I 1891 skrev en forelsket ung mand i et digt til sin forlovede:
Og jeg fik dig, du blide, blonde Pige og endnu har jeg aldrig mødt din Lige, saa sand og elskelig og kvindefin …
Mange år senere gjorde samme mand – Jeppe Aakjær – en slags status over sit ægteskabs forlis:
»Allevegne mødte jeg min Hustrus anklagende Aasyn med de haarde, strænge Bregendahlske Træk. Jeg flygtede i mine Ferier saa langt bort som muligt … Alle mine glødende Ord og Bønner afvæbnedes med én eneste Glose: Huslejen!«.
Det er kvinden og kunstneren Marie Bregendahl (1867-1940), der her udsættes for forskellige tolkninger. Hvordan kunne en og samme mand huse så forskellige billeder af hende? Og hvordan er modsætningen mellem den »blide, blonde Pige« og den »haarde, strænge« sat i spil i Marie Bregendahls forfatterskab?
En billedrigdom
Handlingen i Marie Bregendahls værker foregår for det meste på en egn, der minder om hendes barndomsland i Fly, i tiden mellem 1864 og 1885. Tiden før suset af det nye – grundtvigianisme, andelsbevægelse, landbrugsomlægning og kvindefrigørelse – havde ramt bevidsthed og levevis.
Sødalsfolkene I-II, 1935, er en samling »Billeder af Sødalsfolkenes Liv«, oprindelig udgivet enkeltvis i årene 1914-23. De enkelte fortællinger er indbyrdes uafhængige, men de fleste af personerne går igen fra billede til billede. Blandt det brogede persongalleri af bønder og standsfolk, unge og gamle, er der enkelte, der skiller sig en anelse ud. De er ikke hovedpersoner, det er ikke dem, der tegner den episke linje, men det er dem, der anslår grundtonen i det fortalte.
Marie Bregendahl ledsagede udgivelsen af Alvilda. Billeder af Sødalsfolkenes Liv, 1914, med et forord, hvor der om de enkelte fortællinger står: »De staar ikke i noget Afhængighedsforhold til hverandre, disse Fortællinger, og har ikke andet fælles end det, at de alle foregaar i den samme gammeldags, noget bortgemte Egn, og i Tidsrummet mellem 64 og 85. Nogle af Personerne kommer dog oftere frem, og et Par af Skikkelserne, Provsten og Jørgen Damgaard, findes som mer eller mindre fremtrædende Figurer i de fleste af dem«.
Der er altså ikke tale om nogen udviklingsroman, men om en fri komposition, der associativt knytter de enkelte afsnit til hinanden ud fra andre principper end kronologiens. Fremstillingen er episodisk og situativ, og fortælleren er ofte hørligt til stede, ligesom teksten er ispækket et væld af fortroliggørende vendinger og småord, der gør rummet lokalt og giver teksten et mundtligt præg. Med sine mange tråde, sindrigt udspundne forløbsstrenge og personer, der snart er i forgrunden, snart i baggrunden, fremtræder Sødalsfolkene som et fletværk af kontrapunktisk forbundne fortællinger.
En sådan skikkelse er Lise fra Broholm, der repræsenterer det anderledes, det mulige, det endnu ikke erfarede – poesiens forandrende kraft, som billedrækken også er skrevet på. Hun er den, der ser de andres liv. Lise optræder allerede i Marie Bregendahls kunstneriske gennembrud, romanen En Dødsnat, 1912, og hun spiller en væsentlig rolle i Sødalsfolkene I, der foregår Blandt de Unge, som et af billederne hedder, ligesom hun nu og da dukker op i Sødalsfolkene II, hvor det ellers er de kantede gamle og de sære originaler, der fortælles om. På sin vis er hun også med i den store novellesamling Med aabne Sind, 1926, her hedder hun bare ikke Lise, men Elsbet. I det stort anlagte, posthumt udgivne selvbiografiske værk Birgitte Borg, 1941, som Marie Bregendahl skrev på, til hun døde, er det heller ikke svært at se ligheder mellem hovedpersonen og Lise.
Den Bregendahlske fortælling er hverken novelle, roman eller eventyr, men ligesom Lise-figuren en hybridform – dialogisk, processuel og i glidende bevægelse mellem mundtligt og skriftligt. I denne dobbelthed er Marie Bregendahl på én gang meget gammeldags – det er den gamle latterkultur, der lyder i hendes skrift – og meget moderne.
Men der er særligt to steder i forfatterskabet, hvor Lises betydning udkrystalliserer sig i fortættede scener:
I En Dødsnat, hvor Lises mor, bondekonen Anne Gram, dør i barselsseng, er Lise og hendes søskende de centrale synsvinkelbærere. Børnene er overladt til sig selv i farmoderens nærliggende aftægtshus, og dramaet følges gennem deres stadige fortolkninger og omfortolkninger af situationen. Som den ældste er den tolvårige Lise den mest vidende og samtidig den, der er heftigst berørt. Skiftevis kaster hun sig ind i de kådeste og vildeste lege med de mindre, og skiftevis knuges hun af skyldfølelse over sin troløshed. Og kan alligevel ikke i næste stund lade være at digte med på kusinernes vellystige dagdrømme om de »Fordele og Friheder, der muligt kunde opnaas, naar man ingen Mor havde til at holde i Tøjlerne«. Gennem dødsnatten er Lise på vandring i alle egne af sit sind – sin kærlighed til moderen, sin aggression mod hende, sin oprørskhed og sin ydmyghed – og efter en oprivende kamp med sig selv, når hun omsider frem til at kunne bede den tredje og sværeste bøn i Fadervor: »Ske din Vilje!«.
»– ‘Nej, Mor maa ikke dø fra os’, jamrede Lise. ‘Nej det var forfærdeligt, hvis Mor skulde dø fra os! – Det er jo vor Mor, der sørger for alting til os, – det er ogsaa hende, der hjælper Far! – Det kan slet ikke gaa uden hende, – ingen Ting kan gaa!’«. (Marie Bregendahl: En Dødsnat, 1912).
Under disse sindsomskiftelser har børnene bevæget sig nærmere og nærmere mod gården og værelset, hvor Anne Gram ligger og forbløder, og ved dramaets tragiske kulmination befinder de sig sammen med den øvrige familie omkring den døende mors seng. Ansigt til ansigt med døden er det da, at Marie Bregendahl lader Lise blive endeligt til som romanens mening og perspektiv. Da den gamle doktor, der sidder hos på dasstolen – et fast barselsinventar – og ved sine stødvise bevægelser får potten under stolen til at trille, er Lise den eneste, der lader sig forstyrre:
»Men pludselig saa’ Faster Karen, at det trak op til et Smil i Lises Ansigt, – midt i Graaden og Sorgen, saa glimtede det frem.
Og da Doktoren i det samme gav endnu et Hjump for at faa sig skubbet i Sæde, som han ønskede, og Tingesten paany tog et Trilleløb: Bul-bulle-rulle-rulle-rull! – Ja, saa fo’r Smilet over Pigens Ansigt med Blink af baade Lune og Vid og tilsidst af kaad Malice.
‘Vi skal se, Doktoren sla’r dem alle Ni’, mumlede hun i Hvisketone og gjorde halvskjult af den høje Krestense et skrømtende Keglekast med Armene.
Alt dette blev Faster Karen noget sær ved at se paa. At Tøsen kunde være saa optaget af sligt – i denne Stund. Det stødte hende«.
Lise er det åbne sind, der både er til stede i sin historie og i sin krop. Derfor er hun i stand til at bevæge sig og opfange den groteske komik, som sammenstødet mellem det sublime og den højst dagligdags »Tingest« udløser. Og som Lise kan fortælleren spænde over mange planer – er både en medlevende og en krønikeskriver – og kan derfor formidle dramaet ud fra lunets og humorens dobbeltblik. Dette dobbeltblik, dette fantasimæssige overskud, trækker Lise da med sig ind i resten af forfatterskabet.
I billederne Blandt de Unge, 1919, og I Fest og Trængsler, 1921, fortælles der om en generation af unge i Sødalen, hvis livsglæde og lystighed fortættes i Mikkel fra Møllen. Han er egnens fejreste ungkarl – danseglad og ombejlet – misundt af de andre karle, elsket af pigerne. Alle drømmer de om Mikkel – undtagen Lise! Og hun er den eneste, som Mikkel alvorligt tænker på. Så da han ikke kan komme til at give hende andet, overøser han hende med betroelser. For nok er Mikkel ked af, at Lise ikke vil have ham, men han har da ikke ligget på den lade side af den grund: »Mikkels aabenhjertige Skildring af sine Besværligheder for at begaa sig imellem de mange Kærester, af sine Kvaler for at finde ud af, hvem af dem han skulde gifte sig med, af sine farlige Rejser rundt til Omegnens unge Døttre, og da fornemmelig de Ord, hvormed han berettede om Besøget hos den fromme Maren i Vinde lød stadig for Lises Øren, og den klukkende Latter, hun næsten hele Aftenen havde haft Møje med at bekæmpe, trængte sig nu frem og fik Luft … Hun gav sig helt over i Latteren«.
Afsløringen af Mikkels elskovsture, der ser ud til at ende hos Maren i Vinde med »de tyve tusind Rigsdaler« i vente, bevirker et bevidsthedsskred hos Lise – et skred, der udløser befriende latter, men også vemod. Tidligere har hun nemlig afvist Mikkel med en begrundelse, hun ikke selv helt forstod: »… at blive Sødalskone det var for nemt«. Det giver hende nu en gysende fornemmelse, for – »Hvad var det da hun længtes efter? – Hvor vilde hun vel hen? – «.
Lise er »ude af sig selv«. I denne labile tilstand forsvinder grænserne mellem før og nu, mellem subjekt og objekt, og i et klimaks af euforisk latter træder hun ud af sit hidtidige liv, ud af Sødalen og Mikkel, og ind i sin egen historie: »– og Lises Latter brød nu ud over alle Skranker. – Men hun havde jo Mikkel! Herinde i sit Bryst, eller i sine Tanker, – eller hvor nu det var? – hun havde ham, – hel og holdent – Den unge, den herlige, den glade, den dansende Mikkel, – og Mikkel stedt i Nød og Kval, fordi han ikke kunde finde rede i alle sine Kærester, …ja, hun havde ham herinde ganske livagtig. – Og for første Gang fornam Lise en underlig brusende Fylde i sig, en Billedrigdom, en ny og hidtil ukendt Fryd, som hun ikke vidste noget Navn paa, vælde op i sig, og aldeles overgiven slog hun sine Arme om Dorthee og dansede rundt med hende, dér paa Gangen, mens hun jublede i Latter og Lystighed«.
Den mundtlige latterkultur er på spil i Marie Bregendahls Sødalsfolkene, 1935, både som motiv og som tone. Her i den pseudoalvorlige dækning af Sødalskarlenes attituder, da de er i gang med sessionsforberedelserne: »– Naa, men de skulde altsaa have rene Skjorter paa den dag, og saa skulde der Kropsvask til. Dette sidste var nu ikke noget, som de rendte og fjottede efter til Hverdagsbrug. Forstaar sig, i den hede Sommertid, saa kunde det jo være godt nok at faa sig en Dukkert, om ellers man kunde komme ad med det; men saadan hen paa Aaret, naar det var blevet sludfuldt og koldt, – nej, fy for Fa’en da, saa skulde dog Pokker have vaadt paa Bælgen, om man ikke var nødt til det.«
Det gennembrud, Lise oplever her, skyldes selvfølgelig til dels, at hun bliver klogere. Mikkels færd ind i pigehjerter har ikke været slet så uskyldig, som hun troede. Han har taget, hvad pigerne lod ham få, men kun givet, hvis det kunne betale sig for ham. Det er helt enkelt en erkendelse af mandlig seksuel udbytning. Men det er mere end det! Det er på sin vis scenen fra En Dødsnat om igen, men her er krønikeskriveren rykket ind som en instans i Lise selv. Det er den unge kvindes kunstneriske kaldelse, som fortællingen fanger. En tilblivelse, hvor umiddelbarhedens uskyld for altid forlades, men hvor eksistensen, der tidligere havde karakter af tilfældighed, nu personliggøres som »et Forraad, som noget hun havde at tage til, naar det passede hende«. I overensstemmelse med denne scene lader Lise sig høre som en frydefuld undertone i hele forfatterskabet – også i de forlokkelseshistorier, som gennemvæver det.
Vanviddet
De egentlige hovedpersoner i de dramaer, som udspiller sig i Marie Bregendahls værker, er kvinder, som alle snakker om, alle funderer over, men som sjældent træder personligt frem i teksterne. Gennem dulgtheden og gisningerne tegnes der dog et fælles mønster bag disse skæbner. Som Bolette Sørensens (1855-1931) og Nicoline Kirkegaards (1859-1924) kvinder bliver de forlokkede. Draget af en mystisk og fremmedartet mand bliver de ført væk fra hjemstavnen og ud i det uvisse. Synsvinklen befinder sig nemlig som regel hos de tilbageblevne, og derfor er det ofte uvist, hvad der sker med kvinderne i det fremmede. Men nu og da letter Marie Bregendahl på sløret og fører os direkte ind i den forførte kvindes tilværelse.
Marie Bregendahls forlokkede kvinder er begærende kvinder: » – Og med Brand i sit Legeme og Ansigtet hulkende i Puderne har hun ligget derhenne i den store Seng, der er beregnet til to, og husket om og om igen Aftnerne, naar Christian var kommen springende herop til hende, glad og tosset som den lystige Knægt han var«. (Sødalsfolkene I, 1921, 1935).
Det gør hun i fortællingen »Else ved Bækken« fra I Fest og Trængsler. Else er Lises veninde og kan i mangt og meget anskues som hendes fordobling. De ligner hinanden i kår, i sind og i skind, men forskellen er, at den mand, der forfører Else, ikke er en Mikkel. Christian Mollerup, den »fine« regimentsmusiker fra Viborg, og bondeknolden Mikkel er nok lige troskyldige i deres hensynsløse rovdrift på øjeblikkets fornøjelser, men hvis det havde været Mikkel, der havde besvangret en pige, var han blevet fastholdt på sine pligter af miljøets pres. Derimod er der ikke noget, der fastholder Christian Mollerup. I Sødalen er han en fremmed fugl, som ingen kender, og i det proletariserede viborgensiske småborgerskab, hvor han hører til, er der ikke noget omdømme, som tilstrækkeligt effektivt forhindrer ham i at fremture. Han kan godt lide at tage sig »flot ud« – men altså ikke, når det koster noget. Så da Else bliver gravid, beklager han:
»Giftes, ja vist, det kunde være godt nok med det, men har Du noget at gifte dig paa … – Ja, for jeg har s’gu ikke noget. – Det jeg tjener, det kan jeg saa sær godt selv bruge«.
Når han på denne måde kan holde Else hen i årevis, uden at hun gør oprør eller bare følger de sladdervorne, men velmenende nabokoners råd om at gå til øvrigheden og få børnepenge, er det, fordi hun har tabt orienteringsevnen, da hun fulgte med Christian til Viborg. Hun kender ikke de samkvemsregler, der råder i byen, og slet ikke dem, som gælder blandt det halvproletariat, hun er dumpet ned i – kun én ting ved hun: »Det, der var sket imellem hende og Christian, det var sket, og kunde ikke gøres om. Nu hørte de sammen, – for altid«. Sådan er Elses lov – har man givet sig hen seksuelt, har man også givet den anden sin fulde tillid. Derfor narrer hun sine godtroende forældre hjemme i Sødalen, derfor slår hun sig ned som underbetalt syerske i Viborg, og derfor tåler hun en tilværelse, hvor hver dag er et kapløb med tiden og kræfterne om at få syet skillinger nok sammen til den tarveligste kost til sig selv og drengen. At Christian ikke rækker hende en finger, rokker ikke ved hendes tillid, for det er det eneste, hun endnu har tilbage af sin tidligere identitet. Mister hun den, vil hun være en falden pige, der slet og ret har givet efter for sin lyst, så derfor skjuler hun sig for sin familie og tager med et smil og en villig krop imod Christian, når det behager ham at opsøge hende og barnet.
Marie Bregendahls forlokkede bondepige: »… Else syer og syer. Naalen ind, Naalen ud, Armen op, Armen ned, Hovedet bøjet, Kroppen krummet sammen, som en rasende gaar hun løs paa Sytøjet, saadan har hun syet nu i Aar og Dag, hun kender ikke andet Tempo. Det ser ud, som hun maa blive ved til hun styrter«. (Sødalsfolkene I, 1921, 1935).
Endelig, endelig – da Christian oprømt kommer og fortæller, at han har fået en god stilling i København, men ikke ytrer noget om, at hun og sønnen skal med, og da han samtidig ærter hende, fordi hun har skæmmet sig, bryder der en slags erkendelse igennem. Men i tekstens tolkning er det for sent. Det evige jag har for længst splintret hendes tidsfornemmelse, og hendes krop og hendes bevidsthed har for længst tabt kontakten med hinanden. Og da den sidste spinkle tråd til ham, der skulle have holdt det sammen, brister, går det galt. Efter et hektisk samleje, hvor Else søler sig i lystens glemsel, vågner hun op, får fat i sit barn og forlader den intetanende Christian, der sover de uskyldiges søvn. Den eneste tanke, hun nu rummer, er, at sønnen skal hjem til hendes forældre, for dér hører han til. Hvad der sker på hjemvejen, fortælles ikke – synsvinklen forlader Else, da hun styrter ud af døren, svarende til at Else nu ikke mere er sig selv bevidst – og der blændes først op for hende igen, da forældrene konfronteres med det uafvendelige: Drengen ligger kvalt i gårdens udhus, og Else er blevet vanvittig. Hun kan kun gentage det samme skærende hyl: »Far! Far! – Hvorfor kommer Far itte!«.
»Else ved Bækken« er en grel, realistisk fortælling om den bondepige, der gik vild, da hun gik ud i verden. Proletariseringen og vanviddet er tilspidsede udtryk for de omkostninger, som opbruddet havde. Bortset fra Hanne i fortællingen »Hanne ved Højen« fra Tre gamle Kvinder, 1918, så lykkes det ikke for nogen af kvinderne i det Bregendahlske univers at komme hjem. Historien lader sig ikke tilbageskrive. For i den moderne verden, som de unge Else’r går ud i, er der ikke mere nogen far! Faderen har forvandlet sig til et flagrende væsen, der suger så længe, der er honning at få, og ellers danser videre med sin musik og sine lader. Når Else kvæler sin søn, er det for at bringe hans råb på denne spændende, fremmede og flagrende far til tavshed – og råbet ekkoer så i hendes sinds syge kalden på sin far – ham, der blev borte.
Men historien slutter ikke hér. Da Elses far om morgenen kører til Viborg med sin skrigende datter i vognen, stopper han op for at spørge to små skomagerdrenge om vej til galehuset. Og så glider historien for en stund over i et andet leje, hvor en ny erkendelse lader sig ane:
»’Ja, du Stoffer, hvorfor Fa’en kommer Far itte også?’ sagde den ene og grinede.
‘Hø, din Horunge! Du har s’gu vist ingen Far’, svarede Stoffer. Og morgenduelig drev han den anden et Par Drag over Nakken med Skødskindet.
– Kort efter hørte de Galehusets Porte slaa i«.
Se, det er jo en helt anden tone. Nej, horeunger har ingen far – det vidste Else bare ikke – men den moderne opbrudsforfatter ved det. Hendes unge er også i en vis forstand faderløs. Men derfor kan han godt være slagfærdig og morgenduelig.
Manden efter hendes ønske
Man kan spørge, hvorfor de unge kvinder i forfatterskabet så ikke gifter sig med »Per og Povl, dér vejsten omme?« Det gør de ikke – bare da – fordi Marie Bregendahl beskriver et samfund, der trods al gammeldagsheden alligevel står på tærsklen til noget nyt. Og i Sødalsfolkene bliver kvinderne grebet af en sær uro, en længsel efter noget, som »slet ikke kunde siges« når det nye har grebet dem. Gennem provstens datter Agnete og hendes forhold til sin forlovede, kaptajn Bülow, får de et glimt af en anden verden, som giver næring til deres længsler. Som Kathrine i Thinggard forsøger at forklare sig det, hun har set i samværet mellem Agnete og Bülow, er det ikke noget konkret, men netop en udefinerlig væren:
»Ja, saa var der ikke andet, end at Agnete lagde sin Haand op paa hans Arm, bare saadan let og stille; – ja, og saa saae de jo paa hinanden«.
Det er driften mod denne anderledes væren, som får de unge kvinder til at bryde op. Den romantiske drøm om det erotiske møde, hvor mennesket bliver til og når sin individuelle fuldkommelse gennem den andens blik. Problemet er bare, at de mænd, som de mere jævne piger spejler sig i, nok er erotiske væsener, men de er ikke mænd for at give erotikken en historisk dimension. De forvandler sig til fantomer – reflekser af kvindernes egen blinde søgen efter et ukendt selv.
Både hvad angår rum- og personfremstilling former den Bregendahlske fortælling sig som grotesk realisme. I henseende til den dækkede fremstilling ligger forfatterskabet i forlængelse af naturalismen, men i modsætning til naturalismen er det ikke færdige skikkelser eller karakterer, der skildres. Hos Marie Bregendahl kan menneske og natur nemlig ikke entydigt adskilles fra hinanden.
Men ikke desto mindre er det kun sådanne mænd, som kan få kvinderne til at leve. Forfatterskabets to store ægteskabsromaner, debutromanen Hendrik i Bakken, 1904, og Holger Hauge og hans Hustru I-II, 1934-35, der samtidig er en skildring af det danske andelslandbrugs historie, udforsker hvorfor. Hendrik er en sær og kantet type, ordholdende, retsindig og bidsk – en mand, man må »estimere«, som hustruen Mariane siger det – men ikke en mand, som kan tage hendes lidenskab fangen. Romanen ender med, at hun sygner hen og dør af mangel på livslyst.
Holger derimod er i slægt med en Mikkel og en Christian Mollerup. Han er dynamisk, udadvendt, en kunstner på sit område – landbruget – og uden egentlig samling på sig selv. »Hvad var det at holde af En?« funderer han over et sted – han ved det ikke, for hans væsen er flygtigt og impulsivt som barnets, og de øjeblikkelige følelser inderliggøres ikke som dele af hans personlighed. Men hans hustru ved det! Kirstine elsker Holger, netop på grund af hans psykiske lethed og spændstighed. Det er samme musiske og legende væsen, som Else »faldt« for, der gør Holger til »Manden efter hendes Ønske og hendes Hjerte«. Det er ikke, fordi hun mangler blik for hans fejl. Dem ser hun klarere end nogen andre. Men han er manden, der kan udvinde det skjulte guld af den danske muld – og af hendes bundne væsen. Hun ville slet ikke blive forløst i sin kærlighed, hvis manden ikke også var et barn for hende, som hun kunne forme og danne efter sig selv. Derfor er det hende, der umærkeligt avler idéerne i ham, mens han med sin ubekymrede og rastløse energi er mand for at virkeliggøre dem.
Kvindelig lidenskab i Marie Bregendahls roman Holger Hauge og hans Hustru II, 1935: »’Men Holger dog, forstaar du da ikke, at bare du er mig nær, ja, bare jeg ser dig dukke op imellem de andre, saa bliver jeg saa lykkelig og saa bevæget, saa jeg tit ikke ved af mig selv at sige’«.
Det ægteskab, der skildres i Hendrik i Bakken, er traditionelt – det er ejendommen og nødvendigheden, der binder Hendrik og Mariane sammen – men den psykiske nedbrydning af begge parter viser, at menneskene ikke mere kan være i dette »skab«. Hendrik vil have det fyldt med følelser, som Mariane ikke kan give ham, og Marianes følelser er blevet tilbageladt i en fjern ungdoms åbne erotiske samværsformer.
Holgers og Kirstines ægteskab er derimod moderne – det er frit i den forstand, at det er den tvangfri erotiske tiltrækning mellem parterne, som er dets nerve. Derfor får Kirstine også til tider kærligheden at føle, når hun nages af angst for, at Holger skal forelske sig i en anden – for så ville begrundelsen for deres samliv smuldre. Men denne risiko, som er den moderne individualiserings følgesvend, kan ikke fornægtes eller besværges bort. Og Marie Bregendahls liv og forfatterskab viser, hvordan udsatheden blev den kilde, hvoraf kunsten flød.
Digteren
Således måtte forfatteren selv danse ud med sin Else, før hun blev sig sin Lise bevidst. Som ung og forelsket tog hun til København sammen med Jeppe Aakjær, og de giftede sig i 1893. I 1894 fik de en søn, og for sin fædrenearv oprettede Marie Bregendahl et spisested – Jydske Pensionat – i forsøget på at holde familien oven vande. Efter nogle år måtte det lukke, og den frie tilværelse tærede i det hele taget så stærkt, at parret lod sig skille i 1899. Jeppe Aakjær var tidens type – dynamisk, letfængelig, en sprogets elsker og befrugter – men han var ikke særlig stadig, når det gjaldt de mere kontante forpligtelser over for hjem og familie. Og Marie Bregendahl var ikke en Kirstine! Derfor blev det så brat en opvågnen for manden, da der ud af forelskelsens romantiske tåger dukkede »de haarde, strænge Bregendahlske Træk« frem.
Marie Bregendahl klarede tilværelsen som enlig mor ved at holde hus for en bror, der havde et mejeri på Nørrebro – for hende lod det sig heller ikke gøre at vende tilbage! Hun havde for altid fået opbruddet og byen ind i kroppen, og spændingen mellem barndommens bondekultur og byens anonymiserede livsform, hvor man selv måtte skabe sig en identitet, blev den oplevelsesmæssige klangbund for hele hendes forfatterskab. Hun videreførte således det moderne gennembruds naturalistiske virkelighedsskildring, men på en ganske egen måde, hvor både de folkelige fortælleformer og den moderne kvindes kaos af modstridende erfaringer lod sig høre.
Hun er naturalist i den forstand, at hendes personer er indfældet i den konkrete hverdag. Hverdagsligheden og arbejdet er det stof, hvoraf fantasien og følelserne udspringer og dannes. Høhøsten, som er ramme om Elses lidenskab og uro, er således ikke bare dufte og måneskin, men træthed i Elses krop og ængstelse for, om hun nu kan holde til næste dags slid, når hun bruger halvdelen af natten på opslidende elskovsture. Heller ikke Kirstines hjertekvaler udspiller sig løsrevet. Nej, når hendes trætte tanker surrer rundt, så sker det, alt imens hun passer sit vidtløftige arbejde som husmoder og selv løber »rundt med, som et af de andre mange Maskinhjul«. Arbejdet er ikke interiør eller genremaleri – arbejdet er en dimension af det psykiske rum i Marie Bregendahls skrift.
Men skriften overskrider naturalismens fiksering af omverdenen som et objekt, der kan beskrives neutralt. Virkeligheden eksisterer kun som fortolkning – ofte som kollektiv fortolkning. De skæbner, som aftegnes, er således sjældent set direkte. De er spejlet og fortalt af andre – ganske almindelige hverdagsmennesker – og jo mere dramatisk handlingen tilspidser sig, jo længere væk fra valpladsen flyttes synsvinklen. Enten tidsligt eller rumligt.
Den jyske rytme og de dialektale vendinger farver prosaen – men ikke som naturalistisk illusionskunst. Det sceniske er hele tiden spændt ud mod det berettende, hvorved tale og skrift til stadighed sammenvæves. Gennem denne glidning mellem oplevelsesformer og bevidstheder får forfatterskabets virkelighedsbilleder en gyldighed, der rækker langt ud over person- og miljøskildring. Det er ikke de ultimative dramaer i sig selv, der giver betydningen, men den måde, som fortællingen føres videre på – af de andre. Som Elses ulykkelige skrig genfortælles med en helt anden klang af de to små skomagerdrenge, således bliver kvindeskæbnerne i alle tilfælde til en fortælling, der midt i gråden og galskaben giver visdom – og fryd. De store brudflader lukker sig, men forskubber samtidig sproget og betydningen – i almuesindet og i teksten. Marie Bregendahls skrift fornægter ikke, men fortvivler heller ikke. Latteren forsoner, så det tabte bliver til ny mening på et andet plan. I al sin blidhed, i al sin strenghed er forfatterskabet båret af den store humor.