Hele Agnes von Krusenstjernas forfatterskab bevæger sig omkring de følelser af ufrihed, desperation og oprør, som hendes opvækst i den gamle svenske overklasse fremkaldte. I sin søgen efter »sandheden om kvinderne« gik hun fra sammenbrudsromanens depressive tekst til den romantiske drøm om den frelsende kvindelighed.Hun stiller de spørgsmål, der var så svære og vedkommende for kvinder i denne brydningstid: Hvad betyder seksuallivet for kvindeidentiteten? Hvordan kan vi finde frem til en positiv kvindelig sanselighed, fri for den nedarvede byrde af kønsangst, kvindeforagt og fornægtelse af det kvindelige begær? I evnen til at udtrykke det fortrængte, det forbudte, ligger styrken i hendes fortællekunst, hemmeligheden ved dens stærke suggestivitet og tiltrækningskraft – men også dens evne til at støde nogle læsere bort i foruroligelse og væmmelse.
Tag: Mor-datterforholdet
Under det selvopfundne pseudonym Cora Sandel debuterede norske Sara Cecilie Margareta Gjörwel Fabricius i 1922 med en kunstnernovelle fra Paris og fortsatte med at skrive på norsk, selv om hun boede i Sverige en stor del af sit liv. I forfatterskabet udgør kvinde og mand oftere modpoler end kærlighedspar. Spændingen i hendes tekster ligger i kraftfeltet mellem kvinde og mand. Og det er kvindens blik på manden, hun skildrer igen og igen.Sandel havde sans for genrebrud. Flere af hendes prosaværker rummer dramatisk nerve samtidig med, at det poetiske udtryk ligger på lur i detaljerne, i brug af rytme og sproglige paralleller og i billedfremstillingen. Der findes både digte og rene dramaudkast blandt hendes efterladte papirer. Hun er blevet kaldt »det usagtes« digter. Det er den underliggende ironi og de bagvedliggende dybere sandheder, der – sammen med hendes evne til at skabe lavmælte, men også trodsigt optimistiske kvindeskikkelser – gør hendes tekster så gode.
Med Nobelprisen i litteratur i 1909 fik svenske Selma Lagerlöf for alvor sit internationale gennembrud. På det tidspunkt var hun allerede en af Nordens mest anerkendte og respekterede forfattere. Tabet af det elskede barndomshjem Mårbacka forplantede sig til hendes forfatterskab som et smertepunkt – en tilbagevendende tematik varieret i roman efter roman.Og det er gennem manglen i tilværelsen, det påtvungne opbrud, at hun, der tilsyneladende ikke havde mere at miste, trådte ind i sin verden af minder og hentede et oprindeligt sprog, der gennemsyrede alt, hvad hun skrev, og som kunne opfattes af høj og lav, af børn og voksne. Hun ville læses af alle, også bondekonerne på landet, skrev hun.Det bliver hun den dag i dag.
Henrik Ibsen fik ikke lov at stå uimodsagt. Tværtimod blev flere af det moderne gennembruds kvindelige forfattere provokeret til at korrigere det Ibsenske forlæg. Gang på gang dukker hans kvindebilleder op i deres dramaer og noveller, men omskrevet og sat ind i for en kvinde mere troværdige historier. To tydelige eksempler på en sådan kvindelig, delvis omvendt dialog med Ibsen er Anne Charlotte Edgren Lefflers novelle »Tvifvel« (»Tvivl«) fra 1866, og Alfhild Agrells drama Räddad (Frelst) fra 1879.Disse tekster viser utilsløret, hvordan Ibsens kvindebillede har virket som en udfordring – en kulisse, der måtte prøves og delvis ødelægges i bestræbelsen på at anskue den under en kvindelig forståelseshorisont.
Gennembruddets svenske geografi.
Fra rim til reformer i Island.
Det var kapitaliseringen af den samfundsmæssige økonomi, som skabte lydhørhed for Nathalie Zahles uddannelsestanker, og gennem sin skolestiftende virksomhed gjorde hun et banebrydende arbejde for at kvalificere kvinder til de nye krav, som omstillingen medførte. Hvis kvinderne skulle kunne forsørge sig selv, krævede det, at de havde kundskaber og uddannelse.I overensstemmelse hermed udformede også gennembrudskvinderne deres romaner som dannelsesforløb. At det sjældent lykkedes, at deres dannelsesromaner blev til sammenbrudsromaner, er ikke fordi de var dårlige forfattere, tværtimod, men fordi romanerne reflekterer modernitetens dobbelthed: at frigørelsen til personlig myndighed samtidig er en frisættelse, et kontroltab.Forfatteren Erna Juel-Hansen kom tættest på at udfylde genren. Af samtlige kvindelige gennembrudsforfattere havde hun den største tillid til fremskridtet. Hendes dannelsesromaner er båret af en optimistisk tro på frigørelsens mulighed og en vilje til – trods alt – at skrive en hel kvindeidentitet frem.
1800-tallet blev læsningens århundrede, og kvinderne erobrede fra begyndelsen – som læsere og forfattere – en stor del af det voldsomt ekspanderende litterære marked. Eftersom netop kvinderne førhen havde været holdt uden for den (latinske) boglige kultur, var flertallet af de mange nye læsere kvinder. Læserne kastede sig især over den underholdende prosafiktion.Blandt de nye genrer, som medierne skabte, blev først den fantastiske (gotiske) og siden den realistiske roman hovedgenren. Kvindelige skribenter fik adgang til medierne i det omfang, de kunne ramme læsernes lyst og behov, og det kunne de faktisk. Fra slutningen af 1700-tallet prægede kvindelige forfattere den europæiske populærlitteratur på en måde, som litteraturhistorien siden langtfra har givet et dækkende billede af.
Danske Friederike Brun holdt salon i over 40 år. Her kom berømte kunstnere som C.E.F. Weyse, D. F. R. Kuhlau, Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger, Just Mathias Thiele, Bertel Thorvaldsen, J. L. Heiberg og mange udenlandske gæster. Salonen var en slags åbent hus og havde sin guldalder i årene 1810-16. I disse år var den ugentlige modtagelsesaften et større leben. Under middagen og senere i pauserne mellem musik, levende tableauer og oplæsning førte man kultiveret æstetisk samtale, og underholdningen blev leveret af de besøgende kunstnere og af datteren Ida.Friederike Brun selv skrev hele sit liv. Hun udgav 15 bind blandede værker. Alligevel må hun ses som en overgangsfigur, ligesom hele salonkulturen var et overgangsfænomen – mellem en feudal og en borgerligt domineret kultur. Hun og hendes salon var udtryk for en levet utopi om en tredje vej: mellem feudalisme og kapitalisme, mellem det kvindelige og det mandlige som skarpt adskilte sfærer. I salonen mødtes disse modsætninger i en kort tid.
Indsamlingen af den mundtlige digtning i Finland i 1800-tallet blev støttet økonomisk af staten og resulterede i en af verdens største samlinger. Mindst halvdelen af de optegnede tekster stammer fra kvinder, kvindelige sangere og fortællere.Ved indsamlingen koncentrerede man sig om indholdet. Kun sjældent tog man notits af traditionsbærerne: dem, der sang sangene eller fortalte eventyrene. Man ved, at der har været mange kvindelige formidlere, men så godt som alle forblev anonyme.I den følgende artikel vil kun en del af denne omfattende tradition blive behandlet: de gamle runer, samt grådkvadene, som udelukkende er blevet sunget af kvinder. Der er alt i alt cirka 145.000 tekster i den første gruppe og i den anden cirka 3.000.