Den franske professor Laurent Angliviel havde i sit tidsskrift La Spectatrice Danoise i slutningen af 1740’erne klaget over, at der i Danmark ikke var talent for den nye alvorlige franske komedie. Men i de følgende tiår skulle et sådant talent dukke op først hos den unge Holberg-skuespillerinde Anna Catharina von Passow og senere hos den belæste jomfru Biehl, der sammen med sine venner var begyndt at dyrke den franske komedie i salen på Charlottenborg.
Anna Catharina von Passow (1731-57) havde indflydelsesrige slægtninge og gode venner i forskellige københavnske teater-kredse, og sammen med sin ven, den norske borgersøn og senere borgmester i Trondhjem Niels Krog Bredal, introducerede hun den nordiske gude- og helteverden i den dramatiske kunst og tog samtidig fat på den nye franske borgerkomedie.
Anna Catharina von Passow var beslægtet med et af medlemmerne i direktionen for Den danske Skueplads, kammerherre og geheimeråd Wolrath August von de Lühe, og hun tilhørte den kreds af venner, som opførte Bredals syngespil Gram og Signe i 1757.
I 1760’erne fortsatte Biehl hendes komediekunst, og i 1780’erne fik hun en kvindelig arvtager til det nordiske gude- og sagnstof i Birgitte Catharine Boye (1742-1824), hvis digtergeneration også talte Johannes Ewald. Han fortrængte Charlotta Dorothea Biehl (1731-88) fra teateret og forstod at skabe storladen dramatisk kunst om netop den nordiske gudeverden, som Passow faktisk som den første danske dramatiker havde bragt ind på scenen.
Der er store forskelle imellem de kvindelige 1700-tals-dramatikere. Selv om både Passow og Boye dyrkede hyrdespillet som genre, søgte de hurtigt i forskellig retning. Boye helligede sig det heroiske skuespil, og Passow begyndte at eksperimentere med den nye komediekunst, som Biehl gjorde til sin vigtigste dramatiske genre. Mens Boyes dramatiske kunst er en højstemt afslutning på 1700-tallets heroiske dramatik, tilhører Passow og Biehl en tidligere generation; de er nytænkende, og de har stor andel i, at det danske borgerteater bliver videreført i perioden efter Holbergs død i 1754.
Hver især finder de tre kvinder deres fortolkning af 1700-tallets nye patriotisme, heroisme og idealisering af forstandige og begavede kvinder. Men mens Biehl og Passow søger deres dydige heltinder blandt de københavnske borgere, mener Boye at kunne genkende det nye kvindeideal blandt hoffets damer og i den nordiske fortid.
En forunderlig slutning
I 1757 udgiver Passow i hurtig rækkefølge og for egen regning sine dramatiske arbejder, nemlig hyrdespillet Elskovs- eller Kierligheds-Feyl, den lille enakter Den uventede Forlibelse eller Cupido Philosoph og lystspillet Mariane eller Det frie Val.
Hvor gierne giorde jeg en Lovsang, Dig til Ære!
Men, som en Lærling, Du med mig maa overbære.
Jeg flyver ei saa høit, af Frygt at falde hen
Saa langt, at man maaske mig neppe fandt igien.
Således skriver Passow i et hyldestvers til Niels Krog Bredal, der i 1757 havde haft en formidabel succes med sit nordiske syngespil Gram og Signe, eller Kierligheds og Tapperheds Mesterstykker. Stykket havde begejstret et fornemt aristokratisk publikum og banet vejen for Bredal til Den danske Skueplads, hvis direktion efter Bredals succes var blevet uhyre interesseret i originale danske syngespil.
I et hyldestvers til Passow, skrevet af Niels Krog Bredal, hedder det således:
Kom Vise! Men kom hid kun for at staae til Skamme, I det I dette Kiøn har dømt til Rok og Ramme;
Ey Klygt og Geist er dømt til Kaarde og til Hat; En munter Siel er tidt i SnøreLivet sat.
Forfatterinden til vor muntre Hyrde-Stykke,
Med halv Misundelse, Jeg ønske vil til Lykke.
Bliv ved! Jeg stræbe vil at giøre mit dertil,at hun ved hendes Flid saa snart ey kiedes vil.
Det var dog ikke noget syngespil, men derimod et hyrdespil på formfuldendte alexandrinervers og med et afsluttende sangparti, som Passow nådigt fik antaget af Den danske Skueplads’ direktion. Elskovs- eller Kierligheds-Feyl har tre hyrdekærestepar som sine personer. Intrigen drejer sig om, hvordan de misforstår og forveksler de følelser, de nærer for hinanden. Den »kielne« hyrdinde Cloe elsker hyrden Damint, som tror, at hun har bedraget ham med hyrden Myrtil, der elskes af den kvikke hyrdinde Philette, der efterhånden får opklaret de forskellige misforståelser. Intrigen omkring kæresteparrene kommer også til at omfatte en angribende løve, et par trofaste hyrdehunde og enkelte spæde lam. Det hele sættes i scene med det formål at underholde publikum og elegant belære om, at menneskelige følelser er svære at finde rundt i, men at komiske løjer og en dristig maskering undertiden kan hjælpe de rette elskende til at finde hinanden. De tre kærestepar stilles op over for hinanden således, at de kan repræsentere forskellige stadier af kærligheden: først og vigtigst det ømme venskab, dernæst den hede elskov og endelig den utvungne og frie pagt mellem kvinde og mand. Begejstret udbryder Myrtil:
Mit Ordsprog stedse nu skal blive;
Først Venskab siden Kierlighed!
Vil man for Venskab Elskov give,
Den sielden længe varer ved,
Naar man med Venskab fanger an,
Man da med Venskab ende kand!
Coridon, derimod, nøjes med at fastslå, at »Hver elsker paa sin egen Maade,/ Min er utvungen, troe og frie«.
»Coridon: I Stakler! Staaer I her? I Aanden vil opgive, (han betragter dem) Nu got! Mig synes dog I alle er i Live«, lyder det humoristisk som start på hyrdespillets store forsoningsscene.
Det er en flot og raffineret replikkunst, Passow arbejder med i sit lille kærlighedsfilosofiske hyrdespil. Rokokoens forfinede hyrdesværmeri får en ny og uventet parodisk dimension, når den kielne Cloe efterhånden er blevet træt af både sig selv og sine friere:
Jeg som den rene Glød og Elskov har foragtet,
Som Myrtil til mig bær, og efter dig kun tragtet,
Men dette er en Straf, ach! var Myrtil nu her,
Jeg ham mit Hierte gav, det er mig til Besvær.
Passow får også komik ud af sin heltindes dødelige blegnen, da konflikten tilspidses:
Philette: Du sukker? hør Veninde! Det giør mig ondt,
at jeg bekymret skal dig finde, Du taber Øyets Glands,
Du ser saa falmet ud, Du mister Farven –
Cloe: Ej, Hvad bryder mig min Huud.
Den spøgefulde og parodiske dimension, Passow giver sit første hyrdespil, genfindes i hendes lille enakter Den uventede Forlibelse eller Cupido Philosoph, hvor hun i forordet fortæller, at det er den schweiziske professor Paul-Henri Mallets afhandlinger om Danmarkshistorien og den nordiske gudeverden, der har inspireret hende til at skrive det lille nordiske gudestykke. Mallet fik en meget stor betydning som formidler af den nordiske mytologi til både engelske og tyske digtere.
».. man viste mig strax tvende Bøger, hvoraf jeg kunde faae et fuldkommen, eller i det mindste det fornødne Lys herudi. Samme vare den velfortiente Herr Professor Mallets Indledning til Danmarks Riges Historie, og den af ham paa Fransk oversatte Islandske Edda.
Jeg haver denne lærde Udlænding at takke for det Lys, han haver antændt for mig og andre flere Indfødte, der ei ere studerede«, skriver Passow til »den gunstige Læser« i sit forord til Den uventede Forlibelse eller Cupido Philosoph
Passow bliver meget optaget af den gamle nordiske gudeverden og med sikker fornemmelse for, hvad den nye store interesse for den nordiske mytologi kan føre til i digtekunsten, vælger hun at gøre en konfrontation mellem de romerske og de nordiske guder til et centralt tema i sit spil. Den lille romerske Cupido er taget på en ekskursion til det fremmede og ukendte Norden, og han håber der endelig at få lov til at blive en voksen og respekteret gud, der kan måle sig med Jupiter.
Jeg som Apollo vil blant Guder tages an,
Dog ikke, som et Barn. Jeg ei fordrage kan,
at jeg den eneste blant Guderne skal være,
som man kan spise af med Æble og med Pære.
Den drillesyge erot har sat sig for at læse filosofi, dvs. beskæftige sig med dydslæren, men han har ikke tilstrækkelig tålmodighed og giver sig i stedet til at skyde sine pile af mod de nordiske guder. Han må dog erfare, at de ikke rigtig har den tilsigtede virkning på gudinden Freya, der holder fast ved sin kærlighed til sin smukke, men troløse ægtemand Odrus, og til gengæld får den belønning af Alfader, Odin, at hendes tårer over den utro ægtemand skal blive til guld. Guderne overvejer at knække alle Cupidos pile, men vælger i stedet at tvinge ham til de filosofiske studier og holde ham arresteret i Norden. Og således sejrer den dydige og trofaste Freya over den lille frække romerske dreng, og det lykkes Passow at rette sin humors skarpe pile både mod de selvtilfredse nordiske guder og den forlystelsessyge romerske gudeverden.
»O søde Odrus! Hvi har Dumig saa forgiettet?Hvad fremmed Elskov harDin Kierlighed udslettet?Hvor ofte har jeg Dig i mineArme kryst,Og Du til Vederlag mig tusindgange kyst«,
– sukker den forladte Freya. Hun lader sig dog ikke påvirke af den frække Cupidos pil, og han begynder at frygte de nordiske guders straf:
»Den kaalde Sved gaaer fra min Isse paa min Næse; Hvi blev jeg dumme Dreng dog ikke ved min Bog? Nu skal jeg her for dem fremstilles som et Fjog«.
Passows stykke Mariane eller Det frie Val er mere alvorligt og mindre frigjort i sit forhold til genren end de første to små arbejder. Men det var også en ganske ny genre, Passow forsøgte sig med på scenen, og lystspillet viser hendes talent for at tilegne sig den moderne borgerlige franske komedie, som vandt indpas på Den danske Skueplads i 1750’erne, da man begyndte at tage Destouches’ komedier på programmet.
I Passows store lystspil plager fire irriterende friere den stakkels Mariane med deres ustandselige erklæringer, elskovsbønner og evindelige jalousi. Frierne intrigerer imod hinanden, kommer i håndgemæng og tager sig jævnligt til kården for at afgøre, hvem der skal blive »Eyere« af den dydige Mariane, der i sin farbroders hus har fået en moderne, fornuftig og selvstændig opdragelse. Hendes fire friere går alle ud fra, at deres interesse og følelsesengagement giver dem ret til at manipulere med Mariane og stille krav til hende.
»Lad mig være i Fred! Jeg veed, hvad jeg skal troe, og ikke troe! For Resten kan han være sikker paa mine Ord, for all videre uanstændig Overfald«, lyder det kontant fra Mariane til en af de plagsomme friere.
Mariane har ved stykkets begyndelse allerede en kærlighedshistorie bag sig, men hun har opgivet sin elskede, fordi han »fortørnede« hende med »en utidig Skin-Syge«, »heftige Bebreydelser«, »Frygt« og »Beklagelser«.
Såvel den første frier som de tre øvrige tilkomne er ofre for deres følelser. De er både forvirrede og udspekulerede og overøser Mariane skiftevis med falske og reelle erklæringer og forsikringer. Frieriet bliver for mændene en befrielse fra følelserne. Frierne afhænder deres følelser til kvinden og gør dem til hendes problem og konflikt. Mariane må ikke alene holde rede på sine egne følelser, hun bliver igennem frierierne også tvunget til at løse de fire frieres problemer.
Anna Catharina von Passow lader lystspillet slutte med, at Mariane træffer »et frit Val« ved ikke at gifte sig med nogen af dem. Hun afviser simpelthen, at hun er ansvarlig og forpligtet af mændenes følelser. »Hvilken forunderlig Slutning! Ikke af fire Friere, at faae een?«, udbryder Marianes fortrolige veninde Agathe ved udsigten til denne usædvanlige afslutning på frierkomedien.
»Grummeste, af det ganske Kiøn! Hvor kand hun overtale sig til at forlade mig i den forfærdeligste Tilstand en Elskere nogen Tid haver været udi; Og som hendes Ubarmhiertighed er Aarsag til. Ney! troe aldrig hun slipper saa læt«, lyder det truende fra frieren Eraste. Den sidste frier, Leonard, straffer Marianes afslag ved at prøve at sætte ild til hendes kammer.
Passows afskedigelse af spillets samlede frierkorps var en tankevækkende morale for det københavnske borgerpublikum, hvis voksende behov for både at orientere sig i menneskelige følelses-relationer, more sig over egne fejltagelser og lade sig opdrage, Passow gerne ville imødekomme. Men den »forunderlige Slutning« på komedien var også et kunstnerisk greb, der gjorde det aldeles tydeligt for publikum, at Passow havde gjort sig fri af den gamle komediekunsts evindelige konflikter imellem patriarkalske fædre og forelskede sønner eller døtre og ladet en ny ideel kvindekarakter, den forstandige og begavede frøken, overtage ansvaret for sig selv.
En særlig hemmelighed
Den 17. oktober 1764 førsteopføres en ny komedie på Den danske Skueplads. Titlen er Den kierlige Mand, og teateret summer af rygter om det nye stykke. Der er usikkerhed blandt publikum om, hvorvidt det er en ny originalkomedie, og kun få indviede ved, hvem der er forfatteren. Kabinetssekretær Reverdil gætter på, at forfatteren må være det lærde medlem af »Det smagende Selskab«, Bolle Luxdorph. Hemmelighedskræmmeriet omkring den nye komedie ophører imidlertid hurtigt. Frederik Horn, der som medlem af teaterdirektionen har besørget opsætningen af Den Kierlige Mand, forlanger efter den succesrige førsteopførelse, at forfatterens navn kommer på plakaten. Komedieforfatteren er den 33-årige Charlotta Dorothea Biehl, og hemmeligholdelsen af hendes navn var en foranstaltning, som hun og hendes ven Vilhelm Bornemann og Frederik Horn var blevet enige om. Det kunne mishage publikum, at en ukendt jomfru ville gå i baron Holbergs fodspor, og de ville sikre sig, at komedien blev fordomsfrit modtaget.
Forud for sin debut havde Charlotta Dorothea Biehl allerede i fire år arbejdet praktisk med teater. Hun var skuespiller og oversætter ved det lille amatørteater, som hendes ven grev Danneskjold-Laurvig fik idéen til, og som hun med sin faders tilladelse indrettede på Charlottenborg.
I 1761 oversatte hun sine første stykker til Skuepladsen, nemlig hendes yndlingsforfatter Destouches’ L’Homme Singulier og La Poete Campagnarde, der begge blev opført på teateret. I Mit ubetydelige Levnets Løb forklarer Biehl med en nøje afmålt beskedenhed, at hun begynder at skrive originalkomedier, fordi hun vil vise sine venner, amatørtruppens sufflør Vilhelm Bornemann og den fornemme etatsråd Augustin, at hun ikke kan skrive noget, der dur. Hun fortæller, hvorledes Bornemann og Augustin hemmeligt aftaler, hvordan de skal formå hende til selv at skrive komedier. Men da Biehl først har faet begyndt, går arbejdet hurtigt for hende. På 14 dage er Den kierlige Mand færdigskrevet. I hast inviterer hun Bornemann, og han sætter sig på stedet til at læse komedien. Han er begejstret og beder om at få serveret en kop kaffe, mens han ser manuskriptet kritisk igennem endnu en gang.
Hvad Biehl selv kalder en »besynderlig« – dvs. særlig – hemmelighed omkring debutstykket bliver begyndelsen til en periode, hvor Biehl er teaterets vigtigste forfatter. Hendes hovedværk er de syv komedier, som hun skriver i perioden fra 1764 til 1771, og som udkommer i en samlet udgave i to bind i 1772-73. Denne udgave indeholder også Biehls tre teaterprologer. I det polemiske stykke Tvistigheden lader hun sit talerør, den dannede og belæste Ariste forklare, at en god komedieforfatter må kende de regler, der gælder for genren, have læst genrens hovedværker og frem for alt have indsigt i »det menneskelige Hierte og alle dets Driv-Fiædre«. Biehl kunne leve op til sine egne fordringer, hun havde både praktisk erfaring og teoretisk viden om den dramatiske kunst. Hendes liv havde belært hende om ømme og hårde hjerter. I stedet for et honorar for debutkomedien tilbød man Biehl en fri loge i teateret. Hun benyttede den flittigt, og hun fortsatte i sin nye omgangskreds studiet af menneskehjertet.
Biehls hovedværk er de syv komedier, som hun får opført i perioden 1764-71, Den kierlige Mand, 1764, Haarkløveren, Den forelskede Ven eller Kierlighed under Venskabs Navn, Den listige Optrækkerske, alle 1765, Den kierlige Datter, 1768, Den Ædelmodige, 1768 og Den alt for lønlige Beiler, 1771. Tobindsudgaven af hendes komedier indeholder desuden hendes tre teaterprologer, »Melpomenes og Tahliæ Trætte«, »Den glædede Thalia«, »Den forsvundne Angest« og hendes polemiske stykke Tvistigheden eller Critique over den listige Optrækkerske.
Hjerternes ømme dialoger
Biehl beundrede sin forgænger i komediekunsten Ludvig Holberg. Hun havde som barn læst hans komedier, og hun tog ved lære af ham, selv om hendes største forbilleder var den franske Phillippe Néricault Destouches og den italienske Carlo Goldoni. Som Destouches benytter Biehl dele af det gamle commedia dell’arte persongalleri: den patriarkalske faderfigur Hieronimus, hans kone Magdalone, deres giftefærdige datter Leonora, tjenerne Henrik og Pernille og Leonoras friere.
I Holbergs komedier er en uligevægtig, ufornuftig karakter sat i centrum af komedien og intrigen. Hos Biehl bliver de lattervækkende og uligevægtige personer til bipersoner. De unge giftefærdige døtre og sønner er rykket helt i forgrunden. Den unge datter eller hustru Leonora er ofte hovedpersonen i Biehls komedier, og en ædel og følsom husven spiller en vigtig rolle i selve intrigen.
Leonoras lattervækkende friere er beslægtet med det gamle commedie dell’arte teaters lærde pedant »il Dottore« og den storpralende soldat, »il Capitano«.
Det ømme hjertes følelser har overtaget fornuftens status som det bedste og sikreste holdepunkt i menneskets tilværelse. I Holbergs komedier tjener konflikter omkring ægteskab og forlovelse til at sætte handlingen i gang og bringe den uligevægtige og ufornuftige karakter i aktion. I Biehls komedier er ægteskabshistorien selve hovedsagen; hendes scene er borgerhusets modtagelsessalon; her samtaler personerne om deres følelser for hinanden. De ømme hjerter sejrer, og de inderlige følelser leder til god moralsk opførsel.
Biehl giver sjældent det komiske element en dominerende plads. Hun lægger større vægt på personernes diskussion af følelser end på at skabe komiske optrin omkring de uædle og ufølsomme bipersoner. Tjenerne Henrik og Pernille, der var vigtige redskaber for fornuften i Holbergs komedier, spiller en ubetydelig rolle hos Biehl. Henrik er ofte en naragtig friers tjener, og scener med Henrik og Pernille bliver pauser og fyldstof i handlingsgangen. De ømme hjerter skal have lov til at hvile sig, og tilskuerne får tid til eftertanke, mens Henrik og Pernille flirter efter et fast og velkendt mønster; Henrik lokker Pernille med, at han kan gøre hende til frue, hvis hun vil hjælpe hans herre hos frøkenen.
I debutstykket Den kierlige Mand har scenerne imellem Henrik og Pernille større plads end i de senere komedier. De to tjenestefolk har allieret sig med den letlevende baron, der vil forføre både frøkenen og fruen, og den snedige Pernille vil lokke fruen til at blive lige så koket, som de fleste fruer i København: »Endskiønt det er kommen saa vidt, at hun, ligesom de fleste af vore Fruer, hverken bekymrer sig om sit Huus eller sine Børn mere; men pynter sig den halve Dag, og bringer den øvrige halve til med Visiter, Kort, Skuespil og Dands; saa har hun dog den naragtige Grille, at elske sin Mand«.
For at understrege, at komediernes konflikter omhandler publikums eget hverdagsliv, anfører Biehl undertiden, at borgerhuset ligger i København, og hun lader personerne referere til byen. I Den kierlige Mand er borgerfamilien netop flyttet fra Fyn til København, og den unge hustru Leonora er derfor endnu ikke helt ødelagt af hovedstadens mange forlystelser.
I den mest komiske af Biehls komedier Den listige Optrækkerske spiller Pernille en vigtig rolle. Hun sætter intrigen imod mandebedrageren Lucretia i gang. Men hendes motiver er også her »egennyttige«; Lucretia har givet hende en ørefigen, og Leonard vil give hende 50 ducater, hvis hun vil afsløre Lucretia. I Den Ædelmodige er Pernille for en gangs skyld dydig og godhjertet, og det viser sig, at Pernille er en fornem frøken, der har forklædt sig som tjenestepige for at undslippe en ond frier.
Biehl viser i komedierne sit publikum et galleri af personer med vidt forskellige følelser over for ægteskabet og med forskellige meninger om, hvad ægteskabet bør være. Børn, unge piger, agtværdige matroner, impulsive patriarker, kærlige døtre, trofaste ægtemænd, ædle friere, besindige husvenner, egoistiske tjenere og kyniske hyklere får på skift overladt ordet i den lange gennemspilning af varierende forestillinger om ægteskabet, der kommer til udtryk i de forskellige komedier.
I Den forelskede Ven præsenterer Biehl publikum for den agtværdige enke Magdalone, der giver sin datter Leonora lov til selv at vælge sin ægtemand. Men Leonora har slet ikke lyst til at gifte sig. Hun foretrækker det rolige liv i moderens hus. Hun er sikker på, at hun »ved en fornuftig Vens Raad og Ledsagelse ville blive langt lykkeligere end ved en Mands Herredømme«. Leonora har i Leander en sådan ven, og hun foragter sine frieres tilbedelse, og den magt, hun påstås at have over hjerterne, kalder hun en plage og forfølgelse.
»Saa det er et Beviis paa hendes Magt, at de forfölger, piiner og plager hende? Jeg veed forud, hvad enhver har at siige: den eenes Hierte vansmægter af Længsel efter mig; den anden vil opoffre alt det Guld, der er i Peru for at viise mig sin brændende Kiærlighed; den tredie stötter sig saa tæt til mig at jeg neppe kand röre mig, og er færdig at dræbe de andre to med sine Öyne; siger han da imellemstunder et Ord, saa gaaer det ud paa det samme, som de andres, nemlig: Elsk mig! det er at sige: bliv lige saa daarlig, som vi ere«. (Leonora i Den forelskede Ven).
Leonoras tiårige søster Lise vil imidlertid gerne overtage de mange friere. Hun sværmer barnligt for deres komplimenter, håndkys og foræringer. Lise er en interessant og meget vellykket komisk figur. Allerede i debutstykket Den kierlige Mand havde Biehl et barn med på scenen, og børn blev brugt som figurer i den nye franske borgerkomedie, men Biehl er den første danske forfatter, der lader et barn tale på scenen.
Den forelskede Ven ender selvfølgelig med, at Leonoras fortrolige ven, til hvem hun har beklaget sig over frierne,
»Saa længe Deres Hierte er mit, kand ingen Magt adskille os. En Fader har ikke Rettighed til at befale sit Barn uanstændige Ting«, trøster den følsomme frier Leander sin Leonora i komedien Haarklø- veren.
bliver hendes ægtemand. Sand kærlighed begynder nemlig ifølge Biehl i gensidig højagtelse og venskab. Kærlighed er ligesom i Anna Catharina von Passows kærlighedsfilosofi højagtelse, venskab og »Tilbøyelighed« i forening. Biehls Hieronimus-figur hævder i flere af komedierne sin faderautoritet over for Leonora, og hun trodser ham ikke, selv om han handler naragtigt, selvisk og ufølsomt. Når Hieronimus foretrækker en hyklerisk frier, bliver hans beslutning omstødt. Hieronimus kureres ikke for sit heftige og uskønne temperament, sin selviskhed og mangel på omtanke. Hans myndighed består, men de ømme hjerter tager gang på gang magten fra ham. Magtskiftet imellem den gammeldags Hieronimus og den nye følsomme mand har Biehl allerede fat i i Den kierlige Mand. Hieronimus er her en mere positiv figur end i de fleste af de senere komedier. Han er en enkemand, der helst vil hygge sig med et godt glas vin. Han har opgivet at forsøge sig hos fruentimmerne: »Vil man got af dem, maa man idelig caressere dem, og det gider jeg ikke mere været over«, forklarer han. Han har overladt sin myndighed til Leonoras kærlige mand Leonard. Men det er hans kritik af Leonoras vilde liv, der får Leonard til at gribe ind over for sin hustru og vække hendes følelser ved at vise hende, at deres barn savner sin mor. Hieronimus interesserer sig ikke det mindste for det forsømte barn, han taler om Leonards risiko for at blive hanrej: »Det være langt fra, at jeg har i Sinde at fornærme Eder; det bliver Eders sag. Og naar I kan taale, at man siger: I er Hanrej, saa kan jeg gierne taale, at man siger: Min Broderdatter er en Coquette«.
I Den Ædelmodige er Hieronimus’ fadermoral imidlertid blevet aldeles tvivlsom og hjerteløs. Også hans forretningsmoral er højst angribelig. Hieronimus gør sig lystig over kærlighedsægteskabet:
»Troe mig, En Kone som ikke elsker sin Mand kan giøre ham Livet suurt nok, men er han oven i Kiøbet saa ulykkelig, at hun holder af ham, ja, saa er der aldrig nogen udkomme med hende«.
Men den ædelmodige Ariste vil ikke tvinge Leonora til ægteskab. Hans synspunkt er, at ægteskabet må bygge på gemytternes overensstemmelse, og han siger forklarende til Hieronimus: »Men for at giøre Pligternes Udøvelse des behageligere for min Kone, saa maatte de komme overeens med hendes Tilbøielighed, og derfor bør jeg ved min Omhue og Hengivenhed først stræbe at vinde den«.
Da Ariste opdager, at Leonora elsker Leonard, forsyner han den fattige frier med kapital og erhverv, således at han kan indfri Hieronimus’ økonomiske fordringer til en frier. Ariste er blevet et faderalternativ for de elskende.
Komediens publikum er blevet grundigt belært om Hieronimus’ farlige »egennyttighed« og har set de ømme hjerter komme til magten.
»Og kan I være saa daarlig og lægge dette Fruentimmer Qvik, Qvak paa Hiertet? Det er intet andet end Fias, som de forbitrede Romaner har sat hende i Hovedet. Hun vil paa nogen Tid forestille slig en Heltinde, der sukker og græder over sin Faders Tyranie; thi det maae I vide, at der er aldrig noget Forslag, det maae være saa fornuftigt, som det vil, at de jo skal have noget at indvende derimod, saa snart det ikke er kommen af en Fruentimmer Hierne«, formaner den gamle pengepuger Hieronimus i Den Ædelmodige.
Den listige Optrækkerske er Biehls morsomste og mest satiriske komedie. Optrækkersken Lucretia blev spillet af jomfru Bøttger, der ellers udførte Biehls Leonoraroller. Men Lucretia er ingen dydig Leonora. Hun er en snedig gambler på ægteskabsmarkedet, der forstår at udnytte sine friere og franarre dem deres penge uden at gifte sig med dem. Lucretias friere er dog ikke mindre bedrageriske end hun selv. Den gamle Hieronimus vil udnytte hende seksuelt. Baronen håber at få fingre i hendes penge. Kun Leander er oprigtig over for Lucretia. Han bliver bedraget af sine egne følelser. Komedien vil således afsløre frierinstitutionen og vise, hvor let det er for den godhjertede Leander at tage fejl af sig selv og Lucretia. Hun kan bedrage mændene, fordi hun er i stand til at optræde som deres »indbildning« om kvinden. Over for Hieronimus er Lucretia et dydigt og fromt barn, og dermed pirrer hun hans fantasi og seksualitet. Baronens fantasi tilfredsstiller hun i rollen som en rig, forlystelsessyg, men uerfaren arving. Leanders fantasi omskaber hende til en følsom, dannet og ubeskyttet kvinde, der bruger sin tid på læsning og gode gerninger.
»Hieronimus: ‘… det var slet intet Ont i, i fald det Du har om Halsen, blev dig for varmt, at Du da kastede det af, og sad med din blotte Hals i min Nærværelse; thi jeg har for mange Tider siden under-tvungen mine Begiærligheder’. Pernille (sagte): ‘Hvilken gammel Skiælm!’ Lucretia: ‘Det kunde den Ærbödighed, som jeg bær for Dem, aldrig tillade mig’«. (Den listige Optrækkerske).
Følelseslivet er fuldt af farer, bedrag og selvbedrag. Frierinstitutionen ligner en maskerade, og Lucretia er parat til at give mændene, hvad de ønsker sig, for, som hun siger, at more sig over deres dumhed og undgå ægteskabets åg.
Den listige Optrækkerske forargede. Bolle Luxdorph advarede personligt Biehl mod stykkets moral, og hun følte sig foranlediget til at svare sine kritikere igen i det polemiske stykke Tvistigheden eller Critique over den listige Optrækkerske, der dog aldrig blev opført.
Et umenneskeligt brev
Biehls glansperiode på teatret blev kortvarig. I 1766 vandt hun Det Smagende Selskabs pris for den bedste komedie med Den kierlige Datter, og flere af komedierne blev oversat til tysk og svensk og også spillet i Sverige. I 1771 begyndte den unge Rosenstand-Goiske sin teaterkritik, og han tog i flere omgange hårdt fat på Biehls komedier. Han betegnede hendes personer som »dialogiserende Maskiner« og kedede sig bravt over Den kierlige Mand. Den første genopdagelse af Holberg kom til at koste Biehl hendes ry som dramatiker. Og en ny kommende stjerne havde allerede skrevet sine lystspil, nemlig Johannes Ewald. Biehl forsøgte sig i 1770’erne med tre stykker i en ny populær genre, nemlig syngespillet. Men da Hans Vilhelm Warnstedt i 1779 tiltrådte som teaterdirektør, gjorde han det klart for Biehl, at han ikke ønskede at modtage hendes originale arbejder. Han sendte hende, hvad hun selv kalder »et umenneskeligt Brev«.
»Det Onde, som jeg endnu daglig føler, og som efter al Sandsynlighed vil ende mine Dage, er endnu en Virkning af dette umenneskelige Brev«, skriver Biehl i Mit ubetydelige Levnets Løb.
Warnstedt satsede på Ewald, som efter opførelsen af Balders Død i 1778 havde vundet hoffets og publikums bevå-genhed, og kunne triumfere, da Fiskerne blev opført på kongens fødselsdag i 1780. Biehl sluttede sit arbejde for teateret med tvungne oversættelsesarbejder. Men da teateret ikke længere havde brug for hendes komedier, fandt hun en ny genre at arbejde med, nemlig den moralske fortælling, og hun benyttede den nye genre til at hævne Warnstedts umenneskelige brev.
En mandig dronning
Mens Charlotta Dorothea Biehls borgerkomedier i 1780 var sendt helt og aldeles ud i mørket, og Biehl forgæves sendte bønskrifter til stats- og geheimesekretær Guldberg om at få del i de østersøiske aktier, nød en anden kvindelig dramatiker hoffets og den mægtige Guldbergs gunst. Birgitte Catharine Boye havde allerede en glorværdig fortid som salmedigter, da hendes andet ægteskab i 1778 førte hende til København.
Boye opnåede arveprinsens støtte til sine sønners opdragelse og studier, og da hun blev enke i 1775, modtog hun selv understøttelse »til sit Ophold«.
Da Ewald i 1780 fejrede kongens fødselsdag med dramaet Fiskerne, valgte Boye at fejre enkedronningens fødselsdag den 4. sept. 1780 med et lille hyrdestykke i to handlinger. Boye skabte hyrdestykket Melicerte, trykt 1780, til det lille lystteater på slottet Fredensborg. »Give Gud at dette Lidet maatte opfylde mine Hensigter, som ere og har været at behage min Dronning og erhverve mig hendes opmuntrende Bifald«, skriver Boye i sin ærbødige dedikation.
Boye underholder sin dronning med et godt gammeldags hyrdespil, der er henlagt til en yndig, sydlig hyrdeegn, hvor dydige hyrder bejler til den smukke hyrdinde Melicerte.
»Hyrder og Hyrdinder kommer dansende omkring Melicerte med Guirlander i Hænderne, een af Hyrdinderne legger en Blomsterkrands paa Melicertes Haar i det hun gaaer frem for Alteret – de dandse, og efter Dandsen deele de dem hver paa sin Side af Alteret«, skriver Boye i en af sine regibemærkninger, og man kan forestille sig, hvilket yndigt optrin de kongelige tilskuere har fået at se.
Blandt hyrderne er den fremmede Nordan, der kan fortælle om sit nordiske »Fædrende Land«, hvor »enhver Fure er svanger til tusindfold Formerelse«, og kong Dans afkom hersker med »Viisdom og Retfærdighed«. Nordan besynger den stærke dronning Dannebod, der har frelst tronen. Behændigt giver Boye Dannebod enkedronningens egen slægtsafstamning, og Juliane Marie får i hyrdestykket sit kup med Struensee i 1772 fortolket som en sand kvindelig heltedåd. Dannebod har genindført dyden ved Dans hof, understreger Boye, og hun refererer dermed indirekte til Struensees og den unge dronning Caroline Mathildes kærlighedsaffære, som enkedronningens kup satte en stopper for.
Besiælet af Religionen
Laae Dydens Hevn paa aabne Læber — Men —
Uhørte Suk rev Ordet hen
Og Ømheds Taare faldt på Purpuret!
Da græd mit Norden høit, saa Himlen hørte det —
Da reyste hun sig op med frygtet Majestæt
Som vor Semiramis — og stod,
Mens Tronen vaklede, ved Tronen —-
hun soer med ædel Trods og Brunsvigs Helte-Miner:
Dans Trone skal staa! jeg vil beskytte den!
Beskytte eller døe, men under dens Ruiner!
Juliane Marie kunne være tilfreds med denne højstemte ode med de mange fornemme pauser og tankestreger i den tyske digter Klopstocks stil, og hun kunne fornøje sig over de indlagte patetiske arier og danseoptrin, der bryder afvekslende ind i hyrdestykkets forlovelseskonflikt. Med oden til dronning Dannebod vinder Nordan hyrdernes sangerkonkurrence og dermed Melicerte som sin brud, men han vælger at overdrage Melicerte til den hyrde, hun elsker. Nordan træffer det valg, Melicerte ikke selv kunne træffe, fordi hendes pligt til at være lydig imod sin far forhindrer hende i at vælge frit:
»Var hun mindre god, saa var det lettere for hende at vælge; men nu fører Dyd og Kierlighed Strid i hendes Hierte og hun vover sig ikke til at giøre et Skridt, hvorved hun siden skulde have noget at bebreyde sig selv — hun har Høyagtelse for Tyrsis, hun elsker Menalk, og har det ømmeste Venskab for mig, hun vil ikke selv vælge — «
Med sin kunst og sin nordiske Dannebodsdyd løser Nordan imidlertid konflikten, og hyrderne kan danse ind til en afsluttende korarie, der priser den danske enevælde:
Fra en uindskrænket Trone
zittrede til Hytten ned
Denne stærke Jubel-Tone:
Glæde og Lyksalighed.
Boye indbygger alle 1700-tallets kerneord om kærligheden i Nordans replik: højagtelse, ømt venskab og dette at elske, og Nordan løser frierkonflikten således, at Melicerte både kan bevare sin højagtelse for Tyrsis, sit ømme venskab med Nordan og sin kærlighed til Menalk.
Den stakkels unge dronning Caroline Mathilde kunne nok have haft brug for en frelsende Nordan ved Struensees henrettelse i 1772, men Caroline Mathilde var for længst skaffet af vejen og til enkedronningens lettelse død og borte, da man i september 1780 forlystede sig med Boyes hyrdespil.
Det eneste, der var tilbage af Caroline Mathildes historie, var Juliane Maries heltedåd og modige dydighed. Birgitte Catharine Boye fortsatte sit dramatiske arbejde med et større stykke Gorm den Gamle. Et heroisk Skuespil i tre Handlinger, 1781. Stykket er tilegnet arveprinsen, en ikke særlig begavet mand, der mistede enhver politisk indflydelse efter kronprinsens kup mod Juliane Marie og Guldberg i 1784. Gorm den Gamle er et flot udstyrsstykke, der gør kong Gorm til et samlingspunkt, en hero, der hyldes af hele Norden. Boye digter frit videre på sagnstof om kong Gorm, og hun vælger at lade ham holde hof på den gamle kongsgård i Lejre, og hun anbringer dekorativt hans datter Gunnild og hans dronning Thyre med hver deres broderi uden for kongens »Løvsahl«.
Om kongens datter flokkes rige bejlere, først og fremmest den stridslystne svenske tronarving Storbiørn og den smukke norske kong Erik Haraldsen. Men Gunnild har givet sin troskabsed til en finsk kæmpe, den farlige Ragner, som har frelst hende fra to finske »Jomfru-Ranere«. Gorm må skuffe Storbiørn:
»Det er bittert for mig at bedrøve dig; men jeg maa Nys mødte jeg Gunnild – hun trykkede denne Haand til sine Læber og fortalte mig med en vis Uroe: at en ubekiendt Ragner, en Finlandsk Jette, leed som en Trold, men ædel som en Halvgud, har reddet hende ved Kamp mod tvende Finner; at denne Jette har hendes Løfte, og at han kommer til Leyre for at ædske mit samtykke «.
Heldigvis viser det sig, at det var den norske kong Erik, der havde forklædt sig som finsk trold, og det store nordiske drama kan slutte som en lykkelig forlovelseshistorie. Fællesskabet mellem tvillingerigerne Danmark og Norge får en heroisk og mytisk forklaring, og uden at skele det mindste til konkrete historiske forhold kan Boye imødekomme sin samtids interesse for sagnstof, historiemyter og patriotisme. Mens Gorm afventer nyt fra sine forskellige slagmarker og ordner den nordiske forlovelseshistorie, har den ædle dronning Thyre sluppet sit broderi og sat gang i opbygningen af fæstningsværket Dannevirke, der kan forsvare Norden mod de germanske hærførere. »Ja! hun er viis, en mandig Dronning, og hendes Dannevirke vil bære hendes Navn til de sidigste Slægter«, udbryder skjalden Uffe begejstret, og Gorm samstemmer: »Ha! min Alders fromme Skyts-Gudinde! Heltemodige Dannebod! Ikke sank dine Hænder modløse i Skiødet«. Boye sparede ikke på heroismen, og selv om dansk dronningemandighed var blevet et mindre aktuelt royalt tema efter kronprinsens kup i 1784, blev Boyes stykke opført i pragtfulde dekorationer af Thomas Bruun i anledning af kronprinsens fødselsdag i 1785, og Det smagende Selskab genoptrykte stykket, der første gang var blevet udgivet i 1781.
Skjalden Uffe beskriver malende det store Dannevirke: »Nyelig har jeg beseet Arbeidet – Fæstningen hviler paa en graa Klippe-Muur, som naaer fra Slesvig til Vesterhavet, og Havet lokket frem igiennem Jordens udhulede Sider, snoer sig allerede om Dannevirkes evige Foed, og man reyser Taarne ved Taarne, ikkun hundrede Favne imellem hvert, og under hvert Taarn en dyb Port, og det Heele hældes sammen, saa Biergtrolde skal Hamre Ild deraf«.
Boye afsluttede sin digterkarriere med forskellige lejlighedsdigte til kongelige mærkedage og endnu et heroisk skuespil Sigrid eller Regnalds død fra 1795. Samme år udgav hun sit digt, Tanker ved Kiøbenhavns Ruiner, hvor hun højstemt skildrer de forfærdelige brande i 1794 og 1795, hvor den mægtige ild; i »rædsom Pragt …klæder sig i vores Eiendom«. Boye undlader ikke at besynge den nu magtfulde kron- og arveprins som en folkets trøster og hjælper:
Nys flammed’ Christiansborg, hvor uberegneligt
var Arveprindsens Tab! o, var det dog hans største!
Men giöre vel, det maa den eiegode Fyrste,
Han hörte Armods Suk, og troe mod hver en Pligt,
Han kaldte paa en Flok, som uselt alt forliste,
Og venlig hused’ dem, og længe dem bespiiste.
Birgitte Catharine Boye blev selv bespist af sine royale velyndere, men hun fortsatte ikke sit forfatterskab efter digtet om Københavns ruiner. De nordiske sagn- og historiemyter, som hendes generation af 1700-tals-dramatikere havde været så optaget af, fandt nye fortolkere blandt romantikkens digtere. Birgitte Catharine Boye valgte at tie og overlod digtekunsten til sine to sønner, der dog ikke opnåede samme succes som deres mor.
Dyden triumferer
»… hun og Jomfrue Biehls Exempler vise, at Fruentimmeret meget vel kan forene Huusholdningskunst med Indsigter, og at de forædles ved disse ligesaa meget, som de gavne dem selv,
deres Mænd og Børn ved hine«, skriver Jørgen Birch i sit Billed-gallerie for Fruentimmer, 1793, om Birgitte Catharine Boye. Den kvinde, der skrev i eget navn, måtte nødvendigvis opvise en passende dydighed, og hendes arbejde skulle både tjene til hendes selvopdragelse og opdragelsen af publikum. Både Boye, Anna Catharina von Passow og Charlotta Dorothea Biehl gjorde sig i den henseende de ihærdigste anstrengelser. De kunstneriske resultater var ikke altid lige store. Selv om Boyes dramatik er bedre end sit litteraturhistoriske rygte, kan hendes dramatiske arbejder ikke måle sig med de to praktikere Passows og Biehls stykker, hvor man klart fornemmer, at de har vidst, hvad der gør sig på en scene, og hvordan man kan stille personer op over for hinanden og få replikskifter til at bevæge sig. Det var Passows og især Biehls dygtighed, der holdt liv i den danske dramatik efter Holbergs død. En ny begavet og følsom kvindelighed havde hos Passow og Biehl gjort sin entré på scenen, mens Boye med et vist besvær fik stablet sine royale heltinder på benene.