»Der var kun to ting ved fattigdommen, der kunne gøre mig trist, ikke at kunne gå i biografen og ikke at kunne klæde mig nogenlunde efter sidste mode«.
Sådan oplevede den 17-årige Guðmunda Elíasdóttir Reykjavík i 1937. Hendes dramatiske erindringer Lífsjátning (Livsbekræftelse), 1981, nedskrevet af Ingólfur Margeirsson, udgør samtidig et fortættet billede af de psykiske konsekvenser af den alt for hastige og grove modernisering og urbanisering på Island. Guðmunda er uden rødder, kulturel ballast og særlig moral og reagerer først og tænker eventuelt siden hen over sine reaktioner.
De kvindelige islandske forfattere i perioden 1930-1965 oplevede de samme kulturelle brydninger som Guðmunda Elíasdóttir, men de forsøgte at analysere de processer, de blev udsat for, forsøgte at trække linjer bagud og fremad og at rekonstruere en mening i deres sære hverdag.
En kvinde bliver til
Ragnheiður Jónsdóttir (1895-1967) skrev sine fire bøger om bondedatteren Þóra Gunnarsdóttir, Úr minnisblöðum Þóru frá Hvammi (Af Þóra fra Hvammurs notater) i perioden 1954-1964. Hvor den traditionelle udviklingsroman enten fører frem til heltens integration i sit samfund eller til hans endelige brud med det, fører Þóras historie frem til et »hverken/eller« eller et »både/og«; første del af hendes historie beskriver hendes ukuelige og optimistiske tro på, at hun har de samme muligheder som sin bror, mens sidste del udspiller sig i melankoliens regi.
Ragnheiður Jónsdóttir blev uddannet som lærer med videre pædagogiske studier i Danmark og England. Hun var ofte syg og skrev mange af sine romaner, mens hun var sengeliggende. Det samme gjorde flere af de øvrige samtidige kvindelige forfattere, der af den grund blev mistænkt for at sjuske med de husmoderlige pligter og opfinde sygdomme for at få tid til at skrive.
Þórabøgerne er en jeg-romanserie, og læseren møder lille femårige Þóra hjemme på gården Hvammur i 1920’erne. Det er et barn, der taler, og et barns tidsopfattelse, der strukturerer teksten. Der går uger eller år mellem de enkelte episoder: Tiden går kun, når der sker noget nyt. På bogens første sider sidder lille Þóra på sengekanten sammen med sin bedstefar. De læser, men så falder en skygge hen over bogen, og solen forsvinder. Moderen er trådt ind i rummet for at jage Þóra ud, så hun kan gøre nytte i gårdens travle hverdag. Solen skinner altid på bedstefars seng, der udgør en verden for sig. En verden af lys, bøger, kundskab og fortællinger. Moderen står for mørket, sliddet, manglen på kærlighed, indsigt og kundskaber.
Þóra fornægter hendes virkelighed; hun vil uddanne sig, hun vil være en mand, når hun bliver stor, hun vil rejse til Reykjavík.
Læseren følger Þóras kamp for sin uddannelse, men en følelse af, at kampen er håbløs, melder sig forholdsvis tidligt. De økonomisk-sociale forhold er medvirkende til Þóras nederlag, men forudsigelsen om hendes fald understreges af, at Þóras yndlingsroman er Sigrid Undsets Jenny, 1911, og den bliver en intertekst i Þórabøgerne.
Som Jenny formår Þóra at leve op til et højt jeg-ideal gennem en benhård disciplin, der efterhånden begynder at sprække. Hendes fortrængning af sine seksuelle drifter gør hende stadig mere spændt, et sug opstår i teksten, formidlet gennem en stresset syntaks og korte sætninger i højt tempo – og så kommer »faldet«. Þóra bliver forført eller snarere voldtaget.
Som mor kommer hun til at gentage sin egen dominerende og uforstående mors opførsel over for sin datter.
Den sidste bog om Þóra fra Hvammi udspiller sig omkring 1959. Her mødes læseren af en iscenesat melankoli i Þóras monotone klagesang, der til stadighed repeterer fortiden, uden at hun bliver i stand til at forstå, hvad der gik galt. Det er efterkrigsår med stor tiltro og tillid til videnskab, teknologi og ekspansion. Det er modebevidste stereotype tider, mænd skal være mandige, og kvinder skal være feminine. Sideløbende hermed beskrives et perverteret familiebillede, et samfund gennemsyret af dobbeltmoral, mistænksomhed, fortrængt jalousi og konkurrence. Dette udtrykkes klart i romanens skrift. Den præges af melankoliens fordoblinger og spejleffekter, der blokerer tekstens bevægelse, tidsperspektivet og al utopisk vision. Þóra fra Hvammi, der som udgangspunkt ikke var klar over, hvilket køn hun tilhørte, har tilpasset sig Den kolde Krigs kvindeideal.
Kunsten
I romanen Í skugga Glæsibæjar (I Glæsibærs skygge), 1945, portrætterer Ragnheiður Jónsdóttir en kvindelig kunstner, pianisten Agnes, en narcissistisk skikkelse, en dårlig mor, en hensynsløs hustru og elskerinde, som alle »ordentlige« folk ved romanens slutning vender ryggen til. Men selv om de andres meninger periodisk påvirker Agnes, forbliver hun intakt, for egentlig er hun ligeglad.
Þóra frá Hvammis forhold til kunsten er langt mere kompliceret. »Jeg drømmer af og til om engang at forsøge at skrive en bog, men jeg ved ikke, om jeg nogensinde tør prøve. Er det ikke som at bryde ind, som en uværdig, i digtningens helligdom?« siger hun.
Idealiseringen fremmer og forhindrer på en og samme gang Þóras drift og skrift. At skrive betyder for hende ikke blot at bryde ind i helligdommen, men at bryde ud af dens modsætning, det vanhellige, det irrationelle, det grumsede, det (kvinde)-kropslige. Det sidste bliver siden hen hovedtemaet i kunstnerromanen Mín liljan fríð (Min skønne lilje), 1961.
Kunstneren er her en 15 år gammel pige i en kystby på det sydlige Island omkring århundredskiftet. Hun hedder Lilja, og i løbet af bogen viser hun sig at være i besiddelse af et stort talent som billedkunstner, som maler. Hun får imidlertid tuberkulose, og selv om hun behandles forholdsvis tidligt, bliver hun ikke rask. Lige før hun bliver syg, holder hun op med at spise. Hun vil ikke leve.
Hele denne roman og hele Ragnheiður Jónsdóttirs forfatterskab kan læses som en tekst om den kvindelige kunstners kamp for at identificere sig med og mestre det sprog, hvori et ambivalent moderbillede ligger begravet: Moderen som Madonna og Medusa.
Centralt i romanen Mín liljan frið står en abortscene, der er enestående i islandsk litteratur. Moderen vækker Lilja midt om natten. Pigen må ud og grave et hul i hjørnet af køkkenhaven. Hun hjælper sin mor, laver kaffe til hende og vasker hendes blod af gulvet, og til sidst falder hun i søvn – syg af angst. Hun drømmer, at havet skyller op mod landsbyen, bølgerne er høje som fjelde og af blod. Så kommer engle svævende og bærer hende med sig op mod himlen.
Efter denne nat er det, at hendes anoreksi bryder ud, og pigen udsulter sin krop og prøver hermed at forvandle den til barnekrop igen og forkaste den kvindelige seksualitet. Da anoreksien bryder ud, holder Lilja op med at male, men hendes indre billeder bliver smukkere og friere end nogensinde, døden bliver et æstetisk højde- og slutpunkt i hendes korte liv.
Den anden kvinde
»Men kære mor, ingen kan skrive en moderne fortælling fra Reykjavík på et tusind år gammelt norsk. Vi skriver på det islandske, der er i færd med at udvikle sig, og på et Reykjavík-sprog, hvis det er nødvendigt«.
Sådan svarer Svala, hovedpersonen i Þórunn Elfa Magnúsdóttirs (1910-1995) Dætur Reykjavíkur III (Reykjavíks døtre), 1938, da hendes puristiske mor kritiserer hende for slang, fremmedord og manglende respekt for sproget. De indslag af »Reykjavík-sprog«, Svala og hendes moderne venner bruger i begyndelsen af 1940’erne, virker lige så påfaldende på en moderne læser som på Svalas mor. Den litterære og æstetiske debat mellem mor og datter spiller imidlertid en særlig og symbolsk rolle: I modsætning til Ragnheiður Jónsdóttirs forfatterskab, hvor døtrene afviser eller fornægter deres mødre, lægger Þórunn Elfas døtre skylden på deres mødre og bebrejder dem, at de ikke elsker dem nok.
Þórunn Elfa Magnúsdóttirs første romaner er formelt eksperimentelle, opbrudte og overspændte. 1940’ernes litterære islandske landskab var domineret af Halldor Laxness’ suveræne, store episke værker, og kun få interesserede sig for en ung kvindelig forfatters »Reykjavík-sprog«. Þórunn Elfa Magnúsdóttirs går da også over til psykologisk realisme fra og med sin fjerde roman. Hendes tekst bliver efterhånden smidigere, men uden de æstetiske ambitioner og refleksioner, der prægede hendes ungdomsværker.
Romanen Frostnótt í maí (Frostnat i maj), 1958, er et kunstnerisk højdepunkt i Þórunn Elfas litterære produktion. Bogen fortæller om en seksårs pige, Valva, som moderen sender væk, for at hun skal vokse op hos beslægtede, men dog fremmede, mennesker i en anden landsdel. Rejsen bliver traumatisk. Hele Valvas liv former sig som et forsøg på at gøre denne rejse væk fra sin mor om igen og genvinde kærligheden, koste hvad det vil.
Þórunn Elfa Magnúsdóttir debuterede i 1933 med en novellesamling. I hendes mange romaner møder vi gode mødre og gode søstre, men de farlige, narcissistiske og destruktive kvinder står i centrum i hendes forfatterskab. Nogle af de unge piger i Þórunn Elfas romaner opmuntres eller opfordres direkte til at skaffe sig en akademisk uddannelse, men det kræver blodigt slid, er en kamp mod alle odds, og hvilken belønning venter dem? Þórunn Elfas realisme er konform i den forstand, at hendes personer »vælger« det mulige, men i det store og frodige forfatterskab findes også skarpsindige passager, ironi og dobbeltheder.
»’Oh, fy for fanden, arbejder du?’ spurgte han og så nøje på hende. ‘Arbejder du?’ sagde han igen. ‘Jeg troede, at du var en gift og etableret kvinde’. ‘Ja’, svarede hun blot, men da hun så, at han blev ved med at fundere over hendes situation, tilføjede hun: ‘Min mand er syg, han ligger på sygehuset’«. (Þórunn Elfa: Sambýlisfólk, 1954).
Vredens dag
Højdepunktet i Oddný Guðmundsdóttirs (1908-1985) litterære karriere er den store roman Skuld (Gæld), 1967. Den repræsenterer den magiske realisme, før den vestlige verden for alvor »opdagede« latinamerikansk litteratur. Romanen fortæller indledningsvis om Una, der er blevet over 110 år gammel og dermed landets ældste kvinde. Hun har opfostret tre generationer, gennemlevet selvstændighedskampen mod danskerne og to verdenskrige, og hun lever videre ude af stand til at dø, fordi hun er så fuld af had. Den, der dør i vrede og oprør, kan ikke rådne, jorden vil ikke modtage hans eller hendes krop, siger folketroen. Og gamle Una er ikke engang i stand til at dø, så stærkt er hendes had.
De fire romaner, Oddný Guðmundsdóttir skrev i 1950’erne, handler om unge fattige mennesker fra landet, der oplever
den eksplosive urbanisering og samfundsomvæltningerne som en eksistentiel krise. De kan ikke identificere sig med forældregenerationens normer, de længes efter et bedre liv, men de ser med afsky på de nyrige, vinderne, der profiterer af krigen, bolignøden, varemanglen og de allierede styrker. De slutter sig til de radikale, til socialisterne, men også det bliver dybt problematisk, for de er heller ikke i stand til at identificere sig med byens arbejderklasse. Nogle af dem oplever denne mangedoblede »hjemløshed« som fremmedgørelse, tab, indre tomhed og eksistentialistisk lede som i Svo skal böl bæta (Således skal ondt fordrives), 1943. Andre føler, at de er blevet narret, Tveir júnídagar (To junidage), 1949, og atter andre indser, at de, selv om de er unge, må begynde forfra – livskampen viser sig at være en anden kamp, end de troede, f.eks. i Veltiár (Lykkeår), 1946.
Disse romaner forfølger et dobbelt projekt. De vil på én gang beskrive personerne ud fra et socialtklassemæssigt perspektiv og et psykologisk-eksistentielt, men i teksterne ender de med at trække i hver sin retning. Det er interessant, at Oddný Guðmundsdóttir i romanen Skuld løser disse problemer samtidig med, at hun forlader den realistiske fortællings form, hvilket uden tvivl har bidraget til at gøre hendes tidligere tekster så oversete.
Oddný Guðmundsdóttir var en af de få kvinder, der tog realeksamen tidligt i 1920’erne. I 1930’erne læste hun videre i Sverige, Danmark og Schweiz, men valgte til trods for sin gode uddannelse at blive en af de sidste omrejsende lærere på Island. Et sted udtaler hun, at hun valgte dette liv med stadigt skiftende bopæl for at undgå at slå rødder, undgå at engagere sig dybt i steder og mennesker, der så ville forhindre hende i at skrive.
En verden, der ikke fandtes, er forsvundet
Drífa Viðar (1920-1971) og Unnur Eiríksdóttir (1921-1976) debuterede begge sent og døde tidligt. Det er ikke det eneste, de har tilfælles; begge skrev en roman og en novellesamling, hvori romanernes temaer tages op.
Drífa Viðars tekster er beherskede, distancerede, præget af mild ironi og underfundig humor. Unnur Eiriksdóttirs er temperamentsfulde, dristige og bevæger sig mellem realisme og modernisme. Karakteristisk for Drífa Viðar er en selvironisk behandling af eksistentielle spørgsmål. Romanen Fjalldalslilja (Liljen fra fjelddalen), 1967, fortæller om den lille byfrøken Halla, der sendes på sommerophold hos slægtninge på landet. Første del beskriver sommeren, og i romanens sidste del vender hun tilbage til gården som ung kvinde. I den mellemliggende tid har hun været i udlandet for at studere kunst. Mellem Hallas to ophold på landet har moderniseringen holdt sit indtog. Den gamle måde at drive landbrug på er på en enkelt nat blevet anakronistisk.
Unnur Eiríksdóttirs roman Villibirta (Vildledende lys), 1969, har også ambivalens og fremmedgørelse som sit hovedtema. Romanens kvindelige hovedperson er født tidligt i 1920’erne. Hun kommer til Reykjavík lige før krigen for at uddanne sig, arbejder som hushjælp, indlader sig i et forhold til en mand,
hun er blevet advaret imod, gifter sig med ham og får ved romanens slutning et barn.
Der findes et markant skel mellem de islandske kvindelige forfattere, der blev født før 1910, og dem, der blev født efter 1920. Mange af de yngre kvindelige forfattere var som de lidt ældre vokset op på landet, men efter 1920 begyndte moderniseringen af landbruget, den gamle bondekultur blev en mere og mere fjern virkelighed og dermed et stof for en ny bonderomantik som i Guðrún frá Lundis romaner.
Allerede fra århundredskiftet blev der oversat en del udenlandsk underholdningslitteratur publiceret som føljetoner i diverse tidsskrifter. På den måde lærte islandske læsere at elske gotiske romaner om engelske og tyske skurke og helte. Der blev kun gjort sporadiske forsøg på at producere indenlandsk underholdningslitteratur, indtil 2. Verdenskrig brød ud.
Under krigen skete en dramatisk forøgelse af den islandske bogproduktion. Ligesom andre steder i Europa var der stor varemangel på Island, men som følge af de allierede okkupationsstyrkers valutaindsprøjtning til landets økonomi var der mange penge i omløb. Krigsårene var gode år for al indenlandsk kunst, men så snart forbrugsvarerne vendte tilbage efter krigen, »normaliseredes« situationen. Underholdningslitteraturen, der fik et opsving under krigen, var imidlertid kommet for at blive.
Guðrún frá Lundi (1887-1973) blev, mens hun stadig skrev, betragtet med stor foragt af den litterære elite. Hun debuterede sent, næsten 60 år gammel i 1946, men nåede at publicere omtrent én bog hvert år til sin død i 1973. Hendes sidste roman udkom, da hun var 86 år gammel. Guðrún frá Lundi skrev omfangsrige romaner, hendes hovedværk er romanen Dalalíf (Livet i dalen), der udkom i fem dele i årene 1946-1951 og fylder 2.189 sider! Som titlen siger, handler den om livet i en dal på det nordlige Island og følger tre generationer af bønder i perioden fra 1860’erne til 1930’erne. Romanens centrum er storgården Nautaflatir, slægten, som lever dér, og andre personer fra bygden, der knyttes til denne slægt. Romanen fortæller også om emigrationen til Amerika i 1870’erne og 1880’erne, mekaniseringen af landbruget i dette århundredes begyndelse, bygningen af nye betonhuse i stedet for de gamle af jord og om nye værdier og krav til livet hos den unge generation. Et fast moralsk eller politisk standpunkt kan det være vanskeligt at spore hos Guðrún frá Lundi. Hendes bøger handler om moralske konflikter, men hendes egen position kan næppe kaldes moralsk.
Alligevel findes der én problematisk og sårbar diskurs i Guðrún frá Lundis bøger, noget hun igen og igen vender tilbage til. Det drejer sig om bondesamfundets behandling af de svage, af børn og gamle.
Med Guðrún frá Lundis popularitet og markedssucces kan man sige, at det gamle bondesamfunds verden var blevet forvandlet til et fjernt sted i både tid og rum, en scene med fiktive personer, som byboere og folk i det moderniserede landbrug kunne projicere deres private og sociale problemer ud på.
Mange kvindelige underholdningsforfattere fremstod i Guðrún frá Lundis kølvand. De fleste forblev énbogsforfattere, men tre magtede at etablere sig: Ingibjörg Sigurðardóttir (født 1925), Snjólaug Bragadóttir (født 1945) og Birgitta H. Halldórsdóttir (født 1959). Deres romaner har mere lighed med genrens klichéagtige kærlighedsromaner og spændingsromaner, og de besidder ikke Guðrún frá Lundis originalitet.
Modernisme på vej
I 1944 begyndte et kvindetidsskrift at udkomme i Reykjavík. Det hed Melkorka – navnet stammer fra den irske kongedatter Melkorka, der i Laxdæla saga blev solgt som slavinde og spillede døvstum for at slippe for at tale sin herres sprog. De kvindelige forfattere blev knyttet til dette tidsskrift, der udkom indtil 1962. Andre kvindelitterære tidsskrifter udkom i perioder foruden en banebrydende antologi med noveller af kvinder, Pennaslóðir (Pennens veje), 1959, og der blev oprettet kvindeforeninger som f.eks. Kvinder for fred (Menningar og friðarsamtök kvenna) der blev stiftet i 1951.
Der var stor diskussion blandt kvinder i de år, et oprør mod efterkrigsårenes omsorgs- og husmoderideologi var på vej. Man kan også notere flere små udbrud af frustration og modstand mod den mandlige litterære elites arrogance og åbenlyse kvindeforagt. Men arrogancen og foragten havde alligevel en virkning, og de yngre kvinders litteratur i 1950’erne og 1960’erne er ofte præget af forsigtighed, distance og selvcensur. Der var langt mellem ambitiøse debutanter, og kvindernes romaner blev gennemsnitligt mindre, tyndere – hvert eneste ord blev vejet. Sprogbevidsthed, formfornyelser, absurde eller groteske indslag er påfaldende i Unnur Eiríksdóttirs, Drífa Viðars og Ásta Sigurðardóttirs noveller. Modernismen var på vej, og det var byens unge kvinder, der banede vejen for den.