De kvindelige forfattere skrev i med- og modspil til kvindebevægelsen, men de var overvejende for hudløse til at lade sig snære inde, enten det så var i kyskhedsbælter eller i samfundsteorier. Erna Juel-Hansens demonstrative udmeldelse af Dansk Kvindesamfund i 1887 eksemplificerer her en typisk vægring. Som Erna Juel-Hansen gjorde det, kunne de selvsikreste af dem da udadtil organisere sig omkring veldefinerede mærkesager som kvindevalgretten og indadtil danne uofficielle netværk med andre kvinder. Henriette Steen, som var Viggo Hørups elskede og ligesindede, holdt således en ugentlig salon, hvor Erna Juel-Hansen og andre kvinder af radikalt tilsnit – som lægerne Nielsine Nielsen og Emmy Lange og forfatterne Therese Brummer, Mathilda Malling, Amalie Skram – kunne mødes om tvivlen. Det var kvinder, der undlod at sætte sædeligheden på formel, netop fordi de var åbne og derfor dybt berørt af den mentalitetsændring, som udløste sædelighedsfejden: seksualiseringen af kønnet.
Meget få af dem ytrede sig derfor i den ideologiske strid. I stedet brugte de fiktionen til at orientere sig i kvindeligheden. Og her formede de et anderledes og mere farligt billede af den kvindelige erotik, end de klichéer, der var oppe at vende i den offentlige debat.
Den kvindelige avantgarde tog skarpt afstand fra sædelighedsrøret. Her eksploderer Erna Juel-Hansen i et brev fra 1887 til veninden Agnes Rambusch:»Tænk, hvilke Fruentimmer der dominerer! Jeg kalder dem Fruentimmer, for jeg sætter disse grundtvigske ‘Engle’ i Klasse med de laveste. Det, de har gjort, er at kaste Snavs af fulde Hænder paa det, vi andre dyrker som helligt og ukrænkeligt. Det er saa bagvendt, saa oprørende forkert, at de skal i Højsædet, og vi andre paa Møddingen, at det er som at løbe Panden mod den haarde Uret, hver Gang man tænker paa det. Det er Nøgternhedens, Kjønsløshedens Triumf – der tyles ind af Flertallet – baade i Tale og Skrift… «.
Fantaseret eros
Vilhelmine Zahle (1868-1940) udgav kun to noveller, samlet i Vildsomme Veje, 1890. Som titlen lyder, er det afvejene i det nye seksuelle vildnis, som skildres. De respektive kvindelige hovedpersoner er i den giftefærdige alder, og begge går de på opdagelser i deres egen erotik, før de bliver gift. Og i begge tilfælde ender de i et fornuftigt og traditionelt ægteskab – uden nogen som helst forbindelse med de erotiske kræfter, der forlods hærgede i dem. I novellen »I Sommerferien« vender Valborg tilbage til sin solide grosserer efter at have forelsket sig grænseløst under et sommerophold i en landlig præstegårdsidyl. I »Ogsaa en Kærlighedshistorie« mister Martha enhver gnist af sin ellers så frodige, men vildtvoksende kærlighedsevne, da veninden – genstanden for Marthas forelskelse – gifter sig. Den sidstnævnte novelle er bemærkelsesværdig. Dels ved sit sujet, der kan ses som et udtryk for, at det nye fokus på kønnet samtidig har avlet en seksuel norm for kvindelig seksualitet. Dette ytrer sig dels i venindens spørgsmål: »… om der virkelig kunde existere saa mærkelige udrustede Kvinder, der kun formaa at fatte Kærlighed til en af deres eget Køn«. Og dels er teksten fyldt af en påfaldende og stadig spørgen til naturen. Ud fra en ironisk fortællerposition, hvor udsagnet tilsyneladende undsiges – »Et underligt, planløst, unaturligt Sværmeri!« – og ud fra en medfølende dækket stil, hvor Marthas egen stemmeføring lader sig høre.
Naturbegrebet er til diskussion overalt i det moderne gennembrud. Her er Illa Christensens unge kvinde i romanen »Et ubetydeligt menneske«, 1885, blevet træt af fænomenet:»Denne Roman, hvor Heltinden anskaffer sig den ene Elsker efter den anden; hvor der tales mindre om Kjærlighed end om Naturnødvendighed; … hvor man maa vade gjennem lange Kapitlers Uføre, mens ens Tanker, ja Mund og Næse oven i Kjøbet martres af Kedsomhed, Raahed og stinkende Dynd, uden at man forstaar, hvorfor denne møjsommelige Vandring er nødvendig«.
Martha har igennem sin barndom været overladt til sig selv – og bøgerne. En planløs læsning af alskens litteratur står derfor som en slags forklaring på hendes tilbøjelighed for »Sværmeri«. Men »det unaturlige« kan ikke direkte henføres til den megen læsning. Tværtimod forsøger Martha »at sværme for en eller anden Herre og skrue sig op til de Stemninger, hun havde læst om, at unge Piger gennemgaa i deres Forelskelsestid, men det blev aldrig til andet end Skaberi…«.
Spørgsmålet om natur/unatur og normalitet/unormalitet skaber uro i Marthas og tekstens begreber: »At dette skulde være Naturens Gang! Og at denne Natur skulde være hende saa forfærdelig svær at fatte!« Da Martha er »helbredt« siges det, at hun tillige er »berøvet sin Ejendommelighed«, hvad der unægtelig understreger ironien i det udsagn, der bedømte sværmeriet for veninden som »unaturligt«. Nu karakteriseres denne kærlighed tværtimod som hendes »anden Natur«, mens det »naturlige« fremtræder som maskerade:
» – men naar hun lagde Vold og Baand paa sig, gjorde forfærdelige Anstrængelser, spillede Komedie og lavede og manøvrerede med sig selv for at ligne ‘andre unge Piger’, ja, saa hed det: ‘Ja, der kan Du se Martha, – Du er i Grunden saadan en sød og naturlig lille Pige, – hvorfor da –… ‘«.
Vildsomme Veje kan læses som et indlæg i tidens diskussioner om kvindens »natur«. Novellerne er naturalistiske i den forstand, at de er skrevet i en analytisk, årsagssøgende stil, men de dementerer samtidig forestillingen om naturen som den sidste sandhed. Her er ingen kyske engle, men der er heller ingen kvinder med et driftsliv, der kræver at tilfredsstilles på »naturlig«, ukompliceret vis. Der er derimod en fylde af erotisk følelse, som netop ikke kan forklares biologisk.
Novellerne er søgende i deres tone, fyldt af spørgsmål, der avler nye spørgsmål – ejer faktisk noget af det sommerfuglestøv, som handskekvinderne ellers påberåbte sig. De faldt i god jord blandt de radikale, men blev nedsablet i arbejderbevægelsens presse – hvad der siger noget om, hvorfor de kvindelige forfattere ikke kunne være i Kvindelig Fremskridtsforening.
Trods parolelarmen har Vilhelmine Zahle øjensynlig haft brug for sædelighedsfejdens klima for at kunne skrive. I hvert fald var forfatterskabet slut med denne lovende debut; kun et par digte i Kvinden og Samfundet bar siden hendes navn.
Christine Mønster (1855-1913) afsøgte under pseudonymet »Aage Vang« andre af de vildsomme veje. Romanen Agnete. Interieur fra et Pigehjærte, 1885, er et studium i en kvindelig erotik, der måske er mindre »unaturlig«, end den Vilhelmine Zahle beskriver, men bestemt ikke mere hensigtsmæssig eller farbar.
Ligesom hovedpersonen i »Ogsaa en Kærlighedshistorie« er Agnete et relativt uformet og åbent barn, der ikke har nogen indre retningslinjer for, hvordan man bør manøvrere som voksen kvinde. Derfor ved hun faktisk ikke, hvad hun gør, hverken da hun af sympati for sin fætter forlover sig med ham, eller da hun senere forelsker sig i en absolut forbudt mand, nemlig sin svoger. Hun har kun sine egne fornemmelser at stole på. Gennem den modbydelighed, som fætterens rethaveriske kys vækker i hende, erfarer hun den bundne og pålagte seksualitet som »dette uhyggelige Punkt«. Noget, der gør hende rastløs og fremmed for sig selv. En fremmedhed som hun først overvinder gennem forelskelsen i svogeren. Den er hendes, helt et produkt af hendes eget fantasiliv – og derfor selvfølgelig urealisérbar.
Den erotiske vækkelse fører Agnete ind i et imaginært helvede. I en hæsblæsende stil, hvor den medlidende, men også tørt bedrevidende fortæller hele tiden er lidt foran Agnete i indsigt, kastes hun frem og tilbage i sin egen tankekværn. Fra håb til tilbagetrækning af angst for afvisning, fra sort skyldfølelse til livskraftig følelse af ret, fordi – hun elsker. Svogeren ved ingenting!
Romanen ender i et brag. Drevet til det yderste kommer Agnete til at erklære sig, og da svogeren både er »god«, »skarpsynet«, »praktisk« og »hæderlig«, afviser han hende på stedet.
Christine Mønster var en af de få kvinder fra gennembruddet, der fik positiv omtale i Vilhelm Andersens Illustreret Dansk Litteraturhistorie, 1929-35: »I Aage Vangs ‘Agnete’ (1885), ligeledes fortsat af nogle Fortællinger i Firserne, dækker den pretiøse Undertitel ‘Interiører fra et Pigehjerte’ over en virkelig Præcision i Billedet«.
Langt hen er det således de samme følelsesenergier, de samme forhindringer i den erotiske bevægelse, som Vilhelmine Zahle beskriver. Sammenstødet mellem en spontan, anarkistisk erotik og dens temmelig fantasiløse, men realitetstilpassede objekt. Også »løsningerne« minder om hinanden. Både Martha og Agnete drives mod selvmord, men reddes. Martha af en rigtig sygdom og et fladbundet ægteskab, Agnete af det samme fantasiliv, som skabte hendes erotiske spind: »Hendes Gru for Vanvidstanken var stærk nok til at vække den slumrende Energi, som Pligtfølelsen forgjæves havde søgt at kalde til Kamp mod hendes Kærlighed«. Hun opgiver selvmordet og bryder i stedet op fra barndomshjemmet for fuldstændig ribbet at drage ud i verden: »Og Livet laa foran hende – saa langt og fladt«.
Christine Mønsters roman taler ind i sædelighedsdebatten på flere ledder. Ved ligesom Mænd af Ære at anskueliggøre en psykisk tilstand, hvor det »at elske og elskes« fremtræder som livets eneste formål. Og ved at vise, at denne »Livsanskuelse«, som Louise Nørlund kaldte det, ikke er holdbar. Da Agnete drager ud i verden, er den blevet »flad«; hun har ikke uddannet sig til noget, hun har ikke noget at leve af, hun er kastet tilbage på sig selv. Så langt er romanen på bølgelængde med fremskridtskvinderne. Desuden harmonerer den med »Kvindespørgsmaalet« ved på den ene side at fremstille ægteskabet som psykisk uoverkommeligt, hvis ikke der er gensidig erotisk tiltrækning, og ved på den anden side at vise umuligheden af det kvalificerede valg, hvis den unge piges eneste åndelige ballast stammer fra læsning af romantisk litteratur.
Men den kunstneriske fortolkning indføjer disse forhold i en helt anden dimension. Uanset handlingskonsekvenserne, så fremtræder den erotiske vækkelse ikke som en tilfældighed, men som en indre nødvendighed. Selvet formes i begærets smeltedigel. Trods fladheden redder Agnete sig nemlig et selv, som nok så megen uddannelse, nok så meget erhverv ikke havde kunnet lede hende frem til. Fortolkningen af kvindeligheden går således helt på tværs af kulturdebattens. Den moderne kvindelighed er hverken drift eller dyd, men udspringer af en ændret forestillings-verden, hvor lysten formes indefra, og hvor fantasierne i al deres galskab må tages alvorligt. Erotikken er blevet en dimension af den individuelle identitet, selv om den ikke lader sig hverken verbalisere eller praktisere i sociale former.
Året efter udgivelsen af Agnete var Christine Mønster igen på markedet med romanen I Brændingen, 1886. Tematisk kan den læses som både en variation og en fortsættelse af debutromanen. Her lykkes det de rette elskende at få erklæret sig for hinanden, men da er det først, at de virkelige trængsler begynder for hovedpersonen Esther. Hendes erotiske fantasier er ikke sådan at styre, og de lader sig kun ustabilt forbinde med det kødelige kærlighedsobjekt. På mareridtsagtig vis går de i ét med religiøse skrupler, med voldtægts- og mordscener, og Esther ender med at flygte fra sin forlovede til et erhvervsarbejde i København. Men ligesom Vilhelmine Zahle lod den unge pige tabe sin »Ejendommelighed«, da erotikken blev lagt død, taber Esther sin individualitet i det kønsløse arbejde. Sløv og utilfredsstillet henslæber hun sit liv, indtil hun dør af et hjerteslag, natten før hun står i begreb med at genoptage forholdet til manden. Det erotiske lader sig ikke sådan narre til at vente på bedre tider.
Christine Mønster skrev endnu et par romaner, men her har fantasien ikke bare taget magten fra hovedpersonerne, men også fra fortælleren. Tre Sind, 1888, og Elisif, 1911, har dramatiske intriger og groteske skæbner, men savner den stramhed og kunstneriske disciplin, som udmærker Agnete. I sit levede liv gjorde Christine Mønster ligesom sin Esther: Hun fulgte sine religiøse tilskyndelser og blev knyttet til Diakonissestiftelsen i København.
Idealiseret eros
Mens bølgerne gik højest under sædelighedsfejden, og Elisabeth Grundtvig hævdede »Kulturkvindens« ret til at forsage en seksualitet, der ikke kunne modsvare et krav om helhed i tilværelsen, skrev Erna Juel-Hansen på det værk, der måske af alle sædelighedssagens akter kommer dybest i sin analyse af den unge kvindes erotiske register: romanen En ung Dames Historie, 1888.
Allerede i samlingen Sex Noveller, 1885, havde hun i novellen »En Konfirmand« skitseret hovedpersonen Margrethe Holm gennem hendes reaktioner på konfirmationsdagen. Denne indgangsceremoni til det voksne kvindeliv oplever Margrethe først som forvirring – som et sceneri, hvor hun er sat uden for begivenhederne – men siden, da hun bogstaveligt bliver smykket med gaver, som en næsten erotisk rus:
»I et Nu var alle Hænder i Bevægelse, og alle havde samme Tanke: paa Margrethe skulde det anbringes alt sammen, Kjæder, Broscher, Armbaand, Ringe, alt maatte have Plads. Hun rystede af Utaalmodighed og Fornøjelse. Det havde hun haft Lyst til hele Tiden, men skammet sig«.
Den lille skitse sætter fokus på de træk, som i det lange romanforløb bliver bestemmende for Margrethes skæbne. Hun ved godt, hvad en pæn ung pige ikke må: hun må ikke have kropslige fornemmelser, hun må ikke ryste af utålmodighed og fornøjelse – men hun ved det på en udvendig måde; hendes forbindelse med kroppen er så levende, hun er så åben og »sulten«, at lysten får let spil over for skammen.
Konfirmationen i Erna Juel-Hansens »En konfirmand« (Sex Noveller, 1885) er et filter af ord og krop, skam og vellyst:»Saa var det, Pastor Skou begyndte sin Tale. Men i Øjeblikket druknede hans Ord for hende i Silkekjolens Raslen. Hvor det lød morsomt – krik, krak! Med nedslagne Øjne, Hænderne foldede over Salmebogen listede hun sig til at gjøre en sagte Drejning for paa ny at høre Silken skratte omkring sig … Hun saa sky opad, lige ind i Pastor Skous mørkt glødende Pupiller. Hun blev hvid i Ansigtet af Forfærdelse – havde han set noget? og i næste Øjeblik purpurrød, da en Vending i hans Tale bragte Kirken til at runge af Slutningsordene i Salmen om ‘Forfængelighed, Forfængelighed’«.
Romanen tegner et billede af den indre opløsningsproces i de borgerlige kønsroller. Faderen er frisindet og udadvendt og indgår i al uskyldighed alliancer med datteren bag moderens ryg. Moderen er bornert og missionsk og har alt for travlt med at forsvare sin indholdstømte livspraksis til at få føling med, hvad der foregår i datteren. I dette vakuum mellem moderens udlevede kønsrolle og faderens velmenende, men i praksis fraværende figur er Margrethe da overladt til sig selv. Faderens frisind strækker sig nemlig ikke ind i moderens domæne. I dagligdagen er Margrethe underkastet hendes normer, og det betyder, at hun ikke har fået lov at lære noget. Uddannelse og selverhverv er i moderens øjne en vederstyggelighed for en kvinde, så Margrethe kommer til at tilbringe sin ungdom, som borgerdatteren i generationer har gjort det – med at vente. Vente på at en passende bejler skal dukke op i skålen med visitkort og lyse hende i kuld og køn.
En husfrues reaktion i Erna Juel-Hansens En ung Dames Historie, 1888, da husfaderen endelig insisterer på, at datteren skal lære noget: »Men så havde Etatsrådinden nær besvimet og svor, at om han vilde tage hendes sidste Blodsdråbe, skulde det aldrig ske: En Lærer og Fysiologi! At han ikke skamrødmede over at tage de to Ord i munden på én Gang, når Talen var om en ung Pige!«
Det gør Margrethe – men hun gør også noget andet. Netop fordi ventetiden i det moderne pengeborgerskab er blevet tømt for nyttige kvindelige sysler – dem køber man sig til – åbner ørkesløsheden for en fantasiaktivitet, der står i grel modsigelse til den fortielse om kroppens mysterier, som miljøet så selvfølgeligt praktiserer. Tiden går med tågede drømme: »En hidsende Leg, der øgede den ulmende Længsel i hendes Blod, og hvorfra hun rejste sig med en lignende Fornemmelse, som naar hun havde forspist sig hos Konditoren«.
Billedsproget er karakteristisk for Erna Juel-Hansens naturalistiske pen. Den erotiske drift anskueliggøres som en forslugenhed, der af mangel på rigtig mad må mætte sig med erstatninger – fantasier eller flødeskumskager.
Alt imens forelsker Margrethe sig dygtigt i de mænd, der kommer inden for hendes snævre synskreds, og de kommer alle til at indgå i den skov af drømme, der vokser op omkring hende. I fætteren Christian, en let skandaleombrust kunstmaler, møder hun det moderne, men Christian er – som de fleste af gennembruddets mænd – hildet i en dobbeltforestilling om kvinden. Han opfanger – med kunstnerens argusøje – dén spænding mellem uskyld og uerkendt lidenskab, som »ulmer« i den unge kvinde, men har ingen tilskyndelse til at ophæve den ved at stille hendes vidensbegær – ved at give hende noget ordentligt at fordøje, for at blive i billedsproget.
Det har til overmål hans dobbeltgænger, en anden kunstmaler, der på ny får Margrethe til at ryste af utålmodighed – og erotisk lyst. De indleder et rigtigt kødeligt elskovsforhold, der på én gang indfrier hans vildeste drømme om, »at en elskelig, varmhjærtet Kvinde vilde komme, som hun var kommet i Dag, ‘fordi hun ikke kunde andet!’« – og stiller hendes savn: »Siden den Dag var der ingen Tomhed og ingen Lede mere, al Ørkesløshedens Uro var borte … og ingen Drøm var gold mere, Længslen havde intet Savn, for hun vidste, følte hver Gang de sås af Kyssenes Varme, hans Omfavnelses Glød, at han elskede som hun, længtes som hun«.
I modsætning til de fleste andre kvindelitterære tekster fra tiden beskriver Erna Juel-Hansen således en kvindelig erotik, der gennemleves som en seksuel identitet. Den sjælelige og kropslige »Fryd« er en samstemt helhed i Margrethes selvoplevelse. Men romanens indsigtsfulde pointe er, at under moralens tryk må den levede erotik alligevel antage samme karakter som fantasien. Forholdet er – selvfølgelig – hemmeligt, men det skal det være for at antænde Margrethe. Et ægteskab vilde således ødelægge det hele: »Dette var deres eget og kun saadant helt og fuldt lykkeligt«. I denne fortolkning lukker den kvindelige erotik sig således om sig selv – borte er tiden, samfundet og enhver form for personlig vækst.
Derfor bliver det ikke fordommene, men isolationen, der tager livet af forholdet. De elskende henter alene kraft til samværet i deres fælles lidenskab; for Margrethe er der rigeligt med næring i dén, men for den frisindede mand brænder flammen ud af mangel på intellektuel »ilt«.
Mellem de to kunstmalere har romanen indskudt en tredje mand, som Margrethe forlover sig med. Og han står på enhver måde som kontrast til de moderne kunstnere. Han er en ædruelig og målrettet videnskabsmand – og seksuelt »ren«. Han betror sin kommende svigerfader, at håndvægtene gribes, hver gang lysten melder sig. Beskrivelsen rummer en slet skjult latterliggørelse af denne handskemoralist – billedligt udtrykt i, at hans krop er overordentlig veludviklet af al hans seksualhygiejniske gymnastik. Det er netop denne krop, den fantaserende Margrethe først fascineres af, fordi hun forestiller sig, at i så stor en krop må der findes en vældig kærlighedsevne. For sent går det op for hende, at det gør der ikke, for sent og for uartikuleret lærer hun sit eget begær at kende, og derfor ender hun med at indgå ægteskab med en mand, hun ikke kan elske.
Denne analyse af den kvindelige seksualitets mulighedsbetingelser er enestående i samtiden. Den viser i al sin nøgternhed, at både frisind og »handsker« går galt i byen. Med forvitringen af de borgerlige kønsroller lader erotikken sig ikke mere snøre inde bag en ærbar kvindelighed, men samtidig kan frisindet slet ikke leves, uden at kvinderne – i mere radikal forstand end Elisabeth Grundtvig kunne forestille sig det – opdrages til »Kulturkvinder«. Margrethes elsker svigter jo ikke af kynisk beregning som den elsker, der optræder i Mænd af Ære. Han svigter, fordi han bliver kvalt af kærlighed, fordi Margrethe på alle mulige andre områder end lige det erotiske er uudviklet, for ikke at sige tom.
Den nøgterne analyse til trods er romanen båret af en friskhed og umiddelbar sproglig spændstighed. Man fornemmer, at forfatteren er optimist – hun kender den seksuelle fryd og kender den for god. At det i Margrethes tilfælde ikke lod sig gøre at integrere erotikken i den kvindelige livsskæbne er ikke ensbetydende med, at det aldrig vil kunne lade sig gøre.
Edvard Brandes var det moderne gennembruds smagsdommer i Politiken. Den 30. april 1888 lød dommen over Erna Juel-Hansens Margrethe:»Man kunde ønske En ung Dames Historie rigere i Ideen og dybere i Stilen – det er jo altid mindre heldigt kun at sysle med et ubetydeligt og aandløst Menneske. Men Fru Erna Juel-Hansen har med megen Dygtighed vedligeholdt Læsernes Interesse for sin unge Dame«.
I novellen »Enlig« fra Sex Noveller viser Erna Juel-Hansen en mulig måde. Her fremstiller hun en kvinde, der både er et arbejdende og et seksuelt væsen: »… hun var Arbejderske, slet og ret, vilde ikke for nogen Pris være andet – jo ét endnu, og dette over alt andet!« Hun lever i fin ligevægt mellem selverhvervet som bogholder og forholdet til en mand, der af økonomiske grunde ikke kan gifte sig foreløbig. Hun har personlig tyngde, har forlængst gjort sig fri af »Skammen«, og der er i teksten ikke skygge af tvivl – elskovsforholdet er naturligt og »rent«: »… deres unge Kjærligheds friske, frodige Sanselighed havde givet efter for de Krav, det er ethvert legemlig og aandelig sundt Menneskes Ret at faa tilfredsstillet i Elskov!«
Heller ikke da manden bryder med hende til fordel for et fornuftsægteskab, og hun samtidig opdager, at hun er gravid, vakler hun i sin tro på elskovens ret. Det er nemlig ikke en novelle, der er realistisk i den forstand, at den skildrer den enlige mors sociale udsathed. Det sløres behændigt ved at lade hendes principal være både fordomsfri og interesseret i hendes person – han repræsenterer i teksten en uudfoldet mulighed for et senere ægteskab.
Erna Juel-Hansens mod kom bl. a. fra den inspiration, hun fik fra faderen, A. G. Drachmann. Da han havde læst »Enlig«, skrev han til hende. »Har en selvstændig, uafhængig Kvinde ikke en naturlig Ret til at blive Moder uden at indlade sig i Ægteskab? … Det forekommer mig at maatte være i høj Grad harmeligt for en Kvinde, der har alle Betingelser for at kunde sørge for sig selv og sit Afkom, at skulde være pidsket til at binde sig for Livet til en Mand … «.
Derimod problematiserer novellen den enlige kvindes mulighed for at leve et helt liv. Det er slet ikke sådan, at hun taber sig selv, da manden går fra hende, selv om hun øjeblikkeligt bliver lammet. Hun er en af de kvinder, som Louise Nørlund eftersøgte i litteraturen, for hvem »Livet har andre Formaal end at elske og elskes. Livet har et Arbejde…«. Først arbejdet, siden barnet giver hende da også »Helsebod« for såret. Men ikke helsebod for det seksuelle savn:
»Og der kom Tider, hvor hun forstod, at Mænd kan kjøbe sig til et Favntags Lykke … Timer lange, hvor hun hændervridende opgav Kampen og i hede Drømme søgte at døve sine Savn«.
Denne frimodige og i 1885 meget modige beskrivelse af seksualiseringens kvaler underbygger beskrivelsen af det frie seksuelle forholds forudsætninger: »… deres Lykkes dybeste Grund var og vilde vedblive at være den Personlighedens ukrænkede Frihed, der var som Hjørnestenen for deres Forholds moralske Værd«.
Novellen er altså idealistisk i den forstand, at den idealiserer seksualiteten. Men samtidig realistisk i sin historicering af seksualiteten. Forudsætningen for det seksualiserede forholds bæredygtighed er, at den elskende kvinde – i modsætning til Margrethe – har noget at have sin personlighed i. Og det har hun i arbejdet! Erna Juel-Hansens lille novelle har således sin litteraturhistoriske betydning ved som en af de første – måske den første – at skitsere konturerne i et moderne kvindeligt dannelsesforløb. Hvor kvinden både bliver til som et samfundsmæssigt individ, og samtidig – ja, i samme greb – personliggør sit erotiske begær.