Den islandske forfatter Unnur Benediktsdóttir Bjarklind (1881-1946) valgte pseudonymet Hulda, der betyder den underjordiske, den skjulte.
Hulda anvender ofte norrøn mytologi, når hun vil udtrykke konflikter mellem frihedslængsel og tryghedsbehov. Hun hentyder både til valkyrierne og eventyrets svanejomfruer, der er en stærk og ambivalent metafor i hendes univers. Svanejomfruer kan forvandle sig til svaner og flyve. Men af og til er de nødt til at lægge svanehammen, og hvis en mand får held til at gemme kvindens fjerdragt, bliver hun hans. Indtil længslen efter hendes tabte frihed får hende til at finde sine vinger, forlade børn og mand og flyve sin vej.
Hulda havde i sit eget liv stået over for et lignende valg. Under et ophold i Reykjavík i vinteren 1904-1905 debuterede hun med nogle digte i kvindetidsskriftet Framsókn. Hun blev straks udnævnt til en af den nye digtergenerations fornemste repræ-sentanter. Alligevel valgte hun at rejse hjem til Nordlandet, hvor hendes kæreste ventede på hende. Ud over at være mor og husmor i et gæstfrit hjem blev hun en produktiv forfatter. Hendes første digtsamling udkom i 1909, den sidste posthumt i 1951.
Hulda blev født på en gård på det islandske Nordland og fik en god uddannelse med privatundervisning i dansk, engelsk og tysk. Hendes far var en landskendt kulturpersonlighed, og egnens bibliotek fandtes i hans hjem. Der kunne man til enhver tid finde den nyeste og mest aktuelle udenlandske litteratur.
Kritikerne fremhævede den sikre stil, de sproglige og formelle innovationer, men Hulda blev kritiseret for at være ensformig og for at digte om emner, som ikke var digte værd. »Man bliver træt af alle disse digte om islandsk natur«, står der i en anmeldelse, og en anden klager over de »svage, flygtige kvindedrømme og en længsel, som i hvert fald de fleste mænd ikke vil kunne forstå«.
I Huldas tidlige værker raser en strid i den unge kvindelige kunstners sjæl mellem pligtens og slægtens forventninger og pigens drømme og begær.
Huldas strenge moderideal fremhæves og glorificeres i mange af hendes tekster, f. eks. i novellen »Myndir« (Billeder), 1924: »Kvinder bør være mangesidige, men alligevel stærkere end fjeldets rødder, de skal kunne alt, elske alt… Sole skal de være, som giver forår og sommer til alle verdener … kilder der aldrig tørrer ind, men vander andres marker – alle marker – glemmer hvor de kom fra og hvor de skal hen – for ellers tørrer alt ind og dør«. Hulda blev selv mor til fire børn, hvoraf det første døde lige efter fødslen.
I Huldas senere digte og noveller synes moderskabet uforeneligt med friheden, kunsten og endog med den store kærlighed. I digtet »Hlaðguður«, 1926, sidder en kvinde ved sin lille datters seng og broderer. Som i eventyret om Snehvide drypper det røde blod ned på det hvide stof. Men dronningens tårer og længsel burde ikke findes hos det kvindelige jeg i dette digt – hun har jo fået sit barn og kan vel ikke ønske mere? Med ét gribes hun af skyldfølelse over for sin datter og sværger, at barnet aldrig skal komme til at lide under sin mors længsler og følelse af, at hun spilder sit talent.
Huldas mest originale bidrag til islandsk litteratur i den første digtsamling Kvæði (Digte), 1909, er fornyelsen af »þulur« (remser), kvindernes genre frem for nogen.
I traditionel islandsk litteraturhistorie er Huldas banebrydende rolle inden for et friere formsprog – hendes samling af prosalyriske stykker udkom allerede i 1920 – blevet underkendt. To af Huldas mandlige og lidt yngre forfatterkolleger har fået æren for at indføre folkevisernes gådefuldhed og mystik i digtningen, selv om de debuterede nogle år efter hende. En tredje mandlig forfatter tildeles æren for det første prosadigt – men Hulda får dog lov at indtage pladsen som fornyer af den kvindelige genre »þulur«.
Huldas remser er poetisk bearbejdede; hun anvender de gamle remsers suggererende rytme og ekspansion, men udvider traditionen og bryder rytmen op for at fremhæve sine temaer. Remserne får metaforer, associationer og en symbolik, der ikke forekommer i den folkelige tradition.
Remsernes rytmiske leg med sprog og rim blev traditionelt skabt i hverdagslivets situationer. Remserne havde sjældent begyndelse eller slutning, men ophørte af sig selv, når moderen eller bedstemoderen ikke havde tid til mere, eller når børnene faldt i søvn. Remserne handler ofte om hverdagen, og ofte udtrykker triste omkvæd kvindernes bekymringer og melankoli. De bedste remser levede videre, nogle blev skrevet ned, men størsteparten af forfatterne er ukendte.
I sine tre første digtsamlinger eksperimenterede Hulda med formen. Inspireret af symbolistisk digtning prioriterede hun rytme og klang frem for traditionel metrik. Hun holdt fast ved alliterationen, men varierede rim og strofelængde. I islandsk litteratur blev hun en af forløberne for prosalyrikken. I hendes første prosatekst »Álfhildur«, 1905, bliver grænserne mellem lyrik og prosa, drøm og virkelighed, flydende. Mennesker, underjordiske væsener og den personificerede natur glider over i hinanden, og teksten er ekstremt følelsesladet.
Den grønne verden
I Huldas første novellesamlinger er naturen altid mødested for de unge. De forlader gårdene, drager af sted til dale og fjelde, ud til havet og ned til elven for at være sammen.
Skildringen af den lidenskabelige kærlighed, naturen giver rum for, er ikke usædvanlig i den samtidige kvindelitteratur. Norske Ragnhild Jølsens kvindeskikkelser møder deres mystiske elskere ude i skoven, og i finske Aino Kallas’ Sudenmorsian (Ulvebruden) søger den kvindelige hovedperson ud til ulvene om natten. Kun i naturen kan de unge kvinder møde den mand, der vækker deres begær. Ofte er denne mand af en eller anden grund en uacceptabel partner for den unge kvinde, men under de hemmelige møder er han uden fejl og fremstilles som en mytisk, guddommelig figur.
Den amerikanske litteraturhistoriker Annis Pratt har hos kvindelige forfattere påvist et mønster, som hun kalder »the green world«, kvindernes grønne verden. Her skildres purunge piger som naturbørn, der søger ud i naturen for at leve deres frihed ud, vilde og ustyrlige, på flugt fra datterlige opgaver i huset. Også unge giftefærdige kvinder søger ud i naturen, hvor de møder deres elskede. Men både pigen og den unge kvinde tvinges tilbage til deres fædrene hus. Kun de gamle kvinder får lov at blive i naturen – som eneboere, spåkoner, urtelæger eller hekse.
I Huldas novelle »Almar Brá«, 1941, rejser hovedpersonen Svanhvít, en kvindelig kunstner, fra sin familie for at studere – som det hedder sig. I virkeligheden forlader hun mand og børn på grund af en lidenskabelig kærlighed til en mand, Almar Brá, der beskrives som »en ung gud, søernes, elvenes og kærlighedens gud«. De elskende mødes i naturen, og symbolet på deres kærlighed er en »mørkerød blomst« fra fjeldmarken. Det er ikke det erotiske, der spiller den største rolle, men den gensidige forførelse, der foregår under de elskendes åndfulde samtaler. Svanhvíts kærlighed vågner, da hun læser Almars første bog: »Dér slog det hjerte, jeg altid havde søgt«, siger hun. Men kun i teksten lader drømmen om den perfekte fysiske og psykiske forening med den elskede sig realisere. I »det virkelige liv« findes børn, der venter på, at mor skal komme hjem.
I flere af Huldas noveller og digte forekommer der en »hellig lund« som fristed for forbudt kærlighed. Digtet »Þar dali þrýtur« (Hvor dalene hører op), 1926, beskriver en sådan hellig lund inderst i fjeldets dybeste dal. Den er et tabt eller skjult paradis, og dér bor kærligheden og dens vogtere, den norrøne kærlighedsgudinde Freja og hendes søstre. De forsøger at hjælpe og støtte de forelskede og ulykkelige, de fredløse på jorden.
Drømmen må ofres
Også i Huldas eneste roman, tobindsværket Dalafólk (Dalfolket), 1936-1939, behandles konflikten mellem en erotisk tiltrækning og frihedslængsel og samfundets krav.
Ísól er enebarn af en velstående bonde, hendes mor er død. Hun vokser op i frihed og kærlighed, og hun udvikler sig til et kønt og intelligent naturbarn, der svømmer nøgen i elvene, rider på vildheste og klatrer i fjeldet. Desuden kan hun spille klaver, komponere og skrive digte.
Ísól er forlovet med sin ungdomskæreste, da hun møder sin store kærlighed. Hun tilbringer nogle uger i udlandet sammen med denne mand, men da 1. Verdenskrig bryder ud, tager han til fronten og falder. I desperation vender hun tilbage til den forsmåede forlovede, der trøster, forstår og tilgiver.
Efterhånden bliver hun og hendes mand foregangsfolk i egnens kulturelle liv, og social anerkendelse bliver en kompensation for drømme om friheden og den store kærlighed. Den lykkelige slutning på Ísóls historie forklares med hendes mands helt særlige egenskaber. I deres forhold er de traditionelle kønsroller vendt på hovedet – hun er den rastløse vandrer, han den trofaste Penelope, der venter på sin Odysseus.
I romanens anden del er hovedpersonen Ísóls datter, som er lige så køn og opvakt som sin mor. Men i modsætning til hende nærer hun ingen drømme om et andet slags liv, om bevægelse, om fri adgang til verden i lighed med mændenes. Når hun vil kæmpe, som sin mor, er det ikke for sig selv, men for slægtens idealer og det gode i verden.
Dalafólk, særlig anden del, præges af konservatisme og overdreven nationalromantik, en tendens, der gjorde sig gældende blandt islandske storbønder. De »nordiske« egenskaber fremhæves og idealiseres ligesom den islandske kulturarv. Huldas helte er stærke karakterer: Jorden, slægten, gamle værdier og traditioner er deres ballast. Byen, socialismen og arbejderbevægelsen er af det onde. Ofte bliver kvinderne bærere af denne ideologi. De skildres som dygtige og praktiske, modige og viljestærke bønderpiger. De har ikke sensitiviteten og de romantiske drømme fra de første novellers kvindeskikkelser. Den forbudte kærlighed har mistet sin fascinationskraft og tragiske dimension. Den fremmede elsker dukker op, men afslø-res som simpel skørtejæger. Den stolte kvinde, han forfører, skammer sig over sin svaghed og bestemmer sig for i fremtiden at slå ind på ærbarhedens smalle vej.
Dalafólk blev i 1940’erne kritiseret for at idealisere bondesamfundet og for at savne realisme. Romanen blev af mange læst som et modskrift til Halldór Laxness’ beskrivelser af småbøndernes slid og elendighed i den socialrealistiske roman Sjálfstætt fólk, 1934-35 (Frie mænd, 1935-36). I et brev fra 1939 udtrykker Hulda håb om, at hendes roman vil blive oversat »for at vise verden et andet billede af mit folk end det, som H. K. Laxness har tegnet. Ja, jeg tillader mig lige ud at påstå, at mit billede er sandere end hans«.