Mange af de kvindelige svenske forfattere i 1970’erne ville tale deres egen sag og med egen stemme bære vidnesbyrd om egne erfaringer og nye livsmodeller. Til dette formål genbrugte de en gammel genre, bekendelsesromanen, som går tilbage til Augustins Confessiones (Bekendelser) fra omkring år 400, og hvis moderne udformning skabes af Rousseau.Bekendelsesromanen fortsatte 1960’ernes dokumentarisme. Rapportbogen, som bevægede sig i den offentlige sfære med rejseskildringer, arbejdspladsskildringer og sociologiske skildringer af samfundsgrupper, blev nu anvendt til at skildre intimsfæren: hjemmet, følelserne og den personlige udvikling. Lige så vigtigt som det i 1960’erne var at dokumentere den personlige deltagelse og undersøgelse, lige så vigtigt blev det i 1970’erne, at den erfaring og oplevelse, der blev beskrevet, var ægte. Hvor 1960’ernes ideal var den objektive skildring, blev 1970’ernes den subjektive gengivelse. Fiktionen gjorde krav på autenticitet.
Tag: Mor-datterforholdet
Den danske forfatter og debattør Suzanne Brøgger har i en stor del af sit forfatterskab beskæftiget sig med oprørets natside og nej’ets konsekvenser. Og især dramaet Efter orgiet, hvor personerne Lem, Rigor, Vulva og Mortis opfører en incestuøs, ødipal dødsdans i en Brøggersk udgave af den græske tragedies retorik, udløste samme bestyrtelse, som da forfatteren tyve år tidligere ønskede at befri os fra kærligheden.Men startede forfatterskabet i et ‘nej’ i 1973, skete der en vending med udgivelsen af romanen Ja i 1984, der samtidig markerede Suzanne Brøggers mere folkelige gennembrud. Ja viser sig at være en kunstnerroman, hvor den kvindelige kunstner genopstår fra kvindelighedens gravkammer. Forfatterens bevægelse fra NEJ i 1973 til sit JA i 1984 handler således dybest set om en personlig vej til et forfatterskab, en kunstnerisk livspraksis.
Lyrikere fra 1960’erne.
Den norske lyriker Eldrid Lunden debuterede i 1968 med digtsamlingen f.eks. juli, en bog, der på en ny og fræk måde protesterede mod etablerede konventioner i norsk lyrik. Hun er en pioner blandt de lyrikere, der fra en feministisk position undersøger sproget som magtmekanisme og mulighed i poetisk form.I hendes digte knyttes kvindelighed ofte til metaforer som vand, regn, slim, mund, mens mandlighed konnoteres af »hårdere« metaforer som bil, insekt og puls. Men dette retoriske spil er samtidig åbent og dynamisk; en pointe er at undlade at fastlægge betydning, men at nedbryde de konventionelle forestillinger, der kan cementere kønsrollemønsteret. Bevægelse, musik, melankoli og oprør fejer som en blå bølge gennem forfatterskabet: Ingenting må falde til ro i dette sprog; poesien er evigt utålmodig.
Den alt for hastige modernisering og urbanisering på Island havde psykologiske konsekvenser og skabte voldsomme kulturelle brydninger. De kvindelige islandske forfattere i perioden 1930-1965 forsøgte at analysere de processer, de blev udsat for, forsøgte at trække linjer bagud og fremad og at rekonstruere en mening i deres hverdag.Der var diskussion blandt kvinder i de år. Et oprør mod efterkrigsårenes omsorgs- og husmoderideologi var på vej. Og man kan notere flere udbrud af frustration og modstand mod den mandlige litterære elites arrogance og kvindeforagt. Men arrogancen havde en virkning, og de yngre kvinders litteratur i 1950’erne og 1960’erne er ofte præget af forsigtighed og selvcensur.Der var langt mellem ambitiøse debutanter, og i kvindernes romaner blev hvert eneste ord vejet. Sprogbevidsthed, formfornyelser, absurde eller groteske indslag er imidlertid påfaldende i Unnur Eiríksdóttirs, Drífa Viðars og Ásta Sigurðardóttirs noveller. Modernismen var på vej, og det var byens unge kvinder, der banede vejen for den.
Sonja Hauberg døde inden hun var fyldt 30 år af en tyfus, hun havde pådraget sig. Hun nåede at udgive to romaner, Hvad vil du mig?, 1942, og Syv Aar for Lea, 1944. Ved sin død efterlod hun sig romanmanuskriptet April, der blev udgivet posthumt i 1961.Alle bøgerne har det fælles mønster, at den kvindelige hovedperson er placeret mellem to mænd. Dels den broderlige ven, som hun har fælles erindringer med og i forhold til hvem, hun kan komme til syne som person. Dels elskeren, som hun kæmper for at blive forstået af. Men Sonja Haubergs kvinder skuffes alle i deres kærlighedsforventninger; det lykkes ikke at forene venskab med erotik.
I Tove Janssons forfatterskab, både i hendes børnebøger og i voksenlitteraturen, er en særlig forskydningsteknik typisk. En tryg idyl dækker over en uhyggelig baggrund, som dog altid toner frem igen. Billedbøgerne Hur gick det sen? og Vem ska trösta Knyttet? fra 1958 (Hvem skal trøste Knytten?, 1960) kan læses som bekræftelser på den moderlige utopi, som voksede ud af Tove Janssons traumatiske oplevelse af krigens meningsløshed, og skabte mumitroldenes verden.Det er en verden, hvor moderligheden styrer, og familiebåndene strækkes ud til at omfatte alle. Men forfatterskabet standser ikke ved drømmen om den lykkelige familie. I de sidste Mumibøger og i voksenforfatterskabet dekonstrueres dette mytebillede.
I 1937 fik Tove Ditlevsen publiceret et digt for første gang. Det skete i tidsskriftet Vild hvede, og digtet kan læses som en allegori over hendes forfatterskab, der blev det betydeligste på kvindesiden i dansk efterkrigstid. Under digtets enkle overflade foregribes genkommende temaer, som kvindeidentitet, erindring og kreativitet. Tabet af barndommen og især det symbiotiske forhold til moderen er grundlaget for hendes melankolske poetik.Forfatterskabet er én lang erindringsproces, først i fiktionens form, senere også som essays med personlige erindringsfragmenter indtil udgivelsen af de egentlige erindringsværker. Da erindringsstoffet var udtømt, alle hovedpersonerne i hendes barndoms univers var døde og ægtemanden havde forladt hende, afsluttede Tove Ditlevsen sit liv, som hun havde bebudet.
Aase Hansen og Ellen Raae tilhørte en generation af kvinder, for hvem statsborgerskabet var blevet erobret, uden at denne erobring føltes som en personlig sejr. Sammen med forfattere som Johanne Buchardt, Ellen Duurloo, børnebogsforfatteren Estrid Ott, arbejderforfatteren Caja Rude og Karen Bjerresø udgjorde de en gruppe forfattere, der var optaget og anfægtet af spillet mellem kvindernes krav til livet – og den nye tid som et løfte og en trussel. Det er en gruppe forfattere, hvis litteraturhistoriske skæbne i høj grad har været tavsheden.
Den socialt bevidste forfatter Moa Martinson, »Folkehjemmets« enfant terrible, var i årtier på »goa Moa« med hele det svenske folk. I hendes forfatterskab er tre projekter vævet sammen: et seksuelt, et historisk og et psykologisk. Store dele kan læses som et dokument om den kvindelige bevidsthed i arbejderklassen i en socialt urolig periode, hvor arbejderbevægelsen voksede sig stærk, men også som en kvindepolitisk kritik af arbejderbevægelsens svigt over for dens egne kvinder.Som noget nyt i svensk litteratur blev moderkroppen det centrum, hendes stof organiseredes omkring. De fleste af hendes kvindeskikkelser er stærke, men spaltede. De er bundet til deres biologiske skæbne, men stræber som oftest efter at overskride den. Hun mødte modstand hos kritikerne for sine upolerede beskrivelser af kvinders kroppe og seksualitet, men netop fordi seksualiteten kom til at stå i forgrunden, lykkedes det hende at skildre kvindernes eksistentielle livsvilkår.