I Lärda Tidningar den 15. november 1764 kan man læse: »Min herre! Man beklager sig ofte hos os over mangel på snilde, på nidkærhed og på kærlighed til videnskaber, kunster og nyttige indretninger; men ingen taler om årsagen hertil: ingen mærker, hvor ringe opmuntring der findes blandt os: hvor sjælden nogen belønnes for det gode, han har kunnet udrette: ja, hvor almindeligt det er ikke engang at blive nævnt, men at blive overantvortet til evig glemsel«.
Lars Salvius (1706-1773) var bogtrykker, forlægger og boghandler, debattør inden for emner, der vedrørte økonomi og sprog, medlem af Vetenskapsakademien. Udgav fra 1745 og til sin død Lärda Tidningar med henblik på at præsentere videnskabelig litteratur og Vetenskapsakademiens taler og artikler for den brede almenhed.
Ordene refererer til Maria Gustava Gyllenstiernas (1672-1737) litterære virksomhed. Hun karakteriseres her som »en Frue af stort snilde og høj byrd, som i vor tid har hædret sit Fædreland og sit Køn«.
Hvem var da denne grevinde Gyllenstierna? Hun regnes til tidens litterært kyndige kvinder, hun er med i samtidige fortegnelser over Lärda Swenska Fruentimmer og nævnes med denne karakteristik i adelskalenderen. Hun var rigsråd Carl Bondes anden hustru, fødte ham fem børn, mens hun fulgte ham på rejser til bl.a. Finland og England, inden han døde i 1699. Maria Gustava Gyllenstierna var enke i op mod 40 år, og det er i disse år, hun er engageret i sin skriftlige virksomhed på Tyresö slot uden for Stockholm.
I Stockholms Magazin, april 1780, gengives oplysninger om 23 lærde kvinder fra von Stiernmans ikke-publicerede Gynæceum Sveciæ Litteratum eller Afhandling om Lärda Swenska Fruentimmer.
Oversættelsesarbejde
Oversættelser fra tysk og fransk udgør en stor del af hendes produktion. Josephus, en jødisk historieskriver fra vor tidsregnings første århundrede, skrev om jødernes historie, og dette omfattende værk oversatte Maria Gustava Gyllenstierna efter en fransk udgave fra 1600-tallet. Hun roses for dette arbejde i et hyldestdigt fra 1713 af Sophia Elisabet Brenner, der skriver:
Det länder alt wårt kiön, Min Nådigste Grefwinna
Til mercklig prydnad och til heder, jemte Ehr,
At man Josephum klädd i Swenska kläder seer,
Af en så Högförnäm och Dygdfullkommen Qwinna.
Det tjener hele vort køn, min nådigste grevinde,
til anselig pryd og jer til hæder,
at man ser Josephus klædt i svenskeklæder
af en så højfornem ogdydelig kvinde.
Det kan virke sært, at netop dette værk blev genstand for grevinde Gyllenstiernas oversætteriver. En forklaring kan være, at 1600-tallets lærde verden i Uppsala interesserede sig for hebraiske og orientalske sprog og for jødisk tro og rabbinsk lærdom. Årtierne omkring år 1700 er højdepunktet for disse studier, der ofte får næring gennem studierejser til udlandet og kontakt med rabbinske lærde og med jødisk fromhedsliv. Denne nye verden formidles i rejsedagbøger til svenske lutheranere, og når forskerne kom hjem, gav de deres erfaringer videre. Måske var det på denne måde, at Maria Gustava Gyllenstiernas nysgerrighed blev vakt for jødernes historie, og samtidig må hun have haft en ambition om at oversætte et kendt værk til svensk. I sit hyldestdigt peger fru Brenner netop på denne oversættelse som en national opgave:
Man läs i många språk Josephi lärda Skriffter,
Men den, som intet språk, än blott sin Swenska kan,
Har härtils stått sig slätt, och warit brydd, om han
Haft lust at weta grund, om Juda Folcks bedriffter.
Man læser på mange sprog Josephus’ lærde skrifter,
men den som intet sprog kan ud over sit svenske,
har hidtil stået sig slet og været forlegen, hvis han
har haft lyst til at kende baggrunden for Juda folks bedrifter.
I Lärda Tidningar står der, at »man kan let forestille sig, at dette vidtløftige værk ikke har været den mindste del af den fornemme Autors arbejder«. Maria Gustava Gyllenstierna var en flittig oversætter. Hun oversatte nemlig Dorothe Engelbretsdatters Taare-Offer til svensk samt Gottlieb Creutzbergs 80 passionsbetragtninger Sïählaroo i Jesu såår, begge i 1727, den sidstnævnte dog kun i håndskrift. Maria Gustava Gyllenstierna indskriver sig med sit oversættelsesarbejde i en svensk litterær tradition. I 1600-tallet var det almindeligt, at adelskvinder oversatte, sammenstillede eller selv skrev andagtsbøger. I løbet af århundredet blev der oversat megen andagtslitteratur, frem for alt fra tysk eller via tysk. Den tænkte læsekreds var her tit de adelskvinder, som ikke beherskede fremmedsprog så godt, at de ubesværet kunne læse andagtslitteraturen på originalsprogene. Men i mange tilfælde oversatte de mere sprogkyndige adelsdamer også selv andagtsbøger for »den, som intet sprog kan ud over sit svenske« for nu at citere fru Brenner. Catharina Gyllengrips oversættelse fra 1670 af Gyllene Skatkista, den sentimentale passionsfromheds fornemste frembringelse på svensk, er et eksempel på denne oversatte andagtslitteratur. Andre andagtsbøger er resultater af indsamlingsarbejde og afskrivningsvirksomhed, og det betyder, at en tekst godt kan findes i forskellige andagtsbøger. Maria Euphrosyne de la Gardie, gift med en onkel til Aurora Königsmarcks kusiner, sammenstillede i en tid, hvor familien blev hårdt ramt af den svenske krones inddragelser af adelsgods, en omfangsrig andagtsbog, der rummede fromhedslivets indflydelsesrige forfattere. Mange af de håndskrevne andagtsbøger er naturligvis forsvundet, selv om en del er bevaret som slægtsklenodier. I slutningen af forrige århundrede opbevarede sene efterkommere stadig den bog, som Märta Berendes i anden halvdel af 1600-tallet fyldte med betragtninger, bønner og en levnedsbeskrivelse. De bønner, som Märta Berendes ikke selv har skrevet, har hun skrevet af. Neden under en bøn oplyses det, at den er hentet fra svigermoderen Ebba Oxenstiernas bog.
En anden bøn er undertegnet AMP, tolket som Anna Maria Posse, Märta Berendes’ svigerinde. Inden for denne tradition af fromme skrivende adelskvinder bringer grevinde Gyllenstierna således oversættelser af opbyggelig litteratur i trykken.
En langvarig eftersøgning af Märta Berendes bønnebog gav resultat i efteråret 1990. Ved hjælp af adelskalender og telefonbøger lykkedes det at spore den person i slægten, som ifølge oplysningerne havde den gamle håndskrevne bog for hundrede år siden.
Sonetter over Jesu liv, lidelse og død
Når Maria Gustava Gyllenstiernas produktion omtales i Lärda Tidningar, tænkes der sandsynligvis også på det, som kun foreligger i håndskrift. Disse skrifter har interesse, fordi de også vidner om hendes litterære ambitioner og desuden om hendes åbenlyse bestræbelse på at slutte sig til kredsen af lærde kvinder. Om Menniskornas fahl och uprättelse, Betrachtade Widh Wårs Herres och frälsares, Jesu Christij, Heliga Mandoms anammelse, födelse, hel: lefwerne, pino, och död, samt upståndelse och Himblafärdh
»Om menneskenes fald og oprejsning, betragtet ved vor herres og frelsers, Jesu Christi, hellige manddoms annammelse (dvs. antagelse af menneskelig skikkelse), fødsel, hellige levned, pine og død, samt opstandelse og himmelfart«.
er den lange titel på et omfattende værk i fire dele, hvoraf de første tre er bevaret i lige så mange hæfter, skrevet med Maria Gustava Gyllenstiernas egen smukke håndskrift. Den fjerde del er muligvis tabt eller blev måske aldrig færdig. På forsatsbladet til første del står årstallet 1730, og i tredje del står der med dronning Ulrika Eleonoras håndskrift, at bogen er blevet overbragt fra Tyresö i 1734, nogle år før forfatterens død. Med værkets ca. 500 sonetter skriver forfatteren sig ind i en litterær europæisk tradition. Det er et led i passionsfromhedens renæssance i både katolsk og protestantisk fromhedsliv i 1600- og 1700-tallet at skildre Jesu liv og frem for alt hans lidelse og død i bunden, strofisk form. Man regnede bibelepikken for at være den kristne verdens svar på de klassiske og hedenske episke værker, og dermed er den en høj og ærefuld genre. Da grevinde Gyllenstierna skriver et hyldestdigt til Johan Paulinus-Lillienstedt, hvori han prises for sine 30 år tidligere »oplagte« digte, er det netop en forgænger i genren, hun hylder.
Et tidligt og et sent eksempel på tysk passionsdigtning: I 1629 blev den af M. Schneider forfattede Die Histori des Leidens und Sterbens/ unsers einigen Erlösers trykt, og i 1760 Der leidende Jesus, oder die Geschichte des Leidens und Sterbens unsers Herrn Jesu Christi af Phil. Ernst Kern. I Danmark blev Elias Naurs lange og lærde passionsdigt Golgotha paa Parnasso trykt i 1689.
Omtrent samtidig med at Maria Gustava Gyllenstierna arbejder på sine sonetter om Jesu liv og død, udkommer der på tryk to lange digte om lidelseshistorien, nemlig Sophia Elisabet Brenners og Jacob Freses. De tre forfattere lader til, ud over emnevalget, at have det til fælles, at de er blevet inspireret til deres digtning om lidelseshistorien af Haquin Spegels prædikensamling over Jesu lidelse og død.
Haquin Spegel (1645-1714) var ærkebiskop og en af Sveriges betydeligste salmedigtere. I 1671 blev han hofprædikant hos Hedvig Eleonora og holdt som sådan de prædikener over lidelseshistorien, der blev trykt i 1723 og i 1727.
Men der er også andre ligheder, der er begrundet af genren, og som kan genfindes hos senere repræsentanter for passionsdigtningen i svensk litterær tradition. I digtene bliver meditation blandet med prædikentraditionens udlægninger, fortolkninger og forklaringer og med genfortællinger af lidelseshistoriens hændelsesforløb. En skildring af Golgata-begivenhederne, set af en tilstedeværende, indgår også i genren. Ligesom andre forfattere i denne genre bevæger Maria Gustava Gyllenstierna sig hjemmevant i bibelsprog og bibeltolkningstradition, men til forskel fra f.eks. fru Brenner og Jacob Frese interesserer hun sig ikke i første række for emnets opbyggelige og didaktiske aspekt, men mere for at give kommentarer til bibelfortællingerne. Således fremlægger hun i fodnoter sin læsning af samtidig litteratur og viser dermed den boglige dannelse, som en from kvinde fra samfundets øverste lag kunne have. Med henvisning til Talanders rejsebeskrivelse Curieuse und Historische Reisen durch Europa, 1698, fortæller hun, at enkens søn i Nain hed Mattæus, og at han senere blev biskop i Trier. Erland Dryselius’ Kyrkohistoria över Nya Testamentet, 1708, bidrager med en oplysning om, at Lazarus har prædiket Guds ord i Marseille og dér har lidt martyrdøden. Også den populære engelske opbyggelsesprædikant Jeremy Taylor citeres ved flere lejligheder, men selv da er det frem for alt traditionsstof, som formidles. At nadveren blev indstiftet den 2. april, og at langfredag dét år faldt på den 3. april, noteres også af den kundskabsformidlende grevinde. Det var tydeligt, at sonetsamlingens emne engagerede grevinde Gyllenstierna, og engagementet viser sig også i en donation af otte malerier med motiver fra Jesu liv til Tyresö kirke i 1722. Muligvis skænkede hun også maleriet Smärtomannen til samme kirke.
At hun, ligesom sin digtende medsøster Sophia Elisabet Brenner, begiver sig ind i en genre med så høje krav i den litterære tradition, er et tegn på, at hun var sig selv bevidst som forfatter. Maria Gustava Gyllenstierna giver endnu et eksempel på denne bevidsthed, da hun i 1730 hyldede den nyligt afdøde fru Brenner, »Wår dyra Skalde Fru«, som det hedder i sonetten. Ellers havde grevinden ikke grund til at bringe sin hyldest i form af lejlighedsdigtning til andre end dem, der stod over hende på den sociale rangstige. Hvad hun fremhæver i dette begravelsesdigt er netop fru Brenners digt over Jesu lidelse og død:
Ty billigt Henne ges, hwad högt Hon want på Jorden,
Odödligt Heders Nambn, för dygdförd wandel skär,
För sann Gudsfruchtan med Passion betrachtad här,
SOPHIA BRENNER ty, och säll i Himblen worden.
Thi tilbørligt gives hende det, hun vandt på jorden:
udødeligt hædersnavn for ren og dydig vandel,
for sand gudsfrygt med passion her betragtet.
Sophia Brenner er nu vorden salig i himlen.
Maria Gustava Gyllenstiernas »åndelige og verdslige poesier«
Også andet håndskriftmateriale end det ovenfor nævnte er bevaret; det meste af det er skrevet mellem 1710 og 1720. Det indeholder »andeliga och werldsliga Poesier« og er »skrifwit med des egen hand«. Med en anden håndskrift står der som forklaring på forsatsbladet, at det »är samme grefwinna, som öfwersatt Josephi Judiska Historia på swenska«. I digte med udtryk som »Mein Gott Ge Singt« ((jeg har) sunget til Gud), »I kärlek, tro och hopp Iagh Min Gudz Godhet Spör« (I kærlighed, tro og håb mærker jeg Guds godhed) skjuler Maria Gustava Gyllenstierna sine initialer, og det tyder på, at det var i den åndelige digtning, hun selv følte, at hun hørte hjemme.
Ikke mindst de digte i samlingen, som viser hen til passionsfromheden, er vigtige. Et digt »Om Christij pina och siu ord« (Om Kristi pine og syv ord) fylder 16 tætskrevne sider, og der er digtet små vers over Creutzbergs passionsandagter. Blandt anden åndelig digtning – om verden og dens forfængelighed og om længslen efter det himmelske hjem – bemærker man en oversættelse af et digt med oplysningen »på tyska aff M: årå K mark« i marginen. Digtet, der har titlen »Jerusalem O du helga Gudz Stadh« (Jerusalem, oh, du hellige Guds stad) genfindes i tysk original i Aurora Königsmarcks samling digte, hendes egne så-vel som søsterens og søstrene de la Gardies, Der Nordische Weihrauch, oder zusammengesuchte Andachten von schwedischen Frauenzimmern. Jerusalem-digtet tyder på, at grevinde Gyllenstierna har haft adgang til denne håndskrevne digtbog, der nogle år tidligere blev til i den fromme hofkreds omkring Ulrika Eleonora den Ældre. Oplysningen antyder måske også grevindens åndelige slægtskab med den mere inderlige fromhed i hofkredsene, som formodentlig levede videre efter den tid, hvor søstrene Königsmarck og de la Gardie sammen med Märta Berendes dannede en from og spirituel vennekreds om dronningen. Den omfatter også datteren Ulrika Eleonora den Yngre, den dronning, hvis kæreste læsning siges at have været den danske teolog Johan Lassenius’ passionsandagter, som Maria Gustava Gyllenstierna tilegner sine sonetter over Jesu liv, lidelse og død.
Hans andra ordh, helt trösteligt är
som omsårg stedz än for oss bär
i thenna wärdzens usselhet
och wij thet på hans moder seet
han henne tröstlöss eij lätt gåå
ej heller henne wärnlös stå.
Ther aff wij fattom och thet håpp
att han oss i wår wandrings låpp
eij heller öffwergiffwa skall
i all war nödh och mottgångsfall
ty han som mandom på sig tog
han worden är wår broder godh.
Fra Maria Gustava Gyllenstiernas digt om Jesu ord på korset.
Mellem digtene i denne omfangsrige håndskrevne bog er der også nogle, som har sangkarakter, og hvori man nogle steder kan genfinde den sprogbrug, der med forkærlighed anvendtes i den pietistiske sang. »Drag skönsta Jesu migh till tigh« (Drag skønneste Jesus mig til dig) hedder det i en af hendes optegnede salmer med et verbum, der ofte bruges af pietisterne. Her finder man også den selvfølgelige fortrøstning til Gud, som læsningen af tidens opbyggelige betragtninger formidlede. Maria Gustava Gyllenstierna har med oplysningen »går som, rätt hiärtlig iag längtar« (dvs. at salmen går på samme melodi som »Ret hjertelig jeg længes«) oversat en salme fra tysk, hvis første strofe lyder:
Iagh will tig eij förlåtta, om tu på tröstar mig,
eij häller tig förgätta ty uthwalt har iag tig
til barnet mitt dett Kära, iag är tin trogna Gudh
eij må tu tig förfära, för någon nödh ell’ trugh.
Jeg vil ej forlade dig, hvis du trøster mig,
ej heller glemme dig, for jeg har udvalgt dig
til mit barn, det kære. Jeg er din trofaste Gud,
ej må du dig forfærde, hverken for nød eller betryk.
Men Maria Gustava Gyllenstiernas omfangsrige digtning indeholder også »werldsliga Poesier«. Ligesom Sophia Elisabet Brenner deltager hun med sin digtning i hoffets intense fejring af mærkedage. Det drejer sig om en lejlighedsdigtning, der først og fremmest henvender sig til personer i kongefamilien på navnedage, i anledning af hjemkomst fra rejser, til Ulrika Eleonora på hendes bryllupsdag den 25. marts 1715 osv. Et par sonetter, skrevet den 25. og den 28. februar 1715, indeholder en klage over årene med misvækst og nød. Nøden ses som en tugtelse af et »vanartet barn« med sorg til følge for de hjemmeværende og fængsel for dem i de fjerne lande. En bøn tilføjes: »at du velsigner den, du, ligesom Job, næsten har slået«.
Det var ikke så sjældent kvinderne, som repræsenterede datidens interesse for at nedskrive slægtens historie og dens medlemmers ærefulde bedrifter. Grevinde Gyllenstierna skriver eksempelvis et langt digt med en slægtskrønike over faderens »skjoldmærke og våben, som er opsat i Tyresö kirke«, og hun versificerer sine tanker ved forfædrenes grave.
Måske kan man her se en forklaring på grevinde Gyllen-stiernas oversættelsesiver og forfatterskab. De mandlige medlemmer af slægten, hendes forfædre og hendes mand, kunne slås for fædrelandet på slagmarken eller tage del i opbygningen af den svenske stormagt ved at beklæde ærefulde embeder. Naturligvis var oversættelsesarbejde og åndelig digtning for en kvinde i 1700-tallet ikke noget, hvorved hun kunne gøre sig fortjent til et højere embede i samfundet, men hun kunne i stedet give sit bidrag til landets ære ved at være lærd, belæst, sprogkyndig og desuden ved at understøtte det etablerede magtsystem ved hyldestdigtning.
Profilerede Maria Gustava Gyllenstierna sig som kvinde i sit forfatterskab? Det er et tegn på uforfærdethed at give sig i kast med bibelepikken, en anset og værdsat genre, og det er interessant, at netop to kvinder i Sverige på det tidspunkt arbejdede med dette emne. Men der hersker bestemte regler, og der er færdige mønstre, og derfor er det ikke altid så let at ane den skrivende forfatters egne funderinger bag teksten. I sonetterne over Jesu lidelse og død er der dog ét understreget parti, sandsynligvis hendes egen udhævning. Det drejer sig her om Pilatus’ hustru, som ofte i prædikentraditionen fremhæves som kvindeligt identifikationsobjekt på grund af sin selvstændige handlemåde og sin evne til at lytte til det rette i stedet for som sin mand ængsteligt at bøje sig for magten. Maria Gustava Gyllen-stierna skriver:
Wähl anstår thet Ehn fru, att Hoon Sachtmodigt säger;
Sin mann när thet behöfs, Gudfruchtig tankar sin,
Hälst tå på Ehn ond’ wägh, Hoon seer, han träder ihn,
Wijss’ Qwinnors rådh har wicht, förnufftigt the omwäger;
From, waksam Hustrus rådh, Olyckor mång’ afböijer.
Ehn mann som fruchtar Gudh, slik’ dygdig qwinna får,
Hon af Gudälskand’ nijt, sin mann thet bästa råår;
Säll är then mann, som Gudh, slik hustru from tilföijer.
Vel anstår det sig for en hustru sagtmodigt at sige
sin mand sine gudfrygtige tanker, når det behøves,
især når hun ser, at han betræder en ond vej;
vise kvinders råd har vægt, de overvejer fornuftigt;
en from, årvågen hustrus råd forhindrer mange ulykker.
En mand, som frygter Gud, får en sådan hustru;
af gudselskende nidkærhed råder hun sin mand til det bedste;
salig er den mand, som Gud tildeler en sådan hustru.
Det lykkedes måske ikke altid for Maria Gustava Gyllenstierna at gøre rimene flydende og versene smidige, men hun var tydeligvis en sprogkyndig og ihærdig boglæser og fik med fuld ret sin plads i samtiden blandt dens lærde skrivende kvinder, og de var vigtige for et land med stormagtskrav. »En af Sweriges Heders Fruer« skriver Olof von Dalin i sit gravdigt over grevinden. Måske var hun også noget mere. I sin ligprædiken skriver Jacob Strengbom, den præst, der prædikede ved hendes jordfæstelse, om hende:
»Beviste således ved sit eksempel, at det ikke kun er blevet mandkønnet til del at kunne pryde forstanden med boglig lærdom og gøre fornuftig brug deraf«.