»Vi, der var unge omkring 1874, da selvstændighedskampen var på sit højeste, var fulde af entusiasme, og vi havde høje idealer… Vi gjorde oprør mod enhver form for uret, hvor vi end fandt den… Den første uret, jeg lærte at kende, var kvindens undertrykkelse«.
Det var den aldrende Bríet Bjarnhéðinsdóttir (1856-1940), lederen af Den islandske Kvindesagsforening, der på denne måde beskrev det moderne gennembrud på Island. Det er værd at notere sig, at mens det er en hel generation, et »vi«, der har høje idealer og vil kæmpe imod al social uret, er det kun et »jeg«, der definerer kvindens undertrykkelse som del af denne uret.
I året 1874 havde man på Island følelsen af at stå ved en korsvej, og en national vækkelse opstod i landet. En ny liberalisme havde fået foden indenfor, inkonsekvenser i det stagnerende, gamle bondesamfund blev sat under debat – det var tid til kvindekamp.
Bríet vælger året 1874 som et vendepunkt, fordi det var det år, kong Christian IX aflagde et besøg i sin islandske koloni. Kongebesøget fandt sted i anledning af landets millenium, og kongen medbragte en ny grundlov for Island. Den var ikke synderligt radikal, men fik en symbolsk betydning for islændingene: Det havde været hårde tider, titusinder var emigreret til USA eller Canada, mens de, som valgte at blive, på en eller anden måde måtte legitimere for sig selv, at de overhovedet ville blive boende i landet.
En lille mø hilser
sine landsmænd,
ung og uvidende
men ikke genert
beder om god modtagelse
hos gode mennesker
et faderløst barn
af en fattig mor.
Lítil mær heilsar
löndum sínum,
ung og ófróð
en ekki feimin
leitar gestrisni
góðra manna
föðurlaust barn
frá fátækri móður.
Dette digt uden titel udgør indledningen til Júlíana Jónsdóttirs (1837-1918) digtsamling Stúlka (Pige) fra 1876. Det er den tidligst udkomne digtsamling skrevet af en islandsk kvinde. Júlíana personificerer sin digtsamling som en lille pige, der appellerer til læserens sympati eller barmhjertighed. Men pigen er ikke »genert« eller undskyldende. Hun hæver sin stemme og beder om en plads i læserens sind, i litteraturen og i den litterære tradition.
Stúlka var et modigt værk, men det fik på ingen måde den »gode modtagelse«, som Júlíana bad om på sin »datters« vegne. Bogen blev ikke engang anmeldt. Fire år efter udgivelsen emigrerede Júlíana til USA, hvor hun døde i fattigdom i 1918.
I mange af samlingens digte forsøger Júlíana at få en dialog i gang med den mandsdominerede litterære tradition – især de store nationaldigtere fra romantikken, som hun indirekte henviser til, citerer eller slet og ret omdigter ud fra et kvindeligt perspektiv. I nogle digte beskriver hun på realistisk vis de fattige kvinders hårde slid. Disse digte går ligeledes indirekte i dialog med den mandlige tradition, der omhandlede idealiserede kvinder, men ikke deres »tyende«. Júlíana Jónsdóttir var et »tyende«, en arbejderkvinde på Vestlandet og knap 40 år gammel, da bogen Stúlka udkom.
Júlíana Jónsdóttir var den første kvinde, der udgav en digt-samling, men hun var på ingen måde den første kvindelige digter på Island. Kvindernes andel i den lange og frodige mundtlige tradition i islandsk litteratur er som regel blevet fortiet, mørkelagt. Vi ved dog, at der fandtes store fortællersker – nogle af dem fortalte folkesagn og eventyr, der blev skrevet ned i 1800-tallet. De bedste af disse kvindelige bidrag udmærker sig ved deres komposition, psykologiske indsigt og dramatiske sans, hvad der placerer teksterne et sted mellem den mundtlige traditions ekspansion og den ældre skriftlige sagatradition med dens stramme litterære greb.
Foruden disse fortællere har Island haft en række kvindelige digtere mellem 1600-tallet og 1800-tallet. Navnene kendes på en del kvindelige lyrikere fra 1600-tallet og frem til det moderne gennembrud. Men hvad skrev de? Læsefærdighed var udbredt i almuen, men færre kunne skrive. Skriften var forbeholdt de lærde. Kvindernes digtning blev bevaret gennem mundtlig overlevering, og efterhånden blev en del af den skrevet ned.
Den mest populære digtning i Island gennem fire århundreder var den mandsdominerede genre »rímur«. Nogle kvindelige digtere forsøgte sig i denne genre, men det er vanskeligt at få øje på deres kvindelige blik eller erfaringer i denne ekstremt formaliserede digtning, der både tematisk og æstetisk først og fremmest sigter mod at skabe idealiserede mandsfigurer.
Rímur er en særegen, islandsk genre, som var uhyre populær gennem århundreder. Rímur er lange, episke digte med en streng komposition og et kompliceret formsprog. De blev oftest digtet over sagaer og anden middelalderlitteratur med heltenes store bedrifter og krigsførelse i centrum, og kvindernes bly eksistens et sted i periferien. En af de kendteste kvinder, der skrev inden for rímur-genren, er Steinunn Finnsdóttir (ca. 1640-1710?). Af hendes digtning er bevaret to lange kvad, »Hyndlurímur« (Rímur af Hyndla) og »Snækóngsrí-mur« (Rímur af Snekongen). Disse digte er samtidig de ældste rímur, som man med sikkerhed ved er digtet af en kvinde. Steinunns rímur er meget lange, flere hundrede strofer, og viser tydeligt, hvor velbevandret hun er i den litterære tradition. Hun vælger imidlertid at digte om eventyr frem for om mandlige helte og skriver især om stedmodermotivet.
Frygtet, foragtet, beundret
De kvinder, der skrev »rímur«, risikerede at forsvinde i traditionen, men traditionen var i hvert fald respekteret. Andre kvindelige digtere var ikke beskyttet af traditionen, og de fik klar besked om samfundets holdning til kreative og kunstneriske kvinder.
Nogle af de bedst kendte kvindelige digtere fra 1600-tallet til det moderne gennembrud har én ting til fælles: De var alle outsidere, der på den ene eller den anden måde brød med den traditionelle kvinderolle. De bevægede sig i et samfundsmæssigt grænseland. De var frygtede, foragtede, beundrede i deres samtid – ofte det hele på én gang. I det ambivalente forhold til disse kvinder kan man muligvis se rester af meget gamle forestillinger om digtningens tilknytning til magi og galskab. Digtningen blev i det hele taget anset som et farligt redskab i kvindehænder.
Látra Björg (1716-1784) var i en periode søkvinde og levede som omstrejferske en del af sit liv. Hun var en stor og maskulin kvinde, der beskrives som noget af det grimmeste, Gud havde skabt. Man troede, at hun bedrev heksekunst med sin digtning; Látra Björgs naturlyrik er storslået i sin metaforik, især når det gælder havet, det eneste »levende væ-sen«, hun anerkender som sin værdige modstander.
Det skete, at den rent faktisk blev et farligt redskab. Søstrene fra Ljósavatn, Júdit (1761-1843) og Rut (1758-1813), blev f.eks. både berømte og berygtede for deres nidviser. Mange årtier senere fortæller den kvindelige lyriker Hulda (1881-1946) om sine følelser, da familien opdagede hendes hemmelige digtning: »Det var frygteligt… Jeg huskede søstrene fra Ljósavatn, der havde digtet forfærdelige viser, så deres mænd var nødt til at betale en hel del erstatninger på grund af deres påfund. Dette var jeg blevet fortalt, og siden det berørte kvinders forfatterskaber, havde det brændt sig fast i mit sind«.
Tager man Hulda på ordet, har de ældre digterinder i Island udgjort et negativt forbillede for det moderne gennembruds kvinder. Fortællingerne om deres ulykkelige liv og famøse digtning er blevet holdt op for unge kvindelige digterspirer som eksempler til skræk og advarsel. Læser man imidlertid Huldas ord opmærksomt, fremgår det klart, at alt, der angår kvindelige digtere, var af enorm interesse for hende som ung digter. Alt, hvad de havde foretaget sig, var vigtigt for Hulda, men det vigtigste var, at de med deres digtning havde skabt en tradition, som det var muligt at forholde sig til.
Rósa Guðmundsdóttir var en fattig bondedatter fra Nordlandet, blændende smuk og intelligent. Hun blev gift som 17-årig, og hendes ægteskabsdrama blev offentligt udbasuneret, da hendes elsker blev myrdet i 1828, og hun blev inddraget i efterforskningen. Da havde hun fået fire børn med sin mand og to med elskeren. Til sidst lod hun sig skille fra sin mand, men giftede sig igen med en 19 år yngre mand, da hun selv var i 50’erne. Hun blev en levende legende, og hendes lidenskabelige digte blev landskendte i hendes egen tid.
En litterær dame
I 1870’erne og 1880’erne brast de sociale og politiske bånd, der havde holdt kvinderne tilbage, det ene efter det andet. Reformer så dagens lys: I 1882 fik ugifte kvinder og enker, der styrede en gård, valgret ved kommunevalg. Så tidligt ude var ellers kun tre europæiske lande, nemlig England, Sverige og Finland. Det stod værre til med retten til uddannelse. I 1886 fik islandske kvinder ret til at tage eksamen fra Den lærde Skole, Lægeskolen og Præsteskolen, men den nye uddannelsesmulighed havde visse indbyggede begrænsninger. Kvinderne havde fortsat ingen ret til stipendier eller adgang til offentlige embeder.
Torfhildur Þorsteinsdóttir Hólm (1845-1918) var en af dem, der fik en relativ god uddannelse. Hun studerede sprog og syning i Reykjavík og København, underviste i en periode og giftede sig sent, 29 år gammel, i 1874. Hendes mand døde på deres bryllupsdag året efter. Som så mange andre islændinge emigrerede hun til Canada, fik et redaktionsjob i den islandske emigrantkoloni i Winnipeg og dér, i »den nye verden«, begyndte hun at skrive.
Der fandtes ingen bogforlag på Island i slutningen af 1800-tallet. De litterære tidsskrifter var fora for lyrik og kortprosa, mens romaner som regel blev udgivet af forfatteren selv. At udgive en roman betød således en betydelig økonomisk risiko, der var utænkelig for kvinder, som jo ikke engang var økonomisk myndige. Torfhildur Hólm blev heltidsforfatter mod alle odds. Hun blev på den måde den første islandske forfatter, som helt og holdent var underlagt markedet.
Torfhildurs første roman Brynjólfur biskup Sveinsson (Biskop Brynjólfur Sveinsson), 1882, er en historisk roman henlagt til 1600-tallet. Senere, da Torfhildur var vendt tilbage til Island, skrev hun yderligere to store romaner om historiske biskopper: Jón biskup Vídalín, 1891-1892, og Jón biskup Arason, 1896-1902. De blev publiceret som føljetoner i hendes litterære tidsskrift Draupnir, som udkom i årene 1891-1908.
Valget af den berømte biskop Brynjólfur Sveinsson (1605-1675) var langt fra tilfældigt. Han var ikke blot »pater familias«, men hele folkets forbillede og faderskikkelse. Han var en af patriarkatets stolteste skikkelser. I Torfhildur Hólms roman forberedes hans undergang allerede ved romanens begyndelse, hvor han beskrives som en intelligent, men følelsesafstumpet ung mand. Han afviser brutalt sin tidligere kæreste, fordi han har hørt, at der findes »fordærvet blod« eller sygdom langt ude i hendes slægt. En del af denne episode er ren fiktion hos Torfhildur Hólm, men ellers følger hun de historiske kilder temmelig nøje.
Torfhildur Hólms roman har en interessant dobbeltstruktur. Biskoppen, der i de første kapitler iscenesættes som et magtmenneske – arrogant, manipulerende og forfængelig – bliver landsfader, men svigter som far sine egne to børn. I sin fremstilling viser Torfhildur, hvordan magten over andre mennesker er et ustabilt og farligt grundlag for patriarkens identitet. Før eller senere vil den korrumpere ham og forvandle hans magt til afmagt, hans moral til umoral. I slutningen af bogen fremstilles Brynjólfur som en tragisk skikkelse, hans lille familie er død, og han ender som en ensom og sørgende gammel mand.
Torfhildur vælger at skrive om patriarkens fald i 1600-tallet, men det er med adresse til kvinderne i hendes samtid i 1880’erne. Budskabet skal læses mellem linjerne. Det samme gælder Torfhildurs samtidsromaner og noveller, selv om hun her er mere direkte end i sine historiske romaner. Hun skriver også bedre, når hun skriver om sin egen tid; stilen i de historiske romaner bliver ofte overdrevent retorisk og pompøs. I sine samtidstekster behandler Torfhildur Hólm gerne kønspolitiske temaer som tvangsægteskab i kortromanen Seint fyrnist forn ást (Gammel kærlighed glemmes silde), 1879, og mændenes modstand mod kvinders uddannelse i novellen »Hringarnir« (Ringene) fra novellesamlingen Sögur og ævintýri (Fortællinger og eventyr), 1884. Selv om Torfhildur sætter »problemer under debat« i overensstemmelse med realismens og det moderne gennembruds program, gør hun det yderst forsigtigt, taktisk og ad omveje.
Torfhildur Hólm fik en lille indkomst fra de tidsskrifter, hun udgav, det litterære Draupnir, børne- og ungdomstidsskriftet Tí-brá, der udkom i 1892-93, og til sidst det succesrige populærvidenskabelige Dvöl (1901-1917). Men disse tidsskrifter var tidkrævende og kastede ikke så meget af sig. Hendes økonomiske situation var meget dårlig, da hun i 1890’erne fik et litterært statsstipendium på 500 kroner om året. Tildelingen rejste en storm af protester i aviserne, hvorfor det islandske Althing så sig nødsaget til at ændre stipendiet til et enkestipendium, der udgjorde 200 årligt. I et brev fra århundredskiftet siger Torfhildur Hólm bittert: »Jeg var den første, som naturen dømte til at høste de bitre frugter af gamle, rodfæstede fordomme mod litterære damer«.
En kvinde der kæmper
I december 1887 blev det annonceret i Reykjavík, at en kvinde, Bríet Bjarnhéðinsdóttir, skulle holde et offentligt foredrag: »Um hagi og réttindi kvenna« (Om kvinders kår og rettigheder) i Góðtemplarahúsið. Adgang 50 øre.
Der blev snakket meget om dette påfund i den lille by, og nogle anså det for ubeskriveligt komisk. Snakken kom naturligvis Bríet for øre, og hun var dødeligt nervøs før foredraget, men da hun endelig stod på scenen og så sit publikum i øjnene, »forsvandt al fejheden«.
Bríet ville tages alvorligt, og hendes foredrag viser skarp analytisk tænkning, stor viden og glødende kvindepolitisk engagement. Hun fortæller om Bibelens og kristendommens fremstilling af kvinden og om de socialøkonomiske fordele, mænd har haft af at tilegne sig Paulus’ fortolkning af den. Hun sammenligner kvindernes stilling i forskellige tidsperioder med henvisninger til Sokrates, sagaerne og moderne tider. Hun argumenterer for uddannelse til kvinder, politiske rettigheder til kvinder og lige løn for lige arbejde. Hun har læst John Stuart Mill og Georg Brandes, og hun imponerer de allerfleste af sine tilhørere.
I 1895 stiftede Bríet Kvennablaðið (Kvindeavisen), et månedsskrift, som hun redigerede i 26 år. Da hun lancerede tidsskriftet, skrev Bríet, at mens der eksisterede mange tidsskrifter, der formidlede mænds syn på tilværelsen, fandtes der i disse tidsskrifter ikke spalteplads til kvindernes specielle interesser. Der måtte være et behov i landet for et decideret kvindetidsskrift.
Til Bríets skuffelse begyndte et andet kvindetidsskrift, Framsókn (Fremskridt) nogle uger senere at udkomme på den islandske østkyst. Det første nummer blev udsendt en måned før Bríets eget tidsskrift. Framsókn markerede fra begyndelsen en kvindepolitisk linje og var en stærk konkurrent til Bríets Kvennablaðið. Der var stor interesse og stort behov blandt kvinderne for information og for et forum for meningsudveksling om kvindesagen og andre brændende spørgsmål. Små kvindeforeninger var dannet rundt om i landet, og nogle af dem havde til og med grebet til håndskrevne tidsskrifter for at formidle information. Men selv om interessen var stor, var fattigdommen i landet det også, og markedet var for lille til to kvindetidsskrifter. Tidsskriftet Framsókn gav op i 1902, mens Kvennablaðið overlevede. I begyndelsen kører Bríet Bjarnhéðinsdóttir en moderat linje, erklærer Kvennablaðið upolitisk og henvender sig til mødre og husmødre, og hovedvægten af indholdet lægges på folkeoplysning og kvindernes daglige arbejde. Kvindeavisen blev hurtigt populær og solgte godt.
Bríets mand døde i 1902. Hun var da 45 år gammel, forsørger af to børn, og to år senere begyndte hendes politiske karriere for alvor. I 1904 foretog hun for egen regning en fem måneder lang »studierejse« til Sverige, Norge og Danmark. Hun holdt en hel del forelæsninger, lærte en række kvindesagskvinder at kende og skrev hjem til sin datter:
»Ja, jeg har haft det godt i sommer, men jeg har ofte været trist over, hvor langt tilbage vi står i forhold til andre folk, og over, at jeg hos folk derhjemme ikke kan finde bare en tredjedel af alt det venskab og al den tillid jeg har mødt hos fremmede, udenlandske mennesker. Jeg kan ikke forestille mig dejligere mennesker end svenskerne«.
En af disse svenskere var Ann Margret Holmgren, som Bríet korresponderede med i årevis. Alligevel var det den danske Johanne Münter (1844-1921), der kom til at forandre Bríets liv ved at opfordre hende til at deltage i kongressen i International Woman Suffrage Alliance (I.W.S.A.), der skulle afholdes i København i 1906. Samtidig skrev hun om Bríet til Carrie Chapman Catt, I.W.S.A.’s formand og satte dem i forbindelse med hinanden.
Straks Bríet kom hjem fra sin studierejse, henvendte hun sig til Det islandske Kvindeforbund og forlangte, at spørgsmålet om valgretten blev sat på dagsordenen. Det islandske Kvindeforbund i Reykjavík var oprindelig blevet startet for at støtte oprettelsen af et islandsk universitet, og selv om forbundet havde en del kvindepolitiske sager på sit program, var Bríets forslag for meget for bestyrelsen. Forslaget blev nedstemt uden synderlig diskussion. Bríet rejste da alene til I.W.S.A.-kongressen i 1906, uden nogen forening i ryggen.
Tilbage på Island stiftede Bríet Bjarnhéðinsdóttir i 1907 Den islandske Kvindesagsforening og gjorde sin kvindeavis til dens politiske talerør. Abonnenterne forsvandt i hobetal, økonomien blev stadig værre, og Bríet kæmpede for avisen i årevis, indtil hun i 1921 blev nødt til lade den gå ind. Hun følte det som et enormt nederlag: »… som at begrave en af sine kæreste venner«.
I 1907 fik gifte kvinder valgret til by- og kommunevalg, året efter spillede kvinderne ud med en uafhængig kvindeliste til bystyrevalget i Reykjavík og fik samtlige kvinder valgt ind. I 1911 fik kvinderne fuld adgang til uddannelse og embeder, og sluttelig fik de valgret i 1917. Bríet Bjarnhéðinsdóttir var primus motor i alle de organisationer og gruppedannelser, der stod bag disse politiske sejre. Hun kæmpede med sin skarpe pen og skrev utallige debatindlæg, artikler og foredrag, men hun kunne også være en dreven diplomat og lobbyist, når der var brug for dét.
Bríet Bjarnhéðinsdóttir blev udsat for politiske og moralske angreb fra både mænd og kvinder, hun blev bagvasket og latterliggjort på grund af sit politiske engagement. Den første vejhøvl, der kom til Reykjavík, blev kaldt Bríet. Eftertiden har ligeledes haft en tilbøjelighed til at anse Bríet for en jernlady, men billedet forandrer sig meget, når man læser hendes breve til sine børn, der udkom i udvalg i 1988.
En mor der taber
Bríets datter, Laufey, blev født i 1890, hendes søn i 1892. I et brev til Laufey fra 1912 beskriver Bríet hendes barndom. Hun fortæller, hvor bange hun var for, at den lille datter kom til at lide under forældrenes radikalitet og tvivlsomme rygte i byen. Datteren udviklede mere og mere en tendens til at undgå andre børn og var fjern og kold over for moderen, der intenst forsøgte at vinde hendes tillid og kærlighed, tilsyneladende uden resultat.
Én ting er sikkert. Bríet havde store ambitioner på sin datters vegne. Hun var villig til at kæmpe for hende mod alt og alle, forandre loven, bevæge verden. Laufey begyndte at læse på gymnasiet i Reykjavík i 1904, og samme år satte hendes mor alle sine kræfter ind i kampen for kvinders ret til at tage studentereksamen. Denne ret fik de samme år. Laufey tog studentereksamen i 1910, og året efter blev loven om kvinders ret til eksamen, stipendier og embede vedtaget. Samme år rejste Laufey til København for at studere sprog. I brevvekslingen mellem mor og datter, på betryggende afstand, udfoldes der gensidig kærlighed og fortrolighed: »Min elskede lille Laufey«, indleder moderen sine breve. »Jeg tænker på dig hver eneste dag, og når jeg er gået i seng, beder jeg for dig. Jeg har sådan en lyst til, at du bliver det meste af, hvad jeg selv ville have ønsket at blive«.
Hun fortæller åbent Laufey om politiske intriger, sejre og nederlag og lidt om sine økonomiske bekymringer. Hun er meget optaget af, at Laufey skal gøre et godt indtryk og skriver side op og side ned om tøj, sender hende stofprøver, drøfter faconer og mode og giver hende gode råd om, hvad hun skal tage på ved vigtige begivenheder. Hun vil ikke have, at hendes Laufey er »som en askepot blandt de fine damer i København«.
»Elskede mor«, skriver Laufey og fortæller om sit nye og spændende liv i København, om storbyen som et intellektuelt og sansemæssigt bombardement, forelæsninger på Universitetet, venner og bekendte. Hun kommenterer i lange afsnit moderens politiske aktiviteter, støtter og opmuntrer hende og sender hende sin dagbog.
I efteråret 1913 er Bríet alvorligt bekymret for sin datter. Hun lejer næsten hele sit lille hus i Reykjavík ud, slider for at tjene til livets ophold og har i næsten tre år måttet sluge sin stolthed og tigge penge og stipendier til Laufeys studier. Hun er klar over, at datteren er en bohemenatur, så forskellig fra hende selv, som det er muligt at være – men hun kan ikke tro, at Laufey ikke før eller siden tager sig sammen og fuldfører sine studier. Tonen i hendes breve bliver skarpere, hun opsummerer Laufeys skiftende planer og løfter fra årene i København og siger:
»Jeg vil ikke dømme dig, kære barn, men hellere bede dig tænke dig grundigt om. Lad være med på den måde at være et barn af øjeblikket. Hold din kurs. Du må nægte dig selv alle forlystelser i vinter. Alvorligt arbejde kan ikke vente længere. Det har ventet for længe«.
Brevene fra datteren bliver kortere og mere upersonlige. Hun plages tydeligvis af skyldfølelse, isolerer sig og forsøger at bruge så få penge som muligt. Broderen skriver forsigtigt, at hun ikke har det godt.
Bríets søn, Héðinn, studerede økonomi i København samtidig med Laufey. I modsætning til sin søster var han en mønsterelev. Hans studier blev finansieret af hans morbror, og det ser ikke ud til, at hans mor på noget tidspunkt har bekymret sig for hans økonomi eller fremgang i studierne. Datteren prioriteres absolut hos Bríet.
Bríet sender et meget alvorligt brev til datteren. Hun er dybt bekymret over hendes psykiske tilstand, hendes overdrevne selvkritik, tvivl og vaklen. Hun trygler Laufey om at være oprigtig med hensyn til hendes studier og spørger, om hun på en eller måde kan hjælpe hende. Der kommer intet svar, og moderens næste brev er iskoldt. Dette brev fortryder hun og skriver et nyt fire dage senere, hvor hun bortforklarer det første brev med sin træthed og sine stadige bekymringer:
»Tilgiv mig det korte, ubehagelige brev forleden og fortsæt med at være min egen dygtige, friske og glade unge lille datter. Din elskende mamma, Bríet«.
Et kort brev tilbage, og Bríets næste brev er ligeledes kort og sært. Hun fortæller om det kolde forår 1914, om sin ensomhed og sin følelsesmæssige ligegyldighed:
»Jeg kan ikke selv forstå, hvordan jeg har kunnet forandres sådan af din fars død og kampen for at holde os oppe. Ofte synes jeg, at jeg er frossen hele vejen igennem«.
Bríet Bjarnhéðinsdóttir er en erfaren politiker, og hun er klar over, at slaget er tabt. Laufeys brev, der kommer i slutningen af maj, bekræfter det. Laufey er på vej hjem, hun har opsagt sin kollegieplads og er holdt op med at studere. Hun har alle mulige forvirrede planer, forsøger at trøste sin mor så godt hun kan, forsøger at være opmuntrende, men er udmærket klar over, at hun er sin mors største og mest smertefulde politiske nederlag.
Denne »brevroman« af Bríet Bjarnhéðinsdóttir og Laufey Valdimarsdóttir markerer overgangen fra 1800-tallets kvinder til den nye generation af kvinder på Island. De gamle forhindringer var blevet fjernet, men selv om pionererne var klar over, at dette kun var begyndelsen, havde de ikke forudset de nye forhindringer, der erstattede de gamle – hos deres egne døtre.