Om jag af medfödd drifft för ro skull stundom rimar
Ehr böijelse syns klar af Edert målerij,
Fast konsten oss ibland har kostat några timar,
Man kan på bättre wis ei oförgäten bli,
Lät afwund grina til, lät döden Schächtan spänna,
För ingendera skräms Ehr pensel ell’ min penna.
Hvis jeg af medfødt drift til moro stundom rimer
ses jeres tilbøjelighed tydeligt af jeres maleri;
har kunsten end nu og da kostet os nogle timer,
huskes man dog ej på nogen bedre måde.
Lad misundelsen vise sit sure ansigt, lad døden spænde buen (egentlig pilen),
det skræmmer dog hverken jeres pensel eller min pen.
Sophia Elisabet Brenner (1659-1730) henvender sig på denne måde i et hyldestdigt til Anna Maria Ehrenstrahl. I 1717 havde hun skænket Svea Landsret nogle portrætter, hun havde malet, og det er denne begivenhed, som foranlediger digtet. Man kan sige, at her skriver Sveriges første kvindelige forfatter til Sveriges første kvindelige maler, og at to af det tidlige 1700-tals Stockholmsdamer i ovenstående linjer præsenteres i deres roller som erhvervsudøvere. Trods en vis klædelig beskedenhed røber fru Brenner i digtet en professionel stolthed. Den kunst, man udøver, er et virkningsfuldt middel mod at blive glemt. Berømmelsens og dygtighedens bagside, misundelsen, må man holde ud.
Digtet til Anna Maria Ehrenstrahl er i flere henseender repræsentativt for forfatterens produktion. Det meste af det, hun skriver, er lejlighedsdigte. Hun hylder kongelige og højere standspersoner ved bryllupper og fødselsdage, ved slag og sejre, og hun skriver digte til de sørgende og til de afdøde. Naturligvis glemmer hun ikke vennekredsen, men størstedelen af modtagerne står over forfatteren på den sociale rangstige. To tredjedele af hendes samlede lejlighedsdigte er henvendt til samfundets øverste lag. Det var dem, det kunne betale sig at gøre sin opvartning, og af samtidige vidnesbyrd ved vi, at fru Brenners digte var efterspurgte og værdsatte. Ikke helt sjældent skrives disse hyldestdigte til samtidens intellektuelt eller kunstnerisk begavede kvinder. Hun skrev også digte ved kvinders og børns død. Af 57 sørgedigte er 24 skrevet til eller om kvinder, seks er sørgedigte over børn.
Sørgedigtets ret faste form bruger Sophia Elisabet Brenner på sin egen måde: hun diskuterer med meningsmodstanderne i den aktuelle kvindedebat og forsvarer sine egne standpunkter netop i sin egenskab af forfatter og kvinde. Sommetider er hendes erfaring belejlig. Forfatteren til den første svenske lægebog om svangerskab og fødsel har nok dårligt kunnet ønske sig en bedre anmelder end fru Brenner, som var mor til flere børn. »Jeg har prøvet en del af egen erfaring«, skriver hun i 1697 i anledning af Johan von Horns Swänska Jordegumma og anbefaler varmt, at man køber bogen: »Om jag er råda får, så må vi ej försumma/att äga var och en den Svenska Jordegumma«.
Om jeg må råde, bør vi ej forsømme/alle og enhver at eje den Svenske Jordemoder.
»Jeg indrømmer, at jeg dårligt kan holde måde,
når jeg får en bog, som behager mig«
Hvem var hun så, Sophia Elisabet Brenner? Hun fortæller selv om sin barndom og opvækst, da hun som 60-årig skriver sin »Kurtze Lebens-Beschreibung«, trykt i 1732 i den posthume anden udgave af Poetiske Dikter. Hun blev født i en tysk købmandsfamilie i Stockholm og fik et godt grundlag for at studere. Hendes længsel efter at lære latin blev vakt på en mærkelig måde, fortæller hun. En af drengene i den skole, hun var blevet sat i for at lære at skrive tysk, havde særlig svært ved at lære, og af medlidenhed med ham lærte skolepigen de mange latinske gloser udenad, og fordi hun var pige, ville ingen mistænke hende for at hjælpe den udsatte. Efterhånden fik hun også undervisning i latin, men det begyndte ved en tilfældighed, understreger hun – måske af taktiske grunde.
Om fordelen for en pige ved at lære latin skriver fru Brenner i sin levnedsbeskrivelse: »Medens hun ellers måtte læse så barnagtigt dér, hvor der forekomme et ord på latin i tyske bøger, og fruentimmere må se hen over det, når de ikke kan læse det«.
Latinkundskaberne, dokumenteret i digte og breve, blev også senere grundlaget for hendes store berømmelse.
Både i selvbiografi og digte vidner fru Brenner om sin stærke tørst efter dannelse. Familien blev efterhånden stor, skønt de fleste af de 15 børn, som hun fødte i ægteskabet med Elias Brenner, døde tidligt. Hendes mand, der selv var maler, har formodentlig været en god støtte, som på mange måder har opmuntret sin kone til at studere. Han har fremskaffet de bøger, hun havde brug for og har ansporet hende til at skrive. Det var sikkert ikke let at få tid tilovers til studier og poesi, for det Brennerske hus lader til at have fungeret som et meget gæstfrit hjem, ja, som salon for både litteratur og malerkunst. Der kom mange af datidens kulturpersonligheder, for eksempel botanikeren og sprogforskeren Olof Rudbeck, forfattere som Johan Runius og Jacob Frese. Udenlandske gæster på besøg i landets hovedstad aflagde gerne besøg hos ægteparret Brenner for at lære den berømte forfatter at kende og få hende til at skrive sit navn i deres stambøger.
Elias Brenner (1647-1717) var fra Finland. Ivrig oldtidsforsker og meget brugt miniaturemaler. Hans store interesse var numismatikken. Hans egen møntsamling blev efter hans død solgt af fru Brenner tillige med den store bogsamling.
»Den laurbærkrans, som lærde mænd længe
har brugt,/gav hun atter kvinderne igen«
Blandt hendes venner fandt man den lærde numismatiker Nils Keder og lægen, kemikeren og forfatteren Urban Hiärne, en af den svenske stormagtstids største kulturpersonligheder. Sammen med Elias Brenner »markedsførte« de hende både i Sverige og i andre lande. De sendte prøver af hendes produktion til betydende kulturpersonligheder og sørgede for, at rygtet om hendes talent blev spredt. De hyldestdigte, som blev følgen – citatet ovenfor er fra Petrus Hesselius’ digt – samlede Urban Hiärne og lod trykke i 1713, De illustri Sveonum poetria, Sophia Elisabetha Brenner, testimoniorum fasciculus. I dette »lille bundt« digte indgår der hyldestdigte fra Tyskland og Danmark foruden, naturligvis, fra Sverige, både på latin og på folkesprogene. Også fjerne lande som Spanien, Italien og det spanske Mexico er repræsenteret. Den lærde nonne, Sor Juana Inés de la Cruz, som var berømt for sit virke i »Nueva España« i det sene 1600-tal, sendte sin hyldest til den for hende sikkert ukendte forfatter – »musa polare« som hun kaldes i digtet – i det fjerne Stockholm. Fru Brenner viser selv andre opmærksomhed på lignende måde, f.eks. salmedigteren Kingo, i håb om gengældt opmærksomhed.
Fru Brenner lod sig også overtale til at udgive sine digte på tryk. Urban Hiärne havde indbudt offentligheden til at subskribere på den »smukke frues« poetiske skrifter. Køb på forhånd ville give rabat, hvis halvdelen af de fem caroliner, som digtsamlingen skulle koste, blev erlagt straks.
»Alt lige grimme fejl og lige skønne dyder
man virkelig dagligt ser hos begge køn«
Da Aurora Königsmarck og hendes veninder i 1684 havde opført Racines drama Iphigénie ved hoffet i Det Wrangelske Palæ, skrev Sophia Elisabet Brenner sit første digt til kvindens pris.
Hon är den Högstas Bild, Naturens Mäster-Stycke
All Deijlighets begrep, ett owärdeligt Smycke
Af Himlens milda Hand beredd och sammansatt.
Hun er den højestes billede,naturens mesterstykke,
al dejligheds sammenfatning,et uvurderligt smykke,
af himlens milde hånd tilvejebragtog sammensat.
Med henvisning til skabelsesberetningen i Første Mosebog fremhæver fru Brenner kvinden som menneske. Hun var påvirket af de franske saloners kvindedebat, der nåede Sverige omkring dette tidspunkt. I familien Brenners bibliotek var der flere af de avancerede skrifter om emnet, og i fru Brenners hyldestdigtning findes der argumenter fra debatten. Hun tager en diskussion op med sine meningsmodstandere, refererer deres meninger og kommer med modargumenter. Er det sundt for kvinden af få uddannelse, bliver hun ikke fordærvet, ja, rent ud lastefuld, af at studere?
Men om det wore så at Qwinnan wore bygder
Mer swag och mera slem/ som mången foreger
Då styrckes mina skiäl at hon så mycket mera
Bör hielpa sitt Förnufft, bör läsa och Studera.
Men var det således, at kvinden var bygget
mere svag og uduelig, som mange mener,
da bestyrkes mine grunde til, at hun
bør hjælpe sin fornuft så meget mere, bør læse og studere.
Mænd og kvinder er ganske vist forskellige, understreger fru Brenner. Mænd har meget større kropsstyrke, det er netop deri deres styrke består, og kvinden skal være sart og indtagende. Men de to køn har lige god forstand, og sjælen er kønsløs, »är hwarken hon ell’ han«.
De sida kiortlar stå oss ingaledz i wägen
At icke wi så lät och lika långt ändå
I alle Dygder fram som wåra Mannfolck gå.
De fodside skørter bevirker på ingen måde,
at vi ikke går så let og så langt
i alle dyder som vore mandfolk.
I bryllupsdigtene beskæftiger fru Brenner sig ofte med det, som samlivet indebærer for de to parter, måske oftest for den kvindelige part. Forfatteren giver kloge råd ud fra sin egen erfaring. At rollen som hustru var den tungeste og medførte megen lidelse, skjulte hun ikke; hun, der uafladelig var gravid, aborterede, fødte og oplevede, at hendes børn døde. Men rollen som hustru var også vigtig. I ægteskabet kunne kvinden give gode råd og have en formildende indflydelse på manden. Men fru Brenner rådede dog de nygifte til helt fra begyndelsen at indstille sig på vanskeligheder, selv om hun troede på et lykkeligt ægteskab. Enighed – uden nogen over- eller underordnet – var hendes ideal, og hun vidste, at dette var muligt. Hun tilsluttede sig også den tankegang, der var ved at vinde indpas, og som satte spørgsmålstegn ved den gældende lovgivning om formynderens godkendelse af et ægteskab: En pige burde kunne afslå ægteskab, hvis man foreslog hende et giftermål, som så ud til at kunne blive ulykkeligt. »En ung bør elske ungt!«
Sophia Elisabet Brenner var ikke radikal i alle henseender. Når hun diskuterer det, som passer sig for kvinder, stiller hun sig tvivlende til beskæftigelse inden for astronomi og naturvidenskab:
Man tål ej qwinfolck stort, som efter månen skytta,
Och bland sit husgeråd tub, glob och måttstav’ flytta.
Man tåler ej kvindfolk, som observerer månen
og blandt sit husgeråd flytter rundt på (kikkert-) rør, globus og målestok.
Hun tog heller ikke kvindens parti i alle sammenhænge. Naturligvis er der, mente hun, kvindelige svagheder. En vis »blødagtighed« er nemlig kendetegnende for mange kvinder. De har let til gråd og giver tit op i modgang. Desuden beklager fru Brenner sig over kvinders misundelse, men det finder hun på den anden side også hos sine digterbrødre. Konsekvensen bliver nok alligevel, at »lige grimme fejl« og »lige skønne dyder« findes hos begge køn.
»Jag wil en bönskrifft här wid edert möte te«
I 1723 ligger der på Rigsdagens bord et lille digt, et bønskrift på vers. Sophia Elisabet Brenner er nu godt 60 år gammel og har været enke i de sidste seks år. Hun har haft en central position i hovedstadens litterære verden, hun har modtaget hædersbevisninger – Sebastian Kortholt fra Kiel har for eksempel dediceret sit skrift De puellis poetriis (Om kvindelige digtere) til hende – og der er blevet præget medaljer med hende som betydelig forfatter. Hendes digte til bryllupper og begravelser har været i høj kurs, de er blevet ærefuldt placeret i samtryk og har ikke alene givet hende hæder, men, må man formode, også indkomst. Nu i 1723 er der meget, som har ændret sig, og derfor er en henvendelse til rigets stænder nødvendig:
Jag ser imedlertid, Högädelborne Herrar,
Samt af de flere Ståd utwalde Herrdagsmän,
Hur’ dag från dag, ty wärr, mitt tilstand sig förwärrar;
Men som en ringa rest af lönen står igen
För min framledne Man; ty wil Jag mig förmoda,
At Ehr wälwillighet mig lembnar den til goda.
Jeg ser imidlertid, højvelbårne herrer
og valgte rigsråder fra flere stænder,
hvordan min tilstand desværre dag for dag forværres;
men eftersom der stadig står en lille rest
af min afdøde mands løn; da må jeg formode,
at jeres velvillighed lader den komme mig til gode.
Den feterede forfatter er altså i pengenød, og det, hun nu beder om, er det sidste af sin mands løn. Men det er ikke kun en økonomisk mangelsituation, hun er i. De, der har begunstiget og støttet hende, økonomisk eller ved at sprede hendes digte, er gamle eller borte. Det er ti år siden, Poetiske Dikter udkom, fru Brenners ry som forfatter er stadig godt, men der strømmer ikke længere hyldestdigte ind fra nær og fjern. Hun havde tit selv talt om at holde op med at digte, men i disse år, i 1720’erne, er hun mere virksom end nogensinde og opvarter brudepar med trykte digte eller hylder afdøde blandt venner og adelsmænd. Måske er det netop også et udtryk for, at hun havde brug for at få indtægter af sit forfatterskab. Karriere og forfremmelse havde naturligvis aldrig været hendes motiv til at skrive, men beskyttere og velvillige fortalere blandt de velstående var mindst lige så vigtige for hende som for hendes mandlige skrivende kolleger. Der er meget, der taler for, at man må se fru Brenner som professionel forfatter, og at hun selv opfattede sig sådan. Hendes beklagelser over store omkostninger i forbindelse med trykning af produkterne, hendes bevidsthed om økonomisk egnede målgrupper og hendes kombinerede beskedenhed og selvfølelse taler alt sammen for noget sådant. »Huar swensk som läsa kan, wet at jag gierna skrifwer,/ Jag tilstår mig och ha som oftast smak däri«, skriver hun i digtet til stænderne.
Hvordan gik det så fru Brenner? Hvilket svar fik hun fra rigets høje stænder? Hun fik sin mands resterende løn, men ikke nok med det. Trods landets anstrengte finanser og stærke behov for en strammere politik fik hun også en forfatterpension på 200 daler sølvmønt. Det vidner mere end noget andet om den anerkendelse, hun nød i sin samtids Sverige. Hun er ikke den første, der får pension, for allerede to år tidligere havde latindigteren Gustaf Lithou modtaget en sådan for at kunne forøge landets ære. Men hun er den første kvinde, der nyder denne ære. Senere skulle forfattere kunne overleve uden hovedsageligt at optræde som »gift- och griftskald« (bryllups- og begravelsesdigter) eller være prisgivet velvillige fortalere. Og naturligvis reagerer den påskønnede:
Ho wet hwad sådan Gunst uti de ådrar stela
För kraftig werckan har/ Kan skie Jag än en gång
Med rychtet stämmer in för menigheten hela,
Och mig erkienslig ter med någon wärdig sang,
At den man allmänt sig i långa tider fägnar,
Och tackar, se’n Jag all, Ehr än på mina wägnar.
Hvem ved, hvilken kraftig virkning
en sådan gunst kan have i de stive
årer! Måske jeg endnu en gang
stemmer i med rygtet for hele
menigheden og viser min
erkendtlighed med en værdig sang,
over hvilken man så i
almindelighed glæder sig i lang tid,
og (som) stadig takker jer på mine
vegne, når jeg er borte.
Med disse afsluttende ord til Rigsdagen i 1723 adviserer fru Brenner således en tak for et eventuelt positivt svar på bønskriftet. Da hun udmærket forstår, at man har opfattet hendes indsats som noget, der har national værdi, svarede hun helt følge rigtigt med et digt, som i valg af emne og form ville kunne bidrage til nationens litteratur. Wårs Herres och Frälsares Jesu Christi alldra heligaste Pijnos Historia er med sine 375 strofer fru Brenners længste og sidste længere digt. Ifølge annoncen i Stockholmske Post Tidningar i 1728 kunne man købe digtet hos fru Brenner på Hornsgatan.
»Oss bör ej utan sorg på Jesu pina tänka«
I Tyskland havde man i de sidste hundrede år skrevet digte, som skildrede Jesu lidelse. For det meste blev lidelseshistorien genfortalt efter bibelteksten. Indslag af meditation og refleksion blandes med en engageret fortællers forsøg på at formå læseren til at se begivenhedernes forløb for sine øjne. Den tyske passionsdigtning blev udformet i overensstemmelse med barokkens stilidealer og efter retorikkens regler, og sådan forholder det sig også med det digt, fru Brenner skrev som tak til stænderne. Naturligvis havde fru Brenner læst adskillige af de digte, der var skrevet på hendes andet modersmål, men hun var sikkert også, hvad angår valg af emne og behandling af lidelseshistorien, blevet inspireret af Haquin Spegels passionsprædikener, som blev trykt omtrent samtidig med bønskriftet til stænderne. Det er vanskeligt at se den enkelte forfatters tanker bag et digt, der er skrevet på et tidspunkt, hvor det var talent for imitation, der skulle vise en forfatters kunstneriske evner. Men måske er det alligevel fru Brenners erfaringer som kvindelig forfatter, som ligger bag indlevelsen i den misundelse og skinsyge, der siges at være baggrunden for den religiøse magts vilje til at skaffe Jesus af vejen:
En må så wijs, så mild, så from ell helig wara,
Blir han man obekänd så har thet ingen fara,
…
Men winner han beröm och börjar allmänt nämnas,
Få si, hwad witsord tå åt all hans förmon lämnas;
Nei dygden är thet ei, som retar afwunds man;
Men rychte, ros och prijs, som plägar föllja dygden,
Thet är’et, som ty wärr, mäst buller giör i bygden,
Hälst, någon del therwid tycks afgå for en ann.
Man kan være så vis, mild, from eller hellig, det skal være,
er man bare ubekendt, så gør det ikke noget,
…
Men vinder han berømmelse og begynder at blive omtalt blandt folk,
så skal I se, hvilket skudsmål man da giver hans fortrin.
Nej, det er ikke dyden, som tigger den misundelige,
men ry, ros og pris, som plejer at følge dyden,
det er desværre det, som gør mest alarm på stedet,
især når rygtet derved lader til at gå om én i stedet for en anden (dvs. gå om den forkerte).
Da smagen forandredes i løbet af 1700-tallet, begyndte man at omtale Sophia Elisabet Brenner i mindre positive vendinger. »Det smukkeste i hendes samlede skrifter er plancherne«, hed det, da man begyndte at skrive litteraturhistorie.
Carl Julius Lenström: Svenska poesins historia udkom i to dele 1839-1840.
Wrangel bemærker denne smagsændring i Frihetstidens odlingshistoria i 1895: »Fru Brenner, hvis poesi af Gustavianerne blev leet ud som værende for stiv og tørt alvorlig, af romantikerne som værende for snusfornuftigt moraliserende og af begge som i højeste grad plat og triviel, var stærkt værdsat af sin samtid, ikke blot som en lærd kvinde, en ny Maria Schurman, men også som en udmærket digtekunstens udøver«.
Der var ikke mange, siger Wrangel, der i begyndelsen af 1700-tallet behandlede det svenske sprog så rigtigt og så rent. Efterverdenen har også haft ublide ord tilovers for fru Brenners passionsdigt – hvis det overhovedet nævnes. Det er blevet anset for at være tørt og kedeligt, »belastende for tålmodigheden« siger Wrangel. Men der er en inderlighed, som kommer frem i glimt, et strejf af følelse og fortrøstning til Gud, og fru Brenners samtidige læste det gerne. Jacob Frese hyldede hende med et digt, da Jesu Christi Pijnos Historia blev trykt, og han blev inspireret af fru Brenners digt til sine egne Passions-Tankar. Det kan også være et tegn på popularitet, at det blev genudgivet i 1752. Carl Christoffer Gjörwell, udgiveren af Den Swänska Mercurius, bringer i januar 1758 fru Brenner på bane i et brev til en ven. Den, han egentlig diskuterer, er fru Nordenflycht: »Hun kan dog ikke sammenlignes med fru Brenner, der var lærd og samtidig digter. Jeg ved ikke, om noget af fru N.s poetiske arbejder i tankekraft og i en række levende malerier kan sammenlignes med fru Brenners Passionssange, selv om sidstnævnte havde et anstrøg af den nyere franske litteratur og smag samt ikke renset sit geni med den som fru N. gjorde«.
Skildringen af Jesu lidelse giver forfatteren til Jesu Christi Pijnos Historia anledning til at reflektere over sin egen død og det evige liv:
Min trogne Löfftes-Man, min tilförsicht i nöden!
Tu, som for min skull här äst worden dömt til döden;
När som min Siäl på nytt med kiöt skal klädas om
Lätt tå tin dödsdom mig til salig fördehl lända,
At iag tit ansichte må skåda utan ända,
Frikallat genom tig, för rättegång och dom.
Tå skal iag tig til pris, en bättre lofsång siunga;
Här biuder iag wäl til, fast hwarken tohn ell’ tunga
Så redebogen fins, som andan willig är;
Men underwijs tu then igenom tinom anda,
Lätt then, med råd och hielp, mig framgent gå tilhanda,
Så hittar iag wäl på hwad tig behaga lär.
Min tro forsoner, min trøstermand i nøden!
Du som herfor min skyld er dømt til døden;
når min sjæl igen på ny i kød skal klædes,
lad da din dødsdom tjene mig til salig nytte,
at jeg dit ansigt skue må evindelig,
frikendt gennem dig fra rettergang og dom.
Da vil jeg, dig til pris, en bedre lovsang synge;
her vil jeg gøre mig umage, skønt hverken tone eller tunge
er så redebonne, som ånden er villig;
men undervis du den ved din ånd,
lad den, med råd og hjælp, fremdeles gå mig til hånde,
så finder jeg nok på det, som kan behage dig
Sophia Elisabet Brenner havde kun nogle få år tilbage af sit liv. Den 70-årige forfatter – »wår swenska Minerva«, som det hed i hyldestdigtet fra digteren, den senere professor i poesi i Åbo, Torsten Rudeen – endte sit aktive liv i 1730, fejret og hyldet som lærd og som kvinde højt op i årene. »Med kvinder går det ellers så/ Udødeligt navn de sjældent få;/ De tåler ej at lugte krudtrøg«, havde Petrus Hesselius, forfatter af en versificeret beskrivelse af Bibelens kvinder, skrevet, dengang han og fru Brenner udvekslede høfligheder og tanker om kvinders etiske opdragelse. Det var lykkedes fru Brenner at bryde gennem den mur af tavshed og mangel på interesse, der som oftest omgav skrivende kvinder på hendes tid.
Sophia Elisabet Brenner var naturligvis ikke den første kvinde i Sverige, der producerede litteratur. Der var i samtiden en hel række skrivende kvinder. Aurora Königsmarck, Ebba Maria de la Gardie var nogle af dem, men de skrev kun for deres venner og »søgte ej forfatterære«. Deres digtning blev ikke offentliggjort og blev derfor først kendt i bredere kredse langt senere. Men Sophia Elisabet Brenner er den første kvinde i Sverige, der skrev så betydelig poesi, at hun straks blev publiceret og kendt. Hun valgte desuden i bevidst sprogpatriotisk øjemed også at skrive på svensk ved siden af tidens store internationale sprog.
Bernt Olssons endnu ikke offentliggjorte undersøgelse af ordfrekvens i den svenske litteratur i 1600-og 1700-tallet viser et varieret sprog med et stort antal enestående ord i fru Brenners digtning. Det er muligvis også et udtryk for sprogpatriotisme.
Hun var sig sit værd bevidst som kvinde i forhold til mændene, og hun var klar over de problemer, som hun og hendes medsøstre havde. Og hun bidrog til at introducere den internationale debat om kvinder og dannelse i Sverige. Hun stimulerede sin tilkommende svigersøn Petrus Hedengrahn til en afhandling om lærde kvinder, Mulieres philosophantes (Filosoferende kvinder), og medvirkede aktivt ved dens tilblivelse i 1699. Hun delte givet de opfattelser af kvinders sjælelige egenskaber og muligheder for studier, der her blev fremlagt, og som var karakteristiske for debatten i 1600-tallet på kontinentet. Hendes mest originale indsats turde nok, når alt kommer til alt, være, at hun overførte humanismens tro på “mennesket” til også at gælde kvinden.
Karin Westman Berg og Valborg Lindgärde
O du musernes fornemste afkom
– om Brenners latinske korrespondance
Sophia Elisabet Brenner er med rette bedst kendt for sine digte på svensk. Det svenske sprog var lige så lidt som de øvrige nordiske sprog på denne tid overforsynet med god nationalsproget digtning. Ved siden af digtene findes imidlertid et mindre værk fra hendes hånd, der, selv om det er affattet uden egentlig kunstnerisk ambition, giver et indblik i hendes miljø, kundskaber, arbejdsforhold, selvopfattelse m.m., der alt sammen hører med til den litterære baggrund for hendes digtning. Den tekst, der er tale om, er en stort set ubehandlet samling på lidt over 30 latinske breve og små billetter til og fra Sophia Elisabet Brenner. Brevene er skrevet over godt en halv snes år og ligger (med en enkelt undtagelse) upublicerede på Det kongelige Bibliotek i København. De er i sig selv et enestående eksempel til belysning ikke bare af hende selv, men af én af Nordens lærde kvinder generelt. Ni breve og en tegning af en blomst er fra hendes hånd, i original eller i adressatens afskrift i hans konceptbog. Adressaten er danskeren Otto Sperling den Yngre. Blandt hans breve til hende findes også et latinsk digt.
Korrespondancen strækker sig over mere end ti år, fra 1696 til 1708. Den har tre tydelige temaer: de lærde kvinder, brevskriverne selv og numismatik (dvs. videnskaben om mønter). Sophia Elisabet Brenners mand, Elias Brenner, var en kendt numismatiker. Gennem dette emne var han i kontakt med Otto Sperling, der var i besiddelse af en stor møntsamling og var kendt i udlandet for sin viden om mønter. Af Otto Sperlings brevveksling med Sophia Elisabet Brenner fremgår, at hun ikke var ukyndig inden for numismatikken. I sin senere levnedsskildring af hende i det omtalte De joeminis doctis (Om de lærde kvinder) skriver Sperling ligefrem: »hun hjalp sin mand med at skrive hans afhandlinger«.
Når det angik Sophia Elisabet Brenner, var Sperling nu især interesseret i, hvem hun selv var, og det er den del af brevene, som vil blive taget frem her. Han havde kendt hende nogen tid uden at kontakte hende, men da han på et tidspunkt, ca. 1696, fik forelagt digte af hende på latin, svensk, tysk, fransk og italiensk, blev han så begejstret og imponeret, at han skrev til hende. På det tidspunkt var hendes Poetiske Dikter endnu langt fra at foreligge i trykt bogform, og ikke usandsynligt har han været med til at sørge for udgivelsen af førsteudgaven i 1713. Heri er i øvrigt dette brev som det eneste i samlingen aftrykt.
I sit brev fortæller han, at han skriver på »et værk om lærde kvinder« (opusculum de eruditis foeminis). Værket handler om kvinder, »der i deres skrifter har nedlagt viden til glæde for den lærde verden«. Han har allerede optaget to svenskere i det, Katarina Baath og Catarina Gyllengrip. Ganske rigtigt er de at finde i håndskriftet som nummer 550 og 551. Dronning Christina nævner han ikke, muligvis fordi han ikke tænker på hende som svensk. Hun er nr. 161 i hans skrift. Brenner selv bliver nr. 728. Sperling efterlyser oplysninger om eventuelle andre svenske lærde kvinder, som han mener, hun må kende til, hvis de findes.
Efter på denne måde at have blødgjort hende og forhindret hende i at undslå sig for at svare af beskedenhed – hvilket forventedes af en dame – går han over til det væsentligste formål med brevet: at udbede sig hendes curriculum vitae. Otto Sperling tiltaler hende her på passende vis som »Doctissima Foeminarum« (du lærdeste blandt kvinder): »Men lad mig få lov at bede dig om dette ene – du lærdeste blandt kvinder – at du ikke vil kvie dig ved at nedskrive din levnedsbeskrivelse til mig«.
Oh, du Musernes fornemste afkom (Nobilissima Musarum proles) kaldte Otto Sperling Sophia Elisabet Brenner med en af tidens højstemte hyldesttitler til lærde kvinder.
Sperling oplyser, at han tidligere har modtaget levnedsbeskrivelser fra andre lærde og berømte kvinder som f.eks. Anne Margrethe Qvitzow i Danmark, hvis fire sider lange latinske curriculumbrev er bevaret i hendes egen håndskrift, og fra den italienske lærde Helena Corner, som han betegner Piscopia Cornara med nogle af hendes latiniserede navne. Helena Corners brev, der formodentlig også har været på latin, er ikke bevaret, men en lang artikel om hende i Sperlings De joeminis Doctis viser, at han samlede stof om hende med stor interesse.
Der findes et kort og lidet oplysende svensksproget notat om Sophia Elisabet Brenner (holdt i tredje person ental, ikke i jegform). Det er indlagt i hans skrift om de lærde kvinder. Det kunne godt være skrevet af hende selv. Bl.a. tyder en bemærkning fra forfatteren om, at han/hun af beskedenhed (modestia) ikke vil bringe flere oplysninger end de få, der står på den halve side, på, at det er hende selv, der er ophavsmanden. Hvem ellers skulle have skrupler ved at omtale hende smigrende? I deres latinske korrespondance finder man ikke et egentligt curriculum, men nok svar på konkrete spørgsmål af biografisk karakter, f.eks. vedrørende hendes afstamning. Til gengæld er der en fire sider lang tysk selvbiografi aftrykt i hendes anden udgave af Poetiske Dikter fra 1732.
De afsnit i brevene, der vedrører deres indbyrdes forhold, er stemningsfulde. Det er to jævnbyrdige midaldrende – og efterhånden aldrende – personer, der taler sammen. Uden nogensinde at have mødt hinanden arbejder de sig gennem den ene nydeligt formulerede høflighed efter den anden, indtil de omsider selv føler nærheden. Sophia Elisabet Brenner finder det vanskeligt at få tid til at skrive. Det huslige arbejde og de mange børn tynger hendes tid. 15 levendefødte står der i den korte tyske selvbiografi. Otto Sperling forstår hende godt, men opfordrer hende til ikke at give op. Tab ikke tilliden til dine skuldres styrke, skriver han i 1699. De kan bære mere. Du kan, hvad du vil. Hos mig er der ingen tvivl om det. »Husarbejdet skal selvfølgelig gøres, men studierne og digtningen må du ikke undlade – du, Musernes fornemste afkom«.
Behovet for at lære hinanden rigtigt at kende opstår, efterhånden som korrespondancen skrider frem. I en snoet sætningskæde fra 1705, der som megen nylatinsk brevlitteratur er forståelig, men bestemt ikke klassiskortodoks i sin opbygning, erklærer Sophia Elisabet varmt sit håb om at få ham at se: »Hvilken glæde, hvilken nytte ville jeg ikke have ud af det, hvis jeg kunne tale ansigt til ansigt med dig, være dér hvor du var, og åbne mit hjerte; den omstændighed, at det næppe er til at håbe på, beder jeg dig om ikke at lade formindske dine gunstige følelser; måske er det gudernes vilje, at vort forhold skal være desto stærkere og tættere, som vi efter deres bestemmelse lever fjernt fra hinanden«.
Også Otto Sperling overvejer muligheden af, at de kunne ses. Et sted beklager han, at han er kommet til at se gammel ud. Et andet sted har han grublet sig ganske nær hende. Inden i et brev fra hende til ham ligger der en kladde til et digt fra ham til hende. Om det nogensinde blev sendt, ved vi ikke. Vi kan heller ikke vide, om hun her blot var en muse til inspiration til egne forsøg i latinsk versekunst, eller om han i digtet røbede sine følelser og skrev det, han gerne ville turde sige. Digtet er skrevet i elegisk versemål, det klassiske metrum for kærlighedslyrik, der består af hexameter vekslende med pentameter. Det er gådefuldt og sprogligt problematisk, hvad tænkes der på bl.a. med gloserne »vetera« (gamle) og »demere« (fjerne), men digtet indbyder til, at man (selv om den bliver fejlagtig visse steder) forsøger sig med en versificeret gengivelse, der kunne lyde omtrent således:
Oscula cum mittam, Tibi non nisi mitto pudica,
Sique minus placeant coetera, sunt vetera.
Et si, quod nolim, si offendunt ista pudorem,
Tuque pudorque Tuus tollat et ejiciat.
Sic volo; vel quidquam si demere forte timebis,
Nomine iam fient cuncta pudica Tuo
Kys, som jeg sender til dig, sendes
kun, hvis kysset er kysk.
Andre, hvis helst du er fri, siger vi
bare, er »gamle«.
Skulle de første – det håber jeg ikke –
krænke din blyhed,
kaster du kyssene bort. Du og din
kyskhed må vrage dem.
Det er mit ønske. Men skulle du
frygte at fjerne noget –
alt allerede er kysk, renset igen af
dit navn.
Hvad en korrespondance som Sophia Elisabet Brenners og Otto Sperlings fortæller om deres inderste håb, nydelser og skuffelser i deres forhold, er uigennemskueligt. Med større sikkerhed tør man vurdere det kulturelle miljø, den placerer brevskriverne i. Naturligvis var det forbeholdt de få at kunne skrive frit på latin, ikke mindst når det gjaldt kvinder. Brenners stil er utvungen ligesom Sperlings. Det er en brugslatin med udgangspunkt i det klassiske oldtidssprog. Et sprog, der selv om det er litterært og henter sine forbilleder i skrevne frem for talte kilder, først og fremmest guldalderens latin, alligevel tillader selvopfundne ord, »upassende« sætnings- og leddannelse, sætningskæder, der afsluttes i »forkert« tid eller måde – og endda i »forkert« rækkefølge nu og da – hvorved sproget bliver levende. Den, der taler eller skriver et sådant sprog, har nogle naturlige rettigheder, som andre ikke har.
En korrespondance som Brenner-Sperlings er nok ærbar, men ærbarheden har undertoner, som kun tillades, hvis de anvendes så elegant, som det gøres her. Deres breve viser noget om de lærde kvinders frihed. På latin kan kvinder uden videre nedskrive kærlige, varme følelser uden at blive beskyldt for usømmelighed. Og de kan modtage tilsvarende breve fra fremmede mænd. Gifte kvinder kan sågar vise deres mænd dem. Ofte har Sophia Elisabet vel modtaget sine breve fra Sperling som indlæg i hendes mands breve. Latinen virker kold og stiv på den, som ikke magter den. Men er man først inde i den nylatinske kulturkreds, har man, ikke mindst som kvinde, et frisprog, som de andre ville misunde, hvis de kunne forstå, hvad der foregik. Kvinders lærdom affødte ikke kun angst hos mænd, mange mænd fandt den underholdende, stimulerende og udfordrende. De lærde kvinder aftvang mændene respekt og humor, og herigennem opnåede begge parter et intellektuelt fælles-skab på tværs af kønnene, men slet ikke så kønsløst, som det kunne se ud udefra.
Marianne Alenius