I 1970’erne fik anti- og postkoloniale strømninger et opsving i de nordiske lande. Nordkalottens eneste oprindelige folk, samerne, og minoriteter som de svenske tornedalinger begyndte at organisere sig. En moderne samisk og tornedalsk litteratur spirede frem. Den alsidige forfatter Nils-Aslak Valkeapää (1943-2001), hvis samiske navn er Áillohaš, var aktiv i de oprindelige folks internationale bevægelse. Han fik i 1991 Nordisk Råds litteraturpris for den banebrydende digt- og billedbog Solen, min far (norsk, 1990). Originalen, Beaivi áhčážan (1988), blev udgivet på nordsamisk. Beaivi áhčážan er en del af den kulturelle mobilisering, som har til formål at styrke en samisk kulturel identitet og puste nyt liv i det nordsamiske sprog. Bogen indeholder fotografier fra forskellige museers og videnskabelige institutioners samlinger, blandt andet racebiologiske samlinger, der skulle vise forskellene mellem samerne og den nordiske racetype. Valkeapää kaldte sin bog for et samisk familiealbum. Teksten skildrer naturens vekslen mellem fødsel og død, som mennesket også er en del af: ”[…] så växer jag ur denna jord / till jorden / jag / och sådana som jag”.
Samiske kvinder organiserer sig
Toneangivende forfattere lagde i 1970’erne vægt på sprogets betydning for at skabe en kulturel identitet. Både Valkeapääs og tornedalske Bengt Pohjanens arbejde har en antikolonial kant. Ligesom forskning og kulturproduktion, der henvender sig til den egne samiske, henholdsvis tornedalske gruppe, er et mål med deres værker at afkolonisere de tanker og følelser, som har ført til negative selvbilleder og befolkningernes skam over deres egen kultur. En forudsætning for, at moderne litteratur på samisk og meänkieli (sprog, der tales i og omkring Tornedalen, red.) har kunnet vokse frem, er eksistensen af forlag med en samisk, henholdsvis tornedalsk profil.
Det er af stor betydning for fremkomsten af en nutidig samisk litteratur, at samiske kvinder begyndte at skrive om kvinders liv og erfaringer. I denne nye samiske litteratur kan man se spor af 1960’ernes og 70’ernes kvindebevægelse. Kirsti Paltto (f. 1947) fra Ohcejohka, Utsjoki i Finland er en af de forfattere, som i 1970’erne gik til sprogundervisning for at lære at skrive på samisk. Hendes novellesamling Soagŋu (1971; Frierfærd) er den første bog af en samisk kvinde, som blev udgivet på nordsamisk. Vigtige temaer i Palttos produktion er brydningen mellem det samiske samfund og det finske majoritetssamfund og overgangen fra et traditionelt til et moderne samfund. Ligesom for Valkeapää gjorde de oprindelige folks bevægelse og de antikoloniale strømninger stort indtryk på Paltto. Et tilbagevendende tema i hendes forfatterskab er, hvordan koloniseringen af Sápmi har ført til en marginalisering af samerne. Paltto blev den første kvindelige leder af den samiske forfatterforening Sámi Girjecálliid Searvi (SGS), der blev stiftet i 1979. Foreningen, der har medlemmer i Norge, Sverige og Finland, arbejder for at fremme samisksproget litteratur og skabe økonomiske forudsætninger for, at forfattere kan skrive på samisk. Deres skriftserie Cállagat (Skrifter) blev således en grobund for nye forfattere indtil op i 1980’erne.
I 1976 blev den første samiske børnebog udgivet, Marry A. Sombys (f. 1953) Ámmul ja alit oarbmælle (1976; norsk, Ammul og den blå kusinen, 1977). Marry A. Somby, der er fra Deatnu, Tana i Norge, har skrevet børne- og voksenbøger samt dramatik. Gennem flere år levede hun blandt oprindelige folk i USA, og det afspejles i digtsamlingen Krigeren, elskeren og klovnen / Mu apache ráhkesvuohta (1994) og i romanen Bajándávgi (2004; Tordenbuen). Somby var en af initiativtagerne, da Samisk forfatterforening blev grundlagt i 1979.
At søge efter samiske rødder
Identitetsspørgsmål og modsætninger mellem det samiske samfund og majoritetssamfundet er temaer, der går igen i samisk litteratur. Den svensksprogede Ann-Helén Laestadius (f. 1971) slog igennem med sine bøger om pigen Agnes, der bor i Stockholm med sin svenske far og en mor, der til at begynde med skjuler sin samiske oprindelse. Agnes bliver mere og mere interesseret i sine samiske rødder og begynder aktivt at udforske sin samiske identitet. I den første bog, Sms från Soppero (2007), forelsker Agnes sig i samen Henrik, der begynder at sende sms’er til hende på samisk. For at holde den spirende romance i live er Agnes nødt til at lære samisk. Hun rejser til Soppero i det nordlige Sverige for at møde kæresten og sin egen samiske familie. Forholdet må gå igennem en del prøvelser, ikke mindst på grund af Henriks mor, der mener, at rigtige samer skal holde rener og bo i Sápmi.
En blandet etnisk baggrund udgør også temaet i Maren Uthaugs (f. 1972) debutroman Og sådan blev det (2014). Hovedpersonen Risten har en samisk mor og en norsk far. Hendes far bliver forelsket i danske Grethe og tager datteren med sig fra Nordnorge til Sønderjylland, hvor han og Grethe har besluttet at flytte sammen. Risten bliver til Kirsten, og med tiden går det samiske sprog i glemmebogen. Først som voksen vender Risten/Kirsten tilbage til Nordnorge. Mørke familiehemmeligheder bliver afsløret, og mødet med den samiske mor bliver slet ikke, som Risten havde forestillet sig. Sammen med sin kusine Mona Solbakk (f. 1971) har Maren Uthaug også lavet en serie satiriske tegneserier, som med humor gestalter forholdet mellem samisk og norsk kultur, såvel fordomme som konflikter inden for den samiske gruppe. Det er gøy å være same (2010) og opfølgerne Same shit (2011) og Mens vi venter på solen (2012) er udkommet på norsk og samisk.
Skam over en samisk oprindelse er et tema, der behandles i samisk litteratur, f.eks. i svenske Annica Wennströms (f. 1966) roman Lappskatteland. En familjesaga (2007). Handlingen spænder fra 1800-tallet, hvor nybyggere koloniserede Sápmi, og op til nutiden. I fortiden bliver en ung kvinde udsat for et seksuelt overgreb af en nybygger. Hun forlader Sápmi med det barn, der bliver resultatet af voldtægten. Denne forhistorie danner baggrund for en ung kvindes optrevling af sin samiske familiebaggrund.
Kvindelige lyrikere
Fremvæksten af en nutidig samisk skriftkultur er forbundet med, at nye genrer vinder indpas, brug af samtidens medier og udforskning af nye temaer, som ikke blev behandlet i den traditionelle mundtlige kultur.
Det betyder ikke, at man ikke finder spor af den ældre mundtlige tradition i nutidens tekster. Nils-Aslak Valkeapää brugte eksempelvis den samiske jojke-tradition aktivt i sit forfatterskab, og hos kvindelige forfattere er der en tydelig tendens til at forholde sig til samisk traditionel kultur. Kvinders traditionelle håndværk udgør et tema hos f.eks. lyrikeren Inga Ravna Eira (f. 1948). Hun skriver i et digt om samiske kvinder og hvordan færdighed i at sy de traditionelle næbsko er forbundet med en samisk kvindelig identitet. Der er dog delte meninger om traditionelt kvindeligt håndværk. Mens en del af de kvindelige forfattere ser det som en positiv aktivitet, der styrker den samiske identitet og tilhørsforhold til kulturen, ser andre det som en del af et undertrykkende mønster.
Rauni Magga Lukkari (f. 1943) anses for at være den mest fremtrædende samiske forfatter i dag. Allerede i den første digtsamling, Jieŋat vulget (1980; Isen går) optræder et tydeligt kvindeperspektiv. I 1987 blev hendes digtsamling Losses beaivegirji fra 1986 (norsk Mørk dagbok, 1987) nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Den kendte samiske sangkunster Mari Boine har sat musik til og indspillet Lukkaris digte på cd’en Idjagieđas / In the Hand of the Night. Lukkari er først og fremmest lyriker, men har også skrevet inden for andre genrer. Monologen En lykkens mann / Lihkkošalmmái er det første dramatiske værk på samisk og norsk af en samisk forfatter, som et blevet sat op på et norsk teater. Det blev opført på Nationalteatret og Det Norske Teatret i 2007. Temaet er den undertrykkende moderlighed. Monologen kredser om forholdet mellem en mand og hans mor i Tanadalen. Gennem hele sit forfatterskab har Lukkari undersøgt emner med forbindelse til kvinders erfaringer, såsom kvindelig identitet, moderskab, kærlighed og seksualitet. Moderskabets sammensathed er temaet for digtsamlingen Árbeeadni, der udkom på samisk i 1997. Den norske gendigtning har Laila Stien stået for: ”Det hardeste / som råket mine barn / var jeg / og det mjukeste”. I 1999 udgav forlaget Davvi Girji OS det tresprogede bind Árbeeadni / Morslodd / The Time of the Lustful Mother, som indeholder de originale samiske digte samt tolkninger til norsk og engelsk. Ligesom Magga Lukkari interesserer lyrikeren Inga Ravna Eira sig for emnet kvindelig subjektivitet. I ”Samiske kvinner” tager hun spørgsmålet op om, hvad der definerer en samisk kvinde. Digtet aktualiserer spørgsmålet om, hvem der har retten til at definere: ”Anne sier hun er flyttsamejente / men hun går jo på skole / og kan ikke en gang sy skaller”.
Den blanding af genrer og kunstformer, som optræder hos flere af de kvindelige forfattere, finder man også hos Synnøve Persen (f. 1950), født og bosat i Bevkop i Porsanger, Norge. Hun er både billedkunstner og forfatter. I 1970’erne og 80’erne deltog hun i kampen for samers rettigheder, da hun var med i sultestrejken til støtte for Alta-konflikten (om retten til land, red.). De samiske protester, der fik stor mediedækning, fandt sted uden for Stortinget i Oslo i 1979. Digtsamlingen Alit lottit girdilit (1981) er hendes debut som samisksproget forfatter. Laila Stien står for tolkningen til norsk, Blå fugler flyr (1983). Det lyriske jeg i digtene er en forelsket kvinde, hvis følelser spejles i den nordnorske natur med dens skiftende årstider, fjeld og vidder. Ild danser i øjnene for senere at dø ud og blive til gløder: ”ilden dør / røyken gir glød / i øynene / blå fugler flyr”. Persen blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 1992 med samlingen Biekkakeahtes bálggis (1992; norsk, Vindløs sti, 1992) og i 2008 med Meahci šuvas bohciidit ságat (2005; norsk, Av skogens sus spirer nytt, 2007).
”Døtrene”
De forfattere, som er født i 1960’erne og senere, er blevet kaldt ”døtrene” af den samiske litteraturforsker Vuokko Hirvone. Kendetegnende for dem er, at tidligere generationers kamp for rettigheder på uddannelsesområdet har givet dem mulighed for at lære samisk i skolen. Det betyder ikke, at alle forfattere kan samisk eller skriver på samisk, men revitaliseringen af sproget har haft den effekt, at der findes forfattere, som bliver udgivet på samisk. Inger Mari Aikio-Arianaick (f. 1961) fra Polmak i Utsjoki på den finske side af Tana-elven hører til denne generation. Hun er journalist, autoriseret oversætter mellem nordsamisk og finsk, dokumentarfilmskaber og forfatter. Hun skriver først og fremmest lyrik, men har også skrevet børnebøger og tekster til børneviser. Digtsamlingen Máilmmis dása (2002; no. Fra verden og hit, 2004) blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 2004. Digtene skildrer samliv, graviditet, fødsel og barnets første år i et enkelt sprog, der indimellem er underholdende og slående, men fremfor alt præcist:
akkurat da
jeg satte stempelet i panna mi
”mestermor”
sluttet han å suge
og mesteren gik fra vettet
I de senere år er Sara Margrethe Oskal (f. 1970) slået igennem. Hun uddannede sig til skuespiller ved teaterskolen i Helsinki og blev i 2010 ph.d. fra Kunsthøgskolen i Oslo med det kunstneriske udviklingsprojekt Skealbma ut i verden – samisk gjøglertradisjon i fortellinger og joik, og moderne sceneuttrykk. 2009 havde hendes prisbelønnede soloforestilling The Whole Caboodle / Full Pakke / Guksin Guollemuorran urpremiere på Riddu Riđđu-festivalen. Digtsamlingen Savkkuhan sávrri sániid blev udgivet på nordsamisk i 2012. To år senere udkom den norske oversættelse, Utrettelige ord. I samlingen gestaltes følelser af tab og modsætninger mellem samer og majoritetssamfundet: ”ætters / fortellinger / visner / når lover leses”, men også, hvordan traditioner lever videre i menneskers bevidsthed og sanser: ”stadig vil jeg / samle flokken / hisse hunden / selv om jeg er / uten”. De samme emner behandles i Sollaug Sárgons (f. 1965) digtsamling Savvon bálgáid luottastit (2010; no. Gå opp gjengrodd sti, 2013), der beskriver landet ved Ishavet i nord som ”naturfolks endeløse landskap”. I dette landskab taler forfædrenes spor til digtjeget: ”offersteinen hvisker / gammestokkene vinker / ildstedene tar til å rope”, og gudinderne Máttaráhkká, Sáráhkká, Juksáhkká og Uksáhkká beskytter livet: ”Sáráhkká verner om blomsten / åpner knopper / trøster jentebarn”.
En interessant lyrisk debut er Rawdna Carita Eiras ruohta muzetbeallji ruohta / løp svartøre løp (2011), der afspejler forfatterens erfaringer med rendrift. Digtenes lyriske jeg er en ung pige, som i bogens indledende prolog mærker renen Svartøre (Sortøre) på traditionel vis ved at skære et mærke i dyrets øre. Derefter bliver renen sluppet fri med opfordringen ”løp svartøre løp”. Eira arbejder også som dramatiker og er i dag tilknyttet det samiske teater Beaivváš Sámi Nášunálateáhter i Kautokeino. I 2011 havde hendes første teaterstykke Guohcanuori šuvva/Sangen fra Rotsundet premiere. Hun har desuden skrevet sangtekster til den kendte samiske kunstner Mari Boine.
Den samme nordsamiske livsverden, som skildres i løp svartøre løp, manes også frem i debutsamlingen Virvelvind (1991) af den svenske same Anna Stina Svakkos (f. 1967): ”Lassot viner / kalven fastnar. / Lillkniven, den vassa. / Skär bitar ur/ kalvöron”. Svakko, som kommer fra Porjus i det nordlige Sverige, skriver på svensk, men bruger samiske ord som markører for kulturel identitet og tilhørsforhold. Et centralt tema er, hvordan den unge generation søger efter traditioner, der kan styrke den samiske identitet. Hos Svakko spiller det traditionelle håndværk, som kvinder har udført, en positiv rolle i at tage en samisk kvindelig identitet til sig, mens Rauni Magga Lukkari, der tilhører en ældre generation, skildrer undertrykkende aspekter af traditionelle kønsstrukturer, hvor det har været kvindens rolle at forarbejde skind og sy sko og tøj.
Gamle samiske myter bliver brugt flittigt som materiale i den moderne litteratur. Irene Larsen (f. 1964), en norsk lyriker med kystsamisk baggrund, tager i sin tredje digtsamling, Sortsolsafari (2013), udgangspunkt i en samisk myte om en hanbjørn, der gør en pige gravid. Pigen føder en søn med en menneskehånd og en bjørnepote. Miljøet er moderne og urbant. I første del er sønnen indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, mens faren, bjørnen, jager får og rener ude i det fri. Stoffet er placeret i en nutidig hverdagsramme, hvor rovdyrsforvaltningen organiserer jagt på bjørne, der udgør en trussel mod kødkvæg. Larsen debuterede med digtsamlingen Anemonpust (2005), som hun modtog Blixprisen for.
Jagten på en samisk historie. Palimpsest, fragmenter og undertekster
Aagot Vinterbo-Hohrs (f. 1936) debutbog Palimpsest (1987) vakte megen opmærksomhed og består af en samling lyriske prosatekster. Ordet ”palimpsest” kommer af, at forfatteren interesserer sig for samiske kvinders livshistorier, som ligger under overfladen og er blevet skjult af majoritetens og mændenes historier. Romanen blev belønnet med Tarjei Vesaas debutantpris. Både Palimpsest og Hanne Ørstaviks (f. 1969) roman Presten (2004; Præsten, 2005) handler om at søge efter en samisk historie, gemt af vejen af en officiel historieskrivning, der har marginaliseret og usynliggjort samerne. Hovedpersonen i Presten er Liv, der flytter til Finmarken for at tiltræde et embede som præst i Kautokeino. Liv er interesseret i oprøret i 1852, hvor samer med inspiration fra den folkelige læstadianske vækkelsesbevægelse gjorde oprør mod statskirken, lensmanden og købmanden. Teksterne, som Liv studerer, er nedskrevne af den præst og biskop, der var involveret i Kautokeino-oprøret. Hun leder efter en undertekst, der kan give et billede af samernes historie, men indser, at der er en afstand mellem hende selv og historien såvel som hendes medmennesker: ”Hvor meget jeg end havde læst, prøvet, anstrengt mig. Jeg kom ikke ind”.
Den tornedalsfinske litteratur
Ligesom andre etniske og sproglige minoriteter i Sverige er tornedalingerne blevet udsat for diskrimination og assimilationspolitik. Det er et tema, som fik opmærksomhed i forbindelse med Mikael Niemis roman Populärmusik från Vittula (2000; Populærmusik fra Vittula, 2002), der fik stor succes både i Sverige og internationalt. Romanens handling kredser om en drengs opvækst i Tornedalen på den svenske side af grænsen. Den beskriver, hvordan man gennem forsvenskning og socialisering lærte børnene, at de var kulturelt underlegne i forhold til majoritetsbefolkningen: ”Det var en mangelfuld opvækst. Ikke i materiel forstand. Vi havde nok til at klare os. Men i identitetsmæssig forstand. Vi var ingenting. Vores forældre var ingenting. Vores forfædre havde betydet nul og niks i Sveriges historie”. Samme emne tages op i den internationalt succesfulde familiefilm Elina – som om jag inte fanns (2003; Elina – som om jeg ikke fandtes, 2007). Filmen er baseret på børnebogen Som om jag inte fanns (1978) af Kerstin Johansson i Backe. I handlingens centrum står den tornedalske pige Elina, der kommer på kollisionskurs med sin lærer fra Sydsverige. I skolen forventes børnene at tale svensk, hvilket ikke er så let, da deres modersmål er tornedalsfinsk. Skolens socialisering beskrives som en form for koloniserende magtudøvelse, der frarøver børnene deres kulturelle identitet og selvfølelse. Disse temaer er ligeledes centrale i Bengt Pohjanens arbejde som forfatter, debattør og forlægger.
Pohjanen har blandt andet skrevet en tornedalsk litteraturhistorie sammen med Kirsti Johansson. I 2007 udkom første bind, Den tornedalsfinska litteraturen. Från Kexi till Liksom, og to år senere det andet, Den tornedalsfinska litteraturen. Från Kalkkimaa till Hilja Byström. Forfatternes mål er at synliggøre en specifik tornedalsk litterær tradition, der adskiller sig fra de etablerede svenske litteraturhistorier. Valget af ordet ”tornedalsfinsk” i titlerne er af betydning, idet det markerer, at denne litteratur har hjemme i et finsk-ugrisk kulturlandskab. I officielle sammenhænge bruger man i dag termen ”tornedaling” i stedet for ”tornedalsfinne”, og sproget kaldes ”meänkieli” (direkte oversat: ”vores sprog”) i stedet for ”tornedalsfinsk”.
I dag er det ingen selvfølge, at alle tornedalinger kan meänkieli, hvilket forklarer, hvorfor disse bøger er udgivet på svensk. Der indgår uddrag af litterære tekster på meänkieli og finsk, men forfatterne regner tydeligvis ikke med, at alle læserne kan disse sprog.
Den kvindelige forfatter, som har nydt størst fremgang og er blevet kendt i den litterære verden i Norden, er Rosa Liksom (f. 1958), pseudonym for Anni Ylävaara. Hun er født i Ylitornio (Övertorneå) på den finske side af grænsen og anses sædvanligvis som en finsk forfatter og kunstner. Hun skriver på meänkieli, standardfinsk og helsinkislang, og hendes bøger foregår såvel i udkantsområder som i urbane miljøer. I 2013 modtog hun udmærkelsen Pro Finlandia-medaljen, og samme år blev hendes roman Hytti nro 6 (2011; Kupé nr. 6, 2013) nomineret som Finlands kandidat til Nordisk Råds litteraturpris. I modsætning til flertallet af de forfattere, som omtales i Den tornedalsfinska litteraturen. Från Kexi till Liksom, skriver Liksom en forholdsvis eksperimenterende prosa.
Annika Korpi, født 1972 i Stockholm, tilhører en yngre generation. Hun har familiebånd til Tornedalen på sin fars side. Hendes eksperimentelle debutroman Hevonen Häst (2003) handler om pigen Eila Palo, der vokser op i en dysfunktionel familie med en fraværende far og en mor på psykiatrisk klinik. Eila forlader storbyen og den splittede familie i en periode for at besøge sin farmor i Tornedalen. Tornedalen med dens stærke kvinder, rare mænd og interessante læstadianere udgør på alle måder en positiv modpol til det miljø, Eila er vant til. Romanens titel henviser til en velkendt børneremse, som tornedalske børn brugte, når de skulle lære svensk. Mens en ældre realist som Ester Cullblom skildrer Tornedalen fra et kritisk, feministisk perspektiv, gestalter Annika Korpi gennem Eilas øjne egnen som et trygt og spændende sted i stærk kontrast til det storbymiljø, hun er opvokset i.
Nye perspektiver
I 2008 blev den omdiskuterede kortroman Ihpil. Láhppon mánáid bestejeaddji udgivet på samisk. Teksten blev først skrevet og publiceret i form af en blog i efteråret 2007. I sommeren 2008 udkom den i bogform og blev markedsført som et værk af en ung, lesbisk samisk kvinde, der var blevet fundet druknet i havnen i Tromsø. Ihpil, som betyder “spøgelse”, er et pseudonym for den døde blogger, der præsenteres som bogens forfatter. En norsk oversættelse med titlen Ihpil. De fortapte barns frelser udkom i april 2010. Teksten, der hævdes at være en autentisk blog, indledes med nogle linjer af ”Redaktøren”: ”17. Desember 2007 ble en 19 år gammel samisk kvinne funnet druknet i Tromsø havn. Kvinnen hade akkurat fullført første semester som student ved Universitetet i Tromsø, og i løpet av semesteret hade hun skrevet en blogg hvor hun forteller om livet sitt. I bloggen kaller hun seg Ihpil.” Afslutningsvis anføres det, at det er efter forældrenes ønske, at bloggen udgives i bogform.
Samme år, 2010, blev det afsløret, at bogen i virkeligheden ikke var en ung kvindes dagbog, men et værk af forfatteren Sigbjørn Skåden. I et interview fra 2011 forklarer Skåden, at han både ville skrive samisk litteratur i en moderne, nutidig form samt udforske temaet homoseksualitet i det samiske samfund.
Dette tema er også centralt i projektet “Queering Sápmi”, der synliggør samiske homo-, bi-, trans- og queerpersoners liv og erfaringer i fortællinger, portrætter og iscenesættelser. Projektet har resulteret i både en udstilling og en omfattende, rigt illustreret bog med titlen Queering Sápmi – samiska berättelser bortanför normen, som udkom i 2013. Initiativtagerne til projektet er Elfrida Bergman og Sara Lindquist, som begge er fra Nordsverige. I forordet skriver de: ”ingen kan længere påstå, at samiske LGBTQ-personer ikke eksisterer, at LGBTQ kun er et mode-emne for de politisk korrekte, eller at det drejer sig om nogle få ”seksuelt afvigende personer””. Eller som den unge Sarakka udtaler i bogen: ”De fleste samiske guder er kvinder. Maderakka er mor til Sarakka, Uksakka og Juksakka. De står for forskellige ting. Sarakka står for børnefødsler, livet og frugtbarheden. Ilden og livsgnisten. Hun er erotikkens gudinde – der er noget at leve op til der! Måske er det derfor, jeg er, som jeg er, og ser verden, som jeg gør. For mig er der ikke nogen seksuelle orienteringer. Køn er ikke vigtigt. Men det er utrolig vigtigt for mig at udfordre det, vi tror er ”normalt”, og at åbne op for alle slags kærlighed”. Eller som den lidt ældre Katarina siger i bogen: ”Jeg er ikke ”queer”, i den betydning man plejer at bruge ordet. Men jeg har altid stillet spørgsmålstegn ved normer for det samiske, køn og seksualitet. Og så er jeg vred!” Fortællingerne kredser om, hvad det vil sige at være same, eller som Paulina siger: ”Vi behøver ikke at udstille vores sår for svenskerne eller nordmændene eller russerne, men vi er nødt til at begynde at tale om vores sår med hinanden”.
Queering Sápmi-projektet peger på en udvikling blandt samerne, men udgør også en udfordring til ikke-samer. I et interview i Feministisk Perspektiv siger Sara Lindquist: ”Den gængse opfattelse hos majoritetssvenskeren er, at en same er en heteroseksuel, midaldrende mand, der jojker og holder rener. Det er et ekstremt skævt billede af, hvordan virkeligheden ser ud”.
Queer-perspektivet synliggør de skæve og upassende historier. Projektet er et eksempel på, hvordan nye billeder og forestillinger om etnicitet, sprog og kultur bliver skabt hos samiske fortællere og forfattere. Billeder, fortællinger, traditionelle og nye genrer har en forløsende kraft.
Skønlitteratur
- Inger Mari Aikio-Arianaick: Máilmmis dása. DAT, 2001. På norsk Fra verden og hit. DAT, 2004
- Elfrida Bergman og Sara Lindquist: Queering Sápmi – samiska berättelser bortanför normen. Qub, 2013
- Rawdna Carita Eira: ruohta muzetbeallji ruohta / løp svartøre løp. Gyldendal, 2011
- Kerstin Johansson: Som om jag inte fanns. AWE Geber, 1978.
- Annika Korpi: Hevonen Häst. Norstedt, 2003
- Ann-Helén Laestadius: Sms från Soppero. En bok för alla, 2007
- Irene Larsen: Anemonpust. Alta, 2005
- Irene Larsen: Sortsolsafari. Margbok, 2013
- Rosa Liksom: Hytti nro 6. WSOY, 2011.
- Rauni Magga Lukkari: Jieŋat vulget. Helsset, 1980.
- Rauni Magga Lukkari: Losses beaivegirji. Guovdageaidnu, 1986.
- Rauni Magga Lukkari: Árbeeadni / Morslodd / The Time of the Lustful Mother. Davvi Girji OS, 1999
- Rauni Magga Lukkari: En lykkens mann / Lihkkošalmmái. Gollegiella, 2007
- Mikael Niemi: Populärmusik från Vittula. Norstedt, 2000.
- Sara Margrethe Oskal: Savkkuhan sávrri sániid. Idut, 2012.
- Kirsti Paltto: Soagŋu. Pieksämäki, 1971.
- Synnøve Persen: Alit lottit girdilit. Kemi, 1981.
- Synnøve Persen: Biekkakeahtes bálggis. Idut, 1992.
- Synnøve Persen: Meahci šuvas bohciidit ságat. Idut, 2005.
- Sollaug Sárgon: Savvon bálgáid luottastit. Idut, 2010.
- Marry A. Somby: Ámmul ja alit oarbmælli. Tiden, 1976.
- Marry A. Somby: Krigeren, elskeren og klovnen / Mu apache ráhkesvuohta. Cappelen Damm, 1994
- Marry A. Somby: Bajándávgi (Tordenbuen). Gollegiella jietnagirjelágádus, 2004
- Anna Stina Svakko: Virvelvind. Sámi Girjjit, 1991
- Sigbjørn Skåden: Ihpil. Láhppon mánáid bestejeaddji. Skániid girjie, 2008.
- Maren Uthaug: Og sådan blev det. Lindhardt og Ringhof, 2013
- Maren Uthaug og Mona Solbakk: Det er gøy å være same. ČálliidLágádus, 2010
- Maren Uthaug og Mona Solbakk: Same shit. ČálliidLágádus, 2011
- Maren Uthaug og Mona Solbakk: Mens vi venter på solen. CálliidLágádus, 2012
- Nils-Aslak Valkeapää: Beaivi áhčážan. DAT, 1988.
- Aagot Vinterbo-Hohr: Palimpsest. Davvi Media, 1987
- Annica Wennström: Lappskatteland. En familjesaga. Wahlström & Widstrand, 2006
- Hanne Ørstavik: Presten. Oktober, 2004. På dansk Præsten. Athene, 2005
Faglitteratur
- Lill Tove Fredriksen: ”Sami Literature in Motion”. Sami Stories: Art and Identity of an Arctic People, Charis Gullickson, Sandra Lorentzen (red.). Orkana Akademisk, 2014
- Harald Gaski (red.): In the Shadow of the Midnight Sun: Contemporary Sami Prose and Poetry. Davvi Girji, 1997
- Harald Gaski: ”Song, Poetry, and Images in Writing: Sami Literature”. From Oral Poetry to Rap: Literatures of the Polar North, Karen Langgård & Kirsten Thisted (red.). Ilisimatusarfik/Forlaget Atuagkat, 2011
- Anne Heith: ”Litteraturhistorieskrivning och det nationellas förändringar”. Tidskrift för litteraturvetenskap 2, 2008
- Anne Heith: ”Nils Holgersson Never Saw Us: A Tornedalian Literary History” Cold Matters: Cultural Perceptions of Snow, Ice and Cold, Northern Studies Monographs No. 1, Heidi Hansson & Cathrine Norberg (red.). Umeå University & the Royal Skyttean Society, 2009
- Anne Heith: ”Contemporary Tornedalian Fictions by Ester Cullblom and Annika Korpi”. Nora. Nordic Journal of Feminist and Gender Research 17:2, 2009
- Anne Heith: ”Halvsame, fusksame, storstadssame. Ann-Helén Laestadius böcker om Agnes”. Horisont 4, 2011
- Anne Heith: ”Challenging and Negotiating National Borders: Sámi and Tornedalian AlterNative Literary History” Crossing Borders, Dissolving Boundaries, Hein Viljoen (red.). Rodopi, 2013
- Vuokko Hirvonen: Sámeeatnama jienat—sápmelaš nissona bálggis girječállin. DAT, 1998
- Vuokko Hirvonen: Voices from Sápmi: Sámi Women’s Path to Authorship. DAT, 2008
- Bengt Pohjanen og Kirsti Johansson: Den tornedalsfinska litteraturen. Från Kexi till Liksom. Barents Publisher, 2007
- Bengt Pohjanen og Kirsti Johansson: Den tornedalsfinska litteraturen. Från Kalkkimaa till Hilja Byström, Barents Publisher, 2009
- Karin Råghall: ”Lyfter fram minoritet i minoriteten”. 29.07.2011