I 1960’erne blev det svenske bondeland affolket. »Flyttelæspolitikken« fik mange landbrugere til at sælge deres gårde og flytte ind til byerne for at arbejde i industrivirksomhederne. Men heller ikke et liv uden for byerne betød længere, at man var beskæftiget ved landbruget. Staldene blev tømt for dyr, jorden lå uopdyrket hen. Vilkårene for et liv på landet ændredes drastisk, og de forfattere, der ville skildre landarbejdernes liv, måtte enten gå tilbage i historien eller søge nye veje.
Allerede i Ing-Marie Erikssons (født 1932) roman Marit, 1965, antydes disse forandringer. Hun fortæller om mennesker i en landsby i Jämtland under 2. Verdenskrig med så stærke dokumentariske indslag, at nogle følte sig udstillede, og hun blev anklaget for bagvaskelse. Retssagen varede ved i nogle år, og Ing-Marie Eriksson blev dømt. Hun appellerede ganske vist dommen og fik straffen nedsat – men hendes roman, som fortæller om en ung kvinde, der behandles som et dyr af sin familie, blev fortsat betragtet som en forbrydelse.
Bo Strömstedt i Expressen den 9. april 1967 om litteraturens nederlag i forbindelse med dommen over Ing-Marie Eriksson:»Digtningens inderste mening er sandhed. Den vil øge vores viden, vores følsomhed, vores evne til at opleve; den vil vise os noget, lære os noget, om os selv og andre; Ing-Marie Erikssons fortælling om den syge pige i Jämtland er et fint eksempel. Retfærdigheden er blind. Stockholms underrets dom vil blinde også digtningen«. Retfærdigheden var blind, også fordi Ing-Marie Eriksson tilførte romankunsten et tydeligt kvindeligt blik og en kvindelig erfaring, kan man tilføje.
Romanens Marit skildres fra barnets perspektiv, sådan som forfatteren husker hende fra sin barndom. Hun fortæller, hvordan hun og hendes søster ser på dette angiveligt tossede menneske, som de er blevet advaret imod og tiltrukket af. Hvordan de opsøger hende og leger med hende og udforsker det fremmede. Børnenes lege virker som terapi for Marit, og de når ind i hendes tavshed, bryder den og får hende til at åbne sig. Hendes famlende forsøg på at komme ud i livet og samfundet bliver imidlertid ødelæggende for hende og ender med at knuse hende.
Marit handler om at gemme det alt for afvigende for omverdenen, om at se mennesket i det fremmede, men også om at bearbejde skyld. Marit fik aldrig lov til at blive menneske, men betragtedes som en skamplet på sin familie. Som en vag følelse af skyld lever hun videre hos dem, der så, hvad hun blev udsat for, men som intet gjorde.
En anden tid – et andet sprog
I Ann-Charlotte Alverfors’ (født 1947) suite om Gertrud eller Spurveøje, som hun kaldes i de tre romaner, er vi i 50’erne og 60’erne, og ingen er længere bonde. Men netop Spurveøjes familie lever stadig i et gruppefællesskab, der minder om tidligere tiders mange generationer på samme gård.
Spurveøje i Ann-Charlotte Alverfors’ romanserie er et barn, der kræver viden. Hun spørger ustandselig, om ikke med ord så med sine store øjne. Og hun får svar. De voksne kommer hende i møde, de hører hendes spørgsmål. På mange måder er det en temmelig ynkværdig tilværelse, hun vokser op i, men på den anden side er det et meget kærligt fællesskab.
I disse romaner har de, der normalt beskrives som sprog-løse, et rigt og ligefrem kraftigt sprog. Morfaderen navngiver fantasifuldt og konkret menneskene omkring sig på en måde, der minder om antikkens tradition med at forsyne mennesker med faste og karakteriserende tilnavne. Barnet med de store øjne bliver til Spurveøje, moderen, der arbejder så ihærdigt og hårdt, kaldes Jernnæve. Ann-Charlotte Alverfors viser, hvordan mennesker uden traditionel dannelse har et sprog, der er lige så udtryksfuldt som overklassens, ja, endnu mere levende. Men det er et anderledes sprog, ikke litterært i traditionel forstand, men et sprog uden for reglerne, hvilket bliver tydeligt i hendes næsten karnevalsagtige skildring af farmoderen og hendes venner.
Selv om bøgerne tilsyneladende skildrer morfars pige i Sparv-öga, 1975, og fars pige i Hjärteblodet, 1976, og næsten mands kvinde i Snabelros (Snabelrose), 1977 (hele serien da. Spurveøje, 1990), så er det en verden, hvor mødrene har en afgørende betydning. Det er Spurveøjes, Gertruds, mor, der holder sammen på den lille familie med dens forgreninger. Morfaderen er den eneste mand, der bidrager til hjemmets opretholdelse. Den lungesyge far vil være forfatter, men han trives bedst på sanatoriet, eller når han kan prale med, hvad han kunne blive. Og farfaderen, der har haft penge, som han havde arvet, sidder nu fed, fuld og bange, tørstig og ulykkelig ved sin lille benzintank, der ikke er nogen tankstation, men en pumpe ved et skur.
Kvinderne er i begyndelsen ikke så tydelige, men alligevel skildret sådan, at der ikke er nogen tvivl om, at det er dem, der bidrager mest til livets opretholdelse.
Mormoderen står i nogen grad i skygge af morfaderens dygtighed, men Gertruds mor slider som et bæst, samtidig med at hun tager korrespondancekursus for at kunne få arbejde på et kontor. Hun kæmper hårdt for at komme bort fra kropsarbejdet og få en bedre stilling, men da hun når sit mål, er det, som om kræfterne svigter. Hun behøver ikke længere arbejde på fabrik, men forskellen viser sig at være hårfin, og hjemme har hun stadig en mand, der ligger på sofaen og fantaserer eller er væk på sanatoriet. Gertrud har ganske vist langt igen, før hun bliver moden, men da hun i Snabelros får sin dreng, opkaldt efter den lille rosenknop på hans penis, bliver hun kvinde, selv om hun knapt nok selv er mere end et barn. Hun bliver gravid med en storbyfyr, der er blevet anbragt på landet, fordi han har rodet sig ind i noget. Han er det eneste nye, der sker, og Ann-Charlotte Alverfors’ skildring af, hvordan Gertrud fristes og bliver tiltrukket af ham, er intensiv og stærk. Han er det, der findes, trods alle mangler og bumser, og det er gennem ham, hun bliver kvinde og mor og gennemgår sin forvandling.
I Hjärteblodet skildres en gammel bedstemor, og gennem hende bliver det tydeligt, at til trods for de forskellige varianter af fædre er romansuiten i grunden en kvindehistorie. Den gamle bedstemor er som et knudret, forkrøblet fyrretræ, lav, sej og urokkelig. Skildringen af hendes livs smerte og død er ikke sentimental, men den kan sikkert betragtes som melodramatisk, sådan som livet jo er. Ann-Charlotte Alverfors skildrer ikke bare arbejderklassen på en usædvanlig måde, med den gamle bedstemor fortsætter hun de kvindelige forfatteres revidering af Ivar Lo-Johanssons og Vilhelm Mobergs landarbejderkvinder. I Gertruds slægtshistorie klarer kvinderne sig.
Den ensommes tale
Med Gerda Anttis tre romaner om Astrid, Ett ögonblick i sänder, 1980 (Et øjeblik ad gangen, 1985), Jag reder mig nog (Jeg klarer mig nok), 1983, og Bara lite roligt … (Bare lidt sjov …), 1994, kommer endnu en ny tid og et andet liv ind i romanerne om, hvad der udspiller sig uden for byerne. Astrids mand er en moderne variant af tidligere tiders landhandlere med levnedsmiddelbutikken i en mindre landsby. Ægteparret bor på hans fødegård uden at tage del i landbruget. Det er i stedet broderen, der har taget sig af bondelivet, og som sammen med sin kone bor i et nybygget hus på gården. Astrid og Lennart lever barnløse i det gamle hus med farmoderen Alma i stueetagen ligesom under tidligere tiders aftægt.
Astrid føler ingen længsel bort fra landet, hun holder en lille fåreflok, og hun væver tæpper. Men hun er ikke tilfreds. En elsker er kommet ind i hendes liv, og forholdet til ægtefællen er præget af tavshed og løgn. Da Lennart dør af et hjertestop, strømmer livet ind i hendes tilværelse, men hun må gøre op med sin løgn og sin skam over ikke at have elsket sin mand.
Hendes selvopgør begynder allerede i Ett ögonblick i sänder. Hvorfor lykkedes det hende aldrig at få nogen orden på eller glæde i sit liv, før manden befriede hende for problemet ved at dø, spørger hun sig selv. En vis forsoning opnår hun i den næste roman Jag reder mig nog, men i den tredje, Bara lite roligt …, tvinges hun tilbage til selvransagelsen, da frisøren begynder at fortælle om sin elsker midt under permanenten. Astrid sidder med hovedet fuldt af curlere og må finde sig i at lytte til betroelser, hun aldeles ikke ønsker at høre. »Hvorfor er det forbudt at ville have sig lidt sjov?« spørger frisøren. Og Astrid fortsætter som sædvanlig samtalen inde i hovedet, i stedet for at sige hvad hun tænker. Der findes grænser for Astrid, men der hviler et let vemod over hende, da hun langsomt går ind til fællesskabet i den kirkelige syklub sammen med nabokonen.
Gerda Anttis romaner er tilsyneladende enkle fortællinger: en kvindes indre monolog. Det er, som om hun lader Astrid fortælle til en tænkt søster, til læseren – kvinder imellem – om det mest trivielle og banale af alt. Her blandes den daglige småsnakken ved postkasserne ude ved vejen eller med mændene, der kører brænde hjem, med en kvindes ensomme tanker ved vævestolen eller ved vinduet om aftenen.
Astrid sammenfatter sit liv i nogle sætninger i Gerda Anttis roman Jag reder mig nog. »Efter næsten 50 års levet liv, hvad har jeg så? Et hus og en bil, som er købt for penge, der kommer fra asken efter et ægteskab. Nogle venner, som elsker mig, ligesom jeg elsker dem, med fløjlshandsker. En usikker økonomi, et dårligt hjerte, en hund, som jeg taler sandhed med, en arvet kat, en mand, som jeg tænker på og længes som en gal efter. En mand, som jeg ikke ved meget om og vel aldrig får meget at vide om. Ikke, hvad han laver om aftenen, ikke, hvad han laver, når han har fri, ikke, hvordan han bor, ikke, hvilke møbler og kaffekopper han har, ingenting. Ja, dør man ikke direkte, kan man vel altid grine sig ihjel«.
Birgitta Ney
At rejse og vende tilbage
»Jeg er ingen«, skriver Ingela Strandberg (født 1944) i digtsamlingen Genom brunnarna till havet (Gennem brøndene til havet), 1987:
Jag är ingen,
men jag finns
och jag sätter
mina spår i världen,
skriver tecken
på spruckna vägger,
osynlig för alla
utom för det oönskade barnet.
Jag är den lätta röken
som lämnar mjölken
när den svalnar
från juver till mun.
Så går jag,
men återvänder
alltid.
Jeg er ingen,
men jeg er til,
og jeg sætter
mine spor i verden,
skriver tegn
på sprukne vægge,
usynlig for alle
undtagen for det uønskede barn.
Jeg er den lette damp,
som kommer fra mælken,
når den kølnes
fra yver til mund.
Som den går jeg,
men vender tilbage,
altid.
I digtet finder man det, der kendetegner hendes forfatterskab: Den lave position, som dog ikke er uden stolthed, det landlige, hverdagsagtige billedsprog og den cirkulære bevægelse ud/ hjem. Hos Ingela Strandberg er der et ønske om at værne om det, der har været, og som kan genfindes i billederne af det gamle Landbrugssverige, men samtidig en længsel efter at begive sig af sted og finde det nye. Spændingen mellem disse to poler er vigtig i hendes tekster, men også bevidstheden om ligheden mellem dem.
Ingela Strandberg debuterede i 1973 med børnebogen Tomas får en vän og har efter debuten publiceret en halv snes bøger, såvel prosa som poesi. Romanen Genom pärleporten, 1976, om pigen Anjelicas kamp mod bigotteri og stejl religiøsitet varierer også flugt/hjemkomsttemaet. Anjelica begiver sig af sted, men tvinges til at vende tilbage og indse, at kun i det enkle liv kan en virkelig frihed opnås. Det er en frihed, som bygger på indsigten om, at livet kan være både sørgeligt og ondt, og at man må tage vare på øjeblikket. Den bygger også på de bånd til naturen, som arbejdet med jorden skænker mennesket. I »Jordsken« (Jordskin) fra Ett rum för natten (Et værelse for natten), 1984, siges det, at selv om jeg’et ikke er særlig frit, så kan det »… langt borte fra mærke elgens tyngde mod gyngende porsetuer …«. Denne følelse af fællesskab med naturen gør også, at jeg’et i digtet »Brytning« (Brud) »ved, at mine fodspor skal viskes ud af eftermiddagsregnen, og at jeg når som helst kan blive en dråbe i bækkens sivende vand …«. Men trods bevidstheden om friheden i naturen og i det enkle liv er der hele tiden et ønske om at begive sig af sted. »Jeg står på trappen og ser skisporet gå ind i mørket og længes efter Rio Juruena og jaguarernes hjerteslag i træerne«, hedder det i »Elevation« fra Ett rum för natten.
Spændingen mellem bondelandets stilstand og rejsens bevægelse kan der ikke bygges bro over. Men muligvis kan stilstanden også søges ude. »Jeg rejser, jeg forlader«, skriver Ingela Strandberg i digtet »Sjöar« (Have) fra digtsamlingen blues för ett snöligt landskap (blues for et snedækket landskab), 1994, som udspiller sig i USA. Men digtets jeg vender bestandigt tilbage til det landskab, hvor det er muligt i jorden at fornemme elgens tyngde. Også langt borte fra.
Lena Malmberg