Den finske forfatter Minna Canth blev eneforsørger, forretningskvinde og forfatter på én gang. I stedet for at føre en enkes jævne og tilbagetrukne liv, som det var skik og brug, blev hun den mest omdiskuterede forfatter inden for den finske realisme og den, der formede det moderne finske drama.Siden da har hun været en af de mest spillede dramatikere i Finland, og da hun døde, skrev man om hende som om en nationalhelt.
Tag: Faglitteratur
Gennembruddets svenske geografi.
I løbet af et langt liv skrev den norske forfatter og præstekone Hanna Winsnes både til underholdning og gavn digte og religiøse tekster på vers, romaner, noveller og fortællinger for børn. Hun havde ingen ambitioner i kunstnerisk retning, men var glad for at fortælle inden for familiens kreds og altid optaget af formidling. Hun var belæst og godt orienteret i både ældre og nyere litteratur.Hendes digteriske verden er gennemgående harmonisk og overskuelig, fordi hun aldrig udtrykker tvivl om fundamentet for, hvad der er rigtigt og forkert. Overalt vender hun tilbage til, at kærligheden – såvel mellem mor og barn som mellem mand og kvinde – overgår alt og ved siden af gudstroen og ydmygheden har højeste prioritet i tilværelsen. Mest af alt er hun berømt, elsket – og kritiseret – som hele Norges kogebogsforfatterinde. Allerede fra den første udgivelse i 1845 blev hendes Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen populær læsning.
Svenske Sophie Sagers litterære produktion er lille. Det, hun blev kendt for, var hendes indlæg i en retssag om mishandling, hvor hun selv havde været offer. De blev offentliggjort i Stockholms Dagblad som føljeton i 1848 og senere samme år samlet og udgivet med forord og kommentarer af hende selv under titlen Sagerska målet (Sagerretssagen). Hendes indlæg præges af en stærk vilje til at få oprejsning for den krænkelse, hun har været udsat for. Krænkelsen gælder først og fremmest hendes ret til at give seksuelle afslag.Det er den måde, hun afviger fra tidens passive, gode kvindelighed på og vækker anstød, der gør hende interessant for os i dag. Gennem hendes liv og tekster kan vi studere en kvindelig bevidstheds udvikling – hvordan hun først tvinges til at kæmpe for sin egen sag, og senere udvider kampen til at gælde kvindens sag generelt.
Mens Wollstonecraft var radikal romantiker i skrift og liv, kneb det alvorligt for de nordiske kvindelige forfattere at hæve sig over fordomme om, hvad der var passende for kvinder. I det mindste i Sverige sanktionerede en patriarkalsk præget religiøsitet en udbredt kvindeundertrykkelse på alle planer. Dertil kommer romantikernes mandschauvinistiske profil.Det passive kvindeideal a la Rousseau, som dominerede på kontinentet, prøvede de engelske, franske og tyske kvindelige forfattere at flygte fra ved at gå i eksil, både billedlig talt og bogstaveligt. I Skandinavien var dette en sjældent brugt udvej. Den store svenske undtagelse er Fredrika Bremer.
Den danske professor J. S. Sneedorff fremhævede forfatterinden Margaretha Klopstocks Breve fra Døde til Levende som eksempel på det moderne modersmål, han selv ønskede at fremme.Årsagen til dette og til 1700-tallets voksende interesse for kvindelige skribenter, især nye og gamle, kendte og mindre kendte brevskrivere, var, at kvinder skrev på modersmålet. Således kunne de bruges som eksempler på praktisk sprogbrug i den temmelig abstrakte debat om, hvad modersmålet burde være. Kvinderne var tilmed ikke strengt skolede i den latinske lærdomstradition, som man ønskede at frigøre sig fra.
Den svenske grevinde Maria Gustava Gyllenstierna karakteriseres i 1700-tallet som »en Frue af stort snilde og høj byrd, som i vor tid har hædret sit Fædreland og sit Køn«. Hun regnes til en af tidens litterært kyndige kvinder. Hun er med i samtidige fortegnelser over Lärda Swenska Fruentimmer, og nævnes med denne karakteristik i adelskalenderen.Hun var rigsråd Carl Bondes anden hustru, fødte ham fem børn, mens hun fulgte ham på rejser til bl.a. Finland og England. Hun var enke i op mod 40 år, og det er i disse år, hun er engageret i sin skriftlige virksomhed på Tyresö slot uden for Stockholm. Oversættelser fra tysk og fransk udgør en stor del af hendes produktion.
1600-tallets adelsfrue Birgitte Thott var sin tids danske mesterværk af en lærd kvinde, en »femina docta«, en »femina illustris«. Hun er en af de få danske kvinder, der ved sin død blev hædret med hyldestdigte på latin, og vist nok den eneste, der også fik nogle på græsk. Hun ville have frydet sig over digtene. I sit skrift Om et lyksaligt liv roser hun romerne for at have indført en lov, der befaler, at der holdes hyldesttaler over kvinder, når de dør, hvori de roses efter fortjeneste ligesom mænd.En stort anlagt trykt ligtale over hende selv skrevet på latin af hofmesteren på Sorø Akademi, Jørgen Rosenkrantz, findes bevaret. Her kan man danne sig et indtryk af hendes liv. Ligtalen er en lovprisende genre, som giver plads til overdrivelse. Men Birgitte Thotts sprogkundskaber bekræftes af mange andre end Rosenkrantz. Endelig vidner hendes egne oversættelser om hendes evner, selv om de endda ikke dækker alle de sprog, hun skal have talt.
Der er forskel på, hvor meget den enkelte af de godt 150 berømte kvinder, vi har kendskab til i Norden i tiden fra 1500 til 1800, efterlod sig i form af kunstneriske eller faglige værker. Men plukker man de nordiske kvindelige forfatterskaber ud og samler dem, store og små, blomstrer Norden smukt med engagerede, bevægende, skarpe, hengivne, fine værker, ofte samlet i buketter omkring en lærd familie, en herregård eller et kvindekloster.En kvindebevidsthed og en litterær æstetik på niveau med den øvrige europæiske står klart frem hos Nordens »feminae illustres«.
»Gynæceum« er græsk og betyder »kvindekammer«. I renæssancen anvendtes ordet som genrebetegnelse for en litteraturhistorisk genre: et katalog over kvinder, der havde gjort sig bemærket ved egne skrifter eller ved anden form for kunstnerisk eller intellektuel virksomhed.Karakteristisk for gynæceerne er en systematisk eller alfabetisk struktur, der gør dem velegnede til opslag. Man føres ind via et navn på en berømt kvinde. Hendes slægt præsenteres i få rosende adjektiver, og hendes egne intellektuelle præstationer opremses. Ofte er oplysningerne meget kortfattede.Norden har en fin samling egne gynæceer. Især i Danmark er genren rigt repræsenteret. Ud fra den lille samling svenske biografier og de ganske mange danske og norske, der bringes i de danske gynæceer, får man et indtryk af et aktivt kunstnerisk og intellektuelt liv blandt Nordens kvinder i 1600- og 1700-tallet. Det er nærliggende at forestille sig, at Island, Færøerne og Finland har haft tilsvarende kredse. Og at der i Norden har været kvinder, der betragtede sig som medlemmer af en europæisk »klub« af kulturelle kvinder.