»Skal jeg vove det? Skal jeg vove at skrive en bog efter mit eget hoved uden at tage hensyn til, hvad familien vil sige eller til andre menneskers bedømmelse? Vil jeg vove og have styrke til at indgyde mit eget jeg i en bog, sådan som jeg har drømt om det i flere år?«
Sådan skrev en 25-årig, adelig pige, Agnes von Krusenstjerna (1894-1940), i sin dagbog. Den bog, der foresvævede hende, var romanen om Tony Hastfehr, som blev udgivet i tre dele 1922-26. Første del hedder Tony växer upp (Tony vokser op), de to følgende Tonys läroår (Tonys Læreaar) og Tonys sista läroår (Tonys sidste Læreaar, alle tre da. 1940).
Agnes von Krusenstjerna var debuteret i 1917 med en pigeroman i en let causerende stil, Ninas dagbok (da. 1942), fulgt af en lignende, Helenas första kärlek, 1918. Som 25-årig levede hun stadig en afhængig, hjemmeboende datters liv sammen med sine pensionerede forældre i en lejlighed i Stockholm. I den selvbiografiske romansuite med det sigende navn Fattigadel, 1935-38 (da. 1938-39), skulle Agnes von Krusenstjerna langt senere give en afslørende og malende skildring af sit opvækstmiljø: Den gamle svenske overklasse, som efter århundredskiftet og 1. Verdenskrig var sat i skyggen af en opstigende, kapitalstærk middelklasse.
Hele Agnes von Krusenstjernas forfatterskab bevæger sig omkring de følelser af ufrihed, desperation og oprør, som dette opvækstmiljø fremkaldte. Tony-bøgerne adskiller sig på en chokerende måde fra tidligere ungpigeromaner ved at være opmærksom også på det, som befandt sig under den idyllisk glatte overflade – med pigevenskaber, udflugter, julefester og forelskelser.
Til det mest tabulagte hørte seksualitet og sindssyge. Omkring disse forbudte temaer kredser Tony-bøgerne. Her er der en hel række af eksempler på alt det, som »en pæn pige« ikke skulle vide noget om, men naturligvis i hemmelighed grublede over: erotisk ophidselse, menstruation, homoseksualitet, prostitution, sanseligt begær og seksuel frustration. Alt er skildret som en del af en ung overklassepiges erfaringsverden – som smertelige og vigtige indslag i hendes »læreår«.
Tony vokser op i skyggen af sin mors sindssygdom. Savnet af moderlig bekræftelse fremstår som den dybeste årsag til Tonys fremmedhed i tilværelsen og til den psykiske sygdom, som hun »arver« fra moderen. Sindssygen forklares ganske vist på romantekstens udsagnsplan som en prædestineret slægtsforbandelse, der specielt rammer kvinder i forbindelse med de første erotiske oplevelser. Men på symbolplanet kan dette tolkes som en metafor for amputeringen af unge kvinders følelsesliv i et alt for sparsomt tildelt spillerum for deres begær.
Tony havner til sidst på et privat sindssygehospital. I en tilstand af forvirring og desperation forårsaget af hendes konflikt mellem følelserne for den strikt korrekte forlovede og det sanseligt ladede begær efter en anden mand raser hun ud i orgier af løsslupne aggressioner, erotiske fantasier og selvdestruktivitet. Hendes tillærte kvindeidentitet vakler: Når hun betragter sit ansigt i spejlet, genkender hun ikke mere sig selv.
Tony vokser op og lever i sin fars hus. Efter moderens død bliver hendes og faderens forhold inderligt, men ikke fortroligt. I tredje del, Tonys sidsta läroår, gør hun et radikalt forsøg på at bryde ud af faderhuset. Under sit første udlandsophold på egen hånd, i London, opsøger hun en handelsrejsende, som har kurtiseret hende. Han bringer hende hen til et bordel. »Der er intet i samlivet mellem mand og kvinde, der længere er mig helligt«, skrev den 25-årige Agnes selv i sin dagbog efter et Englandsbesøg.
»Jeg følte med ét, hvordan jeg voksede, blomstrede. Jeg var kvinde, og jeg havde ikke vidst det. Dirrende fór mine hænder over min krop. Kvinde! Brysternes fine runding, hofternes buer, der lukkede sig om en skælvende skål, vidnede triumferende derom. Min var modtagelsens store, ydmyge kunst, alle mine lemmer åbnede sig jo mod kærligheden.
Verden udvidede sig. Tankerne slog hul i muren, og jeg så ind i fremmede, vidunderlige lande. I et pludseligt nu flammede det op for mig, at mit liv kunne jeg skabe selv«. (Tonys läroår, 1924).
En erotisk kunstig labyrint
Da Tony-bøgerne blev skrevet, var Agnes von Krusenstjerna selv brudt ud af faderhuset. I 1921 – samme år som de svenske kvinder fik myndighed og stemmeret – giftede hun sig med forfatteren David Sprengel. Han sluttede helhjertet op om hendes forfatterskab og bestyrkede hende i hendes beslutning om at skrive »virkelig dristige bøger«. Sprengel var en belæst intellektuel, hvis ideal var fransk naturalisme og det moderne gennembruds litteratur. Agnes von Krusenstjernas romantiske stilideal fik gennem ham en tilsætning af skarp realisme, noget, der kommer frem i den målsætning med sit forfatterskab, som hun angav i et avisinterview 1933: »… at sige sandheden – sandheden om kvinderne«.
I sin søgen efter »sandheden om kvinderne« gik Agnes von Krusenstjerna fra sammenbrudsromanens depressive tekst i Tony-bøgerne til den romantiske drøm om den frelsende kvindelighed i von Pahlen-serien. I en sådan utopi slutter nemlig Fröknarna von Pahlen (7 bind 1930-35, da. 1944).
Von Pahlenserien består af syv dele: I: Den blå rullgardinen, 1930 (Det blaa Rullegardin), II: Kvinnogatan, 1930 (Kvindegaden), III: Höstens skuggor, 1931 (Efterårets Skygger), IV: Porten vid Johannes, 1933 (Huset ved Johanneskirken), V: Älskande par, 1933 (Elskende Par), VI: Bröllop på Ekered, 1935 (Bryllup paa Ekered), VII: Av samma blod, 1935 (Af samme Blod). Alle danske udgaver kom i 1944.
Men vejen dertil er lang. Romanheltinderne gør skræmmende erfaringer under deres »passeren gennem alle kærlighedslivets og seksualitetens arter og afarter«, som David Sprengel præsenterede hustruens romanprojekt. Det var en målsætning i samklang med tidens interesse for menneskelivets »natside« af uudforskede drifter og fortrængt begær. I 1930, da seriens første to dele udkom, defineredes den da også af de fleste anmeldere som tilhørende den primitivistiske, Freudinspirerede modernisme.
I litteraturhistoriske håndbøger bliver Agnes von Krusenstjerna sædvanligvis endnu i dag henført til seksualromantikken og fremstillet som en forkynder af den sanselige kærlighed som livets højeste mening. Så enkelt er det imidlertid ikke. Agnes von Krusenstjerna stiller i sin romantekst de spørgsmål, der er så svære og vedkommende for kvinder i denne brydningstid. Hvad betyder seksuallivet for kvindeidentiteten? Hvordan kan vi finde frem til en positiv kvindelig sanselighed, fri for den nedarvede byrde af kønsangst, kvindeforagt og fornægtelse af det kvindelige begær?
Fröknarna von Pahlen er et stort anlagt billede af kvinders skiftende erfaringer, når de søger svar på disse spørgsmål. Tony var en jeg-roman; von Pahlen-serien snarest en kvindelig kollektivroman. Ikke mindre end 14 kvindeskæbner bliver der fokuseret på, og handlingen filtreres gennem forskellige kvinders bevidstheder, adskilte af klasse, alder, miljø og livsvilkår. I centrum står de to »frøkener von Pahlen«, plejemor og plejedatter. Petra von Pahlen adopterer som 25-årig sin forældreløse brordatter, den 11-årige Angela. De to kvinder lever deres liv, dels på Petras landsted Eka i Småland og dels i Stockholm i tiden omkring 1. Verdenskrig.
Agnes von Krusenstjerna er blevet berømt for sine indfølende skildringer af unge pigers udvikling og erotiske opvågnen. Dette legemliggøres i von Pahlenromanerne i Angelas skikkelse. Gennem romanseriens forløb udvikler hun sig til kvinde: forelsker sig, går ind i sit første seksuelle forhold, bliver gravid og svigtet af den pågældende mand for til sidst at føde sit barn på Eka med hjælp og støtte fra plejemoderen.
I portrættet af Petra von Pahlen undersøges et andet vigtigt aspekt af kvindelivet: den enligtstillede, voksne kvindes problematik. Petra bliver i de unge år svigtet af sin forlovede. Hun trækker sig tilbage til den gård, hun har arvet efter en barnløs faster, og isolerer sig dér. Da hun tager Angela til sig, brydes hendes ensomhed og misantropi: »Hun elskede for anden gang. Det var den lille Angela, hun elskede«.
»Og dér, dér tæt ind til Angelas skød, dér ophørte Petras tanker at dunke og slå mod tindingerne. Hun var ikke mand, ikke kvinde. Hun var et liv, som endnu ikke havde følt den omgivende verdens kulde og skygger svøbe sig omkring hende. Angelas skød var blødt og godt at hvile ved. Det var hele jordens kilde. Det var også roden til alt levende og voksende. Nye slægter skulle springe ud i blomst. Hele verden skulle blomstre i vild skønhed fra et lille sted i Angelas skød.
Og da kunne Angela lade sin hånd glide over Petras hår, som om hun allerede var blevet mor, og Petra nu var hendes barn«.
(Av samma blod, 1935).
Det kvindelige begær styrer under overfladen kvindernes liv i von Pahlen-serien. Petra kan ikke slå sig til ro. Hun søger febrilsk efter en mand, som kan fylde tilværelsens tomrum. Aldrig tidligere var kvinders seksuelle begær blevet skildret så direkte, så åbent som her, en chokerende modsætning til den kærlighedsidealisme, som var nedarvet fra romantikken, og som yderligere var blevet spædet op af Ellen Keys lære om »den eneste store kærlighed« som kvinders egentlige livsmål.
»Hun var tom indvendig. Hendes bryst var en hul skål, der længtes efter at fyldes. Kærlighed? Ja, hvorfor ikke vove at erkende det? Hun tørstede efter kærlighed. En kærlighed, der stak og brændte. En kærlighed, der skulle kaste hende til jorden med skilte ben og et skød, der pulserede og hamrede i blodets egen takt.
Her under huden var den virkelige Petra von Pahlen. Ikke den tavse, stilfærdige, kedsommelige, der bevægede sig omkring i dagenes ensformighed som en søvngængerske«. (Höstens skuggor, 1931).
Von Pahlen-seriens indviklede komposition bæres oppe af en interessant spejlings- og dobbeltgængertematik. Som en projektion af Petras frygt for at være en erotisk utilfredsstillet kvinde, optændt af »urent« begær, står forpagterhustruen Adèle som tekstens onde heks og kvindemonster. Hun spejler Petra i et vrangbillede. Fanget i et kærlighedsløst og barnløst ægteskab er Adèle et bytte for sine fortrængte lyster. Hun jager erotik på en besat, hysterisk måde. Det er en stærk og skræmmende skildring af et forfejlet kvindeliv, præget af selvforagt og magtesløshed. På tekstens symbolplan bliver Adèle stadig tydeligere fremstillet som Petras onde dobbeltgænger, inkarnationen af alt det, Petra frygter og foragter hos sig selv. Også på handlingsplanet er der sammenfald mellem Adèles og Petras liv, i og med at de kommer til at attrå den samme mand, forpagteren Tord Holmström.
En af mange mulige læsninger af Fröknarna von Pahlen er at se den som en kvindelig udviklingsroman med Petra som subjektunder-udvikling: en kvinde splittet mellem uforenelige kvindebilleder, søgende helhed og personlig selvforståelse. Angela, »englen«, kan da tolkes som en projektion af Petras gode sider – eller snarere de sider, der udmærker den traditionelt »gode kvinde«. Petras projekt bliver så efterhånden at overskride kvindestereotypierne for at finde frem til en mere sammensat, mindre splittet, individuel »kvindelighed«.
At referere handlingen i Fröknarna von Pahlen med alle dens indviklede og symbolske forviklinger er en umulighed. Ofte synes man at befinde sig i den »erotiske, kunstige labyrint«, som Petra i romanseriens sidste del forvirret mener at være »gået vild i«, og som bogforlægger Bonnier bekymret og rystet bebrejdede forfatterinden at have skabt med forsæt i en perverteret interesse for entartet kunst. Men Pahlen-seriens »sandheder« ligger ikke på intrigeplanet. Bøgerne fortjener at læses som et kompliceret psykodrama, en snørklet vej ind i det kvindelige begærs inderste labyrinter.
Petra og Angela beskrives påfaldende ofte reflekterede i samme spejlglas, hvor deres billeder ligesom glider sammen. De er også udtalt ens – undertiden fremstår de som én og samme kvinde i forskellige livsafsnit. Petra deler attråen efter samme mand med Angela, på samme måde som hun delte attrå med Adèle. Hendes tidligere forlovede, Thomas Meller, kommer (i bind IV) tilbage til Sverige efter 14 års fravær. I den 19-årige Angela ser han et spejlbillede af den Petra, han har elsket som ung. Den ældre Petra »ser« han ikke længere. Det er kvaliteter som ungdom og skønhed, der for manden er afgørende for, hvem af de to kvinder der er værd at elske.
For Petra bliver plejedatteren i denne situation et forlænget jeg, en slags stedfortræder: »Undertiden følte hun det, som om hun på en mystisk måde var smeltet sammen med Angela. Angela boede i hende. Hun blev et dobbeltvæsen, hvis ene halvdel modtog Thomas Mellers brændende kys, mens den andens læber forblev iskolde«.
Agnes von Krusenstjernas tekst finder i sine bedste øjeblikke et overbevisende symbolsprog. I evnen til at udtrykke det fortrængte, det forbudte, ligger styrken i hendes fortællekunst, hemmeligheden ved dens stærke suggestivitet og tiltrækningskraft – men også dens evne til at støde nogle læsere bort i foruroligelse og væmmelse. Uforfærdet beskriver Agnes von Krusenstjerna, hvordan begæret synes at kunne invadere hvem som helst, hvor som helst: søskende elsker søskende med kødelig lidenskab, mænd elsker mænd, kvinder elsker kvinder.
Den gode moders hus
I første halvdel af 1930’erne, da von Pahlen-serien udkom, diskuteredes kvindernes seksuelle frigørelse som aldrig før i Sverige. »Det frivillige moderskab« var et slagord fra radikalt kvindehold, som f.eks. Tidevarvs-gruppen og Riksförbundet för sexuell upplysning, RFSU. Enlige mødre bliver heltinder i adskillige kvinderomaner på den tid. Da Agnes von Krusenstjerna lader den englelige Angela von Pahlen føde sit faderløse barn med glæde, er hun i overensstemmelse med en tendens i tiden, både i litteraturen og i virkeligheden.
Nogle vigtige årstal for kvinder i Sverige:
1921. Almindelig og lige valgret. Nye ægteskabslove ligestiller kvinder og mænd inden for ægteskabet. En gift kvinde bliver myndig som 21-årig.
1925. Kvinder får ifølge Kompetencelovene samme ret til statslige embeder som mænd (bortset fra præster og militær).
1937. Trangsbestemt børnetilskud. Gratis fødsels-, moder-og barnepleje. Ægteskabsbruder ikke længere strafbart. Denyngre part i et incestforholdgår fri.
1938. Præventionsmidler tillades. Begrænset ret til abort afmedicinske grunde.
1939. Forbud mod at afskedige kvindelig arbejdskraft pågrund af ægteskab eller graviditet.
1944. Homoseksuelle forhold mellem voksne bliver straffrie.
Det var næppe denne tematik, som i den grad ophidsede offentligheden, så der blev råbt på censur og bogbrænding af de sidste dele af Fröknarna von Pahlen. Det mest udfordrende i romanserien var den »løsning« for tekstens kvinder, hun skildrede i de to sidste bind: at vende sig bort fra manden og tage sit eget og sine børns liv i egne hænder. »Alene at eje et barn, det må være lykken for kvinder«, siger Petra von Pahlen og tilbyder at tage sig af Angela og hendes ventede barn på Eka. »En lille, hellig familie af to kvinder og et barn« – forbilledet er formodentlig arkaiske gudindekonstellationer.
Dette udvides til en hel matrilineær klan, da Agnes von Krusenstjerna dristigt indfører yderligere to gravide, unge kvinder i billedet. Agda og Frideborg er illegitime børnebørn af Ekas tidligere ejerinde. Petra anerkender dem via moderblodets ret og lader dem bosætte sig på Eka og føde deres børn dér. Man aner en omfattende »ny« slægt med Eka som det mødrene stamgods: »Eka skulle blive et stort og kærligt rige for børn og kvinder«. Petra bliver således, skønt selv barnløs, »stammoder til en ny og lykkelig slægt«. Hendes begær rettes nu helt mod Angela og det ventede barn. Den gravide unge kvindes skød bliver verdens centrum.
Den onde moders hus
Agnes von Krusenstjernas sidste romanserie, Fattigadel, er et bidende og smertefuldt opgør med den konservative overklassefamilie, hun er vokset op i. Vi følger Viveka von Lagercronas liv fra hendes første barndomsminder, til hun i 20-årsalderen er parat til at bryde op fra et broget og livligt familieliv med far, mor og tre ældre brødre.
Fattigadel omfatter delene: I: Fattigadel, 1935, II: Dunklet mellem träden, 1936 (Mørket mellem Træerne), III: Dessa lyckliga år, 1937 (Disse lykkelige Aar), IV: I livets vår, 1938 (I Livets Vaar). Alle danske udgaver udkom 1938-39.
Fattigadel er frem for alt et opgør med hele begrebet »den gode moder« – husets engel, børnenes beskytter og familielivets værn. Agnes von Krusenstjerna gør op med Ellen Keys moderideal. Som lille har Viveka et mareridt, hvor hun ser moderen læne sig over hende med et strygejern i hænderne for at »stryge hende jævn og glat som alle andre«. Ved sin opvågnen råber den lille »højt og skærende«: »Mor er en heks! Mor er en heks!« Dette udråb kunne stå som motto for Fattigadel-serien.
I et natligt mareridt som voksen jager hun efter en flygtende kvindeskikkelse. Viveka tror i drømmen, at det er den søster, hun aldrig har haft, men som hun har længtes efter hele sit liv. Oppe på et højt bjerg indhenter hun skikkelsen, der vender sig om – og Viveka ser ind i sin mors ansigt. Da gribes Viveka af raseri og giver moderen et hårdt slag i brystet, så hun skrigende styrter i afgrunden. Med dette symbolske mord på »den onde moder« slutter moderopgøret i Fattigadel.
Men romanserien indeholder så meget andet. Fattigadel er Agnes von Krusenstjernas mest levende værk – en myldrende slægts- og familiekrønike, hvor den kærlige skildring af Vivekas far, oberst von Lagercrona, er et af de fineste faderportrætter i svensk litteratur. Denne sagtmodige, stilfærdige, dybt hæderlige, gammeldags officer ejer de egenskaber, som Agnes von Krusenstjerna værdsætter mest hos mænd: omsorg og hensynsfuldhed, øm faderlighed samt kærlighed til børn, dyr og natur.
Fattigadel var planlagt til at skulle fortsætte i mindst et bind mere, da Agnes von Krusenstjerna blev syg af, hvad der skulle vise sig at være en hjernesvulst.
Hun døde under operationen i marts 1940, 45 år gammel.
Slaget om driften
»Det er forstemmende at se kvinder på den måde plædere for familielivets opløsning. Det er naturstridigt, og det er samfundsstridigt, så sandt som at samfundet ikke kan bestå uden den faste grundvold, som udgøres af gode hjem og familier, grundlagt på basis af troskab og ansvar«.
Sådan stod der på lederpladsen i Svenska morgonbladet den 30. januar 1934. De kvinder, som blev udpeget af den kristeligt orienterede avis, var de svenske forfatterinder Agnes von Krusenstjerna og Karin Boye. Dermed indledtes en hidsig og hadsk debat om litteratur og moral. I centrum stod spørgsmålet om kvinders ret til at udtrykke sig frit om tidens mest aktuelle og brændbare emne: en friere seksualmoral.
De unge, radikale forfattere, der sloges for deres ret til ucensureret litteratur, forsvarede Agnes von Krusenstjernas bøger. Men hun blev angrebet voldsomt fra mange andre sider. I to år rasede striden, som foruden debatter i massemedierne omfattede underskriftsindsamlinger med 126.000 navne om oprettelsen af et statsligt censurnævn (hvilket dog ikke blev bifaldet), lovforslag i Riksdagen, kirkelige opråb og offentlige møder.
I litteraturhistorien er denne debat ført under navnet Krustenstjerna-fejden eller Pahlen-fejden, fordi det var et par romaner i Agnes von Krusenstjernas syvbindsværk Fröknarna von Pahlen, der udløste striden. De tre første bind i romanserien var udgivet af det velkendte Bonniers Forlag, 1930-31. Men i efteråret 1932, da fjerde og femte bind allerede skulle sendes til trykning, bakkede forlaget pludselig ud.
Agnes von Krusenstjerna nægtede kategorisk nogen form for udstregning i sine tekster, og i hele 1933 fortsatte diskussionerne imellem hende og forlaget. De to romandele Porten vid Johannes og Älskande par kom til sidst ud på det nystartede Spektrums forlag, som var tilknyttet det kulturradikale tids-skrift af samme navn.
Bøgerne blev i begyndelsen modtaget med total tavshed. Ingen af de større dagblade anmeldte dem. Tavsheden blev først brudt den 28. januar 1934, da Karin Boye i en stort opsat principerklæring i Social-demokraten under overskriften »Då vinden vänder sig« (Som vinden blæser) tog sagen op. Hvorfor denne tavshed omkring en tidligere af kritikerne og læserne højt skattet forfatterindes bøger? spurgte Karin Boye. »Der har været en dødsens tavshed omkring de sidste to bind, den samme form for dødsens tavshed som velvillige ældre mænd svøber omkring et lille fejltrin hos en nervøs ung kvinde, som man tidligere hævede til skyerne«.
Boye fremhævede det udfordrende og revolutionerende i von Pahlen-bøgernes menneske- og samfundsbeskrivelse. Hun sammenfattede deres tendens: »Sæderne er i en tilstand af opløsning – det er den konklusion, man i social henseende kan drage af Fröknarna von Pahlen. Med andre ord: familiesituationen er i en tilstand af opløsning og med den hele det moralsystem, som udkrystalliseres omkring den«. Fortielsen omkring Agnes von Krusenstjernas modige demonstration af den traditionelle kønsmorals hulhed viste, ifølge Boye, »at vi er kommet ind i en periode af kulturel reaktion«. Hun trak paralleller til begivenhederne i Nazityskland og sluttede med ordene: »I sig selv interessant som nutidig sædeskildring er Agnes von Krusenstjernas romancyklus derfor blevet ekstra interessant på grund af kritikken og kritikkens tavshed – som viser, hvad vej vinden blæser. Og vindrapporten lyder: reaktionen er her!«
To dage senere, på selve årsdagen for Hitlers magtovertagelse, svarede Svenska Morgonbladet på denne udfordring. Netop fordi forfatterne var kvinder, burde man kunne forvente noget andet af dem end samfunds- og moralopløsende hensigter, mente avisen, og den efterfulgte sin skarpe kritik med at udtrykke forståelse for de nazistiske bogbrændinger: »Man kan forstå den bitterhed, som i Tyskland er vældet frem imod denne dekadente forførelseslitteratur med eller uden marxistisk blåstempling, en bitterhed der har fået folk til at samles og offentligt brænde hele bjerge af dette modbydelige skidt på bålet«.
I et essay om Agnes von Krusenstjernas romankunst skriver Hagar Olsson 1937: »Agnes von Krusenstjernas kunst er sådan: kortene brænder, billederne lever, hvert kort er en skæbne. Er det ikke netop, fordi den har formået at bringe så meget frem i dagen, som ellers aldrig bliver synligt på overfladen, pejle sjælenes dyb og de ødelagte underste lag hos en samfundsklasse i opløsning? Er det ikke, fordi den socialt har en lidenskabelig slagkraft, som en mere upersonlig, såkaldt social romankunst forgæves søger at opnå?«Essayet er genoptrykt i Hagar Olssons Jag lever!, 1948.