Da den danske forfatter Magdalene Thoresen lod Bjørnson udgive sin første bog, Digte af en Dame i Bergen i 1860, havde »kvindespørgsmålet« længe været debatteret i det politiske liv og tematiseret i litteraturen. Hendes forfatterskab, som viste sig at blive et af periodens største og væsentligste, gav det imidlertid en særlig udformning, der på en egen måde forenede romantikkens mest patriarkalske idéer med sider af de kommende tiårs kulturelle nybrud.Forfatterskabets tyngdepunkt ligger i natur- og folkelivsskildringer fra det Norge, der blev hendes andet fædreland. Hendes største publikumssucces blev to bind rejsebøger fra landets nordligste egne, Billeder fra Midnatsolens Land fra 1884-86. Trods succesen repræsenterede de ikke forfatterskabets hovedgenre.Størstedelen af hendes litterære produktion faldt inden for genrene »bondefortællingen« og det realistiske samtidsdrama, ligesom hun også skrev til teateret.
Tag: Oversættere
Når 1800-tallets kvinder ikke kunne blive præster og heller ikke uden indre og ydre konflikter hengive sig til intellektuelt arbejde, var salmedigtningen det nærmeste, de kunne komme prædikestolen. Lina Sandell kaldte sig »en god skrivers pen«, et beskedent udtryk. Hun kom fuldkommen til at dominere de frie kirkesamfunds salmebøger fra og med den første udgave af Pilgrimsharpan i 1861. Og hun dominerer stadig de frie kirkesamfunds salmebøger.De kristne kvindelige forfattere søgte i 1800-tallets sidste halvdel forbilleder blandt Bibelens kvindeskikkelser. Sammen med Charlotte af Tibell skrev Lina Sandell bogen Bibelns qvinnor, og Betty Ehrenborg-Posse valgte Bibelens Debora, Mirjam og evangelisten Philippis fire døtre som forbilleder. Disse lærde og poetiske kvinder, mente hun, havde bemyndigelse af Gud til at digte åndelige sange, skønt nogen kunne synes, at denne opgave udelukkende tilhørte præsteembedet.Men den position Lina Sandell opnåede gennem sin digtergerning gav hendes forkyndelse langt større plads, end noget præsteembede kunne have udvirket.
Kirkehistorie bliver ofte teologernes og de kirkelige lederes historie. De er for det meste mænd, og i kirkehistorien er kvindernes rolle mere upåagtet. Men vi finder mange kvinder i 1800-tallets vækkelser, og de er virksomme inden for forskellige områder i tidens mange vækkelsesbevægelser.Nye former for virksomhed skaber ny litteratur, og i den tids nye åndelige strømninger i de nordiske lande finder vi kvindelige skribenter, salmedigtere og prædikanter. Haugianismen var en vigtig faktor i Norges åndelige og kulturelle liv i 1800-tallet og en af de mange vækkelser, som opstår i løbet af århundredet i de nordiske lande. Man mener, at haugianismen fik betydning for kvindebevægelsen i Norge og var en medvirkende forudsætning for f.eks. Camilla Colletts energiske kamp for kvinders frigørelse.
Romantikkens forfatterinder havde ikke den akademiske skoling i den litterære tradition, som deres mandlige kolleger, men det betød ikke, at de kom forudsætningsløse til litteraturen. Snarere var de overfodrede med de mandlige forfatteres beskrivelser af verden og dem selv. De følte trang til at komplettere og korrigere disse kvinde- og verdensbilleder. Og deres følelse af at have noget nyt at fortælle var udpræget.De mærkede imidlertid, at de skrev sig ind i en litterær institution, der hverken ønskede dem velkommen eller tog imod deres tekster som autoritative. Det var ikke let at vinde læserne for det kvinde- og verdensbillede, de forsøgte at skrive frem. Samtidig betød romantikkens kønsdualisme og idealisering af intimsfære-kvindeligheden, at forfatterinderne kæmpede med at integrere deres digter-jeg i deres kvindelige selvforståelse.
Wendela Hebbe, som i 1840’erne arbejdede ved Sveriges største og mest forargelige avis, Aftonbladet, er gået over i historien som landets første fastansatte kvindelige journalist. Men hun var meget mere. Hun var Sveriges første kvindelige litterat. Hendes lille salon i arbejdsværelset i Gamla Stan blev hurtigt et samlingssted for den nye ånds mænd. En kreds af frie litterater, der politiserede den litterære kultur.I Wendela Hebbes journalistik er tidens sociale tendens mærkbar, men den kan være vanskeligere at opdage i hendes forfatterskab, der er usædvanlig mangestemmigt og som afprøver forskellige genrer, fra romantik og hverdagsprosa til folkelivsskildringer. I perioden 1846 til marts 1850 offentliggjorde hun artikler for at henlede offentlighedens opmærksomhed på den elendighed, som især kvinder kunne leve i. Samtidig er hendes litterære produktion et interessant eksempel på, hvor svært det var for kvindelig livserfaring at finde en litterær form. Hun manglede en passende genre dertil.
Der er store forskelle imellem de kvindelige 1700-tals dramatikere i Danmark. Både Anna Catharina von Passow og Birgitte Catharine Boye dyrkede hyrdespillet som genre, men søgte hurtigt i forskellig retning. Boye helligede sig det heroiske skuespil, og Passow eksperimenterede med den nye komediekunst, som Charlotta Dorothea Biehl gjorde til sin vigtigste dramatiske genre.Mens Boyes dramatiske kunst er en højstemt afslutning på 1700-tallets heroiske dramatik, tilhører Passow og Biehl en tidligere generation; de er nytænkende. De har stor andel i, at det danske borgerteater bliver videreført i perioden efter Holbergs død i 1754.
De danske forfattere Charlotta Dorothea Biehl og Sophia Lovisa Charlotte Baden dyrkede sammen med flere anonyme kvindeskribenter en moralsk og følelsesopdragende prosa. Biehl i sine moralske fortællinger. Baden i sine moralske brevfortællinger.Her stod familietematik og kærlighedsintriger i centrum, og en konflikt omkring ægteskabets indgåelse var ofte den langtrukne handlings drivfjeder. De store forbilleder var Richardson, hans franske elev Marmontel og den tyske Gellert.
Midt i 1790’erne er den svenske forfatter Anna Maria Lenngren allerede stor. Hun danner bro mellem de to store litterære guldaldre i svensk litteratur: den gustavianske epoke og romantikken, der fik sit gennembrud i 1809. Mellem 1793 og 1800 skrev hun 120 digte. Derefter flød de mere sparsomt fra hendes pen. I 1800 gav Svenska Akademien hende en årlig pension. I 1798 udarbejdede hun en fortegnelse over de tekster, der kunne komme på tale til en samlet udgave af hendes værker. Det i 1809 offentliggjorte programdigt over hendes æstetik, »Invocation«, tyder på, at hun tog sit forfatterskab alvorligt. Hvis det eneste hendes lyre har frembragt er »letsindigt sværmeri«, så fortjener den at blive knust!, siger hun. Det er en selvbevidst stemme, der taler, og over for romantikkens »svimmelhed« ønsker stemmen sig oplysningstidens »mod«.
Den svenske grevinde Maria Gustava Gyllenstierna karakteriseres i 1700-tallet som »en Frue af stort snilde og høj byrd, som i vor tid har hædret sit Fædreland og sit Køn«. Hun regnes til en af tidens litterært kyndige kvinder. Hun er med i samtidige fortegnelser over Lärda Swenska Fruentimmer, og nævnes med denne karakteristik i adelskalenderen.Hun var rigsråd Carl Bondes anden hustru, fødte ham fem børn, mens hun fulgte ham på rejser til bl.a. Finland og England. Hun var enke i op mod 40 år, og det er i disse år, hun er engageret i sin skriftlige virksomhed på Tyresö slot uden for Stockholm. Oversættelser fra tysk og fransk udgør en stor del af hendes produktion.
Sveriges første kvindelige forfatter Sophia Elisabet Brenner skrev mest af alt lejlighedsdigte. Hun hyldede kongelige og højere standspersoner ved bryllupper og fødselsdage, ved slag og sejre, og hun skrev digte til de sørgende og til de afdøde. Naturligvis glemte hun ikke vennekredsen, men størstedelen af modtagerne stod over forfatteren på den sociale rangstige.To tredjedele af hendes samlede lejlighedsdigte var henvendt til samfundets øverste lag. Det var dem, det kunne betale sig at gøre sin opvartning, og af samtidige vidnesbyrd ved vi, at hendes digte var efterspurgte og værdsatte. Ikke sjældent blev disse hyldestdigte skrevet til samtidens intellektuelt eller kunstnerisk begavede kvinder. Hun skrev også digte ved kvinders og børns død.