Siden Clara Raphaels nødråb i 1850 havde kundskabstørsten bredt sig blandt borgerskabets kvinder. En af de mange røster, der lød op igennem 1880’erne, var Olivia Levisons. I 1884 skrev hun om døtrene i Politiken:
»… opdrag dem til at stole paa sig selv, udrust dem, som man udruster Sønnerne, lær dem at beskæftige Ungdomsaarene med at samle Materiale til den Bygning, deres Fremtid skal opføre, lad dem faa det Mod, som Tillid til egen Dygtighed giver. Et saaledes udviklet Menneske kan man rolig stille alene over for Tilfældet: gift eller ugift, det er ikke mere Liv eller Død«.
Også i kvindelitteraturen vansmægtede de unge kvinder: – »Fa’er, jeg vilde gjærne lære noget, tage Timer – « lyder det i Olivia Levisons Konsulinden. Ønsket afvises brutalt!
– »Hun hungrede og tørstede efter en Gjerning, men det var jo den Slags, det ikke nyttede at tale om eller beklage sig over…«, lyder det i Illa Christensens »Dagtyve« – og Arbejdsdage. Hun resignerer!
– »Hvorfor giver Hinding mig ikke mine Penge. Saa blev han jo fri for mig, og jeg kunde lære noget ordentlig og sørge for mig selv«, lyder det fra en datter om en bedragerisk stedfader i Adda Ravnkildes Judith Fürste. Hun bliver desperat og gifter sig!
– »Hvad skulde der nu bli af hende? … Det Sludder at ta ud som Lærerinde, – hun kunde jo ingen Ting «, lyder det i Amalie Skrams Constance Ring. Hun bliver sløv og gifter sig!
Ordveksling mellem far og datter i Olivia Levisons Konsulinden, 1887:
»’Du har gaaet i en dyr Skole – det koster mange Penge, min Pige. Hvad skal du med det? Fruentimmer er altid kloge nok, det er ikke det, det kommer an paa’.
‘Men jeg vilde bruge det til noget, Fa’er, jeg vilde selv bagefter læse med Børn og fortjene… ‘.
‘Det manglede bare!’ raabte Grosseren. ‘Er du forrykt! Jeg skulde lade min Datter give Timer! For at det skulde hedde sig, at nu var det nok rent galt fat, at nu var jeg nødt til –ikke et Menneske vilde give mig Kredit!’«
Disse hjertesuk i gennembrudsromanerne ekkoer af et kvindeliv, der er stækket og indelukket. Allerede i 1840’erne var der kvinder – Henriette Lund og Mathilde Fibiger f.eks. – der følte sig snydt. Og stadig i 1870’erne og 1880’erne måtte borgerskabets døtre opleve, at konfirmationen satte stop for deres skole-uddannelse. Indtil da havde de fået de elementære skolekundskaber på et institut for piger, mens den mere »vidtgående« uddannelse blev besørget af privatlærere i deres eget eller bekendtes hjem. De fineste blandt borgerskabet sendte slet ikke deres døtre ud af huset, men engagerede i stedet en guvernante, som både var lærerinde, selskabs- og opsynsdame.
Skolereformatoren Nathalie Zahle har givet en syrlig kommentar til denne uddannelsespraksis. Hun mener, at den egentlig kun sigter på at danne kvinden, så hun »kunne nydes af en anden eller bruges af ham«, og hun anklager »den megen Stræben efter, at de unge Piger skulle komme til at tale, om end nok saa daarligt, ét eller flere Sprog, udvikle mer eller mindre overfladisk visse Talenter, som Musik, Tegning eller Malning«, fordi det herved forhindres, at pigen »udvikler Personligheden og gör den stærk og klar, stærk til senere at bære ogsaa den mere individuelle Begavelses Udvikling«.
Det var kapitaliseringen af den samfundsmæssige økonomi, som nu skabte lydhørhed for Nathalie Zahles uddannelsestanker, og gennem sin skolestiftende virksomhed gjorde hun et banebrydende arbejde for at kvalificere kvinder til de nye krav, som omstillingen medførte.
Nathalie Zahle argumenterede dog på anden vis: Ved at sikre kvinden en ordentlig uddannelse sikrede man samtidig hendes udvikling af det »menneskelige, stolende paa, at det kvindelige og dermed det moderlige af sig selv, ifølge sin Natur, blot i Kraft af Sandhedens Væsen, vilde komme til sin Ret, naar Tiden var der«. Gang på gang fremhævede hun ægteskabet som kvindernes »skönneste Lod«. Hun ville ikke hindre »ét eneste ægte Ægteskab« – men hun ville gøre sit til at »mistænkeliggöre og hindre de uægte, de ulykkelige«.
Nathalie Zahle: Om den kvindelige Uddannelse her i Landet, 1873:»Jeg tror, at intet vilde bevare og frede mere om den sande Kvindelighed, om Kvindeligheden i Hjertets Inderste og Aandens Dybder, end en fra den tidligste Alder af stille Arbejden paa sin egen personlige Udvikling, uden noget Bihensyn, ligesom paa det verdslige Maal, at skabe sig en selvstændig Livsstilling, uafhængigt af noget Forhold til Manden«.
Nathalie Zahles verbale balancegang mellem romantik og realisme ligger på linje med Dansk Kvindesamfunds retorik og svarer til det paradoks, som den begyndende emancipation vitterligt affødte. Først nu, hvor den romantiske kvindelighed i praksis var ved at blive tilbageladt, lod det romantiske projekt, det »ægte Ægteskab«, sig realisere. Det krævede nemlig, at kvinderne kunne formæle sig med en elsker uden at skele til, om han også duede som forsørger. Eller med andre ord – det krævede, at kvinderne kunne forsørge sig selv, at de havde kundskaber og uddannelse.
Det var derfor ikke bar retorik, når Nathalie Zahle foretrak at slå på de ideelle frem for de økonomiske strenge. Uanset hvor uenige de enkelte fraktioner kunne være, uanset om den manglende lærdom blev beskrevet i fiktionslitteratur eller sagprosa, så var uddannelsesproblematikken forbundet med en fælles stræben. En stræben efter dannelse. En dannelsesdimension, der i Nathalie Zahles begreber udmøntes i »Sandhedens Væsen«.
I overensstemmelse hermed udformede også gennembrudskvinderne deres romaner som dannelsesforløb. At det sjældent lykkedes, at deres dannelsesromaner blev til sammenbrudsromaner, er ikke fordi de var dårlige forfattere, tværtimod, men fordi romanerne reflekterer modernitetens dobbelthed: at frigørelsen til personlig myndighed samtidig er en frisættelse, et kontroltab. Karakteristisk nok kom Erna Juel-Hansen tættest på at udfylde genren. Af samtlige kvindelige gennembrudsforfattere havde hun den største tillid til fremskridtet. Som »Enlig« er hendes dannelsesromaner båret af en optimistisk tro på frigørelsens mulighed og en vilje til – trods alt – at skrive en hel kvindeidentitet frem.
Ud af faderhuset
Erna Juel-Hansen (1845-1922) var en moderne kvinde. I sit arbejde, i sit ægteskab, i sit forfatterskab og sit moderskab oplevede hun på godt og ondt, hvad det ville sige at være radikal og emanciperet. I 1871 gik hun helt alene, fri og frejdig rundt i Berlin – ikke fordi hun var turist, men fordi hun uddannede sig. Det var på alle måder et brud med kvinderollen, og hendes forlovede og senere ægtemand, juristen Niels Juel-Hansen, var da heller ikke begejstret, selv om hun tilegnede sig den frøbelske pædagogik med henblik på deres fælles livsperspektiv. For også i sit kærlighedsliv var hun moderne: Hun giftede sig med Juel-Hansen, fordi hun elskede og begærede ham, og hun ikke alene arbejdede som han, men arbejdede sammen med ham. I fællesskab drev de Københavns første børnehave, senere udvidet til realskole.
Men også uden for kompagniskabet var hun om sig. Både i begyndelsen, hvor børnehaven havde brug for ekstra driftskapital, og senere da manden blev mere og mere depressiv for til sidst at blive lukket inde på Sct. Hans Hospital. Hun ernærede sine fire børn ved oversættelsesarbejde – Dostojevskij i skøn blanding med engelsk triviallitteratur. I 1884 oprettede hun et gymnastikinstitut for kvinder på Købmagergade, hvor det lå godt for det borgerlige klientel. Til sin store fortrydelse måtte hun indstille driften i 1889 på grund af for ringe tilslutning. Måske fordi der var dukket flere konkurrenter op på markedet, måske fordi hun var for emsig i sin sundhedspropaganda – hun indførte bl.a. bruseinstallationer, hvad der var uhørt. Borgerskabets kvinder var sandelig ikke vant til at være helt nøgne! Og måske også, fordi hendes forfatterskab var en anstødssten – En ung Dames Historie kostede hende uden tvivl dyrt.
Når hun kunne alt det, skyldes det for en stor del, at hun gennem barndommen var blevet bekræftet og tilskyndet til at uddanne sig af faderen, lægen A. G. Drachmann. Studentereksamen kunne hun ikke få – hun var jo kvinde, og ansøgningen om dispensation blev afslået. Hun nåede lige netop ikke at komme med i den udvikling, som startede, da Københavns Universitet fra 1875 blev åbnet for kvinder. I stedet slog hun sig på gymnastikken – studerede både i Paris og Stockholm, hvor den Lingske gymnastik var ved at vinde frem. Hun var også en af de første, som nød gavn af Nathalie Zahles reformer, idet hun i 1870 tog almuelærerindeeksamen fra Zahles Skole.
Per Henrik Ling (1776-1839), svensk digter, fægter og skaberen af en gymnastikform, som fik navn efter ham. I modsætning til sine samtidige understregede Ling betydningen af, at al gymnastik måtte funderes i en omfattende anatomisk viden. Ling ønskede med andre ord en gymnastik, der hvilede på et rationelt grundlag, men var også influeret af nationalromantikerne og delte især disses mytologiske interesse. Med den samtidige historiker og forfatter Erik Gustaf Geijers ord var det således hans mål at »omdanne det svenske folk ved gymnastik og fosterlandsk skjaldekunst«.
Når hun desforuden blev forfatter, skyldes det et sammentræf af omstændigheder: at tiden gærede, og at hun ville frem med noget – al den begejstring for sundhed og naturlighed, som boblede i hende; at hun var søster til Holger Drachmann og dermed født ind i kredsen om Brandes, som hun livet igennem beundrede og troede på; og at hun var kvinde! Som moderne kvinde skulle hun ikke bare kæmpe udadtil for sin tro på »Sandhed og Sundhed«, som hun udtrykte det, men også indadtil med ægtemandens stadige mistænksomhed over for hendes køn. Dertil kom dobbeltarbejdet og det evindelige pres for hele tiden at være på højde med sig selv. Som forfatter kunne hun træde på afstand af sin egen person – få form på den sammenhæng, som var svær at øjne i det daglige jag.
Erna Juel-Hansens engagement i kvindekroppens frigørelse førte i slutningen af 1890’erne til et fremstød for »Dame-Cykling«. Under denne rubrik skrev hun i 1896 en række artikler i bladet Idræt, hvor hun belærer damerne om »Kunsten at Cycle«: »Det er en Kendsgerning, at Damerne med ret stor Lethed tilegner sig Færdighed i at balancere på en Cycle og nogenlunde at styre den, og en stor Del af dem mener da, at dermed er alt gjort… Men det er en stor Fejltagelse. En Rytterske, der ikke straks fra Begyndelsen lærer sig ‘Kunsten’ vil snart dyrekøbt erfare, at Overanstrengelse, alvorlige Uheld baade for hendes egen Person og Maskinen er Følger af at have taget Sagen for let«.
Omvendt betød forfatterskabet også en skærpelse af de ydre besværligheder – fordi hun var kvinde! Som de fleste andre af sit køn debuterede hun under pseudonym: »Arne Wendt«. På fiffig vis peger pseudonymet på hendes identitet (Erna »Wendt« om) samtidig med, at det netop i denne spillen røber den kvindelige usikkerhed ved at begive sig ind på et traditionelt mandligt gebet. Med Erna Juel-Hansens karakteristiske ærlighed opgav hun da også hurtigt denne legen gæk med sit køn. Allerede Sex Noveller, 1885, udkom under hendes eget navn, og måske som en ubevidst undskyldning for sin »frækhed« tilegnede hun i »Højagtelse og Taknemmelighed« bogen til Georg Brandes.
Erna Juel-Hansens forfatterskab kan læses som en fortsat dannelsesroman, selv om det kun er Terese Kærulf og Helsen & Co., der gennem personer og handling er direkte forbundne. Debutromanen Mellem 12 og 17, 1881, der handler om tre pubertetspiger og deres forskellige søgeprocesser ind i det seksuelle mysterium, kan således ses som et »forspil« til En ung Dames Historie. Ligeledes befinder Margrethe Holm herfra sig i periferien af personkredsen i Terese Kærulf, 1894, der tager tråden op, hvor ungpigeromanerne slap, ved at skildre den voksne kvinde. Fortsættelsen af Tereses historie kommer så i ægteskabsromanen Helsen & Co., 1900, mens den ældre kvinde, der kunne være Terese, men ikke er det, beskrives i Henriks Mor, 1917.
I Terese Kærulf kommer der handling og tyngde på det ambitiøse projekt om at skrive sig frem til en position, hvor kvindelivet ikke bare i kærlighedens fylde, men også i tidens forløb aftegner en menneskelig identitet. Terese er ved romanens start 23 år og på uddannelsesophold i Berlin. Hun er alene i verden og i øvrigt resultat af en mesalliance mellem en bedsteborgerdatter og en håndværker. I Tereses – og romanens – forståelse har hun arvet det bedste fra hvert af de to miljøer, og hendes fremtidsplan er, at hun vil kombinere sin mors sans for det skønne med faderens robuste vilje til at bestille noget med hænderne: Hun vil være kunsthåndværker.
At Terese ikke er »færdig« viser sig, da hun møder en vilje, der krydser hendes. Hun véd, at vennen, Heinrich, vil fri til hende, hun kender øjeblikket, da det vil ske, men hun kender ikke sit eget svar, før hun hører det udtalt: »’Du elsker mig, Terese, vil være min, aa, sig det!’ Hun lukkede Øjnene; om det gjaldt hendes Liv, hun vidste ikke, om hun i det Øjeblik mente nej eller ja. Men det, hun hviskede, var et ja, der kom i et Suk«.
Når Terese svarer ja, er det fordi hun kun har et artikuleret forhold til den intellektuelle, målrettede side af sig selv – og den side harmonerer vældig godt med Heinrich, der er tilknyttet Berlins radikale intelligentsia. Den anden side ligger underdrejet, indtil Heinrichs kys vækker hendes »Modbydelighed«. Da melder kroppen sig som »et rent fysisk Ubehag« ved hans store, tykke korpus. Det er primært denne erkendelse, og kun sekundært Heinrichs modstand mod hendes planer om økonomisk selvstændighed, der får hende til at bryde med ham.
I Erna Juel-Hansens Terese Kærulf, 1894, besættes hovedpersonen af rædsel for at kvæles – i Berlins storbymylder og i mandens krop: »Uvilkaarlig vendte hun sig bort, følte sig greben af Heinrichs Arm, der vilde løfte hende op over Trængslen, men ikke formaaede det. Hun blev trængt, knuget imod ham med Ansigtet og Munden presset imod hans svære Krop. Hun var en Kvælning nær og følte et Øjebliks Dødsangst og tillige Væmmelse, næsten Had mod dette store, tykke Legeme, der syntes hende Hindringen for at aande«.
Vel hjemme i København tilkæmper Terese sig en ledende stilling i broderiafdelingen i et moderne stormagasin. Først langsomt dukker hendes krop op af arbejdet med stoffer og garn, men så gør den det også til gavns! Hun forelsker sig i en teologistuderende, der er i tros- og sjælekvaler og i øvrigt udmærker sig ved at have et smukt udseende. Imidlertid har hun glemt at spørge sit hoved, for manden er – viser det sig – både veg og dobbeltmoralsk. Da Terese i »fri og stolt Hengivelse« byder ham sin krop, flygter han fra hende og går – med opsmøget krave og hatten godt ned i panden – ud i det københavnske natteliv og stiller det begær, han ikke vil tilsmudse sin tilkommendes legeme med. Derefter får også han løbepas.
Som i den mandlige dannelsesroman sender Erna Juel-Hansen altså sin kvinde ud i en fase af hjemløshed, hvor hun, gennem de personer hun møder, tilegner sig sider af sig selv og gør dem til en del af sin identitet: kroppens krav og hovedets krav. Men endnu er Terese ikke hel, hun er ikke nået til den position, hvor erotisk og socialt begær går i ét. Terese Kærulf ender i en »mandlig« position, hvor kroppen foreløbig hviler: »Paa hende ventede Arbejdet, Kunsten, og gennem dem saa hun, Manden lig, ind i en rig, lys og sikker Fremtid«.
Seks år var Erna Juel-Hansen om at fortsætte historien om Terese, og hun skulle først om ad Kærlighedens Veje, 1895, som er en roman, der indeholder en bittersød viden om erotikkens hjemløshed i hverdagens trummerum. Men med Helsen & Co. forsøgte hun alligevel at bringe Terese hjem – til hele og helse (som den ironisk klingende titel kan udlægges).
Romanen starter med, at intet mindre end et ideal synes at kunne realiseres, da Terese Kærulf og Erik Helsen beslutter sig for at følge deres gensidige tilbøjelighed og samtidig indgår et arbejdsmæssigt kompagniskab i møbelsnedkeriet Helsen & Co. Her formæles manden med kvinden, kroppen med hovedet, kærligheden med arbejdet. Men den slutter med, at Terese må synge resignationens pris, efter at Helsen har haft et »sidespring«, og firmaet har inddraget en ny kompagnon, den kunstneriske og pengestærke Jakob Mendel. Gennem romanen høres en stigende depressiv tone, som kun holdes i skak af en nøgtern og tør »bogføring« – en slags referatstil, der ligger langt fra den overgivne tone, der gav især En ung Dames Historie sin friskhed.
Med bogføringen bliver Tereses fortolkninger og fejltolkninger omhyggeligt registreret og korrigeret. Spændingen i romanen opstår ved, at fortællerstemmen heller ikke er sikker. Har Terese alligevel ikke ret? I hvert fald har hun følelsens ret, da hun bygger sin lykke på forestillingen om, at det kan lade sig gøre både at blive »kone« og »kompagnon«: »Ja, hans Medhjælp ville hun være, thi dermed fulgte jo den endnu sødere Lyst at leve Livet i og for ham«. Men allerede i vendingerne her er rollerne i ubalance. Kompagnonen, der skal bekræfte sin identitet gennem arbejdet, er reduceret til »Medhjælp«. Konen, som skal finde bekræftelse ved at hengive sig i kærligheden og bestandig tabe sig selv og genopbygge identiteten i samlivet, har næsten trængt kompagnonen ud. Det er da også denne balance, Terese får sværere og sværere ved at opretholde.
I afmagt over for splittelsen falder hun tilbage i en romantisk fordring på følelsens totalitet – og med den undermineres kompagnonrollen yderligere for til sidst endegyldigt at forsvinde, da Mendel overtager hendes plads i firmaet. Terese – og fortælleren – tvinges ud i et driftsmæssigt »dobbeltbogholderi«. Knust af sin viden om Helsens utroskab bringer Terese igen logik ind i sit liv ved at konstruere en spaltning mellem »Instinkter, Drift, Attraa« på den ene side og »Inderligheden, Indholdet, Mangfoldigheden« i deres samliv på den anden. Så kan Helsens afstikker placeres på den mindre betydelige driftsside, og den romantiske drøm om helhed genetableres. Den »forklaring«, der står tilbage i Tereses uklare sind, er i forhold til hendes tidligere selvforståelse et erkendelsens fald, men det er dén depressive position, romanen hele vejen igennem tvinges frem mod.
Helsen & Co. er et gennembrud i den moderne litteratur ved sin insisteren på den stadige udvikling, nuancering og endelige afvikling af kroppens egenvilje i erotikken. Ingen tvivl om, at sanseligheden i Tereses tilfælde er blevet en del af hendes selvfølelse:
»Nu fængede hendes Blod af hans Ild, og hun opdagede en helt ny Fryd i hans Arme … Hun gik som i en salig Rus, og hun kunne mærke paa Helsen, at han ikke var et Haar bedre«.
Denne erotiske kvalificering af forholdet bliver ved med at eksistere i ægteskabet – som opfyldelse eller som savn. Også fødslen af deres første barn beskrives i erotiserede vendinger, selv om det just er barnet, der forstærker den konfliktuelle spænding i deres forhold. Barnet bliver på én gang pantet på de elskendes kærlighed og en kile, der borer sig ind imellem dem. Terese taber den erotiske identitet over for manden, fordi han efterhånden overbetoner hendes moderfunktion, mens hun kompensatorisk fastholder ham som elskeren i sine fantasier.
Det gennembrydende ved romanen her er, at den ikke »snyder«. I modsætning til hvad Nathalie Zahle forestillede sig, så indfinder »det kvindelige og dermed det moderlige« sig ikke af sig selv med udviklingen af »det menneskelige«. Moderskabet bliver tværtimod et nyt konfliktfelt i teksten, netop fordi Terese til overmål er udstyret med det, Nathalie Zahle ivrede for: en »stærk og klar« personlighed. Det er identitetstabet i moderrollen, som Terese kæmper mod, samtidig med at hun på den anden front – over for manden – kæmper for at forblive i et erotisk vakuum: »Betagen af sin Lidenskab havde hun været paa Vej til at tabe sig selv – ja, maaske ogsaa ham«. Erkendelsen er kompliceret: For at holde fast i sig selv har hun været på nippet til at »tabe sig selv« og altså også dén seksuelle identitet, der før var en åbenbaring – fordi den blinde drift ikke kan inkludere den anden. Hverken manden eller barnet!
Tab af erotisk identitet i Erna Juel-Hansens Helsen & Co. , 1900:»Han kaldte hende ikke længere ‘Terese’ eller ‘lille’ eller blot ‘Madammen’. Nu hed det ‘Mor’ og atter ‘Mor’ eller ‘lille Mutter’. Det var, som saa hun en Forskydning foregaa i hans Hjærte, hvor Hustruen, hans Elskede, fortrængtes af hans Børns Mor«.
Nybrydende er romanen også, fordi den ved at føre dannelsesprojektet til ende – Terese når i en vis forstand hjem til bunden af sit væsen – gennemhuller sit eget forløb. Dannelsen lukker sig om individet, energien kan ikke forbinde det individuelle og det sociale, og Terese, Helsen og de to børn bevæger sig i hver sine systemer som kloder i et tømt univers. Kun fortællerens bogholderi holder sammen på regnestykket.
»… Min Hjærne er lam… Tereses sidste Kapitel tør jeg endnu ikke tænke paa saa løber al Ting sur. Jeg ved ikke, hvad der er i Vejen, men jeg kan ikke faa Gænge paa det – for egentlig ved jeg jo saa grumme godt, hvad der skal staa i det«, skrev Erna Juel-Hansen i sin vånde, da hun arbejdede med Helsen & Co. .
Alderdomsværket Henriks Mor kan læses som en yderligere dementering af dannelsesforløbet. Her er det barn, som den erotiske tidløshed ikke kunne forbinde sig med, vendt hævnende tilbage. Ikke i en fortsættelse, men netop i en mareridtsagtig gentagelse af det eksklusive parforhold – nu mellem mor og søn. Om det er sønnen, der binder moderen, eller omvendt moderen, der binder sønnen, er uvist. I hvert fald træffer det sig sådan, at den nyuddannede, nyansatte og nyforlovede Henrik pådrager sig en let tuberkulose. Netop som han er på vej til at blive løst fra moderen, opgiver han viljen til at leve et eget liv og fordrer betingelsesløst, at moderen gør ligesådan. Ganske som hun selv i årevis har levet på en førlyst til en fraværende mand, fanges hun i sønnens livsprojekt: at holde tuberklerne på dørtærsklen, hverken helt ude eller helt inde.
Med Henriks Mor er det kvindelige dannelsesprojekt mundet ud i en psykologisk thriller. Hvorfor?
Fordi den kvindelige dannelse i modsætning til den borgerlige mands, der fuldendtes i mødet med den eneste ene, først begynder at antage sin personlige form dér, hvor den anden endte. Næsten alle gennembruddets kvindelitterære dannelsesforløb går igennem ægteskabet. Og dementerer derved den strategi, som Olivia Levison lagde frem – »lad dem faa det Mod, som Tillid til egen Dygtighed giver« – så…
Terese har masser af tillid til egen dygtighed. Det, hendes projekt bryder sammen på, er paradoksalt nok en romantisk arv i naturalistisk udformning: den idealiserede seksualitet. Den i sit liv og sin indstilling mest realistiske af de kvinder, der færdedes og skrev i København i gennembrudstiden, skrev også et forfatterskab, der læst i sammenhæng undergraver enhver udviklingsoptimisme. Og peger på skjulte kræfter – psykiske og samfundsmæssige – som det ikke lå inden for Erna Juel-Hansens kunstneriske grænser at beskrive.
Som kvindesagspioner repræsenterede Erna Juel-Hansen et lykkeligt sammentræf af evner og omstændigheder – som kunstner er det, som om hun skrev sig træt. Hendes sidste romaner er skrevet »efterlods« – stoffet er der, de moderne stilgreb er der, men den æstetiske nødvendighed mangler. Stoffet bliver ikke til i skriften!
Dannelsen – i familieinteriør
Erna Juel-Hansen er – vistnok – den eneste, der lader dannelsen starte i en frigjort udgangsposition. For forfattere som Therese Brummer, Massi Bruhn og Illa Christensen drejer det sig overhovedet om at komme ud af faderhuset, som – viser det sig – vogtes nidkært af moderuhyret. Deres dannelsesromaner former sig derfor for det meste som ægteskabsromaner.
Therese Brummer (1833-1896) var som Erna Juel-Hansen med i Henriette Steens »teklub«. Holdningsmæssigt var hun af radikal observans, selv om hun ikke stillede sig i skudlinjen, men diskret udgav sit forfatterskab under skiftende pseudonymer: »BH«, »Elisabeth«, »Fru Elisabeth«. Familiemæssigt var hun derimod både gennem fødsel og ægteskab tilknyttet nationalliberale og højresindede kredse. I forfatterskabet ytrer radikaliteten sig ikke højlydt, men er til stede som en lydhør følsomhed: For barnets univers – og for den bagbinding af kvinden, som med de fineste, sarteste tråde fandt sted i dagligstuens indelukke.
Umiddelbart er der ikke nogen forbindelse mellem hendes udbredte og yndede børnebogsforfatterskab og hendes øvrige produktion. Men middelbart er der. Therese Brummer skrev for børn i forlængelse af »god, gammel Eventyrtradition«. Ikke »det virkelige Liv« ville hun belære barnet om, men bekræfte dets »Barnlighed« som »den Grundvold, hvorpaa det skal leve i Alvor og Leg«. Voksenproduktionen handler da om, hvordan denne barnlighed i det »virkelige« kvindeliv lægges øde: »Fru Wallin vendte Avisen, så den knitrende Lyd brød Stilheden.
‘Mo’r, den Støj af Papiret!’ kom det klynkende henne fra Chaiselonguen.
Fru Wallin lagde Bladene sammen og satte sig stille hen ved sit Sytøj.
‘Mo’r, så utålelig, som jeg er bleven – hvor kan Du finde Dig i mig. Skænd på mig – rusk i mig – Du ser jo, at jeg bliver umulig af Nervøsitet!’
‘Skæbnen har taget så hårdt på Dig, Barn – at jeg må tage mildt’.
‘Å, disse Sentenser!’ tænkte Christy, ‘var det nu ikke meget bedre, om Mo’r sagde: ‘Lig nu ikke der og driv, men stå op og bestil noget’.
Så lukkede hun igen mat sine Øjne. Tilsidst faldt hun i Søvn«.
Den unge kvinde her, Christy, har fået stækket sin fantasi, så hun nu helt uden vold er fængslet til stedet, til sin krop, til sin sensibilitet. Moderens mildhed giver ingen modstand og dermed heller ingen modbilleder. Alt foregår på laveste blus, knitrende, klynkende, stille, mildt og mat. Søvndyssende kedsomhed – sådan invaliderer dagligstuen den kvindelige vækst i romanen Som man gifter sig, 1888.
Christy har tilbragt ungdommen med at vente på den udkårne, og da han gifter sig med en anden, sidder hun tilbage med udsigt til fortsat indespærring hos moderen eller i et fornuftsægteskab. Ugidelig og slap gifter hun sig med en godsejer, der straks efter giftermålet ændrer opførsel. Den klodsede kurtiseren bliver til råhed og brutalitet. Hvor moderdominansen i dagligstuen blev aflyttet i dens fine og næsten usynlige eksistens, er ægtemanden skildret i grelle former og skrigende farver. Et grotesk uhyre, trådt lige ud af eventyrenes fantastiske verden. Kampen mellem Christy og ægtemanden foregår på liv og død og illustrerer derved på et symbolsk, håndterligt plan den smertefulde frigørelsesproces fra moderen, som Christy skal igennem, før hun kan komme ud! Ud til … ja, hvad? Da Christy omsider er blevet skilt, knyttes kontakten til den miljømæssige og psykologiske realisme igen. I gråtoner skildres det, hvor vanskeligt det er for en kvinde, der ikke har nogen uddannelse, at overleve i hverdagen som selverhvervende, enlig mor.
Romanen ender med, at de oprindeligt rette elskende alligevel får hinanden. På ét plan utroværdigt, men på et symbolsk plan rigtigt. Christy befinder sig først nu, da symbiosen med moderen er brudt, i en position, hvor hun er i stand til at personliggøre sit begær.
Therese Brummer lægger altså tyngden i dannelsesforløbet et andet sted end Erna Juel-Hansen. I forfatterskabets anden roman, En Kamp, 1893, er det ligeledes de psykiske nervetråde mellem mor og barn, der forhindrer en personlig udvikling. Moderskabet, som er kvindens eneste skaberkraft, gør ikke alene hende, men også barnet til taber.
Dagligstuen som sløvende kedsomhed, kvindeliv på mindste blus – her i Amalie Skrams udformning fra Constance Ring, 1885: »Constance havde prøvet at sy en Stund paa en broderet Strimmel, der altid laa i Sykurven. Hun havde for længe siden glemt, hvad hun oprindelig havde tænkt at bruge den til. Saa havde hun læst lidt, kastet Bogen, spaseret paa Gulvet, og sad nu atter og syed nogle Sting. Men pludselig slang hun Strimmelen og drejed sig selv og Stolen, hun sad paa, helt rundt. Hun støtted Albuerne i Vinduesposten og Ansigtet i Hænderne, og hun gav sig til at betragte Gaden med Øjne, der var sløve af Kjedsomhed«.
Massi Bruhn (1846-1895) skriver ligeledes med på genren. Men i romanen Et Ægteskab. En Fortælling, 1889, er det kvindelige dannelsesforløb snævret ind til en konflikt mellem seksualitet og moderskab. På meningsplanet formulerer hustruen en klar kritik af den romantiske kvinderolle, som idealiserer, men også tingsliggør det kvindelige menneske:
»Hustruen er jo i et velhavende Hus Hjemmets dyreste Luxusgjenstand. Hende maa der kjæles for og fredes om, ikke fordi hun ejer Menneskeret som Mandens Jævnbyrdige, men fordi hun er Tilværelsens Ophav … Moder til Mænd«.
På udsigelsesplanet derimod fører hustruens seksuelle oprør ikke til en individuel dannelsesproces, men udløser et resignations- og soningsforløb, hvor parterne gensidigt finder hinanden i en slags »hjertets dannelse«. I Alt for Fædrelandet, 1891, skrider dannelsesprojektet ligeledes ud. Dels fordi romanen stilistisk går fra hinanden: En nervøs journalistisk stil brydes med traditionel beretning; dels fordi kunsten bogstavelig talt ofres for sagen – fredssagen, som er romanens ærinde. Hvad der svarer til spaltningen i Massi Bruhns eget liv. Som fremskridtskvinde og journalistisk tilknyttet Hvad vi vil arbejdede hun i kvindesagens frontlinje. Som skønlitterær forfatter skrev hun fortrinsvis efterklangslitteratur. Romantikken klæber både til motiver og former.
I Illa Christensens dannelsesromaner »Et ubetydeligt Menneske« skitseret, 1885, De smaa Tings Magt, 1885, »Dagtyve« – og Arbejdsdage, 1889, og En Søn, 1890, er det snarere udskydelsen og svælget mellem parterne, end det er samlivet i parforholdet, der betinger den personlige udvikling. Både hvad angår den mandlige og den kvindelige part. Her ligger den kunstneriske nerve dog heller ikke i forløbet, men i lydhørheden over for alle de skjulte dagsordener, der snakker med i moderne, blaserte menneskers tomgang af en konversation. Hos Illa Christensen brydes genren således med en anden tendens inden for det moderne.
Denne brydning fører til et æstetisk skred i passager af Adda Ravnkildes forfatterskab. Det sætter ellers for fulde sejl kurs efter dannelsesromanen. I fortællingen »En Pyrrhussejr«, 1884, drager den unge pige ud i verden for at blive til noget: »noget stort og godt, noget, der svarer til den Kraft, jeg føler i mig«. Men færden standser nok så brat, da pigen løber ind i ægteskabsfælden. Fra dette punkt former »En Pyrrhussejr« sig ikke som et udviklingsforløb, men som en pamfletagtig reportage, hvor træk føjes til træk i belysningen af kvindeundertrykkelsen i ægteskabet. Det er imidlertid ikke bare den ydre modstand, som blokerer den kvindelige dannelse. »En Pyrrhussejr« varsler om en indre vægring ved »at blive til noget« og en æstetisk vægring ved overhovedet at binde skriften til virkeligheden.
In Adda Ravnkilde’s “En Pyrrhussejr” (A Pyrrhic Victory) from To Fortællinger (1884; Two Stories), the women join “Fremskridtets hær” (The Army of Progress):
I Adda Ravnkildes »En Pyrrhussejr« fra To Fortællinger, 1884, slutter kvinderne sig til »Fremskridtets Hær«: »Og lad os kun blive trampet ned. Det er Forløbernes Skæbne. Men kan den simple Soldat i Slaget trøste sig ved sin Død, naar kun hans Land maa sejre, – saa kan vi to det vel ogsaa«.