I en husvildebarak på Kungsholmen i Stockholm skrev en aparte og mærkelig forfatter, den døve arbejderkvinde Maria Sandel (1870-1927), seks skønlitterære bøger i århundredets første decennier.
Hun var feminist og organiseret socialdemokrat, anerkendt og støttet af kvindekredsen omkring Ellen Key, og er blevet kaldt proletariatets Fredrika Bremer. Hun var også en stolt enspænder, »et af de ejendommeligste mennesker, der har helliget sig forfattervirksomheden, og et af de besværligste en bogforlægger nogen sinde har haft med at gøre« ifølge en af de mange anekdoter, hun har givet anledning til.
»Hun er uhjælpeligt stokdøv. Har altid levet i stor fattigdom. Hun strikker trikotage på maskine, og så har hun og moderen, der også er stokdøv, et lille ismejeri, hvor kunderne selv vejer af eller peger ud, hvad de vil have. Dette låser den nu 30-årige kvinde fast i den kedeligste dagligdag. Hun har gået i folkeskolen, til hun blev 12 år. Har været fire år i Amerika, inden hun blev døv. Har læst en smule på arbejdernes bibliotek. Fra Amerika kan hun en smule engelsk, læser Burns og Byron på originalsproget. Hun har selv lært sig lidt fransk og tysk, så hun læser en del på disse sprog. Hun skriver og udtrykker sig dannet og pikant. Hvad siger du til dette? Jeg vil, jeg må gøre noget for hende, men hvordan, hvordan, hvordan? Hvis jeg også kunne skaffe en smule penge, hvor ville det føre mig hen? Nu har jeg imidlertid i sinde at korrespondere med hende, læse hendes vers, få hende med ud på museer og i det grønne om foråret«. (Brev fra Amalia Fahlstedt til Ellen Key, 30. marts 1901).
I 25 år boede og arbejdede hun i et lille værelse med åbent ildsted i Skogshyddan (Skovhytterne), som husvildebarakkerne kaldtes i folkemunde. Barakområdet var blevet opført ved århundredskiftet for at give nogle af de fattigste og mest udsatte familier i Stockholm tag over hovedet. Det var en verden, hvor kvinderne påtog sig hele ansvaret for hjem og børn; det var almindeligt, at mændene slog sig på flasken eller flygtede fra forsørgerpligten. Mødrene ernærede sig selv og børnene ved rengøringsarbejde i borgerfamilierne eller ved hjemmearbejde – de strikkede tæpper og undertøj, syede huer og andet tøj for et usselt vederlag. Det var helt bogstaveligt et liv Vid svältgränsen och andra berättelser (På sultegrænsen) – titlen på Maria Sandels første bog, en novellesamling der udkom i 1908.
Livet i Skogshyddan gav Maria Sandel stof til hendes fortællinger. Når hun med sit dybt personlige kendskab skriver om de snævre boliger, sliddet for føden, kvindernes dobbelte og tredobbelte arbejde, er hun en pioner i svensk litteratur; men teksterne stiler meget højere end mod blot at være historiske vidnesbyrd. Hun arbejder med at give sit moralske engagement litterær form.
I 1918 var der debat i Det norske Storting. Den drejede sig om kunststøtte: skulle forfatteren Karen Sundt (1841-1924) tildeles 400 norske statslige kr. årligt i »understøttelse for gamle kunstnere«? Flertalsindstillingen mente nej! Et forfatterskab, der handlede om »tjenestepiger og andre køkkenarbejdende«, kunne ikke anerkendes som værdigt til statslig støtte. Karen Sundt var ikke kunstner, men kolportageforfatter. Mindretalsindstillingen, der betonede Karen Sundts betydning for udviklingen af en folkelig litteratur, vandt – og Karen Sundt fik sin støtte.
Hun var da 77 år gammel. Hun havde 23 romaner og fortællinger, en eventyrsamling, en historiebog for unge, Småstykker til søndagslæsning for folket, sin Livsbetragtning og sin bog om Kvinden i det private og det offentlige Liv bag sig.
Den bedste af Karen Sundts romaner, mammutromanen Arbeiderliv fra 1901, giver i fiktiv fortællende form den første fremstilling af norsk arbejderbevægelses historie.
Feminismen er en del af projektet; hun vil »reformere mændenes opfattelse af kvinden«, få dem til at indse, at kvinden ikke bare er et »kønsvæsen«, men også en kammerat. Det er hende magtpåliggende at fremhæve moralsk gode eksempler, at skabe en slags kvindeligt dannelsesideal, hvor forstand og stolthed hersker over letsindige impulser.
Det moralske tonefald er ikke unikt hos Maria Sandel, det var udbredt i hendes samtid. Som mange andre læste og inspireredes hun f.eks. af Charles Dickens’ romaner om Londons slum. Men frem for alt prægedes hendes idéverden ligesom andre samtidige arbejderforfatteres af arbejderbevægelsens stræben efter at »højne standen«.
Forestillingen bag dette gigantiske projekt var, at det ikke blot handlede om at redde underklassen fra sult, dårlige boligforhold og den hensynsløse udnyttelse i masseproduktionen. Det handlede også om at komme væk fra det simple driftsbundne og ukultiverede liv, fra manglen på uddannelse.
I de tidlige bøger, Vid svältgränsen och andra berättelser samt Familjen Vinge og Virveln (Hvirvlen), 1913, anlægger Maria Sandel en social og moralsk synsvinkel. Beretningerne er en slags sociale melodramaer, der kredser omkring truslen mod kvinderne i storbyen. Farerne er i høj grad af seksuel karakter. Ikke bare fabrikkerne, men også gadens og forlystelseslivets områder præges af den rå kapitalismes »pestbesmittede ånd«, der kvæler »alle ansatser til en sædelig udvikling«. Usædelighedens repræsentanter er de »lede sjovere«, der lokker piger ind i prostitution og til uønskede graviditeter. Selv de kvinde-skikkelser, der »giver sig hen« af kærlighed, kommer galt af sted. Kønslivet er gennem prostitution blevet en handelsvare, og det har præget mændene, gjort dem til hensynsløse kærlighedstyve. De tager for sig, forsvinder og overlader den forførte til at klare sig, som hun bedst kan.
Som modpol til det hårde liv »derude« fremhæver Maria Sandel det gode hjem. Det er et kvindestyret hjem, sjældent en kernefamilie, men ofte et nabo- eller kvindekollektiv, hvor man hjælper hinanden på tværs af generationskløfterne. Et sådant godt hjem finder f.eks. den forarmede og gravide fabriksarbejderske Gerda Spant hos den barske fru Hägg i Droppar i folkhavet, 1924. Ganske vist trues også hjemmets atmosfære – af dårlig moral, af forsømmelighed og dovenskab, af mænd der drikker pengene op og mishandler kvinder og børn. Men når en stærk mor får lov at styre, er hjemmet det sted, hvor fællesskab, solidaritet, omsorg og andre »kvindelige værdier« kan overleve.
Det gode hjem hører sammen med de traditionelle kvindelige dyder: flid, hæderlighed og afholdenhed. Ved at værne om disse værdier finder kvinderne et mentalt fristed. Men erotikkens vilkår er og bliver et problem; det er ikke nogen let sag at dæmpe sit »hede blod« for den, der har lært sig at »tænke frit og fint om kønslige forhold«. Stolte og sørgmodige, men med æren i behold går de kvindeskikkelser, »det er lykkedes for« igennem Maria Sandels tekster.
Maria Sandels fortællertemperament veksler, og med det perspektiverne; fra løssluppen humor kan hun pludselig skifte over til mørk og pessimistisk moralisme eller til social-feministisk problematisering. Der sker en forskydning i årenes løb fra politisk analyse hen imod en dybere moralisme – Hexdansen, 1910, og Mannen som reste sig, 1927, præges i højere grad end hendes andre værker af denne moralisme – men den ambivalente irettesættelse gennemsyrer hele forfatterskabet.
Denne »ufærdighed« eller ujævnhed – at hun aldrig fandt en autoritativ fortællerstemme – viser hen til forfatterskabets konfliktfyldte tematisering af den kvindelige seksualitet. Gennem de uløste problemer med formen i Maria Sandels litteratur skimtes et væsentligt dilemma – hvor de traditionelle kvindelige værdier, som er ledestjernen i forfatterens moralske projekt, står i modsætning til den nye tids »lystbegær« og »ret til selv at bestemme«.
Ellen Keys syn på kærligheden, som havde stor gennemslagskraft i datidens feministiske kredse, er en vigtig ideologisk baggrund. Ifølge Key skulle den kvindelige seksualitet erkendes og udfoldes, men for at »den primitive tilstands promiskuitet« ikke skulle få overtaget, måtte seksualiteten være knyttet til kærligheden.
Udformningen af den kvindelige seksualitet i Maria Sandels tekster kan læses som variationer over Keys tankegang. Det virker, som om hun gentagne gange forsøgte på – men ikke kunne finde ud af – at få ideologierne til at passe sammen, hvilket for en nutidig læser synes fuldstændig logisk. At erkende og skildre erotikkens kraft i kvinders liv og samtidig anbefale afholdenhed til »Den Rette« dukkede op, hvordan skulle det være muligt uden selvmodsigelser?
I Virveln ses på den ene side de »fisefornemme«, tilbageholdende, dydsirede piger, der repræsenterer orden, uddannelse og klassebevidsthed, og på den anden side »vildkattene«, letpåvirkelige sjuskedorter, der tænker mere på tant og fjas end på deres egen dyd. Da vildkatten Magda Mejsel af arbejdskammeraterne på chokoladefabrikken lærer erotikken at kende, gribes hun »af en mængde forskellige sindsbevægelser: længsel, bæven, ild, væmmelse – efterhånden som billederne træder frem for hendes nysgerrigt spejdende, indre blik«. Snart »giver hun efter« med det resultat, at det med fortællingens åbenlyse moraliseren ikke går godt for hende. Den »fine« Birgit Sänke, som har et mere intellektuelt forhold til sin seksualitet og vælger at »holde sig tilbage«, fremstår derimod som et ideal. Men Maria Sandel forfægter ikke helhjertet sit moralske projekt. I hendes skildring får vildkattene meget mere krop, liv og energi end idealfigurerne. Forfatteren synes ganske enkelt at være så fascineret af de »vilde« piger, som formår at nyde alt »slikket i kræmmerhuset«, at hun gør læseren delagtig heri. Ganske vist indføjer hun enkelte afstandtagende kommentarer, så vi kan forstå, hvad fortælleren mener, men fortællingen trækker i sin egen retning.
Selv skildringen af Ulla i Mannen som reste sig, en sjuskedorte af nærmest mytisk karakter, bliver ved denne læsemetode fængslende, fordi den så stærkt udmaler kulturelt forbudte sider af kvindeligheden. Ulla kan ikke sy en knap i og ikke gøre rent, hun er grov i munden, sløset og let at forføre. Hun vanrøgter sin syge svigermor, trækker sin mand ned i alkoholismen og forlader sine børn. Det er meget morsommere at læse om denne moderne Lilithskikkelse end om Eva, vidunder-kvinden der til sidst tager Ullas plads som hustru og mor, og at forfatteren moralsk tager afstand fra hende forhindrer ikke, at figuren kan fascinere – tværtimod.
»Sejlgarnsstropper i knaphullerne når hun blev større i omkreds af for mange kager, iturevne strømpebånd, manglende knapper, sømme der var gået op, hårnåle som faldt ud … Og hvad så! Faldt håret ned, så satte hun det op igen, om det så var midt på gaden; og mændene så ikke ud til at blive sure over det, thi hendes strålende ansigtsudtryk gav dem forårsfornemmelser og solskin i kroppen. Men kvinderne væmmedes helt ned under skosålerne. …
Alt, hvad hun foretog sig, udførtes jasket eller blev kun halvgjort. Syede hun en knap i, dinglede den på en tråd, som hun havde glemt at hæfte, gjorde hun rent, lå halvdelen af skidtet tilbage. … For doven til at holde styr på tingene forsynede Ulla renholdningsselskabet med knive, gafler og lignende, som kan skrabes ned i en skraldespand, ødslede og lod alting forfalde«. (Maria Sandel: Mannen som reste sig, 1927).