»Jyske folk, flet blomster i krans til Den Tiende Muse, Værdig fortjenestes løn, dansende Nymfer bær frem«.
Sådan blev den danske adelsfrue, Birgitte Thott, i 1658 hyldet af Hollands tiende muse, Anna Maria van Schurman.
Rosen var velfortjent. Birgitte Thott (1610-1662) var sin tids danske mesterværk af en lærd kvinde, en »femina docta«, en »femina illustris«. Hun er en af de få danske kvinder, der ved sin død blev hædret med hyldestdigte på latin, og vist nok den eneste, der også fik nogle på græsk. At hun her til dels var prøveklud for den ambitiøse mandlige ungdom på Sorø Akademi, der synes at have benyttet sig af lejligheden til stiløvelser, tager intet fra hende. I panegyrik øver man sig kun på det storslåede. Birgitte Thott ville selv have frydet sig over digtene.
I sit skrift Om et lyksaligt liv roser hun romerne for at have indført en lov, der befaler, at der holdes hyldesttaler over kvinder, når de dør, hvori de roses efter fortjeneste ligesom mænd. En stort anlagt trykt ligtale over hende selv skrevet på latin af hofmesteren på Sorø Akademi, Jørgen Rosenkrantz, findes bevaret. Her kan man danne sig et indtryk af hendes barndom og opvækst. Birgitte Thott mistede sin fader, Christen Thott, allerede da hun var seks år, og moderen, Sophie Below, overtog ansvarligt opdrageropgaven og vakte hendes interesse for viden, fortæller Jørgen Rosenkrantz:
»Som hun blev ældre, begyndte hun at holde af, beskæftige sig med og ligefrem dyrke udenlandsk litteratur og sprog, særlig fordi hun både i harmoni med sin egen følelsesmæssige beslutning og i overensstemmelse med sin meget gode faders vilje havde hengivet sig til studier af sprog og de allerbedste lærefelter. Hun lærte nemlig sprogene tysk, fransk, engelsk og spansk, på hvilke fremragende og meget nyttige teologiske skrifter ligger hengemte, uden nogen manuduktion eller håndsrækning, og inden for dem gjorde hun i den grad heldige fremskridt, at hun uden videre fejlfrit kunne deltage i samtaler med andre og kunne oversætte hvad som helst uden besvær«.
Ligtalen er naturligvis en lovprisende genre, som giver plads til overdrivelse, men Birgitte Thotts sprogkundskaber bekræftes af tilstrækkelig mange til, at man tør tro Rosenkrantz. Endelig vidner hendes egne oversættelser om hendes evner, selv om de endda ikke dækker alle de sprog, hun skal have talt.
»Straks i hendes barndom stod et sådant strålende skær fra hendes enestående gode anlæg og hendes ædle karakter, at det ligefrem vakte undren hos forældrene. Da de forstod, at deres datter åbenbart beherskede en større mængde begavelse, hukommelse og allerbedst: dyd, end hvad der mentes at kunne tilfalde hendes køn og alder, bekostede de med det samme fra hendes første år gavmildt hendes opdragelse og lod hende omhyggeligt uddanne i de dyder, der var en kristen jomfru værdig«. (Jørgen Rosenkrantz’ ligtale over Birgitte Thott).
Birgitte Thott giftede sig i 1632, 22 år gammel, med adelsmanden Otto Giøe. De havde sandsynligvis mødt hinanden allerede i barndommen, idet Otto Giøe var opvokset hos Birgitte Thotts onkel, Holger Rosenkrantz »den lærde«, fader til den tidligere omtalte Jørgen Rosenkrantz på Sorø Akademi. I dette hjem på Rosenholm på Djursland, ved vi fra Birgitte Thott selv, lod hun sig inspirere af det boglige miljø og de dybe diskussioner. Hun har beskrevet det kort i sit skrift Om et lyksaligt liv.
Holger Rosenkrantz holdt på slottet Rosenholm en art videnskabelige seminarer, muligvis med samtale eller foredrag på latin. Birgitte Thotts mand, Otto Giøe, lærte her latin, som han dog ikke fik meget brug for. Han gik ind i en militærkarriere, som kort efter, i 1627, påførte ham et skudsår, han tilsyneladende døde af relativt ung. Han og Birgitte Thott var gift i ti år.
Ægteskabet var barnløst, men der var dog børn i Birgitte Thotts liv. Det var almindeligt, at man i de adelige slægter påtog sig opdragelsen af hinandens børn, og Birgitte Thott har i hvert fald haft to plejedøtre, Elisabeth og Sophie Thott. Om hun havde flere, og hvor længe hun havde disse, ved vi ikke. Elisabeth var nært knyttet til Birgitte, som lærte hende engelsk, et sprog, som ikke så mange danskere beherskede dengang. På et langt syge- og dødsleje kunne Elisabeth få tiden til at gå med, under sin tante Birgittes vejledning, at oversætte nogle engelske opbyggelsesskrifter, som hjalp hende med at holde modet oppe. Sophie Thott er muligvis den Sophie, som har afskrevet Birgittes storværk, Om et lyksaligt liv.
Børneopdragelse er et emne, Birgitte Thott gør sig nogle tanker om i Om et lyksaligt liv. I kapitel 46 protesterer hun over den almindelige påstand: at kvinder ikke har lyst og vilje til at studere. Hun mener, at årsagen til, at så få kvinder har boglige kundskaber, skal søges i deres barndom, hvor deres lærere kun sjældent stimulerede piger til læsning og ofte endda direkte holdt dem tilbage. Hun citerer en ikke navngiven gammel digter for udtalelsen »ingen har lyst til det ubekiende (dvs. ukendte)«, og viser, hvordan man bruger timer på at forklare drenge, hvorfor lærdom er så vigtig, mens ingen siger noget til pigerne: »Ingen giver dem smag for den sødhed, der er dér. Ingen fortæller dem, hvilken liflig spise det er for sjælen, hvilken virksom lægedom mod alle deres svagheder, at have lidt forstand på ondt og godt. Der er mange, og det har jeg ofte hørt, der hellere vil indprente unge jomfruer, at det tjener dem til spot at hænge over bøgerne«.
Men drengene!
»De unge drengebørn behandles helt anderledes. De lokkes til studier med den belønning og ære, man siger de derved kan opnå; … de drives til skole af deres forældre eller værger, hvad enten de vil eller ej. Der er så mange lærde mænd, som sveder og arbejder for at oplære og undervise dem … der bliver hverken sparet på arbejde eller udgifter til læreanstalter … for at man kan få den studerende ungdom frem«.
Og efter denne salve sætter fruen trumf på til sidst, for hvad kommer der ud af alle de anstrengelser: »og endda bliver det ikke til ret meget for mange, som hverken har evner eller vilje dertil«.
Som hustru skulle Birgitte Thott ifølge ligtalerne over hende selv og hendes mand have været et rart menneske, der opfyldte en hustrus pligter til perfektion. I ligtalen over hendes mand omtales hendes lærdom ikke. Der var sandsynligvis større prestige ved at have en god kone end en lærd. Det er heller ikke sikkert, at hun overhovedet var blevet offentligt kendt for lærdom endnu, da han døde. Hendes hovedværker stammer i det mindste fra enketiden. Kun en upubliceret oversættelse fra tysk af Holger Rosenkrantz’ værk, Fürstenspiegel, er dateret til ægteskabstiden, 1636.
Så snart hun var blevet enke, tog hun skeen i den anden hånd og gik i gang med at lære latin.
»Altså, i en alder af 31 år, tog hun for første gang fat på under fremragende læreres vejledning at lære det latinske sprog, som i dag dyrkes vidt og bredt af de lærde, og så godt var resultatet, at hun lynhurtigt kunne udtrykke, ligegyldigt hvilke tanker hun ønskede på sproget. For at kunne tilegne sig den inderste mening med den hellige skrift arbejdede hun senere hen ikke uden udbytte og enestående fremskridt med det hebraiske sprog, som er det Gud selv benyttede til at meddele sig til patriarkerne og profeterne på, og på hvilket Det gamle Testamentes kanoniske skrifter oprindelig var affattet. Hun var aldeles klar over, at vandet har én smag ved sin kilde, en anden nede i floden«, fortæller Jørgen Rosenkrantz i ligtalen over Birgitte Thott.
Seneca-oversættelsen
Knap havde Birgitte Thott lært latin, før hun faldt pladask for Seneca:
»(Jeg) må indrømme, at jeg aldrig har læst andet end Guds ord med så stor lyst og nytte som Seneca«.
Og da hun betragter det som en stor venlighed over for landsmænd, »som ikke har lært andet« end deres modersmål, ikke alene at skrive egne bøger på nationalsproget, men også at oversætte nyttige bøger, som tjener til at »fremme … dyd og gode sæder«, så beslutter hun sig, eftersom ingen anden har villet påtage sig »det besvær«, til at »oversætte« Senecas skrifter »til vores danske tungemål«.
I 1658 lå et pragtværk på tusind sider færdigtrykt. Det var forsynet med to fine kobberstik, det ene et portræt af oversætteren, og 12 indledende hyldestdigte affattet på flere forskellige sprog samt to forord af Birgitte Thott. Af de 12 digte var de 11 skrevet af mænd i Danmark. Det 12., som var det første i rækken, var på latin, skrevet af ingen ringere end det ovenfor nævnte hollandske vidunder, Anna Maria van Schurman, som ganske vist ikke kendte Birgitte Thott personligt, men som var blevet holdt passende underrettet om, hvad der foregik i den lærde verden.
Anna Maria van Schurmans digt forrest i Thotts Seneca-oversættelse er affattet på latin og lyder i dansk oversættelse:
Senecas vældige skygge og aske, så vægtig en herres,/ har nu en kvinde af rang vovet at vække afdød. / Ham gav hun livet tilbage igen under nordlige stjerner,/ atter nu kalder hun frem tale af vismandens mund. / Spaniens folk, du må vige, Annæus ære forlod dig,/ den kan det danske folk rettelig kræve som sin. / Jyske folk, flet blomster i krans til Den tiende Muse,/ værdig fortjenestes løn dansende nymfer bær frem. / Burde man ikke på Musernes bjergtinde optage hende?/ Ham skænker hun liv igen –denne gang liv uden død.
Seneca-oversættelsen var en præstation af de sjældne. Med den fik Danmark sin første klassikeroversættelse. Birgitte Thott famlede ikke i blinde, da hun valgte Seneca. Hun var helt på det rene med, at stort set alle andre europæiske lande havde en modersmålsseneca, men hun vidste også, at de havde mange andre klassikeroversættelser. Hun kunne lide den stoiske hedenske filosof, som hun – ligesom Erasmus af Rotterdam og den engelske biskop Joseph Hall, som hun citerer – mener ofte udtrykker tanker, der er mere kristne end de kristnes egne. Den stoiske etik var højeste mode i midten af 1600-tallet blandt de intellektuelle, og det var ikke langt fra, at filologernes slid med at fastsætte den korrekte tekst og udfylde lakuner i håndskrifterne mindede om bibelkommentatorernes. Birgitte omtaler fem af de tidligere Seneca-kommentatorer og kalder dem »lærde og skarpsindige mænd«, men mener nok, at de har en tendens til at overdrive anstrengelserne, som ikke altid stod mål med resultatet, idet de til trods for »saa stor flid« »efter langvarig forskning hverken har kunnet tilfredsstille sig selv eller andre, hvilket fremgår af deres vidtløftige indbyrdes modstridende kommentarer«.
»Den Danske Seneca« er »Kierligen tilskrefvit Det Loflige (dvs. lovpriselige) Fruen-Timmer, Alle dennem iblant Qvinde-Kiønnet, som elske Dyd oc Forstand«, og oversætteren ønsker kvinderne held og lykke med tilegnelsen af det dyrebare stof. Birgitte Thott giver her to grunde til at oversætte Seneca: Dels vil hun gerne selv tilegne sig hans lære, dels håber hun på at kunne glæde dem, der ikke kan latin, hvilket jo bl.a. vil sige kvinderne.
I fortalen gør hun rede for, hvad Seneca står for, og hvordan hans tekster skal læses på baggrund af den kristne lære. Med bibelcitater og billeder hentet fra Bibelen forklarer hun nytten og nødvendigheden af at have en Seneca på dansk. På samme måde som Gud, dengang han havde indkaldt Bezaleel og hans folk, for at de skulle bygge en helligdom til ham, gav dem viden om, hvordan man forarbejdede materialerne, skal også vi, når vi bygger en bolig for visdommen, benytte os af den erfaring, som de klogeste blandt hedningene har opbygget inden for visdommens område, siger Birgitte Thott i et smukt og vanskeligt afsnit. Af særlig interesse i vor sammenhæng er den diskussion, Birgitte Thott tager op i anden halvdel af fortalen til kvinderne. Her møder vi mig bekendt det første stykke feminisme skrevet i Norden af en nordisk kvinde og trykt i hendes samtid. Emnet er: kvinders ret til studier og deres evner til at tilegne sig viden og bruge denne fornuftigt.
Birgitte Thott indleder dette afsnit med en solidaritetserklæring over for kvinder i almindelighed. Hun forklarer, at hun har dediceret sit ringe værk (Seneca-oversættelsen!) til »Quinde-Kiønet«, fordi næsten ingen kvinder kan latin: »stort set ingen af dem kan læse originalen med udbytte«, og fortsætter: »og dersom jeg kunne udrette noget godt hermed, forekommer det mig, at jeg var pligtig til, med det ringe jeg kan, først og fremmest at tjene mit eget køn«.
Sit arbejde med Seneca-oversættelsen begrunder Birgitte Thott således i fortalen til kvinderne: »dels for at gøre hans læresætninger mere til mine egne, hvilket jeg befandt mig så udmærket ved, og dels i håb om at jeg dermed kunne tjene og fornøje nogle af dem, som ikke kan latin«.
Men solidariteten går begge veje: »Jeg forventer også senere, på grund af det fællesskab vi har i kraft af vores køn, en mildere behandling og dom over de fejl, som på den ene eller anden måde kan være begået heri«.
I en retorisk apostrofe »Oc I Qvindis Personer, som …« indprenter hun de danske kvinder, at de ikke kan bruge deres tid bedre end på dette skrift, som vil bringe dem nærmere til »Dyden«. Dyd er en oversættelse af det etiske begreb »virtus«, som romerne betegnede den moralsk gode gerning, ikke kun i snæver erotisk forstand, men i bredest tænkelig etisk opfattelse. Herefter når hun frem til den ofte citerede passage, som man vil genkende fra den udenlandske kvindedebat, bl.a. fra Anna Maria van Schurman: »I skal ikke afholde jer fra at læse det, der indeholder klogskab, fordi I er af kvindekøn, hos hvem lærdom regnes for unyttig, for ikke at sige skadelig. For skal visdommen anses for farlig for nogle mennesker mere end for andre, ved jeg virkelig ikke, om det kan bevises, at uvidenhed har gavnet nogen. Er vi, som man siger, så skrøbelige, at vi ikke kan bære forstand, så kan vi vel endnu mindre styre os ved uforstand«.
En aristotelisk syllogisme i omskreven form, men ufravigeligt logisk.
Hun henviser til den antikke græske forfatter Plutarch, som hun tager til indtægt for synspunktet: Den kvinde, der studerer, skulle skamme sig, hvis hun fordriver sin tid med vellyst eller overtro.
Det var Seneca-oversættelsen frem for alt, der gjorde Birgitte Thott berømt. Den blev udarbejdet i Sorø på Thurebygaard, hvor hun trivedes som herregårdsenke i et salonliv, omgivet af lærde mænd og vistnok også kvinder. »Salonen« må have haft et nordisk præg af lutheransk gudsfrygtighed og teologisk debat.
Men uanset at de alvorlige emner sikkert har lagt en dæmper på munterheden sammenlignet med det indtryk, man har af de franske litteratur- og kunstsaloner, har Birgitte Thott ganske sikkert haft det pragtfuldt i sit lærde miljø. Det privilegium, det var at frigøre sig fra kvinders normale lænker og være informeret på lige fod med mænd om det sidste nye i videnskab, politik og kunst, må have været mindst lige så godt som en sofistikeret fransk latter blandt forfinede poeter. Vi kan følge hendes bekendtskaber med Bartholiner, Giøer, Braher, Rosenkrantzer, Thotter og med enkeltpersoner i kulturlivet i Sorø som Henrik Ernst, Johannes Lauremberg, Johannes Faber, Erik Pontoppidan, Rasmus Brochman m.fl. En enkelt invitation til bryllup på Kongens Slot i København til enkefru Thott er også bevaret. Hun har ikke kedet sig.
Om et lyksaligt liv
Hvor stor og velfortjent berømmelse Birgitte Thott end indlagde sig ved sin Seneca-oversættelse, er der måske endnu større grund til at interessere sig for et stort upubliceret arbejde, hun selv må betragtes som forfatter af; nemlig det tidligere nævnte værk med titlen Om et lyksaligt liv. Det er så godt som ukendt. Først for nylig er en udgave af det påbegyndt.
Om et lyksaligt liv er ifølge Karen Brahe »sammenskrefven og Digteret af Frue Biergite Tott… mensz skrefven Af hindisz Broder Dotter Jomfru Sophia Tott«, hvilket må betyde, at forfatteren af teksten er Birgitte Thott, men den pågældende afskrift er foretaget af en Sophie Thott, muligvis Birgittes broderdatter.
Omtalen i fortalen af en række forfærdelige begivenheder, som overgik danskerne, tyder på en reference til Svenskekrigene og en datering omkring 1658, altså samtidig med Seneca-oversættelsen. Der er da også lange, næsten ordrette passager fælles mellem de to skrifter, som viser, at Birgitte Thott har arbejdet samtidig med de to skrifter, eventuelt først med Seneca og derefter med sin egen afhandling.
Det er tankevækkende, at Birgitte Thott skrev dette storværk med den så optimistiske titel midt under Danmarks krig med svenskerne, der i 1650’ernes slutning hærgede Midtsjælland. Under krigshandlingerne blev hendes egen herregård lagt øde. Hvor store skaderne var, vides ikke nøjagtigt, men hun kom aldrig til at bo på Thurebygaard mere og måtte leve på andres nåde til sin død i 1662. Det blev Sorø Akademi, der åbnede dørene for hende. Her fik hun et hjem, en arbejdsplads med et godt bibliotek, et fagligt miljø og unge akademiske beundrere. Sit eget bibliotek testamenterede hun til Akademiet, og det er sandsynligt, at man – hvis ikke også akademiet var brændt i 1813 – her ville have fundet de manuskripter, notater, oversættelser og latinske breve, vi hører om fra samtiden, men kun har spinkle rester af i dag.
Originalmanuskriptet til Om et lyksaligt liv er ikke bevaret. Skriftet findes dog i ikke mindre end to komplette afskrifter, begge på Karen Brahes Bibliotek i Landsarkivet for Fyn. Det stammer fra tiden omkring 1658.
Om et lyksaligt liv er en moralfilosofisk afhandling, der i struktur bygger på oldtidens moralske afhandlinger, særlig godt kendt på Birgitte Thotts tid fra Cicero og Seneca. Fra senantikken fik den kristne moralfilosof Boethius stor indflydelse gennem sit skrift De Consolatione philosophiae (dvs. Filosofiens trøst). Under sin sammensmeltning af kristen og stoiskhedensk tankegang henviser Birgitte Thott på skift til de to autoriteters jordiske og himmelske repræsentanter. Bag harmonien anes en spag protest fra forfatterens side over den måde, det danske præstevæsen administrerer kristendommen på. Den håndfaste behandling, menighedens medlemmer har været udsat for under ortodoksiens mange år, har heller ikke altid kunnet forenes med den stoiske tankegang, ifølge hvilken den højeste autoritet for det enkelte individ bør være den personlige samvittighed, uanset love, vaner og officielle autoriteter. Den enkelte stoiker fortolker selv sin guddom. Han eller hun er i konstant søgen efter erkendelse og visdom og bruger resultaterne af sin søgen til at handle samvittighedsfuldt. Der er ikke et mellemled, svarende til den kristne præst, og der er ingen ydmyghedskrav. For Birgitte Thott som for mange andre kristne var mødet med den stoiske filosofi, der i sin praktiske etik lå så tæt som nogen op ad den kristne næstekærlighedslære, inspirerende og provokerende. Som god kristen aflagde hun aldrig sin ydmyghed over for Gud, men friheden til selvstændig fortolkning af læren, som stoikerne tillod, har ganske sikkert tiltalt hende. Foruden stoikerne følte hun sig også tiltrukket af andre antikke filosoffer som Platon, Aristoteles og Plutarch. Men egentlig rebelsk er hun ikke. I bund og grund taler hun i Guds navn.
Birgitte Thott kan nu og da virke mere som en stoisk filosof end som en kristen sjællænder. Men kom det til en virkelig konflikt mellem hedningene og de kristne, tog hun klart de kristnes parti, som f. eks. i spørgsmålet om selvmord. Her stod hun i opposition til stoikerne. Det tilladte selvmord havde hos dem ganske vide rammer. For vide for en kristen.
Om et lyksaligt liv er fordelt på 50 kapitler. Efter en kort indledning behandles først de tilsyneladende goder, indifferentia og adiafora, kapitel 2-9. Dernæst går forfatteren i kapitel 10-11 i gang med selve det gode: den sande lyksalighed. I kapitel 12 og 13 beskrives og inddeles dyden. Herefter gennemgås dyderne enkeltvis. Fra kapitel 14 til 42 inddrages også lasterne i flæng med dyderne. Hen imod slutningen af værket sammensmeltes den stoiske vismand og den kristne Gud. Gud går af med sejren: Gudsfrygt er grundvolden, som der står i kapitel 43.
Midt i denne pompøse afslutning er indlagt to kapitler, som fremkalder meget tydelige tilkendegivelser af Birgitte Thotts egen mening, måske fordi hun føler sig lidt i forsvarsposition. I kapitel 45 gælder det studier og videnskabelig forsknings gavnlige indvirkning på muligheden for at blive lykkelig: »Om den nytte, der er hos studeringer«. Konklusionen er, som man kunne vente, at studier har en gunstig indflydelse. Gennem dem får man et redskab til at sortere det tilsyneladende gode fra det sande gode. Elegant har Birgitte Thott hermed lagt op til det allerede ofte citerede kapitel 46, som hun længe har haft i ærmet: »at studier, hvis de anvendes korrekt, også er nyttige og ingenlunde skadelige for kvindekønnet«. Man genkender her temaet fra fortalen til kvinderne i Seneca-bogen. Emnet var endnu langtfra udtømt, og at dømme ud fra Birgitte Thotts undskyldning for overhovedet at tage det op var det heller ikke ukontroversielt i Danmark:
»Selv om jeg ved, at jeg påtager mig et arbejde, som er for tungt til mine skuldre, især fordi jeg er klar over, at jeg skaffer mig både mange og mægtige modstandere, så kan jeg alligevel ikke lade være med at føre vores køns sag – det køn, som en gammel indgroet vane eller opfattelse, som Seneca siger, bestræber sig på helt og aldeles at afskære fra al visdoms nytte«.
Kapitlet indledes med en konstatering, der blot gentager konklusionen fra forrige kapitel: Alle fornuftige mennesker må indrømme, at studier er et vigtigt middel til at opnå visdom og klogskab. Men straks efter »trænger dog endnu et andet spørgsmål sig på: om det passer sig for alle mennesker eller kun for en del af dem at bestræbe sig på at opnå visdom gennem studier«. Alle standspersoner mener hun, man er enige om, at det sømmer sig for. Det er dog alligevel underligt, siger hun, at hvor nyttige man end finder dem, så udelukker de fleste ikke desto mindre »halvdelen af menneskeheden, nemlig hele kvindekønnet, fra at få lov til at lære fremmede sprog og blive undervist i nogen form for kundskaber og fagområder og få smag for nogen af de lærde mænds skrifter«. Og hun fælder sin dom over dette synspunkt umiddelbart: »Det synes jeg, man gør kvinderne den største uret ved«. Birgitte Thott påpeger nu i en lang metafor, hvorledes visdom er den eneste erfarne styrmand, der kan føre vort levneds skib gennem havets storme, uden at vi støder på grund eller lider skibbrud. Kun med denne styrmand kan vi roligt være ombord og påtage os de ulykker og vanskeligheder, vi angribes af på sejlturen.
Inden hun går i gang med en systematisk tilbagevisning af de argumenter, folk fremfører for at få kvinder til at lade være med at studere, tager hun meget bestemte forbehold. Disse kan minde om dem, vi tidligere har set Anna Maria van Schurman tage i Holland. Her hos Birgitte Thott er de dog yderligere skærpet, desværre ikke til kvindernes fordel.
»Men før end jeg går mere i dybden med sagen, da vil jeg højtideligt erklære, hvilket jeg hermed gør, at jeg gerne afstår og lader mændene få al den ret og værdighed og autoritet, som de efter Guds og menneskers love med rette gør krav på. Jeg viger gerne for den og afstår i alle sager hæderkransen til den, tilråder hermed kvinderne, uanset af hvilken stand og hvilke kår de kommer, at rette sig i alt efter de folks vilje, som med rette har noget at skulle have sagt over dem, … dog på den betingelse, at mændene ikke fuldstændig nægter os adgang til enhver klogskab eller pålægger kvinderne den straf, at de (kvinderne) må bøje sig for dem; og mændene skal udvise den mildhed mod dem, at de (kvinderne) med deres samtykke må komme naturens svaghed til hjælp med kunsten og med lærdom og nyttig undervisning blive så meget hjulpet, at også de i nogen grad kan blive omformet efter dyden«.
Alt er Birgitte Thott villig til at underkaste sig og sit køn, bare man ikke forhindrer kvinder i at læse! Over 13 tætskrevne foliosider argumenterer hun mod standardpåstandene om, at det ikke er i mænds interesse, eller at det direkte er skadeligt for kvinder, at kvinder erhverver sig viden. Sprogkundskaber forsvares med, at det jo ikke er det udenlandske sprog i sig selv, der er farligt, men det, der siges på det, som kan være det. Men jo mere man ved, desto bedre kan man skelne mellem det slette og det gode, og da det gode er det, som på langt sigt vil gavne en selv, vil man ved hjælp af lærdom finde vejen til at undgå laster som dovenskab, utugt, griskhed og lignende. I sine argumenter henter hun igen opbakning fra antikke forfattere. Og det er endnu en gang Seneca og Plutarch, der har hendes hjerte, mens Platon strategisk føres frem, fordi han i almindelighed går for at være en autoritet. Diogenes Laertios, hvis enorme værk fra oldtiden er en hovedkilde til antikkens filosofi, kender hun også, og hun ved, at værket var dediceret til hans lærde datter, som også ifølge Birgitte Thott arvede hans bogsamling ved testamente. Gynæceum-forfatteren, Johannes Bergamensis, fra den norditalienske renæssancekulturkreds henviser hun til og flere andre. I omtalen af Seneca citerer hun indirekte en længere passage fra Senecas skrift Consolatio ad Helviam matrem, Senecas trøsteskrift til sin moder Helvia, da hun blev enke. Seneca rådede moderen til at genoptage ungdommens studier for at fortrænge sorgen. Han beklager, at hans fader aldrig har ment, hun burde læse, men siger, at det aldrig er for sent. Et ekko af dette synspunkt tegner Birgitte Thott sig for senere i kapitel 46, hvor hun udbryder: »Om jeg så stod med den ene fod i graven, ville jeg fortsat læse«.
Senecas Helvia-afsnit gengiver Birgitte Thott næsten ordret. Citatet begynder med, at hun lader Seneca tage parti for kvinderne: »Seneca, der er mig saa kær som 1.000, mener jeg … har taget vort parti«. Jeg har allerede mange gange citeret ham, siger hun, men bringer alligevel et til. Helvia skal ikke, som andre åbenbart foreslår hende, formilde sin sorg og fordrive sin længsel »ved noget, der er lystigt, eller… anvende megen tid på at se regnskaber igennem, eller… tage vare på husførelsen eller lade sig involvere i mange forretninger, hvilket altsammen kun kan hjælpe for en kort tid«. Han husker hende på, at hun læste som barn, og siger, at hun skal gå tilbage til studierne nu: »Søg derhen igen, nemlig til læsning af gode og nyttige bøger; det skal du blive tryg ved, lad studier trøste dig og forlyste dig, det er det vigtigste og det, som uddriver dig af tilfældighedernes vold«. Og hvis nogen vil betvivle Senecas autoritet, har hun svar parat: »Jeg, sandelig, jeg ville, hvis jeg ikke havde mere end hans råd at rette mig efter … holde mig til musernes selskab«.
Thott slap godt fra sit kvindeforsvar, fordi hun forstod at balancere mellem det alment accepterede og det provokerende. Det var en genistreg at flette fortalen til kvinderne ind i Seneca-oversættelsen, som blev trykt. Hvorfor Om et lyksaligt liv ikke blev trykt, ved vi ikke. Det kan forklares på mange måder. En af dem er, at hendes kapitel 46 ikke virkede tilstrækkelig inspirerende på de mandlige censorer, der skulle give hende imprimatur-stemplet. Hvad vi har i dag, er to afskrifter, den ene med sikkerhed foretaget af en kvinde, begge bevaret af en anden kvinde i et kvindekloster.