»Skjebne? Skjebne? Slutt med det å gå inn i en manns liv som et lite tamt dyr, holde til under hans tak og spise av hånden hans. En mann kan ikke lenger bli en kvinnes skjebne. En livskamerat kan han bli. For hele veien eller for et stykke. Men skjebne … nei«.
Disse linjer findes som et selvstændigt lille notat blandt forfatteren Cora Sandels efterladte papirer. Det er ganske uproblematisk at tillægge Alberte Selmers digter denne mening. Det er også uproblematisk i disse linjer at indlæse en erfaring, der røber en tidlig 1900-tals-kvinde, en noget resigneret, men dog stolt kvinde, der har lært, at hun først må sørge for sig selv – kærlighed, børn og andre af livets glæder, goder og forpligtelser må komme senere.
I Cora Sandels forfatterskab er der mange kvinder, der kunne have udstødt dette hjertesuk. Hos hende udgør kvinde og mand oftere modpoler end kærlighedspar. Spændingen i hendes tekster ligger i kraftfeltet mellem kvinde og mand. Og det er kvindens blik på manden, Cora Sandel skildrer igen og igen. Hendes kvindefigur drives mod manden, mod hans anderledeshed, selv om hun ofte skuffes i sine forventninger. Forholdet mellem dem veksler mellem kortvarig hengivenhed, langvarig medlidenhed og periodisk angst, alt sammen parret med et oprigtigt ønske fra kvindens side om at forstå manden.
Det er »gåten mannen«, Cora Sandel forsøger at forstå, samtidig med at hun kortlægger kvindeligheden.
Den umulige kærlighed
I mellemkrigstidens norske litteratur er Cora Sandel langt fra ene om at behandle kærlighed og vanskelige parforhold. Kærligheden mellem kvinde og mand er uden tvivl det dominerende emne i norsk romanlitteratur i denne periode, ikke mindst i psykologisk-realistiske romaner skrevet af kvinder.
Her skal blot nævnes tre af periodens flerbindsværker, der falder ind under denne kategori: Gisken Wildenveys tre bøger om Andrine, Andrine, 1929, Andrine og Kjell, 1934, og Andrine og lykken, 1939 (et tillægsbind udkom i 1955), Magnhild Haalkes tre bøger om Gry, Åkfestet, 1936, Dagblinket, 1937 og Rød haust?, 1941, og Cora Sandels tre bøger om Alberte, Alberte og Jakob, 1926, Alberte og friheten, 1931, og Bare Alberte, 1939. Fælles for disse trilogier er, at de følger et kvindeliv fra ungdom til voksenalder, og at kærligheds- og frigørelsesproblematikken står helt centralt. Gry finder først vejen til et selvstændigt liv, da hun er blevet voksen, og hendes mor er død, mens både Andrine og Alberte må væk fra deres opvækstmiljø og slægt – og sluttelig også fra mænd og børn – for at skabe deres eget liv.
Forholdet mellem Alberte og manden Sivert skildres således hen mod slutningen af den tredje bog om Alberte: »Med en slags forundring husker hun, hvordan hun gikk fra og til i følelsen for ham. Mange ville kalle det sanselighet. Det var snarere noe sjelelig, et behov for å løse gåten hans«.
Denne vigtige bog i Cora Sandels forfatterskab slutter med, at Alberte forlader både mand og barn for at forsøge at etablere sig som kunstner, alene. På det tidspunkt tror hun desuden, at hun har løst »gåten hans«. Egentlig har løsningen været åbenlys fra begyndelsen. Sivert er en af dem, der er »seg selv« i alle livets øjeblikke. Han foretager sig det, der kan betale sig, og har et talent for at skaffe sig fordele, der er så selvfølgeligt som »dyrets i skogen«. Det er hende, der har mystificeret denne tavse, almindelige mand, og hun forlader ham for at overleve selv: »Sivert er en mur jeg slår meg fordervet mot i lengden«. Albertes kærlighedsprojekt bryder sammen, uden at vi derfor har med en sammenbrudsroman at gøre.
I opbrudssituationen rummer Albertes fremtidsudsigter til og med muligheden for en ny, ensom kvindestyrke: »Hun går der og vet igrunnen bare ett. Nå er det slutt med famlingen i tåke efter varme og efter havn. Det er opplett (klaret op) nå, klar sikt og kaldt. Ingen armer omkring en mere, ikke et barns engang. Nakne livet, så langt hun øyner, kamp og et uhildet syn. Det blir å gå under eller også å gå seg så bitterlig sterk at intet kan ramme en lenger. Hun fornemmer noe av den absolutt ensommes kraft«.
En kvindelig flanør
De tre bøger om Alberte Selmer, Alberte og Jakob, Alberte og friheten og Bare Alberte, er Cora Sandels hovedværk. Trilogien er en detaljeret og gribende historie om en ung kvindelig kunstners udvikling. Det er en historie om Albertes udvikling fra ung pige til voksen kvinde, men dertil en realistisk historie om Norge og Europa fra lige før århundredskiftet til op mod 1920. Især kvinders livsmuligheder i denne periode behandles i værket på en måde, der savner sidestykke i norsk litteratur.
Foruden det historiske rum i romanerne findes et geografisk og miljømæssigt spænd i selve fortællingen, der beriger den i endnu højere grad. Albertes historie bevæger sig fra livet i den lille nordnorske by til metropolen Paris, fra en embedsmandskultur, der er stærkt præget af forrige århundredes værdier, til den avantgardistiske parisiske bohemekultur. Alberte er en overgangsfigur og en outsider, der hele tiden må kæmpe sig frem til sine egne løsninger. I det konventionelle miljø i lillebyen hæmmes hun især af moderens forventninger. Alberte vil ikke være en ung pige af den slags, moderen ønsker. Og hun vil ikke giftes bort. Kvindernes skæbne i det lille samfund er knyttet til deres biologi, billedligt konkretiseret i figuren jordemor Jullum. Med sin »slitte, sorte veske (taske)« og et »stillestående, allvitende smil« går hun gennem den første roman som en slags uhyggelig, magisk figur, en påmindelse om, hvordan kvindelivet er biologisk determineret og før eller siden lader sig tæmme og sygeliggøre.
I den anden roman finder vi Alberte som ung, usikker kvinde i Paris i årene lige efter 1910. Hun lever fra hånden til munden, også her ensom og søgende. Hun vil skrive, men det bliver ikke til stort mere end notater på små papirlapper, som hun putter i en kuffert. Alberte lever midt i et pulserende kunstnermiljø. Læst som et kunsthistorisk dokument indeholder denne bog en række værdifulde observationer af skandinaviske kunstnere, af malere og billedhuggeres liv i Paris tidligt i det tyvende århundrede.
»Begi seg ut i det. Drive, streife omkring, se på, suge i seg, uten annet mål enn å gjøre det. Ta en av de gammeldagse hestebussene, som ennå gynger frem hist og her … Alberte har sin drivertilbøyelighet fra liten av … Hun kan følge ukjente mennesker gate opp og gate ned, stige av og opp på samferdselsmidler med dem for å få se hvor de til slutt går inn, lytte anspent efter samtaler villfremmede imellom, som gjaldt det liv og velferd for henne … «. (Cora Sandel: Alberte og friheten, 1931).
Alberte selv er en observatør – noget i retning af, hvad Charles Baudelaire ville have kaldt en flanør. Hun strejfer om og suger indtryk til sig. Og hun lever midt i det moderne liv, på caféerne, på udstillingerne, langs kajerne, på varieté, blandt kunstnere samlet omkring restaurantbordet. Det er her, mens hun tilsyneladende i årevis blot driver omkring, at hun modnes som digter. Alberte er en kvindelig flanør. Gennem hendes blik ser vi, hvordan det i det tilsyneladende så frigjorte bohememiljø er den mandlige kunstner, der sætter standarden og præmisserne. Kvinderne må affinde sig med, at deres forventninger til livet og deres kunstneriske ambitioner kommer i anden række. I portrættet af Liesel, Albertes malende veninde, der får foretaget en abort, fordi hendes billedhuggermand ikke har plads til et barn i sit liv, rummes kønnets tragedie. Liesel beholder sin mand, men invalideres fysisk og psykisk.
»Hun vender hjem fra ekspedisjonene sine, trett, sulten, fullt klar over at hun atter har brukt penger, tid og skosåler til ingen nytte. Og allikevel underlig tilfredsstillet, som om dype og dunkle krav i henne hadde fått sitt for en stund … en natt noen tid senere er hun kanskje oppe med sviende øyne og feberpuls og rabler uleselige linjer på blad … « (Cora Sandel: Alberte og friheten, 1931).
Alberte bliver også gravid, men vælger barnet, selv om det er ensomhed mere end kærlighed, der har ført hende i armene på barnets far. Graviditeten og barnet gør hende til et mere helt menneske, men forsinker den kunstneriske proces, der først kan komme i gang igen mange år senere. Alligevel bevarer hun gennem alle vanskelighederne troen på, at det er kunsten, det skrevne ord, der repræsenterer hendes udvej.
Albertes lange søgen efter en »egen vej« er også en søgen efter et »eget rum«. Det findes hverken i barndomshjemmet, i det frie kunstnermiljø eller i parforholdet. Ingen har i eftertiden kunnet påvise, at den samtidige Virginia Woolf eller dennes pamflet A Room of One’s Own, 1929, var kendte navne for Albertes forfatter. Der er dog et påfaldende stærkt sammenfald mellem den engelske og den norske forfatters tanker. Albertes kamp for frihed, kunstnerisk og menneskeligt, illustrerer med al mulig tydelighed, hvordan manglen på penge og eget værelse – i videste forstand – bliver en afgørende faktor. Til sidst finder hun sit eget rum i skriften: »Som en knute har hun knyttet seg om manuskriptet. Hun kjenner seg som i et overopphetet hus, hvor en utgang er levnet henne. Det er nok pent utenfor, men – « (Cora Sandel: Bare Alberte, 1939).
Sara Fabricius – et liv
Bøgerne om Alberte er ikke selvbiografiske, skønt dybden og den møjsommeligt erfarede klogskab i Albertes historie tydeligvis henter træk fra den kvindes livshistorie, der gemte sig bag pseudonymet Cora Sandel. Hun hed Sara Cecilie Margareta Gjörwel Fabricius. Hun blev født ind i en embedsmandsfamilie i Kristiania i 1880 og var ældste datter af Anna Margareta Greger og Jens Schouw Fabricius.
Sara Fabricius’ slægt bestod på begge sider af Eidsvollmænd (grundlovsfædre), marineofficerer og handelsmænd. Faderen var kommandørkaptajn og 18 år ældre end sin kone. I sin ungdom var han løjtnant i den franske marine, og mens Sara var lille, rejste han stadig rundt i verden i embeds medfør og vendte hjem med eksotiske genstande til familien.
Den store forandring i Saras tilværelse kom, da faderen i 1893 af økonomiske grunde besluttede at flytte hele familien til Tromsø, en lille nordnorsk by med 7.000 indbyggere, uden elektrisk lys og med mørketid to af årets måneder. Aviserne fra hovedstaden ankom en gang om ugen, men det sociale liv var gæstfrit og blomstrende. Den lille nordnorske by skulle komme til at spille en stor og væsentlig rolle i meget af det, Cora Sandel siden skrev, bl.a. i debutromanen Alberte og Jakob. Samtidig er det også muligt at se, hvor fiktionen fortrænger de autentiske oplevelser. Saras barndom og ungdom var f.eks. relativt meget lykkeligere end Albertes – hun kunne lide at læse, var god til at skrive og spillede gerne teater. Som med Alberte var det de kunstneriske interesser, der førte Sara væk fra sit barndomshjem. Hun ville gerne male og fik i 1899 lov til at være elev hos Harriet Backer på en skole for kvindelige malere i Kristiania. Fem år senere rejste hun til Paris for at male – med 800 kroner at leve for. Hun blev der i 15 år. Hun gik på kunstskoler og malede i mange år. Hun forsøgte sig som skribent i den norske avis Morgenbladet, læste meget og lod sig inspirere af franske forfattere, især Colette. I 1913 giftede hun sig med den svenske billedhugger Anders Jönsson og fik en søn med ham i 1917. På det tidspunkt lagde hun malergrejet på hylden, og familien rejste hjem tidligt i 1920’erne. Først da begyndte hun at skrive for alvor.
Under det selvopfundne pseudonym Cora Sandel debuterede hun i 1922 med en kunstnernovelle fra Paris og fortsatte med at skrive på norsk, selv om hun blev boende i Sverige resten af sit liv. Ægteskabet blev opløst midt i 1920’erne, og efter en lang retslig strid fik hun eneansvaret for sønnen.
Gennem hele mellemkrigstiden levede Cora Sandel af at skrive, men økonomisk var det ofte svært. Hun levede af forskud, brugte lang tid på sine romaner og tjente kun lidt på novellerne. Helt frem til 1940 måtte hun til tider pantsætte sin skrivemaskine mellem honorarudbetalingerne, noget der næsten forekommer paradoksalt, når man ved, at debutromanen Alberte og Jakob udkom i fire oplag, i alt 9.000 eksemplarer, i det første år efter udgivelsen.
Ud over Kranes konditori, 1945, og Kjøp ikke Dondi, 1958, består resten af Cora Sandels forfatterskab af omkring 60 noveller og fortællinger skrevet mellem 1922 og 1949. Motivisk spænder de fra en medfølende skildring af isbjørne i Tromsøs gader til kvindeliv i et østerlandsk harem. Cora Sandel interesserer sig først og fremmest for det udsatte individ og tager outsidernes parti, hvad enten det er en kvinde, et barn eller en mand, der befinder sig i en presset situation.
Erfaring og iagttagelse
De begivenheder i Saras liv, som Alberte-bøgerne er bygget op over, fandt sted fra omkring 1895 til 1922. Da hun havde fået afstand i tid til det, hun kalder sine egne »erfaringer og iakttakelser«, indledtes omformningen til litteratur, og resultaterne foreligger så i bogform mellem 1926 og 1939. Det er denne evne til at skabe kunstnerisk distance til det selvoplevede, der gør Cora Sandel til en stor forfatter.
»Stoffet kommer til en på langt mere mystiske veier enn litteraturdoktorer og psykoanalytikere drømmer om. Pågående krig og ankomsten av en sønn i 1917 slo meg penselen ut av hendene, og jeg fikk aldri fatt i den igjen. Men noe må en gjøre, jeg satte meg til å skrive ute i Bretagne – uten all tanke på noensinne å komme til å kalle meg ‘forfatter’«. (Brev fra Cora Sandel til O. Solumsmoen).
I hendes øvrige forfatterskab findes ligeledes tydelige erfaringsrester: lillebyens konformitetspres, det parisiske kunstnermiljø, kunstnerens langsomme vej til modning og kampen med ordene, kvinders og børns udsatte position. Det er først og fremmest kvindeerfaringer, der formidles hos Cora Sandel. I det rum, hun skaber omkring sine opdigtede kvindefigurer, findes en ægte fortrolighed og intimitet, der har bevirket, at stadig nye generationer af læsere – især kvinder – har fundet vej til hendes bøger. Denne ægthed opnår hun ikke mindst gennem sin skrivestil, der på én gang er direkte og antydende. Hun sætter ord på erfaringer samtidig med, at hun omhyggeligt undgår at fortælle for meget.
»Dårlig reklame er det kanskje når jeg påstår, at jeg ikke har gjennemgått riktig alt, jeg skrev om. Og at figurene ikke er portretter hverken av mine nærmeste eller av mine venner. Så enkel er mekanikken ikke, når det gjelder diktede personer. Til syvende og sist kan jeg visst trygt si det. Gjennemsnittsleseren går enda hjem og tenker sitt.« (Cora Sandel i Arbeidermagasinet, nr.2, 1939).
Allerede i den første tekst, hun får på tryk under navnet Cora Sandel, novellen »Rosina«, findes dette kvindelige »vi«, som hun siden med så stort held bruger i såvel romaner som korttekster. I det hele taget er denne novelle et både tidligt og tydeligt – om end noget ufærdigt – eksempel på, hvordan en fortrolighed etableres i Cora Sandels »kvinderum«. Ofte mellem to mennesker med vidt forskellig baggrund og livssyn, som dog har kvindekroppen som fælles erfaring. Den viden, der vokser frem gennem udveksling af kvindekroppens erfaringer, har både med erotik, økonomi og frihed at gøre.
Rosina står model for jeg-personen, en kvindelig kunstner, og fortæller hende om sit liv. Hun har sparet penge op for at kunne rejse fra en fattig norditaliensk landsbytilværelse og er efter en tid endt i Paris. Den store frihed glitrer nok ikke helt så meget, som hun havde troet, men hun holder skindet på næsen ved at stå model og ved at have mandlige »bekjentskaper«. Hun har været »uheldig« en gang og har fået en abort. Nu siger lægerne, at hun må gennemgå en operation for at blive helt rask. Men Rosina tør ikke:
»’Da mister jeg min ven, signora, jeg mister ham helt sikkert hvis jeg blir liggende syk. Vi maa ikke være syke, signora, det liker mændene ikke. Vi maa bare late som ingenting’«.
Og novellens »jeg« kan kun samtykke. Det gør hun ved at solidarisere sig: »Det er saa. Det er resikabelt for os at være syke, enten vi er en velberget borgerfrue eller en liten Rosina i et kunstnerkvarter i Paris. Vi vet det de fleste av os, og vi holder os oppe i det længste og gir os ikke over. Det er saa at si vor sidste skilling dette«.
I denne og flere af Cora Sandels tidlige tekster findes ikke meget af den ensomhedens styrke, som forfatteren efterhånden udstyrer nogle af sine figurer med. Her er »verdens ældste erhverv« også kvindens eneste erhverv.
Tematikken gentages og udbygges flere steder i forfatterskabet, ikke mindst i Alberte-bøgernes lavmælte nattesamtaler mellem Liesel og Alberte. De to kvinder taler om, hvad det vil sige at være en »ægte« kvinde, og de leder efter et rum både for egen kreativitet og for moderrollen i dette kvindebillede. Her er forfatteren søgende og meget lidt bombastisk. På dette stadie indgår både Alberte og Liesel kompromiser i forholdet mellem andres krav og egne forventninger.
I andre tekster kan hun være næsten agitatorisk tydelig, som f.eks. i novellen »Mange takk, doktor« fra 1935. Efter en provokeret abort går sammenhængen mellem krop og penge endnu tydeligere op for den unge kvindelige kunstner. Op mod et kvindeligt »vi« sættes et mandligt »de«. Hendes mand og den mandlige abortlæge »glir sammen for henne til et fiendtlig element«.
Drift og savn
Selv om manden er skydeskive for kvinders had, ironi og foragt, findes der faktisk flere både sympatiske og elskværdige mænd i Cora Sandels bøger. Hun går ikke af vejen for at skildre mænd med tiltrækningskraft – en af dem er den franske forfatter Pierre, som den voksne Alberte møder og indleder et stærkt, spirituelt forhold til. Hun kan også skildre stærk erotisk tiltrækning mellem mand og kvinde eller mellem dreng og pige som f.eks. i novellen »Eksperiment i juni«, 1935, hvor det hedder om den unge pige:
»For det er kysses hun vil, kysses og kysses. Det er nok for henne, fyller kroppen med en fryd som risler og strømmer ut i lemmene, er i albuene, i knærne, i nakken. Hun blir til ingenting av den, blir som løst fra seg selv og borte«.
Også Alberte kender denne trang til at blive »løst fra seg selv og borte«. Der løber en på én gang stærk og næsten skjult historie om savn af og længsel efter kærlighed gennem alle tre Alberte-bøger. Albertes fortrængte følelseshistorie indledes med forholdet til moderen. Moderen afviser hende gennem hendes opvækst, og hverdagen er præget af stor afstand og kølighed dem imellem. Men af og til, i glimt, får Alberte øje på »mammas virkelige ansikt«. I de øjeblikke kan hun lade tidlige minder dukke op, om »mammas hender, svale og faste, gode og trygge rundt hodet, om varme kyss av mammas munn, om smil av ømhet. I tider langt tilbake, da alt var annerledes«.
Når den purunge Alberte til sidst i første bog i fortvivlelse forsøger at drukne sig, får to helt forskellige følelser hende til at opgive sit forehavende: »noe blankt og hårdt, en rasende motvilje … en strid vilje til fortsettelse«, men også en drift: »en hungrende uro, som bare kan stilles av livet selv«.
Dette kan læses som ren livsvilje og selvopholdelsesdrift, men også som et begær efter at blive elsket, selv at elske. Den unge pige Albertes oplevelser af kærlighed og forelskelse er yderst sparsomme. Hun sværmer for en hovedstadsdreng, der kommer på besøg om sommeren, og hun lader sig en enkelt gang kysse af broderens ven, den kønne Cedolf, på en havnekaj. Dette kys er hendes første udtalte møde med det erotiske, det hun selv kalder »det lumske og farlige«. Der udgår »noe tvingende« fra Cedolf, han har noget mystisk ved sig, »en mørk klangfarve« i stemmen.
For Alberte er dette kys langt mere end et kys. Det er en oprørshandling. Når sorenskriverens datter kysser sømanden Cedolf, er det nemlig også en social protest mod det liv, hun tvinges til at leve blandt plyds og porcelæn, mens hun venter på at blive »giftet bort«. Først mange, mange år senere i Paris, da Alberte møder den danske forsker Vejgård, lader hun igen disse følelser folde sig ud – og forelsker sig.
Denne forelskelse og Vejgårds påfølgende tragiske død bevirker, at hun lukker op for sine følelser. Hun trækker mindet om sine forældre frem igen og mindet om deres død og forsøger at forsone sig med fortiden. Det parforhold, hun indleder til den norske maler Sivert Ness lige efter, er bygget på ensomhed, længsel og ren drift. Forholdet, der næsten minder om forholdet til moderen, rummer mere savn end kærlighed. Ikke engang den entydige kærlighed til deres fælles barn er nok til at tilfredsstille Albertes »hungrende uro«.
Måske – men det ligger uden for romanens rammer – kan det nye liv som forfatter stille hendes livsbegær, i hvert fald hvis hun kan nærme sig det, hun på et tidspunkt undervejs sætter op som et ideal: »Eie både barn og arbeid!«
Interiører med figurer
Det er blevet sagt, at Cora Sandels prosa nærmer sig dramatik, noget der nemt lader sig påvise i mange af novellerne.
Cora Sandel havde sans for genrebrud. Flere af hendes prosaværker rummer dramatisk nerve samtidig med, at det poetiske udtryk ligger på lur i detaljerne, i brug af rytme og sproglige paralleller og i billedfremstillingen. Der findes både digte og rene dramaudkast blandt hendes efterladte papirer.
I 1930’erne blev hun opmuntret til at skrive romaner, den genre der havde den højeste prestige på det norske bogmarked. Af økonomiske og praktiske grunde skrev hun flest noveller. Hendes prosa-dramatiske talent træder endnu tydeligere frem i de bøger, hun skrev efter krigen, især i Kranes konditori. Tematisk er historien om syersken Katinka Stordal ikke ny i forfatterskabet. Katinka gør oprør ved at sætte sig på et konditori og drikke portvin med den svenske løsarbejder Stivhatten i to dage i stedet for at sy kjolerne til lillebyens fine fruer færdige. Men formmæssigt er denne historie drevet til det yderste. Forfatteren indfører et sladrende, småsnakkende kollektiv, der gennem sin behandling af outsideren Katinka skubber læseren mere og mere over på hendes side. Kranes konditori rummer megen lun humor, men det er først og fremmest ironien, der er tekstens drivkraft, og hvad der ikke siges er mindst lige så meningsbærende som det, der siges.
»De som går – ? Ja, de i de moderne stykkene. De går alltid til slutt. Jeg går nu, sier de. Ofte har jeg undret på hvordan de greide (klarede) seg når de var gått. De kan ikke bo nordpå iallfall, de må (kan) ikke ta hurtigruten (færgerute langs Norges vestkyst). En må ha minst femogsytti kroner. Og for det kommer en bare til Trondheim«. (Kranes konditori, 1945).
Undertitlen »Interiør med figurer« mente hun, at hun selv havde fundet på, indtil hun opdagede, at Victoria Benedictsson, som hun satte stor pris på, tidligere havde brugt den.
Skønt Cora Sandels forlægger, den indflydelsesrige Harald Grieg på Gyldendal Norsk Forlag, forbeholdt sig ret til at kalde Kranes konditori »en roman«, var den langt hen ad vejen noget andet, hvilket også viste sig, da den blev dramatiseret og filmet. Den fik stor opmærksomhed og blev rost, bl. a. af digteren Paul la Cour, netop fordi den var »paa Vej mellem to Genrer«.
Kjøp ikke Dondi, hendes sidste bog, gav hun også denne undertitel. Begge foregår stort set i ét scenisk rum, henholdsvis konditoriet og »den store dagligstuen med lys fra tre kanter«. Begge har et begrænset antal aktører. Kranes konditori er også inddelt i første og andet »billede«. Her kan man sige, at Sandel helt eksplicit trækker malerkunsten ind, at hun så at sige forsøger at komponere et litterært stilleben: Hun stiller figurer tæt sammen og skildrer måden, de står på i forhold til hinanden.
Cora Sandel er blevet kaldt »det usagtes« digter. Det er den underliggende ironi og de bagvedliggende dybere sandheder, der – sammen med hendes evne til at skabe lavmælte, men også trodsigt optimistiske kvindeskikkelser – gør hendes tekster så gode.
Da Kranes konditori blev dramatiseret for scenen i 1947, og forfatteren Helge Krog skrev en ny midterakt til, brød han med den oprindelige intention: Den nyskrevne mellemakt finder ikke sted på konditoriet. Gennem at vise, hvad Katinka og Stivhatten foretager sig om natten, mellem de to »billeder« på konditoriet, overtrådte han også et andet Sandelsk princip om ikke at sige alt, at lade visse felter forblive ubemalede.