I mange hjem har salmebogen været den eneste lyriksamling eller ligefrem den eneste bog. Den har været et tilbud om tryghed på sengekanten også for andre end børn og syge. Salmerne »Tryggare kan ingen vara« (»Ingen er så tryg i fare«) og »Blott en dag, ett ögonblick i sänder« (»Kun en dag, et øjeblik ad gangen«) er svenskernes brugslyrik.
Carolina (Lina) Sandell-Bergs (1832-1903) digtning har haft en enestående gennemslagskraft. I det tidsrum, hun skrev, blev det patriarkalske præsteskab med Johan Olof Wallin i spidsen alvorligt udfordret, når det gælder salme- og sangdigtning, og Lina Sandell kom fuldkommen til at dominere de frie kirkesamfunds salmebøger fra og med den første udgave af Pilgrimsharpan, 1861. Hun tog selv del i redigeringen af denne samling, og 50 af de 225 sange var hendes egne. Evangeliska Fosterlands-Stiftelsen var udgiver af Pilgrimsharpan, der blev trykt i mange udgaver, og som i 1889 fik navnet Sionstoner. Lina Sandell havde sine rødder i bondesamfundet, og hun brugte et hverdagsnært, lettilgængeligt sprog. Det har gjort hende elsket, men også givet hende modstandere, både i hendes samtid og senere. Som den bedst kendte af vækkelsesbevægelsens digtere har Lina Sandell uretfærdigt måttet stå som repræsentant for en banal religiøs digtning og en letkøbt tro, der viger uden om de store og alvorlige eksistensspørgsmål.
Selvfølgelig er der sødladne indslag! En vuggende harmoni lokker i »En stilla stund med Jesus, O vad den jämnar allt«. Men også i en sådan salme taler hun om manglende tro, om ængstelse ved jordiske småsysler, og om den følelse man kan have, når man går såret og misforstået fra et vækkelsesmøde. Man kan altid finde en ængstelig søgen efter mening og en halvvejs hemmelig tøven i hendes digtning. Et dårligt helbred lige fra barndommen bidrog til, at tankerne om døden hele tiden var nærværende for hende. Længsel efter helhed og tillid er gennemgående stærkere hos Lina Sandell end evnen til at tro. Måske er det netop hendes tvivl og hendes fortrolighed med lidelsen, der har gjort hende så folkekær?
»Men hver gang Herren således rykker en plantning op, i hvis skygge vi har lejret os, er det ligesom om udsigten straks blev udvidet. Vi står så alene på den frie mark uden disse synlige støtter at hænge op ad; men det usynlige hjem er samtidig blevet så meget desto mere virkeligt … Jo lettere udrustning, desto friere vandrer man«, skriver Lina Sandell i sin dagbog oktober 1860 efter moderens død.
Hendes tekster om længsel bort fra livet og tvivl har virket stødende på salmebogsredaktørerne, og mange af salmerne er derfor blevet omarbejdet eller forkastet. Et sent eksempel er den salme, der begynder med spørgsmålet: »Är det sant att Jesus är min broder«, der i 1986 mistede et vers, da den blev valgt ind i Den svenska psalmboken. I skrækken for det banale ligger der også en afstandtagen fra alle stærke udtryksmåder. Svenska Akademiens Ordlista forklarer, at banal betyder hverdagslig, slidt og plat, flad. Hvor meget kan vi tåle at læse om folks uhæmmede følelser af glæde, kærlighed og sorg? 1800-tals-mennesket kunne tåle mere, end vi kan i dag. For salmekomiteen, der blev nedsat i 1969, og som fremlagde sit første forslag til en økumenisk salmebog i Sverige i 1981, var dette for meget:
O lär mig då älska, ja, älska dig så,
Att ingenting mera kan skilja oss två.
Du är ock for evigt densamme som nu,
Och ingen, nej ingen, mig älskat som du.
O, lær mig da at elske, ja, at elske dig sådan,
at intet mere kan skille os to.
Du er også evigt den samme som nu,
og ingen, nej, ingen, har elsket mig som du.
Sådan lyder det tredje vers i salmen »Jag älskar dig, Jesus, jag vet du år min«. Lina Sandell oversatte denne salme i det sidste år, hun levede, og næsten i hver linje henvender hun sig direkte til Jesus med ordet du eller dig. Spændingen i salmen ligger i sammenligningen mellem jordisk og himmelsk kærlighed. For iagttageren synes al denne kurren om kærlighed måske for snakkesalig, og den er entydigt uintellektuel, nærmest ubehersket, hvis ikke det var for rytmens strenghed.
Ordenes tilpasning til rytmens regler er på den anden side et sanseligt træk. Denne »banale« salme er sandelig hverken plat eller flad, den er snarere alt for kurvet. Det citerede tredje vers var salmens rytmiske og sanselige højdepunkt. Salmen kom ikke med i salmebogen.
Lina Sandells billeder af Guds moderlighed har været særlig stødende for den gode smag. Censuren af hendes salmer er en vigtig del af den svenske salmehistorie og religionshistorie, og den viser, hvor centralt det helt op til i dag har været at befæste det mandlige gudsbillede. I 1972 fulgte Sionstoners udgiver statskirkens eksempel og ændrede ordene »Hugsvalande såsom en moder« (Husvalende som en moder) til »Hugsvalande i deras hjärtan« (Husvalende i deres hjerter), en linje i salmen »Till-komme ditt rike« (Komme dit rige).
Moder er et ord, der har været genstand for regelret udrensning. Uden at ødelægge rimet kunne mændene nemt skifte moder ud med broder – et mere ufarligt ord. Kyllingemoder blev til faderhjerte, og den moderlige vinge blev til den faderlige hånd. Når moderbilledsproget i en salme blev alt for gennemført, strøg man hele vers, eller salmen blev helt strøget, når nye udgaver kom på tale.
Både i Det gamle og Det nye Testamente omtales Guds og Jesu moderlige kærlighed og omsorg. Der finder man også for allerførste gang billedet af hønen, som prøver på at beskytte sine kyllinger. Allerede ærkebiskop Anselm af Canterbury kaldte i en bøn fra 1000-tallet Jesus for moder, så det var langtfra en herrnhutisk vranglære, sådan som modstanderne senere hen troede. Grundtvig har også brugt dette billede i en salme, som Lina Sandell senere oversatte. Endnu mere udførligt kunne den norske Dorothe Engelbretsdatter, der selv var mor til ni børn, i 1600-tallet skildre hønens anstrengelser for at samle sine små.
Når kvinderne betonede guddommens traditionelt kvindelige egenskaber, var det ikke for at erstatte den maskuline gud med en feminin, men for at uddybe det abstrakte begreb Gud. De kaldte »ham« stadig Fader. Men ved at blive tilført moderlighed fik Gud et mildere ansigt og var ikke længere Det gamle Testamentes forfærdelige hersker, der krævede, at fædre skulle ofre deres sønners liv.
Med vækkelsesbevægelsernes trøstende budskab om nåde og forsoning blev der skabt en Jesus-skikkelse, som tabte sin vrede og oprørskhed. Her finder vi ikke manden, der drev kræmmerne ud af templet. Han står i stedet stille med hænderne strakt ud til velsignelse og beskyttelse som Bertel Thorvaldsens Kristusstatue, der blev kopieret og masseproduceret i gips og porcelæn for kirke og hjem.
Ved at tæmme gudsbilledet og dog beholde dets væsen som hankøn fortalte de skrivende kvinder samtidig, hvordan de ville have, at mænd skulle være.
Lina Sandell var ikke mors pige, men fars. Som voksen havde hun en mandlig skytsengel, underretsdommer Th. Odencrants. Han var den »veninde«, der måtte dele hendes ængstelse og tøven over for Oscar Bergs frieri, da hun følte det, som om valget stod mellem Jesus og Oscar. Da brylluppet så var overstået, skrev hun til Odencrants, at Oscar ordnede alting så hyggeligt inden døre for hende »med rigtig moderlig omsorg« (hendes understregning). Det ser ud, som om idealmennesket for Lina Sandell var en moderlig mand, mens en moderlig kvinde ville blive alt for meget af det gode.
Jag kommer svag ockbräcklig,
Min kraft är otillräcklig!
Hvad är jag utom dig?
Jag kan ej hjertat böja
Jag kan ej själen höja
Om Du ej bor hos mig.
(Utrykt manuskript, Carolina Sandell, 16 år).
Redaktører og udgivere fik Lina Sandell til selv at ændre sine salmer, og efter hendes død fortsatte censuren. Den populære salme »Kun en dag, et øjeblik ad gangen« kaldte 1980’ernes salmebogskomité for »en sang om fortrøstning til Guds faderomsorg« til trods for, at man vidste, at faderbilledet slet ikke var med i den originale version fra 1866. Allerede i 1872 var Herren blevet skiftet ud med Fader, og moderhjerte ændret til faderhjerte. Ironisk nok skete det i det samme år som Lina Sandells tyske ungdomsidol F. W. Krummachers »Guds moderliga hjerta och enkans oljokruka« blev trykt på svensk, en prædiken, hvori Gud blev kaldt »hun«. Der var altså stadig oprørere.
Mens gudsbilledets maskulinitet blev udfordret og forsvaret, foregik der en ikke-kontroversiel feminisering af englene. Engle i Bibelen og i den kristne kunst var i lang tid mandlige. De var straffende og bar sværd, de var alvorlige sendebud eller magtfulde vejvisere. Fra og med barokken kan man se kvindelige engle i kunsten. På 1800-tallets populære olietryk er skytsenglene ofte kvindelige. De holder deres beskyttende hænder over børnene som Guds udsendte mødre. Grænserne mellem kønnene opretholdes således, ved at milde og omsorgsfulde skikkelser, sendebud fra Gudfader, fremstilles som kvinder.
Når 1800-tallets kvinder ikke kunne blive præster og heller ikke uden indre og ydre konflikter hengive sig til intellektuelt arbejde, så var salmedigtningen det nærmeste, de kunne komme til prædikestolen. Lina Sandell kaldte sig »en god skrivers pen«, et beskedent udtryk, der dog også tyder på, at hun i høj grad værdsætter sig selv. Det var faktisk et problem for hende at forene sin naturlige stolthed med en passende beskedenhed. Dagbøgerne fra hendes ungpigeår vidner om en frygtelig kamp for at erobre kvindelig underdanighed og ydmyghed.
»Hvorfor er store begavelser, udmærkede forfattere som oftest så fri i deres meninger og grundsætninger? Nogen virkelig nytte har man rigtignok ikke af en sådan bog, og dog læses den med fornøjelse! Er det retfærdigt!?!«, spørger den 16-årige Lina Sandell i sin dagbog efter læsning af Goethes Wilhelm Meisters Læreår, hvis kapitel »En skøn sjæls bekendelser« bygger på en herrnhutisk kvindes beretning om sit oprør mod den fædrene magt.
Den position, hun til slut opnåede som heltidsansat i Evangeliska Fosterlands-Stiftelsen i Stockholm – med den opgave at skrive poesi og prosa, oversætte og redigere tidsskrifter for børn og voksne – gav hendes forkyndelse større plads, end den nogensinde havde kunnet få via et præsteembede. Hun dominerer stadig de frie kirkesamfunds salmebøger. I Sionstoner, 1972, har Lina Sandell 76 sange af 700, og i Den svenska psalmboken, 1986, finder man 13 af hendes originaltekster og én oversættelse. Hendes debutbog Andeliga vårblommor (Åndelige forårsblomster), 1853, blev udgivet helt anonymt. Nogle år senere gav en tidsskriftredaktør hende signaturen L. S. Men disse initialer, der skulle være en skærm til at skjule sig bagved, blev et flag. Da hendes Samlade sånger begyndte at blive udgivet i 1880’erne, skete det også under den velkendte signatur.
De kristne kvindelige forfattere søgte forbilleder blandt Bibelens kvindeskikkelser. Sammen med Charlotte af Tibell skrev Lina Sandell bogen Bibelns qvinnor, og Betty Ehrenborg-Posse valgte Bibelens Debora, Mirjam og evangelisten Philippis fire døtre som forbilleder. Disse lærde og poetiske kvinder, mente hun, havde bemyndigelse af Gud til at digte åndelige sange, skønt nogen kunne synes, at denne opgave udelukkende tilhørte præsteembedet.
Hvis ikke den unge Lina Sandell havde været så svagelig, var hun sikkert blevet nødt til at følge i sin mors fodspor som praktisk arbejdende præstekone i en eller anden præstebolig i Småland med køer og høns, piger og karle. I stedet fik hun en usædvanlig undervisning i sprog, naturkundskab og geografi af sin far. Storebroderen Johan forsøgte med alle midler og forgæves at slippe for præstekaldet, Lina derimod ville gerne læse.
Catharina Elisabeth Ehrenborg-Posse, kaldet Betty (1818-1880), havde en helt anden baggrund end Lina Sandell. Faderen var amtmand i Skaraborgs Län og døde, da Betty ikke var mere end fem år. Moderen, Anna Fredrica Ehrenborg (1794-1873) lærte sine børn, at de aldrig skulle lade nogen dag gå uden at forøge deres viden. Selv debuterede hun som enke i 1837 med en lille bønnebog og skrev senere små skrifter for husmødre og under signaturen Onämnd (Unævnt) tykke bøger med fortællinger, samt børnebøger, en rejseskildring fra Europa og debatbøger, bl.a. med forsvar for Swedenborgs lære. Datteren Betty debuterede fire år efter sin mor med ungdomsdigte i samlingen Små foglar från Kinnekulle (Små fugle fra Kinnekulle). Da en ældre broder skulle studere i Uppsala, tog søstrene og moderen med, og de boede alle hos provst Knös. I smug studerede hun filosofi om natten, gik til forelæsninger hos Erik Gustaf Geijer og P. D. A. Atterbom og forsynede sine bekendte med referater.
Sin første løn fik Betty Ehrenborg-Posse som guvernante, og den gik til moderens syskole for fattige børn. Efterhånden blev undervisningen en livsgerning også for hende. Trods skoleloven af 1842 havde den almene folkeskole endnu i 1850’erne ikke fået sikkert fodfæste. Derfor havde Betty Ehrenborg-Posse også timer i almene fag ud over religionsundervisningen i en frivillig søndagsskole. Efter overstået lærerindeseminarium i England begyndte hun at uddanne lærere. Det meste af hendes litterære produktion er netop pædagogisk prosa og poesi. Man mærker det gode humør fra Uppsalakredsenes digterkonkurrencer og charader (dvs. stavelsesgåder) i hendes samleudgaver, tillige med en intellektuel bidskhed. Betty Ehrenborg-Posse var kritisk over for lægmandsprædikanterne og skrev i sine breve ironisk om alvorlige ynglinge, der mødtes for at læse Carl Olof Rosenius og synge Oscar Ahnfelts sange.
Carl Olof Rosenius prædikede en mild, tilgivende kristendom og udgav tidsskriftet Pietisten. Han var Lina Sandells åndelige leder og ven, mens Betty Ehrenborg-Posse fandt hans lære mangelfuld. Komponisten Oscar Ahnfelt udgav 12 populære hæfter med Andelige sånger, som bl. a. indeholdt melodier til en række af Lina Sandells tekster.
Som voksen er hun kun sjældent lige så modig og personlig i sin digtning som i den melodramatiske debutsamling med dens rolledigte som »Sjelfmördarens dödssång« og »Den wansinniga om våren«. Sidstnævnte digt handler om en enke, der pines af syner og tænker på ormen, der »gläds i hufvudskålens ben« (glæder sig i hovedskallens knogler). I hendes eget barndomshjem var den døde fader et forbudt samtaleemne. Sine stærkeste udtryk for selvkritik og troskamp reserverede hun brevene og dagbøgerne. Hun havde svært ved at tilgive sig selv, at hun som ganske ung havde været tiltrukket af katolicismen, og før sit giftermål var hun bange for at volde ulykke på grund af sin »upålidelighed«.
Den strenghed og kritik, hun udøvede over for sig selv, bemærkes mere i hendes salmer end løfterne om nåde og tilgivelse. Hendes version af »När juldagsmorgon glimmar« er velkendt, og endnu i dag hænder det, at skolebørn synger denne sang ved skolens juleafslutning. De synger om glæden ved, at Gud ville komme til jorden og fødes i en stald:
Nu ej i synd jag spille Min barndomsdagar mer!
Nu ej i synd jeg vil spilde
Min barndoms dage mere!
To gange var Bettys engagerede forhold til mænd årsag til krise i familien. Først som 38-årig kunne hun gifte sig med en mand, hvis karakter og karriere moderen kunne acceptere, og da var Betty selv tøvende. Nøjagtig som moderen blev Betty Ehrenborg-Posse enke, mens børnene var små. Hun henvender sig ofte til Gud i Jesusbarnets skikkelse. Så kan hun bruge hele sin moderlige sanselighed:
O, kom i min famn! i mitt bröst sänk dig ner,
Låt mig älska och åskåda Dig!
O, kom i min favn! sænk dig ned i mit bryst,
lad mig elske og skue dig!
– udbryder den enlige mor til tre børn i »Barnet Jesus« i Andeliga Sånger för Barn och Ungdom, 1871.
Hun fortsætter med at kalde Jesusbarnet »min Konning, mitt Lamm«; hun »smyger« sig ind til ham og beder: »Med din Anda tänd lif uti mig!«. I de to sidste strofer er symbiosen fuldkommen. Fortælleren indtager barnets plads, og den voksne kvinde finder hvile i Jesu favn:
Du är idel kärlek, Du er idel tröst,
O, Du barn, sjelfwa godhetens brunn!
En springande källa går fram ur ditt bröst,
Som for ewigt hugswalar min mun.
War min, war min egen, war kostlig och kär,
War min himmel, min endaste fröjd!
Ditt sällskap forkorte den stund jag går här,
I din famn är jag salig och nöjd.
… gid blodet, som går
fra din gennemstukne sides sår,
må vaske i sin himmelsaftmig
ren for syndens skyld og kraft!
Kildens vand er et enkelt billede på det, mennesket har brug for. I salmen »Morgon mellan fjällen« (Morgen mellem fjeldene) synger bækkens vand, at Gud er god. I ældre salmer er den livgivende strøm fra Jesus af en meget mere brutal og kropslig art. Strømmen og kildevandet er blodet fra Jesu sår. Ved hans offerdød skal alle kristne reddes og have tilgivelse for deres synder. »Klippa du som brast for mig« (Klippe, du som brast for mig) og »Här en källa rinner« (Her en kilde rinder) har Betty Ehrenborg-Posse oversat fra engelsk, og da disse salmer igen bearbejdes i løbet af 1900-tallet, mildnes blodsymbolikken. Klippen, der brast, var Jesu krop. Betty Ehrenborg-Posse skriver om:
… blodet, hwilket går
Från din stungna sidas sår,
Twage i sin himlasaft
Mig från syndens skuld og kraft!
»Herren vil stadig beholde mig i ovnen. O, han ser sikkert, hvor mange slagger der stadig er tilbage, som skal brændes bort. Han ser sikkert, hvordan jeg endnu ikke er blevet til intet. O, gid kødet dog alligevel, efter så mange døds-stød, virkelig blev dødet«, hedder det i Lina Sandells dagbog den 1.8.1860.
I salmebogen fra 1937 er det konkrete i salmen blevet abstrakt. Nu kommer blodet fra hjertet, Jesus kaldes Guds lam, og det gør billedet mindre dramatisk, og der forekommer ikke længere nogen »vask i himmelsaft«.
Kilden i »Här en källa rinner« er Immanuels (altså Jesu) blod, som vi skal vaske vores syndspletter af med. Den kvindelige forfatter lader blod rime på god. I bearbejdelsen fra 1920 nævnes blodet slet ikke, rimordet på god er kildens friske »flod« (dvs. strøm). Nu vaskes menneskets »pletter« ikke længere af. I stedet slukker vandet den åndelige tørst. Der bliver sjælefred og stille ro i hjertet.
Ligesom Betty Ehrenborg-Posse digter også Charlotte af Tibell (1820-1901) om, hvordan Jesu blod giver hende kraft, og hun bruger billedet af en glædens vin, og hun »Lustvandrar i Ordet med vännen god«.
Sammenlign med Lina Sandells salme fra 1880:Herre, låt ingenting binda de vinger,Hvilka du en gang har gifvit åt mig!
Men sådan kan hun først udtrykke sig efter en kamp for at erobre troen på Guds nåde. Det, vi i dag kalder teenage-problemer, når børnene skal finde deres plads blandt de voksne og er nødt til selv at vælge deres grad af tilpasning og oprør, ytrede sig for mange piger i 1800-tallet som en troskrise. Som konfirmander lærte de reglerne, og ved selve handlingen i kirken skulle de højt bekende deres underkastelse over for menigheden og over for den Gud, som ser alt. Dagbøgerne fortæller om en stor angst forud for konfirmationen. Pigernes egen sandhedslidenskab og lærerens trussel om evig fordømmelse gjorde det svært at lade eden blive en læbernes bekendelse i stedet for hjertets. Lina Sandells far Jonas, der som præst havde konfirmander, skriver således i sin dagbog i 1850: »Synd ikke: du har Gud over dig: hans engel ved siden aƒ dig: den onde fjende bag ved dig: tusind vidner inden i dig og den åbne afgrund under dig«.
Dagbøgernes kriserapporter om syndsbevidstheden er en særlig genre, der aldrig kom ud i offentligheden undtagen i den bundne poetiske form, og da som enkelte salmelinjer, øjeblikkeligt mildnet af fortrøstningsord. Dagbogsprosaen er derimod kaotisk og uden trøst. Det er tekster fulde af understregninger, begynden forfra, rettede sjuskefejl, udråbsord og et utal af spørgsmåls- og udråbstegn efter hinanden.
Hver tone må visselig stemme overens
med Ordets prædiken om Jesus Kristus.
Charlotte af Tibell begyndte først efter sin omvendelse i 30-årsalderen at offentliggøre poesi. Blommor på vägen till Zion, 1852, indledes med en programerklæring, digtet »Den fangne fågeln«. Fuglen er lænket fast i hendes bryst og må ikke synge, »det är så befalld« (dvs. sådan er der befalet). Fuglen vil synge om hjertets spørgsmål, men må glemme og gemme alting. Måske kommer tonerne først til at klinge efter døden, blandt salige harper ved lammets trone. Men der er en mulighed. Den sidste strofe siger, at den spæde stemme godt må høres på jorden, hvis den priser Gud:
Hvar ton må öfverensstämma visst
Med Ordets predikan om Jesum Christ.
Hæv din profetiske stemme,
lad den rulle i skyen,
indrist din advarende skrift
tydeligt på himlens bryn.
Det bliver Charlotte af Tibells udvej. Hun prædiker i overensstemmelse med den rene lære, men i debutsamlingen trykker hun også sine ældre profane digte. Den oprørske romantiker finder en passende kode for sine følelser ved at påberåbe sig slægtskab med tordenen. I digtet »Åskan« (dvs. tordenen) hedder det således:
Höj din profetiska stämma,
låt henne rulla i skyn,
Rista din varnande skrift,
klart uppå himmelens bryn.#note12″
For en sikkerheds skyld fremholder hun på den anden side linneaen og kattefoden som ubemærkede og nøjsomme billeder. I 1867 udgiver hun den anden del af sine samlede digte. Det har været en urolig tid i Europa. Preussen har taget Slesvig og Holsten fra Danmark, og den svenske opinion har været splittet på spørgsmålet om militær bistand. Også Østrig blev besejret af den preussiske hær, og Frankrig var det næste mål. Da skriver Charlotte af Tibell om vikingetiden, om Frideborg, som hun kalder den første kristne kvinde i vore fædres land. I digtet bliver hun omvendt af Ansgar og henvender sig til sine brødre og frænder for at bede dem om at komme til Herren og ikke længere føre deres ofre til stumme gudebilleder: »Träd, kämpaskara, i Hans fridsförbund!«
Charlotte af Tibell udgav 1872 sin eneste roman Esther och Castenza. Romanen er en romantisk fortælling om to moderløse piger og formulerer en social utopi om et samfund, hvor mænd og kvinder arbejder side om side, og kærligheden hersker. En stor del af romanen beskriver dog mændenes magtmisbrug og overmod. Kritikken fremsættes med humor, men budskabet er alvorligt. Mændene må tage deres ansvar, dvs. kristnes.
Samlingen blev tilegnet prinsesse Eugenie, der holdt regelmæssige møder på slottet. Eugenie kaldte kvinder til sig til syklubmøder, men det, de egentlig foretog sig, var at tale sammen om trosspørgsmål, planlægning af velgørenhed og Bibelstudier med forskellige indkaldte lærere. Også Lina Sandell blev indkaldt personligt af prinsessen.