I 1970’erne begyndte Nordkalottens eneste oprindelige folk, samerne og minoriteter som de svenske tornedalinger at organisere sig. Det første skønlitterære værk skrevet af en samisk kvinde på samisk udkom i 1971 og siden har en række kvindelige forfattere fulgt efter med værker, der ofte tematiserer modsætningerne mellem majoritets- og minoritetskulturen. I værkerne bringes ofte gamle samiske myter og mundtlige overleveringer i spil i undersøgelserne af en særlig samisk kvindelig identitet.De toneangivende kvindelige forfattere er bl.a. Rauni Magga Lukkari, Synnøve Persen, Maren Uthaug og Rosa Liksom.
Tag: Landbrugskultur
I 1980’erne gennemgik den historiske roman, som er en århundredgammel favorit blandt kvindelige læsere, en kraftig opdatering. De kvindelige helte blev ført up-to-date. De historiske skildringer tilpassedes til samtiden, og sammen med den nyromantiske litteratur overtog den nyfeministiske historiske roman de kvindelige læseres interesse.Nye kvindelige forfattere i hele Norden begyndte at skrive om gemte, glemte, oversete eller helt ukendte kvinder fra tidligere århundreder, og bøgerne blev af store læserskarer (og anmeldere) modtaget med en så overvældende interesse, at det kunne virke, som var det præcis den genre, de havde ventet på i årevis.
Velfærdssamfundet set fra neden.
Martha Christensen udviklede sin socialrealisme og sit kritiske engagement i samfundets omgang med de svage gennem sit lange og populære forfatterskab. I hendes fortællinger bliver det sociale system i sig selv en mægtig person, der vinder over de individuelle viljer.Christensens kritiske socialpsykologi var ikke direkte politisk, som forfatteren Dea Trier Mørchs beretninger om forholdet mellem individ og samfund var. Her bliver systemet den nødvendige organisering og helhed, der danner sammenhæng i den enkeltes liv og tager sig af det. Hendes holdning, hele forfatterskabets tendens, samler sig til et kritisk billede af det moderne velfærdssamfund og dets menneskesyn.I sine tekster blev hun i den sociale struktur, hun kritiserede, hvor forfatteren og modernitetskritikeren Anne Marie Løn, efter sin storbyroman om Veras vrede fra 1982, derimod begiver sig på rejse i tiden, landet og andre samværsformer for at finde et positivt modstykke til den destruktive by.
Fortællinger fra samfundets udkant.
Køn og klasse i 1970’ernes islandske kvindelitteratur.
Den alt for hastige modernisering og urbanisering på Island havde psykologiske konsekvenser og skabte voldsomme kulturelle brydninger. De kvindelige islandske forfattere i perioden 1930-1965 forsøgte at analysere de processer, de blev udsat for, forsøgte at trække linjer bagud og fremad og at rekonstruere en mening i deres hverdag.Der var diskussion blandt kvinder i de år. Et oprør mod efterkrigsårenes omsorgs- og husmoderideologi var på vej. Og man kan notere flere udbrud af frustration og modstand mod den mandlige litterære elites arrogance og kvindeforagt. Men arrogancen havde en virkning, og de yngre kvinders litteratur i 1950’erne og 1960’erne er ofte præget af forsigtighed og selvcensur.Der var langt mellem ambitiøse debutanter, og i kvindernes romaner blev hvert eneste ord vejet. Sprogbevidsthed, formfornyelser, absurde eller groteske indslag er imidlertid påfaldende i Unnur Eiríksdóttirs, Drífa Viðars og Ásta Sigurðardóttirs noveller. Modernismen var på vej, og det var byens unge kvinder, der banede vejen for den.
Ingeborg Refling Hagens fortællinger fra 1920’erne viser både nationalromantiske træk og en ny form for fattigdomsrealisme, hvor bygdelivet fremstilles uden nostalgisk romantisering af en autentisk kultur. Fri for nostalgi er også Gro Holm og Magnhild Haalkes romaner. Hos Gro Holm udleveres bygdelivets kvindeundertrykkelse, og i Magnhild Haalkes romaner danner naturen og folkelivet baggrund for dybdeborende psykologiske skildringer.De tre forfattere er forskellige. Alligevel kaster de alle et nyt og kritisk blik på »det gamle samfund« og er i deres forfatterskaber dybt forankret i den kultur, de ser truet af opløsning.
Den ålandske forfatter Sally Salminen debuterede i 1936 med romanen Katrina, der blev en af de største salgssucceser i Norden nogensinde, men hvis sociale kritik også fremkaldte stærke reaktioner i hendes hjemby Vargata på Vårdö.Romanen blev begyndelsen på en litterær karriere, men siden hen også en byrde for forfatteren. Hun udgav i alt 17 bøger: romaner, rejseskildringer og selvbiografier. Men alt, hvad hun skrev, blev overskygget af debutromanen. Hendes forfatterskab afsluttedes med fire selvbiografiske bøger, hvoraf Upptäcktsresan fra 1966 er blevet betegnet som en af de bedste finlandssvenske folkelivsskildringer fra 1920’erne.
De kvindelige forfattere i den såkaldte ‘primitivisme’ skriver om lovløs lidenskab. Romanerne slutter ofte med, at kvinderne betaler med livet for deres forbudte lidenskab. De udtrykker en mere eller mindre eksplicit kritik af den patriarkalske sammenkobling af kvinderne som seksuel ejendom og besiddelsen af jorden, samtidig med at en erotisk ambivalens fastholdes; en strategi, der uden tvivl har givet romanerne et stort kvindeligt publikum.Romanerne formidler en gedigen viden om landarbejdets forskellige genvordigheder og glæder. De dvæler ved kvindekulturens betydning for overlevelsen på landet og pointerer kvindens bærende rolle i den strenge selvforsyningsøkonomi. Fælles for mandlige og kvindelige primitivister er frisproget i de erotiske skildringer. Det nye, den kvindelige primitivisme tilfører svensk litteratur, er, at ambivalensen gøres fri af sine religiøse og patriarkalske forudsætninger og bliver til en helstøbt sanselig kode.Det kvindelige begær er stort, det brænder landsbyer af, ødelægger ægteskaber, slagter bønder og får kvinden til at bekræfte sig selv ved at lytte til sin egen krop. Indtil hun og hendes afkom straffes – ofte med døden.