Udskriv artikel

Salon a la Coppet på Sophienholm

Skrevet af: Karen Klitgaard Povlsen |

Friederike Brun (1765-1835) holdt salon i over 40 år. I 1792 købte hendes mand, den rige handelsmand og konsul Constantin Brun, landstedet Sophienholm. Efter en omfattende modernisering i italiensk stil åbnede Friederike Brun sin sommersalon her, mens vintersalonen blev holdt i palæet i Bredgade. Her kom berømte kunstnere som C.E.F. Weyse, D. F. R. Kuhlau, Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger, Just Mathias Thiele, Bertel Thorvaldsen, J. L. Heiberg og mange udenlandske gæster. Salonen var en slags åbent hus, hvor alle blev modtaget med Friederike Bruns joviale hjertelighed. På Sophienholm blev man inviteret til at bo i dagevis og underholde den tunghøre værtinde på hendes rideture på æselryg rundt i parkens alléer.

Johan Ludvig Gebhard Lund: Parti af Sophienholm. Udateret. Olie på jernplade. Thorvaldsens Museum, København

Salonen havde sin guldalder i årene 1810-16. I disse år var der især på den ugentlige modtagelsesaften et større leben. Ingen vidste, hvor mange bordet skulle dækkes til, før middagen var i gang. Under middagen og senere i pauserne mellem musik, levende tableauer og oplæsning førte man kultiveret æstetisk samtale, og underholdningen blev leveret af de besøgende kunstnere, af yngstedatteren Ida og den halve snes unge piger, hun blev opdraget sammen med. Pigerne fik undervisning i musik, dans, tegning, sang og levende tableauer. Det var Ida, der var salonens trækplaster, mere end det var Friederike Brun selv. Ida blev tilbedt af alle de besøgende mænd som selve kunstidealet, og da hun i 1816 blev gift med diplomaten grev de Bombelles, rejste hun rundt til Europas saloner med sig selv som attraktion.

Efter 1816 var salonen præget af Friederike Bruns antifranske indstilling og blev med tiden en mindestue over den strålende fortid, Ida og Italiensrejserne. Livlinen blev forfatterskabet og brevvekslingerne med de fordums venner, heriblandt især Caroline von Humboldt.

Caroline von Humboldt (1766-1829) fik også en oplyst opdragelse med adgang til lærdom. Hun blev gift med Wilhelm von Humboldt og levede lykkeligt i et åndeligt ægteskab og samarbejde med ham og deres fem børn. I 1807-10 boede hun i Rom med sin familie som nabo til Friederike Brun. Hun holdt selv en meget søgt salon overalt, hvor hun boede, fra 1810 i Berlin, hvor Humboldt grundlagde universitetet.
Hun førte mange brevvekslinger, men har ellers ikke efterladt sig noget forfatterskab. Hendes breve er rolige, velovervejede og helt uden tidens sentimentale følsomhed.

Friederike Bruns far var tysk præst og fik stilling i København, da Friederike var 10 uger gammel. Han blev hof- og modepræst og deltog i det tyske oplyste kulturliv. Friederike kom i 1770’erne med til livlægen von Bergers salon, der blev et forbillede for hendes egen salon. I hendes erindringer hedder det således:

»Lærde og Kunstnere, Princer af det kongelige Hus og fremmede Gesandter, Alt flød sammen og dannede den harmoniske Helhed, som alene fortjener navn af det gode Selskab, da dette aldrig opstaar ved et snævrere Udvalg af enkelte og privilegerede Klasser, men alene ved en fri og behagelig Sammenblanding af de Betydeligste i alle Klasser«.

Friederike fik som faderens øjesten en opdragelse som en skønånd. I den tyske kreds blev hun anset for at være et usædvanligt barn, som Friedrich Gottlieb Klopstock

Friedrich Gottlieb Klopstock (1724-1803) blev som ungt talent indkaldt til Danmark af Bernstorff i 1750. Han havde da offentliggjort eposset Messias, 1748. I årene fremover modtog han en årlig pension fra den danske konge for at fuldføre dette epos til et egentligt værk. I 1770 forlod han Danmark, da Bernstorff faldt med Struensee. Friederike Brun besøgte ham flere gange i hans hjem i Hamburg og sværmede hver gang lige begejstret for ham.

og Johan Bernhard Basedow

Johann Bernhard Basedow (1724-1790) blev kaldt til Danmark på foranledning af Klopstock, fordi han havde ry for at være en pædagog med mærkelige og frisindede idéer. Det er da også som reformpædagog, han er blevet kendt for eftertiden med værkerne Methodenbuch, 1770 og Elementarwerk, 1774. Som et eksempel på hans praksis kan det nævnes, at han lader bage bogstavkager for at lære Friederike Brun at læse. Projektet mislykkes imidlertid, for hun er meget glad for søde sager.

interesserede sig for. Hendes længsel tilbage til barndommens forjættede land er drivkraften bag både salon og forfatterskab. Men den skaber også to vigtige konflikter. Som faderens datter tager Friederike afstand fra moderens kvinderolle. Samtidig idealiserer hun moderen og forklarer sit eget hysteri og sine nervøse fysiske symptomer med, at hun som moderne kvinde har lagt afstand til moderens praktiske liv. Hun forsøger som skønånd i sit liv, i sine værker, i salonen og i opdragelsen af Ida at skitsere andre kvinderoller, men hun får aldrig realiseret det, hun længes (tilbage) imod.

Angelica Kauffmann: Angelicas møde mellem musik og maleri, o. 1794. Maleri. The St Oswald Collection, Nostell Priory. Foto: Wikimedia Commons

Den anden konflikt kan ses i forfatterskabet. Friederike Brun skriver fra hun er barn til sin død. Hun udgiver 15 bind blandede værker (alle oprindelig tysksprogede), af hvilke især de tidlige får succes. Hun bidrager til tidsskrifter og årbøger, hun fører brevvekslinger og skriver dagbog alle årene. I forlængelse af den tyske følsomme tradition fra Klopstock til Friedrich von Matthisson og under stor indflydelse fra Rousseau fortæller hun om sin sjæls rørelser via naturbeskrivelser og oder til sin gud. Hun skriver så tæt op ad sine forbilleder, at hun må betegnes som epigon. Oehlenschläger siger om hendes landskabsbeskrivelser, at han foretrækker stokkeprygl – og langtrukne og tørre er de. Men i glimt – også i hendes tidlige produktion – dukker et nyt, frisk syn op, første gang i digtet »Til mit ufødte Barn«, hvor den gravides krop og hendes følsomhed beskrives, så det stadig kan fange sin læser. I forfatterskabets sidste del, i erindringsv rkerne og de sene prosastykker og især i brevvekslingen med Caroline Humboldt, er hun enkel, klar og forbløffende moderne. Hun beskriver sit trøstespisen, sin hang til opium, sin ensomhed, og først og sidst iagttager hun undrende sin krop, beskriver den konkret og minutiøst som en lænke, der holder hendes ånd fangen.

Heinrich Kniep: Ida Brun i attitude. Udateret. Tegning. Bakkehusmuseet, København

Friederike Bruns fader betalte hendes to første udgivelser og lagde pres på hende for, at hun skulle gifte sig med en rig mand, der kunne sikre hende et liv i kunsten. Constantin Brun var ikke interesseret i kunst, men han var en passioneret handelsmand, som var villig til at betale for den anseelse, det kunne give at have en kunstinteresseret og kendt kone. I de første år var ægteskabet lykkeligt. Friederike fødte fem børn i årene 1783-92 og var på flere rejser, alene og sammen med mand og børn. I 1791, da hun inviterede Baggesen med til Pyrmont, mødte hun populærfilosoffen, schweizeren Victor von Bonstetten (1745-1832).

Jens Baggesen (1764-1826) skrev om sin og Friederike Bruns rejse til Pyrmont fra sit synspunkt i hovedværket Labyrinten, 1792-93. Han forblev en fast og kær ven af huset hele sit liv.

Han blev hendes skæbne. Hun kalder Constantin Brun »den Mand, Gud gav mig«, og Bonstetten »ham, som mit Hjerte valgte«. I overensstemmelse med filosofien om Venus Urania var Bonstetten i mange år hendes åndelige elsker, mens forholdet til Constantin Brun med tiden blev meget anstrengt. Sammen med Bonstetten rejste hun i 1795, 96 og 97 til Karlsbad, Rom og Napoli. Fra 1798-1801 boede Bonstetten hos Bruns i København, og 1801-02 var han og Friederike i Geneve og 1802-03 i Rom. De boede hos Germaine de Staël på godset Coppet fra 1805-07 sammen med Ida og i Rom fra 1807-10.

Germaine de Staël beskriver i Om Tyskland Ida og hendes mor sådan:»Skulpturen maa i Almindelighed miste ved at Dansen ganske bliver forsømt. Det eneste fænomen i denne Kunstart i Tyskland er Ida Brun, en ung Pige, hvis Stilling i Samfundet udelukker hende fra Kunstnerlivet. Hun har af Naturen og gennem sin Moder faaet et vidunderligt talent til, ved simple Attituder at fremstille de mest rørende Malerier eller de skønneste Statuer; hendes Dans er kun en Række mesterværker, der glide hen forbi Øjet; hver enkelt kunde man ønske at fastholde for stedse. Det skal siges at Idas Moder i sin Fantasi har undfanget Alt, hvad hendes Datter forstaar at Male for Blikket. Jeg har set den unge Ida, da hun endnu var et Barn, fremstille Althea … og ingen Maler vilde i hvert enkelt Tilfælde nogensinde have kunnet opfinde noget bedre, end det Billede, som hun improviserede«.

Alle rejser var foretaget for at lindre Friederike Bruns krampe og feberanfald, der altid bedredes, når hun så Alperne og Rousseaus hjemegn. Alle steder holdt de salon. I 1810 kræver Constantin Brun at få Ida hjem og tilbyder Friederike en pension, hvis hun vælger Italien og Bonstetten frem for Danmark. Men hun rejser hjem sammen med Ida, sikker på, at det bliver hendes snarlige død, og i alle årene derefter fyldes breve og dagbøger med suk, klager og længsel efter Bonstetten og Italien.

Over for spændingen mellem ånd og krop, fortid og nutid, Bonstetten og Brun, Italien og Danmark søger Friederike Brun i sit forfatterskab og i salonen harmonien. Indholdsmæssigt skabes harmonien i forfatterskabet ved hjælp af sløringer. Hendes grundstemning er tungsindig, grådkvalt, men sådan, at fordybelsen i melankolien bliver en eufori. Modvilligt beskriver digtbindene fra 1795, 1812 og 1820 således alligevel en splittelse.

Det samme gælder de ni bind rejsedagbøger og -breve, som Friederike Brun udgav fra 1791 til 1818 bortset fra Briefe aus Rom (Breve fra Rom), 1816; her får en umiddelbarhed lov at skinne igennem de lag af bearbejdninger, som hun ellers omgav de autentiske dagbøger og breve med. Først i forfatterskabets sidste værk Römisches Leben I-II (Romerliv I-II), 1833, frigør hun sig helt fra sine pretentiøse forbilleder og skriver direkte og levende om folkelivet i Rom, om kvinder og børn på gaderne.

De mest spændende værker i forfatterskabet er de to bind erindringer Wahrheit aus Morgentraumen und Idas ästhetische Entwickelung, som blev udgivet samlet i 1824 og siden oversat til dansk under titlen Ungdoms-Erindringer, 1917. Her iscenesætter hun sig ikke som forfatter, men skriver som et kvindeligt individ. Undskyldningen er, at hun har set det hele i opiumshallucinationer.

Gerhard Ludvig Lahde: Friederike Brun, 1798-99. Tegning. Bakkehusmuseet, København

I første del af erindringerne beskriver Friederike Brun sin egen barndom og tidlige ungdom som det tabte paradis. I anden del beskriver hun Idas barndom. I fortolkningen af hendes egen barndom falder den personlige uddrivelse af paradiset sammen med et større kulturelt fald. Hendes forbillede Emilie Schimmelmann dør, hun bliver ulykkeligt forelsket i August Hennings, og hun begynder at skrive på sin smerte. Disse begivenheder falder sammen med, at den oplyste, tyske kulturelite, som hun tilhører, mister sin enestående stilling. Den litterære og filosofiske debat får en underordnet plads i forhold til politik og økonomi. Kvinder knyttes til hjemmet og kulturen, mænd til økonomien og politikken, netop som i Friederike Bruns eget ægteskab. Mens hun holder salon med de kunstneriske mænd og interesserede kvinder, sidder Constantin Brun ved spillebordene i forgemakkerne eller i klubben. I Friederike Bruns beskrivelse af sin ungdom falder denne polarisering mellem kønnene sammen med menstruationens indtræden og hendes oplevelse af lyst ved at skrive. Med den fortolkning hun skaber af det personlige, det kønslige og det kulturelle fald, er det ikke noget under, at hun må forskyde sine seksuelle lyster til det åndelige. Men med nervøse og hysteriske symptomer bryder kroppen gang på gang igennem dette panser. Mens hun selv i sin søgen efter en forklaring på den ny tids svøbe over kvinderne antyder, at det skyldes ulykkelig kærlighed, mangle nde seksuel og personlig udfoldelse, så kan hun ikke bruge disse forklaringer i forhold til sig selv. Hun står til det sidste uforstående.

Erik Pauelsen: Friederike Brun med datteren Charlotte (senere Pauli), 1789. Maleri. Privateje, må kun gengives efter tilladelse fra maleriets ejer

I sin selvforståelse gør Friederike Brun op med det forældede, det unaturlige: moden, frisurerne, babyernes faste svøb. Hun er »naturlig«, lader sig bevæge, men er samtidig afhængig af mændenes dom og accept. Hun dyrker berømte mænd og underkaster sig deres vurdering. Hun lever i en splittelse mellem noget kvindeligt, som knapt er defineret, og noget mandligt, som udløser hysteri og afsætter melankoli. Splittelsen, der satte ind med puberteten, forsvinder igen med overgangsalderen. Den er knyttet til den seksuelle kvindelighed. Men efter overgangsalderen føler hun sig som »… Hermafrodit – og samtidig Amfibium, hverken kold eller varm«, som hun skriver i et brev til Caroline von Humboldt.

Friederike Brun længes ud af splittelsen, mens hun er i den, men længes efter den, da hun er ude af den. Den første del af forfatterskabet søger derfor harmonien, mens den sidste del snarere forsøger at beskrive splittelsen som personlig erfaring.

I Idas ästhetische Entwickelung beskriver Friederike Brun sin opdragelse af yndlingsdatteren Ida. Både bogen om Ida og Ida selv må ses som en del af Friederike Bruns værk. I bogen om Ida beskriver Friederike Brun barnet Ida fra hun er helt spæd. Inspireret af Rousseau ser hun barnet som en samling naturgivne talenter, som det er op til moderen at kultivere. Bogen er både en kærlighedserklæring til datteren, et indlæg i tidens opdragelseslitteratur og et udtryk for de nye idéer om kvalitativt moderskab, som den postrousseauske debat medførte.

Friederike Brun beskriver sig selv som en indfølende mor, der tidligt opdager og forsigtigt understøtter datterens evner for sang, tegning, musik og mime. Ida har sikkert haft evner – som de fleste andre børn. Moderen projicerer tydeligt sine egne uindfriede ambitioner over på datteren – ambitioner, der drejer sig om at blive en anden form for kvindelig skønånd. Ida lærer at beherske sin krop – at bruge kroppen, ikke skriften, som udtryksmedium og at udtrykke andres fortællinger. Mens moderen skrev i forlængelse af mandlige kunstnere, spiller Ida de mandlige kunstneres historier. Den smertefulde jeg-dannelsesproces, som hendes egne erindringer vidner om, forsøger hun at forskåne sin datter for. At det ikke er uden omkostninger, viser Idas livstruende anoreksiperioder, hendes kølighed og fjernhed over for alle – bortset fra en ung mand, som moderen forhindrer hende i at få.

Anna Rink: Silhuet. Fra Kgs. Nytorv. Udateret. Nationalmuseet, København

Vi har mange beskrivelser af Ida hos samtidens mænd. De ser hende som kvindeidealet: kvinden mellem puppe og sommerfugl – altså den unge kvinde, der aldrig folder sig ud og bliver voksen. Sådan kan Friederike Bruns skildring af datterens opvækst også læses. Hun er pigen, der standses i en udvikling. Hun er kvinden som ren form. Modsat moderen kan hun dygtigt dække over sit (kropslige) ubehag. Til gengæld kan hun ikke udtrykke det i skrift eller tale. Ida bliver 1800-tallets kvindeideal par excellence: hvid marmor, yndefuld og tavs; musen, der står parat til at modtage maskulinitetens fantasier om det kvindelige.

Friederike Brun selv må ses som en overgangsfigur, ligesom hele salonkulturen er et overgangsfænomen – mellem en feudal og en borgerligt domineret kultur. Hun og hendes salon er udtryk for en levet utopi om en tredje vej: mellem feudalisme og kapitalisme, mellem det kvindelige og det mandlige som skarpt adskilte sfærer. I salonen mødes modsætningerne i en kort tid. Og i forfatterskabet er det de værker, der lader oplevelsen af modsætningerne, splittelsen, træde frem, der er levende. Både salonen og værket lever af længslen efter noget andet. Det, der var – eller det, der endnu ikke er. Det giver begge dele et skær af vekselvis melankoli og eufori. Måske er det denne ustandselige bevægelse, der gør, at salonlivet og dele af forfatterskabet kan opleves som moderne og vedkommende.