1932 var et vanskeligt år for landbruget, påpeger forfatteren Axel Strindberg i Människor mellan krig (Mennesker mellem krige). Mange gik konkurs, samtidig med at det, han kalder »sommerferiestemning«, bredte sig over det litterære felt med »traver af sæd og livsdyrkere«. Han undrer sig over, at der har fundet en motivforskydning sted fra »digtning om brød til digtning om sæd« hos den unge generation af proletardigtere. En række unge autodidakter, bl.a. Artur Lundkvist
Kvindernes primitivisme kan siges at være en hybrid mellem almueroman, modernistisk seksualromantik samt den kvinderoman, der blev fuldført med Gösta Berlings saga. I den var det et bærende tema, at kvinders kærlighed skulle være ubevidst (som f. eks. Elisabeth Dohnas kærlighed til Gösta Berling), hvis den ville finde nåde og være skyldfri i forhold til Faderloven. Hvis den er bevidst, aktivt begærende, skal den straffes (som da f. eks. Marianne Sinclair mister sin skønhed og betræder forsagelsens vej). Selma Lagerlöf spiller med »individuel frigørelse« på den ene side og »luthersk pligtmoral« på den anden side, to tendenser, som skaber den for kvinderomanen så typiske ambivalens, for »en af hensigterne med denne skrivemåde er at indhegne og udmanøvrere seksualiteten, uden at den erotiske spænding går tabt«, som Horace Engdahl skriver i »En genial deklamation« (Allt om böcker, 2/92).
, Vilhelm Moberg, Ivar Lo-Johansson og Harry Martinson, lod seksualdriften spille hovedrollen i en poesi og en prosa med landarbejdermiljøer som baggrund. I centrum stilles kvinden og jorden, gerne sammensmeltet i én og samme figur, hvortil den unge mands kærlighed står.
Kvinderne bliver dem ikke svar skyldige. I lyrikken gik Ebba Lindqvist og flere andre i dialog. Moa Martinsons romaner Kvinnor och äppelträd, 1933, og Sallys söner, 1934, var en tidlig prosareaktion og dannede sammen med Vilhelm Mobergs Mans kvinna, 1933 (Mands Kvinde, 1934), mønster for en række romaner om lovløs lidenskab.
Vilhelm Mobergs skildring af kærligheden mellem den unge bondekone og nabobonden på landet i 1790’erne blev en formel, som også blev turneret på forskellig vis i nogle kvinderomaner fra 1930’erne, der alle kan siges at være skrevet ud fra den nye primitivisme eller vitalisme. Det er Gurli Hertzman-Ericssons (1879-1954) Av jord är du kommen, 1935, Irja Browallius’ (1901-1968) Synden på Skruke, 1937, samt Elida från Gårdar, 1938, og Berit Spongs (1885-1970) Spelet på Härnevi, 1938. Også Gertrud Liljas (1887-1984) Kvinnorna i släkten, 1936, hører til dels med i denne sammenhæng. Hvis disse kvinder overhovedet er kommet ind i litteraturhistorien, er deres bøger blevet kaldt landsby- eller almueromaner og karakteriseret som en form for utidssvarende realisme. De har indslag af naturalistisk skæbnetro, men de formulerer samtidig en tydelig kvindelig primitivisme ud fra det kompleks, som består af kvinden, jorden og erotikken. Til forskel fra Mobergs Mans kvinna, der ender lykkeligt med de elskendes flugt ud i skovene, så slutter disse romaner ofte med, at kvinderne kommer til at betale med deres liv for deres forbudte lidenskab. Romanerne udtrykker en mere eller mindre eksplicit kritik af den patriarkalske sammenkobling af kvinderne som seksuel ejendom og besiddelsen af jorden, samtidig med at en erotisk ambivalens fastholdes; en strategi, der uden tvivl har givet disse romaner et stort kvindeligt publikum. En åbenlys kvindelitterær inspiration er Elin Wägners skæbnedrama Åsa-Hanna, 1918, hvor husmandsdatteren gifter sig med den moralsk tvivlsomme købmand, skønt hun elsker den fattige nabosøn.
Forbavsende nok er det de samme kritikere, som lovpriste de unge primitivisters indstormen på parnasset, der afkræver kvindernes litteratur det objektive sandhedsindhold, som f. eks. Erik Hjalmar Linder aldrig ledte efter hos sine mandlige kolleger. Om Irja Browallius’ stærkt erotiske 30’er-romaner, der eksemplificerer diverse brud på det sjette bud, hedder det f. eks. : »Ganske vist eksisterer der på grund af indgifte degenererede afkroge, men en digtning, der foregår på en sådan baggrund, kommer til at mangle almengyldighed«.
For Erik Hjalmar Linder er Irja Browallius »tidløs«, selv om han kan gå så vidt som til at registrere, at hun »har afæsket almueskildringen, der virkede som en slidt genre, en ny side«.
Ingen kritiker eller litteraturhistoriker foretager den indlysende sammenligning med tidens mandlige vitalister, ikke engang Barbro Alving i hendes meget påskønnede studie over Gurli Hertzman-Ericsson. Hun kalder Av jord är du kommen for »et epos til rodfæstetheden«, en den svenske bondekulturs »kærlighedserklæring til jorden«. Men hun fremhæver Gurli Hertzman Ericsson som en fremtrædende stilist, mens litteraturhistorikeren Sten Linder straks, da han skriver om Berit Spongs unægteligt kunstfærdige intrigefletning i Spelet på Härnevi, er nødt til at trække den kvindelige forfatterbehændighed ned til »den mundtlige folkelige historiefortælling«, der altid har været regnet for »den primitive eventyrfortællers dyder«.
I Erik Hjalmar Linders litteraturhistorie Fyra decennier anbringes Irja Browallius ligesom Moa Martinson under overskriften »Miljörealister«. »Den af og til meget intense« Gertrud Lilja eksileres på et par linjer til det, Linder kalder »digtningens smukt varierede undervegetation«, mens Gurli Hertzman Ericsson og Berit Spong slet ikke nævnes. Og dog kan man se Berit Spong som en foregangskvinde. Hun kombinerer en tidlig erotisk primitivisme med en detaljesikker historisk miljøskildring, der udmærket kan have været en inspiration for f.eks. Vilhelm Mobergs Mans kvinna. Allerede i den første novellesamling, I Östergyllen, 1926, er der tydeligt primitivistiske træk. I »Min är den sjunde« (Min er den syvende) i Kungsbuketten, 1928, udspiller den hovedløse lidenskab mellem skovmanden Bjur og halvtatersken Judeka sig på Finnmarkens moslejer. I »Mellan Jul och Petter Katt« i samme samling går den unge bondekone i døden sammen med sin elskede, den unge karl. Og »Den röda källan« (Den røde kilde) skildrer malende det hedenske frugtbarhedsritual, som sankthansfesten stadig var på landet i 1700-tallet.
Den erotiske scene i karlekammeret, hvor bondedatteren hengiver sig til sin elskede, før hun ved, at han måske er hendes halvbroder, er højdepunktet i romanen Spelet på Härnevi: »I hans tonefald, i hans hænder mærkede hun straks en forandring, der gjorde hende rolig og indvortes højtidelig. … Leg og snak, skinsyge og ømt koketteri bøjede sig til side og faldt til jorden som bægerblade, der havde gjort deres nytte, og lidenskaben sprang ud, voldsomt som en valmue på ageren, enkel som den og helt og holdent rød. De lukkede begge to øjnene og så dog hinanden, de så hinanden med hænderne, med huden, der blev fugtig af kærlighedens sved og svalet af en gysen, og de syntes de sagde alt, da de blot hviskede hinandens navne. Men i den sidste beruselse, som han ville holde tilbage, bed han hende i halsen på siden, hvor det nedfaldende hår kildede hans mund; og i lang tid bar hun to mærker af hans åbne tænder, to små sår, forenet af en rødprikket stribe, hvor blodet var trådt frem mellem huld og hud. Hun vidste ikke, at hun mærkede det, men han fik en smag af blod på læberne og vågnede til besindelse«.
Den kvindelige primitivist adskiller sig fra den mandlige ved uden undtagelse at have læst bedre på lektien. Romanerne formidler en gedigen viden om landarbejdets forskellige genvordigheder og glæder. Man er langt fra den sommerferiestemning, som Axel Strindberg påtalte i de unge mandlige kollegers frembringelser, der i deres værste afarter kan siges at være variationer over temaet »hurtige knald i landlige omgivelser«. Den kvindelige primitivisme dvæler også ved kvindekulturens betydning for overlevelsen på landet, lige fra syning og husholdning til knipling. Den pointerer kvindens bærende rolle i den strenge selvforsyningshusholdning. Det er ikke nogen tilfældighed, at både Irja Browallius’ første novelle, »Selma är död« i Vid byvägar och älgstigar (Ved landsbyveje og elgstier), 1934, og Berit Spongs første novelle »Till en hederlig begravning« i I Östergyllen, 1928, behandler en udslidt mors død.
Den kvindelige primitivist bevæger sig sagkyndigt omkring i renskurede landbokøkkener, beskidte kostalde, tarvelige karlekamre og fine præstegårde, men viger ikke tilbage for udendørsmiljøer som svedjebrug, kartoffelmarker og hestestaldenes vænger. Irja Browallius bruger konsekvent dialekten fra Närke i dialogen, og derved lykkes det hende at opnå en stil, der spænder fra skarp ironi til hjerteskærende enfold. Berit Spongs stil er historisk gedigen med en håndfast metaforik, som når der siges om den elskede, at han har øjne »i samme farve som de mørke, blanke blåbær, hun som barn havde pudset med kjolesømmen, inden hun trak dem på en hørtråd som perlekrans«. Gurli Hertzman-Ericsson bruger for sit vedkommende et prægnant billedsprog, der giver en mere impressionistisk stil: »Sommeren var kort som en melodi på en barklur«. Fælles for både mandlige og kvindelige primitivister er frisproget i de erotiske skildringer. Den mandlige primitivisme idealiserer driften i de stærke indslag af seksualromantik, hvor mandens mistro over for den moderne civilisation – og kvindernes emancipation – får stor plads. Mens den kvindelige primitivismes spaltede indstilling til seksualiteten, som på den ene side er fuld af lyst, på den anden side strider mod Faderens lov, henter inspiration fra og videreudvikler den sentimentale kvinderoman.
»Forførelsessynder«
Hildur Dixelius’ (1879-1969) tidlige 20’er-romaner om præstedatteren og hendes lovløse lidenskab er et led mellem den kvinderoman, som Selma Lagerlöf fuldender, og den nye kvindeprimitivisme. Hildur Dixelius debuterede allerede i 1909 med den højst platoniske utroskabshistorie Barnet, der blev belønnet med førsteprisen ved en romankonkurrence. Hildur Dixelius var forlaget Åhlén och Åkerlunds flagskib i 1920’erne, og hendes mange romaner udkom i stort oplag og blev oversat til tysk, hollandsk, engelsk og fransk. Hun forsvandt tidligt fra det svenske miljø, giftede sig med en tysk professor i filosofi og boede først i Tyskland og senere, efter Hitlers magtovertagelse, i Istanbul. Mens hun endnu opholdt sig i Sverige, skrev hun biografien om Wendela Hebbes datter, operasangerinden Signe Hebbe, 1919.
Prästdottern (Præstedatteren), 1920, Prästdotterns son, 1921 og Sonsonen (Sønnesønnen), 1922, udspiller sig i Västerbotten og Ångermanland fra slutningen af 1790’erne og til midten af 1800-tallet. Især den første roman, Prästdottern, benytter sig behændigt af en arkaiserende stil, der glimtvis giver skildringen et dokumentarisk præg. Åbningsscenen viser den lille spinkle Sara Alelia, hjælpepræstens kone i Västerbottens lappmark, i færd med møjsommeligt at prente et »scriptum« til biskoppen. Hendes betydeligt ældre mand ligger ramt af et apoplektisk tilfælde, og da kærligheden melder sig i hendes ensformige, men dybt gudfrygtige liv i skikkelse af en ung student, giver hun sig hen, som var han en gave fra Vorherre: »Jeg var som en kaldende skovdue, og ørnen kom over bjergene«. Hun bliver gravid, svigtes af den unge mand og søger tilflugt på den ensomme Rombäckvallen, hvor hun grundlægger en nybyggerkoloni og opdrager sin søn i Herrens tugt og formaning for at sone sin ungdoms sidespring. Sara Alelia er flot skildret, hun står som den centrale skikkelse i et skæbnedrama, der kommer til at omfatte endnu to slægtled.
Et tema i Hildur Dixelius’ trilogi er, hvorledes »forførelsessynder«, dvs. seksuel attrå, altid skaber katastrofer, og de kulminerer i sønnesønnen, en fanatisk præst, der viser sig at have arvet den svigefulde farfars hede sind.
Sara Alelia er også så streng i sit eget begær, at hun næsten tager livet af den stoiske lærer Sahlén, der elsker hende til selvudslettelse. Som en anden Jane Eyre afventer Sara hans »kastration«. Halvblind og lemlæstet får denne västerbottniske Rochester hende til sidst. I Hildur Dixelius’ trilogi kommer kvinderomanens gamle konstruktion frem i dagens lys; her både fremhæves og straffes det kvindelige begær. Straffen er påtvunget fra højere sted, det er Gud, der taler gennem Sara Alelia, i det mindste tror hun og hendes familie det.
Den poetiske retfærdighed sker fyldest ved, at et barn, der er avlet i det, som Sara Alelia ville kalde synd, dvs. i nydelse, dør. Lynet slår ned i sønnesønnens søn med steddatteren, og i Fostersyskon (Fostersøskende), 1924, dør den søn, der er avlet efter et mord. Hos de kvindelige primitivister, der skriver et årti senere, er den slags børn de livskraftige, mens børn født inden for ægteskabet dør. Her slår det primitivistiske, psykoanalytisk farvede driftsevangelium den gamle samfundsmoral af banen, hvor gudsekstasen og forsagelsen måtte erstatte den erotiske ophidselse. Da Hildur Dixelius bliver mere psykoanalytisk inspireret i løbet af 30’erne, skriver hun dog ikke primitivistlitteratur, men koncentrerer sig om neuroser, barndomstraumer og gentagelsestvang.
Erotikken som ny religion
Tidens mandlige billede af jorden som en villig ung kvinde problematiseres konstant af de kvindelige primitivister. Hos dem er jorden først og fremmest en besiddelse, der i lighed med kvindernes seksualitet må bindes til en ejer. Det er patriarkatets ældgamle kontrol af den kvindelige frugtbarhed, der skal sikre ejendomsbesidderen legitime arvinger, som udgør rammen i disse fortællinger. De unge kvinder spiller ofte højt spil med livet som indsats for at smutte uden om loven. I Berit Spongs Spelet på Härnevi går handlingen i gang, da den velhavende bondes døende kone fremhvisker noget, han tolker som en halv bekendelse om, at datteren, arvtageren til hans gård, ikke er hans. Denne halvkvædede kvindelige mumlen udløser den skæbnetragedie, der ender med, at datteren tager livet af sig, da hun tror at forstå, at karlen, som hun elsker, er hendes halvbroder. Det virkelig brud på loven er imidlertid, at hun til fordel for sin fattige elsker har hævet forlovelsen med den rige bondesøn. Og sådan er det i disse romaner; erotikken som løssluppen kraft er samfundsomvæltende og hævner sig i tredje led ligesom hos Hildur Dixelius. Men forskellen er åbenlys. Den nye driftslære, der har slået den patriarkalske religion af banen, skaber muligheder for endelig, med ord, at beskrive det kvindelige begær. Mens den legitime seksualitet til gengæld mest fremstilles som en pinagtig pligt og ægteskabet som et levn fra fortiden.
Artur Lundkvists digt »Kvinna« i Vit man, 1932, er paradigme for 30’ernes mandlige proletarforfattere:
Vi upplever dig som land och strand och hav, som kosmos
Dina lår är bevuxna med gyllne gräs,
i dina lemmar upprinner röda källor.
Dina modersbröst är berg, uppfyllda av flytande guld.
Du är enkel som en handfull mull.
Du är mysteriet.
I 1942 udkom Berit Spongs tykke roman Nävervisan (Birkebarkvisen) og i 1946 dens fortsættelse Svarta tavlan. Ligesom Alice Lyttkens’ emancipationsromaner fra 1940’erne om den gustavianske familie Tollman er Berit Spongs bøger en slags feministiske varianter over temaet: heltens sociale opstigning. De foregår mellem romantikken og det moderne gennembrud. Her mærker man, at primitivismen som litterær holdning svækkes, ikke mindst fordi hovedpersonen, Ann-Lovis, får den hun elsker og desuden beholder sit erhverv som egnens første forskolelærerinde. I Nävervisan, der hentyder til den salme i den svenske salmebog, som man mener er optegnet på et stykke bark (= naver) i 1600-tallet af en ung, dansk borgerkone, Elle Andersdatter, får den kvindelige tradition karakter af overnaturligt spil, når overtro og sladder bliver til fordel for emancipationen.
I 1949 vakte Berit Spong skandale med nøgleromanen Sjövinkel, der handler om hendes og hendes mands besværligheder som rektorpar i Strängnäs. I romanen hudflettes den svenske provinsbys indskrænkede selskabsliv og indgroede mistro mod de intellektuelle.
Hendes senere romaner, Ingen sommarhimmel, 1957, og Under svart vimpel, 1958, udspiller sig i aristokratiske officerskredse i Tyskland lige før århundredskiftet. Budskabet er, at kvinden bør forblive sin mand underdanig, uanset hans tvivlsomme ære. Berit Spong ender i 1950’ernes banale kærlighedsroman efter at have været en primitivistisk pioner i 1920’erne og 30’erne.
Irja Browallius, der var lærerinde ligesom Berit Spong, fjernede sig ad en anden vej fra primitivismen. Hendes omfangsrige forfatterskab munder i stedet ud i en slags halvdokumentariske romaner om 1960’ernes dagsaktuelle spørgsmål – f.eks. moderniseringen på landet (Ut ur lustgården, 1963) og fosterbarnssystemet (Skur på gröna knoppar, 1965, Instängd, 1967).
Den litterære formoder til både Berit Spong og Irja Browallius var den Sophie von Knorring (1797-1848), der kom med den første roman fra det landlige miljø, Torparen och hans omgifning. Ligesom hos de to førstnævnte, hvor tidens idéer om kvindefrigørelse ligger som en tone i den historiske skildring, var Det går an en forudsætning for Torparen. Karlen Gunnar lokkes til at gifte sig med den ældre tjenestepige Lena, da hun bliver gravid med husbonden. Han prøver på at holde gode miner til slet spil, men begynder snart at elske Lenas lillesøster, om end i al ærbarhed. Det hele ender med ond, brat død og skafot.
Irja Browallius’ mere udpræget primitivistiske romanerSynden på Skruke og Elida från Gårdar behandler alle erotisk lidenskab som en overtrædelse af bondesamfundets lovkodeks. Til forskel fra Berit Spong forholder Irja Browallius sig til et samtidigt miljø: »’Har I ikke læst om Hitler og Musseline og kommenisterne?’ spørger han inkvisitorisk. ‘Det er Antikrist, læg vel mærke til mine ord, i tre personer’«.
I Synden på Skruke fremkalder bonden Efraims lyst til den fattige, men liderlige nabokvinde Hilda på Guttersbo en forbandelse, der kommer til at hvile over Skruke indtil tredje eller fjerde led og rammer hans ægtefødte barn med den reelle Lisen. I sin blussende mandighed gør Efraim både Lisen og Hilda gravide og får sin straf, da hans skrøbelige arving med Lisen dør, mens »den vilde sæd«, Hildas søn, trives. Hans kone tager hævn ved at forhindre datteren Agnes i at gifte sig med den karl, hun begærer.
At den primitivistiske tendens i tidens kvinderoman var stærk, viser den kendsgerning, at selv Gertrud Lilja lader sig påvirke. I Kvinnorna i släkten, 1936, der udspiller sig i Småland omkring århundredskiftet, bliver domsmandssønnen giftet bort til den seksuelt hæmmede bondedatter og begynder snart at begære nabokonen. Gertrud Lilja, der debuterede allerede i 1924, er egentlig en forsigtig prosaist, der plejer at kalde sit yndlingstema – at mænd altid vælger den »forkerte« kvinde, hvilket gør den »rigtige« kvinde vanvittig – for en almenmenneskelig problematik.
I Elida från Gårdar, 1938, der er en primitivistisk tilspidsning af Elin Wägners Åsa-Hanna, præsenteres den smukke pjaltemalene Stamp-Elida, mens hun træller i roemarken. Hun suger begærligt den ramme duft til sig, et sikkert tegn hos Irja Browallius på, at Elida er et sanseligt væsen, det vil gå ilde. Men det er ikke hendes frie forhold gennem fire år til Linus, der arbejder på savværket, som bliver hendes fald, dette forhold fremstilles af Irja Browallius som jævnbyrdigt og naturligt: »Hun lagde armen om nakken på ham, og han mærkede køligheden i hendes hud mod sin kind. De sukkede begge to opgivende. De kunne ikke længere modstå deres begær«. Hvad der fordømmes, er det faktum, at Elida vil gifte sig opad for at komme væk fra det hårde slid som proletar på landet. Da hun har giftet sig med handelsmanden, rejser Linus bort og læser til forstkandidat, og da han træder ind i hendes liv igen, går det galt. Til trods for at Elida elsker Linus, kan hun ikke slippe driften efter jord. Da hun begynder at fantasere om at rydde sin ægtemand af vejen og overtage gården sammen med Linus, bliver han led ved hende og går sin vej. Elida, der er gravid med Linus’ barn, dræber sin mand, stikker ild på gården og omkommer i flammerne. Folk på egnen tolker det som en dom fra oven, at vinden derpå slår om og skåner resten af landsbyen.
Gurli Hertzman-Ericsson, rig købmandsdatter med jernværksdirektører og spinderifabrikanter i slægten, debuterede i 1903 med eventyrsamlingen Från mor till barn. Hun var en liberal intellektuel kvinde, der bl.a. arbejdede som redaktør for Rösträtt för kvinnor i 1910’erne, og som skrev et par romaner med socialt tema (De stumma legionerna, 1918, Trotsiga viljor, 1920), inden gennembruddet kom med kollektivromanen Huset med vindskuporna (Huset med kvistværelserne) i 1923. Det er god underholdning om menneskelig solidaritetsmoral, som Gurli Hertzman-Ericsson udvikler i antinazistiske romaner under 2. Verdenskrig. I Av jord är du kommen, 1935, stikker pludselig hele primitivismens grundplan frem og bliver synlig. Husbonden på den ansete Danielsgården rammes af et blindt begær efter nabobondens sanselige kone, Elma; et begær, som han bliver straffet for med døden. Ligesom i Synden på Skruke og Spelet på Härnevi er det det ægtefødte barn, der rammes. Hans datter Jonna er, i lighed med sine søsterskikkelser hos Irja Browallius og Berit Spong, besat af den gård og den jord, hun ejer. Hun tvinges til at ofre sin elskede, men får dog lov til at dø med hans kind mod sin efter at have reddet hans lille datter fra at drukne. I Domaredansen, 1941, er det primitivistiske træk tonet ned til fordel for et frigørelsestema. Christina Jon Pers lader sin søn blive hos hans far, da han ikke tør gifte sig med hende.
»Til sidst gik Hilda i forvejen, og Efraim gik bagefter. Nu forstod han jo, hvad det drejede sig om. Og da blev han alvorlig, drev efter hende som elgtyren efter elgkoen om efteråret … Mens han fulgte efter hende, betragtede han de vuggende hofter og den hvide nakke, hvor håret ringlede sig ned under blusen. Det begyndte at svimle for ham, da han forstod, hvor det bar hen. Ikke et ord blev der vekslet mellem dem længere. To tavse skygger gled af sted mellem de unge graner, Så kom de ud af skoven, stien holdt pludselig op … Hilda gik stadig foran. Begæret drev hende. Vinteren var forbi, og varmen i blodet vendte tilbage. Det lokkede og ledte hende, Efraim var, når alt kom til alt, et stort, stærkt mandfolk med tunge næver og penge i banken«. (Synden på Skruke, 1937).
Den opfattelse, at driften på én gang er lovløs og naturlig, som man finder hos alle de kvindelige primitivister, er en udvikling af den mere moraliserende ambivalens, man i århundredets begyndelse fandt hos Maria Sandel. I sin sidste roman, Mannen som reste sig, 1927, skildrer Maria Sandel det på én gang frastødende og fascinerende ved den letfærdige Ulla, der lokker sin reelle ægtemand i fordærv. Det nye, som den kvindelige primitivisme tilfører den svenske litteratur, er at ambivalensen i den sentimentale litterære tradition gøres fri af sine religiøse og patriarkalske forudsætninger og bliver til en helstøbt sanselig kode. Den kvindelige seksualitets erotiske understrøm skænker den seksuelle udlevelse en ekstra, masochistisk farvet tilfredsstillelse; det er, som om den kendsgerning, at begæret strider mod Faderens lov, skruer lysten op til ekstase. I disse bøger er det kvindelige begær stort, det brænder landsbyer af, ødelægger ægteskaber, slagter bønder og får kvinden til at bekræfte sig selv ved at lytte til sin egen krop. Indtil hun og hendes afkom straffes – ofte med døden.