skræk og skærgård

Svenske Emilie Flygare-Carléns debutroman Waldemar Klein fra 1838 var i mangt og meget et plagiat af Sophie von Knorrings velkendte romanstil. Men siden udviklede hun sin helt egen profil. Den diskussion om erotikken, manden og kvinden, som Sophie von Knorring introducerede, videreudviklede hun i moderne retning. Hun veg ikke tilbage for at kalde mandens egoisme i forhold til det andet køn ved rette navn eller for at afsløre kvindens strategiske dobbeltspil i forlovelse og ægteskab.Når Sophie von Knorring beskriver erotikken som uforløst lidenskab, viser Emilie Flygare-Carlén erotikken som en nødvendig, men skæbnesvanger fysisk drift. Efterhånden som forfatterskabet skrider frem, viser hun, hvordan en handlekraftig kvinde kan om ikke ændre sin situation så dog påvirke den. Det var utvivlsomt hendes mod til at skildre aktive kvinder positivt, som er hemmeligheden bag hendes store økonomiske succes som bestsellerforfatter. I 1862 modtog hun Svenska Akademins store guldmedalje, og i 1865 udkom hendes sidste betydelige værk, den selvbiografiske trilogi Skuggspel (Skyggespil).

Skrækromantik og psykologisk gys

Størstedelen af Aurora Ljungstedts populære forfatterskab, der udkom i ni bind mellem 1872 og 1882, består af kortere historier, af og til ført sammen til en større helhed ved hjælp af et genkommende persongalleri. Hendes mest brugte pseudonym, Claude Gerard, er hentet fra en af Eugène Sues pariserromaner, og hun videreudviklede 1840’ernes spændingsskabende føljetoner med tabte breve, hittebørn, intrigante skurke og mystiske hændelser i psykologisk retning. Hendes intriger er altid velkomponerede, og hun imødekom publikums krav om, at lasten skal straffes og dyden belønnes. I hendes rige novelleproduktion finder man rendyrkede eksempler på skrækromantik, men også glimrende udarbejdede kriminalnoveller. Hendes tit farverige kvindelige forbrydere og intetsigende forbrydelsesbekæmpere afspejler almene tendenser i tidens kriminallitteratur.

Kvindehjertets historie

Camilla Colletts hovedværk, romanen Amtmandens Døttre, er norsk litteraturs første realistiske tendensroman. Og den første norske roman, der bredt og kritisk udforsker vilkårene for kvinder, der tilhører samfundets bedrestillede lag. Den var ingen dusinvare, da den udkom i 1854-55. Mange blev grebet af bogens angreb på fornufts- og forsørgelsesægteskabet og klagerne over kvindelivets snærende rammer. Efter Amtmandens Døttre og et bind Fortællinger, 1861, skrev hun ikke fiktion. I stedet brugte hun 1860’erne til at udforske gråzonen mellem selvbiografi, memoirelitteratur og rejseskildring. Derefter tog hun springet over i essayistikken, og udsendte sin gennembrudssamling som feministisk kulturkritiker i 1877 Fra de Stummes Leir.Hun har sin store del af æren for, at det norske moderne gennembrud blev så stærkt præget af kvindesagen. Og hun var medvirkende til, at man i Norge undgik den skarpe kløft mellem kvinder og mænd i synet på kønsmoral, som prægede dansk kulturliv i 1880’erne.

Grænseløs kvindelighed

Da den danske forfatter Magdalene Thoresen lod Bjørnson udgive sin første bog, Digte af en Dame i Bergen i 1860, havde »kvindespørgsmålet« længe været debatteret i det politiske liv og tematiseret i litteraturen. Hendes forfatterskab, som viste sig at blive et af periodens største og væsentligste, gav det imidlertid en særlig udformning, der på en egen måde forenede romantikkens mest patriarkalske idéer med sider af de kommende tiårs kulturelle nybrud.Forfatterskabets tyngdepunkt ligger i natur- og folkelivsskildringer fra det Norge, der blev hendes andet fædreland. Hendes største publikumssucces blev to bind rejsebøger fra landets nordligste egne, Billeder fra Midnatsolens Land fra 1884-86. Trods succesen repræsenterede de ikke forfatterskabets hovedgenre.Størstedelen af hendes litterære produktion faldt inden for genrene »bondefortællingen« og det realistiske samtidsdrama, ligesom hun også skrev til teateret.

Hun var en kvinde i ordets hele potens

I 1810’erne havde den talentfulde svenske friherreinde Sophie von Knorring udgivet seks romaner. I litteraturhistorien er hun nu kun en fodnote. Måske fordi hun var et paradoks?Som aristokrat af nærmest gustaviansk tilsnit, men samtidig en skånselsløs kritiker af standshovmodet, hørte hun hjemme i de mest forfinede miljøer, som hun ubarmhjertigt afslørede. Kritikken taler om hendes forældede kvindesyn og mener, at hendes centrale emne er ægteskabets uopløselighed. For en moderne læser bliver den egentlige hensigt med hendes romankunst snarere at skildre den kvindelige erotiks problematik og lidenskabens idealiserende magt.Hun analyserer utrætteligt dobbeltmoralens bud og de hårfine nuancer, der adskiller »rene« og »dårlige« kvinder. Og når hun i sine romaner undersøger, hvordan kvindernes lidenskaber bliver »forbryderiske« i forhold til mændenes dobbeltmoral, er hun i godt selskab med verdenslitteraturens store: Germaine de Staël, Rousseau og Johanna von Schopenhauer.