Udskriv artikel

Slid og armod i Norges bygder

Skrevet af: Arnbjørg Hageberg |

Handlingen i Ingeborg Refling Hagens (1895-1989) roman Valvarsel fra 1924 er henlagt til 1400-tallets Hedmark. Her skildres folkets elendighed og nød: fogedens udsugning af fattigfolk, angsten for omstrejfende røvere, had og galskab. De dybe skove er tidløse, uhyggelige og fulde af angst efterår og vinter, og menneskene er i naturens vold. Kun om sommeren lever natur og mennesker: »Det var blafrende baal. Det var lek og dans. Det var spell og sang og latter og laat. Det var huj og hei og kaate spræt. Det var Jonsoknat (sankthans) …«, hedder det i debutsamlingen Naar elv skifter leie, 1920.

Hendes fortællinger fra 1920’erne viser både nationalromantiske træk og en ny form for fattigdomsrealisme, hvor bygdelivet fremstilles uden nostalgisk romantisering af en autentisk kultur. Fri for nostalgi er også Gro Holms (1878-1949) og Magnhild Haalkes (1885-1983) romaner. Hos Gro Holm udleveres bygdelivets kvindeundertrykkelse, og i Magnhild Haalkes romaner danner naturen og folkelivet baggrund for dybdeborende psykologiske skildringer. De tre forfattere er meget forskellige. Og samtidig med at de kaster et nyt og kritisk blik på »det gamle samfund«, er de i deres forfatterskaber dybt forankret i den kultur, de ser truet af opløsning.

Naturmystik og fattigdom i de dybe skove

Ingeborg Refling Hagen holder sig til sin hjemlige region, Hedmark. Dette store fylke (amt) rummer landets største skove og måske også de største klasseforskelle.

Når fortællinger og korte romaner fra 1920’erne skildrer fattigdom og elendighed, befinder de sig ofte mellem myte og realisme. Naturens stærke kræfter virker ind på menneskene, og bygdesladderen, der aldrig glemmer gammel uret og had, præger slægt efter slægt. Født fattig forbliver fattig – og selv storfolk risikerer at måtte gå fra jord og gård.

Knudsen, Gerda (1899–1945) (no): Kålakeren, 1940. Olie på lærred. Foto: Geert Nicolai Vestergaard-Hansen

I Loke saar havre, 1922, bortauktioneres de fattige som tjenestefolk til laveste pris. »Uægte« børn sættes på sognet og sendes ud på gårdene – en skæbne værre end døden, mener Elsbet, der føder sit barn i fattighuset, men lader den bundløse sø opsluge både hende selv og den nyfødte. Kæresten, præstesønnen, ved ikke engang, at han er blevet far. Han er alligevel uopnåelig som varig forbindelse. Bygdens fattighus var engang en storgård, der havde været i Elsbets slægt et par generationer tilbage.

Temaet gentages i den næste roman, Ugild (Uhævnet) fra 1923. Her befinder vi os midt i en bygdens tragedie i en fjern tid. Gården går ud af slægtens eje, gammelt nag sætter sig til evigtvarende besættelse om hævn, og drukkenskab og knivstikkeri bliver skæbnesvangert. Fortællingen foregår i en ikke nærmere bestemt fortid, men langt hen ad vejen kan den læses som en samtidsroman. Også Ingeborg Refling Hagens romaner fra 1930’erne skildrer økonomiske tab, uret og klasseskel, og det er først, da den unge hovedperson kastes i bygdens fangehul og sluttelig halshugges i lovens navn, at vi definitivt ved, at der er tale om en historisk roman. Men netop det tidløse ved romanen er det egentligt uhyggelige. Sladder og hævn ligger dybt i bygdemiljøet, hvor alle ved alt om alle. Overbevisningen om uret følger generationerne som den rene arvesynd.

I 1930’erne udgav Ingeborg Refling Hagen nogle digtsamlinger, hvor uret og sorg ligeledes klang i dybe toner. Hun sang både om fattig-Norge og om den spanske tragedie. Udvandrerne fik deres monument i digtsamlingen Jeg vil hem att, 1932: »Jeg vil hem att, søster Anne!/Jeg vil hem til gamlelandet for at dø«. Slideren i sygesengen i Chicago husker kun de lyse sider: »Der er dugg og lys og blomsterduft i mit lands sommermorgen./Og bjørka (birken) glitrer, og hegg og rogn (røn) staar snedrevhvit om vaaren«.

Med trilogien Tre døgn på Storskogen, 1937-39, er vi definitivt midt i mellemkrigstidens hårde år. Den unge lærer er søgt bort fra lillebyens tryghed og havnet i Hedmarks dybe skove. Her er tungt og mørkt, her findes moser og bundløse skovsøer, og her står faldefærdige gamle træer, der når som helst kan knuse en mand.

Ingeborg Refling Hagen solidariserer sig gennem hele sit forfatterskab med samfundets svageste; med de fattigste, med sliderne i skoven, med enkerne i de små huse, med pigerne der dansede og sang en sommer lang, og som blev siddende med »skammen« – ungen – da vinteren kom. Og udbytterne er påfaldende ens, hvad enten der skrives om gamle dages foged, storbonden, skovejeren eller kapitalisten. Sult, nød og angst er lige så tidløse elementer som naturens brutalitet, og naturens korte skønhed giver kun kroppen kræfter en stakket stund. Forfatterens sprog er fyldt med farver og billeder. Det er både poetisk og jordnært og med en gennemført brug af dialekt.

Ingeborg Refling Hagen er en af de mærkeligste forfatter-personligheder i norsk litteratur. Mange af hendes fiktive personer holder elendigheden fra døren gennem drømme og fortællinger. Det er åndens arbejde, der gør det muligt at udholde sliddet. For hendes eget vedkommende blev eventyr, den norrøne digtning og anden stor litteratur redningen. Hun var aktiv i modstandsbevægelsen under krigen, og det var ikke mindst hendes »åndelige venner«, store skikkelser fra litteraturen, der holdt hende oppe. Efter krigen fortsatte hun sin omfattende litterære produktion med børnebøger, litterære studier og selvbiografiske romaner.

»Da jeg begyndte at skrive, var kravet til mig selv, at jeg måtte lære at tegne mennesket så skarpt, at individet stod klart. Dér har sagaerne jo deres styrke. Dem havde jeg læst som lille, og de stillede fordringen. Men så kom det sociale til. Jeg så, hvordan mennesker blev behandlet. De svage bukkede overalt under i kampen. Det der optog mig fra jeg var lille, det var de gamle, og børnene. Ja, og barnemorderskerne. Jeg boede i en skovbygd. I skovbygderne gemte man vragene væk …
Kinck, Tryggve Andersen, Amalie Skram – de ledte efter det samme: kræfterne og særpræget i vores eget folk. … Vi hørte jo til et lille og hjælpeløst land – dengang«. (Ingeborg Refling Hagen i et interview i Bergens Tidende, 1980, i anledning af hendes 85-års-dag).

I efterkrigstiden forbindes hun særlig med Suttungbevægelsen og Henrik Wergeland. Hans arbejde for almuen, for jødernes sag og hans sans for naturen har appelleret til hende og præget hendes utrættelige arbejde med børn og litteratur og børn og teater. Suttungbevægelsen blev en kulturinstitution, der opsøgtes af mange unge mennesker. Flere af dem blev boende og betragtede hendes hus på Tangen som deres andet hjem. Ingeborg Refling Hagen blev af mange mere kendt som Suttungmor end som forfatter.

Suttungbevægelsen blev grundlagt af Ingeborg Refling Hagen i 1948. I begyndelsen bestod den udelukkende af kvinder, som samledes i mindre grupper for at læse og diskutere litteraturens klassikere. Bevægelsen tog sit navn efter den norrøne gud, Suttung, som opbevarede skjaldedrikken. Tidligt blev der startet børnegrupper, hvor Suttungbevægelsens pædagogiske idéer praktiseredes. I kulturen kan individet møde sig selv og udvikle sig, mener Suttungbevægelsens fortalere. Ethvert menneske har ret til de store kunstneriske værker. Suttungbevægelsen fremstår derfor både som en folkebevægelse og som en oplysningsbevægelse, der stiller krav til individet.

Elisabeth Aasen

Bondekvindens liv

Gro Holm var 54 år gammel, da hun debuterede med romanen Sut (Jammer), 1932. Her skildres for første gang i norsk litteratur bondemiljøet fra et kvindeligt jegs perspektiv. Hovedpersonen er den aldrende aftægtskone Brita Løstøl, som skriver om sine erfaringer som bondekone på en lille vestlandsgård i slutningen af 1800-tallet.

Gro Holm blev født i Odda i Hardanger. Som »ældste søn« i en søskendeflok på fire døtre deltog hun sammen med sin far i arbejdet på gården og bed hurtigt mærke i, at mændene egentlig havde store fordele i forhold til kvinderne – såsom faste hvilepauser og fri om søndagen. Den store nordiske romankonkurrence i 1931 blev en tilskyndelse for hende til at fortælle om bondemiljøet. Gro Holm vandt ingen pris med Sut, men bogen udkom året efter og blev meget efterspurgt. Derefter udkom i hurtig rækkefølge Odelsjord (Fædrenejord), 1933, og Kår, 1934, der er direkte fortsættelser af Sut. Siden udkom de tre romaner samlet under titlen Løstølsfolket. Gro Holm skrev endnu fire romaner, deriblandt Takk så var det ikke mer, 1937, om hushjælperes vilkår i mellemkrigstiden.

Bøgerne blev meget omtalt, da de udkom, men i 1950’erne og 1960’erne blev der stille om forfatterskabet. Gro Holm hørte til de mange, der blev genopdaget i 1970’erne i kølvandet på kvindebevægelsen.

Løstølsfolket skildrer menneskeværd, der nedvurderes og trampes under fode. I Odelsjord møder vi Anna, som er udslidt og syg efter et liv, hvor hun har slidt for mand og børn: »En morgen kom Nils ind til mig. ‘Du må tage dig af kreaturerne i dag for hende Anna’, sagde han. ‘Det er en skral kone jeg har, jeg er slet ikke tjent med hende længere’«.

Gro Holm viser nådesløst, hvor trangt bondesamfundet kunne være, både materielt og åndeligt, men samtidig giver hun i Løstølsfolket et rigt og levende billede af kulturen. Hun var øm over meget i det gamle livsmønster, som det i hendes rige skildringer folder sig ud både i hverdagen og på helligdage. Gennem portrættet af Brita Løstøl får kvinderne på de små gårde deres retmæssige plads i billedet – og i historien. Det er på mange måder et ærefuldt minde, der her er sat.

I de fleste af sine bøger skriver Gro Holm selvsikkert på et ukonventionelt nynorsk, og i replikkerne anvender både Gro Holm og Magnhild Haalke deres egen dialekt. Det er folk fra Hardanger og Trøndelag, der her tager ordet.

Takk så var det ikke mer er ligeledes skrevet i jeg-form. Alt ses med hushjælpens øjne, realistisk og uden den traditionelle kærlighed til og omsorg for »herskabet«. Bogen var en besk kontrast til den populære »køkkenvejs«-romantik i Sigrid Boos bestseller Vi som går kjøkkenveien, der udkom 1930.

Børnenes fortaler

I 1935 debuterede den 50 år gamle Magnhild Haalke med Allis sønn, en bog der straks placerede hende blandt de førende norske forfattere. Debutbogen blev trykt i flere oplag, oversat til mange sprog og udkom bl.a. i Sverige, England, Frankrig og USA. I Magnhild Haalkes voksende forfatterskab – næsten 30 bøger alt i alt – blev Allis sønn den største succes. Selvbiografien Mot nytt liv, 1978, skrev hun 92 år gammel. Centrale værker er desuden Åkfestet (Ågets fæste), 1936, Dagblinket, 1937, Rød haust? (Rød høst?), 1941, der blev udgivet samlet i 1950 under titlen Grys saga I-III.

Magnhild Haalke blev født på Vikna, en ø ud for den vejrhårde Namdalskyst, ikke så langt fra den norske hjemstavnsforfatter Olav Duuns (1876-1939) barndomsrige. Hun var den næstældste af ti søskende, uddannede sig til lærer og arbejdede som sådan i 30 år.
Med Trine Torgersen, 1940, vandt Magnhild Haalke Aschehougs konkurrence om den bedste bog om kvinder i erhverv. Hun skrev ud fra sine egne erfaringer som landsbygdlærerinde med et kummerligt logi på loftet over skolen, om mobning af kvindelige lærere, om manglende solidaritetsfølelse blandt mandlige kolleger – og deres koner.

I sine bøger skildrer Magnhild Haalke især udkants-Norge i mellemkrigstiden med hårde livsvilkår, stræben og slid, stærke og mindre stærke mennesker, der udleveres på godt og ondt. Især gjorde skildringerne af Allis søn, den lille Elling, og af pigen Grys opvækst indtryk på mange læsere. Gribende barndomsskildringer var ikke ukendte i norsk litteratur i 1930’erne. Men for første gang – og det længe før psykologer og andre fagfolk fik sat navn på problemerne – forsyner Magnhild Haalke os med et usædvanligt barns skæbne, viser hvordan voksenverdenens uforstand kan skade den, der er anderledes. Elling virker skræmmende, fordi han lever i sin egen verden, en mærkelig, fremmedartet og fantasifuld dreng der leger med rim og ser skønhed og trylleri, hvor ingen andre ser noget som helst.

Også i Grys saga ses Magnhild Haalkes psykologiske indsigt og dybe indlevelsesevne i barnesindet. Hun skildrer overbevisende den lille tapre Gry, der allerede fra seksårsalderen udnyttes af sin mor, bundet til sine småsøskendes vugge hele sin barndom og ungdom. Hun glemmer efterhånden at lege med andre børn og må siden som voksen give afkald på den, hun holder af.

Arnbjørg Hageberg