Aurora Ljungstedts (1821-1908) forfatterskab blev formet af de familietidsskrifter, der begyndte at udkomme i løbet af 1860’erne. Størstedelen af hendes populære forfatterskab, der udkom i ni bind mellem 1872 og 1882, består af kortere historier, af og til ført sammen til en større helhed ved hjælp af et genkommende persongalleri som i Dagdrijverier och drömmerier, 1872.
Johan Heinrich Füssli: Mareridtet, 1781. Detroit Institute of Arts , foto: Wikimedia Commons
Aurora Ljungstedts mest brugte pseudonym, Claude Gerard, er hentet fra en af Eugène Sues pariserromaner, og man kan sige, at hun videreudvikler 1840’ernes spændingsskabende føljetoner med tabte breve, hittebørn, intrigante skurke og mystiske hændelser i psykologisk retning. Aurora Ljungstedts intriger er altid velkomponerede, og hun imødekommer publikums krav om, at lasten skal straffes og dyden belønnes. I sine tre store romaner Psykologiska gåtor, 1868, Jernringen, 1871, og Inom natt och år, 1875, går hun ud fra det samme motiv som Sue, rivaliserende slægtninges kamp om en arv, men i modsætning til ham er hun ude efter at vise, hvordan penge korrumperer – især mændene. Kvinderne derimod, selv de smukkeste og mest forslagne forførersker, fremstår som ofre for sociale omstændigheder og for deres skæbnesvangre seksuelle tiltrækningskraft. I Aurora Ljungstedts sidste roman, Inom natt och år, mærker man et tiltagende kvindeperspektiv, først og fremmest i antallet af kvindelige hovedpersoner, og i det faktum, at to gode heltinder til sidst vinder spillet og opnår begge heltenes kærlighed.
Debutromanen Hin ondes hus, 1853, blev udgivet under pseudonym i Albert Bonniers succesrige romanbibliotek Europeiska Följetongen. Hin ondes hus benytter sig af skrækromantiske elementer, lånt fra den engelske Ann Radcliffes The Mysteries of Udolpho, 1794, men er egentlig en psykologisk gyser. Romanen er fortælleteknisk avanceret. En ung mand udforsker hemmelighederne i et spøgelseshus og meddeler læseren indholdet i et gammelt manuskript – det viser sig at være en incestuøs kærlighedshistorie. Den mandlige fortællervinkel giver forfatteren en kærkommen lejlighed til at ironisere over samtidens kønsrollesyn: » – Den slags kvinder, der så utilsløret viser, at de intet har at miste, mishager mig altid – «. Den mandlige fortællerfiktion legaliserer også en for den tid bemærkelsesværdig erotisk kærlighedsskildring af sadomasochistisk art. I et trekantdrama med stærke indslag af jalousi blotlægges det kvindelige begær som både forbryderisk og destruktivt. Den unge Anna, som baron Edvard har ægtet, uvidende om at hun er hans uægte datter, er så erotisk udfordrende, at faderen, trods det at han har fået sandheden at vide på bryllupsdagen, omtåget af sine drifter fuldbyrder incesten. Ved en senere lejlighed dræber han hende i en af de mest lidenskabelige omfavnelser, som svensk 1800-tals-litteratur ejer:
»Edvard mærkede dette smukke, smidige væsen smyge sig elastisk ind til ham, mærkede hendes arme trykke ham stadig varmere ind til denne bløde, halvt blottede barm, som løftedes af en hulken, mærkede hendes hjerte slå mod sit, hendes varme åndedrags pust mod sit ansigt, hendes læber søge sine, og blikkene fra hendes øjne, ømme og vellystige, skinnende gennem tårerne, stråle ind i sine egne; han mærkede sine kræfter svinde, sine sanser forvirres; på hans blege kind tændtes glødende hede flammer, det var ikke længere datteren, det var Anna – hans elskerinde – hans hustru; – instinktivt trykkede han hende ind til sig, bøjede sig ned og nærmede sine tørstende læber til de varme, lokkende driver i sin favn… men – pludselig betaget af kærlighedens og forfærdelsens svimmelhed – ude af sig selv af lidenskab og rædsel greb han dolken på gulvet, et blegblåt lyn strålede i stuen, det fine, smalle stål trængte skarpt og sikkert frem til Annas h jerte. Hun gled ud af hans arme og ned på gulvet: dødens kys, i stedet for brudgommens, havde ramt hendes barm«.
Edvard bliver vanvittig, og først da romanens fortæller-jeg har læst hans historie til ende, kan han finde fred og forsoning i døden.
I Aurora Ljungstedts rige novelleproduktion finder man rendyrkede eksempler på skrækromantik, som i En jägares historier, 1861, men også glimrende udarbejdede kriminalnoveller som i Onkel Benjamins album, 1873. Hendes tit farverige kvindelige forbrydere og intetsigende forbrydelsesbekæmpere afspejler almene tendenser i tidens kriminallitteratur. I de tidlige fortællinger om forbrydelser rettes den største interesse mod forbryderen og ikke, som i den senere detektivroman, mod detektiven, og afsløringerne til sidst er snarest et resultat af tilfældigheder.
Aurora Ljungstedt evner at skabe en suggestiv spænding. Hun skildrer romanpersonerne som slaver af deres lidenskaber, en uforsonlig skæbne eller en eller andens djævelske intriger på en måde, der leder tanken hen på den moderne gyser.