1600-tallets adelsfrue Birgitte Thott var sin tids danske mesterværk af en lærd kvinde, en »femina docta«, en »femina illustris«. Hun er en af de få danske kvinder, der ved sin død blev hædret med hyldestdigte på latin, og vist nok den eneste, der også fik nogle på græsk. Hun ville have frydet sig over digtene. I sit skrift Om et lyksaligt liv roser hun romerne for at have indført en lov, der befaler, at der holdes hyldesttaler over kvinder, når de dør, hvori de roses efter fortjeneste ligesom mænd.En stort anlagt trykt ligtale over hende selv skrevet på latin af hofmesteren på Sorø Akademi, Jørgen Rosenkrantz, findes bevaret. Her kan man danne sig et indtryk af hendes liv. Ligtalen er en lovprisende genre, som giver plads til overdrivelse. Men Birgitte Thotts sprogkundskaber bekræftes af mange andre end Rosenkrantz. Endelig vidner hendes egne oversættelser om hendes evner, selv om de endda ikke dækker alle de sprog, hun skal have talt.
Tag: Oversættere
Der er forskel på, hvor meget den enkelte af de godt 150 berømte kvinder, vi har kendskab til i Norden i tiden fra 1500 til 1800, efterlod sig i form af kunstneriske eller faglige værker. Men plukker man de nordiske kvindelige forfatterskaber ud og samler dem, store og små, blomstrer Norden smukt med engagerede, bevægende, skarpe, hengivne, fine værker, ofte samlet i buketter omkring en lærd familie, en herregård eller et kvindekloster.En kvindebevidsthed og en litterær æstetik på niveau med den øvrige europæiske står klart frem hos Nordens »feminae illustres«.
I 1600- og 1700-tallets Danmark og Sverige blev salmer og åndelige sange af og til formidlet af kvinder, sommetider af samleriver eller til brug for egen andagt, sommetider udelukkende som materiale til en oversættelses- eller skriveøvelse. Men hen mod århundredskiftet 1700 finder vi et stigende antal kvinder, først og fremmest i Danmark, som ikke alene nedtegnede andres salmer, men som selv var salmedigtere.Der er en markant forskel på kvinders salmedigtning i Danmark og Sverige. I Danmark findes navne på forfattere med en righoldig produktion, som udgav samlinger af sange under eget navn. De blev genstand for samtidens hyldest og nævnes i fortegnelser over betydelige og lærde danske kvinder. I Sverige blev derimod især enkeltstående salmer skrevet af kvinder til de pietistiske og herrnhutiske kredse. Salmerne blev optaget i de salmebøger, der begyndte at udkomme omkring 1730.