En litterær fejde om moderlighed.
Tag: Moderskab
Ny færøsk kvindelitteratur.
Social kritik og ny bevidsthed i 1970’ernes norske kvindelitteratur.
Kvindeskribentgruppen i Österbotten.
I de tidlige 50’ere indledtes et stort svensk forfatterskab med den unge Birgitta Trotzigs romandebut Ur de älskandes liv (Fra de elskendes liv) fra 1951. I romanen er der en stræben efter at nå ud over jeg’ets grænse, at nå frem til det livsvigtige du, og dette forbliver en grundlæggende tematisk og stilistisk bevægelse i hele forfatterskabet.Men er Birgitta Trotzig egentlig ikke lyriker? De mest intense partier i hendes værk har prosalyrikkens form. Alligevel bliver den lange fortælling, som anskueliggør livsforløbet, en nødvendighed for hende. »Det store problem er stadig enkelt. Et kort forløb mellem fødsel og død. At menneskenes verden skulle være et kærlighedsfællesskab. Hvorfor er den ikke det?« skriver hun i essayet Hållpunkter, hösten 1975 (Holdepunkter, efteråret 1975). Denne koncentration om livsløbet i dets helhed finder man i alle hendes fortællinger.
Sensymbolister og modernister i efterkrigslitteratur.
Under 2. Verdenskrig skete der en forskydning i motivet i kvinders litteratur. Barnet, der er udsat for meningsløs vold, kommer i fokus, og 30’ernes mere erotiske betoning af moderkroppen træder i baggrunden. Det er, som om tiden nu er moden til at virkeliggøre den samfundsmoderlighed, som Fredrika Bremer og Ellen Key havde beskrevet som kvindernes bidrag til civilisationen, men med den vigtige forskel at tyngdepunktet forskydes fra kvindens egen tale til barnets.Fokuseringen på barnet – og dermed på mødrenes samfundsansvar – er de skrivende kvinders sidste forsøg i moderne tid på at lancere en ny etik for menneskelige relationer og formulere en politisk utopi for et fredeligt samfund. Og det sker over en bred front, om end i mange litterære varianter, og klinger ikke af før i 1960’erne, da moderskabet mister sit revolutionære potentiale ved at problematiseres som magt alternativt afmagt. Da kommer kvinden i litteraturen til i forhold til manden at indtage det magtesløse barns position. Og den kæmpende mor reduceres til frustreret husmor.
Den alt for hastige modernisering og urbanisering på Island havde psykologiske konsekvenser og skabte voldsomme kulturelle brydninger. De kvindelige islandske forfattere i perioden 1930-1965 forsøgte at analysere de processer, de blev udsat for, forsøgte at trække linjer bagud og fremad og at rekonstruere en mening i deres hverdag.Der var diskussion blandt kvinder i de år. Et oprør mod efterkrigsårenes omsorgs- og husmoderideologi var på vej. Og man kan notere flere udbrud af frustration og modstand mod den mandlige litterære elites arrogance og kvindeforagt. Men arrogancen havde en virkning, og de yngre kvinders litteratur i 1950’erne og 1960’erne er ofte præget af forsigtighed og selvcensur.Der var langt mellem ambitiøse debutanter, og i kvindernes romaner blev hvert eneste ord vejet. Sprogbevidsthed, formfornyelser, absurde eller groteske indslag er imidlertid påfaldende i Unnur Eiríksdóttirs, Drífa Viðars og Ásta Sigurðardóttirs noveller. Modernismen var på vej, og det var byens unge kvinder, der banede vejen for den.
Stina Aronson udgav 17 bøger og er især kendt for sine norrbottniske ødemarksskildringer. Men da hun fik sit gennembrud med romanen Hitom himlen (På denne side af himlen) i 1946, havde hun allerede et langt forfatterskab bag sig. Til det nyskabende i hendes Norrlandsskildringer hører, at de kun sjældent er fortællinger i gængs forstand. Det, der »sker«, er frem for alt opdagelsen af verden, af dens fredfyldthed og pludselige indgydelse af rædsel.Den største indre spænding i hendes senere værker ligger i forholdet mellem en modernistisk registrering af verden og en etisk måde at forholde sig til den på. Der findes navne for dette sidstnævnte: medlidenheden og resonansen. Hendes Norrlandsfortællinger er en sådan resonansens skrift, en lydmodtager ud mod den fremmede stilhed, som gøres fortrolig. Men som samtidig grundlæggende forbliver ukendt og ubevidst.
Mange af de kvindelige forfattere i Norge, som i 1900-tallets midte skrev i skyggen af krigen, stillede sig spørgsmålet; hvordan er det at leve i en tid, som så drastisk forandres efter en krig? Nogle af dem tog direkte krigen op i deres romaner, mens andre bearbejdede de sjælelige kriser, der fulgte i krigens spor. Det gælder blandt andre Solveig Christov, Aslaug Groven Michaelsen og Bergljot Hobæk Haff.