Da Minna Canth (1844-1897) var 35 år gammel og gravid for syvende gang, blev hun enke. Uden denne tragiske vending i sit liv ville hun sikkert være forblevet seminarielektorkone med litteraturen som sin fornemste interesse. Det var først som enke, at hun kunne opnå både åndelig og økonomisk uafhængighed og skabe sig en karriere som forfatter.
Forandringen i hendes liv var meget brat og pludselig. Minna Canth blev eneforsørger, forretningskvinde og forfatter på én gang. I stedet for at føre en enkes jævne og tilbagetrukne liv, sådan som det var skik og brug dengang, blev hun den mest omdiskuterede forfatter inden for den finske realisme, og den der formede det moderne finske drama. Siden da har hun været en af de mest spillede dramatikere i Finland, og da hun døde, skrev man om hende som om en nationalhelt.
Minna Canths åndelige forbundsfælle Päivälehti lovpriste hende som en af de mest betydningsfulde forfattere inden for realismen. Den 19. maj 1897 skrev han om hendes jordfæstelse:»I en menneskealder har man ikke bevidnet så stort et sørgetog efter en bortgangen til hendes sidste hvilested … som efter dette forfattergeni, som har udført sin livsgerning på så ærefuld en måde, som har forsvaret de undertrykte, og som har været så god en kammerat. Så stor var den mængde, der havde samlet sig ved hendes grav«.
Fire måneder efter ægtemandens død tilbød Minna Canth Finska Teatern sit første skuespil. Efter at have været enke i otte måneder satte hun sig i en slæde sammen med alle sine børn og flyttede fra Jyväskylä i det mellemste Finland til det østfinske Kuopio, hvor hun var født. Hun blev her bestyrer af en garnforretning, som hun arbejdede op til en blomstrende virksomhed, og den garanterede hende økonomisk uafhængighed resten af livet, hvilket også gjorde det muligt for hende at gøre karriere som forfatter.
Men vejen til forfatterskab var ikke let. Efter det yngste barns fødsel fik Minna Canth en alvorlig depression. Det tog tid at gøre sig gældende i forretningslivet, og ikke mindst familien var krævende, idet den efterhånden kom til at omfatte 17 personer, alle børn og tjenestefolk iberegnet. I et brev, dateret i februar 1882, konstaterer Minna Canth: »Således distraherer handelen forfatterinden ikke så lidt – det må jeg også indrømme«. Den åndelige atmosfære i den lille provinsby var heller ikke så åben, at den kunne acceptere den ukonventionelle kvindelige forfatters levemåde og meninger. Især var mødrene bekymrede over den tiltrækning, som Minna Canth udøvede på de unge mænd. »Den canthske salon« blev efterhånden kendt som et samtaleforum for moderne idéer. I denne salon mødtes både byens tilhængere af kvindeemancipation og de unge forfattere, der repræsenterede realismen.
Kvindeintelligentsiaen i Kuopio læste gennembruddets litteratur og drøftede franske og skandinaviske realister, og man havde en livlig forbindelse med de skandinaviske lande. Den unge forfattergeneration var stadig tosproget. Også de, der skrev på finsk, var fuldstændig fortrolige med svensk, og mange venskabsforhold og brevkontakter var svensksprogede.
Hvor »fuldkomment den nye tids menneske« Minna Canth end påstod, at hun var, måtte hun ihærdigt kæmpe med sin samvittighed for at overbevise sig selv om, at det ikke var syndigt at skrive for teateret. Da hendes første skuespil Murtovarkaus (Indbruddet) havde haft premiere, skrev hun således til en veninde:
»Jeg har i øvrigt igen en stærk tvivl om teaterets egentlige betydning. Denne smerte varede i to nætter og én dag, derefter blev kroppens kræfter lammet, men efterhånden blev sjælen rolig. Tanken om at samvittigheden ville pine mig på mit dødsleje, fordi jeg skulle have skaffet folk unyttigt tidsfordriv, var forfærdelig«.
Murtovarkaus var det skuespil, som Finska Teatern og dets publikum havde gået og ventet på: en ny folkelig komedie. Da skuespillet var blevet opført, gav teaterchef Kaarlo Bergbom Minna Canth det råd, at hun skulle holde sig til det område, hun netop havde erobret:
»Men hvis De vil have et råd af mig, så skriv folkelige komedier, scener fra det virkelige liv og især fra kvindernes liv, beskriv det og den humor, som findes hos vore bønder og den elskelighed, der er hos bondepigerne, tryl det muntre liv frem, som den finske ungdom lever om sommeren, for eksempel i vore præstegårde«.
Minna Canth unddrog sig aldrig det offentlige moralske ansvar, som hun mente hørte med til en forfatters sociale pligter. Hun udtalte sig modigt og kæmpede for de sager, hun anså for at være rigtige. Men i moderne forstand var hun ikke nogen kendt person. Det var hendes idéer, som var kendte og offentlige. Man så hende næppe nogensinde uden for hjembyen og kunne end ikke lokke hende til urpremiererne på hendes egne skuespil.
Døden i stedet for et oprør
Da Bergbom gav Minna Canth dette råd om at skrive om kvinders liv, tænkte han sikkert ikke på et sådant kvindeliv, som hun afslørede i skuespillet Työmiehen vaimo (Arbejderens hustru) tre år senere. Værket har ikke nogen frejdig humor, der er ingen elskelige bønderpiger og ikke spor af det muntre liv blandt ungdommen om sommeren, til trods for at der er »scener fra det virkelige liv og især fra kvindernes liv«. Værket afslører derimod, at forfatteren i mellemtiden havde stiftet bekendtskab med socialismens og emancipationens teoretikere.
Skuespillet er et trekantsdrama mellem kvinden Johanna, hendes mand Risto og sigøjnerpigen Homsantuu. Første akt udspiller sig på Johannas og Ristos bryllupsdag, og derefter følger vi begivenhederne et år frem i tiden.
Allerede i bryllupsscenen afsløres kvindens utrygge stilling. Den unge ægtemand gør efter vielsen opmærksom på, at loven giver ham ret til at råde over Johannas opsparing. Kort efter går det op for Johanna, at Risto tidligere har haft et kærlighedsforhold til Homsantuu. I sin skuffelse og sorg truer Johanna med straks at opløse ægteskabet, men de andre kvinder afskrækker hende fra det ved at understrege, at alle da vil fordømme hende som ægteskabsbryderske. Kun den selvstændige, ugifte markedskone Vappu taler mængden imod. Ironisk nok ændres alt, idet Risto siden forlader Johanna for at leve et muntert liv for de penge, Johanna tidligere har tjent. Johanna prøver at forsørge sig selv og sit barn ved at væve for byens rige borgerkoner, men ender med at dø af udmattelse og sult.
I slutningen af skuespillet, da Johanna allerede er død, prøver Homsantuu at skyde Risto, der endnu engang har bedraget hende. Drabsforsøget mislykkes, og Homsantuu arresteres. Med sit forbitrede udbrud: »Jeres love og rettigheder, ha, ha, ha, ha. Det er jo dem, jeg burde skyde«, udtaler hun stykkets egentlige pointe: At kvindens eneste emancipationsmulighed er et verbalt oprør, der ved at anfægte den gængse tankegang må-ske til sidst kan påvirke lovgivningen.
Skuespillet blev en succes, og det forårsagede en hidtil uset debat i aviserne. På den ene side så man det som »et stort og varigt fremskridt i vor litteratur«, på den anden side blev Minna Canth bebrejdet, at hun med sit skuespil havde sat sig op mod lov og ret, mod den af Gud givne, herskende samfundsorden. Man mente, at stykket æggede den enkelte samfundsborger til i egen interesse at gribe »en dolk, revolver eller dynamit« og fandt især disse anarkistiske tendenser i kvindebevægelsen, hvis mest fremtrædende polemikere Minna Canth kom til at tilhøre.
Minna Canths skuespil Kovan onnen lapsia (Ulykkesbørn), 1888, der handler om arbejdernes anarkisme i en kamp for deres rettigheder, blev taget af plakaten efter én eneste forestilling.
Når jeg’et fornægtes
Minna Canths fortælling »Hanna«, 1886, indgår i 1880’emes debat om kønsroller og sædelighed. Minna Canth kendte udmærket de dramaer af Ibsen og Bjørnson, der havde været anledning til denne debat, ligesom hun kendte Alfhild Agrells, Victoria Benedictssons og Anne Charlotte Edgren Lefflers holdninger.
Forløbet i fortællingen om Hanna er på mange måder typisk for store dele af 1800-tallets kvindelitteratur. Den oprindeligt kvikke og optimistiske Hanna, der drømte om at blive lærerinde, udvikler sig til en sky og pessimistisk kvinde, der uden oprør underkaster sig først sin faders, senere sin forlovedes vilje og sluttelig overgiver sig til et fremtidigt liv i resignation. Uden den mindste gnist af oprør tilpasser hun sig stedse den rolle, hun tildeles af sin omgivelser, og fornægter ganske sit eget indre jeg.
Ansvaret for Hannas skæbne placeres især hos den unge teolog Kalle Salmela, Hannas forlovede, og Hannas far, der begge er dobbeltmoralens fuldblodsprodukter. Hannas far lever som en feudalherre, han drikker og misbruger sine tjenestepiger seksuelt. Samtidig fremstår han som den, der giver Hanna hendes første knæk ved at hindre hende i at blive lærerinde. Kalle Salmela forbyder sin kæreste at omgås andre. Han forventer hendes absolutte »renhed« og lydighed, men går selv på bordel i Helsingfors. Trods al Hannas offervilje og tilpasningsevne mister hun Salmelas kærlighed. Samtidig med at hun hører, at en af deres tjenestepiger har født hendes far et barn, erfarer hun også, at kæresten har forlovet sig med en anden.
Fortællingen »Hanna« var så kontroversiel, at Minna Canth blev nødt til at skifte forlægger. Den tidligere forlægger turde ikke udgive den på grund af bordelscenen. »Hanna« udgør i øvrigt en replik til to andre kvindebilleder i finsk litteratur, nemlig til digtet »Hanna« af nationaldigteren J. L. Runeberg, 1836, og til romanen Papin tytär af Juhani Aho, 1885; Juhani Aho boede hos Minna Canth, da han læste korrektur på sin roman.
Oprøret som alternativ
I intet andet værk af Minna Canth berører den mandlige og den kvindelige verden hinanden så intimt som i Papin perhe (Præstens familie), 1891. I dette stykke vender børnene sig mod deres konservative far, pastor Valtari. Ud over konflikten mellem forskellige generationer har konflikten mellem kønnene en central placering.
Det fædrene hjem er blevet trangt for den 17-årige Maiju, der drømmer om en teaterkarriere. Faderen, der betragter det som overflødigt for en kvinde at have erhverv og i øvrigt anser det for syndigt at spille teater, forbander sin datter, men den målbevidste og initiativrige Maiju rydder alle hindringer af vejen og når sit mål.
En forholdsmåde af en anden art repræsenteres i skuespillet af Maijus søster Hanna, som er en mere analytisk og reflekteret karakter. Til trods for sin tilsyneladende blødhed underkaster Hanna sig ikke, men hendes strategi afviger væsentligt fra den impulsive og aktive Maijus. Kernen i Hannas livsanskuelse består i hendes kærlighedslære, som hun sætter op som voldens ubetingede opposition. Uanset køn burde det mellemmenneskelige fællesskab umuliggøre enhver brug af tvang, mener hun.
Stykkets fremskridtsvenlige unge mænd deler tilsyneladende Hannas synspunkter. Trods alt hænger de imidlertid fast i de traditionelle tænkemåder; de spiller allerede et politisk spil, og mener at vide, hvad der kan lade sig gøre, og hvornår man må bøje sig for realiteterne. Hanna derimod nægter at tro på, at det ikke skulle være muligt at virkeliggøre det, som er det moralsk rigtige:
»TEUVO: Man skal afskaffe krig, militærtjeneste og krigsvæsen – ja, selvfølgelig kan dette ikke trykkes.
HANNA: Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke kan det.
JUSSI: Fordi folket skal være beredt og kunne forsvare sig, hvis fjenden angriber.
HANNA: Folket skal være i form og være stærkt nok til at fastholde sandheden. Hvis det er en råhed og en synd at slå en mand ihjel og forårsage blodsudgydelse, så er der ingen magt i verden, der skulle berettige nogen til at begå denne synd. Det er da klart«.
Det hører med til opførelsestraditionen, at Maiju tildeles den centrale rolle. Hendes opflammende temperament og stædige kamp for sin skuespillerkarriere stiller for det meste Hanna i skygge. Tit skærer man også Hannas intellektuelle diskussioner væk, og derved usynliggøres det, at Hanna er den første teoretisk tænkende kvinde, den første intellektuelle, i finsk litteratur.
Kvindens moralske ansvar?
Dobbeltmoralen var et udbredt samtaleemne i Skandinavien i 1880’erne, et emne, der brød etablerede venskabsforhold og
bragte følelserne i kog. I Finland kulminerede stridighederne i 1887, da både Georg Brandes og Gustaf af Geijerstam holdt foredrag i Helsingfors. Minna Canth reagerede meget voldsomt på Geijerstams foredrag. I debatten om den absolutte og relativistiske moral stillede Minna Canth sig, i lighed med den finske kvindebevægelse, på samme side som Ibsen og Bjørnson, mens Max Nordau og August Strindberg hele tiden var genstand for Minna Canths kritik. Heller ikke Ellen Keys tanker senere i 1890’erne vandt genklang hos Minna Canth, hvad der bl.a. ses af hendes pamflet Arvostelu Neiti Ellen Keyn viime lausunnoista Naisasiassa (Kritik af frøken Ellen Keys sidste udsagn om Kvindesagsspørgsmålet), 1896.
Minna Canth til den lærde kvindesagskvinde Luciana Hagmanden 13.12.1886: »Jeg tør knap gå på gaden mere, og det er dog en livsbetingelse for mig at gå. Folk ville brænde mig på bålet eller sende mig til Sibirien, hvis de kunne«.
Minna Canths skønlitterære svar på debatten fremgår bl.a. af fortællingen »Salakari« (Blindt skær), 1887, hvor den gifte kvinde Alma Karell betaler med døden for at have brudt et moralsk tabu. Indirekte forårsages hendes død af den mand, som repræ-senterer de moderne idéer, magister Nymark, som Alma forelsker sig i. Gennem magisteren lærer Alma Strindbergs, Zolas, Maupassants og Arne Garborgs forfatterskaber at kende. Bøgerne forstærker hendes følelser for magister Nymark, og de bliver på en vis måde tilladelige gennem dem, men Almas egen opdragelse og personlighed står i vejen for et frit forhold. Da hun til sidst giver sig hen til Nymark, bliver det ikke noget glædebringende og frit møde, men en skrækindjagende begivenhed, der fører til moralsk fortvivlelse:
»Det rykkede skræmt i hende, hun anstrengte endnu en gang sine kræfter og skreg. Lyden blev kvalt af et par fremmede læber, der pressede sig mod hendes egne: hun lukkede øjnene og faldt slapt ned. Der gik lidt tid. Alma satte sig op i lyngen; hendes skrækslagne blik flakkede… ‘Skal vi gå?’ … Hans stemme var rolig og uberørt; men Alma blev forfærdet, da hun hørte den, hun satte sig på hug, jamrede, kastede sig ned på jorden og rev i lyngen med begge hænder. Grenene skar hende i fingrene, men hun mærkede det ikke«.
I sin hensynsløse rolle som forføreren bliver Nymark på ingen måde skadet af dette eventyr, mens Alma går under efter at have påtaget sig hele skylden. Konklusionen er imidlertid næppe, at kun kvinden er i stand til at handle moralsk rigtigt – og må bukke under, hvis hun ikke er dette naturlige kald tro. Snarere synes fortælleren at ville sige, at kvinden endnu ikke er opdraget til at svare på mandens nye moral. En følelsesmæssigt utilfredsstillet kvinde, der mod sin vilje tvinges til at påtage sig en bestemt rolle, havner nemt i situationer, som hun ikke kan beherske.
I sit sidste skuespil Anna Liisa, 1895, tog Minna Canth et tabubelastet tema op, nemlig udenomsægteskabelige forhold og barnemord. Spændingen i skuespillet opstår på grund af den konflikt, der afsløres i den unge kvinde Anna Liisas liv. På sin hjemegn betragtes hun som et mønster på anstændighed og hyldes som et moralsk ideal, men tjenestekarlen Husso anklager hende for at være en bedragerske. Da hun kender den strenge moralske fordømmelse fra omgivelsernes side, der rammer en enlig mor, har Anna Liisa nemlig i sin nød kvalt sit barn lige efter fødslen:
»HUSSO: Du taler om hjerte og samvittighed. Du, der har myrdet dit barn, og som alligevel vil gå for at være en anstændig kvinde. Du svigter din forlovede, du bedrager hele verden. Og alligevel taler du om hjerte og samvittighed. – Ha, ha, ha! Lad mig le ad det«.
Faderen til Anna Liisas barn, Mikko, og hans mor prøver på at bruge deres kendskab til barnedrabet til at tvinge Anna Liisa til ægteskab. De kalkulerer koldt: Han kunne blive svigersøn på en rig gård. Da Anna Liisa alligevel ikke indvilliger, afslører Mikko alt for Anna Liisas trolovede Johannes, og Anna Liisa, der før var sat på en piedestal, fordømmes pludselig som den værste af alle. I sin fortvivlelse prøver Anna Liisa på at drukne sig, men reddes. Hun vover nu at stå frem for folk og er parat til at påtage sig ansvaret for, hvad hun har gjort. Også Johannes genvinder sine idealer, idet han trods alt kan se et modigt menneske i Anna Liisa. Stykkets slutning bæres således oppe af en forsoning, der dog ikke er mere gennemgribende, end at kritikken af dobbeltmoralen er iøjnefaldende: Anna Liisa, som trods alle sine brist er skildret som en positiv karakter, bærer ansvaret alene; det falder ingen ind, at også Mikko har skyld i Anna Liisas handling.
Førægteskabelige forhold var meget almindelige og oven i købet tilladte på landet i Minna Canths samtid, hvis blot de førte til ægteskab, eller hvis det ikke gik galt for pigen, som man sagde.
Banebryder og vejleder
Minna Canths kvindelige figurer reagerer – som regel uden større refleksion – på de forventninger, der stilles til dem. Med nogle få undtagelser er det kvindernes skæbne at gå under – kun enkelte formår at bryde den traditionelle kvinderolle og selv skabe en ramme for deres liv. For det meste lever kvinderne i hjemmets begrænsede verden og på dets betingelser. Billedet af kvinden er dog ikke kun traditionelt eller endimensionalt. Med al tilbørlig nøjagtighed har Minna Canth analyseret kvindens forskellige roller og de sociale og psykologiske mekanismer, der undertrykker hende. Den konflikt, der hersker mellem forventningerne til kvinden og kvindens personlige oplevelser, bliver åbenlys. Minna Canths kvinde er på vej ud i verden.