Da Ebba Haslund (1917-2009) i slutningen af 1970’erne blev spurgt, hvorfor hendes forfatterskab havde fængslet så mange, svarede hun: »Jeg bruger mine personer til at sige noget om samtiden, jeg vil, at de skal være levende mennesker, ikke bare omvandrende talerør. At bore ned i menneskenes sjæledyb har aldrig været min sag«. Ebba Haslunds udtalelse kan ses som et delvist svar til de kritikere, der tidligt angreb hendes romaner for, at de savnede psykologisk dybde. Først og fremmest er det middelklassekvindens sociale situation og livsvilkår i efterkrigstidens Norge, som har interesseret Ebba Haslund. Hun tilhørte den generation af kvinder, som under og umiddelbart efter krigsårene udfyldte en vigtig rolle som husmødre i tider, hvor mange familier levede under uhyre vanskelige materielle vilkår, nærmest på sultegrænsen. Ebba Haslund forsvarede husmødrenes funktion, men så samtidig, hvordan den øgede velstand og teknikken medførte, at deres opgaver mindskedes. Derfor forsvares såvel kvindens ret til at være almindelig husmor som hendes ret til at afvige fra de traditionelle kønsmønstre.
I romanen Det hendte ingenting, 1948, stiller Edle, en intellektuel, veluddannet og ugift kvinde, således spørgsmålet: »Hvorfor kan vi ikke få lov at vokse frit? Hvorfor må man ikke være den, man er, og blive det, man bør blive?« Edle bliver imidlertid et eksempel på en enlig kvinde, som længes efter kærlighed. Hendes modsætning i romanen er en kvinde, der er gift og har fået børn, men ønsker uddannelse og frihed. Unge piger og kvinder synes i 1940’erne at »sidde mellem to stole«, som det formuleres i romanen Siste halvår, 1946. Edles kærlighedslængsel viser sig først og fremmest at rette sig mod en anden kvinde, hvilket gør hende »anderledes«. Gro fremstår i romanen som en idealskikkelse. For hende er studierne ikke en ventetid før det kommende ægteskab eller en eventuel sikkerhedsventil for den ugifte. Hun regner med at få både/og. Gro deltager under krigen i modstandsbevægelsen, men bliver taget til fange og dør i tysk koncentrationslejr. Tilbage sidder Edle, som stivner i sin skal af bitterhed over sine begrænsede livsmuligheder. Romanen er skrevet i dagbogsform, hvor læseren ofte kan se igennem det skrivende jegs forsvarsmure.
Edle opfylder ikke den traditionelle kvinderolle og føler sig derfor udsat og afvigende. Men de »almindelige« kvinder har også en stor plads i forfatterskabet. Som husmor i familien er kvinden kun i fokus, når manden og børnene har behov for hende. I novellen »En av de mange« i debutsamlingen Også vi …, 1945, beskrives, hvordan der bliver lyttet til en hjemmegående husmor, mens hendes mand sidder i fængsel. Mændene i omgangskredsen tager hende alvorligt, men i det øjeblik manden bliver frigivet, må hustruen vende tilbage til sin tjenende rolle: »Men gæsterne havde ikke øre for fru Jensens udgydelser. Det var Jensen, der optog dem«.
Skylden lægges imidlertid ikke blot på mændene. Også kvinderne selv kritiseres. I romanerne Krise i august, 1954, og Bare et lite sammenbrudd, 1975, fremstilles gifte kvinders jagt efter at skabe vellykkede familier og vellykkede børn. Ind i disse familier trænger elskerinder eller angsten for elskerinder, et tema der også handler om, at manden og kvinden keder sig i alt det vellykkede. Det bliver tomt og uden udviklingsmuligheder.
Ebba Haslund er altid aktuel i sine bøger. Krise i august, 1954, er en roman med et mere og mere synligt problem i 1950’erne, nemlig utroskab og et stigende antal skilsmisser. I Bare et lite sammenbrudd, 1975, beskrives, hvad der kan ske, når børnene har forladt hjemmet. Den hjemmegående mor bryder sammen. Hun har ikke noget alternativ til sin tilværelse, fordi hun som så mange kvinder, der giftede sig i 40’erne og 50’erne, ikke fik sig en uddannelse og et udearbejde.
Ebba Haslund skildrer kvinders hverdag. Men gennem det hverdagsagtige spejles også et samfunds konflikter og modsætninger. Derfor har mange læsere følt hendes bøger vedkommende. Ebba Haslund har ikke bare ladet sin stemme høre gennem forfatterskabet; hun var i mange år aktiv som formand for Den Norske Forfatterforening, og som morgencausør i norsk radio nåede hun ud til mange lyttere. Hendes ironiske, causerende stemme i radioen afslørede kvindeundertrykkelsen i tilsyneladende ubetydelige hverdagsbegivenheder. På et bredt plan har Ebba Haslund i mange år talt for kvinderne, for deres ret til at være både »almindelige« og »anderledes«.