Som fortaler for familieplanlægning og præventionsbrug var danske Thit Jensen en både elsket og kontroversiel debattør i sin samtid. I hele hendes forfatterskab blev det derfor ikke overraskende personlighedsprojektet, det at blive en karakter, der står på egne ben og har sine meningers mod, der blev drivkraften. I dette projekt er drømmen om helhed styrende: at kunne elske og arbejde, dyrke sig selv og tjene andre, forene det private og det samfundsmæssige, blive kunstner, ikke blot af navn, men af gavn.En kvindelig omsorgsstruktur samlede Thit Jensens personlige og kunstneriske visioner. Samtidig ville hun mere, end de gængse romanformer magter. Hun kombinerede udviklingsroman og dannelsesroman med social reportage, tangerede en kollektivform, men uden at finde den. Resultatet blev en formsprængning, der ikke førte til den nye form, der kunne samle og befordre hendes erobringslyst.
Tag: Faglitteratur
Sigrid Undsets forfatterskab strækker sig over 40 år og tæller over 30 titler, hovedsagelig noveller, romaner, biografier og essays. Kronen på forfatterskabet er de store middelalderromaner om Kristin Lavransdatter og Olav Audunssøn, som indbragte hende Nobelprisen i 1928. I mellemkrigstiden var hun en dominerende skikkelse i det norske litteraturmiljø. I avisartikler og essays gjorde hun opmærksom på faren fra den voksende fascisme, og da Tyskland besatte Norge i 1940, måtte hun flygte til USA.I sin digtning udforsker hun især den moderne kvindes muligheder for at skabe mening og fylde i tilværelsen. Forfatterskabet bæres af troen på en menneskelig evne til at forny grundlæggende livsvilkår. Samtidig præges det af behovet for at se den enkeltes liv i en større sammenhæng. En sammenhæng hun selv fandt, da hun konverterede til katolicismen i 1924.Hendes tekster er aldrig endimensionale. Hun kunne være revsende i sin skrivekunst, men kun dér, hvor hun så sin humanistiske grundværdi trådt under fode.
I 1909 er kvindernes stemmeretskamp i fuld gang. Fra London refererer den svenske journalist Elin Wägner fra »den største bevægelse, verden har set«, Det Internationale Forbund for Kvinders Stemmeret og deres kongres.Gennem fire årtier bliver hun den mest utrættelige modstander af patriarkatet i Sverige. Det første højdepunkt er Stockholmsromanen Pennskaftet, som hun skriver 1910, og som bliver en bibel for »den nye kvinde«.Men Wägner er ikke alene. Blandt de mange svenske forfatterinder og kvindelige debattører, der slutter op om stemmeretskampen, er Selma Lagerlöf og Ellen Key, hvis forfatterskaber undergår en litterær fornyelse midt i kampens hede.
Hulda Garborgs store produktion vekslede mellem tidsskriftsartikler og romaner, men det var især dramatikken, hun satsede på. En stor del af hendes forfatterskab blev skrevet i forbindelse med »nynorsk-bevægelsen«, der i 1880’erne og 1890’erne for alvor fik vind i sejlene, og for hvilken Hulda Garborg blev en forgrundsfigurer. Fra 1910 til 1912 ledede hun turnéteatret, Det Norske Spellaget, der rejste langs den norske kyst. Turnéens succes gav hende mod på at initiere etableringen en fast nynorsk scene i Kristiania. Allerede året efter i 1913 blev Det Norske Teatret åbnet. Hulda Garborg sad selv i bestyrelsen i mange år og påtog sig instruktøropgaver. Men det var forfatter, hun helst ville være. Hun hentede sit stof fra nationallitteraturen og den norrøne arv, men fandt også inspiration i mysticisme og østlig religionsfilosofi.
L. Onerva tilhørte den nye generation af akademisk uddannede kvinder og skrev godt 30 værker. Hun debuterede med digtsamlingen Sekasointuja (Disharmonier) i 1904 og er blevet anerkendt som forfatter af en lyrik, der »forbinder livsnydelse med lidelse«.Som prosaforfatter er hun derimod blevet anset for at være »alt for intelligent, alt for analyserende«. Alligevel er det L. Onerva, som skriver den første moderne roman i Finlands historie.
Mod slutningen af 1800-tallet gjorde folkets sønner fælles front mod den borgerlige kultur og »dekadence« og skabte en ny folkelig realisme i dansk litteratur – også kaldet bondeforfatterne. Det samme gjaldt folkets døtre, hvoraf enkelte vovede sig frem som forfattere. De udgjorde ikke en gruppe i samme forstand som de mandlige bondeforfattere. De sad isoleret rundt omkring i Danmark med skriveriet som bibeskæftigelse til det arbejde, som gav dem brød på bordet. Derimod havde de i kraft af deres landlige oprindelse et vist stofligt fællesskab. Og tilegnelsen af skriftsproget blev en personlig befrielse, en vej ud af den snærende klassetvang og det anonyme køn.
Det victorianske kvindeideal var blegnet bort. Kvindernes nye rettigheder som medborgere og deres stadig mere fremtrædende plads i offentligheden og i samfundsnyttige erhverv fik udtrykket »Ny Kvinde« til stadig oftere at dukke op allerede i 1890’erne. Fra at have været almindelig misogynt blev patriarkatet udtalt antifeministisk. Der udbrød en krig om, hvordan »Den nye Kvinde« skulle defineres. Var kvindeligheden unaturlig eller sund? Var »Den nye Kvinde« nymfoman? Pebermø? Under alle omstændigheder en unaturlig kvinde! Det er nu, i dette klima af stadig mere åben kønskamp, at feminismedebatten raser over Europa. Maskulinismen fejrer sine største triumfer. Men kvinderne slår igen.
Under pseudonymet Harold Gote kom svenske Frida Stéenhoff i årene 1897-1908 med nogle af de mest radikale indlæg i tidens samfunds- og kvindedebat. På grund af sin vision om et klasseløst samfund, hvor også kønnene er lige, blev hun »bræddefabrikanternes og grosserernes bête noire«. Men hun ville ikke kun udstille det herskende forhold mellem kønnene. Det var lige så vigtigt at formulere strategier til forandring.En af hendes hovedpointer var, at moderskabet først bliver harmonisk, når kvinden har opnået økonomisk selvstændighed. Hendes skønlitterære forfatterskab bærer præg af samme håndfaste moral, der karakteriserer programskrifter, kampskrifter og partsindlæg, til skade for den æstetiske virkning. Alligevel udgør hendes fiktion og småskrifter et vigtigt led i nordisk kvindelitteratur. Ved sit avantgardistiske tonefald og med de demokratiske bevægelser som resonansrum bidrog hun til at flytte kvindens position fremad, og hun blev en af århundredskiftets fornemste feministiske teoretikere.
Svenske Ellen Key satte fokus på det sammensatte. Ikke bare i kvindespørgsmålet – men overhovedet i spørgsmålet om forholdet mellem tradition og modernitet. Det var i bestræbelserne på at forene de tilsyneladende modsigelser i konservatismen og radikalismen, at hun blev en omdiskuteret skikkelse. Hendes forfatterskab blev et medium – det pegede ikke ind mod sig selv, men virkede snarere som en smeltedigel. Hendes skrifter er på en gang udtryk for en uhyre kulturel modtagelighed og er samtidig originale i deres visionære kombinatoriske greb. Traditionen stilles ikke i modsætning til moderniteten, men begribes i lyset af hendes engagement i sin nutid: Kvindesagen, arbejderbevægelsen, den folkelige uddannelse og den moderne brydning mellem naturvidenskab og religion er overalt til stede som konteksten i forfatterskabet. Hun blev et organisk bindeled mellem det moderne gennembrud og det 20. århundredes modernistiske strømninger.
Sprogdebatten i Finland.